1

Sagsøgeren, UG, har med sit søgsmål, der er støttet på artikel 270 TEUF, i det væsentlige nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen af 17. oktober 2016, hvorved Europa-Kommissionen opsagde hendes ansættelse som kontraktansat (herefter »den anfægtede afgørelse«), dels om erstatning for de økonomiske og ikkeøkonomiske skader, som hun hævder at have lidt som følge af denne afgørelse.

[udelades]

20

Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

21

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

22

Sagsøgeren har i sine bemærkninger, der er blevet indgivet efter afsigelsen af appeldommen, gentaget alle de påstande, der fremgik af stævningen, herunder påstandene om erstatning for de økonomiske og ikkeøkonomiske skader, som hun hævder at have lidt, samt påstandene om tilbagebetaling af de beløb, som Kommissionen efter hendes opfattelse ulovligt har fradraget i hendes løn.

23

Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at Retten i den oprindelige dom tog endelig stilling til nogle af de af sagsøgeren fremsatte påstande.

24

Det skal i denne henseende bemærkes, at Retten i henhold til artikel 61, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol i tilfælde af hjemvisning er bundet af de afgørelser om retsspørgsmål, der er indeholdt i Domstolens afgørelse (jf. dom af 1.10.2020, CC mod Parlamentet, C-612/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:776, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

25

Efter Domstolens ophævelse af en afgørelse truffet af Retten og hjemvisning af sagen til Retten anses sagen i henhold til artikel 215 i Rettens procesreglement for indbragt for Retten ved Domstolens afgørelse, og Retten skal tage stilling til alle de påstande, som sagsøgeren har nedlagt, med undtagelse af de påstande, som er omfattet af elementerne i den dispositive del af Rettens oprindelige afgørelse, som Domstolen ikke har ophævet, samt de begrundelser, der udgør det nødvendige grundlag for disse elementer, eftersom disse har fået retskraft (jf. i denne retning dom af 15.12.2021, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, T-627/16 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:894, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

26

I den foreliggende sag ophævede Domstolen, som det fremgår af præmis 19 ovenfor, ved appeldommen delvist den oprindelige dom, idet den for det første annullerede den anfægtede afgørelse (appeldommen, præmis 20-44), for det andet konstaterede, at Kommissionen havde udvist en ulovlig adfærd, der kunne indebære, at den ifaldt ansvar, og opfordrede parterne til at nå frem til en aftale om en passende økonomisk godtgørelse for det materielle tab (appeldommen, præmis 45) og for det tredje afviste appellantens påstand om ikkeøkonomisk skade (appeldommen, præmis 55-62).

27

Følgelig er den oprindelige dom med undtagelse af de begrundelser heri, som Domstolen, jf. præmis 26 ovenfor, har erklæret ulovlige, og som vedrører sagsøgerens påstande om annullation af den anfægtede afgørelse og betaling af erstatning for de økonomiske og ikkeøkonomiske skader, som hun hævder at have lidt som følge af denne afgørelse, blevet endelig.

28

Retten har således truffet endelig afgørelse først og fremmest om sagsøgerens påstande om annullation af skrivelsen af 8. september 2016, af bedømmelsesrapporten fra 2015 og af fradragene i lønnen og de afgørelser, hvormed Kommissionen fastslog, at sagsøgerens fravær den 30. og den 31. maj 2016 var uberettiget, dernæst om påstandene om, at sagsøgeren blev genindsat i sin stilling, og at hendes situation, som den var forud for den procedure, der blev indledt med skrivelsen af 8. september 2016, blev genoprettet, og endelig om påstandene om, at Kommissionen blev tilpligtet at tilbagebetale for højt opkrævede beløb, og om, at Retten fastslog, at de yderligere beløb, som Kommissionen havde krævet, ikke skulle betales.

29

Under disse omstændigheder skal Retten i den foreliggende sag alene tage stilling til sagsøgerens påstande dels om annullation af den anfægtede afgørelse, dels om betaling af erstatning for de økonomiske og ikkeøkonomiske skader, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af denne afgørelse.

30

Det følger heraf, at sagsøgerens påstand om, at der i den foreliggende sag skal foretages en fornyet prøvelse af alle de påstande, der er gengivet i præmis 20 ovenfor, skal afvises.

31

Indledningsvis skal det anføres, at det fremgår af stævningen, at selv om den første påstand formelt tilsigter, at der opnås en annullation af afgørelsen om afslag på klagen, skal den i realiteten betragtes som en påstand om annullation af den anfægtede afgørelse.

32

Sagsøgeren har til støtte for denne påstand i det væsentlige fremført syv anbringender om for det første en manglende begrundelse, for det andet en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 51 og af retten til at blive hørt, for det tredje retlige fejl med hensyn til retten til forældreorlov og retten til information og høring af arbejdstagerne, for det fjerde flere åbenbart urigtige skøn og faktiske vildfarelser, for det femte en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for det sjette en tilsidesættelse af den i bilag IX til vedtægten omhandlede disciplinære forfølgning og for det syvende magtfordrejning.

33

Sagsøgeren har gjort gældende, at de i skrivelsen af 8. september 2016 og i den anfægtede afgørelse nævnte begrundelser er vage og upræcise, navnlig afskedigelsesgrundene vedrørende 2015 på s. 3, litra a)-f), og s. 4, litra i), i skrivelsen af 8. september 2016, samt begrundelserne på s. 2, litra c), e) og g), og på s. 5, litra d), i samme skrivelse.

34

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

35

Det følger i denne henseende af retspraksis, at beslutningen om at afskedige en midlertidigt ansat eller kontraktansat, der er ansat på ubestemt tid, på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), er underlagt de i vedtægtens artikel 25 opstillede krav, i henhold til hvilke »[e]nhver afgørelse, der træffes i henhold til denne vedtægt om en bestemt person, […] straks [skal] meddeles den pågældende tjenestemand skriftligt«, og »[e]nhver afgørelse, der indebærer et klagepunkt, skal begrundes« (jf. i denne retning dom af 24.10.2011, P mod Parlamentet, T-213/10 P, EU:T:2011:617, præmis 28, og af 4.12.2013, ETF mod Schuerings, T-107/11 P, EU:T:2013:624, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

36

I henhold til fast retspraksis skal begrundelsen for EU-institutionernes retsakter, som det også kræves i artikel 296 TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, karakteren af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 11.6.2020Kommissionen mod Di Bernardo, C-114/19 P, EU:C:2020:457, præmis 29 og 51 og den deri nævnte retspraksis).

37

Henset til formålet med begrundelseskravet og samtlige de i præmis 35 og 36 ovenfor nævnte elementer kan det følgelig fastslås, at begrundelsen for en afgørelse kan anses for enten at mangle eller for at være utilstrækkelig.

38

I den foreliggende sag fremgår det af den anfægtede afgørelse og af skrivelsen af 8. september 2016, hvortil der henvises i den anfægtede afgørelse, at Kommissionen havde opsagt sagsøgerens tidsubegrænsede kontrakt i overensstemmelse med ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), med den begrundelse, at hendes præstationsniveau og hendes adfærd var uforenelige med tjenestens krav, for så vidt som man ikke kunne regne med, at sagsøgeren opfyldte de mål og udførte de arbejdsopgaver, som hun var blevet tildelt, at hun ikke gjorde en indsats for aktivt at hjælpe sine kolleger, og at hun ikke tog hensyn til tjenestens interesse og ikke prioriterede den, hvilket havde negative konsekvenser for kontinuiteten og kvaliteten af den tjeneste, som CPE (småbørnscenteret) leverede til såvel børnene som til deres forældre.

39

Ansættelsesmyndigheden har henvist til ca. 20 nærmere beskrevne tilfælde i skrivelsen af 8. september 2016, som vedrørte sagsøgerens adfærd i perioden 2013-2016.

40

Hvad således for det første angår 2013 har ansættelsesmyndigheden henvist til ordlyden af bedømmelsesrapporten vedrørende 2013 (herefter »bedømmelsesrapporten fra 2013«), i henhold til hvilken sagsøgeren dels kun i ringe grad deltog i arbejdsgrupperne »Køkken« og »Tilrettelæggelse af informationsmøder for forældrene«, dels burde have planlagt sine aktiviteter i tilknytning til disse arbejdsgrupper i løbet af de såkaldte »fleksible« timer, hvor hun ikke tog sig af børnene, idet nogle forældre klagede over, at sagsøgeren ikke var til stede i klasselokalet, når de kom for at hente deres børn.

41

Hvad for det andet angår 2014 har ansættelsesmyndigheden henvist til ordlyden af bedømmelsesrapporten vedrørende 2014 (herefter »bedømmelsesrapporten fra 2014«), hvorefter sagsøgerens problemer med at forene arbejdsliv og familieliv samt hendes manglende hensyntagen til tjenestens interesse ved planlægningen af aktiviteterne i tilknytning til hendes mandat som personalerepræsentant havde haft negative konsekvenser for tjenestens funktion.

