1.

Nærværende anmodninger om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af direktiv 93/13/EØF ( 2 ) specifikt i forbindelse med kreditaftaler, som fuldt ud er blevet opfyldt. Disse anmodninger vil nærmere bestemt give Domstolen mulighed for at klarlægge, om direktivet fortsat finder anvendelse efter en fuldstændig opfyldelse af en aftale, og om et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af beløb, der er opkrævet i henhold til vilkår, der betragtes som urimelige, i givet fald kan underlægges en forældelsesfrist på tre år, som begynder at løbe fra tidspunktet for aftalens ophør. Det drejer sig hovedsageligt om at fastsætte den tidsmæssige udstrækning af den beskyttelse, som nævnte direktiv giver forbrugerne.

2.

Ifølge artikel 2, litra b), i direktiv 93/13 forstås ved »forbruger« en fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv.

3.

Direktivets artikel 6, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår.«

4.

Artikel 1, stk. 3, i Legea nr. 193/2000 privind clauzele abuzive din contractele încheiate între profesionişti şi consumatori (lov nr. 193/2000 om urimelige kontraktvilkår i aftaler indgået mellem forbrugere og erhvervsdrivende) af 6. november 2000 (Monitorul Oficial al României, nr. 560 af 10.11.2000), bekendtgjort på ny i 2012 (Monitorul Oficial al României, nr. 543 af 3.8.2012), senest ændret i 2014 (herefter »lov nr. 193/2000«), forbyder erhvervsdrivende at indsætte urimelige vilkår i forbrugeraftaler. Nævnte lovs artikel 6 bestemmer i øvrigt, at urimelige kontraktvilkår ikke har nogen virkninger i forhold til forbrugeren.

5.

Nævnte lovs artikel 12, stk. 1 og 4, bestemmer:

»1.   Konstateres det, at der anvendes adhæsionskontrakter, der indeholder urimelige kontraktvilkår, indbringer de i artikel 8 omhandlede kontrolmyndigheder sagen for sagsøgtes hjemting, eller afhængigt af omstændighederne for en domstol på det sted, hvor den erhvervsdrivendes hovedsæde er beliggende, med påstand om, at denne ændrer aftaler, der er under gennemførelse, ved at fjerne de urimelige kontraktvilkår.

[…]

4.   Bestemmelserne i stk. 1-3 berører ikke den ret, som en forbruger, der har indgået en adhæsionskontrakt, som indeholder et urimeligt vilkår, har til at anlægge et søgsmål med påstand om, at vilkåret ugyldiggøres, eller til at fremsætte en ulovlighedsindsigelse på de i loven fastsatte vilkår.«

6.

Artikel 993 i Codul civil (den civile lovbog) af 1864, der fandt anvendelse på datoen for indgåelsen af aftalerne i hovedsagerne, bestemmer navnlig, at en person, der betaler en gæld, fordi denne fejlagtigt tror, at denne er skyldner, har en tilbagesøgningsret mod kreditoren.

7.

Artikel 1 i Decretul nr. 167/1958 privitor la prescripția extinctivă (dekret nr. 167/1958 om forældelsesfrist) af 10. april 1958 (Monitorul Oficial al României, nr. 19 af 21.4.1958), bekendtgjort på ny, har følgende ordlyd:

»Søgsmålsretten om formueretlige forhold forældes, hvis den ikke er blevet udøvet inden for den i loven fastsatte frist.

Forældelse af en søgsmålsret vedrørende en principal rettighed medfører forældelse af søgsmålsretten vedrørende accessoriske rettigheder.«

8.

Det fremgår af dette dekrets artikel 2, at »[e]n retsakt kan påstås annulleret på et hvilket som helst tidspunkt ved et søgsmål eller ved en ulovlighedsindsigelse«.

9.

Det nævnte dekrets artikel 7 fastsætter:

»Forældelsesfristen begynder at løbe på den dato, hvor søgsmålsretten eller retten til at kræve tvangsfuldbyrdelse opstår.

I forbindelse med forpligtelser, der skal opfyldes på kreditors foranledning, og forpligtelser uden en fastsat gennemførelsesfrist begynder forældelsesfristen at løbe på den dato, hvor retsforholdet opstår.«

10.

Samme dekrets artikel 8 bestemmer:

»Forældelsesfristen i tilknytning til et erstatningssøgsmål vedrørende en skade, der er lidt som følge af en ulovlig omstændighed, begynder at løbe på den dato, hvor den skadelidte måtte have eller burde have haft kendskab til skaden såvel som til den person, der er ansvarlig for skaden.

Bestemmelserne i det foregående afsnit finder ligeledes anvendelse i tilfælde af ugrundet berigelse.«

11.

I juni 2008 indgik sagsøgeren i hovedsagen en kreditaftale med SC Raiffeisen Bank SA (herefter »Raiffeisen Bank«) for en periode på 84 måneder, som udløb i 2015, hvor lånet var blevet indfriet fuldt ud.

12.

Sagsøgeren var af den opfattelse, at nogle af kontraktvilkårene var urimelige, og anlagde i december 2016 sag ved Judecătoria Târgu Mureş (retten i første instans i Târgu Mureş, Rumænien) med påstand om, at det blev fastslået, at kontraktvilkårene var urimelige, om tilbagebetaling af de beløb, som var blevet betalt i medfør af disse kontraktvilkår, samt om betaling af lovbestemte renter.

13.

Raiffeisen Bank gjorde ved en ulovlighedsindsigelse gældende, at sagsøgeren, fordi kontraktforholdet mellem parterne var ophørt på datoen for indgivelse af søgsmålet, idet kreditaftalen var udløbet året før, fordi den fuldt ud var blevet opfyldt, ikke længere ikke havde egenskab af forbruger i henhold til lov nr. 193/2000.

14.

Den nationale ret i første instans gav sagsøgeren fuldt ud medhold i søgsmålet.

15.

Raiffeisen Bank, der mente, at denne afgørelse var bebyrdende for den, iværksatte appel ved den forelæggende ret, idet den gentog sit argument om, at sagsøgeren ikke længere havde egenskab af forbruger på tidspunktet for anlæggelse af søgsmålet, fordi kreditaftalen var ophørt, eftersom den fuldt ud var blevet opfyldt.

16.

Under disse omstændigheder har Tribunalul Specializat Mureș (den særlige domstol i Mureș, Rumænien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål i de to pågældende sager:

17.

I maj 2003 indgik sagsøgeren i hovedsagen og en anden part som medlåntager en kreditaftale med BRD Groupe Société Générale SA. I marts 2005 blev lånet som følge af en førtidig indfrielse betragtet som fuldt tilbagebetalt, og kreditaftalen ophørte.

