1.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 96 i forordning (EF) nr. 2100/94 ( 2 ).

2.

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem selskabet Club de Variedades Vegetales Protegidas og selskabet José Cánovas Pardo SL (herefter »selskabet Pardo«) vedrørende sidstnævntes udnyttelse af mandarintræer af sorten Nadorcott uden indehaverens samtykke ( 3 ).

3.

Nærmere bestemt har selskabet Pardo iværksat kassationsappel ved den forelæggende ret alene vedrørende spørgsmålet om forældelse. Tvisten i hovedsagen er i den henseende kendetegnet ved den omstændighed, at indehaveren har ladet den treårige frist i medfør af artikel 96 i forordning nr. 2100/94 udløbe. Det er således fastslået, at indehaveren på tidspunktet for fremsættelsen af kravene mod selskabet Pardo i mere end tre år havde haft kendskab til de handlinger, der krænkede vedkommendes rettigheder, og den person, der havde begået disse handlinger.

4.

De spørgsmål, der er forelagt Domstolen, tager sigte på at få fastlagt, hvilke konsekvenser der skal drages af udløbet af denne treårige frist.

5.

Af de grunde, som jeg vil redegøre for nedenfor, vil jeg foreslå Domstolen at besvare de forelagte spørgsmål således, at virkningerne af denne forældelse, såfremt der er tale om handlinger, der gentager sig over tid, alene gælder for de handlinger, der har fundet sted for mere end tre år siden. Indehaveren bevarer med andre ord retten til at fremsætte krav i medfør af artikel 94 og 95 i forordning nr. 2100/94 for så vidt angår de handlinger, der har fundet sted inden for de seneste tre år.

6.

Artikel 94 i forordning nr. 2100/94 med overskriften »Krænkelse« fastsætter:

»1.   Hvis en person

kan indehaveren kræve, at krænkelsen bringes til ophør, eller at der betales en rimelig godtgørelse, eller begge dele.

2.   Hvis den pågældende har handlet forsætligt eller uagtsomt, er han desuden forpligtet til at erstatte indehaveren eventuel yderligere opstået skade som følge af krænkelsen. Ved simpel uagtsomhed kan dette krav nedsættes i forhold til graden af den simple uagtsomhed, men dog ikke så meget, at det bliver mindre end den fordel, den krænkende part har haft som følge af krænkelsen.«

7.

Denne forordnings artikel 95 bestemmer:

»Indehaveren kan kræve en rimelig godtgørelse af enhver, der i perioden fra offentliggørelsen af ansøgningen om EF-sortsbeskyttelse og meddelelsen heraf har foretaget en handling, som efter denne periode ville være forbudt som følge af EF-sortsbeskyttelsen.«

8.

Nævnte forordnings artikel 96 har følgende ordlyd:

»Krav i medfør af artikel 94 og 95 forældes tre år efter det tidspunkt, på hvilket EF-sortsbeskyttelsen er blevet endeligt meddelt, og indehaveren har fået kendskab til handlingen og den person, der har begået overtrædelsen, og i mangel af et sådant kendskab 30 år efter afslutningen af den pågældende handling.«

9.

De faktiske omstændigheder vedrører EF-sortsbeskyttelsen af mandarintræer af sorten Nadorcott og kan, således som de fremgår af forelæggelsesafgørelsen, sammenfattes som følger.

10.

Den 22. august 1995 indgav selskabet Nador Cott Protection SARL en ansøgning til EF-Sortsmyndigheden om at blive meddelt beskyttelse af denne plantesort. Ansøgningen blev offentliggjort i EF-Sortsmyndighedens Officielle Tidende den 22. februar 1996.

11.

Den 4. oktober 2004 meddelte EF-Sortsmyndigheden EF-sortsbeskyttelse. Denne afgørelse blev offentliggjort i EF-Sortsmyndighedens Officielle Tidende den 15. december 2004.

12.

Den 14. april 2005 indgav Federación de Cooperativas Agrícolas Valencianas (landbrugssammenslutning i Valencia, Spanien) en klage med opsættende virkning til EF-Sortsmyndighedens appelkammer over denne afgørelse om meddelelse. Denne klage blev afvist ved en afgørelse af 8. november 2005, der blev offentliggjort i EF-Sortsmyndighedens Officielle Tidende den 15. februar 2006.

