1. 

Hovedsagen giver Domstolen anledning til at udvikle sin praksis om de omstændigheder, under hvilke en supplerende ydelse, der er forbeholdt en medlemsstats statsborgere, udstrækkes til alle unionsborgere med bopæl i medlemsstaten. Den ydelse, der her er omtvistet (herefter »den supplerende ydelse«), tildeles i tilfælde af vundne medaljer ved De Olympiske Lege og andre europæiske og internationale idrætsbegivenheder.

2. 

Tvisten er usædvanlig, fordi den ikke udspringer af udøvelsen af retten til fri bevægelighed, men af det forhold, at Den Tjekkoslovakiske Socialistiske Republik blev til to særskilte stater, inden Den Tjekkiske Republik og Den Slovakiske Republik tiltrådte den Europæiske Union den 1. maj 2004. Som følge heraf kan en tjekkisk statsborger med bopæl i Slovakiet, der har ansøgt om udbetaling af den supplerende ydelse fra de slovakiske sociale sikringsmyndigheder, ikke anses for en vandrende arbejdstager, henset til, at han har boet inden for grænserne af det, der nu er den suveræne stat Slovakiet, i mere end 50 år.

3. 

Najvyšší súd Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks øverste domstol) har spurgt, om en sådan person ikke desto mindre kan påberåbe sig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger ( 2 ) og retten til sociale sikringsydelser og sociale fordele i henhold til chartrets artikel 34 for at sikre sig den supplerende ydelse.

4. 

Jeg er nået frem til, at dette spørgsmål skal besvares benægtende af de grunde, som jeg vil redegøre for i afsnit IV nedenfor.

5.

Artikel 34 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har overskriften »Social sikring og social bistand«. Stk. 1 og 2 heri bestemmer:

»1.   Unionen anerkender og respekterer retten til adgang til sociale sikringsydelser og sociale tjenester, f.eks. i tilfælde af graviditet og barsel, sygdom, arbejdsulykker, plejebehov eller alderdom samt i tilfælde af arbejdsløshed, efter de regler, der er fastsat i EU-retten og national lovgivning og praksis.

2.   Enhver, der har bopæl og bevæger sig lovligt inden for Unionens område, har ret til sociale sikringsydelser og sociale fordele i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis.«

6.

Det er i fjerde og femte betragtning til forordning nr. 883/2004 anført:

7.

Artikel 1 i forordning nr. 883/2004 bestemmer følgende i litra w):

»»pension«: dækker ikke alene pensioner, men også renter, kapitalbeløb, der kan træde i stedet for pensioner, og udbetalinger, der foretages som refusion af bidrag, samt, med forbehold af bestemmelserne i afsnit III, forhøjelser i form af reguleringstillæg eller andre tillæg«.

8.

Artikel 3, stk. 1, 3 og 5, i forordning nr. 883/2004 har overskriften »Anvendelsesområde« og bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om social sikring, der vedrører:

[…]

3.   Denne forordning finder også anvendelse på de særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser, der er omfattet af artikel 70.

[…]

5.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

9.

Artikel 4 i forordning nr. 883/2004 har overskriften »Ligebehandling«. Den bestemmer:

»Personer, som er omfattet af denne forordning, har de samme rettigheder og pligter i henhold til en medlemsstats lovgivning som vedkommende medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet følger af særlige bestemmelser i denne forordning.«

10.

Artikel 5 har overskriften »Ligestilling af ydelser, indtægter, begivenheder og forhold«. Den bestemmer:

»Medmindre andet er fastsat i denne forordning, og på baggrund af de særlige gennemførelsesbestemmelser, der er fastsat, gælder følgende:

11.

Artikel 70 i forordning nr. 883/2004 har overskriften »Almindelig bestemmelse«. Den bestemmer:

»1.   Denne artikel finder anvendelse på særlige, ikke-bidragspligtige kontantydelser, der tilkendes i henhold til lovgivning, som på grund af sin personkreds, mål og/eller betingelser for ret til ydelser, har træk både fra lovgivning om social sikring, som omhandlet i artikel 3, stk. 1, og fra social bistand.

