7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/31


Sag anlagt den 25. maj 2017 — European Dynamics Luxembourg og Evropaïki Dynamiki mod Den Europæiske Investeringsfond

(Sag T-320/17)

(2017/C 256/37)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: European Dynamics Luxembourg SA (Luxembourg, Luxembourg) og Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (Athen, Grækenland) (ved advokaterne M. Sfyri og C-N. Dede)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsfond (EIF)

Sagsøgernes påstande

Den Europæiske Investeringsfonds tildelingsafgørelse, der blev meddelt sagsøgerne den 16. marts 2017, om bud, som sagsøgerne havde afgivet i forbindelse med en åben udbudsprocedure (reference 2016-MIBO_IPA_PPI-002), hvorved de blev meddelt, at deres bud ikke var blevet klassificeret som det økonomisk mest fordelagtige bud, annulleres.

Den Europæiske Investeringsfond tilpligtes at betale sagsøgerne ikkekompenserende erstatning (exemplary damages) på 100 000 EUR (ethundredetusinde euro).

Den Europæiske Investeringsfond tilpligtes at betale sagsøgernes sagsomkostninger og andre udgifter i forbindelse med dette søgsmål, selv hvis der ikke gives sagsøgerne medhold i søgsmålet.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat et enkelt anbringende om, at Den Europæiske Investeringsfond har tilsidesat EU-retten på området for offentlige udbud, principperne om gennemsigtighed, bestemmelserne i direktiverne om offentlige udbud og Den Europæiske Investeringsfonds retningslinjer, idet den undlod at oplyse sagsøgerne om de point, som det valgte bud havde opnået ved hvert tildelingskriterium, eller om en detaljeret analyse af de stærke og svage punkter ved sagsøgernes bud sammenholdt med det valgte buds. Sagsøgerne har gjort gældende, at Den Europæiske Investeringsfond har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik, idet den hindrede sagsøgerne i at udøve deres ret til at få prøvet den anfægtede afgørelse ved hjælp af effektive retsmidler.