42

Ansættelsesmyndigheden har nærmere bestemt anført følgende: for det første sagsøgerens fremskyndede anmodning af 24. april 2014 om at måtte arbejde på fuld tid, selv om det siden den 1. januar 2014 havde været aftalen, at hun skulle arbejde på deltid fra den 1. maj 2014; for det andet hendes uberettigede fravær den 7. maj og den 16. juni 2014; for det tredje omstændighederne omkring sagsøgerens planlægning af sit fravær den 2. maj 2014, og at hun først havde varslet tjenesten den samme dag, som hun var fraværende; for det fjerde hendes uberettigede fravær den 18. juni 2014; for det femte den omstændighed, at sagsøgeren først dagen før, kl. 17.26, meddelte sine overordnede, at hun ville være fraværende den 26. februar 2014 med den begrundelse, at hun skulle deltage i et fagforeningsmøde; for det sjette den omstændighed, at en af sagsøgerens kolleger den 9. december 2014 klagede over hendes manglende samarbejdsvilje og kommunikation; for det syvende de omstændigheder, under hvilke sagsøgeren først den 10. december 2014 meddelte sine overordnede, at hun ville være fraværende den 11. og 12. december 2014 med den begrundelse, at hun skulle deltage i CCP’s plenarforsamling, og at hun ikke havde oplyst de kolleger, som hun skulle arbejde sammen med disse dage, om sit fravær; og for det ottende den omstændighed, at sagsøgeren først den 22. december 2014 tog kontakt til sine overordnede for at blive sat op på fuld tid, efter at hun af helbredshensyn havde arbejdet på halv tid i perioden fra den 17. november til den 23. december 2014.

43

Hvad for det tredje angår 2015 har ansættelsesmyndigheden henvist til, at sagsøgerens præstationsniveau i henhold til bedømmelsesrapporten fra 2015 blev anset for at være utilfredsstillende.

44

Ansættelsesmyndigheden har nærmere bestemt anført følgende: for det første hendes utilstrækkelige eller ikkeeksisterende engagement i de arbejdsgrupper, som hun var medlem af; for det andet hendes manglende proaktivitet, da hun fungerede som »mobil« pædagog; for det tredje den omstændighed, at sagsøgeren ikke havde oplyst sine overordnede om gennemførelsen af målet om at tilrettelægge yogaundervisning; for det fjerde den omstændighed, at sagsøgeren ikke havde udarbejdet en oversigt over undervisningsaktiviteterne; for det femte den manglende kontinuitet i pasningen af den gruppe børn, som sagsøgeren havde ansvaret for; for det sjette de problemer, som nogle kolleger havde med at samarbejde med sagsøgeren; og for det syvende hendes manglende kommunikation om noget af hendes fravær i juni 2015.

45

Hvad for det fjerde angår 2016 har ansættelsesmyndigheden anført de tre mål, som sagsøgeren var blevet pålagt i bedømmelsesrapporten fra 2015, nemlig for det første udarbejdelse af en oversigt over undervisningsaktiviteterne, for det andet en større indsats fra hendes side ved udførelsen af opgaverne i de forskellige arbejdsgrupper, som hun var medlem af i sin egenskab af kontaktperson eller suppleant, via gennemførelsen af fire specifikke foranstaltninger (»udarbejdelse og udgivelse af tre aviser fra CPE«, »udarbejdelse af en månedlig oversigt over de kommentarer/problemer, der opstod«, »forslag til/planlægning af fysiske aktiviteter i skoleferierne« og »udarbejdelse af en årsrapport for gruppen »Sport««) og for det tredje planlægning af hendes forældreorlov i god tid med henblik på at gøre det nemmere at finde en afløser for hende og tilrettelægge starten på skoleåret 2016-2017 ordentligt.

46

Ansættelsesmyndigheden har således oplyst, at selv om sagsøgeren havde haft kendskab til de i præmis 45 nævnte mål siden den 5. april 2016, var der ikke blevet konstateret nogen tegn på forbedring af hendes præstationer i forhold til disse mål.

47

Ansættelsesmyndigheden har i denne henseende anført, at de problemer, der fremgik af bedømmelsesrapporterne fra 2014 og 2015, fortsat bestod, nemlig: for det første den omstændighed, at sagsøgeren ikke havde udarbejdet den oversigt over undervisningsaktiviteterne, som er nævnt i præmis 45 ovenfor, inden hun gik på forældreorlov den 15. juli 2016; for det andet hendes manglende proaktivitet i arbejdsgrupperne, hvilket bevidnes ved den manglende månedlige rapport om spørgsmål i tilknytning til institutionskøkkenet i CPE, det manglende aktive engagement i arbejdsgruppen »Sport«, den manglende udarbejdelse af årsopgørelser for grupperne »Køkken« og »CPE’s avis«, inden hun gik på forældreorlov, og fremsendelsen i juli 2016 af en udgave af CPE’s avis om december 2015 med titlen »Noël 2015« (»Jul 2015«, herefter »juleavisen 2015«), som hendes overordnede ikke længere fandt relevant; for det tredje den omstændighed, at sagsøgeren ikke i sin ansøgning om forældreorlov af 25. april 2016 havde taget hensyn til kontorchefens udtalelser af 18. februar og 21. marts 2016, hvoraf det fremgik, dels at orlov i september ikke var ønskelig, dels at forældreorlov ved skoleårets start kun kunne komme på tale i to eller tre måneder; for det fjerde den ringe kommunikation fra sagsøgerens side over for hendes overordnede og hendes kolleger om hendes fravær, særligt hendes fravær den 28. januar og den 24. maj 2016; og for det femte hendes uberettigede fravær den 30. og den 31. maj 2016.

48

Under disse omstændigheder må det konstateres, at der i den anfægtede afgørelse, der blev truffet efter meddelelsen af skrivelsen af 8. september 2016 og dermed i en sammenhæng, der var kendt for sagsøgeren, blev redegjort for både de retlige overvejelser og for et tilstrækkeligt stort antal faktiske omstændigheder, der havde afgørende betydning for affattelsen af denne afgørelse, og som satte sagsøgeren i stand til at vurdere det velbegrundede i denne afgørelse og dens lovlighed.

49

Sagsøgerens bemærkninger om, at nogle af grundene i skrivelsen af 8. september 2016, hvortil der henvises i den anfægtede afgørelse, angiveligt ikke var tilstrækkeligt præcise, kan ikke så tvivl om konklusionen i præmis 48 ovenfor.

50

For det første er det korrekt, at en manglende begrundelse af en EU-institutions afgørelse kan konstateres, selv når den pågældende afgørelse indeholder visse begrundelseselementer. Der kan dog kun nås frem til en sådan konstatering, hvis begrundelsen for den anfægtede afgørelse er selvmodsigende eller uforståelig, eller når de begrundelseselementer, som findes i den pågældende afgørelse, er så mangelfulde, at de på ingen måde gør det muligt for adressaten, i sammenhæng med vedtagelsen af denne, at forstå ophavsmandens begrundelse (jf. dom af 11.6.2020, Kommissionen mod Di Bernardo, C-114/19 P, EU:C:2020:457, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

51

I den foreliggende sag er den anfægtede afgørelses begrundelse imidlertid hverken selvmodsigende eller uforståelig, og selv hvis det antages, at visse af begrundelserne for afgørelsen er mangelfulde, står det imidlertid fast, at ophavsmandens begrundelse fremgår klart og utvetydigt.

52

For det andet skal det bemærkes, at en afgørelses begrundelse består i formelt at udtrykke de grunde, som denne afgørelse er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil lovligheden af afgørelsens grundlag være behæftet med fejl, men det vil dennes begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde. Heraf følger, at de klagepunkter og argumenter, som har til formål at bestride rigtigheden af en retsakt, er uden betydning i forbindelse med et anbringende om manglende eller utilstrækkelig begrundelse (jf. dom af 12.10.2022, Paesen mod EU-Udenrigstjenesten, T-88/21, EU:T:2022:631, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

53

Sagsøgeren kan således ikke inden for rammerne af dette anbringende med rette bestride begrundelserne for den anfægtede afgørelse, der findes på s. 2, litra c), e) og g), på s. 3, litra b) og e), på s. 4, litra i), og på s. 5, litra d), i skrivelsen af 8. september 2016.

54

Følgelig skal det første appelanbringende forkastes som ugrundet.

[udelades]

73

Dette anbringende omfatter to led.

