11.12.2017

Den Europæiske Unions Tidende

C 424/42

Sag anlagt den 28. september 2017 — Vallina Fonseca mod SRB

(Sag T-659/17)

(2017/C 424/61)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: José Antonio Vallina Fonseca (Madrid, Spanien) (ved advokaterne R. Vallina Hoset og A. Sellés Marco)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Den Fælles Afviklingsinstans har pådraget sig et ansvar uden for kontraktforhold, og pålægges at betale erstatning for den skade, som José Antonio Vallina Fonseca har lidt som følge af SRB’s handlinger og undladelser, som har frataget ham de obligationer og værdipapirer, som han ejede i BANCO POPULAR ESPAÑOL S.A.

—	SRB tilpligtes at betale sagsøgeren 50 000 000 EUR i erstatning for det lidte tab (»det udestående beløb«).

—	Det udestående beløb forhøjes med udligningsrenter fra den 7. juni 2017 til afsigelsen af dommen i nærværende sag.

—	Det udestående beløb forhøjes med morarenter regnet fra afsigelsen af den pågældende dom til fuld betaling af det udestående beløb, til den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for primære refinansieringsoperationer, forhøjet med 2 %.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

Første anbringende, hvorved det gøres gældende, at afgørelse SRB/EES/2017/08 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 7. juni 2017 vedrørende en afviklingsordning for Banco Popular Español S.A. tilsidesætter princippet om nemo auditur turpitudinem oporpiam allegans og artikel 88 i forordning nr. 806/2014, for så vidt som SRB har vedtaget en bebyrdende retsakt over for Banco Popular og dennes aktionærer på grund af en krise, som SRB selv har udløst.

2.	Andet anbringende, hvorved det gøres gældende, at SRB ved at vedtage afgørelsen om afvikling har tilsidesat sin pligt til at udvise omhu, princippet om god forvaltning, artikel 296 TEUF, princippet om forbud mod vilkårlighed og princippet om nemo auditur turpitudinem suam allegans.

3.	Tredje anbringende, hvorved det gøres gældende, at artikel 17 og 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er blevet tilsidesat, for så vidt som sagsøgeren har måttet give afkald på sin ejendom uden at være blevet hørt forudgående eller efterfølgende.

Fjerde anbringende, hvorved det gøres gældende, at artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 54 i traktaten om Den Europæiske Union er blevet tilsidesat, for så vidt som sagsøgeren er blevet frataget sin ejendom, på trods af at der var andre mindre restriktive foranstaltninger til rådighed.