18.

Mere end ti år senere, i juli 2016, anlagde sagsøgeren sag ved Judecătoria Târgu Mureş (retten i første instans i Târgu Mureş) med påstand om, at det blev fastslået, at kontraktvilkårene var urimelige. Sagsøgeren nedlagde endvidere påstand om annullation af disse vilkår og tilbagebetaling af ethvert beløb, der var blevet betalt i henhold til disse, samt betaling af lovbestemte renter af de tilbagebetalte beløb.

19.

BRD Groupe Société Générale gjorde gældende, at sagsøgeren ikke længere havde egenskab af forbruger, idet forholdet mellem parterne på datoen for indledning af søgsmålet ikke længere eksisterende, og kontrakten var ophørt 11 år tidligere som følge af en førtidig indfrielse.

20.

Den nationale ret i første instans gav sagsøgeren delvist medhold i søgsmålet.

21.

BRD Groupe Société Générale, der mente, at denne afgørelse var bebyrdende for den, iværksatte appel ved den forelæggende ret, idet den gentog sit argument om, at sagsøgeren ikke længere havde egenskab af forbruger på tidspunktet for anlæggelse af søgsmålet efter 11 år, fordi kreditaftalen var ophørt som følge af en førtidig indfrielse.

22.

Under disse omstændigheder har Tribunalul Specializat Mureș (den særlige domstol i Mureș) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen to præjudicielle spørgsmål, som er identiske med de spørgsmål, der blev forelagt i sag C-698/18. Den forelæggende ret har dog bemærket, at sagsøgeren i sag C-699/18 har anlagt søgsmålet med påstand om, at det fastslås, at kontraktvilkårene var urimelige, 11 år efter kreditaftalens ophør, dvs. efter udløbet af den af den nationale lovgiver fastsatte forældelsesfrist på 3 år for udøvelse af en formueretlig rettighed.

23.

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 12. december 2018 blev sagerne C-698/18 og C-699/18 forenet med henblik på den skriftlige og den mundtlige forhandling samt dommen.

24.

Parterne i hovedsagerne med undtagelse af sagsøgeren i sag C-698/18, den rumænske, den tjekkiske, den polske og den portugisiske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

25.

De samme parter deltog i retsmødet den 12. december 2019.

26.

Med sine præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 93/13 for det første er til hinder for, at et søgsmål med påstand om tilbagelevering af ydelser, der er leveret i henhold til et vilkår, som det er blevet fastslået er urimeligt, og som er indeholdt i en aftale, der fuldt ud er blevet opfyldt, kan være genstand for forældelse. For det andet ønsker den oplyst, om dette direktiv er til hinder for, at den treårige forældelsesfrist, der begynder at løbe på tidspunktet for aftalens ophør, finder anvendelse på et sådant søgsmål. Den forelæggende ret har forelagt disse spørgsmål i lyset af grænserne for medlemsstaternes procesautonomi. Eftersom hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn ( 3 ), er jeg af den opfattelse, at disse spørgsmål skal behandles samlet.

27.

Desuden er den forelæggende ret af den opfattelse, at den står over for en problematik med bestemmelse – ud fra et tidsmæssigt perspektiv – af egenskaben af »forbruger« i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 2, litra b), i direktiv 93/13. Selv om den ikke har stillet dette spørgsmål udtrykkeligt, har den konstateret, at det skal afgøres, om dette direktiv fortsat finder anvendelse efter en fuldstændig opfyldelse af en aftale, der er indgået af en person, som uden for enhver tvivl havde egenskab af forbruger på tidspunktet for indgåelsen af den aftale, der indeholder de urimelige kontraktvilkår.

28.

Henset til det ovenstående vil jeg efter at have undersøgt de præjudicielle spørgsmåls formalitet (afsnit A) med henblik på en hensigtsmæssig besvarelse af disse først redegøre for de løsninger, der er valgt i rumænsk ret til at sanktionere indførelsen af urimelige kontraktvilkår i en aftale, der indgås mellem en erhvervsdrivende og en forbruger (afsnit B). Jeg vil dernæst se på problematikken omkring anvendelse af direktiv 93/13 på aftaler, som fuldt ud er blevet opfyldt (afsnit C). Til slut vil jeg for så vidt angår grænserne for medlemsstaternes procesautonomi fastslå, om dette direktiv er til hinder for, at et søgsmål om tilbagelevering af ydelser, der er leveret på grundlag af et kontraktvilkår, som det er blevet fastslået er urimeligt, og som indgår i en aftale, som fuldt ud er blevet opfyldt, kan være genstand for forældelse, og for, at det tidspunkt, fra hvilket den treårige forældelsesfrist begynder at løbe, svarer til det tidspunkt, hvor aftalen ophører (afsnit D).

29.

Sagsøgeren i sag C-699/18 har principalt gjort gældende, at de præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.

30.

Sagsøgeren har for det første hævdet, at den forelæggende ret med sine præjudicielle spørgsmål ønsker oplyst, om den i den nationale lovgivning fastsatte frist for anlæggelse af sag ved denne domstol er blevet overholdt eller ej. Et præjudicielt spørgsmål skal imidlertid ikke vedrøre aspekter af national lovgivning, men derimod fortolkningen af EU-retten. For det andet har sagsøgeren anført, at en begrænsning af virkningerne af tilbageleveringen, efter at et kontraktvilkår er blevet fastslået urimeligt, vil være i strid med den logik, der ligger til grund for forbrugerbeskyttelsen.

31.

Jeg er uenig i de af sagsøgeren fremførte forbehold.

32.

Med sine præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret at få nogle elementer til fortolkning af EU-retten, som hovedsageligt gør det muligt for den at afgøre, om den nationale lovgivning og den fortolkning af denne, som den går ind for, er forenelig med den forbrugerbeskyttelsesordning, der blev indført ved direktiv 93/13. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen principielt forpligtet til at træffe afgørelse ( 4 ). Såfremt de præjudicielle spørgsmål ikke skulle antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at begrænsningen af virkningerne af den tilbagelevering, som konstateringen af et kontraktvilkårs urimelighed vil medføre, vil være i strid med den logik, der ligger til grund for forbrugerbeskyttelsen, ville det endvidere betyde, at besvarelsen af disse spørgsmål foregribes.

33.