13.

Den 21. marts 2006 anlagde landbrugssammenslutningen i Valencia søgsmål ved Den Europæiske Unions Ret til prøvelse af sidstnævnte afgørelse, denne gang uden opsættende virkning. Retten frifandt EF-Sortsmyndigheden ved dom af 31. januar 2008, Federación de Cooperativas Agrarias de la Comunidad Valenciana mod EF-Sortsmyndigheden – Nador Cott Protection (Nadorcott) ( 4 ).

14.

Mens Nador Cott Protection er indehaver af rettighederne til mandarintræer af sorten Nadorcott, har selskabet Carpa Dorada eksklusiv licens til rettighederne over denne plantesort. Carpa Dorada betroede Gestión de Licencias Vegetales (herefter »GESLIVE«), i perioden frem til den 12. december 2008, og efterfølgende selskabet Club de Variedades Vegetales Protegidas, opgaven med at forvalte sine rettigheder.

15.

Selskabet Pardo har siden 2006 drevet en plantage med mandarintræer af sorten Nadorcott på en parcel i Alhama i provinsen Murcia (Spanien) (4457 træer).

16.

Den 30. oktober 2007 fremsatte GESLIVE et krav mod selskabet Pardo med pålæg om at ophøre med at udnytte denne plantesort, så længe selskabet ikke havde ansøgt om licens hertil.

17.

Den 30. marts 2011 fremsendte selskabet Club de Variedades Vegetales Protegidas en anden skrivelse til selskabet Pardo med krav om, at selskabet, såfremt det var korrekt, at det drev en plantage med ca. 5000 mandarintræer af sorten Nadorcott, ophørte med udnyttelsen heraf.

18.

I november 2011 fremsatte selskabet Club de Variedades Vegetales Protegidas en begæring til Juzgado de lo Mercantil (handelsret, Spanien) om iværksættelse af midlertidige foranstaltninger med henblik på at konstatere krænkelsen.

19.

Selskabet Club de Variedades Vegetales Protegidas anlagde et søgsmål mod selskabet Pardo med påstand om, at der blev konstateret krænkelse af de legitime rettigheder over sorten Nadorcott under den midlertidige beskyttelsesperiode (fra den 26.2.1996 til den 15.2.2006) ( 5 ). Førstnævnte selskab nedlagde samtidig påstand om, at selskabet Pardo blev idømt betaling af en rimelig godtgørelse på 17500 EUR plus moms.

20.

Derudover nedlagde selskabet Club de Variedades Vegetales Protegidas påstand om krænkelse som følge af de udnyttelseshandlinger, der havde fundet sted efter den 15. februar 2006. Nævnte selskab nedlagde nærmere bestemt påstand om, at der blev konstateret krænkelse af de legitime rettigheder over sorten Nadorcott fra denne dato og frem til ophøret med disse handlinger. Det nedlagde endvidere påstand om, at selskabet Pardo blev dømt til at ophøre med denne udnyttelse uden tilladelse fra indehaveren af sorten, at fjerne og i givet fald destruere ethvert plantemateriale af denne sort, som måtte være i dets besiddelse, at betale en godtgørelse til førstnævnte selskab på 35000 EUR plus moms, og for egen regning at offentliggøre dommens overskrift og konklusion.

21.

Juzgado de lo Mercantil (handelsret) frifandt selskabet Pardo med den begrundelse, at den treårige forældelsesfrist i medfør af artikel 96 i forordning nr. 2100/94 var udløbet. Nævnte ret fastslog til støtte for sit ræsonnement, at indehaveren havde haft kendskab til selskabet Pardos udnyttelseshandlinger i det mindste siden den 30. oktober 2007, dvs. det tidspunkt, på hvilket GESLIVE fremsatte krav mod selskabet Pardo.

22.

Selskabet Club de Variedades Vegetales Protegidas iværksatte appel af denne dom ved Audiencia Provincial de Murcia (den regionale domstol i Murcia, Spanien). Nævnte ret fastslog dels, at krænkelserne havde gentaget sig over tid, dels at forældelsesfristen var blevet afbrudt i november 2009 med iværksættelsen af visse midlertidige foranstaltninger. Nævnte ret fandt derfor, at alene de udnyttelseshandlinger, der havde fundet sted tidligere end tre år før iværksættelsen af disse midlertidige foranstaltninger, var omfattet af forældelsesfristen.

