Sag C-129/18
SM
mod
Entry Clearance Officer, UK Visa Section
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court of the United Kingdom)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. marts 2019
»Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38/EF – familiemedlemmer til unionsborgeren – artikel 2, nr. 2), litra c) – begrebet »direkte efterkommere« – barn, der er sat under permanent juridisk værgemål i henhold til den algeriske kafala-ordning (plejeforhold) – artikel 3, stk. 2, litra a) – andre familiemedlemmer – artikel 7 og artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – familieliv – barnets tarv«
Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – berettigede – familiemedlem, der forsørges – direkte efterkommere – begreb – en unionsborgers biologiske barn eller adoptivbarn – omfattet – barn, der er sat under en unionsborgers permanente juridiske værgemål i henhold til den algeriske kafala – ikke omfattet
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 2, nr. 2), litra c)]
(jf. præmis 52, 54-56 og 73 samt domskonkl.)
Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – berettigede – andre familiemedlemmer til en unionsborger, der er tredjelandsstatsborgere og ikke er omfattet af definitionen i direktivets artikel 2, nr. 2) – begreb – barn, der er sat under en unionsborgers permanente juridiske værgemål i henhold til den algeriske kafala – omfattet – medlemsstaternes forpligtelse til at lette indrejse og ophold for et sådant barn – forpligtelse til at tage hensyn til barnets tarv
[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7 og art. 24, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 3, stk. 2, litra a)]
(jf. præmis 57-65, 67-71 og 73 samt domskonkl.)
Resumé
En mindreårig, som en unionsborger tager i sin varetægt inden for rammerne af den algeriske kafala-ordning, kan ikke anses for en »direkte efterkommer« til denne borger
I dommen i SM-sagen (Barn anbragt under den algeriske kafala-ordning) (sag C-129/18), der blev afsagt af Store Afdeling den 26. marts 2019, udtalte Domstolen sig om spørgsmålet om, hvorvidt en mindreårig, som unionsborgere har taget i deres varetægt inden for rammerne af den algeriske kafala-ordning, er omfattet af begrebet »direkte efterkommere« til en unionsborger som omhandlet i artikel 2, nr. 2), litra c), i direktiv 2004/38 ( 1 ). To ægtefæller med fransk statsborgerskab, som er bosiddende i Det Forenede Kongerige, ansøgte de britiske myndigheder om en indrejsetilladelse som adoptivbarn for et algerisk barn, der var blevet sat under deres værgemål i Algeriet på grundlag af kafala. Dette familieretlige plejeforhold, som findes i visse muslimske lande, fastsætter, at en eller flere voksne påtager sig forsørgelsen, uddannelsen og beskyttelsen af et barn, samt at barnet sættes under permanent juridisk værgemål hos denne eller disse. De britiske myndigheder gav afslag på at tildele den nævnte tilladelse.
Domstolen fastslog indledningsvis, at selv om begrebet »direkte efterkommere« til en unionsborger som omhandlet i artikel 2, nr. 2), litra c), i direktiv 2004/38 først og fremmest vedrører biologiske slægtskabsforhold, skal begrebet – henset til det krav om en vid fortolkning af dette begreb, som følger af formålet med det nævnte direktiv, dvs. at lette og styrke retten for unionsborgerne til at færdes og opholde sig frit – ligeledes forstås således, at det også omfatter en sådan borgers adoptivbørn, for så vidt som det godtgøres, at adoptionen skaber et retligt slægtskabsforhold mellem de pågældende børn og den pågældende unionsborger. Domstolen fastslog derimod, at eftersom den algeriske kafala-ordning ikke skaber noget slægtskabsforhold mellem barnet og dets værge, kan et barn, der er sat under lovligt værgemål hos en unionsborger i henhold til denne ordning, ikke anses for en »direkte efterkommer[…]« til en unionsborger som omhandlet i direktivets artikel 2, nr. 2), litra c).
Domstolen fastslog imidlertid, at et sådant barn er omfattet af det i artikel 3, stk. 2, første afsnit, litra a), i det nævnte direktiv omhandlede begreb »andre familiemedlemmer«. Dette begreb er nemlig af en sådan art, at det kan omfatte situationen for et barn, der er blevet anbragt hos unionsborgere i henhold til en lovlig værgemålsordning, såsom den algeriske kafala-ordning, og hvis forsørgelse, uddannelse og beskyttelse varetages af disse unionsborgere i medfør af en forpligtelse, som de har påtaget sig på grundlag af lovgivningen i barnets oprindelsesland.
I denne henseende præciserede Domstolen dernæst den pligt, der påhviler de nationale myndigheder i henhold til denne bestemmelse. Den fastslog således, at det i medfør af nævnte artikel 3, stk. 2, første afsnit, litra a), i direktiv 2004/38, sammenholdt med artikel 7 og artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, tilkommer dem at lette indrejse og ophold for et sådant barn i dets egenskab af andet familiemedlem til en unionsborger efter at have foretaget en afbalanceret og rimelig vurdering af alle de aktuelle og relevante omstændigheder i den foreliggende sag under hensyntagen til de forskellige involverede interesser og navnlig det pågældende barns tarv. I forbindelse med denne vurdering skal der ligeledes tages hensyn til den eventuelle konkrete og individualiserede risiko for, at det pågældende barn er offer for misbrug, udnyttelse eller handel, idet det bemærkes, at der imidlertid ikke kan anlægges en formodning om, at der foreligger en sådan risiko, med henvisning alene til, at proceduren for anbringelse under den algeriske kafala-ordning er baseret på en vurdering af den voksnes egnethed og barnets interesse, der skulle være mindre grundig end den procedure, som føres i værtsmedlemsstaten med henblik på adoption eller anbringelse af et barn.
Domstolen konkluderede, at for det tilfælde, at det efter en sådan vurdering er godtgjort, at barnet og dets værge, som er unionsborger, forventes at ville have et faktisk familieliv, og at barnet er afhængigt af sin værge, vil de krav, der er knyttet til den grundlæggende ret til respekt for familielivet, sammenholdt med forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv, principielt indebære, at det pågældende barn skal tildeles en ret til indrejse og ophold med henblik på at gøre det muligt for barnet at leve sammen med sin værge i sidstnævntes værtsmedlemsstat.
( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77, berigtiget i EUT 2004, L 229, s. 35).