74

Det første led vedrører i det væsentlige en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 42a, sammenholdt med minimumsforskrifterne i § 5, stk. 4, i den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der blev indgået den 18. juni 2009 af de europæiske tværfaglige arbejdsmarkedsorganisationer (BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS) (herefter »rammeaftalen«), således som den blev gennemført ved Rådets direktiv 2010/18/EU af 8. marts 2010 om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS, og om ophævelse af direktiv 96/34/EF (EUT 2010, L 68, s. 13).

75

Det tredje anbringendes andet led vedrører i det væsentlige dels en retlig fejl som følge af Kommissionens manglende hensyntagen til minimumskravene i artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (EFT 2002, L 80, s. 29), dels en tilsidesættelse af forbuddet mod hindring af arbejdstagerrepræsentanters udførelse af deres opgaver.

76

Dette led omfatter to klagepunkter om den omstændighed, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter disse bestemmelser for det første ved, at sagsøgeren blev afskediget under sin forældreorlov, og for det andet på grund af hendes ansøgning om forældreorlov.

77

Indledningsvis skal det bemærkes, at vedtægtens artikel 42a, andet afsnit, navnlig bestemmer, at tjenestemanden under forældreorloven »[ligeledes] bevarer […] sin stilling«.

78

I ansættelsesvilkårenes artikel 16 bestemmes det endvidere, at vedtægtens artikel 42a finder tilsvarende anvendelse på midlertidigt ansatte, og at forældreorloven ikke kan vare ud over kontraktperioden. Det bestemmes i ansættelsesvilkårenes artikel 91, at ansættelsesvilkårenes artikel 16 finder tilsvarende anvendelse på kontraktansatte.

79

Desuden er formålet med direktiv 2010/18, således som det er anført i artikel 1 heri, at iværksætte rammeaftalen.

80

Ifølge artikel 288, stk. 3, TEUF består den bindende karakter af et direktiv såsom direktiv 2010/18, som er grundlaget for, at der kan støttes ret herpå ved en national ret, ganske vist kun i forhold til »enhver medlemsstat, som det rettes til« (jf. i denne retning dom af 12.12.2013, Portgás, C-425/12, EU:C:2013:829, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

81

Dels bestemmer vedtægtens artikel 1e, stk. 2, der i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 80, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse på kontraktansatte, at »[t]jenestemænd i aktiv tjeneste skal tildeles arbejdsvilkår, der opfylder passende sundheds- og sikkerhedsstandarder, der mindst svarer til de mindstekrav, der gælder i forbindelse med foranstaltninger, der vedtages på disse områder i henhold til traktaterne«. Dels skal en EU-retsakt ifølge et almindeligt fortolkningsprincip i videst muligt omfang fortolkes således, at dens gyldighed ikke drages i tvivl, og i overensstemmelse med hele den primære ret og navnlig med bestemmelserne i chartret (jf. dom af 13.9.2018, UBS Europe m.fl., C-358/16, EU:C:2018:715, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

82

Det påhviler således Retten at foretrække en fortolkning af vedtægtens bestemmelser, hvorefter det kan sikres, at vedtægten er i overensstemmelse med principperne i Unionens sociallovgivning, der udtrykkeligt er fastsat i chartret, og at det materielle indhold i bestemmelserne i den afledte EU-ret integreres i vedtægten som udgør minimumsbeskyttelsesregler, for i givet fald at supplere de andre vedtægtsbestemmelser (jf. i denne retning dom af 19.9.2013, Fornyet prøvelse Kommissionen mod Strack, C-579/12 RX-II, EU:C:2013:570, præmis 46).

83

Endvidere bemærkes dels, at bestemmelserne i chartret, således som det fremgår af chartrets artikel 51, stk. 1, bl.a. er rettet til Unionens institutioner, der derfor er forpligtede til at overholde de rettigheder, der fremgår af chartret. Dels har chartrets artikel 33, stk. 2, i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, første afsnit, TEU, samme juridiske værdi som traktatbestemmelserne, således at EU-lovgiver er bundet deraf, bl.a. når denne lovgiver udsteder en retsakt som vedtægten på grundlag af artikel 336 TEUF (jf. analogt dom af 8.9.2020, Kommissionen og Rådet mod Carreras Sequeros m.fl., C-119/19 og C-126/19, EU:C:2020:676, præmis 110 og den deri nævnte retspraksis).

84

Det er med det formål at gøre det lettere at forene arbejdsmæssigt og familiemæssigt ansvar for forældre, som arbejder, at retten til forældreorlov blev indsat i chartrets artikel 33, stk. 2, blandt de grundlæggende sociale rettigheder, der er samlet i afsnit IV med overskriften »Solidaritet«. I denne bestemmelse fastslås, at for at kunne forene familieliv og arbejdsliv har enhver bl.a. ret til forældreorlov efter et barns fødsel eller ved adoption af et barn (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Maïstrellis, C-222/14, EU:C:2015:473, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

85

Ifølge forklaringerne til chartret (EUT 2007, C 303, s. 17, herefter »forklaringerne«), der i henhold til artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU og chartrets artikel 52, stk. 7, skal tages hensyn til ved fortolkningen af sidstnævnte bestemmelse, bygger chartrets artikel 33, stk. 2, bl.a. på Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (EFT 1996, 145, s. 4), der er blevet erstattet af direktiv 2010/18.

86

Det fremgår således af forklaringerne vedrørende chartrets artikel 33, stk. 2, at henvisningen heri til direktiv 96/34 – og på datoen for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse til direktiv 2010/18 – henviser til dette direktivs bestemmelser, der afspejler og præciserer den grundlæggende ret til forældreorlov, der er fastsat i denne bestemmelse i chartret.

87

Dette gælder bestemmelsen om beskyttelse af arbejdstagerne mod at blive afskediget som følge af ansøgningen om forældreorlov eller som følge af selve orloven, der ifølge Domstolens praksis skal forstås som et udtryk for en social rettighed i EU, der har en særlig vigtig betydning (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Lyreco Belgium, C-588/12, EU:C:2014:99, præmis 36, og af 25.2.2021, Caisse pour l’avenir des enfants (Beskæftigelse ved fødslen), C-129/20, EU:C:2021:140, præmis 44).

88

Følgelig skal minimumsforskrifterne i rammeaftalens § 5, stk. 4, for så vidt som de sikrer en beskyttelse af alle arbejdstagere mod mindre gunstig behandling eller afskedigelse som følge af ansøgningen om forældreorlov eller som følge af selve orloven, anses for at udgøre en integrerende del af vedtægten og skal med forbehold for mere fordelagtige bestemmelser heri anvendes på tjenestemænd og andre ansatte ved EU-institutionerne (jf. analogt dom af 8.9.2020, Kommissionen og Rådet mod Carreras Sequeros m.fl., C-119/19 P og C-126/19 P, EU:C:2020:676, præmis 116 og den deri nævnte retspraksis).

89

Det følger heraf, at sagsøgeren med rette har gjort gældende, at Retten skal tage hensyn til rammeaftalens § 5, stk. 4, således som den er blevet gjort anvendelig ved direktiv 2010/18, ved fortolkningen af vedtægtens artikel 42a inden for rammerne af behandlingen af det første leds to klagepunkter.

90

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen ved at afskedige hende under forældreorloven har tilsidesat vedtægtens artikel 42a, sammenholdt med minimumsforskrifterne i rammeaftalens § 5, stk. 4.

91

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter og desuden gjort gældende, at dette klagepunkt skal afvises.

92

Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren har gjort en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 42a, sammenholdt med minimumsforskrifterne i rammeaftalens § 5, stk. 4, gældende med den begrundelse, at ansættelsesmyndigheden vedtog den anfægtede afgørelse under hendes forældreorlov, og ikke med den begrundelse, at denne afgørelse fik virkning på det tidspunkt, hvor hun var på orlov, således at vedtagelsen af den anfægtede afgørelse i sidstnævnte tilfælde bevirkede, at denne orlov blev afbrudt.

93

Retten skal følgelig blot afgøre, om ansættelsesmyndigheden uden at tilsidesætte vedtægtens artikel 42a, sammenholdt med minimumsforskrifterne i rammeaftalens § 5, stk. 4, kunne vedtage den anfægtede afgørelse på et tidspunkt, hvor sagsøgeren allerede var på forældreorlov, uden at afvente hendes tilbagevenden til arbejdet. I denne henseende skal der tages hensyn ikke blot til ordlyden af vedtægtens artikel 42a, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. i denne retning dom af 29.9.2022, TC Medical Air Ambulance Agency, C-633/20, EU:C:2022:733, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

94

For det første er det korrekt, at ordlyden af vedtægtens artikel 42a forpligter ansættelsesmyndigheden til at bevare stillingen for en tjenestemand, der er på orlov, under denne forældreorlov.

95

I henhold til vedtægtens artikel 1a udnævnes tjenestemænd til en fast stilling i en af Unionens institutioner, således at en tjenestemand, der har benyttet sig af en sådan forældreorlov, ved orlovens udløb principielt kan genindsættes i sin stilling.