23.

For så vidt angår sagens realitet anførte Audiencia Provincial de Murcia (den regionale domstol i Murcia), at selskabet Pardo ikke bestred hverken udnyttelsen eller manglende samtykke fra indehaveren af plantesorten, men alene godtgørelsen. I den forbindelse anvendte nævnte ret ved beregningen af godtgørelsen for såvel krænkelsen som den midlertidige beskyttelse et beløb på 7 EUR pr. træ, hvilket gav et samlet beløb på 31199 EUR. Selskabet Pardo blev endvidere dømt til at ophøre med de krænkende handlinger, at fjerne og i givet fald destruere ethvert plantemateriale af denne sort, som måtte være i dets besiddelse, herunder det høstede materiale, og for egen regning at offentliggøre dommens overskrift og konklusion.

24.

Selskabet Pardo har iværksat kassationsappel ved Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), hvorved den af appeldomstolen foretagne fortolkning af artikel 96 i forordning nr. 2100/94 for så vidt angår forældelsen bestrides.

25.

Tribunal Supremo (øverste domstol) har fremhævet, at retten i denne henseende har sondret mellem krænkende handlinger, der har været enkeltstående, og krænkende handlinger, der har fundet sted over længere tid, eller som er »fortsatte«. Nævnte ret har henvist til en nylig dom inden for varemærkeretten, hvori den fastslog, at, når krænkelsen udgør en sammenhængende adfærd, forlænges det tidspunkt, hvorfra forældelsesfristen skal beregnes, idet dette således forlænges, så længe den fortsatte eller gentagne krænkelse varer ved. Nævnte ret ønsker oplyst, om denne fortolkning kan overføres på artikel 96 i forordning nr. 2100/94.

26.

For så vidt angår tvisten i hovedsagen har den forelæggende ret anført dels, at der er forløbet mere end tre år fra det tidspunkt, hvor indehaveren har fået kendskab til de handlinger, der krænkede vedkommendes rettigheder, og den person, der har begået disse handlinger, dels at de krænkende handlinger var vedblevet med at finde sted på tidspunktet for fremsættelsen af kravene i medfør af artikel 94 og 95 i forordning nr. 2100/94. I en sådan situation ønsker den forelæggende ret oplyst, om forældelsen i henhold til denne forordnings artikel 96 omfatter:

27.

Under disse omstændigheder har Tribunal Supremo (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

28.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolens Justitskontor den 9. marts 2018. Parterne i hovedsagen, den græske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

29.

Retsforhandlingerne i denne sag blev ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 13. februar 2019 udsat på afgørelsen i sag C-176/18, Club de Variedades Vegetales Protegidas ( 6 ). Efter meddelelsen om denne dom den 10. januar 2020 har den forelæggende ret besluttet at fastholde sin anmodning.

30.

Jeg noterer indledningsvis, at omfanget af tvisten i hovedsagen er begrænset til spørgsmålet om forældelse. Dels bestred selskabet Pardo ved appeldomstolen således hverken udnyttelsen eller det manglende samtykke fra indehaveren. Dels vedrører den kassationsappel, som selskabet har iværksat ved den forelæggende ret, alene forældelsen ( 7 ).

31.

I modsætning til i sagen Club de Variedades Vegetales Protegidas ( 8 ) er Domstolen dermed ikke blevet anmodet om at fortolke artikel 13 i forordning nr. 2100/94 med henblik på kvalificeringen af de i hovedsagen omhandlede handlinger.

32.

Jeg vil fremhæve, at de spørgsmål, der er forelagt Domstolen i nærværende sag, vedrører den første forældelsesregel i artikel 96 i forordning nr. 2100/94, nærmere bestemt den regel, i medfør af hvilken indehaverens krav forældes tre år efter det tidspunkt, på hvilket EF-sortsbeskyttelsen er blevet endeligt meddelt, og indehaveren har fået kendskab til handlingen og den person, der har begået overtrædelsen ( 9 ).

33.