Under disse omstændigheder foreslår jeg Domstolen, at den fastslår, at den savner kompetence til at besvare de i sag C-699/18 forelagte spørgsmål. Den i den pågældende sag omhandlede aftale blev indgået i 2003 og ophørte i 2005, dvs. inden den 1. januar 2007, hvor Rumænien tiltrådte Den Europæiske Union. Domstolen har imidlertid alene kompetence til at fortolke EU-retten med hensyn til en anvendelse af denne i en ny medlemsstat fra tidspunktet for dennes tiltrædelse af Den Europæiske Union ( 5 ). Under alle omstændigheder og af samme årsag har Domstolen kompetence til at besvare de i sag C-698/18 forelagte spørgsmål, der vedrører en aftale indgået i 2008.

34.

Den forelæggende ret har i sine anmodninger om præjudiciel afgørelse forklaret, at der i rumænsk ret findes tre forskellige civilretlige sanktioner i forbindelse med manglende overholdelse af en retsregel, nemlig omstødelse, relativ ugyldighed og absolut ugyldighed. Den har præciseret, at når der ikke findes en udtrykkelig bestemmelse vedrørende den gældende materielle ret på datoen for indgåelsen af de aftaler, der ligger til grund for tvisterne i hovedsagen, er det retspraksis og den nationale retslære, der fortolker rumænsk lovgivning for at bestemme den retlige ordning vedrørende de civilretlige retsakter, som lovgiver har haft til hensigt at indføre på nationalt plan ( 6 ).

35.

Sanktionen ugyldighed består i at fratage den aftale, der er indgået i strid med lovbestemmelserne, dens retsvirkninger. Afhængigt af arten af den interesse (individuel eller generel), der beskyttes ved den lovbestemmelse, der er blevet overtrådt med indgåelsen af den civilretlige retsakt, er sanktionen relativ ugyldighed eller absolut ugyldighed.

36.

Den forelæggende ret har oplyst, at relativ ugyldighed er sanktionen af den manglende overholdelse af en præceptiv retsforskrift, der beskytter en privat interesse, og at et søgsmål om relativ ugyldighed kan være genstand for forældelse. Hvad angår absolut ugyldighed er der tale om en sanktion af en manglende overholdelse i forbindelse med indgåelsen af en civilretlig retsakt af en retsforskrift, som sikrer en almen interesse, der beskyttes af en præceptiv retsforskrift, der har rang af en ufravigelig retsgrundsætning. På grund af den interesse, der beskyttes, er absolut ugyldighed ikke omfattet af bekræftelsen, således at en forbruger, der kan påberåbe sig denne ugyldighed, ikke kan give afkald på den. Den kan gøres gældende af enhver berørt person, af organisationer, som i henhold til loven har denne mulighed, og ex officio af en domstol ( 7 ). Søgsmålet om erklæring af absolut ugyldighed er ikke genstand for forældelse, således at det kan gøres gældende på et hvilket som helst tidspunkt ved et søgsmål eller en ulovlighedsindsigelse.

37.

Generelt medfører absolut ugyldighed i rumænsk ret ifølge den forelæggende rets forklaringer virkninger med tilbagevirkende kraft, dvs. fra det tidspunkt, hvor retsakten blev indgået (ex tunc virkninger). Der findes dog en række undtagelser fra dette princip, i forbindelse med hvilke absolut ugyldighed medfører ex nunc-virkninger. Dette er tilfældet, når indehaveren af et gode i god tro beholder afkastet i den periode, hvor denne var i god tro. Desuden medfører absolut ugyldighed genoprettelse af den tidligere situation (restitutio in integrum), hvilket betyder, at de ydelser, der er foretaget på grundlag af den ugyldige retsakt, tilbageleveres. I forbindelse med gensidigt bebyrdende aftaler sker genopretningen ved, at det uberettiget opkrævede beløb tilbagebetales, og ved genoprettelse af en tidligere tilstand.

38.

Ifølge den forelæggende ret sondres der i rumænsk ret mellem søgsmål med påstand om erklæring af absolut ugyldighed, der ikke er genstand for forældelse, og søgsmål om tilbagelevering af ydelser, der er et formueretligt søgsmål, som altid er genstand for forældelse. Søgsmålet om genoprettelse af en tidligere tilstand er imidlertid betinget af, at der først træffes en afgørelse om ugyldighed, for så vidt som retten til at kræve tilbagelevering først opstår, når der er truffet afgørelse om ugyldighed. Der findes i denne henseende undtagelser, som gør det muligt at nuancere den måde, hvorpå forældelsesreglerne for søgsmål om genoprettelse af en tidligere tilstand anvendes. Den ene af disse undtagelser finder anvendelse, når to påstande ikke er blevet gjort gældende ud fra et proceduremæssigt synspunkt (principalt ugyldighed og tilbagelevering af ydelser på grundlag af en accessorisk påstand). En anden af disse undtagelser finder anvendelse for så vidt angår kontrakter med vedvarende eller periodiske ydelser, når det er objektivt umuligt at kræve tilbagebetaling af en af ydelserne (når der er tale om en genstand, der anvendt et bestemt sted), og den anden ydelse dermed heller ikke kan tilbageleveres, og dette har til formål at undgå ugrundet berigelse af en af parterne.

39.

Den forelæggende ret har oplyst, at national rumænsk retspraksis er gået i den retning, at den sidestiller fjernelsen af urimelige kontraktvilkår med indførelsen af en absolut ugyldighed.

40.

Den forelæggende ret har endvidere bemærket, at selv om det fremgår af direktiv 93/13, at et urimeligt kontraktvilkår ikke binder forbrugeren, således at forbrugeren ikke kan være forpligtet af et sådant vilkår og kan se bort fra det, hvilket svarer til begrebet »omstødelse«, henset til de særlige kendetegn ved ugyldighed og omstødelse, således som de fremgår af rumænsk ret, ser sanktionen ugyldighed ud til at være i overensstemmelse med den i direktivet omhandlede ordning.

41.

Desuden har den forelæggende ret henvist til artikel 7, stk. 2, i direktiv 93/13 og anført, at medlemsstaterne i henhold til procesautonomien fastsætter passende og effektive metoder, der giver personer mulighed for at anlægge et søgsmål for at få en afgørelse om vilkårs urimelige karakter. Den forelæggende ret har anført, at lov nr. 193/2000 ikke udtrykkeligt nævner anvendelse af sanktionen ugyldighed, men at bestemmelserne i artikel 12, stk. 4, i denne lov nævner anvendelsen af denne sanktion.

42.