96

Hvad derimod angår forældreorlov, der indrømmes en kontraktansat, som i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 3a ikke er ansat i en af stillingerne på den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører den pågældende institution, betegner ordet »stilling« i vedtægtens artikel 42a nødvendigvis de funktioner på deltids- eller heltidsbasis, som denne person er ansat til at udføre.

97

Ordlyden af vedtægtens artikel 42a forbyder imidlertid ikke den kompetente myndighed at vedtage en afgørelse om afskedigelse af en tjenestemand eller om opsigelse af en kontraktansats eller midlertidigt ansats kontrakt, selv om den pågældende på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse er på forældreorlov og principielt kunne genindsættes i denne stilling eller disse funktioner ved udløbet af denne orlov.

98

For det andet bekræftes denne fortolkning af den sammenhæng, hvori vedtægtens artikel 42a indgår, navnlig af vedtægtens og ansættelsesvilkårenes bestemmelser om udtræden af tjenesten.

99

For det første fastsætter vedtægtens artikel 47, der i forbindelse med tjenestemænd definerer de forskellige muligheder for udtræden af tjenesten, ikke nogen forbehold eller undtagelser, når den berørte tjenestemand er på forældreorlov. Det samme gælder artikel 51 om behandling af en utilstrækkelig faglig indsats og artikel 9, stk. 1, litra h), i bilag IX til vedtægten om fjernelse fra tjenesten som disciplinærstraf.

100

For det andet bekræftes denne fortolkning af ansættelsesvilkårenes artikel 47 om ansættelsesforholdets ophør for midlertidigt ansatte, der i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 119, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på kontraktansatte.

101

Først og fremmest indeholder ansættelsesvilkårenes artikel 47 heller ikke nogen forbehold eller undtagelser med hensyn til den berørte ansattes forældreorlov.

102

Dernæst bestemmer ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra b), nr. ii), om opsigelse af tidsbegrænsede kontrakter og ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), om tidsubestemte kontrakter, at opsigelsesfristen ikke kan begynde at løbe og suspenderes under en graviditet, dokumenteret ved en lægeerklæring, eller under barsels- eller sygeorlov, medmindre denne orlov overstiger tre måneder.

103

I denne henseende fremgår det af retspraksis, at disse bestemmelser ikke forbyder vedtagelsen af en afgørelse om opsigelse af en midlertidigt ansat eller en kontraktansats kontrakt under barsels- eller sygeorlov, men fastsætter betingelsen for det varsel, som en sådan opsigelse er underlagt (jf. i denne retning dom af 7.11.2019, WN mod Parlamentet, T-431/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:781, præmis 114).

104

Forældreorlov optræder imidlertid ikke blandt grundene i ansættelsesvilkårenes artikel 47 til udsættelse af det i kontrakten fastsatte opsigelsesvarsel, efter hvis udløb den midlertidigt ansattes eller den kontraktansattes afskedigelse kan ske.

105

Det følger heraf, dels at ansættelsesmyndigheden kan vedtage en afgørelse om opsigelse af en midlertidigt ansat eller en kontraktansats kontrakt under den berørte ansattes forældreorlov, navnlig på grund af en utilstrækkelig faglig indsats, dels at det i kontrakten fastsatte varsel hverken forhindres i at løbe eller suspenderes, fordi den pågældende er på forældreorlov.

106

For det tredje bekræftes denne fortolkning af formålet med vedtægtens artikel 42a, således om det fremgår af de indledende bemærkninger til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT 2004, L 124, s. 1).

107

Ved i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 723/2004 at udvide retten til forældreorlov til at omfatte tjenestemænd og andre ansatte ved Unionen har EU-lovgiver nemlig ønsket at tilpasse vedtægten til de væsentlige fremskridt og fornyelser i samfundet, der er sket siden vedtagelsen af den oprindelige vedtægt og ansættelsesvilkårene i 1962, og samtidig respektere Unionens forvaltningskultur og tradition, der er baseret på princippet om at yde borgerne den bedst mulige service (første betragtning til forordning nr. 723/2004).

108

Ifølge anden betragtning til forordning nr. 723/2004 bør Unionen derfor råde over en forvaltning af høj kvalitet, der lever op til de strengeste krav ved udførelsen af sit arbejde i overensstemmelse med traktaterne. Den grundlæggende ret til forældreorlov, som tjenestemænd og øvrige ansatte i Unionen har, skal forenes med dette mål.

109

I lyset til disse mål kan den grundlæggende ret til forældreorlov, som tjenestemænd eller øvrige ansatte har, ikke forsinke afgørelsen om afskedigelse af den berørte tjenestemand eller anden ansatte, når den kompetente myndighed er i besiddelse af tilstrækkelige elementer til at konstatere vedkommendes utilstrækkelige faglige indsats eller en grov disciplinær overtrædelse fra dennes side.

110

For det fjerde og endelig skal vedtægtens artikel 42a i overensstemmelse med præmis 79-89 ovenfor fortolkes under hensyntagen til minimumsforskrifterne i rammeaftalens § 5, stk. 4, således som den er blevet gjort anvendelig ved direktiv 2010/18.

111

I denne henseende følger det af retspraksis angående § 2, stk. 4, i den rammeaftale om forældreorlov, der blev indgået den 14. december 1995, og som findes i bilaget til direktiv 96/34, der i det væsentlige svarer til rammeaftalens § 5, stk. 4, at denne bestemmelse for at sikre, at arbejdstagerne reelt kan udøve deres ret til forældreorlov, kræver, at der træffes de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte arbejdstagerne mod mindre gunstig behandling eller afskedigelse som følge af ansøgning om forældreorlov eller som følge af selve orloven (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Lyreco Belgium, C-588/12, EU:C:2014:99, præmis 34).

112

Rammeaftalens § 5, stk. 4, har således hverken til formål eller som virkning at forbyde en arbejdsgiver at træffe afgørelse om afskedigelse af en arbejdstager, selv om den pågældende på datoen for vedtagelsen af denne afgørelse er på forældreorlov, forudsat at afskedigelsen ikke er begrundet i ansøgningen om forældreorlov eller selve orloven og overholder de øvrige vilkår i gældende love og forskrifter.

113

Det følger således af præmis 93-112 ovenfor, at sagsøgeren ikke har grundlag for at gøre en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 42a, sammenholdt med minimumsforskrifterne i rammeaftalens § 5, stk. 4, gældende med den begrundelse, at ansættelsesmyndigheden vedtog den anfægtede afgørelse på det tidspunkt, hvor hun var på forældreorlov.

114

Uden at det er fornødent at tage stilling til Kommissionens formalitetsindsigelse, bør dette leds første klagepunkt således forkastes som ugrundet (jf. i denne retning dom af 18.5.2022, TK mod Kommissionen, T-435/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:303, præmis 42).

115

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen ved at afskedige hende som følge af hendes ansøgning om forældreorlov tilsidesatte vedtægtens artikel 42a, sammenholdt med minimumsforskrifterne i rammeaftalens § 5, stk. 4.

116

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

117

For det første skal det indledningsvis fremhæves, at ordlyden af vedtægtens artikel 42a ikke forbyder den kompetente myndighed at afskedige en tjenestemand eller en anden ansat som følge af ansøgning om forældreorlov eller som følge af selve orloven. Det fremgår imidlertid af præmis 79-89 ovenfor, at denne bestemmelse skal fortolkes under hensyntagen til minimumsforskrifterne i rammeaftalens § 5, stk. 4.

118

Som det fremgår af første afsnit i præamblen til rammeaftalen og af ottende betragtning til direktiv 2010/18, udgør denne rammeaftale nemlig et tilsagn fra arbejdsmarkedets parter, repræsenteret ved de generelle tværfaglige organisationer, om ved hjælp af minimumsforskrifter for forældreorlov at indføre foranstaltninger til fremme af lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder ved at give dem mulighed for at forene deres erhvervsmæssige ansvar og deres familiemæssige forpligtelser (jf. i denne retning dom af 7.9.2017, H., C-174/16, EU:C:2017:637, præmis 29 og 30).

119

De formål, der forfølges med rammeaftalen, er således forbundet med forbedring af leve- og arbejdsvilkårene samt en passende social beskyttelse af arbejdstagere, der, som det fremgår af artikel 151 TEUF, indgår blandt de formål, der forfølges med EU’s socialpolitik (jf. dom af 7.9.2017, H., C-174/16, EU:C:2017:637, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

120

For at sikre, at arbejdstagerne reelt kan udøve deres ret til forældreorlov, kræves det derfor i rammeaftalens § 5, stk. 4, at der træffes de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte arbejdstagerne bl.a. mod afskedigelse som følge af ansøgning om forældreorlov eller som følge af selve orloven, i overensstemmelse med national ret, kollektive overenskomster eller gældende praksis (jf. analogt dom af 27.2.2014, Lyreco Belgium, C-588/12, EU:C:2014:99, præmis 34).