Jeg erindrer om, at forældelsesreglerne i artikel 96 i forordning nr. 2100/94 ikke har indflydelse på, hvorvidt der foreligger sortsbeskyttelse, men alene på indehaverens mulighed for at fremsætte krav mod den person, hvis handlinger har krænket de eksklusive rettigheder, som indehaveren opnår ved en sådan beskyttelse.

34.

Tre fortolkninger er blevet foreslået Domstolen med henblik på at besvare de forelagte spørgsmål.

35.

Ifølge én fortolkning omfatter den forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 96 i forordning nr. 2100/94, i en sådan situation indehaverens krav i medfør af denne forordnings artikel 94 og 95 i deres helhed uafhængigt af det tidspunkt, på hvilket de pågældende handlinger har fundet sted. Da indehaveren i mere end tre år har haft kendskab til såvel de omtvistede handlinger som den person, der har begået dem, har indehaveren fortabt enhver mulighed for at gøre sine rettigheder gældende i henseende hertil. Dette er i det væsentlige det standpunkt, som retten i første instans indtog i hovedsagen ( 10 ), og ligeledes det standpunkt, som selskabet Pardo har forfægtet.

36.

Ifølge en anden fortolkning er de krav, som indehaveren har fremsat, kun delvis forældede. Virkningerne af forældelsen omfatter alene de handlinger, der har fundet sted tidligere end tre år før fremsættelsen af krav i medfør af artikel 94 og 95 i forordning nr. 2100/94. Dette er i det væsentlige det standpunkt, som den græske regering har forfægtet. Denne fortolkning er – i det mindste delvis – sammenfaldende med appeldomstolens afgørelse i hovedsagen ( 11 ).

37.

Endelig, ifølge en tredje fortolkning, er kravene i medfør af artikel 94 og 95 i forordning nr. 2100/94 på ingen måde forældede, henset til den omstændighed, at de handlinger, der krænkede indehaverens rettigheder, er vedblevet med at finde sted på tidspunktet for fremsættelsen af nævnte krav. Indehaveren kan gøre sine rettigheder gældende i forhold til samtlige omtvistede handlinger, når den person, der har begået disse handlinger (selskabet Pardo i tvisten i hovedsagen), ikke er ophørt hermed ( 12 ). Dette er i det væsentlige det standpunkt, som selskabet Club de Variedades Vegetales Protegidas har forfægtet.

38.

Jeg vil indledningsvis forkaste denne tredje fortolkning (der foreligger ikke forældelse), idet jeg vil undersøge spørgsmålet om begyndelsestidspunktet (dies a quo) i henhold til den første forældelsesregel i artikel 96 i forordning nr. 2100/94.

39.

Jeg vil herefter redegøre for grundene til, at det ved undersøgelsen af spørgsmålet om virkningerne af denne forældelsesregel er den anden fortolkning (delvis forældelse), der skal anvendes, og ikke den første fortolkning (fuldstændig forældelse).

40.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den treårige frist i henhold til den første forældelsesregel i artikel 96 i forordning nr. 2100/94 kan begynde at løbe, selv om de handlinger, der krænker indehaverens rettigheder, ikke er ophørt.

41.

Ifølge den første forældelsesregel i artikel 96 i forordning nr. 2100/94 forældes indehaverens krav tre år efter det tidspunkt, på hvilket EF-sortsbeskyttelsen er blevet endeligt meddelt, og indehaveren har fået kendskab til handlingen og den person, der har begået overtrædelsen.

42.

Begyndelsestidspunktet, eller dies a quo, er således det tidspunkt, på hvilket to betingelser er opfyldt: For det første er EF-sortsbeskyttelsen blevet meddelt, for det andet har indehaveren fået kendskab til handlingen og den person, der har begået den.

43.

Mere konkret, og således som den græske regering har fremhævet, begynder den treårige forældelsesfrist at løbe på tidspunktet for den sidst indtrufne begivenhed mellem på den ene side meddelelsen af EF-sortsbeskyttelse og på den anden side indehaverens kendskab til handlingen og den person, der har begået den.

44.

Inden for rammerne af tvisten i hovedsagen fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at disse to betingelser var opfyldt senest den 30. oktober 2007. EF-Sortsmyndighedens appelkammer afviste nemlig den opsættende klage over meddelelsen af EF-sortsbeskyttelse ved en afgørelse af 8. november 2005, der blev offentliggjort den 15. februar 2006 ( 13 ). Det var desuden den 30. oktober 2007, at GESLIVE fremsatte det første krav mod selskabet Pardo med pålæg om at ophøre med at udnytte denne plantesort ( 14 ).

