1

Artikel 72 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) bestemmer:

»1.   I sygdomstilfælde garanteres der tjenestemanden, hans ægtefælle, når denne ikke er berettiget til ydelser af samme art og størrelse i henhold til enhver anden lovmæssig eller administrativ bestemmelse, hans børn og andre personer, over for hvem han har forsørgerpligt i henhold til [vedtægtens] artikel 2 i bilag VII, godtgørelse af udgifter på indtil 80% i henhold til en af hver institutions ansættelsesmyndighed efter fælles aftale og efter udtalelse fra vedtægtsudvalget vedtaget ordning. Satsen forhøjes til 85% for følgende ydelser: konsultationer og besøg, kirurgiske indgreb, hospitalsindlæggelse, farmaceutiske produkter, radiologi, analyser, laboratoriebehandling[er] og proteser i henhold til lægerecept, bortset fra tandproteser. Den forhøjes til 100% i tilfælde af tuberkulose, polio, kræft, sindssygdom og andre sygdomme, der af ansættelsesmyndigheden anses for at være af ligeså alvorlig karakter, samt for forebyggende undersøgelser og ved fødsler. Godtgørelserne på 100% gælder dog ikke i tilfælde af erhvervssygdomme eller ulykker, i forbindelse med hvilke [vedtægtens] artikel 73 har fundet anvendelse.

[…]

2.   Den tjenestemand, der er forblevet i Unionens tjeneste indtil den pensionsberettigende alder, eller som modtager invaliditetsydelse, omfattes efter fratræden af tjenesten ligeledes af bestemmelserne i stk. 1. Bidragets størrelse udregnes på grundlag af pensionen eller ydelsen.

[…]«

2

Med henblik på at fastlægge betingelserne for, at vedtægtens artikel 72 finder anvendelse, har institutionerne vedtaget en fælles ordning vedrørende sygesikring for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »den fælles ordning«).

3

Den fælles ordnings artikel 1 opretter en sygeforsikringsordning, som er fælles for EU-institutionerne (herefter »den fælles sygeforsikringsordning«).

4

Den fælles ordnings artikel 2, der har overskriften »Tilsluttede«, bestemmer i stk. 3:

»Tilsluttede ordningen [den fælles sygeforsikringsordning] er:

[…]«

5

Den fælles ordnings artikel 39, stk. 2, litra e), bestemmer, at hovedkontoret har til opgave »sammen med afregningskontorerne i muligt omfang med repræsentanter for lægekorpset og/eller relevante myndigheder, sammenslutninger og institutioner at forhandle aftaler om fastsættelse af gældende satser for de berettigede under hensyntagen til lokale forhold og til allerede bestående tariffer, såvel på læge- som på hospitalsområdet«.

6

Den 18. november 1996 indgik dels De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) ved Europa-Kommissionens generaldirektør for Personale og Administration, dels Entente des hôpitaux luxembourgeois (sammenslutningen af luxembourgske hospitaler) og Storhertugdømmet Luxembourg en aftale om tariffer for hospitalsydelser til personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning og EIB’s sygekasse, hvilken aftale blev ændret den 26. oktober 1999 (herefter »aftalen af 1996«).

7

Kommissionen indgik denne aftale i henhold til den fælles ordnings artikel 39, stk. 2, litra e).

8

Aftalen af 1996 fastsætter i henhold til sin præambel en ordning for tariffer for hospitalsydelser, der er ydet i Luxembourg. Den nævnte præambels stk. 2 bestemmer bl.a., at tarifferne fastsættes på grundlag af nettoomkostningerne og under hensyntagen til de i den luxembourgske ordning fastsatte arbejdsenheder, som det er foreskrevet i aftalen indgået mellem sammenslutningen af luxembourgske hospitaler og Union des caisses de maladie luxembourgeoise (sammenslutning af luxembourgske sygekasser, herefter »UCM«) (der er blevet til aftalen mellem den nationale luxembourgske sundhedskasse (herefter »CNS«) og føderationen af luxembourgske hospitaler (FHL) (herefter »CNS-FHL-aftalen«)).

9

Artikel 1 i aftalen af 1996 fastlægger aftalens personelle anvendelsesområde, idet den præciserer, at tariferingsordningen gælder for alle, der er berettigede til hospitalsydelser henhørende under den fælles sygeforsikringsordning.

10

Artikel 2 i aftalen af 1996 fastsætter de nærmere regler for betaling. Navnlig indfører stk. 1 det generelle princip om betalende tredjemand for så vidt angår enhver stationær behandling uden begrænsning med hensyn til opholdets varighed. Stk. 2 fastsætter de nærmere regler for hospitalers fremlæggelse af regninger for den fælles sygeforsikringsordning.

11

Artikel 3 i aftalen af 1996 fastsætter tarifstrukturen, idet den i stk. 1 bestemmer, at fakturering sker i overensstemmelse med de arbejdsenheder, som er skabt i medfør af CNS-FHL-aftalens bestemmelser. I medfør af artiklens stk. 2 følger disse arbejdsenheders årlige tariffer af budgetter forhandlet mellem de forskellige hospitaler og UCM (der er blevet til CNS) og er således forhøjet med den ensartede justeringskoefficient på 15%.

12

Artikel 4 i aftalen af 1996 bestemmer, at der skal oprettes en teknisk kommission, og artikel 5 bestemmer, at der skal udarbejdes en tarifstruktur og sendes meddelelse om disse tariffer.

13

I henhold til artikel 6 i aftalen af 1996 trådte denne aftale i kraft pr. 1. januar 1996. Det er endvidere angivet, at parterne stiltiende forlænger aftalen for et år ad gangen, hvis ingen af parterne ved anbefalet brev mindst to måneder før aftalens udløb den 31. december har opsagt denne.

14

Sagsøgeren, Francis Wattiau, der er belgisk statsborger, tidligere tjenestemand ved Europa-Parlamentet og nu på pension, er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning.

15

Mellem den 1. og den 11. marts 2016 modtog sagsøgeren ni trykkammerbehandlinger på Centre hospitalier Emile Mayrisch (herefter »CHEM«), der er beliggende i Esch-sur-Alzette (Luxembourg).

16

Den 17. marts 2016 sendte den lægepraksis, der er oprettet på CHEM, en første regning på 815,40 EUR for de ni seancer til sagsøgeren. Den 30. maj 2016 sendte CHEM sagsøgeren endnu en regning, der denne gang var på 5620,10 EUR for ni seancer til 568,90 EUR pr. seance og 500 EUR for to audiometritest.

17

Den 13. juni 2016 skrev sagsøgeren til CHEM og anfægtede beløbet i den anden regning.

18

Ved e-mail af samme dato til chefen for afregningskontoret for den fælles sygeforsikringsordning i Luxembourg (herefter »afregningskontoret«) anmodede sagsøgeren denne om at meddele CHEM, »at man ville nægte at acceptere en dobbeltregning«, som han fandt »helt uden for normerne«.

19

Ved e-mails af 7. og 20. juli 2016 svarede Kontoret for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) i det væsentlige sagsøgeren, at den anden regning, som var udfærdiget af CHEM, var i overensstemmelse med aftalen af 1996.

20

Ved skrivelse af 28. november 2016 besvarede CHEM’s juridiske afdeling sagsøgerens skrivelse af 13. juni 2016 og fremhævede, at de omhandlede regninger var udfærdiget på grundlag af en tariftabel, der årligt blev revideret efter aftale med den fælles sygeforsikringsordning, nemlig tabellen »den fælles sygeforsikringsordnings tariffer for 2016«, som finder anvendelse på tjenestemænd ved EU’s institutioner.

21

Den 16. december 2016 sendte sagsøgeren en skrivelse til CHEM’s administrative og økonomiske direktør, hvori han klagede over en forskelsbehandling mellem ham og en person, der er tilsluttet CNS. Sagsøgeren påpegede desuden, at den ordning med tredjemandsbetaling, som var blevet indført ved aftalen af 1996, indebar, at de for høje tariffer, som den fælles sygeforsikringsordning havde accepteret, skulle faktureres denne ordning direkte, uden at patienten skulle betale hele det omhandlede beløb. Endelig fremhævede sagsøgeren, at den fælles sygeforsikringsordning ikke havde nogen oplysninger, der gjorde det muligt at forklare, at de fakturerede beløb i denne sag var så store. Sagsøgeren anmodede således CHEM’s administrative og økonomiske direktør om at kontakte den fælles sygeforsikringsordning for generelt at genindføre tredjemandsbetaling og for at fakturere sygeforsikringsordningen den del af de omhandlede regninger, der udgjorde en overfakturering.

22

Ved e-mail af 11. januar 2017 oplyste PMO, at afregningskontoret efter aftale med sagsøgeren kunne acceptere at betale 85% af det beløb, som de omhandlede regninger lød på. I praksis indebar dette, at afregningskontoret i første omgang betalte det fulde beløb på 5620,10 EUR, som CHEM’s anden regning lød på.

23

Ved e-mail af 12. januar 2017 accepterede sagsøgeren dette forslag samtidig med, at han anfægtede berettigelsen af den af CHEM anvendte tarifpraksis.

24

Ved e-mail af 17. januar 2017 informerede afregningskontoret i Luxembourg sagsøgeren om, at aftalen af 1996 i denne sag havde været anvendt korrekt, og at 15% af det samlede beløb af de omhandlede regninger skulle betales af sagsøgeren. Ved skrivelse dateret samme dag tilkendegav chefen for afregningskontoret, at det ville betale et beløb på 5620,10 EUR for sagsøgeren for de omhandlede ydelser, og at sagsøgeren ville modtage en detaljeret opgørelse over den del af udgifterne, han selv skulle afholde.

25

Ved e-mail af 20. januar 2017 meddelte sagsøgeren afregningskontoret, at han ville anfægte det forhold, at han selv skulle betale 15% af det samlede beløb af de omhandlede regninger.

26

Den 25. januar 2017 modtog sagsøgeren beregning nr. 244, hvorefter afregningskontoret pålagde sagsøgeren at betale 15% af de 5620,10 EUR fra CHEM’s anden regning, nemlig 843,01 EUR (herefter »den anfægtede afgørelse«).

27

Ved skrivelse af 17. april 2017 indbragte sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over den anfægtede afgørelse og krævede en godtgørelse på 843,01 EUR. Til støtte for denne klage gjorde sagsøgeren gældende, at regningerne udfærdiget af CHEM udgjorde en overfakturering, eftersom de omhandlede ydelser blev faktureret med et beløb, der var 8,37 gange højere end det, der ville blive faktureret en person tilsluttet den nationale sundhedsordning. Sagsøgeren påberåbte sig en tilsidesættelse af EU-retten og af de regler, der følger af retspraksis.

28

Ved afgørelse af 2. august 2017 afslog Parlamentets generalsekretær i sin egenskab af ansættelsesmyndighed sagsøgerens klage (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«).

29

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. november 2017 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.

30

Den 30. januar 2018 har Parlamentet indleveret svarskrift.

31

Ved skrivelse fra Justitskontoret af 22. februar 2018 har Retten meddelt parterne fristen for sagsøgerens indgivelse af replik. Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 4. april 2018 har sagsøgeren informeret Retten om, at han giver afkald på at indgive replik.

32

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 19. marts 2018 har Association des seniors de la fonction publique européenne (SFPE) anmodet om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for sagsøgerens påstande.

33

Ved kendelse af 5. juni 2018 har formanden for Rettens Niende Afdeling tilladt denne intervention. Der er ikke indgivet anmodning om fortrolig behandling af sagens akter.

34

Intervenienten har indleveret interventionsindlæg den 17. juli 2018. Ved skrivelse af 6. august 2018 har Parlamentet oplyst, »at det [forbeholder] sig retten til at svare på samtlige af sagsøgerens og intervenient[ens] materielle argumenter i en duplik«. Ved skrivelse af 7. august 2018 har sagsøgeren indgivet sine bemærkninger til det nævnte interventionsindlæg. Ved skrivelse af 22. august 2018 har Parlamentet informeret Retten om, at det ikke ønsker, at der afholdes retsmøde.

35

Ved skrivelser fra Rettens Justitskontor af 27. september 2018 har Retten i medfør af artikel 24, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og Rettens procesreglements artikel 89, stk. 3, litra c), opfordret Storhertugdømmet Luxembourg og Kommissionen til skriftligt at svare på spørgsmål vedrørende aftalen af 1996 og vedrørende de af de luxembourgske myndigheder fastsatte hospitalstariffer.

36

Den 31. oktober 2018 har Storhertugdømmet Luxembourg og Kommissionen besvaret de nævnte spørgsmål.