2.   Med henblik på dette kapitel forstås ved »særlige, ikke-bidragspligtige kontantydelser« ydelser som:

3.   Artikel 7 og de øvrige kapitler i dette afsnit finder ikke anvendelse på de i stk. 2 nævnte ydelser.

4.   De i stk. 2 omhandlede ydelser kan kun tilkendes i den medlemsstat, hvor de berørte personer er bosat, og i henhold til dennes lovgivning. De pågældende ydelser udredes af institutionen på bopælsstedet og for dennes regning.«

12.

§ 1 i zákon č. 112/2015 Z.z. o príspevku športovému reprezentantovi a o zmene a doplnení zákona č. 461/2003 Z.z. o sociálnom poistení v znení neskorších predpisov (lov nr. 112/2015 om supplerende ydelse til idrætsudøvere, der har repræsenteret staten, herefter »lov nr. 112/2015«) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen, bestemmer:

»Denne lov regulerer tildeling af en supplerende ydelse til idrætsudøvere, der har repræsenteret staten (herefter »den supplerende ydelse«) som en statslig social ydelse, der har til formål økonomisk at sikre idrætsudøvere, der – i egenskab af repræsentanter for Den Tjekkoslovakiske Republik, Den Tjekkoslovakiske Socialistiske Republik, Den Tjekkoslovakiske Føderative Republik, Den Tjekkiske og Slovakiske Føderative Republik eller Den Slovakiske Republik – har opnået en medalje ved De Olympiske Lege, De Paralympiske Lege, De Olympiske Lege for døve, verdensmesterskaberne eller Europamesterskaberne.«

13.

§ 2, stk. 1, i lov nr. 112/2015 i den samme affattelse bestemmer:

»Retten til den supplerende ydelse tilkommer en fysisk person, der

14.

Det bestemmes i § 3 i lov nr. 112/2015 i den samme affattelse:

»Ydelsens beløb udgøres af forskellen mellem

15.

Det fremgår af det register over opnåede medaljer, der føres af Ministerstvo školstva, vedy, výskumu a športu Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks ministerium for uddannelse, videnskab, forskning og sport), at UB (herefter »appellanten«), som er tjekkisk statsborger, opnåede en guldmedalje ved Europamesterskaberne i ishockey og en sølvmedalje ved verdensmesterskaberne i ishockey, begge i 1971. Den 17. december 2015 påberåbte han sig retten til den omtvistede supplerende ydelse ved de slovakiske sociale sikringsmyndigheder.

16.

De afslog dette i medfør af § 2, stk. 1, litra b), i lov nr. 112/2015 på grund af hans tjekkiske statsborgerskab. I retsforhandlingerne ved Krajský súd v Košiciach (den regionale ret i Košice, Slovakiet) gjorde appellanten gældende, idet han henviste til EU-retten, at den slovakiske lovgivning indebar forskelsbehandling på grundlag af hans statsborgerskab. Han fremhævede også, at der ikke var taget hensyn til, at han havde boet i Den Slovakiske Republik i 52 år.

17.

På grundlag af lovforarbejderne har Najvyšší súd Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks øverste domstol, herefter »den forelæggende ret«) bemærket, at Den Slovakiske Republiks regering på et møde den 22. april 2015 havde drøftet et forslag til lov om supplerende ydelse til idrætsudøvere, der har repræsenteret staten, og var nået den konklusion, at det f.eks. i § 2, stk. 1, litra b), var »nødvendigt at bestemme følgende i stk. 1, litra b): »b) er statsborger i en medlemsstat i Den Europæiske Union, statsborger i en stat, som er kontraherende part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller schweizisk statsborger««. Det blev anset for nødvendigt at henvise til EU-retten om koordinering af de sociale sikringsordninger i lovforslaget.

18.

Efter et forslag fra visse medlemmer af Národná rada Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks nationale råd, herefter »det lovgivende organ«) blev forslaget til lov om supplerende ydelse til idrætsudøvere, der har repræsenteret staten, ændret således, at ordene i § 2 »i en medlemsstat i Den Europæiske Union« blev erstattet af ordene »i Den Slovakiske Republik«.

19.

