1)

Artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/111/EF af 16. september 2009, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den myndighed, som er omhandlet i dette direktivs artikel 82, har beføjelse til at behandle klager og pålægge sanktioner i forbindelse med betalingstjenester i en tredjestats valuta.

2)

Artikel 20 og 21 i direktiv 2007/64, som ændret ved direktiv 2009/111, finder ikke anvendelse ratione personae på kreditinstitutter.

3)

Artikel 80-82 i direktiv 2007/64, som ændret ved direktiv 2009/111, skal fortolkes således, at de ikke tillægger en kompetent myndighed i disse bestemmelsers forstand beføjelse til i henhold til de kriterier, der er opstillet i dette direktivs artikel 75, at bilægge tvister, der er opstået i forbindelse med manglende gennemførelse eller mangelfuld gennemførelse af en betalingstransaktion, mellem brugere af betalingstjenester og udbydere af betalingstjenester, når en sådan myndighed udøver sin beføjelse til at behandle klager fra brugerne af betalingstjenester og til at pålægge udbyderne af betalingstjenester sanktioner i tilfælde af overtrædelse af de gældende bestemmelser. Disse tvister skal bilægges inden for rammerne af de udenretslige erstatningsprocedurer, der er omhandlet i artikel 83 i direktiv 2007/64, som ændret ved direktiv 2009/111, uden at det berører retten til at anlægge sag ved en domstol i henhold til de nationale retsplejeregler. Hvis den nationale lovgiver har valgt at samle de beføjelser, der følger af dels nævnte artikel 80-82, dels nævnte artikel 83, hos én og samme myndighed, da skal denne myndighed udøve hver af disse kategorier af beføjelser uafhængigt og udelukkende i forbindelse med de respektive dertilhørende procedurer.

4)

I medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi er det tilladt den nationale lovgiver at give den kompetente myndighed i forbindelse med de klage- og sanktionsprocedurer, der er omhandlet i artikel 80-82 i direktiv 2007/64, som ændret ved direktiv 2009/111, beføjelse til at tage eksistensen og indholdet af en voldgiftskendelse, som bilægger en tvist mellem en bruger og en udbyder af betalingstjenester, der er involveret i disse procedurer, i betragtning, forudsat at den bevisværdi, der tillægges denne voldgiftskendelse i forbindelse med de nævnte procedurer, ikke kan skade genstanden for og de specifikke formål med disse procedurer, de pågældende personers ret til forsvar eller den uafhængige udøvelse af de beføjelser og kompetencer, som denne myndighed er tillagt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.