1

VG, som er indtrådt i MS’ rettigheder, har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets kendelse af 31. maj 2017, MS mod Kommissionen (T-17/16, ikke trykt i Sml., herefter den appellerede kendelse, EU:T:2017:379), hvorved Retten frifandt Europa-Kommissionen i en sag, hvori MS havde nedlagt påstand om erstatning for det tab, han havde lidt som følge af Kommissionens afgørelse om at afslutte samarbejdet med MS inden for rammerne af Team Europe.

2

Artikel 268 TEUF bestemmer:

»Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at afgøre tvister vedrørende de i artikel 340, stk. 2 og 3, omhandlede skadeserstatninger.«

3

Artikel 340 i denne traktat har følgende ordlyd:

»Unionens ansvar i kontraktforhold bestemmes efter den lovgivning, der finder anvendelse på den pågældende kontrakt.

For så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold, skal Unionen i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader forvoldt af dets institutioner eller af dets ansatte under udøvelsen af deres hverv.

[…]«

4

Team Europe er et lokalt kommunikationsnetværk, hvis hovedopgave er at bistå Kommissionens repræsentationer i deres kommunikation om EU-politikker på lokalt plan, og hvis medlemmer fungerer som foredragsholdere, ordstyrere, ledere af begivenheder og kommunikationseksperter.

5

Disse foredragsholdere er knyttet til Kommissionen ved en »samarbejds- og tilknytningsaftale med Team Europe«. Denne aftale giver mulighed for, at hver part til enhver tid kan træde tilbage fra aftalen skriftligt, uden øvrige betingelser. Medlemmerne af Team Europe-netværket aflønnes ikke af Kommissionen. Kommissionen stiller derimod, inden for det disponible budget, uden vederlag understøttende ydelser til rådighed, som består i koordinationsmøder, uddannelsesseminarer, en internetbaseret kommunikationsplatform og kommunikationsredskaber til at hjælpe foredragsholderne med deres opgaver. Samarbejds- og tilknytningsaftalen med Team Europe præciserer derudover, at medlemmerne af Team Europe-netværket handler på frivillig basis, og at de kan modtage godtgørelse for deres udgifter eller en rimelig betaling fra arrangørerne af de foranstaltninger, de deltager i.

6

MS var medlem af Team Europe-netværket fra den 20. juli 2011 til den 10. april 2013, jf. den samarbejds- og tilknytningsaftale med Team Europe, som blev indgået mellem tvistens parter og underskrevet i Paris (Frankrig) den 8. juli 2011 af chefen for Kommissionens repræsentation i Frankrig og i Montpellier (Frankrig) den 20. juli 2011 af MS (herefter »samarbejdsaftalen«). I henhold til denne aftale skulle MS’ tilknytning til Team Europe-netværket slutte den 30. juni 2014. Den 10. april 2013 meddelte chefen for Kommissionens repræsentation i Frankrig telefonisk den berørte person, at hans samarbejde med dette netværk blev afsluttet, idet denne afgørelse efterfølgende blev bekræftet ved en skrivelse med den begrundelse, at han i forbindelse med sine aktiviteter havde udvist en upassende adfærd over for deltagerne.

7

Chefen for Kommissionens repræsentation i Frankrig gav den begrundelse, at han havde modtaget en klage vedrørende MS’ adfærd fra kvinder, der havde deltaget i en konference eller en workshop i forbindelse med Team Europe-netværket.

8

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 11. januar 2016 ansøgte MS om retshjælp med henblik på at anlægge et erstatningssøgsmål.

9

Ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 3. maj 2016, MS mod Kommissionen (T-17/16 AJ, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:446), blev MS bevilliget retshjælp.

10

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. juli 2016 anlagde MS et erstatningssøgsmål ved Retten.

11

MS nedlagde følgende påstande:

12

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 6. oktober 2016 fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 130 i Rettens procesreglement og nedlagde påstand om, at sagsøgeren blev pålagt at betale sagsomkostningerne.

13

I sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen, som blev indgivet til Rettens Justitskontor den 21. november 2016, anmodede MS Retten om at forkaste denne.