Som begrundelse for denne foreslåede ændring blev anført, at den supplerende ydelse var en statslig social ydelse, der ikke var en pensionsydelse, og hvis formål var at bidrage til den økonomiske sikkerhed for topidrætsudøvere, som i egenskab af slovakiske statsborgere havde repræsenteret Den Slovakiske Republik eller dennes retlige forgængere, og eftersom lovforslaget ikke tilsigtede økonomisk at sikre idrætsudøvere, der havde repræsenteret staten, men som var statsborgere i andre stater, blev det foreslået at fastsætte statsborgerskab i Den Slovakiske Republik som en af betingelserne for at have ret til den supplerende ydelse.

20.

Forslaget til lov om supplerende ydelse til idrætsudøvere, der har repræsenteret staten, blev i sidste ende vedtaget af det lovgivende organ sammen med en klausul om lovforslagets forenelighed med EU-retten, hvorefter graden af forenelighed blev anset for at være »fuldstændig«, eftersom hverken primær, sekundær eller tertiær EU-ret finder anvendelse på forslaget.

21.

Den forelæggende ret har i forelæggelsesafgørelsen anført, at den er klar over, at når den formulerer et præjudicielt spørgsmål på grundlag af chartret, vil Domstolen efterprøve overholdelsen af chartrets anvendelsesområde i henhold til dettes artikel 51, stk. 1, hvorefter chartrets bestemmelser kun er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten ( 3 ).

22.

Den forelæggende ret har derfor fremhævet, at den ikke anmoder om en særskilt fortolkning af retten til sociale sikringsydelser og social bistand i henhold til chartrets artikel 34, men snarere har henledt opmærksomheden på det ovenfor anførte grundlag for tvisten i sagen for den nationale ret, i hvilken det skal afgøres, om den fremgangsmåde, som et organ inden for den offentlige forvaltning har fulgt, er lovlig.

23.

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den supplerende ydelse til idrætsudøvere, der har repræsenteret staten, ikke blot er en statslig social ydelse som anført i lovforarbejderne. Det fremgår af de enkelte bestemmelser i lov nr. 112/2015, der er citeret ovenfor, at den supplerende ydelse udbetales parallel og regelmæssigt sammen med pensionsydelsen med henblik på at øge pensionsydelsen til 750 EUR [litra a)], 600 EUR [litra b)] eller 500 EUR [litra c)].

24.

Det er også uomtvistet, at appellanten som en person, der har repræsenteret staten i en holdsport, befinder sig i en situation, som udelukkende adskiller sig fra situationen for hans holdkammerater ved, at han til forskel fra dem ikke er slovakisk statsborger, selv om han også bidrog til landsholdets kollektive resultat med sin egen indsats og formåen.

25.

Den forelæggende ret har anført, at den forud for beslutningen om at forelægge det præjudicielle spørgsmål, detaljeret analyserede Den Europæiske Unions Domstols domme i lignende sager, nemlig dom af 22. juni 2011, Landtová ( 4 ), af 16. september 2015, Kommissionen mod Den Slovakiske Republik ( 5 ) vedrørende julegratiale og Kommissionen mod Den Slovakiske Republik (C-433/13) ( 6 ), men nåede den konklusion, at dommene ikke fandt anvendelse i denne sag.

26.

Den forelæggende ret har derfor udsat sagen og forelagt følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»Kan artikel 1, litra w), artikel 4 og artikel 5 i [forordning nr. 883/2004], sammenholdt med retten til sociale sikringsydelser og sociale fordele, som er fastslået i artikel 34, stk. 1 og 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af en national retsforskrift, hvorefter det slovakiske socialsikringsinstitut skal tage en ansøgers statsborgerskab i betragtning som en grundlæggende betingelse for retten for nationale repræsentanter på det idrætslige område til en ydelse, der supplerer alderspensionen, selv om et andet lovbestemt krav, nemlig at have repræsenteret statens retlige forgængere, herunder [Den Tjekkoslovakiske Socialistiske Republik], ligeledes indgår i den nationale retsforskrift?«

27.

Den Tjekkiske Republik, Den Slovakiske Republik og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. De deltog alle tre i retsmødet den 7. maj 2019.

28.

