1)

Artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at et kontraktvilkår som det i hovedsagen omhandlede, der generelt henviser til gældende national ret med hensyn til fastlæggelsen af den retslige kompetence til at påkende tvister mellem kontraktens parter, ikke er udelukket fra direktivets anvendelsesområde.

2)

Artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for processuelle regler, som et kontraktvilkår henviser til, og hvorefter den erhvervsdrivende i forbindelse med søgsmål, hvor forbrugeren angiveligt har misligholdt en aftale, kan vælge mellem den kompetente retsinstans, hvor sagsøgte har bopæl, og den kompetente retsinstans på stedet for opfyldelsen af aftalen, medmindre valget af stedet for opfyldelsen af aftalen indebærer processuelle betingelser for forbrugeren, som uforholdsmæssigt kan begrænse den ret til effektive retsmidler, som vedkommende er tillagt ved EU’s retsorden, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.