Den forelæggende ret har endvidere anført, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 i henhold til Domstolens praksis skal anses for ligeværdig med en national regel, der inden for den interne retsorden har rang af en ufravigelig retsgrundsætning ( 8 ). Den har i denne sammenhæng forklaret, at eftersom den nationale ret ex officio skal efterprøve potentielt urimelige vilkår, har den nationale retspraksis fulgt den retlige ordning med absolut ugyldighed. I henhold til den nationale retslære er erhvervsdrivende ligeledes forpligtede til ikke at indsætte urimelige vilkår i aftaler, der indgås med forbrugerne, idet denne forpligtelse pålægges ved en præceptiv retsforskrift, der har rang af en ufravigelig retsgrundsætning, hvis overtrædelse sanktioneres med sådanne vilkårs absolutte ugyldighed ( 9 ).

43.

En person, som hævder at have egenskab af forbruger i forbindelse med en kreditaftale, kan dermed på et hvilket som helt tidspunkt anlægge sag ved en domstol med påstand om, at det fastslås, at et kontraktvilkår er urimeligt. Når det er blevet fastslået, at vilkårene er urimelige, finder de interne principper i tilknytning til disse kontraktvilkårs absolutte ugyldighed anvendelse, navnlig princippet om restitutio in integrum.

44.

Den forelæggende ret har fremhævet den omstændighed, at tvisterne i hovedsagen er kendetegnet ved, at de aftaler, der lå til grund for disse tvister, var blevet opfyldt, inden der blev anlagt sag ved de nationale retter. Den har anført, at der i national retspraksis har udviklet sig divergerende løsninger for så vidt angår følgerne af, at et vilkår i en aftale, som fuldt ud er blevet opfyldt, er blevet erklæret ugyldigt.

45.

Ifølge en linje i retspraksis medfører den omstændighed, at det fastslås, at et vilkår er urimeligt, sanktionen absolut ugyldighed. Eftersom et søgsmål med påstand om de urimelige vilkårs absolutte ugyldighed ikke kan være genstand for forældelse, er et søgsmål om genoprettelse af en tidligere tilstand følgelig ikke omfattet af en forældelsesfrist.

46.

En anden linje i retspraksis er baseret på den fortolkning, at sanktionen, såfremt det fastslås, at kontraktvilkår er urimelige, udgør en sui generis sanktion, der har fremtidige virkninger, uden at der sættes spørgsmålstegn ved allerede leverede ydelser, ligesom det er tilfældet med sanktionen ugyldighed.

47.

Ifølge den forelæggende ret er det imidlertid muligt at anlægge en fortolkning, hvorefter det tidspunkt, hvor aftalen ophører, fordi den fuldt ud er blevet opfyldt ved aftalens udløb eller som følge af en førtidig indfrielse, er det tidspunkt, hvor låntageren ikke længere anses for at befinde sig i en svagere stilling i forhold til den erhvervsdrivende og er fritaget for enhver forpligtelse over for denne. Ifølge den forelæggende rets fortolkning er dette dermed det objektive tidspunkt, hvorfra forbrugeren måtte have eller burde have haft kendskab til vilkårets urimelige karakter.

48.

I henhold til denne fortolkning kan et søgsmål med påstand om absolut ugyldighed, hvorved en forbruger kan nedlægge påstand om, at det fastslås, at vilkårene er urimelige, anlægges uden tidsbegrænsning, mens et søgsmål om tilbagelevering af ydelser, der er blevet leveret på grundlag af sådanne vilkår, skal anlægges inden for en periode på tre år at regne fra tidspunktet for aftalens ophør.

49.

Det skal endvidere bemærkes, at den forelæggende ret er af den opfattelse, at den omstændighed, at det tidspunkt, hvor forældelsesfristen begynder at løbe i forbindelse med formueretlige krav i tilknytning til kontraktvilkårs urimelige karakter, fastsættes, idet der ses bort fra national ret, der er i strid hermed, er udtryk for, at EU-retten anvendes direkte. Den pågældende ret har dog også oplyst, at dens fortolkning tager udgangspunkt i et ønske om at respektere retssikkerhedsprincippet. I denne henseende har den ikke henvist til retssikkerhedsprincippet i EU-retten, men til princippet om sikkerheden af civilretlige retsforhold eller princippet om sikker handel. Desuden har den henvist til flere domme, hvori Domstolen har fastslået, at fastsættelse af rimelige, præklusive søgsmålsfrister af hensyn til retssikkerheden var forenelig med EU-retten ( 10 ). I disse domme har Domstolen henvist til retssikkerhedsprincippet som et princip, der ligger til grund for den nationale retspleje ( 11 ). Den forelæggende ret må således anses for at basere sin fortolkning af de nationale bestemmelser på retssikkerhedsprincippet, der anvendes i rumænsk ret og ligger til grund for denne medlemsstats civilret.

50.

Som anført i punkt 27 i nærværende forslag til afgørelse er den forelæggende ret af den opfattelse, at dens præjudicielle spørgsmål skal behandles i lyset af spørgsmålet om, hvorvidt parterne i afsluttede aftaler bevarer egenskaben af »forbruger« som omhandlet i artikel 2, litra b), i direktiv 93/13. Denne betragtning svarer til det af de sagsøgte fremførte argument om, at låntageren efter kreditaftalens fuldstændige opfyldelse mister egenskaben af forbruger og dermed den beskyttelse, som ydes ved direktiv 93/13.

51.

Det er ganske vist korrekt, at artikel 2, litra b), i direktiv 93/13 definerer en forbruger som »en fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv«. De sagsøgte synes hovedsageligt at udlede af den omstændighed, at lovgiver har anvendt præsens i denne definition, at en person, der har indgået en aftale, efter denne aftales opfyldelse, ikke længere handler inden for rammerne af denne og dermed ikke længere har egenskab af »forbruger« i direktivets forstand.

52.

Det er også korrekt, at medlemsstaterne i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 fastsætter, at »urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår«. Det fremgår af denne bestemmelse, at medlemsstaterne ligeledes er forpligtede til at sikre, at en aftale, der indeholder urimelige vilkår »forbliver bindende for parterne«. De sagsøgte synes at tolke den formulering, som lovgiver har anvendt, således, at denne bestemmelse udelukkende vedrører aftaler, der endnu ikke er opfyldt, og at det, såfremt aftalen ophører, umiddelbart ikke længere er nødvendigt at sikre, at de urimelige kontraktvilkår ikke længere binder forbrugeren, eller at aftalen forbliver bindende for parterne.

53.

Når det er sagt, er det dog efter min opfattelse mere hensigtsmæssigt at overveje, ikke om en person, der har indgået en aftale i sin egenskab af forbruger som omhandlet i artikel 2, litra b), i direktiv 93/13, bevarer sin egenskab af forbruger i henhold til denne bestemmelse, efter at aftalen fuldt ud er blevet opfyldt, men om dette direktiv ser bort fra beskyttelsen af denne person, når den aftale, som denne har indgået, fuldt ud er blevet opfyldt.