14

Ved den appellerede kendelse, som blev afsagt på grundlag af artikel 126 i Rettens procesreglement, gav Retten medhold i formalitetsindsigelsen. Retten fastslog, at søgsmålets genstand i virkeligheden vedrørte en påstand om erstatning af kontraktretlig karakter. Da samarbejdsaftalen ikke indeholdt en værnetingsklausul, fastslog Retten, at den ikke havde kompetence til at behandle sagen.

15

Ved kendelse afsagt den 30. november 2017 bevilligede Domstolen den retshjælp, appellanten havde ansøgt om.

16

Ved appelskriftet har appellanten nedlagt følgende påstande:

17

Ved skrivelse af 21. februar 2018 modtog Domstolen meddelelse om MS’ død den 16. februar 2018 og om VG’s beslutning om at videreføre appellen.

18

VG slettede i sin replik af 28. maj 2018 påstanden om genoptagelse af tilknytningen til Team Europe.

19

VG har til støtte for appellen fremført to anbringender dels om en retlig fejl ved den retlige kvalificering af erstatningssøgsmålet og en tilsidesættelse af begrundelsespligten, dels om en retlig fejl ved den retlige kvalificering af samarbejdsaftalen, en tilsidesættelse af begrundelsespligten og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.

20

Appellanten har for det første for så vidt angår den angivelige tilsidesættelse af begrundelsespligten gjort gældende, at Retten, for det første, ikke forklarede, hvorfor påstanden om erstatning nødvendigvis er knyttet til fortolkningen af samarbejdsaftalen, når den adfærd, der foreholdes Kommissionen ved denne påstand, ikke er en misligholdelse af den angivelige aftale, men en tilsidesættelse af MS’ grundlæggende rettigheder ved behandlingen af klagen mod MS, således at fortolkningen af denne aftale hverken er nødvendig eller uomgængelig for undersøgelsen af denne påstand, jf. præmis 80 i dom af 18. april 2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg (C-103/11 P, EU:C:2013:245).

21

Endvidere redegør den appellerede kendelse ikke for grundene til, at Retten fastslog, at Kommissionens behandling af den klage, der var rettet mod MS, nødvendigvis var forbundet med fortolkningen af samarbejdsaftalen. Denne aftale indeholder ingen bestemmelser om behandlingen af eventuelle klager eller om en forpligtelse for Kommissionen til at begrunde ophævelsen af samarbejdet med en foredragsholder i Team Europe-netværket. De retlige bestemmelser, herunder grundlæggende rettigheder, som påstås tilsidesat, finder anvendelse uafhængigt af samarbejdsaftalens bestemmelser.

22

Endelig blev dele af stævningen for Retten ikke behandlet af denne, idet Retten ikke på objektiv og samlet vis og under hensyntagen til de forskellige beviselementer i sagsakterne undersøgte, om der faktisk forelå en kontraktmæssig sammenhæng, således som det imidlertid kræves, jf. dom af 18. april 2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg (C-103/11 P, EU:C:2013:245).

23

VG har ligeledes gjort gældende, at Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt for så vidt angår kvalificeringen af samarbejdsaftalen.