121

Hvad angår formålet med rammeaftalen, som er nævnt i præmis 118 ovenfor, skal dens § 5, stk. 4, opfattes som et særligt vigtigt princip i Unionens sociallovgivning, og det kan derfor ikke fortolkes indskrænkende (jf. analogt dom af 27.2.2014, Lyreco Belgium, C-588/12, EU:C:2014:99, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

122

For det andet forbyder bestemmelserne i vedtægtens artikel 42a, sammenholdt med minimumsforskrifterne i rammeaftalens § 5, stk. 4, den kompetente myndighed at afskedige en tjenestemand eller en anden ansat på grund af en utilstrækkelig faglig indsats som følge af ansøgningen om forældreorlov, navnlig af grunde baseret på de datoer for påbegyndelse og afslutning af forældreorloven eller varigheden af denne orlov, der er angivet i ansøgningen.

123

For det første skal det således påpeges, at retten til forældreorlov i medfør af både rammeaftalens bestemmelser og bestemmelserne i vedtægtens artikel 42a er fastsat på grundlag af en minimumsvarighed og en tidsbegrænsning afhængigt af alderen på det barn, som ansøgningen om forældreorlov vedrører. Ansøgningen om en sådan orlov omfatter således nødvendigvis præciseringer af datoerne for og varigheden af den orlov, som ansøgeren ønsker.

124

Det er i øvrigt disse præciseringer af datoerne for og varigheden af forældreorloven, der gør det muligt for den kompetente myndighed at afgøre, om afholdelsen af forældreorloven er forenelig med behovene i den organisation, hvori ansøgeren er ansat.

125

For det andet understøttes denne fortolkning af rammeaftalens § 3, stk. 2, i henhold til hvilken arbejdstageren har en varselsperiode, inden for hvilken denne skal oplyse arbejdsgiveren ikke blot om, at vedkommende ønsker at gøre brug af sin ret til forældreorlov, men også om datoerne for påbegyndelse og afslutning af orlovsperioden, idet varigheden af denne varselsperiode skal tage hensyn til arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser.

126

For det tredje kan en praksis, i henhold til hvilken en arbejdstager kan afskediges i forbindelse med en procedure for behandling af en utilstrækkelig faglig indsats med den begrundelse, at den ansøgning om forældreorlov, som arbejdstageren har indgivet, ikke følger de retningslinjer, som arbejdsgiveren på forhånd har fastsat, afholde arbejdstagere fra at ansøge om en sådan orlov og være i direkte modstrid med formålet med rammeaftalen, som bl.a. er at sikre en bedre forening af arbejdsliv og familieliv (jf. i denne retning og analogt dom af 8.5.2019, Praxair MRC, C-486/18, EU:C:2019:379, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

127

I den foreliggende sag skal det undersøges, om den anfægtede afgørelse er baseret på den ansøgning om forældreorlov, som sagsøgeren indgav den 25. april 2016.

128

I denne henseende bemærkes, at den anfægtede afgørelse gentager alle de begrundelser, der fremgår af skrivelsen af 8. september 2016, herunder den begrundelse, der findes på s. 4, litra c), i denne skrivelse, i henhold til hvilken ansættelsesmyndigheden i forbindelse med de vedvarende problemer, der bl.a. er nævnt i bedømmelsesrapporten fra 2015, havde konstateret, at sagsøgeren ikke i sin ansøgning om forældreorlov af 25. april 2016 havde taget hensyn til sin kontorchefs udtalelser af 18. februar og 21. marts 2016. Det fremgår af disse udtalelser, dels at orlov i september ikke var ønskelig, dels at forældreorlov ved skoleårets start kun kunne komme på tale i to eller tre måneder.

129

Ansættelsesmyndigheden opstillede ganske vist i bedømmelsesrapporten fra 2015 et mål for sagsøgeren for 2016, der bestod i, at hun skulle planlægge sin forældreorlov i tilstrækkelig god tid med henblik på at gøre det nemmere at finde en afløser for hende og tilrettelægge starten på skoleåret 2016-2017 ordentligt.

130

Som Domstolen fastslog i appeldommens præmis 34, fremgår det imidlertid klart af skrivelsen af 8. september 2016, at ansættelsesmyndighedens kritik af sagsøgerens forældreorlov ikke vedrørte en manglende planlægning af en sådan orlov i tilstrækkelig god tid, men datoerne for afholdelse af orloven.

131

Det følger således af begrundelserne i skrivelsen af 8. september 2016, at selv om den anfægtede afgørelse er baseret på den generelle konstatering af sagsøgerens utilstrækkelige faglige indsats, er denne konstatering baseret på en række grunde, herunder, som det fremgår af s. 4, litra c), i nævnte skrivelse, den omstændighed, at de datoer for afholdelse af forældreorloven, der var angivet i sagsøgerens ansøgning af 25. april 2016, ikke var i overensstemmelse med de retningslinjer, som hendes kontorchef havde udstukket den 18. februar og den 21. marts 2016.

132

Det fremgår således, at den anfægtede afgørelse til dels er baseret på den ansøgning om forældreorlov, som sagsøgeren indgav den 25. april 2016.

133

Ifølge Kommissionen skal begrundelsen på s. 4, litra c), i skrivelsen af 8. september 2016 forstås som en kritik af sagsøgeren på grund af en dårlig kommunikation fra hendes side omkring et forhold, der havde stor betydning for hendes overordnede.

134

For det første fremgår det i denne henseende af sagsakterne, at sagsøgeren den 21. marts 2016 i forbindelse med samtalen forud for vedtagelsen af bedømmelsesrapporten fra 2015 meddelte sin kontorchef, at hun agtede at ansøge om forældreorlov i løbet af 2016.

135

Det følger nemlig af en e-mail fra kontorchefen af 26. maj 2016, at muligheden for, at sagsøgeren ville holde nogle måneders forældreorlov i starten af skoleåret 2016/2017, blev drøftet under den årlige samtale, og at kontorchefen havde præciseret, at det i tjenestens interesse ville være ønskeligt, om sagsøgerens forældreorlov strakte sig over en periode på to til tre måneder, hvis den skulle afholdes i starten af skoleåret. En sådan fremgangsmåde ville gøre det muligt for en vikar at indføre stabilitet og en overgangsrytme i gruppen med henblik på at lette genindsættelse af sagsøgeren i hendes funktioner senere på skoleåret.

136

Den 25. april 2016, dvs. mindre end en måned efter udarbejdelsen af bedømmelsesrapporten fra 2015, i hvilken sagsøgeren var blevet anmodet om at planlægge sin forældreorlov i tilstrækkelig god tid, indgav sagsøgeren dernæst en ansøgning om forældreorlov for perioden fra den 15. juni til den 15. september 2016.

137

For det andet er det ubestridt, at kontorchefen den 20. maj 2016, dvs. næsten en måned efter sagsøgerens indgivelse af ansøgningen om forældreorlov, delvist afviste ansøgningen, for så vidt som den angik perioden fra den 15. juni til den 14. juli 2016.

138

Den 25. maj 2016 genfremsatte sagsøgeren, der i mellemtiden havde anmodet om en forlængelse af forældreorloven, sin ansøgning om forældreorlov for perioden fra den 1. juli til den 15. juli 2016.

139

Ved e-mail af 26. maj 2016 accepterede sagsøgerens overordnede forlængelsen af sagsøgerens forældreorlov frem til den 14. november 2016, men fastholdt sit afslag på forældreorlov i perioden fra den 1. juli til den 15. juli 2016 og begrundede det med dels, at ansøgningen var indgivet sent, dels planlægningen af sagsøgerens kollegers ferie. Sagsøgerens overordnede præciserede navnlig, at hun havde måttet give afslag på andre ansøgninger om ferie i første halvdel af juli 2016, idet der i denne periode var mange børn indskrevet, og der ikke var tilstrækkeligt med fast undervisningspersonale til at varetage en sikker modtagelse af børnene.

140

Selv om det fremgår af omstændighederne i den foreliggende sag, således som de er beskrevet i præmis 134-139, at sagsøgerens oprindelige ansøgning om forældreorlov indebar hendes fravær fra tjenesten i den første halvdel af september og ikke i en periode på to eller tre måneder fra skolestart, således som kontorchefen havde udtrykt ønske om, ser det således ikke ud til, at sagsøgeren har kommunikeret dårligt med sin kontorchef i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om forældreorlov.

141

Derimod vidner de nævnte omstændigheder og deres kronologi om, at ansættelsesmyndigheden betragtede sagsøgerens manglede overholdelse af kontorchefens instrukser vedrørende forældreorlov som et udtryk for sagsøgerens manglende hensyntagen til tjenestens behov og betegnede den som en adfærd, der sammen med andre elementer skulle tages i betragtning ved afskedigelsen på grund af en utilstrækkelig faglig indsats.