54.

For det første og for så vidt angår størstedelen af de civilretlige systemer ophører en aftale således, når alle de forpligtelser, der følger af aftalen, er opfyldt ( 12 ), selv om der skal tages hensyn til den omstændighed, at aftalen udgjorde grundlaget for de overførsler, der har fundet sted inden for rammerne af opfyldelsen af den. En aftale, som er blevet fuldt ud opfyldt, forbliver således bindende, for så vidt som den fortsat udgør grundlaget for de overførsler, der tidligere er blevet foretaget. Desuden ændrer en fuldstændig opfyldelse af aftalen ikke på den omstændighed, at den person, der har indgået aftalen, under opfyldelsen af sine kontraktlige forpligtelser ubestrideligt var »part i aftalen«

55.

Såfremt det vilkår, der erklæres ugyldigt, således udgjorde grundlaget for en overførsel, som har fundet sted i forbindelse med opfyldelsen af aftalen, kan den omstændighed, at denne aftale allerede er blevet opfyldt, ikke mindske dette vilkårs urimelige karakter. Der findes fortsat en interesse i, at vilkårene i denne aftale erklæres urimelige, og i, at aftalen i øvrigt bevarer sin bindende karakter. Bestemmelserne i direktiv 93/13 skal læses i overensstemmelse med denne logik.

56.

For det andet har de sagsøgte ligeledes hovedsageligt gjort gældende, at skævheden mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende kun findes på tidspunktet for indgåelse af aftalen og i løbet af opfyldelsen af denne. Direktiv 93/13 ophører følgelig med at finde anvendelse efter aftalens opfyldelse, for det er ikke længere nødvendigt for at rette op på denne skævhed. De sagsøgte har i denne henseende redegjort for, hvordan de læser Domstolens praksis, hvorefter den beskyttelsesordning, der indføres ved direktiv 93/13, er baseret på tanken om, at forholdet mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende er skævt ( 13 ), og at dette direktiv vedrører aftaler, der indebærer en betydelig ubalance ( 14 ).

57.

Det fremgår imidlertid af samme praksis fra Domstolen, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende hvad angår såvel forhandlingsstyrke som informationsniveau, og at forbrugeren som følge heraf tiltræder betingelser, som på forhånd er udarbejdet af den erhvervsdrivende, uden at han kan øve nogen indflydelse på disses indhold ( 15 ). Opfyldelsen af aftalen ændrer ikke med tilbagevirkende kraft den omstændighed, at forbrugeren ved indgåelsen af aftalen befandt sig i en svagere stilling. Det er i øvrigt i denne kontekst, at de urimelige kontraktvilkår, der skaber en betydelig ubalance, og som forbrugeren tiltræder, indføres i aftalen ( 16 ). Sådanne vilkår udgør fortsat, som det fremgår af punkt 54 i nærværende forslag til afgørelse, grundlaget for de overførsler, som parterne i aftalen foretager i forbindelse med opfyldelsen af denne.

58.

Under disse omstændigheder ville den omstændighed, at opfyldelsen af aftalen udelukker enhver mulighed for, at disse vilkår erklæres urimelige, føre til en situation, hvor enhver overførsel, der har fundet sted på grundlag af disse vilkår, ville forblive indiskutabel og endelig. I denne forbindelse opfyldes nogle aftaler, som den polske regering har bemærket, straks efter eller endog på tidspunktet for deres indgåelse. Dette er navnlig tilfældet med salgsaftaler. Hvis de sagsøgtes fortolkning, hvorefter direktiv 93/13 ophører med at finde anvendelse efter den fuldstændige opfyldelse af en sådan aftale, tiltrædes, ville det resultere i, at en part i denne aftale end ikke ville have en teoretisk mulighed for at anlægge et søgsmål inden aftalens udløb. Der er imidlertid intet i dette direktiv, der tyder på, at sådanne aftaler er udelukket fra dets anvendelsesområde.

59.

For det tredje pålægger direktiv 93/13, som det fremgår af artikel 7, stk. 1, sammenholdt med 24. betragtning til direktivet, medlemsstaterne at sikre, at der findes egnede og effektive midler »til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør«. Sådanne midler skal have en afskrækkende virkning over for de erhvervsdrivende ( 17 ). Den fortolkning, hvorefter dette direktiv ophører med at finde anvendelse, når en aftale er opfyldt, vil kunne skade dets gennemførelse på længere sigt. Det kan således ikke udelukkes, at en forbruger, der ikke er fuldt bekendt med vilkårenes urimelige karakter, og som frygter, at den erhvervsdrivende eventuelt anlægger et søgsmål mod denne, vil opfylde sine kontraktlige forpligtelser.

60.

Det skal også bemærkes, at den forelæggende ret ønsker oplyst, om den måde, hvorpå aftalen ophører, kan have indflydelse på anvendelsen af direktiv 93/13. Den forelæggende ret har i denne henseende henvist til førtidig indfrielse og fuldstændig opfyldelse ved aftalens udløb.

61.

Fortolkningen, hvorefter direktiv 93/13 ophører med at finde anvendelse efter en frivillig opfyldelse af en aftale, skal efter min opfattelse tage udgangspunkt i den forudsætning, at en forbruger, som opfylder en aftale, der indeholder urimelige vilkår, indirekte giver afkald på den beskyttelse, som direktivet yder.

62.

Domstolen har imidlertid allerede i sin praksis klart fastslået, at en forbruger for effektivt at give afkald på den beskyttelse, som direktiv 93/13 yder, klart og frivilligt skal give samtykke til, at den i direktivet omhandlede sanktion ikke finder anvendelse ( 18 ). Det kan ikke antages, at en forbruger bliver bekendt med, at vilkårene i en aftale er urimelige, i forbindelse med opfyldelsen af dennes kontraktlige forpligtelser. Forbrugeren kan heller ikke ved at opfylde aftalen anses for at give et samtykke, der går videre end til ønsket om at opfylde den pågældende forpligtelse. Forbrugeren kan således opfylde sine forpligtelser i god tro eller gøre det for ikke at risikere, at en erhvervsdrivende anlægger søgsmål mod ham.

63.

Den omstændighed, at en aftale er blevet opfyldt frivilligt, udelukker følgelig ikke i sig selv, at direktiv 93/13 finder anvendelse, og fjerner ikke den beskyttelse, som dette direktiv yder en person, der har indgået denne aftale som forbruger som omhandlet i nævnte direktivs artikel 2, litra b).

64.

Det følger af det ovenstående, at direktiv 93/13 også finder anvendelse på aftaler, som fuldt ud er blevet opfyldt. Det er forbrugerens indgåelse af en aftale, der udløser anvendelsen af dette direktiv. En fuldstændig opfyldelse af aftalen udelukker i øvrigt ikke, at nævnte direktiv finder anvendelse. Under disse omstændigheder skal der sondres mellem anvendelsen af direktivet på aftaler, som fuldt ud er blevet opfyldt, og medlemsstaternes mulighed for på nationalt plan at indføre forældelsesfrister, der gør det muligt at indføre en tidsmæssig begrænsning af søgsmål om genoprettelse af en tidligere tilstand.

65.

Procedurerne for undersøgelse af et kontraktvilkårs angivelige urimelighed er ikke harmoniseret i EU-retten. Det tilkommer i medfør af princippet om procesautonomi hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte sådanne bestemmelser, dog på den betingelse, at disse ikke må være mindre gunstige end dem, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt den nationale ret (ækvivalensprincippet), og at de i praksis ikke umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der er tillagt forbrugerne ved EU-retten (effektivitetsprincippet) ( 19 ).

66.

Efter min opfattelse skal det således under hensyntagen til retssikkerhedsprincippet, som den forelæggende ret har anført, afgøres, om den omstændighed, at et søgsmål om tilbagelevering af ydelser, der er leveret på grundlag af et kontraktvilkår, som det er fastslået er urimeligt, kan være genstand for forældelse, er forenelig med disse to principper, og det skal derefter på dette grundlag vurderes, om en medlemsstat kan fastsætte en forældelsesfrist på tre år regnet fra det tidspunkt, hvor aftalen ophører.

67.

Domstolen har i sin praksis erkendt, at forbrugerbeskyttelsen for så vidt angår direktiv 93/13 ikke er absolut ( 20 ). Domstolen har i denne forbindelse fastslået, at den omstændighed, at en bestemt procedure indebærer visse proceduremæssige krav, som forbrugeren skal overholde for at kunne gøre sine rettigheder gældende, dog ikke betyder, at disse krav ikke er i overensstemmelse med effektivitetsprincippet ( 21 ), eller at forbrugeren ikke drager fordel af en effektiv domstolsbeskyttelse ( 22 ). Der kan således kræves en vis årvågenhed fra forbrugerens side for så vidt angår overholdelsen af dennes rettigheder, uden at effektivitetsprincippet eller adgangen til effektive retsmidler tilsidesættes. Dette er f.eks. tilfældet, når der kræves en ekstra indsats fra en forbrugers side, af hensyn til en almen interesse i forsvarlig retspleje og i forudsigelighed ( 23 ). Når der foretages en vurdering af, om de bestemmelser i national ret, hvorved lovgiver har gennemført direktiv 93/13, er forenelige med effektivitetsprincippet, skal der således i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retsplejeordning, såsom princippet om beskyttelse af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling ( 24 ).

68.

Hvad angår nærmere bestemt de tidsmæssige begrænsninger af søgsmål baseret på direktiv 93/13 skal det endvidere anføres, at ifølge fast retspraksis har fastsættelse af rimelige, præklusive søgsmålsfrister af hensyn til retssikkerheden ikke en sådan karakter, at udøvelsen af de rettigheder, der er tillagt i henhold til EU-retten, gøres praktisk umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig ( 25 ).

69.

Jeg udleder heraf, at det i forbindelse med effektivitetsprincippet og for så vidt som retssikkerhedsprincippet udgør et princip, der ligger til grund for den nationale retsplejeordning, og kræver en sådan ordning, i princippet er muligt at indføre en tidsmæssig begrænsning af søgsmål, der er baseret på EU-retten. De frister, der indføres i denne forbindelse, skal for at anvende den formulering, som Domstolen har brugt i sin praksis, være »rimelige«, hvilket betyder, at de ikke må gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der er tillagt i henhold til EU-retten. Det skal således afgøres, om en forældelsesfrist på tre år, som for så vidt angår aftaler, som fuldt ud er blevet opfyldt, begynder at løbe på tidspunktet for aftalens ophør, kan betragtes som en »rimelig« frist i henhold til denne retspraksis.

70.

Domstolen har allerede i forskellige sammenhænge fastslået, at en national præklusiv frist eller forældelsesfrist på tre år ikke forekommer urimelig ( 26 ). En frists rimelige karakter – og dermed dens overensstemmelse med effektivitetsprincippet – kan imidlertid ikke udelukkende baseres på dens varighed. Der skal tages hensyn til alle bestemmelserne vedrørende denne frist, dvs. den udløsende begivenhed, begivenheder, der afbryder eller suspenderer fristen, og i givet fald konsekvenserne af en manglende overholdelse af fristen og muligheden for at genåbne den ( 27 ). Alle disse elementer kan i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, som forbrugerne indrømmes med direktiv 93/13.

71.

I denne forbindelse er den forelæggende ret kun i tvivl om den udløsende begivenhed og forældelsesfristens varighed. Derfor vil jeg i min bedømmelse gå ud fra den forudsætning, at ingen af de begivenheder, der kan afbryde eller suspendere denne frist, er indtrådt. Ud fra et ønske om at give et udtømmende svar skal det bemærkes, at den forelæggende ret ikke har oplyst, at anlæggelse af søgsmål med påstand om, at det fastslås, at kontraktvilkår er urimelige, har en suspenderende virkning på den forældelsesfrist, der finder anvendelse på søgsmål om genoprettelse af en tidligere tilstand.

72.

Når det på grundlag af alle de relevante bestemmelser skal afgøres, om en forældelsesfrist overholder effektivitetsprincippet, skal der tages hensyn til den omstændighed, at forældelsesfristerne og gennemførelsesbestemmelserne hertil skal være tilpasset det berørte områdes særlige karakter, således at den fulde virkning af de relevante bestemmelser i EU-retten ikke undermineres ( 28 ).

73.

Den omstændighed, at der kræves en vis årvågenhed fra forbrugerens side for så vidt angår overholdelsen af dennes rettigheder, er ikke i strid med bestemmelserne i direktiv 93/13 ( 29 ). I denne retning ser forældelsesfristen på tre år, der begynder at løbe fra tidspunktet for aftalens ophør, ud til i princippet at give en forbruger, der ikke har kendskab til sine rettigheder og/eller til kontraktvilkårenes urimelige karakter, tilstrækkelig tid til at undersøge lovligheden af disse vilkår og vurdere, om det er hensigtsmæssigt at anlægge en retssag. For at give forbrugeren mulighed for at gøre dette skal forældelsesfristen og samtlige dennes gennemførelsesbestemmelser fastsættes og kendes i forvejen ( 30 ). De kan således kun fastsættes ved lov eller i overensstemmelse med en fortolkning af loven, der følger af fast retspraksis.

74.

I denne forbindelse og inden udløbet af fristen på tre år fra tidspunktet for aftalens ophør kan forbrugeren overveje at indbringe en sag for en national retsinstans med påstand om, at det fastslås, at kontraktvilkårene er ugyldige, med henblik på at få fastslået, om den erhvervsdrivende har indsat vilkår i aftalen, der er i strid med direktiv 93/13, og på en måde, som er bindende for den erhvervsdrivende. Med forbehold for den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, ser det dog ud til, at den i de præjudicielle spørgsmål omhandlede forældelsesfrist, der finder anvendelse på søgsmål om genoprettelse af en tidligere tilstand, ikke suspenderes, når forbrugeren anlægger et søgsmål med påstand om, at det fastslås, at kontraktvilkår er urimelige. Det kan således ske, at forbrugeren, mens denne venter på en sådan bindende afgørelse af, om kontraktvilkår er urimelige, risikerer at søgsmålet om genoprettelse af en tidligere tilstand forældes på grund af varigheden af behandlingen af søgsmålet med påstand om, at det fastslås, at kontraktvilkår er urimelige. Der findes således en ikke ubetydelig risiko for, at forbrugeren af årsager, der ligger uden for dennes kontrol, ikke i tide får anlagt den sag, der er nødvendig for, at denne kan gøre sine rettigheder i henhold til direktiv 93/13 gældende.

75.

Ses der bort fra dette forbehold, er den omstændighed, at direktiv 93/13, som det fremgår af de i punkt 64 i nærværende forslag til afgørelse omhandlede betragtninger, fortsat finder anvendelse på aftaler, som fuldt ud er blevet opfyldt, ikke til hinder for, at en medlemsstat fastsætter en forældelsesfrist for et søgsmål om genoprettelse af en tidligere tilstand i bestemmelserne til gennemførelse af dette direktiv på nationalt plan. De foreliggende sager indebærer ikke noget problem med en tidsmæssig begrænsning af det søgsmål, hvormed en forbruger kan nedlægge påstand om, at det fastslås, at kontraktvilkår er urimelige. Den forelæggende ret har således oplyst, at et sådant søgsmål kan indgives uden nogen som helst tidsmæssige begrænsninger, og at den erstatning, som forbrugeren har krav på efter forældelsesfristens udløb, er af ikke-formueretlig karakter og hænger sammen med den afskrækkende virkning over for de erhvervsdrivende. Det fremgår endvidere af lov nr. 193/2000, at en forbruger ligeledes kan gøre et vilkårs ugyldighed gældende via en ulovlighedsindsigelse. Jeg kan heraf udlede, at udløbet af den forældelsesfrist på tre år, der finder anvendelse på søgsmål om genoprettelse af en tidligere tilstand, ikke er til hinder for, at en forbruger kan bestride en påstand, der er fremsat af en erhvervsdrivende, og hvormed denne kræver, at forbrugeren opfylder en forpligtelse, der følger af et urimeligt vilkår. Der er endvidere intet, der tyder på, at udløbet af denne frist betyder, at den nationale ret ikke ex officio kan gøre opmærksomhed på kontraktvilkårs urimelige karakter, hvorved de foreliggende sager adskiller sig fra den sag, der gav anledning til Cofidis-dommen ( 31 ).

76.

I sin dom i sagen Gutiérrez Naranjo m.fl. ( 32 ) om en national retspraksis, der tidsbegrænser de restituerende virkninger, fastslog Domstolen, at en retslig konstatering af, at et sådant vilkår er urimeligt, følgelig principielt skal have den virkning, at den retlige situation og de faktiske forhold, som forbrugeren ville have befundet sig i uden det nævnte vilkår, genoprettes. Den nationale rets forpligtelse til at tilsidesætte et urimeligt kontraktvilkår, der pålægger betaling af beløb, der viser sig at være uretmæssige, medfører desuden i princippet en dertil svarende pligt til tilbagebetaling af de samme beløb.

77.

For det første skal der dog tages hensyn til den omstændighed, at Domstolen i dommen i sagen Gutiérrez Naranjo m.fl. ( 33 ) lagde vægt på den omstændighed, at et søgsmål med påstand om, at det fastslås, at kontraktvilkår er urimelige, principielt skal tillægges en restituerende virkning. For det andet optrådte den i denne dom omhandlede tidsmæssige begrænsning af de restituerende virkninger i en særlig sammenhæng. Det ser ud til, at denne begrænsning var resultatet af en fortolkning af EU-retten, som en national højesteret havde anlagt på grundlag af de kriterier, som Domstolen opstiller, når den anmodes om at tidsbegrænse virkningerne af dens egne domme ( 34 ). I de foreliggende sager ønsker den forelæggende ret dog at anvende en fortolkning af den nationale lovgivning i tvisterne i hovedsagen. For det tredje sondrede Domstolen i nævnte dom klart mellem på den ene side en tidsmæssig begrænsning af virkningerne af fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse og på den anden side anvendelsen af en processuel bestemmelse såsom en rimelig forældelsesfrist ( 35 ).

78.

Henset til det ovenstående skal direktiv 93/13 fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at en medlemsstat bestemmer, at et søgsmål om genoprettelse af en tidligere tilstand, der har til formål at få fastslået, at kontraktvilkår er urimelige, kan forældes. Desuden tyder ingen af oplysningerne i forelæggelsesafgørelserne på, at effektivitetsprincippet ikke er blevet overholdt i den foreliggende sag med en fortolkning af de nationale bestemmelser, hvorefter søgsmål om genoprettelse af en tidligere tilstand, der vedrører urimelige vilkår, er omfattet af en forældelsesfrist på tre år, som begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor den aftale, som forbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende, ophører. Denne betragtning er gældende, hvis to betingelser er opfyldt: for det første at fristen suspenderes under den sag, hvorved forbrugeren søger at få fastslået, at kontraktvilkårene er urimelige, og for det andet, at nævnte frist og samtlige dennes gennemførelsesbestemmelser fastsættes og kendes i forvejen.

79.

