27.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/25


Sag anlagt den 13. februar 2017 — Spanien mod Kommissionen

(Sag T-88/17)

(2017/C 095/33)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Spanien (ved M. Sampol Pucurull og M. García-Valdecasas Dorrego, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/2113 af 30. november 2016 om afslutning af regnskaberne for medlemsstaternes betalingsorganer vedrørende de udgifter, der finansieres af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), for regnskabsåret 2015 i det seneste regnskabsår under ELFUL-programperioden 2007-2013 (16. oktober 2014-31. december 2015), hvorved 5 364 682,12 EUR ikke tilbagebetales, annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 69 i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2005, L 277, s. 1), som ændret ved Rådets forordning nr. 473/2009 af 25. maj 2009 (EUT 2009, L 144, s. 3), idet den ikke giver mulighed for fradrag af et beløb på 5 364 682,52 EUR (ikke genanvendelige beløb) ved afslutning af regnskaberne for de udgifter, der finansieres af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) i det seneste regnskabsår under ELFUL-programperioden 2007-2013.

2.

Andet anbringende, der er fremsat subsidiært, såfremt Retten måtte finde, at artikel 69 i forordning (EF) nr. 1698/2005, om, at Kommissionens adfærd er en vilkårlig handling, som overskrider grænserne for dens skøn, og som ligeledes udgør en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.