1)

Artikel 7, nr. 1), artikel 67 og artikel 71, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område samt artikel 33 i konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring, der blev indgået i Montreal den 28. maj 1999 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2001/539/EF af 5. april 2001, skal fortolkes således, at den ret i en medlemsstat, for hvilken en sag er indbragt med påstand om at opnå dels overholdelse af de faste og ensartede rettigheder, som er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91, dels erstatning for yderligere skade, der er omfattet af denne konventions anvendelsesområde, skal vurdere sin kompetence på baggrund af artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 for så vidt angår den første del af denne påstand og på baggrund af den nævnte konventions artikel 33 for så vidt angår den anden del.

2)

Artikel 33, stk. 1, i konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring, der blev indgået i Montreal den 28. maj 1999, skal fortolkes således, at bestemmelsen i forbindelse med erstatningssager vedrørende skade, der er omfattet af denne konventions anvendelsesområde, ikke alene regulerer fordelingen af retternes kompetence mellem de kontraherende stater, men også fordelingen af den stedlige kompetence mellem retterne inden for den enkelte stat.