Ækvivalensprincippet kræver, at alle de bestemmelser, der finder anvendelse på søgsmål, finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af EU-retten, og tilsvarende søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret. Det tilkommer de nationale retsinstanser at identificere søgsmål ved nationale retter, der svarer til søgsmål, der er baseret på EU-retten. Med henblik på den bedømmelse, som den nationale ret skal foretage, kan Domstolen give nogle retningslinjer for fortolkningen af EU-retten.

80.

Med henblik på at vurdere, om ækvivalensprincippet er blevet overholdt i hovedsagerne, skal det ud fra deres genstand, grundlag og væsentligste bestanddele afgøres, om søgsmål, der er anlagt af sagsøgere på grundlag af direktiv 93/13, og søgsmål, som disse sagsøgere kunne have anlagt på grundlag af national ret, kan betragtes som ens ( 36 ).

81.

Den forelæggende ret har ikke udtrykkeligt præciseret, hvilke søgsmål der kan anses for at ligne søgsmål, der er baseret på direktiv 93/13. Den har blot konstateret, at sanktionen for indsættelse af urimelige vilkår i en aftale, der indgås med en forbruger, af de rumænske retsinstanser sidestilles med den sanktion, der er gældende i tilfælde af absolut ugyldighed. På denne baggrund er ligheden mellem søgsmål vedrørende tilsidesættelse af en regel, der har rang af en ufravigelig retsgrundsætning, og søgsmål i tilknytning til direktiv 93/13 ikke umiddelbart indlysende ( 37 ). Den forelæggende ret har imidlertid sammenlignet gennemførelsesbestemmelserne i forbindelse med disse søgsmål og gennemførelsesbestemmelserne i forbindelse med søgsmål om absolut ugyldighed. Det ser således ud til, at den forelæggende ret er af den opfattelse, at disse søgsmåls genstand (overtrædelse af en regel, der har rang af en ufravigelig retsgrundsætning), grundlag (genoprettelse af en sådan overtrædelse og ophævelse af kontraktvilkårets retsvirkninger) og væsentligste bestanddele (navnlig den omstændighed, at der er fastsat bestemmelser om to søgsmål med henblik på at sanktionere en sådan overtrædelse, og at en national ret ex officio skal gøre opmærksom på en sådan overtrædelse) kan betragtes som ens eller sammenlignelige. De præjudicielle forelæggelser indeholder efter min opfattelse ingen oplysninger, der kan så tvivl herom. Endvidere ser det ud til, at de parter, der har indgivet indlæg i de foreliggende sager, heller ikke har sået tvivl herom. Det tilkommer dog den forelæggende ret at foretage den endelige prøvelse i denne henseende.

82.

Det tilkommer i princippet de nationale retter at efterprøve, om de processuelle regler, der i national ret skal sikre, at de rettigheder, borgerne har i henhold til EU-retten, beskyttes, er i overensstemmelse med ækvivalensprincippet. Det samme gælder identifikationen af tilsvarende søgsmål i national ret. For så vidt som elementerne i sagsakterne i hovedsagen tillader det, kan Domstolen imidlertid fremsætte bemærkninger om de processuelle reglers overensstemmelse med dette princip ( 38 ).

83.

I denne henseende er den omstændighed, at forældelsesfristen er den samme for søgsmål, der er baseret på EU-retten, og søgsmål, der er baseret på national ret, ikke alene tilstrækkelig til, at ækvivalensprincippet kan anses for at være opfyldt. Dette princip kræver, at alle de regler, der finder anvendelse på søgsmål om genoprettelse af en tidligere tilstand, finder anvendelse på alle disse søgsmål uden forskel ( 39 ). Den forelæggende ret har imidlertid forklaret, at dens fortolkning, hvorefter forældelsesfristen på tre år, der svarer til en generel forældelsesfrist, begynder at løbe fra tidspunktet for aftalens ophør, kun finder anvendelse på søgsmål om genoprettelse af en tidligere tilstand, der vedrører vilkår, som anses for urimelige i henhold til direktiv 93/13. Desuden er der intet, der tyder på, at denne fortolkning svarer til en af de undtagelser, der er nævnt i punkt 38 i dette forslag til afgørelse, som gør det muligt at anvende en vis fleksibilitet i fastsættelsen af det tidspunkt, fra hvilket forældelsesfristen begynder at løbe i forbindelse med søgsmål i tilknytning til den nationale ordning om absolut ugyldighed.

84.

Til forskel fra de krav, der stilles i forbindelse med effektivitetsprincippet, kan de krav, der følger af ækvivalensprincippet, endvidere ikke opblødes af en henvisning til de principper, der ligger til grund for det nationale system, som f.eks. retssikkerhedsprincippet. Overholdelse af ækvivalensprincippet forudsætter således, at en national regel finder anvendelse uden forskel på procedurer, der vedrører EU-retten, og procedurer, der vedrører national ret. Hvis det fastslås, at et søgsmål baseret på EU-retten ikke behandles forskelligt til trods for, at et søgsmål baseret på national ret behandles anderledes, er det i strid med selve ækvivalensprincippets ånd. Hvis retssikkerhedsprincippet kræver, at en forældelsesfrist begynder at løbe fra et bestemt tidspunkt, skal denne bestemmelse om forældelsesfristen finde anvendelse uden forskel på situationer vedrørende rettigheder, der følger af Unionens retsorden, og tilsvarende nationale situationer.

85.

Under disse omstændigheder vil ækvivalensprincippet være tilsidesat i den foreliggende sag, eftersom det er ubestridt, at fastlæggelse af den begivenhed, der starter forældelsesfristen, afhænger af grundlaget for søgsmålene om genoprettelse af en tidligere tilstand.

86.

Henset til det ovenstående må ækvivalensprincippet anses for at være til hinder for en national lovgivning eller en fortolkning af denne, der bestemmer, at den forældelsesfrist på tre år, der finder anvendelse på søgsmål om genoprettelse af en tidligere tilstand vedrørende kontraktvilkår, der anses for at være urimelige i henhold til direktiv 93/13, begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor den aftale, der indeholder disse vilkår, ophører, til trods for den omstændighed, at den forældelsesfrist på tre år, der finder anvendelse på tilsvarende søgsmål, og som er baseret på visse bestemmelser i national ret, først begynder at løbe efter en retlig konstatering af søgsmålenes genstand.

87.

Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de af Tribunalul Specializat Mureş (den særlige domstol i Mureș, Rumænien) forelagte spørgsmål således:

I sag C-698/18:

Under omstændigheder som dem, der foreligger i tvisten i sag C-699/18, hvor de faktiske omstændigheder ligger forud for en stats tiltrædelse af Den Europæiske Union, har Domstolen ikke kompetence til at besvare de af den forelæggende ret forelagte præjudicielle spørgsmål.«