15.1.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 13/24


Sag anlagt den 27. oktober 2017 — Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen

(Sag T-730/17)

(2018/C 013/38)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (Athen, Grækenland) (ved advokaterne M. Sfyri og C.-N. Dede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Annullation af afgørelse truffet den 22. august 2017 (C(2017) 5879 final) af generalsekretæren for Europa-Kommissionen, hvorved der gives afslag på sagsøgerens genfremsatte begæring om aktindsigt i Europa-Kommissionens dokumenter vedrørende en udtømmende liste over alle de specifikke kontrakter, der er underskrevet af Kommissionen og en bestemt leverandør i de sidste seks år, og i en kopi af alle de indkaldelser af tilbud, som vedrører disse specifikke kontrakter.

Kommissionen tilpligtes at fremlægge disse oplysninger på en klar og fyldestgørende måde med henblik på, at offentligheden og sagsøgeren kan beregne det antal af personer/dage, som den bestemte leverandør pr. år fakturerede Kommissionen.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens sagsomkostninger og andre omkostninger, der er afholdt i forbindelse med den foreliggende sag, også selv om sagsøgeren ikke får medhold.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.

Første anbringende om, at sagsøgte har undladt at foretage en individuel vurdering af de ønskede dokumenter, hvilket er i strid med artikel 4, stk. 6, og artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 (1).

2.

Andet anbringende om, at ingen af de i forordning nr. 1049/2001 omhandlede undtagelser til aktindsigt finder anvendelse i den foreliggende sag, og at Kommissionen har undladt at godtgøre, hvorfor det vil være en uforholdsmæssig stor byrde at foretage en fuldstændig gennemgang af de ønskede dokumenter og give fuld aktindsigt heri.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).