|
20.7.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 240/3 |
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 14. maj 2020 — AGROBET CZ, s.r.o. mod Finanční úřad pro Středočeský kraj (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Nejvyšší správní soud — Den Tjekkiske Republik)
(Sag C-446/18) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - ret til fradrag for indgående moms - overskydende moms - tilbageholdelse af det overskydende beløb efter indledning af en afgiftskontrolprocedure - anmodning om tilbagebetaling af den del af dette overskydende beløb, som vedrører transaktioner, der ikke er omfattet af denne procedure - skatte- og afgiftsmyndighedens afslag)
(2020/C 240/03)
Processprog: tjekkisk
Den forelæggende ret
Nejvyšší správní soud
Parter i hovedsagen
Sagsøger: AGROBET CZ, s.r.o.
Sagsøgt: Finanční úřad pro Středočeský kraj
Konklusion
Artikel 179, 183 og 273 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, sammenholdt med princippet om afgiftens neutralitet, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, der ikke indeholder en mulighed for, at skatte- og afgiftsmyndigheden inden afslutningen af en afgiftskontrolprocedure vedrørende en angivelse af merværdiafgift (moms), der for en given afgiftsperiode udviser et overskydende beløb, kan tilbagebetale den del af dette overskydende beløb, der vedrører transaktioner, som ikke indgår i denne procedure på tidspunktet for indledningen heraf, forudsat at det ikke er muligt klart, præcist og entydigt at fastsætte, at den overskydende moms, hvis beløb eventuelt kan være lavere end det beløb, der vedrører de transaktioner, som ikke er omfattet af nævnte procedure, vedbliver at bestå uanset udfaldet af proceduren, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.