45.

Efter denne præcisering bliver det efter min opfattelse klart, at den tredje fortolkning, der er foreslået Domstolen, og hvorefter forældelsesfristen ikke kan begynde at løbe, før de omtvistede handlinger er ophørt, ville svare til at omskrive den første forældelsesregel i artikel 96 i forordning nr. 2100/94.

46.

Denne første regel henviser nemlig på ingen måde til tidspunktet for ophøret af de omtvistede handlinger. Denne konstatering er i sig selv tilstrækkelig til at forkaste den tredje fortolkning, som i praksis ville føre til, at der blev tilføjet en tredje betingelse for fastlæggelsen af dies a quo: Der skal være meddelt sortsbeskyttelse, indehaveren skal have fået kendskab til handlingerne og den person, der har begået dem, og de pågældende handlinger skal være ophørt.

47.

Jeg vil tilføje, at denne fortolkning ville være i strid med det mål om retssikkerhed, der forfølges med enhver forældelsesregel, således som den græske regering med føje har gjort gældende. Forældelsesfrister har nemlig til formål at tjene retssikkerheden, hvilket Domstolens faste praksis bekræfter ( 15 ). Domstolen har bl.a. præciseret, at en sådan frist for at opfylde dette formål skal være fastsat på forhånd, og enhver analog anvendelse af en forældelsesfrist skal kunne forudses af borgeren ( 16 ).

48.

Den tredje foreslåede fortolkning ville imidlertid være i strid med retssikkerhedskravet, for så vidt som indehaveren, så længe de omtvistede handlinger ikke er ophørt, ville have mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt at fremsætte krav i medfør af artikel 94 og 95 i forordning nr. 2100/94 i forhold til samtlige disse handlinger, vel at mærke uafhængigt af det tidspunkt, på hvilket handlingerne har fundet sted.

49.

Inden for rammerne af tvisten i hovedsagen ville denne fortolkning således gøre det muligt for indehaveren at lade selskabet Pardo udnytte mandarintræer af sorten Nadorcott i flere årtier og derefter lægge sag an mod dette selskab hvad angår samtlige handlinger, der måtte have krænket indehaverens rettigheder.

50.

Det er indlysende, at en sådan fortolkning er uforenelig med det mål om retssikkerhed, som forfølges med forældelsesreglerne. Jeg vil i den forbindelse fremhæve, at den krænkende part kan have begået de handlinger, der foreholdes vedkommende, i god tro, dvs. uden at vide, at indehaverens rettigheder derved blev krænket.

51.

Jeg er desuden nødt til at fremhæve en paradoksal konsekvens af den tredje fortolkning, der er foreslået Domstolen, ud fra et mere helhedsorienteret perspektiv. Den anden forældelsesregel i artikel 96 i forordning nr. 2100/94, der fastsætter en frist på 30 år, kan nemlig efter min opfattelse ikke anvendes i en situation som den i hovedsagen omhandlede, eftersom denne regel forudsætter, at indehaveren ikke har kendskab til de omtvistede handlinger og den person, der har begået dem. Hvis man anvendte den tredje fortolkning, der er foreslået Domstolen, og hvorefter forældelsen efter tre år først begynder, når de omtvistede handlinger er ophørt, ville de handlinger, der vedbliver med at finde sted, og som indehaveren har kendskab til, aldrig nogensinde kunne forældes, hverken i medfør af den første regel (idet denne forudsætter, at handlingerne er ophørt) eller i medfør af den anden regel (idet denne forudsætter, at indehaveren ikke har kendskab til handlingerne).

52.

Henset til det ovenstående nærer jeg ikke videre tvivl om, at den tredje fortolkning må forkastes. Begyndelsestidspunktet for den treårige frist i medfør af artikel 96 i forordning nr. 2100/94 kan ikke gøres betinget af, at de pågældende handlinger er ophørt: De eneste kriterier, der finder anvendelse, er det tidspunkt, på hvilket EF-sortsbeskyttelsen er blevet meddelt, og det tidspunkt, på hvilket indehaveren har fået kendskab til handlingen og den person, der har begået den.