142

Selv om det stod ansættelsesmyndigheden frit for at give afslag på sagsøgerens ansøgning om forældreorlov med den begrundelse, at datoerne for denne orlov var uforenelige med tjenestens behov, kunne den imidlertid ikke gøre gældende, at de datoer for forældreorloven, som sagsøgeren ansøgte om den 25. april 2016, udgjorde en afskedigelsesgrund som følge af en utilstrækkelig faglig indsats, uden at tilsidesætte vedtægtens artikel 42a, sammenholdt med minimumsforskrifterne i rammeaftalens § 5, stk. 4, der sikrer tjenestemandens eller den anden ansattes ret til at ansøge om forældreorlov.

143

Dette leds andet klagepunkt skal følgelig tages til følge.

144

Den i præmis 142 konstaterede ulovlighed kan dog ikke i sig selv medføre annullation af den anfægtede afgørelse.

145

Det fremgår nemlig af retspraksis, at når der findes flere begrundelser, kan dette ikke, selv om en eller flere af begrundelserne for den anfægtede retsakt ikke er begrundede, føre til annullation af nævnte retsakt, hvis en eller flere andre begrundelser udgør et tilstrækkeligt retligt grundlag for nævnte retsakt, uanset de ulovlige begrundelser (jf. i denne retning dom af 5.3.2019, Pethke mod EUIPO, T-169/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:135, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis, og af 23.9.2020, VE mod ESMA, T-77/18 og T-567/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:420, præmis 213 og den deri nævnte retspraksis).

146

Eftersom den generelle konstatering af sagsøgerens utilstrækkelige faglige indsats i den foreliggende sag er baseret på flere begrundelser, der ikke hænger sammen med de datoer, som hun valgte i sin ansøgning om forældreorlov af 25. april 2016, skal det tredje anbringendes andet led og de øvrige anførte anbringender undersøges.

147

Dette led omfatter to klagepunkter, det første om en retlig fejl som følge af Kommissionens manglende hensyntagen til minimumskravene i artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (EFT 2002, L 80, s. 29), det andet om en tilsidesættelse af forbuddet mod hindring af arbejdstagerrepræsentanters udførelse af deres opgaver.

148

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse på grundlag af artikel 47, litra c), nr. i), i ansættelsesvilkårene begik en retlig fejl, eftersom den ikke tog hensyn til de minimumsbestemmelser, der er indeholdt i artikel 7 i direktiv 2002/14, med den begrundelse, at hun var blevet afskediget, mens hun varetog fagforeningsopgaver i CLP (det lokale personaleudvalg).

149

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

150

Som det fremgår af præmis 80 og 81 ovenfor, påhviler det Retten at foretrække en fortolkning af vedtægtens bestemmelser og af ansættelsesvilkårene, så det sikres, at disse er i overensstemmelse med principperne i Unionens sociallovgivning, der ligeledes udtrykkeligt er fastsat i chartret, og at det materielle indhold i bestemmelserne i den afledte EU-ret, der udgør minimumsbeskyttelsesregler, indarbejdes i vedtægten og ansættelsesvilkårene, med henblik på i givet fald at supplere de øvrige vedtægtsbestemmelser.

151

Chartrets artikel 27 med overskriften »Ret til information og høring af arbejdstagerne i virksomheden« bestemmer, at arbejdstagerne på passende niveauer skal have sikkerhed for information og høring på de betingelser, der er fastsat i EU-retten samt national lovgivning og praksis.

152

Ifølge forklaringerne vedrørende chartrets artikel 27 er denne bestemmelse blevet præciseret i direktiv 2002/14.

153

Det følger således af retspraksis, at det forholder sig således, at indførelsen ved direktiv 2002/14 af en generel ramme for arbejdstageres ret til information og høring udgør et udtryk for de almindelige EU-retlige principper, der er fastsat i chartrets artikel 27, som institutionerne skal respektere (dom af 15.9.2016, TAO-AFI og SFIE-PE mod Parlamentet og Rådet, T-456/14, EU:T:2016:493, præmis 76).

154

Det følger nærmere bestemt af artikel 1, stk. 1, af artikel 2, litra f) og g), og af artikel 4 i direktiv 2002/14, dels at disse bestemmelser fastsætter minimumsforskrifter vedrørende information og høring af arbejdstagerne, uden at dette medfører en indskrænkning af de bestemmelser, der er mere fordelagtige for arbejdstagerne, dels at retten til information og høring udøves gennem personalerepræsentanterne i henhold til den lovgivning, de bestemmelser eller den praksis, der gælder (dom af 15.9.2016, TAO-AFI og SFIE-PE mod Parlamentet og Rådet, T-456/14, EU:T:2016:493, præmis 80).

155

I henhold til vedtægtens artikel 9, stk. 3, varetager »Personaleudvalget [...] personalets interesser over for institutionen og sikrer en stadig kontakt mellem denne og personalet«. Det skal »bidrage til tjenestegrenenes tilfredsstillende funktion ved at give personalet mulighed for at fremsætte sine synspunkter«.

156

Det følger heraf, at det påhviler Kommissionen at anvende minimumskravene til information og høring af arbejdstagerne i direktiv 2002/14 på sit personaleudvalg og på medlemmerne af dette repræsentative organ.

157

I den foreliggende sag fremgår det ikke af sagsakterne, at sagsøgeren på datoen for sin afskedigelse ikke længere var medlem af CLP og CCP. Følgelig har sagsøgeren i dette leds første klagepunkt grundlag for at gøre gældende, at Kommissionen i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse på grundlag af artikel 47, litra c), nr. i), i ansættelsesvilkårene burde have taget hensyn til de minimumsbestemmelser, der er fastsat i artikel 7 i direktiv 2002/14.

158

Ifølge retspraksis er afskedigelse af en arbejdstagerrepræsentant begrundet i dennes egenskab af eller virke som sådan ikke forenelig med beskyttelsen som påkrævet i artikel 7 i direktiv 2002/14 (dom af 11.2.2010, Ingeniørforeningen i Danmark, C-405/08, EU:C:2010:69, præmis 58).

159

En arbejdstagerrepræsentant, som afskediges, skal derfor inden for rammerne af egnede administrative eller retslige procedurer kunne få efterprøvet, at afskedigelsen ikke er begrundet i hans egenskab af eller virke som arbejdstagerrepræsentant, og der skal være passende sanktioner, hvis der viser sig at være en sammenhæng mellem afskedigelsen af arbejdstagerrepræsentanten og hans egenskab af eller virke som sådan (dom af 11.2.2010, Ingeniørforeningen i Danmark, C-405/08, EU:C:2010:69, præmis 59).

160

Hvad angår nærmere bestemt tjenestemænd og øvrige ansatte i EU skal der desuden tages hensyn til vedtægtens artikel 24b, hvoraf det fremgår, at »[t]jenestemændene har foreningsfrihed; de kan især være medlemmer af fagforeninger eller faglige sammenslutninger af europæiske tjenestemænd«. Det tilkommer EU-institutionerne ikke at foretage handlinger, der kan hindre udøvelsen af den fagforeningsfrihed, der er anerkendt ved bestemmelserne i vedtægtens artikel 24a (jf. analogt dom af 18.1.1990, Maurissen og Union syndicale mod Revisionsretten, C-193/87 og C-194/87, EU:C:1990:18, præmis 12).

161

Den foreningsfrihed, der således indrømmes tjenestemænd og øvrige ansatte i EU, indebærer retten for fagforeninger eller faglige sammenslutninger (herefter »de faglige organisationer«) til at foretage enhver lovlig handling til forsvar for deres medlemmers faglige interesser (jf. dom af 18.1.1990, Maurissen og Union syndicale mod Revisionsretten, C-193/87 og C-194/87, EU:C:1990:18, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis).

162

Det følger heraf, dels at EU-institutionerne skal acceptere, at de faglige organisationer udøver deres repræsentations- eller samrådsopgaver om alle spørgsmål, der berører de ansatte, dels at de ikke på nogen måde kan forfordele tjenestemænd og øvrige ansatte som følge af deres fagforeningsvirksomhed (jf. i denne retning dom af 18.1.1990, Maurissen og Union syndicale mod Revisionsretten, C-193/87 og C-194/87, EU:C:1990:18, præmis 14 og 15).

163

Det er på baggrund af disse bestemmelser og principper, at det skal vurderes, hvorvidt dette leds første klagepunkt er begrundet.

164

For det første fremgår det hverken af den anfægtede afgørelses begrundelse eller af sagsakterne, at denne afgørelse er baseret alene på sagsøgerens egenskab af medlem af CCP og CLP, hvilken egenskab hun havde haft siden den 13. maj 2014, uafhængigt af udøvelsen af disse funktioner som personalerepræsentant eller i bredere forstand hendes fagforeningsvirksomhed.