37

Ved skrivelser af 7. og 17. december 2018 har Parlamentet og intervenienten meddelt Retten, at de ikke ønsker at fremsætte bemærkninger til de pågældende svar. Ved skrivelse af 17. december 2018 har sagsøgeren fremsat sine bemærkninger til svarene fra Storhertugdømmet Luxembourg og Kommissionen.

38

Retten (Niende Afdeling) har i medfør af procesreglementets artikel 106, stk. 3, besluttet at træffe afgørelse i sagen, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del.

39

Sagsøgeren har med støtte fra intervenienten nedlagt følgende påstande for Retten:

40

Parlamentet har nedlagt følgende påstande for Retten:

41

Hvad angår søgsmålets genstand bemærkes det, at den anfægtede afgørelse er en beregning, ved hvilken afregningskontoret anmoder sagsøgeren om en godtgørelse på 843,01 EUR. Dette beløb svarer til 15% af beløbet på 5620,10 EUR i den anden regning, som den fælles sygeforsikringsordning har betalt. Denne anden regning på 5620,10 EUR omfatter et beløb på 500 EUR for de to audiometritest og et beløb på 5120,10 EUR for ni trykkammerbehandlinger, hvilket svarer til 568,90 EUR pr. seance. Det følger af stævningen, at sagsøgers anfægtelse kun vedrører den anden regning på 5620,10 EUR, som den fælles sygeforsikringsordning har betalt, og hvoraf den kræver betaling af 15%.

42

Ifølge fast retspraksis har påstande om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse om afslag på en klage, retligt den virkning at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen, når de som sådan er uden selvstændigt indhold (jf. dom af 13.7.2018, Curto mod Parlamentet, T-275/17, EU:T:2018:479, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

43

Eftersom afgørelsen om afslag på klagen i den foreliggende sag kun bekræfter den anfægtede afgørelse fra afregningskontoret, hvorved sagsøgeren blev pålagt at betale et beløb på 843,01 EUR, skal det fastslås, at påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på klagen er uden selvstændigt indhold, og at der derfor ikke skal tages særskilt stilling til denne påstand. Dog er det ved undersøgelsen af den anfægtede afgørelses lovlighed nødvendigt at tage den begrundelse, der findes i afgørelsen om afslag på klagen, i betragtning, idet denne begrundelse skal stemme overens med den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 9.12.2009, Kommissionen mod Birkhoff, T-377/08 P, EU:T:2009:485, præmis 58 og 59 og den deri nævnte retspraksis).

44

Til støtte for påstandene om annullation af den anfægtede afgørelse har sagsøgeren fremsat en ulovlighedsindsigelse for så vidt angår aftalen af 1996 støttet på to anbringender. Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet samt artikel 12 og 14 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (EUT 2010, C 83, s. 266, herefter »protokollen«). Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning.

45

Til støtte for det første anbringende har sagsøgeren påberåbt sig en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Sagsøgeren har gjort gældende, at aftalen af 1996 gør det muligt for sundhedstjenesteydere systematisk at anvende højere tariffer for personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, end de tariffer, der gælder for personer tilsluttet den nationale ordning for sundhedssikkerhed, nemlig den luxembourgske caisse nationale de santé (den nationale sundhedskasse, herefter »CNS«), selv om disse to kategorier af tilsluttede modtager den samme sundhedsydelse. Imidlertid medfører en sådan forskellig behandling en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er forbudt i henhold til artikel 18 TEUF. Sagsøgeren har yderligere gjort gældende, at selv om formålet med aftalen af 1996 er at kompensere for det forhold, at personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, ikke betaler national skat i Luxembourg, er denne i strid med protokollens artikel 12 og 14.

46

Parlamentet har indledningsvis fremhævet, at indgåelsen af aftalen af 1996 er baseret på den fælles ordnings artikel 39, stk. 2, litra e). Det følger af denne bestemmelse, at den fælles sygeforsikringsordnings hovedkontor, som er oprettet ved ordningens artikel 1 og tilknyttet Kommissionen, og afregningskontorerne så vidt muligt med repræsentanter for lægekorpset eller relevante myndigheder, sammenslutninger og institutioner skal forhandle aftaler om satser for personer tilnyttet den fælles sygeforsikringsordning. Ifølge Parlamentet skal hovedkontoret tage hensyn til lokale forhold og allerede bestående tariffer såvel på læge- som på hospitalsområdet og i muligt omfang med medlemsstaternes primære ordninger forhandle generelle aftaler, der tager sigte på at forenkle de anvendelige procedurer for de personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning. Således har Kommissionen i denne sag gjort brug af sine skønsmæssige beføjelser, idet den har indgået aftalen af 1996 for – efter aftale med de luxembourgske myndigheder – at nå frem til et loft over de tariffer, som de pågældende myndigheder anvender.

47

Hvad angår for det første en påstået forskelsbehandling mellem personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, og »andre bosiddende [i] Luxembourg« er Parlamentet af den opfattelse, at personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, og personer, der er tilsluttet CNS, henhører under to forskellige kategorier af social sikring og ikke befinder sig i sammenlignelige situationer.

48

Hvad angår dommen af 3. oktober 2000, Ferlini (C-411/98, EU:C:2000:530), som sagsøgeren har påberåbt sig, har Parlamentet fremhævet, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for denne dom, fandt sted forud for indgåelsen af aftalen af 1996. Således har Domstolen besvaret det præjudicielle spørgsmål med, at det for så vidt angår lægehjælp og hospitalsydelser til tjenestemænd i Unionen var en gruppe tjenesteyderes ensidige anvendelse af højere tariffer end de tariffer, der er anvendelige på bosiddende, som er tilsluttet den nationale ordning for social sikring, som udgjorde en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Imidlertid er de i denne sag omhandlede tariffer ikke anvendt ensidigt, men under anvendelse af en aftale forhandlet mellem Kommissionen og de luxembourgske myndigheder i henhold til den fælles ordnings artikel 39.

49

Selv hvis der er tale om en forskelsbehandling, som er forbudt i henhold til EUF-traktaten, er forhøjelsen af de omhandlede tariffer, som sundhedsydelser er underkastet, ifølge Parlamentet begrundet i et legitimt formål. Det fremgår af en skrivelse fra kommissæren for budget og menneskelige ressourcer af 26. november 2015, at indgåelsen af aftalen af 1996 har gjort det muligt at indføre loft over udgifter til hospitalsindlæggelse for personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, hvilket har gjort, at man har undgået endnu højere tariffer end dem, der »for tiden« anvendes.

50

Således har sagsøgeren ikke i tilstrækkeligt omfang godtgjort, at ligebehandlingsprincippet er tilsidesat.