53.

For fuldstændighedens skyld vil jeg yderligere præcisere, at kriteriet om indehaverens »kendskab« efter min opfattelse skal fortolkes således, at det omhandler enhver situation, hvor indehaveren havde kendskab eller burde have haft kendskab til handlingen og den person, der har begået den. Hvis alene kriteriet om faktisk kendskab blev anvendt, ville indehaveren nemlig have mulighed for at forlænge begyndelsestidspunktet for forældelsen på ubestemt tid ved at nægte at få kendskab til handlingen og/eller den person, der har begået den. En sådan fortolkning kan ikke accepteres under hensyntagen til formålet med enhver forældelsesregel, nemlig debitors retssikkerhed ( 17 ). Det ville efter min opfattelse være at foretrække, at ordlyden af artikel 96 i forordning nr. 2100/94 blev ændret, således at den mere præcist afspejlede den egentlige betydning af dette kriterium.

54.

Henset til det ovenstående skal den forelæggende rets første spørgsmål besvares som følger. Artikel 96 i forordning nr. 2100/94 skal fortolkes således, at den treårige frist begynder at løbe på tidspunktet for den sidst indtrufne begivenhed, dvs. enten på det tidspunkt, på hvilket EF-sortsbeskyttelsen er blevet meddelt, eller på det tidspunkt, på hvilket indehaveren har fået kendskab til handlingen og den person, der har begået den, vel at mærke uafhængigt af det tidspunkt, på hvilket handlingerne i givet fald er ophørt.

55.

Med det andet og det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 96 i forordning nr. 2100/94 skal fortolkes således, at virkningerne af forældelsen, når den treårige frist er udløbet for så vidt angår handlinger, der gentager sig over tid, da gælder for samtlige handlinger uafhængigt af det tidspunkt, på hvilket handlingerne har fundet sted, eller alene for handlinger, der har fundet sted tidligere end tre år før fremsættelsen af krav i medfør af denne forordnings artikel 94 og 95.

56.

Jeg vil indledningsvis minde om følgende kendsgerning: Forældelsesreglerne i artikel 96 i forordning nr. 2100/94 kan kun få virkning i forhold til handlinger, der har fundet sted i fortiden. Følgelig kan et krav, der fremsættes i medfør af denne forordnings artikel 94, stk. 1, med henblik på fremadrettet at opnå ophør af handlinger, der krænker indehaverens rettigheder, ikke være omfattet af forældelse.

57.

Det spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, forudsætter dermed en fastlæggelse af rækkevidden af virkningerne af denne forældelse i forhold til fortiden, nærmere bestemt i forbindelse med krav med påstand om betaling af en rimelig godtgørelse (artikel 94, stk. 1, og artikel 95 i forordning nr. 2100/94) eller om erstatning for yderligere opstået skade som følge af handlinger, der er begået forsætligt eller uagtsomt (denne forordnings artikel 94, stk. 2).

58.

I praksis melder sig følgende spørgsmål: Såfremt indehaveren lader den treårige forældelsesfrist udløbe, fortaber vedkommende da fuldt ud retten til at kræve betaling af en rimelig godtgørelse og/eller erstatning for yderligere opstået skade som følge af handlinger, der har fundet sted i fortiden (hvilket svarer til den første fortolkning, der er blevet foreslået Domstolen ( 18 )), eller bevarer vedkommende denne ret for så vidt angår de seneste handlinger, dvs. handlinger, der har fundet sted inden for de seneste tre år (hvilket svarer til den anden fortolkning ( 19 ))?

59.

Jeg må konstatere, at ordlyden af artikel 96 i forordning nr. 2100/94 ikke udtrykkeligt afgør dette spørgsmål, i modsætning til spørgsmålet om dies a quo, som blev undersøgt ovenfor.

60.

Der er ikke desto mindre flere forhold, der taler for den anden fortolkning, der er foreslået Domstolen, og i medfør af hvilken indehaveren bevarer retten til at kræve skadesløsholdelse for de handlinger, der er begået inden for de seneste tre år.

61.