Den Tjekkiske Republik har gjort gældende, at den omtvistede supplerende ydelse utvivlsomt er omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 883/2004. I henhold til Domstolens faste praksis kan en ydelse kun anses for en social sikringsydelse, såfremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel eller skønsmæssig bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier og forudsat, at den vedrører en af de risici, der udtrykkelig er anført i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 ( 7 ).

29.

For det første udgør den supplerende ydelse en ret i henhold til slovakisk ret. Den udgør derfor ikke en valgfri ydelse, men snarere en obligatorisk ydelse. For det andet udbetales den automatisk til de personer, der opfylder objektive kriterier, som er at have repræsenteret Slovakiet eller dennes forgængerstat ved identificerede internationale idrætsbegivenheder. Der er følgelig ingen beføjelse til en individuel bedømmelse eller et skøn, og den kompetente myndighed tager ikke hensyn til ansøgerens behov. For det tredje er den supplerende ydelse et supplement til alderspensionen, henset til, at den udbetales regelmæssigt og parallelt med alderspensionen. Den udgør derfor en pension i den i artikel 1, litra w), i forordning nr. 883/2004 omhandlede forstand, som også omfatter supplementer til pensioner ( 8 ). Den supplerende ydelse udgør ligeledes i henhold til Domstolens praksis en alderspension i den i artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr. 883/2004 omhandlede forstand ( 9 ). Det forhold, at udbetalingen af den supplerende ydelse ikke afhænger af den optjente løn eller tilbagelagte forsikringsperioder, ændrer ikke på denne bedømmelse ( 10 ).

30.

Artikel 4 i forordning nr. 883/2004 er således til hinder for, at udbetalingen af den supplerende ydelse underlægges en betingelse om statsborgerskab. Det afgørende forhold for udbetalingen af den supplerende ydelse er, om den pågældende person har repræsenteret staten eller dennes forgængere og opnåede det krævede resultat, og ikke om personen er statsborger i den pågældende medlemsstat.

31.

Den Slovakiske Republik har anfægtet denne fortolkning af EU-retten. Den har anført, at det oprindeligt var tilsigtet, at Den Tjekkiske Republik og Den Slovakiske Republik ville koordinere tilgangen til den omtvistede supplerende ydelse, således at begge lande ville udbetale den til indbyggere, som havde repræsenteret Den Tjekkoslovakiske Republik ved de fastlagte internationale idrætsbegivenheder, uanset om de var tjekker eller slovakker, og forudsat at dette ikke medførte dobbeltudbetaling. Den Slovakiske Republik foreslog derfor ikke først at begrænse udbetalingen af den supplerende ydelse til slovakiske statsborgere. Den gjorde det først, da Den Tjekkiske Republik undlod at vedtage en lov, der udstrakte udbetalingen af den supplerende ydelse til slovakiske statsborgere med bopæl i Den Tjekkiske Republik. Hvis Slovakiet derfor pålægges at ændre lovgivningen, vil denne stat forsyne slovakiske statsborgere, der har bopæl i både Den Tjekkiske Republik og Slovakiet, og tjekkiske statsborgere, der har bopæl i Slovakiet, med den supplerende ydelse.

32.

Den Slovakiske Republik har gjort gældende, at den omtvistede supplerende ydelse ikke udgør en social sikringsydelse i henhold til forordning nr. 883/2004 og heller ikke henhører under de særlige ikke-bidragspligtige ydelser i henhold til samme forordnings artikel 3, stk. 3, og artikel 70.

33.

I den førstnævnte henseende er ydelsens væsentligste bestanddele, navnlig formålet og betingelserne for tildeling, afgørende. Den vedrører ikke en af de risici, der er opregnet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 ( 11 ). Den udgør ikke en ydelse ved alderdom i henhold til Domstolens praksis ( 12 ). Den supplerende ydelse udbetales uafhængigt af pensionsydelser. Den udbetales, selv hvis den tidligere idrætsudøver ikke modtager pension. Den udbetales ikke, når pensionsydelserne overstiger en bestemt grænse ( 13 ). Den supplerende ydelse udbetales heller ikke fra de samme midler som alderspensionen. Den udbetales direkte af staten. Den supplerende ydelse har heller ikke til formål at opfylde de berettigedes behov ( 14 ). Den har snarere til formål bl.a. at belønne topidrætsudøvere for deres resultater og tilskynde unge idrætsudøvere. Det udbetalte beløb fastsættes heller ikke på grundlag af antallet af foretagne bidrag eller forsikringsperioden ( 15 ).

34.

Hvad angår de særlige ikke-bidragspligtige ydelser i henhold til artikel 3, stk. 3, og artikel 70 i forordning nr. 883/2004 har Den Slovakiske Republik anført, at den supplerende ydelse ikke vedrører en af de risici, der er opregnet i artikel 3, stk. 1. Den tilsigter heller ikke at garantere et eksistensminimum. Den henhører heller ikke under ydelser til handicappede i henhold til artikel 70, stk. 2, litra a), og den supplerende ydelse er heller ikke omhandlet i bilag X til forordning nr. 883/2004, som krævet i artikel 70, stk. 2, litra c).

35.

Hvad angår chartrets artikel 34 ændrer den ikke Den Slovakiske Republiks standpunkt. Den omtvistede supplerende ydelse er ikke omfattet af EU-rettens anvendelsesområde ( 16 ).

36.

Kommissionen har anført, at den omtvistede supplerende ydelse faktisk kun finder anvendelse på personer, som har nået pensionsalderen, og som har ansøgt om alderspension. Det forhold, at det er en supplerende udbetaling, er ikke til hinder for, at der er tale om en alderspension i henhold til forordning nr. 883/2004 ( 17 ). Kommissionen er dog samtidig ikke sikker på, at den er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 883/2004. Der er tale om et supplement for at belønne enestående præstationer, hvor landet er blevet repræsenteret, der kun udbetales til en lille kreds af personer. Kommissionen har derfor konkluderet, at den omtvistede supplerende ydelse ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 883/2004, men at det skal overvejes, om den er omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EU) nr. 492/2011 ( 18 ) og bestemmelserne i TEUF.

37.

Kommissionen har imidlertid konkluderet, at det er ufornødent at afgøre, om den supplerende ydelse udgør en social fordel i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011 ( 19 ), fordi det præjudicielle spørgsmål kan besvares på grundlag af den primære ret i TEUF.

38.

Kommissionen har i denne forbindelse henvist til artikel 18 TEUF og Domstolens afgørelse i sagen Tas-Hagen og Tas ( 20 ), som ifølge Kommissionen gør det muligt for appellanten at påberåbe sig sin arbejdstagerstatus i henhold til artikel 45 TEUF.

39.

Den supplerende ydelse er hverken omfattet af forordning nr. 883/2004, forordning nr. 492/2011 eller den primære EU-ret om den frie bevægelighed, som Kommissionen har henvist til ( 21 ). Chartrets artikel 34 finder derfor ikke anvendelse, eftersom situationen i hovedsagen ikke »reguleres« af EU-retten ( 22 ).

40.

Hvad angår forordning nr. 883/2004 fremgår det af Domstolens praksis, at »sondringen mellem ydelser, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 883/2004, og ydelser, der er omfattet af denne forordning, hovedsagelig er baseret på de enkelte elementer i den pågældende ydelse, navnlig dens formål og de betingelser, under hvilke ydelsen tilkendes, og ikke på, om en ydelse betegnes som en social sikringsydelse i den nationale lovgivning« ( 23 ). Under alle omstændigheder skal en national lovgivning for at kunne anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 883/2004 vedrøre en af de risici, der udtrykkeligt er opregnet i den nævnte forordnings artikel 3, stk. 1 ( 24 ).

41.

Den i denne sag omtvistede supplerende ydelse vedrører imidlertid ikke en af de risici, der udtrykkeligt er opregnet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 (som ovenfor anført, punkt 8). Domstolen har stedse fundet, at en ydelse kan anses for en »social sikringsydelse«, såfremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel og skønsmæssig bedømmelse af deres personlige behov, men efter lovbestemte kriterier, og forudsat, at den vedrører én af de sociale risici, der udtrykkelig er anført i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 ( 25 ). Den supplerende ydelse er snarere en belønning for præstationer ved internationale idrætsbegivenheder og national repræsentation. Det forhold, at den i praksis udbetales til personer, som har nået pensionsalderen, er ikke tilstrækkeligt til, at den er omfattet af ydelser ved alderdom i henhold til artikel 3, stk. 1. Som Slovakiets befuldmægtigede forklarede i retsmødet, er den supplerende ydelse kun knyttet til modtagere af alderspension, som modtager den maksimale ydelse i henhold til medlemsstatens lovgivning, således at det beløb, der udbetales, skal nedsættes for disse personer. Berettigelsen til den supplerende ydelse har ingen retlig forbindelse med modtagelsen af pension.

42.

I henhold til Domstolens faste praksis skal der for at afgøre, om den supplerende ydelse kan kvalificeres som en »ydelse ved alderdom« i den i artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr. 883/2004 omhandlede forstand og dermed en social sikringsydelse, foretages en vurdering af de væsentligste bestanddele i denne bonus, herunder det formål og de betingelser, under hvilke den tilkendes ( 26 ).

43.

Den omtvistede supplerende ydelse tildeles personer, som har ydet en præstation på højt niveau ved internationale idrætsbegivenheder. Den udgør en belønning for denne præstation og skal opmuntre unge idrætsudøvere. Jeg konkluderer derfor, at den supplerende ydelse snarere er beslægtet med det julegratiale, som Domstolen tog stilling til i dommen i sagen Kommissionen mod Slovakiet ( 27 ), hvor den fandt, at det ikke udgjorde en ydelse ved alderdom i henhold til artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning nr. 883/2004, end med de feriepenge, som udelukkende blev udbetalt til modtagere af alders- eller efterladtepension, og som blev finansieret af de samme midler som pensionen, i Domstolens dom i Noteboom-sagen ( 28 ), hvor Domstolen anså feriepengene for ydelser ved alderdom ( 29 ). Her udbetales den supplerende ydelse ikke fra de samme midler som pensioner, men er snarere finansieret direkte af staten, og som ovenfor forklaret har den ingen tilknytning til pensionssystemet, bortset fra en nedsættelse for tidligere idrætsudøvere, som modtager den højeste alderspension i henhold til slovakisk lovgivning.

44.

Selv om jeg anerkender, at ydelsen i dommen i sagen Kommissionen mod Slovakiet blev udbetalt til en stor kreds af modtagere og den i hovedsagen omtvistede ydelse til en snæver kreds, tjener det mindre antal modtagere, idet ydelsen er forbundet med præstationer ved eliteidrætsbegivenheder, kun til at understrege forskellen mellem ydelsen og de supplementer, der er knyttet til alderspension.

45.

Hvad angår de særlige ikke-bidragspligtige ydelser i henhold til artikel 3, stk. 3, og artikel 70 i forordning nr. 883/2004 er jeg enig i Den Slovakiske Republiks argumenter, som er anført i punkt 34 ovenfor, hvorefter det er umuligt at passe den supplerende ydelse ind i artikel 70. Jeg bemærker, at artikel 3, stk. 5, litra a), udtrykkeligt udelukker »social forsorg« fra anvendelsesområdet for forordning nr. 883/2004 ( 30 ), og at artikel 70, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 883/2004 henviser tilbage til de sociale sikringsområder, der er henvist til i artikel 3, stk. 1, som skal »supplere, erstatte eller yde et tillæg til dækning« af de risici, der er opregnet i artikel 3, stk. 1 ( 31 ). Som forklaret i punkt 41 ovenfor er jeg nået til den konklusion, at den omtvistede supplerende ydelse ikke vedrører nogen af de kategorier, der er opregnet i denne bestemmelse, og snarere udgør et specifikt tilskud, der belønner de ypperste idrætspræstationer. Den supplerende ydelse er ikke omhandlet i bilag X til forordning nr. 883/2004 og har ikke til formål at sikre et eksistensminimum.

46.

Den supplerende ydelse er heller ikke omfattet af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011 som en »social fordel«, hvis væsentligste kendetegn udelukker ydelser, som er forbundet med tjeneste udført for staten. En ordning, der beror på national anerkendelse, kan ikke være omfattet af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011 ( 32 ). Endvidere er den manglende udbetaling af den supplerende ydelse til tjekkiske statsborgere, der har bopæl i Slovakiet, kun i modstrid med fremmelsen af arbejdstageres mobilitet ( 33 ) for så vidt angår et meget lille antal EU-arbejdstagere, nemlig tjekkiske statsborgere, som har repræsenteret den tidligere Tjekkoslovakiske Republik, og som ønsker at flytte fra Den Tjekkiske Republik til Den Slovakiske Republik.

47.

Med andre ord medfører den manglende udbetaling af den supplerende ydelse til andre end slovakiske statsborgere ingen global eller fuldstændig modvirkning i EU af flytning med henblik på at arbejde i Slovakiet ( 34 ), som skyldes de slovakiske myndigheders afslag på at udbetale en supplerende ydelse til tjekkiske statsborgere, selv om – som forklaret i den slovakiske regerings skriftlige indlæg og af dennes befuldmægtigede i retsmødet – der var drøftelser mellem de to medlemsstater, inden den i hovedsagen omtvistede lov blev vedtaget, idet der var forudset et koordineret svar, hvor begge lande ville udbetale den omtvistede supplerende ydelse til deres egne statsborgere, uanset bopæl.

48.

Endelig er det forhold, at Kommissionen har støttet sig på Domstolens afgørelse i sagen Tas-Hagen og Tas, misforstået. Den nederlandske regerings afslag på at udbetale en ydelse, som regeringen havde tildelt civile krigsofre, til sine egne statsborgere på grund af deres bopæl i Spanien, faldt i denne sag ind under forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i artikel 18 EF snarere end at udgøre en rent intern situation, netop fordi de pågældende personer havde udøvet deres ret til fri bevægelighed ved at flytte til Spanien, som var en anden medlemsstat end den, hvori de var statsborgere ( 35 ). Domstolen konkluderede, at »da det har påvirket K. Tas-Hagens og R.A. Tas’ ret til en ydelse i henhold til national lovgivning, at de har udøvet en ret, som er anerkendt i Fællesskabets retsorden, kan deres situation ikke anses for et rent internt forhold, der ikke har nogen tilknytning til fællesskabsretten« ( 36 ).

49.

Det er imidlertid ubestridt, at appellanten aldrig har udøvet sin »bevægelsesfrihed« i henhold til artikel 45 TEUF. Selv om Domstolens afgørelse i sagen Tas-Hagen og Tas ville være rammende i en tvist mellem en tjekkisk statsborger og de tjekkiske sociale sikringsmyndigheder i tilfælde af et afslag på udbetaling af en ydelse på grund af en tjekkisk statsborgers udøvelse af retten til fri bevægelighed ved at flytte til en anden medlemsstat end Den Tjekkiske Republik, herunder Den Slovakiske Republik, er disse faktiske forhold ikke opstået i hovedsagen. Hovedsagen vedrører en tvist mellem en tjekkisk statsborger, der aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed, og dennes bopælsmedlemsstat, nemlig Slovakiet, hvor han har boet hele tiden, siden denne medlemsstat tiltrådte Den Europæiske Union.

50.

Tvisten er ikke omfattet af EU-rettens materielle anvendelsesområde, hvorfor chartrets artikel 34 ikke finder anvendelse.

51.

Jeg foreslår derfor følgende svar på det af Najvyšší súd Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks øverste domstol) forelagte spørgsmål:

»Under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende kan artikel 1, litra w), artikel 4 og artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, sammenholdt med retten til sociale sikringsydelser og sociale fordele, som er fastslået i artikel 34, stk. 1 og 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, ikke fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af en national retsforskrift, hvorefter det slovakiske sociale sikringsinstitut skal tage en ansøgers statsborgerskab i betragtning som en grundlæggende betingelse for retten for nationale repræsentanter på idrætsområdet til en ydelse, der supplerer alderspensionen, selv om et andet lovbestemt krav, nemlig at have repræsenteret statens retlige forgængere, herunder Den Tjekkoslovakiske Socialistiske Republik, ligeledes indgår i den nationale retsforskrift.«