24

Hvad for det andet angår den angivelige retlige fejl, som Retten skulle have begået, da den kvalificerede søgsmålet som værende af »kontraktmæssig karakter«, har VG i det væsentlige gjort gældende, at Retten med urette kvalificerede samarbejdsaftalen som en »aftale«, selv om der snarere var tale om ikke-bindende retningslinjer, der ensidigt blev fastsat af Kommissionen, og som regulerede Team Europe-netværkets funktionsmåde. Kommissionen har aldrig bekræftet, at forholdet var af aftalemæssig karakter, som det fremgår af punkt 21 i Kommissionens bemærkninger for Den Europæiske Ombudsmand og af præmis 15 i kendelse af 3. maj 2016, MS mod Kommissionen (T-17/16 AJ, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:446), hvorved Retten traf afgørelse vedrørende MS’ ansøgning om retshjælp. Samarbejdsaftalen indeholder blot et referat af de rettigheder og pligter, som regulerer Team Europe-netværket, og vedrører ikke dem, som regulerer det særlige forhold mellem Kommissionen og MS. Den fastsætter ikke sanktioner i tilfælde af tilsidesættelser af de bestemmelser, den indeholder, og den henviser ikke til den anvendelige lovgivning eller de kompetente retsinstanser, således at samarbejdsaftalen snarere vedrører blotte adfærdsforskrifter og ikke faktiske retlige relationer mellem personer. Kommissionen har ændret sit standpunkt og påberåbt samarbejdsaftalens aftalemæssige karakter for sent. Parternes fælles hensigt har aldrig været at indgå gensidige forpligtelser på grundlag af en kontrakt. Parternes hensigt er imidlertid et afgørende element ved kvalificeringen af en retsakt som værende af aftalemæssig karakter. Retten kvalificerede således med urette samarbejdsaftalen som en »aftale« og tilsidesatte sin begrundelsespligt.

25

Kommissionen har gjort gældende, at det første anbringende og det andet anbringendes første og andet led skal forkastes.

26

Det bemærkes for det første, at for så vidt angår sager mod Unionen, hvor Unionens ansvar for en skade er omtvistet, fastsætter EUF-traktaten en kompetencefordeling mellem Unionens retsinstanser og de nationale domstole.

27

For så vidt angår Unionens ansvar uden for kontrakt følger det af artikel 340, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 268 TEUF, at tvister vedrørende et sådant ansvar henhører under Unionens retsinstansers kompetence.

28

Med henblik på at afgøre, hvilken ret der har kompetence til at afgøre et specifikt søgsmål mod Unionen angående Unionens ansvar for en skade, skal det undersøges, om dette søgsmål vedrører Unionens ansvar i kontraktforhold eller uden for kontraktforhold (dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg, C-103/11 P, EU:C:2013:245, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

29

Med henblik herpå skal Unionens retsinstanser ikke alene tage udgangspunkt i de af parterne påberåbte regler. Den blotte påberåbelse af retsregler, der ikke følger af en for sagen relevant kontrakt, men som finder anvendelse på parterne, kan således ikke ændre tvistens kontraktmæssige karakter og dermed unddrage tvisten fra den kompetente retsinstans. Hvis det forholdt sig anderledes, kunne tvistens art og dermed den kompetente retsinstans ændres i henhold til de af parterne påberåbte regler, hvilket strider mod de forskellige retsinstansers materielle kompetenceregler (jf. i denne retning dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg, C-103/11 P, EU:C:2013:245, præmis 64 og 65 og den deri nævnte retspraksis).

30

I denne sammenhæng er Unionens retsinstanser forpligtet til at efterprøve, om genstanden for de erstatningssøgsmål, som de er blevet forelagt, er erstatningspåstande, der objektivt og samlet bygger på rettigheder eller forpligtelser med oprindelse i eller uden for kontraktforhold. Disse retsinstanser skal i den henseende med hensyn til en bedømmelse af sagens forskellige elementer, som bl.a. den retsregel, som hævdes at være tilsidesat, arten af det påberåbte krav, den påståede adfærd samt de mellem sagens parter bestående retsforhold, efterprøve, om der blandt disse forhold foreligger en egentlig kontraktmæssig sammenhæng, som er forbundet med tvistens genstand, og hvoraf en dybdegående undersøgelse fremstår som uomgængelig for at afgøre den nævnte sag (dom af 18.4.2013, Kommissionen mod Systran og Systran Luxembourg, C-103/11 P, EU:C:2013:245, præmis 66).