For det første omhandler artikel 96 i forordning nr. 2100/94 forældelse af en »handling« og ikke af en adfærd, hvilket ville være at betragte som en »sammenhæng af handlinger«. Denne brug af entalsformen er så meget desto mere karakteristisk, som kravene i medfør af denne forordnings artikel 94 og 95 for det meste tager sigte på en sammenhæng af adskilte handlinger, der hver især krænker indehaverens rettigheder ( 20 ).

62.

Denne brug af entalsformen indicerer, at der med henblik på anvendelsen af artikel 96 i forordning nr. 2100/94 skal foretages en særskilt vurdering af de handlinger, der krænker indehaverens rettigheder. For at fastlægge virkningerne af forældelsen skal det således for hver enkelt handling undersøges særskilt, om den treårige forældelsesfrist er udløbet.

63.

I praksis skal den nationale ret for hver krænkende handling efterprøve, om der er forløbet mere end tre år fra den sidst indtrufne begivenhed mellem på den ene side det tidspunkt, på hvilket EF-sortsbeskyttelsen er blevet meddelt, og på den anden side det tidspunkt, på hvilket indehaveren har fået kendskab til handlingen og den person, der har begået den, således at forstå, at dette kendskab ikke kan indtræffe, før den pågældende handling har fundet sted.

64.

Dette betyder, at handlinger, der er foretaget i den midlertidige beskyttelsesperiode, og som er omhandlet i artikel 95 i forordning nr. 2100/94, forældes før handlinger, der er foretaget efter meddelelsen af EU-sortsbeskyttelse, og som er genstand for denne forordnings artikel 94.

65.

Det er min opfattelse, at retslitteraturen inden for sortsbeskyttelse har talt for denne løsning ( 21 ).

66.

For det andet henleder jeg opmærksomheden på de praktiske implikationer af den modsatte fortolkning, hvorefter udløbet af den treårige frist i medfør af artikel 96 i forordning nr. 2100/94 indebærer en forældelse, der gælder for samtlige handlinger, hvorved indehaverens rettigheder er blevet krænket, uafhængigt af det tidspunkt, på hvilket handlingerne har fundet sted.

67.

I praksis ville denne fortolkning, således som selskabet Club de Variedades Vegetales Protegidas med føje har gjort gældende, risikere at føre til en paradoksal løsning, hvorefter enhver fremtidig krænkende handling, såfremt den udgår fra en adfærd, som indehaveren har haft kendskab til i mere end tre år, ville være omfattet af forældelse.

68.

Inden for rammerne af tvisten i hovedsagen ville den omstændighed, at indehaveren har ladet en periode på tre år forløbe efter fremsættelsen af det første krav den 30. oktober 2007, ifølge nævnte fortolkning således være tilstrækkelig til, at indehaveren ville fortabe enhver mulighed for at gøre sine rettigheder gældende i forhold til den omtvistede adfærd, herunder også fremadrettet, såfremt denne adfærd vedbliver med at finde sted.

69.

En sådan fortolkning er efter min opfattelse vanskeligt forenelig med det, der på én gang udgør genstanden for og formålet med forordning nr. 2100/94, nemlig EF-sortsbeskyttelsen.

70.

Jeg vil desuden fremhæve, at denne risiko på ingen måde er teoretisk, for så vidt som et betydeligt antal handlinger, der i sager vedrørende sortsbeskyttelse krænker indehaverens rettigheder, udgår fra en adfærd, der varer ved over tid ( 22 ).

71.

For det tredje noterer jeg, at den fortolkning, som jeg foreslår, er almindeligt anerkendt i sager vedrørende forældelse af patentretlige krænkelser, et område, der har flere lighedspunkter med sortsbeskyttelsesretten ( 23 ).

72.

Således er det i navnlig den tyske ( 24 ), den franske ( 25 ) og den belgiske ( 26 ) retslitteratur blevet fremhævet, at ophavsretlige krænkelser på patentområdet skal behandles som en »række af overtrædelser« og ikke som en »vedvarende overtrædelse« ( 27 ). Denne løsning svarer i det væsentlige til den, som jeg har foreslået ovenfor, og som består i med henblik på anvendelsen af artikel 96 i forordning nr. 2100/94 at foretage en særskilt vurdering af de handlinger, der krænker indehaverens rettigheder.

73.