165

For det andet indeholder den anfægtede afgørelse ingen begrundelse, hvorefter ansættelsesmyndigheden skulle have fundet, at den måde, hvorpå sagsøgeren på datoen for vedtagelse af denne afgørelse udøvede sine funktioner som personalerepræsentant eller i bredere forstand sin fagforeningsvirksomhed, var et udtryk for en adfærd, der kunne begrunde en opsigelse af hendes kontrakt som følge af en utilstrækkelig faglig indsats.

166

Det fremgår i øvrigt af drøftelserne under retsmødet, at sagsøgeren som svar på et spørgsmål fra Retten har bekræftet, at hun var ophørt med at deltage i CLP’s og CCP’s aktiviteter, da hun tog forældreorlov den 15. juli 2016, og at en suppleant var trådt i hendes sted i CCP og CLP.

167

Den omstændighed, at sagsøgeren ikke længere reelt fungerede som personalerepræsentant på datoen for vedtagelse af den anfægtede afgørelse, tyder således på, at nævnte afgørelse ikke er baseret på sagsøgerens udøvelse af den pågældende virksomhed på denne dato.

168

For det tredje er det korrekt, at en af de grunde, der foranledigede ansættelsesmyndigheden til at afskedige sagsøgeren som følge af en utilstrækkelig faglig indsats, bestod i hendes manglende hensyntagen til tjenestens interesse i forbindelse med planlægningen af aktiviteter i tilknytning til hendes mandat som personalerepræsentant i perioden 2014-2016.

169

Det fremgår navnlig af præmis 41 og 42 ovenfor, at ansættelsesmyndigheden har kritiseret sagsøgeren for i 2014 at have varslet sine overordnede for sent om sin deltagelse i møderne i CCP og CLP, og nogle gange ikke havde oplyst sine kolleger om, at hun skulle deltage i disse møder. Desuden fremgår det af præmis 47 ovenfor, at ansættelsesmyndigheden har kritiseret sagsøgeren for i 2016 at have informeret sine overordnede for sent om sin deltagelse i visse møder i CCP og for ikke at have informeret sine kolleger herom eller for at have informeret dem for sent.

170

Det skal således afgøres, om den kompetente myndighed kunne basere den anfægtede afgørelse på en sådan begrundelse uden at tilsidesætte den forpligtelse, der påhvilede den til at tage hensyn til minimumskravene i artikel 7 i direktiv 2002/14.

171

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten bestemmer, at det arbejde, som bl.a. Personaleudvalgets medlemmer påtager sig, betragtes som en del af det arbejde, de skal udføre i deres institution. Institutionerne er således forpligtede til at skabe de nødvendige betingelser for at sikre udøvelsen af arbejdet som personalerepræsentant, og tjenestemanden må i denne forbindelse ikke påføres nogen ulemper som følge af udøvelsen af arbejdet i de personalerepræsentative organer (jf. dom af 26.9.1996, Maurissen mod Revisionsretten, T-192/94, EU:T:1996:133, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

172

Artikel 1, stk. 6, i bilag II til vedtægten søger med det andet punktum at beskytte navnlig Personaleudvalgets medlemmers rettigheder ved at beskytte dem mod enhver ulempe, som de ville kunne lide som følge af deres aktiviteter med vedtægtsmæssig repræsentation af personalet. Det er bl.a. derfor, at der skal tages hensyn til personalerepræsentative aktiviteter ved udfærdigelsen af bedømmelsesrapporten for de pågældende tjenestemænd og øvrige ansatte (dom af 26.9.1996, Maurissen mod Revisionsretten, T-192/94, EU:T:1996:133, præmis 41, og af 5.11.2003, Lebedef mod Kommissionen, T-326/01, EU:T:2003:291, præmis 49). Denne bestemmelse har desuden til formål, med dens første punktum, at lette tjenestemændenes deltagelse i repræsentation af personalet i deres institution, bl.a. ved at gøre det muligt for disse at deltage heri inden for den arbejdstid, der normalt er afsat til det arbejde, som de skal udføre i deres institution, og ikke uden for denne (dom af 16.12.2010, Lebedef mod Kommissionen, T-364/09 P, EU:T:2010:539, præmis 23), eller endog i forbindelse med en rådighedsstillelse for en fagforening eller faglig sammenslutning, som indebærer en hel eller delvis fritagelse for arbejde i institutionens institutioner.

173

En tjenestemand eller en øvrig ansat, der er udlånt 50% med henblik på faglige formål, skal imidlertid i overensstemmelse med vedtægtens artikel 60 indhente forudgående samtykke fra sin overordnede for at kunne udeblive fra tjenesten og deltage i de møder, som denne indkaldes til i tilknytning til sit fagforeningsmandat eller mandat som personalerepræsentant. Der findes således kun undtagelser fra forpligtelsen i vedtægtens artikel 60 til at indhente en forudgående samtykke i sygdoms- eller ulykkestilfælde og ikke i tilfælde af deltagelse i personaleorganisationer eller møder i en repræsentativ instans såsom CCP eller CLP (jf. i denne retning dom af 16.12.2010, Lebedef mod Kommissionen, T-52/10 P, EU:T:2010:543, præmis 30).

174

Det skal inden for disse rammer bemærkes, at artikel 7, punkt 3.1, i Kommissionens afgørelse C(2011) 3588 final af 27. maj 2011 (herefter »afgørelse C(2011) 3588«) forpligtede sagsøgeren til at underrette sine overordnede »i god tid« forud for møderne i CCP og CLP, idet den overordnede myndighed i givet fald kan nægte den pågældende at deltage i disse møder ved en skriftlig og begrundet afgørelse.

175

Den anfægtede afgørelse kunne således, uden at der blev set bort fra minimumskravene i artikel 7 i direktiv 2002/14, baseres på en begrundelse om sagsøgerens manglende overholdelse af forpligtelsen til at underrette sine overordnede om sin deltagelse i møderne i CLP og CCP, som hun var medlem af, i god tid forud for disse møder, når en sådan begrundelse ikke var baseret på udøvelsen af hendes arbejde som personalerepræsentant, men på sagsøgerens manglende overholdelse af de betingelser i tilknytning til tjenestens tilrettelæggelse, der var nødvendige for, at hun kunne udøve det mandat, hun havde fået.

176

Det følger heraf, at dette leds første klagepunkt må forkastes som ugrundet.

177

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen med den anfægtede afgørelse har tilsidesat reglen om forbud mod hindring af arbejdstagerrepræsentanters udførelse af deres opgaver.

[udelades]

184

Indledningsvis skal der foretages en præcisering af omfanget af den kontrol, som det påhviler Retten at foretage, når en afgørelse om afskedigelse af en kontraktansat som følge af en utilstrækkelig faglig indsats indbringes for den.

185

Sagsøgeren har nemlig gjort gældende, at fast retspraksis, hvorefter Unionens retsinstansers kontrol af lovligheden af afgørelser om afskedigelse af tjenestemænd eller øvrige ansatte som følge af en utilstrækkelig faglig indsats er begrænset til det åbenbart urigtige skøn, er i strid med chartrets artikel 30 om beskyttelse mod ubegrundet afskedigelse. Desuden har hun gjort gældende, at bevisbyrden med hensyn til lovligheden af en afgørelse som den anfægtede afgørelse påhviler arbejdsgiveren, da chartrets artikel 30 ellers ville miste enhver nyttevirkning. Endelig har hun gjort gældende, at Retten ved bedømmelsen af bevisbyrden skal tage hensyn til retssagens unormalt lange varighed i lyset af bestemmelserne i artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«).

186

Kommissionen har bestridt, at de af appellanten fremførte argumenter kan antages til realitetsbehandling, og har bestridt deres holdbarhed.

187

I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at ansættelsesmyndigheden ved opsigelsen af en midlertidigt ansat eller kontraktansat i henhold til artikel 47, litra a), nr. i), i ansættelsesvilkårene og under iagttagelse af kontraktens opsigelsesfrist råder over en vid skønsbeføjelse, og Unionens retsinstansers prøvelse bør derfor begrænses til at undersøge, om der foreligger en åbenbar fejl eller magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 26.2.1981, de Briey mod Kommissionen, 25/80, EU:C:1981:56, præmis 7; jf. også i denne retning dom af 6.7.2022, YF mod EFCA, T-664/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:425, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

188

Bedømmelsen af de faglige kompetencer hos tjenestemændene og de øvrige ansatte i Unionens institutioner henhører således først og fremmest under disse institutioner (jf. i denne retning dom af 19.7.1955, Kergall mod Assemblée commune, 1/55, EU:C:1955:9, s. 23).