51

Hvad for det andet angår sagsøgerens argument vedrørende tilsidesættelse af protokollens artikel 12 og 14 og navnlig det argument, hvorefter differentieringen af de omhandlede tariffer skulle være begrundet i det forhold, at personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, ikke betaler hverken skat eller bidrag til den luxembourgske ordning for social sikring, har Parlamentet fremhævet, at aftalen af 1996 ikke indeholder en sådan begrundelse.

52

Parlamentet har tilføjet, at det ganske vist fremgår af skrivelsen fra kommissæren for budget og menneskelige ressourcer af 26. november 2015, at aftalen af 1996 i et vist omfang kan accepteres, eftersom dette pristillæg svarer til det offentlige bidrag fra de luxembourgske myndigheder til finansiering af hospitaler. Dog har Parlamentet bemærket, at det også fremgår af denne skrivelse, at indførelsen af tariflofter var en lige så vigtig grund til at indgå aftalen af 1996. Således er der intet, der understøtter sagsøgerens argument, hvorefter aftalen af 1996 hovedsageligt tjener til at kompensere de manglende bidrag til den luxembourgske sociale sikringsordning fra de personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning.

53

Parlamentet er desuden af den opfattelse, at omstændighederne i den sag, der gav anledning til dom af 10. maj 2017, de Lobkowicz (C-690/15, EU:C:2017:355), som sagsøgeren har henvist til, er meget forskellige fra de i nærværende sag foreliggende. Det fremgår nemlig af denne doms præmis 48, at tilsidesættelsen af EU-retten skyldtes, at de indtægter af fast ejendom, som Wenceslas de Lobkowicz, tjenestemand i EU og tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, oppebar, var pålagt visse opkrævninger og bidrag, der direkte og specifikt skulle anvendes til finansiering af visse af den franske ordnings sociale sikringsgrene, som han ikke var tilsluttet. I denne sag er det – eftersom aftalen af 1996 indfører et tarifloft for medlemmer af FHL – unøjagtigt at sammenligne denne aftale med en sådan national ordning.

54

Det følger heraf, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at protokollens artikel 12 og 14 er tilsidesat.

55

Indledningsvis skal det fremhæves, at det følger af artikel 277 TEUF, at hver part i en retstvist, der angår en almengyldig retsakt vedtaget af en institution, et organ, et kontor eller et agentur under Unionen – uanset udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF – for Den Europæiske Unions Domstol kan påberåbe sig de i artikel 263, stk. 2, TEUF nævnte grunde og gøre gældende, at retsakten ikke kan finde anvendelse.

56

I henhold til fast retspraksis kan en ulovlighedsindsigelse, der er fremsat subsidiært i medfør af artikel 277 TEUF – når en tredje retsakts lovlighed i hovedsagen anfægtes – kun antages til realitetsbehandling, når der er en sammenhæng mellem denne retsakt og den bestemmelse, hvis ulovlighed påberåbes. For så vidt som artikel 277 TEUF ikke har til formål at gøre det muligt for en part at anfægte anvendeligheden af en generel retsakt, uanset hvilket søgsmål der anlægges, skal ulovlighedsindsigelsens rækkevidde begrænses til det, der er absolut nødvendigt for at afgøre tvisten (jf. dom af 12.6.2015, Health Food Manufactures’ Association m.fl. mod Kommissionen, T-296/12, EU:T:2015:375, præmis 170 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at den generelle retsakt, hvis ulovlighed påberåbes, skal finde direkte eller indirekte anvendelse på den sag, der er genstand for søgsmålet, og at der skal være en direkte retlig sammenhæng mellem den anfægtede individuelle afgørelse og den omhandlede generelle retsakt (dom af 15.3.2017, Fernández González mod Kommissionen, T-455/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:169, præmis 34, og af 22.11.2017, von Blumenthal m.fl. mod EIB, T-558/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:827, præmis 71).

57

I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at artikel 277 TEUF må fortolkes tilstrækkelig vidt, således at der sikres en effektiv legalitetskontrol af institutionernes generelle retsakter til gunst for de personer, der er udelukket fra at anlægge direkte søgsmål til prøvelse af sådanne retsakter (jf. i denne retning dom af 26.10.1993, Reinarz mod Kommissionen, T-6/92 og T-52/92, EU:T:1993:89, præmis 56, og af 21.10.2010, Agapiou Joséphidès mod Kommissionen og EACEA, T-439/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2010:442 præmis 50). Artikel 277 TEUF’s anvendelsesområde skal således endvidere udstrækkes til at omfatte de af institutionernes retsakter, der har været af relevans for vedtagelsen af den afgørelse, som er genstand for annullationssøgsmålet (dom af 4.3.1998, De Abreu mod Domstolen, T-146/96, EU:T:1998:50, præmis 27, og af 2.10.2001, Martinez m.fl. mod Parlamentet, T-222/99, T-327/99 og T-329/99, EU:T:2001:242, præmis 135), således at den nævnte afgørelse i det væsentlige hviler på disse (dom af 12.6.2015, Health Food Manufactures’ Association m.fl. mod Kommissionen, T-296/12, EU:T:2015:375, præmis 172), selv om disse retsakter ikke formelt udgør retsgrundlaget (dom af 2.10.2001, Martinez m.fl. mod Parlamentet, T-222/99, T-327/99 og T-329/99, EU:T:2001:242, præmis 135, af 20.11.2007, Ianniello mod Kommissionen, T-308/04, EU:T:2007:347, præmis 33, og af 2.10.2014, Spraylat mod ECHA, T-177/12, EU:T:2014:849, præmis 25).

58

For det første bemærkes, at hvad i denne sag angår arten af den retsakt, hvis ulovlighed påberåbes, må det konstateres, at denne retsakt ikke er ensidigt vedtaget af en EU-institution. Aftalen af 1996 blev indgået af de i punkt 6 ovenfor nævnte parter og er således ikke vedtaget alene af Kommissionen som repræsentant for EU og EIB. Dog er indgåelse af aftalen af 1996 sket i henhold til den fælles ordnings artikel 39, stk. 2, litra e), som vedtægtens artikel 72 henviser til. Aftalen af 1996 tager sigte på at vedtage en ordning for tariffer, som finder anvendelse på berettigede i henhold til den fælles sygeforsikringsordning og EIB’s sygekasse. Indgåelsen af aftalen af 1996 er således sket med det formål – på Storhertugdømmet Luxembourgs område – at gennemføre de nærmere regler om tariffer for udgifter afholdt som følge af sygdom, ulykke eller fødsel vedrørende berettigede i henhold til den fælles sygeforsikringsordning og EIB’s sygekasse, som EU skal sikre godtgørelse i henhold til princippet om social sikring, der er fastsat i vedtægtens artikel 72. Således bidrager aftalen af 1996, der er indgået i denne sammenhæng, til gennemførelsen af dette princip. Med henblik herpå er aftalen af 1996 konkretiseringen af en forpligtelse mellem EU-institutionerne, Storhertugdømmet Luxembourg og en sammenslutning, der repræsenterer denne stats hospitaler, vedrørende godtgørelse af de ovennævnte udgifter til sygdom, ulykke eller fødsel. Det kan således fastslås, at aftalen af 1996 derfor kan sidestilles med en retsakt vedtaget af en EU-institution som omhandlet i artikel 277 TEUF (jf. i denne retning og analogt dom af 13.6.2017, Florescu m.fl., C-258/14, EU:C:2017:448, præmis 29-36).

59

Desuden er det for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt aftalen af 1996 er en almengyldig retsakt, tilstrækkeligt at konstatere, at bestemmelserne i aftalen af 1996, der fastsætter de nærmere regler for de tariffer, der anvendes af de luxembourgske sundhedstjenesteydere i forhold til personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, er almengyldige, eftersom de finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har bindende retsvirkninger for en generelt og abstrakt angivet kreds af personer (jf. analogt dom af 21.10.2010, Agapiou Joséphidès mod Kommissionen og EACEA, T-439/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2010:442, præmis 53). Heraf følger, at sagsøgeren i henhold til artikel 277 TEUF kan gøre gældende, at aftalen af 1996 ikke kan finde anvendelse.

60

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt der er en direkte retlig sammenhæng mellem den anfægtede individuelle afgørelse og aftalen af 1996, som er den omhandlede generelle retsakt, må det fastlægges, hvilket retsgrundlag afregningskontoret besluttede at støtte den anfægtede afgørelse på. I denne henseende kræver afregningskontoret ved den anfægtede afgørelse betaling af 15% af beløbet i den anden regning, som er på 5620,10 EUR. Som det fremgår af punkt 41 ovenfor, anfægter sagsøgeren kun den anden regning på 5620,10 EUR, som den fælles sygeforsikringsordning har betalt. Denne regning omfatter et beløb på 500 EUR for audiometritest og et beløb på 5120,10 EUR for de ni trykkammerbehandlinger, hvilket svarer til en tarif på 568,90 EUR pr. seance. Hvad navnlig angår tariffen på 568,90 EUR pr. seance fremgår det af sagen, at denne følger af tariftabellen »den fælles sygeforsikringsordnings tariffer for 2016«, som er fastsat af CNS. Denne tariftabel revideres årligt og tilpasses i henhold til aftalen af 1996. Det må derfor lægges til grund, at der er en direkte retlig sammenhæng mellem beløbet på 5120,10 EUR i den anfægtede afgørelse og den i henhold til aftalen af 1996 fastsatte tariftabel.

61

Det følger af det ovenstående, at den ulovlighedsindsigelse, der er fremsat af sagsøgeren, kan antages til realitetsbehandling.

62

Hvad angår spørgsmålet om, hvilken traktatbestemmelse der finder anvendelse på den hævdede forskelsbehandling, bemærkes det, at ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende princip i EU-retten, som er foreskrevet i artikel 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i chartrets artikel 21, stk. 2, er et særligt udtryk herfor (jf. analogt dom af 5.7.2017, Fries, C-190/16, EU:C:2017:513, præmis 29). EU-institutionerne har pligt til at respektere dette princip som en højere EU-retsregel, der beskytter privatpersoner (dom af 7.10.2015, Accorinti m.fl. mod ECB, T-79/13, EU:T:2015:756, præmis 87, og af 24.1.2017, Nausicaa Anadyomène og Banque d’escompte mod ECB, T-749/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:21, præmis 110).

63

Ifølge forklaringerne til chartret »svarer« artikel 21, stk. 2, »til artikel 18, stk. 1, [TEUF] og skal anvendes i overensstemmelse med denne artikel«. Det fremgår endvidere af chartrets artikel 52, stk. 2, at de rettigheder, der anerkendes i chartret, og for hvilke der er fastlagt bestemmelser i traktaterne, udøves på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastlagt ved disse sidstnævnte. Det følger heraf, at chartrets artikel 21, stk. 2, skal fortolkes således, at det har den samme rækkevidde som artikel 18, stk. 1, TEUF (dom af 20.11.2017, Petrov m.fl. mod Parlamentet, T-452/15, EU:T:2017:822, præmis 39).

64

Derfor skal den hævdede forskelsbehandling behandles i lyset af artikel 18, stk. 1, TEUF.

65

Det bemærkes, at ligebehandlingsprincippet på grundlag af nationalitet ifølge fast retspraksis kræver, at sammenlignelige situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (jf. dom af 14.12.2004, Swedish Match, C-210/03, EU:C:2004:802, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

66

Situationers sammenlignelighed skal vurderes i lyset af indholdet af og formålet med den EU-retsakt, der indfører den pågældende sondring (dom af 1.3.2011, Association belge des Consommateurs Test-Achats m.fl., C-236/09, EU:C:2011:100, præmis 29).

67

I denne henseende har sagsøgeren gjort gældende, at Parlamentet har tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, eftersom de tariffer, der anvendes for personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, er højere end de tariffer, der er anvendes for personer, der er tilsluttet CNS, i tilfælde, hvor der er tale om den samme sundhedsydelse ydet på samme tid og med det samme lægeudstyr.

68

Parlamentet har derimod fremhævet, at en person, der ikke er tilsluttet CNS, er i en anden situation end en person, der er bosiddende i Luxembourg, og som normalt er tilsluttet CNS’s ordning. Disse henhører således under to forskellige kategorier af social sikring og befinder sig ikke i sammenlignelige situationer.

69

Som Parlamentet har anført, henhører Unionens tjenestemænds retlige situation for så vidt angår deres forpligtelser på området for social sikring i denne sag under EU-retten, henset til deres beskæftigelsesmæssige tilknytning til Unionen (jf. dom af 10.5.2017, de Lobkowicz, C-690/15, EU:C:2017:355, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

70

Med henblik herpå er Unionens tjenestemænd dels omfattet af den sociale sikringsordning, der er fælles for EU’s institutioner, og som i henhold til protokollens artikel 14 er fastsat af Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union ved forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure og efter høring af de berørte institutioner. Denne protokol har den samme retlige værdi som traktaterne (udtalelse 2/13 af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 161, og dom af 10.5.2017, de Lobkowicz, C-690/15, EU:C:2017:355, præmis 40).

71

Domstolen har allerede fastslået, at protokollens artikel 14, der tillægger EU-institutionerne kompetencen til at fastsætte en ordning for sociale ydelser til deres tjenestemænd, anses for at indebære, at medlemsstaterne fratages kompetencen til at forpligte Unionens tjenestemænd til medlemskab af en national social sikringsordning og til at gøre det obligatorisk for disse tjenestemænd at bidrage til finansieringen af en sådan ordning (jf. i denne retning dom af 10.5.2017, de Lobkowicz, C-690/15, EU:C:2017:355, præmis 41).

72

Dels er ordningen for de sociale ydelser, der er nævnt i samme artikel 14, blevet indført ved vedtægten, der i afsnit V med overskriften »Tjenestemandens indtægter og sociale sikring«, navnlig i dette afsnits kapitel 2 og 3 vedrørende social sikring og pensioner, fastsætter de regler, der gælder for tjenestemænd i Unionen (dom af 10.5.2017, de Lobkowicz, C-690/15, EU:C:2017:355, præmis 36 og 37).

73

Desuden har vedtægten, for så vidt som denne er fastlagt ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (vedtægten for tjenestemænd) (EFT 1968 I, s. 30), alle de karakteristika, som er nævnt i artikel 288 TEUF, hvorefter en forordning er almengyldig, er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Heraf følger, at vedtægten ligeledes forpligter medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 20.10.1981, Kommissionen mod Belgien, 137/80, EU:C:1981:237, præmis 7 og 8, af 7.5.1987, Kommissionen mod Belgien, 186/85, EU:C:1987:208, præmis 21, af 4.12.2003, Kristiansen, C-92/02, EU:C:2003:652, præmis 32, og af 4.2.2015, Melchior, C-647/13, EU:C:2015:54, præmis 22).

74

I denne sammenhæng blev den fælles ordning vedtaget af EU-institutionerne ved en fælles aftale i henhold til vedtægtens artikel 72, stk. 1.

75

Navnlig bestemmer den fælles ordnings artikel 39, stk. 2, litra e), at hovedkontoret har til opgave sammen med afregningskontorerne i muligt omfang med repræsentanter for lægekorpset og/eller relevante myndigheder, sammenslutninger og institutioner at forhandle aftaler om fastsættelse af gældende satser for de berettigede under hensyntagen til lokale forhold og til allerede bestående tariffer såvel på læge- som på hospitalsområdet.

76

Det følger heraf, at de tariffer, som luxembourgske sundhedstjenesteydere anvender for personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, følger af aftalen af 1996, som er forhandlet i henhold til den fælles ordnings artikel 39, stk. 2, litra e).

77

Dels bestemmer aftalen af 1996 for så vidt angår den anvendte metode til at fastsætte disse tariffer i præamblens punkt 1, at tarifferne fastsættes på grundlag af arbejdsenheder, der er udvalgt i CNS-FHL-aftalen. Det fremgår af præamblens punkt 2-5, og artikel 3 i aftalen af 1996, at denne arbejdsenheds årlige tariffer fastsættes på grundlag af nettoprisen som fastlagt af UCM (der er blevet til CNS) forhøjet i henhold til en justeringskoefficient på 15%. Som fremhævet af Parlamentet er formålet med aftalen af 1996 at etablere et loft over de tariffer, der anvendes af sundhedstjenesteydere i forhold til personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning.

78

Dels fremgår det af Storhertugdømmet Luxembourgs og Kommissionens forklaringer, at den i nærværende sag omhandlede tariftabel »den fælles sygeforsikringsordnings tariffer for 2016« er et bilag til aftalen af 1996. Med henblik på at fastsætte de takter, der findes i tariftabellen, sondrer CNS mellem variable omkostninger, der fastsættes ved forhandling mellem CNS og FHL for hver funktionelle enhed, og faste omkostninger, som udregnes af CNS selv til brug for den fælles sygeforsikringsordning. På grundlag af tariftabellen kræver hospitalerne betaling fra de personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, ud fra standardtariffer, som tager hensyn til disse variable og faste omkostninger. Dermed forholder det sig, som det følger af punkt 69-76 ovenfor, sådan, at selv om de tariffer, der anvendes i forhold til statsborgere, der er tilsluttet det nationale sociale sikringsordning, følger af en ordning på området for national social sikring, følger de tariffer, der anvendes i forhold til personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, af den tariftabel, der er fastsat af CNS og knyttet som bilag til aftalen af 1996 som beskrevet i punkt 76 ovenfor.

79

Dog modtager de to kategorier af tilsluttede den samme læge- og hospitalsbehandling. I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med statsborgere, som er tilsluttet den nationale sociale sikringsordning. Domstolen har bl.a. præciseret, at det i relation til at kunne fastslå sammenligneligheden af situationerne mellem personer, der er tilsluttet CNS, og personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, er uden relevans, at disse sidstnævnte hverken betaler skat af deres løn til staten eller bidrag til den nationale socialsikringsordning, idet de ikke har krævet sociale sikringsydelser i henhold til den nævnte ordning, men udelukkende rejst krav om anvendelse af de tariffer, der anvendes for læge- og hospitalsbehandling (jf. i denne retning dom af 3.10.2000, Ferlini, C-411/98, EU:C:2000:530, præmis 54-56). Således fandt Domstolen i denne sag, at det relevante kriterium er, hvilken læge- og hospitalsbehandling de to kategorier af tilsluttede har modtaget, således at den omhandlede tjenestemand ved Den Europæiske Union og dennes familiemedlemmer, som var tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med situationen for statsborgere, der er tilsluttet det nationale sociale sikringsordning.

80

Heraf følger, at den mulige eksistens af en aftale som aftalen af 1996 som sådan ikke kan være et afgørende kriterium med hensyn til ensartetheden imellem forholdene for personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, og personer, der er tilsluttet CNS, for så vidt angår princippet om forbud mod forskelsbehandling. Den omstændighed, at de i hovedsagen i den sag, der gav anledning til dom af 3. oktober 2000, Ferlini (C-411/98, EU:C:2000:530), foreliggende omstændigheder fandt sted i den periode, der var gået forud for indgåelsen af aftalen af 1996, og at de i denne sag omhandlede tariffer havde været ensidigt anvendt af en medlemsstat, mens den omhandlede ordning for tarifferne i denne sag følger af en aftale indgået mellem de relevante nationale myndigheder og Kommissionen, ændrer ikke sammenligneligheden af situationerne for personer, der er tilsluttet CNS, og personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, når disse to kategorier af tilsluttede modtager den samme lægehjælp.

81

Dermed er de pågældende to forhold ensartede hvad angår anvendelsen af tariffer for læge- og hospitalsbehandling.

82

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt anvendelsen af forskellige tariffer for personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, og personer, der er tilsluttet CNS, udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, bemærkes det, at en EU-retlig retsforskrift, medmindre den er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til det tilstræbte formål, må anses for at medføre indirekte forskelsbehandling, når den efter selve sin karakter er egnet til i højere grad at berøre statsborgere i andre medlemsstater end medlemsstatens egne statsborgere og dermed risikerer navnlig at stille førstnævnte ringere (jf. analogt dom af 13.4.2010, Bressol m.fl., C-73/08, EU:C:2010:181, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

83

Det er i den foreliggende sag ubestridt, at de tariffer, der finder anvendelse for personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, og som følger af den tariftabel, der er vedtaget på grundlag af aftalen af 1996, er langt højere end de tariffer, der anvendes for personer, som er tilsluttet CNS. Faktisk faktureres en person, der er tilsluttet CNS, og som modtager en trykkammerbehandling, intet beløb i relation til de faste omkostninger forbundet med denne behandling, eftersom disse omkostninger betales af hospitalets samlede budget, uanset hvilken behandling denne tilsluttede modtog. I modsætning hertil vil en person, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, og som modtager den samme behandling, modtage en regning fra hospitalet svarende til beløbet i tariftabellen, som omfatter såvel variable som faste omkostninger. Derfor er der med aftalen af 1996 indført en faktureringsordning, i hvilken en patient, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, skal afholde både de variable omkostninger og de faste omkostninger forbundet med den nævnte behandling, hvorimod de tilsluttede til den nationale sundhedsordning ikke afholder nogen omkostninger i form af fakturering for den samme behandling. En sådan forskel på ordningerne har for så vidt angår trykkammerbehandling den virkning, at tilsluttede til CNS intet skal betale pr. seance, hvorimod en person, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, skal betale et beløb på 568 EUR pr. seance. Således er det beløb, som hospitalet fakturerer en patient, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, langt højere end det beløb, der – for den samme behandling – finder anvendelse for en patient, der er tilsluttet CNS, og hvilket beløb betales i sin helhed af CNS. Desuden fremgår det af det svar, som Kommissionen har givet på Rettens spørgsmål, at udregningen af omkostningerne af ydelserne ikke er baseret på tariffer, der i tilstrækkeligt omfang ligger på niveau med de reelle omkostninger, eller på den reelle lægelige profil for de patienter, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning. Sagsøgeren må således anses for at være genstand for en ufordelagtig behandling i forhold til personer, der er tilsluttet CNS.

84

Det er desuden ikke anfægtet, at de tariffer, der finder anvendelse for personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, er højere end de tariffer, der finder anvendelse for personer, der er tilsluttet CNS, alene af den grund, at de førstnævnte ikke er en del af den nationale ordning for social sikring.

85

Det bemærkes i denne henseende, at langt de fleste luxembourgske statsborgere, der er bosiddende i Luxembourg, er tilsluttet CNS. Derimod er langt de fleste personer, som er tilsluttet Fællesskabernes sygeforsikringsordning, og som modtager sundhedsydelser på det luxembourgske område, statsborgere fra andre medlemsstater (jf. analogt dom af 3.10.2000, Ferlini, C-411/98, EU:C:2000:530, præmis 58).

86

Det må konstateres, at den ved aftalen af 1996 oprettede ordning, hvorefter den fælles sygeforsikringsordning bidrager til de luxembourgske hospitalers samlede budget i form af fakturering, med henblik herpå har etableret et faktureringssystem, hvorefter personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, betaler såvel faste som variable omkostninger ved den omhandlede hospitalsydelse, hvorimod personer, der er tilsluttet CNS, kun betaler variable omkostninger, som dækkes fuldt ud af CNS. Imidlertid har en sådan ordning den virkning, at den tillader luxembourgske tjenesteydere af hospitalsydelser at anvende højere tariffer for personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, end for personer, der er tilsluttet CNS. Ved at indføre den nævnte ordning har Kommissionen således muliggjort en forskelsbehandling på grund af nationalitet til ulempe for personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning. En sådan forskelsbehandling udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, medmindre den er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til det tilstræbte formål.

87

Denne konstatering ændres ikke af Parlamentets anbringende, hvorefter dommen af 3. oktober 2000, Ferlini (C-411/98, EU:C:2000:530), ikke er relevant for afgørelsen af nærværende sag. Ifølge Parlamentet var det – i den sag, der gav anledning til denne dom – for så vidt angår ydelser til personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, en gruppe sundhedstjenesteyderes ensidige anvendelse af højere tariffer end de tariffer, der anvendes vedrørende ydelser til bosiddende, der er tilsluttet den nationale socialsikringsordning, som udgjorde en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, mens tarifferne i denne sag følger af den tariftabel, der er vedtaget på grundlag af aftalen af 1996, som er forhandlet mellem navnlig de luxembourgske myndigheder og Kommissionen i henhold til den fælles ordnings artikel 39, stk. 2, litra e).

88

I denne henseende skal det bemærkes, at Domstolen i præmis 48-50 i dommen af 3. oktober 2000, Ferlini (C-411/98, EU:C:2000:530), præciserede, at de omhandlede tariffer ikke henhører under den nationale lovgivning eller under den sygesikringsordning, som er vedtaget i form af kollektive aftaler, men er ensidigt fastsat af de luxembourgske hospitaler, som er sammensluttet i Entente des hôpitaux luxembourgeois. Domstolen har således på grundlag af sin praksis fastslået, at artikel 18, første afsnit, TEUF også finder anvendelse i tilfælde, hvor en gruppe eller organisation såsom denne sammenslutning har visse beføjelser over for private og kan pålægge disse private vilkår, som skader udøvelsen af de grundlæggende friheder, som er sikret ved EUF-traktaten. Den nævnte præcisering tog således sigte på at godtgøre, at en sundhedstjenesteyders ensidige praksis henhører under artikel 18 TEUF’s anvendelsesområde.

89

Imidlertid kan det forhold, at det i denne sag er en aftale som aftalen af 1996 – og ikke en ensidig anvendelse fra en hospitalstjenesteyder af sundhedstjenester af tariffer i forhold til ydelser til personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning – der ligger til grund for en forskelsbehandling, ikke rejse tvivl om anvendelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Som det følger af punkt 55-64 ovenfor, er artikel 18 TEUF, som knæsætter dette princip, bindende ikke alene for medlemsstaterne, men også for EU-institutionerne, således at indgåelsen af en aftale som aftalen af 1996 ikke kan have den virkning, at EU-institutionerne kan unddrage sig deres forpligtelser i henhold til det nævnte princip.

90

Som Parlamentet ligeledes har gjort gældende, kan Kommissionen ganske vist i medfør af den fælles ordnings artikel 39, stk. 2, litra e), forhandle og indgå en aftale med de nationale myndigheder, der gør det muligt at fastsætte et loft over de anvendte tariffer. Ikke desto mindre forholder det sig således, at Kommissionen i forbindelse med udøvelsen af denne kompetence har pligt til at respektere princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, således at Kommissionen ikke kan indføre en forskelsbehandling, der har den virkning, at personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, stilles ringere i forhold til personer, der er tilsluttet en national ordning for social sikring, medmindre en sådan forskelsbehandling er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til det tilstræbte formål.

91

Parlamentet er af den opfattelse, at forhøjelsen af de omhandlede tariffer – selv hvis den forskellige behandling mellem personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, og personer, der er tilsluttet CNS, udgør en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til traktaten – er begrundet i en legitimt formål. Parlamentet har i denne henseende i punkt 14 og 15 i sit svarskrift påberåbt sig skrivelsen fra kommissæren for budget og menneskelige ressourcer af 26. november 2015, hvorefter indgåelsen af aftalen af 1996 har gjort det muligt at indføre et loft over tarifferne for hospitalsindlæggelse for personer, der er tilsluttet den fælles sygeforsikringsordning, hvilket har gjort, at man har undgået endnu højere tariffer end dem, der »for tiden« anvendes.

92

Som anført i punkt 82 ovenfor udgør en forskellig behandling af sammenlignelige situationer som den ved aftalen af 1996 indførte i denne henseende en indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, hvilket er forbudt, medmindre det er objektivt begrundet.

93

For at være begrundet skal den omhandlede foranstaltning være egnet til at sikre, at det tilstræbte mål nås, og den må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt med henblik på at nå dette mål (jf. dom af 13.4.2010, Bressol m.fl., C-73/08, EU:C:2010:181, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

94

På området for social sikring har Domstolen allerede fastslået, at formålet om at imødegå en risiko for et alvorligt indgreb i en medlemsstats sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt kan udgøre et legitimt formål (jf. i denne retning dom af 10.3.2009, Hartlauer, C-169/07, EU:C:2009:141, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis). Det kan antages, at det samme legitime formål kan finde analog anvendelse på EU’s sociale sikringsordning, nemlig den fælles sygeforsikringsordning. Derfor kan det formål, som Parlamentet har påberåbt sig, og som består i at begrænse den fælles sygeforsikringsordnings omkostninger, som aftalen af 1996 sigter mod, principielt udgøre et legitimt formål.

95

Dog tilkommer det dels en myndighed, som har indført en foranstaltning, der udgør en undtagelse til et EU-retligt princip, i hvert enkelt tilfælde at godtgøre, at den nævnte foranstaltning er egnet til at sikre, at det påberåbte formål nås, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt med henblik på at nå dette formål. De hensyn, der kan påberåbes af en institution, skal derfor ledsages af de nødvendige beviser eller af en analyse af, hvorvidt den restriktive foranstaltning, som institutionen har truffet, er egnet og forholdsmæssig samt af nøjagtige oplysninger, der kan underbygge institutionens argumentation. En sådan analyse skal være objektiv, detaljeret og underbygget med tal og skal ved hjælp af pålidelige, overensstemmende og beviskraftige oplysninger kunne godtgøre, at der rent faktisk foreligger risici for den sociale sikringsordnings ligevægten (jf. i denne retning og analogt dom af 21.1.2016, Kommissionen mod Cypern, C-515/14, EU:C:2016:30, præmis 54).

96

Det må imidlertid konstateres, at en sådan analyse ikke er blevet fremlagt i det foreliggende tilfælde. På dette punkt har Parlamentet i sit svarskrift begrænset sig til generelle bemærkninger uden at fremlægge nøjagtige beviser, der kan underbygge dennes argumentation, hvorefter den omhandlede aftale af 1996 skulle være begrundet i det »legitime formål« at »indføre loft over udgifterne til hospitalsindlæggelse for personer, der er tilsluttede den fælles sygeforsikringsordning«.

97

Dels kan den fælles sygeforsikringsordnings begrænsning af omkostninger ganske vist principielt være et legitimt formål, således som dette fremgår af punkt 94 ovenfor. Det må dog konstateres, at loft over de omhandlede tariffer, som det er tilfældet i aftalen af 1996, og navnlig fastsættelsen af tariffer, der er langt højere end dem, der anvendes i forhold til personer, der er tilsluttet CNS, og som har modtaget den samme sundhedsydelse, ikke kan udgøre en passende foranstaltning, som står i rimeligt forhold til at nå det påberåbte mål.

98

Desuden er det under alle omstændigheder ikke inden for rammerne af nærværende sag blevet gjort gældende for Retten, at den ordning, der følger af aftalen af 1996, opfylder formålet om at imødegå en risiko for et alvorligt indgreb i den luxembourgske sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt. Heraf følger, at intet »legitimt formål« i dette tilfælde begrunder en forskelsbehandling mellem de berettigede i henhold til to ordninger for godtgørelse af ydelser, som den, der følger af den tariftabel, der er knyttet som bilag til aftalen af 1996.

99

Det fremgår af det foregående, at det første anbringende skal tiltrædes. Således skal indsigelsen om, at aftalen af 1996 er ulovlig, tages til følge, uden at det er nødvendigt at behandle det andet anbringende, som sagsøgeren har fremsat, og derfor skal den anfægtede afgørelse annulleres, eftersom denne har anvendt den af afregningskontoret anvendte tariftabel, således som den fremgår af den ved aftalen af 1996 indførte ordning.

100

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Parlamentet har tabt sagen, pålægges det dette at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstande.

101

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 3, bærer intervenienten sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):