For det fjerde og for fuldstændighedens skyld vil jeg præcisere, at såvel forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker ( 28 ) som direktiv (EU) 2015/2436 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker ( 29 ) indeholder en regel om »rettighedsfortabelse på grund af passivitet«, som i alt væsentligt svarer til den første fortolkning, der er foreslået Domstolen ( 30 ) – og som jeg i det ovenstående har forkastet.

74.

Artikel 61, stk. 1, i forordning 2017/1001 og artikel 9, stk. 1, i direktiv 2015/2436 fastsætter således, at hvis indehaveren i fem på hinanden følgende år har tålt og været bekendt med brugen af et yngre varemærke, kan den pågældende indehaver ikke kræve dette erklæret ugyldigt, bortset fra i tilfælde, hvor ansøgningen om registrering er indgivet i ond tro ( 31 ). Derudover anføres det videre i nævnte forordnings artikel 16, stk. 1, og i nævnte direktivs artikel 18, stk. 1, at indehaveren i et sådant tilfælde ikke længere har ret til i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse at kræve anvendelsen af dette varemærke forbudt.

75.

Varemærkeretten indeholder således en regel om, at indehaveren, såfremt denne efter at have fået kendskab til et yngre varemærke lader en periode på fem år forløbe, fortaber enhver mulighed for at anlægge sag, også fremadrettet, hvad enten det er inden for rammerne af et ugyldighedssøgsmål eller en sag om varemærkekrænkelse.

76.

Det ræsonnement, som jeg har redegjort for ovenfor, drages imidlertid ikke i tvivl af denne regel, af følgende to grunde.

77.

For det første kan denne regel forklares ved to karakteristika, der er specifikke for varemærkeretten, og for hvilke der ikke findes tilsvarende bestemmelser i hverken patentretten eller plantesortsretten. I modsætning til de to sidstnævnte regelsæt på området for intellektuel ejendomsret, hvor gyldighedsperioden er tidsmæssigt begrænset ( 32 ), gælder der nemlig for varemærkebeskyttelse en potentielt ubegrænset gyldighedsperiode, hvor det er op til indehaveren at forny registreringen hvert tiende år ( 33 ). Ud fra denne synsvinkel kan reglen om rettighedsfortabelse på grund af passivitet fortolkes som en undtagelse fra den potentielt ubegrænsede gyldighedsperiode, der gælder for varemærkebeskyttelse.

78.

Desuden er denne regel ligeledes begrundet under hensyntagen til varemærkets væsentlige funktion, som består i over for forbrugeren eller den endelige bruger at garantere oprindelsen af den vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af varemærket, hvorved denne sættes i stand til uden risiko for forveksling at adskille varen eller tjenesteydelsen fra varer eller tjenesteydelser med en anden oprindelse ( 34 ). Rettighedsfortabelse på grund af passivitet forudsætter så at sige, at varemærkets væsentlige funktion ikke længere kan opfyldes, når indehaveren i fem år har tålt anvendelsen af et yngre varemærke, der indebærer en risiko for forveksling.

79.

For det andet vil jeg fremhæve, at reglen om rettighedsfortabelse på grund af passivitet er omhandlet i udtrykkelige og udførlige bestemmelser, såvel i forordning 2017/1001 som i direktiv 2015/2436. I betragtning af denne regels drastiske konsekvenser for indehaverens rettigheder er jeg af den opfattelse, at den inden for rammerne af et regelsæt om beskyttelse af intellektuel ejendomsret ikke kan være baseret på en formodning. I mangel af tilsvarende bestemmelser i forordning nr. 2100/94 må det således konkluderes, at rettighedsfortabelse på grund af passivitet ikke anvendes inden for sortsbeskyttelse.

80.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger bør det andet og det tredje spørgsmål fra den forelæggende ret besvares som følger. Artikel 96 i forordning nr. 2100/94 skal fortolkes således, at når den treårige frist er udløbet for så vidt angår handlinger, der gentager sig over tid, forældes alene de handlinger, der har fundet sted tidligere end tre år før fremsættelsen af krav i medfør af artikel 94 og 95 i forordning nr. 2100/94.

81.

Indehaveren bevarer følgelig retten til at fremsætte de nævnte krav for så vidt angår de handlinger, der har fundet sted inden for de seneste tre år.

82.

Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) forelagte spørgsmål som følger: