11.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 424/56


Sag anlagt den 17. oktober 2017 — Topor-Gilka mod Rådet

(Sag T-721/17)

(2017/C 424/81)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Sergey Topor-Gilka (Moskva, Rusland) (ved advokat N. Meyer)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets anfægtede afgørelse (FUSP) 2017/1418 (1) af 4. august 2017 annulleres.

Subsidiært annulleres Rådets anfægtede afgørelse (FUSP) 2017/1418 under alle omstændigheder delvist, for så vidt som sagsøgeren ved afgørelsen er blevet opført under nr. 160) i den liste over personer og enheder, der er anført i afgørelsens artikel 1.

I overensstemmelse med artikel 68, stk. 1, i Rettens procesreglement forenes nærværende sag med den parallelt verserende sag, som OOO WO Technopromexport har anlagt.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Første anbringende vedrørende flere åbenbart urigtige skøn

Henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 1351/2014 (2)

Forordningen vedrører en anden personkreds end sagsøgerens og udgør derfor ikke et passende grundlag for at opføre sagsøgeren på den omtvistede liste.

Påstanden om aftalemisligholdelse

Rådet har bl.a. begrundet beslutningen om at opføre sagsøgeren på den omtvistede liste med, at han havde ledt aftaleforhandlingerne med Siemens Gas Turbine Technologies OOO om den oprindelige leveringsaftale, hvorved bestemmelserne i denne oprindelige leveringsaftale efterfølgende blev tilsidesat. Bedømmelsen af, om der faktisk foreligger en aftalemisligholdelse, skal foretages i henhold til russisk ret. Leveringsaftaleparterne skulle have indbragt sagen for forligsdomstolen i Moskva. Så længe denne forligsdomstol ikke har afgjort sagen, udgør påstanden om aftalemisligholdelse et ikke-tilstrækkeligt solidt faktisk grundlag, og den er ikke egnet som begrundelse for afgørelse 2017/1418 (FUSP).

Overførsel af gasturbiner til Krim

Sagsøgeren bliver foreholdt at være ansvarlig for overførslen af gasturbiner til Krim. De offentliggjorte pressemeddelelser er tvetydige og er støttet på oplysninger fra anonyme kilder. Det påhviler de kompetente EU-myndigheder at godtgøre, at den fremsatte begrundelse er velbegrundet, og ikke [sagsøgeren] at føre et negativt bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet.

Tilsidesættelse af grundlæggende principper i den humanitære folkeret

Rusland er folkeretligt forpligtet til at genoprette og opretholde den offentlige orden på Krim, hvilken i dag også omfatter en sikker og bestandig energiforsyning. Der er i begrundelsen til afgørelse 2017/1418 (FUSP) hverken blevet taget hensyn til det humanitære behov for en sådan energiforsyning eller til bestemmelserne i den humanitære folkeret.

2.

Andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af den i artikel 296, stk. 2, TEUF fastsatte begrundelsespligt

Afgørelse 2017/1418 udgør en tilsidesættelse af den i artikel 296, stk. 2, TEUF fastsatte begrundelsespligt. Den begrundelse, der er anført under nr. 160) i bilaget til afgørelsen, er samlet set vag og ikke tilstrækkeligt detaljeret. Begrundelsen indeholder ikke de konkrete grunde til, at Rådet i forbindelse med udøvelsen af sin skønsbeføjelse besluttede at lade sagsøgeren være omfattet af de restriktive foranstaltninger, og opfylder samlet set derfor ikke den i artikel 296, stk. 2, TEUF fastsatte begrundelsespligt.

3.

Tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse

Idet Rådet ikke har iagttaget den i artikel 296, stk. 2, TEUF fastsatte begrundelsespligt, har det tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, da det som følge af manglende kendskab til de væsentlige grunde til at opføre sagsøgeren på den omtvistede liste ikke var muligt for denne at varetage sit forsvar bedst muligt.


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2017/1418 af 4.8.2017 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2017, L 203I, s. 5).

(2)  Rådets forordning (EU) nr. 1351/2014 af 18.12.2014 om ændring af forordning (EU) nr. 692/2014 om restriktive foranstaltninger som reaktion på den ulovlige annektering af Krim og Sevastopol (EUT 2014, L 365, s. 46).