31

Det bemærkes for det andet, at den pligt til at begrunde domme, der påhviler Retten i medfør af artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, ikke pålægger den at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Når Rettens ræsonnement fremgår klart og utvetydigt af begrundelsen, kan begrundelsen således fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til begrundelsen for, at de pågældende foranstaltninger er truffet, og at Domstolen råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger (jf. i denne retning dom af 30.5.2018, L’Oréal mod EUIPO, C-519/17 P og C-522/17 P – C-525/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:348, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

32

I den foreliggende sag bemærkes det, at Retten indledningsvis i den appellerede kendelses præmis 34 fastslog, at samarbejdsaftalen fastlagde parternes respektive forpligtelser, samarbejdets varighed og fremgangsmåden ved afslutningen deraf. Retten bemærkede navnlig, at denne aftales punkt 5 henviste til betingelserne for »ophævelse«. Endvidere fastslog Retten i denne kendelses præmis 35, at påstanden om erstatning var forbundet med fortolkningen af samarbejdsaftalen, idet sagsøgeren for Retten ikke havde gjort andre retsakter, som hidrørte fra Kommissionen, gældende. I øvrigt fastslog Retten i kendelsens præmis 36, at den adfærd, der blev kritiseret, havde direkte forbindelse med et bestående kontraktforhold, hvilket ledte Retten til i kendelsens præmis 37 at konkludere, at erstatningspåstanden fra sagsøgeren ved Retten var forbundet med en fortolkning af samarbejdsaftalen, og i kendelsens præmis 38, at denne aftale gjorde, at tvisten var af kontraktretlig karakter. Endelig anførte Retten i den appellerede kendelses præmis 40, at samarbejdsaftalen ikke indeholdt nogen værnetingsklausul, således at tvisten ikke var omfattet af Unionens retsinstansers kompetence.

33

Det må som følge deraf konstateres, at Retten gav en tilstrækkelig begrundelse for sin konklusion om, at tvistens genstand var af kontraktmæssig karakter, og at betingelserne for, at Unionens retsinstanser havde kompetence, ikke var opfyldt.

34

Det må endvidere fastslås, at ingen af de af VG fremførte argumenter kan godtgøre, at disse overvejelser er behæftet med retlige fejl.

35

Navnlig modsiges den analyse, som Retten foretog, ikke af den omstændighed, at sagsøgeren for Retten støttede sig til et citat fra de bemærkninger, Kommissionen tidligere havde fremlagt for Ombudsmanden, og som gentages i den appellerede kendelses præmis 23, i henhold til hvilket citat Kommissionen havde anført, at »medlemmerne af Team Europe [ikke havde] kontraktmæssige relationer med Kommissionen«.

36

Det af Kommissionen for Ombudsmanden tidligere udtrykte standpunkt modsiger nemlig ikke nødvendigvis det standpunkt, som følger af den formalitetsindsigelse, Kommissionen gjorde gældende for Retten.

37

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at dette citat er ufuldstændigt, for så vidt som sætningen i sin helhed præciserer, at »medlemmerne af Team Europe har ikke kontraktmæssige relationer med Kommissionen og modtager ikke nogen løn eller støtte fra sidstnævnte«.

38

Selv hvis dette citat kunne forstås således, at det udelukkede eksistensen af en arbejdskontrakt, fordi samarbejdsaftalen udelukkede enhver løn og ikke fastsatte noget retligt underordnelsesforhold, udelukker fraværet af en sådan kontrakt mellem Kommissionen og medlemmerne af Team Europe-netværket ikke eksistensen af andre forpligtelser, der kan være aftalt mellem disse, således at der eksisterer en forbindelse mellem disse, der ikke desto mindre kan kvalificeres som »aftalemæssig« (jf. analogt dom af 14.7.2016, Granarolo, C-196/15, EU:C:2016:559, præmis 25).

39

I øvrigt fremgår det af de overvejelser, der finder udtryk i Ombudsmandens afgørelse af 19. november 2015, at sidstnævnte bemærkede, at »hvis Kommissionen beslutter sig for ikke at fortsætte sin kontraktmæssige relation med en ekspert eller et medlem af Kommissionens netværk, skal Kommissionen først, inden den træffer afgørelse om sin endelige stillingtagen, give den berørte person mulighed for at udtrykke sit synspunkt vedrørende den tilsigtede foranstaltning«.

40

Det følger heraf, at genstanden for tvisten mellem parterne vedrører en anfægtelse af omstændighederne omkring bruddet og nærmere bestemt de betingelser, hvorunder Kommissionens afgørelse om at afslutte samarbejdet med MS i Team Europe-netværket blev truffet.

41

Den omstændighed, at appellanten har påberåbt en tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder, kan heller ikke ændre karakteren af tvisten mellem parterne.

42

Som det anføres i nærværende doms præmis 29, og som Domstolen ligeledes har fastslået i præmis 43 i dom af 20. maj 2009, Guigard mod Kommissionen (sag C-214/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:330), kan den blotte påberåbelse af retsregler, der ikke følger af den omhandlede kontrakt, men som parterne skal overholde, nemlig ikke have den følge at ændre tvistens kontraktrelaterede karakter og dermed unddrage tvisten fra den kompetente retsinstans. Hvis det forholdt sig anderledes, kunne tvistens art og dermed den kompetente retsinstans ændres i henhold til de af parterne påberåbte regler, hvilket ville stride mod de forskellige retsinstansers materielle kompetenceregler.

43

Det var derfor med rette, at Retten fastslog, at Unionens retsinstanser ikke havde kompetence, og den gav en tilstrækkelig begrundelse for årsagerne til, at den nåede til den konklusion, at der forelå en egentlig aftalemæssig sammenhæng forbundet med tvistens genstand.

44

Under disse omstændigheder skal det første anbringende i sin helhed og det andet anbringendes første og andet led under ét forkastes som ugrundede.

45

Appellanten har med det andet anbringendes tredje led gjort gældende, at Retten gengav samarbejdsaftalen urigtigt, idet den fastslog, at samarbejdsaftalen udgør en aftale, uden at fastslå, hvilken lovgivning der finder anvendelse i forhold til denne aftale.

46

Efter Kommissionens opfattelse skal dette tredje led afvises eller subsidiært forkastes som ugrundet.

47

Det fremgår i henhold til Domstolens faste praksis af artikel 256, stk. 1, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at appel er begrænset til retsspørgsmål, og at det derfor alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder og til at tage stilling til bevismaterialet. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og beviser er ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet. En sådan urigtig gengivelse af omstændighederne skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (dom af 15.5.2019, CJ mod ECDC, C-170/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:410, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

48

En appellant skal, når denne gør gældende, at beviserne er gengivet urigtigt, i henhold til artikel 256 TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement, præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet, og påvise de fejl i undersøgelsen, der efter appellantens opfattelse har foranlediget denne urigtige gengivelse (dom af 6.9.2018, Klein mod Kommissionen, C-346/17 P, EU:C:2018:679, præmis 126 og den deri nævnte retspraksis).

49

I den foreliggende sag har appellanten blot kortfattet kritiseret Rettens ræsonnement uden imidlertid at godtgøre, at dette bygger på en urigtig gengivelse af faktiske omstændigheder, som er blevet forelagt for denne, og at dette fremgår åbenbart af sagsakterne.

50

Endvidere har appellanten for første gang for Domstolen fremført argumentet om manglende angivelse af den lovgivning, der finder anvendelse.

51

Et sådant argument skal imidlertid afvises fra realitetsbehandling. Ifølge procesreglementets artikel 170, stk. 1, må der således ikke i appelskriftet foretages nogen ændring af sagsgenstanden, som den forelå for Retten. Under en appelsag har Domstolen kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der blev behandlet i første instans. En part kan følgelig ikke få adgang til for første gang for Domstolen at fremsætte et anbringende, der ikke er blevet fremsat for Retten, idet dette ville være ensbetydende med at give parten adgang til at forelægge Domstolen en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10.1.2018, Kommissionen mod RW, C-442/17 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:6, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

52

Det følger heraf, at det andet anbringendes tredje led ikke kan tages til følge.

53

Henset til samtlige ovenstående betragtninger må appellen forkastes i det hele.

54

I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge. Ifølge samme reglements artikel 138, stk. 1, der i henhold til artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at VG pålægges at betale sagsomkostningerne, og da VG har tabt sagen, bør denne part pålægges at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):