189

I denne forbindelse kan en fejl kun kvalificeres som åbenbar, når den kan påvises klart på grundlag af de kriterier, som lovgiver har ønsket at underlægge administrationens vide skøn. Med andre ord skal anbringendet om en åbenbar fejl forkastes, såfremt den anfægtede vurdering – uanset de beviser, sagsøgeren har fremført – fortsat kan anses for at være korrekt og sammenhængende (jf. dom af 2.4.2019, Fleig mod EU-Udenrigstjenesten, T-492/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:211, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

190

Desuden skal det bemærkes, at der principielt gælder en formodning for, at EU-institutionernes retsakter er lovlige, og de afføder derfor retsvirkninger, så længe de ikke er blevet trukket tilbage, annulleret under et annullationssøgsmål eller erklæret ugyldige som følge af en præjudiciel forelæggelse eller en ulovlighedsindsigelse (jf. dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18, EU:C:2019:694, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis).

191

Det følger således af princippet om, at der gælder en formodning for, at EU-institutionernes retsakter er lovlige, at det tilkommer den midlertidigt ansatte eller den kontraktansatte, der er genstand for en afgørelse om afskedigelse, og som anlægger sag ved Unionens retsinstanser, at godtgøre, at en sådan afgørelse er ulovlig.

192

Chartrets artikel 30 kan ikke så tvivl om de principper og den retspraksis, der er nævnt i præmis 187-191.

193

For det første fremgår det af chartrets artikel 30, hvorefter »[e]nhver arbejdstager har ret til beskyttelse mod ubegrundet opsigelse i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis«, at dens ordlyd ikke fastlægger nogen præcise forpligtelser (dom af 4.12.2013, ETF mod Schuerings, T-107/11 P, EU:T:2013:624, præmis 100). Chartrets artikel 30 indeholder således ingen regel, der kan så tvivl om den kontrol – der er begrænset til et åbenbart urigtigt skøn – som Retten foretager, når et spørgsmål om lovligheden af en afgørelse om opsigelse af en midlertidigt ansat eller en kontraktansats tidsubegrænsede kontrakt indbringes for den.

194

For det andet gælder det samme artikel 24 i del I i den europæiske socialpagt, der blev undertegnet i Torino den 18. oktober 1961, som revideret, som chartrets artikel 30 ifølge forklaringerne hertil bygger på, og i henhold til hvilken »[a]lle arbejdstagere har ret til beskyttelse i tilfælde af afskedigelse«.

195

For det tredje nævner forklaringerne artikel 30 specifikt Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT 2001, L 82, s. 16) og Rådets direktiv 80/987/EØF af20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EFT 1980, L 283, s. 23). Selv hvis det antages, at chartrets artikel 30 kan fortolkes således, at den indrømmer afskedigede arbejdstagere en særlig beskyttelse i medfør af disse særlige bestemmelser i den afledte EU-ret, må det konstateres, at sagsøgerens situation ikke er omfattet af nævnte bestemmelser.

196

Det kan således ikke udledes af chartrets artikel 30, at Retten, når den skal vurdere lovligheden af en afgørelse om opsigelse af en tjenestemand eller en midlertidigt ansat eller kontraktansat som følge af en utilstrækkelig faglig indsats, er forpligtet til at foretage en mere præcis kontrol end kontrollen af et åbenbart urigtigt skøn, eller en forpligtelse til at pålægge den berørte institution bevisbyrden for, at en sådan afgørelse er lovlig.

197

Det skal desuden bemærkes, at selv om de grundlæggende rettigheder, som er fastsat i EMRK, udgør generelle principper i EU-retten, således som det bekræftes af artikel 6, stk. 3, TEU, og selv om chartrets artikel 52, stk. 3, bestemmer, at de af chartrets rettigheder, som svarer til de rettigheder, der er sikret ved EMRK, har samme betydning og omfang som i nævnte konvention, udgør EMRK ikke et retligt instrument, der er formelt integreret i Unionens retsorden, idet Unionen ikke har tiltrådt den (jf. dom af 22.10.2020, Silver Plastics og Johannes Reifenhäuser mod Kommissionen, C-702/19, EU:C:2020:857, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

198

I det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, tilsigter chartrets artikel 52, stk. 3, at sikre den nødvendige sammenhæng mellem de i chartret indeholdte rettigheder og de tilsvarende ved EMRK sikrede rettigheder, »dog uden at dette berører EU-rettens og Den Europæiske Unions Domstols autonomi«. Ifølge forklaringerne vedrørende artikel 47, stk. 2, svarer denne bestemmelse til EMRK’s artikel 6, stk. 1 (jf. dom af 22.10.2020, Silver Plastics og Johannes Reifenhäuser mod Kommissionen, C-702/19, EU:C:2020:857, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

199

Argumentet om en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 6 skal dermed forstås således, at det i det væsentlige har til formål at gøre gældende, at Retten tilsidesætter retten til en retfærdig rettergang, der bl.a. er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 2, hvis den ved efterprøvelsen af lovligheden af den anfægtede afgørelse efter Domstolens hjemvisning af sagen foretager en kontrol, der er begrænset til et åbenbart urigtigt skøn, selv om retssagen på grund af dens unormalt lange varighed ikke har overholdt reglen om en rimelig sagsbehandlingstid.

200

Det fremgår imidlertid af retspraksis, at en eventuel tilsidesættelse fra en af Unionens retsinstansers side af dens forpligtelse i henhold til chartrets artikel 47, stk. 2, til at pådømme de sager, som den får forelagt, inden for en rimelig frist, bør imødegås med, at der indbringes et erstatningssøgsmål for Retten, idet et sådant søgsmål udgør en effektiv afhjælpning (jf. dom af 13.12.2018, Den Europæiske Union mod Kendrion, C-150/17 P, EU:C:2018:1014, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

201

Desuden er Retten, der er kompetent i medfør af artikel 256, stk. 1, TEUF, når den får indbragt et sådant erstatningskrav, forpligtet til at tage stilling til dette krav i en anden sammensætning end den, der behandlede den sag, som gav anledning til den procedure, hvis varighed kritiseres (jf. dom 14.9.2016, Trafilerie Meridionali mod Kommissionen, C-519/15 P, EU:C:2016:682, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

202

Det følger således af den i præmis 200 og 201 nævnte retspraksis, at den sammensætning af Retten, der skal påkende sagen i forbindelse med behandlingen af annullationspåstande, der i givet fald er ledsaget af erstatningskrav, efter Domstolens hjemvisning af en sag i henhold til artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, således ikke er kompetent til at tage stilling til den eventuelle urimelige varighed af retssagen, og den kan således ikke forsøge at afhjælpe denne bl.a. ved at ændre omfanget af sin kontrol af lovligheden af begrundelserne for den afgørelse, der er nedlagt påstand om annullation af.

203

Følgelig bør sagsøgerens argumenter, der er gengivet i præmis 185 ovenfor, forkastes, uden at det er fornødent at behandle Kommissionens formalitetsindsigelse.

204

Med dette led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at oplysningerne på s. 2, litra a), i skrivelsen af 8. september 2016 ikke seriøst kunne underbygge Kommissionens konstatering af hendes eventuelle utilstrækkelige faglige indsats, eftersom hun havde haft vanskeligheder med at forene sit arbejdsliv og familieliv.

205

Sagsøgeren har navnlig oplyst, at hun efter en skilsmisse i april 2014 var blevet eneforsørger med tre børn, således at hun lovligt kunne ansøge om at arbejde mere for at kunne forsørge sin familie. Hun har også gjort gældende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at tilbagekaldelsen af hendes anmodning om at måtte arbejde på deltid havde været til gene for tjenesten.

206

Ansættelsesmyndigheden har i denne henseende på s. 2, litra a), i skrivelsen af 8. september 2016 anført, at sagsøgerens anmodning om at måtte arbejde på deltid var blevet accepteret i januar 2014 for perioden fra den 1. maj 2014 til skoleårets udgang, men at sagsøgeren alligevel den 24. april 2014 i al hast og af familiemæssige årsager havde anmodet om at måtte forblive på fuld tid, og at lederen havde gjort sit yderste for at bistå sagsøgeren og tilpasse tilrettelæggelsen af tjenesten, således at sagsøgeren havde kunnet arbejde på fuld tid fra den 15. maj 2014.

207

Ansættelsesmyndigheden har endvidere oplyst, at henset til kontoret til forvaltning af menneskelige ressourcers sene modtagelse af oplysningerne om, at sagsøgeren skulle arbejde på fuld tid fra den 15. maj 2014, havde der skullet udvises usædvanligt store bestræbelser med henblik på at tilpasse tjenestens behov til sagsøgerens personlige behov.

208

Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren ikke har bestridt ansættelsesmyndighedens henvisning på s. 2 i skrivelsen af 8. september 2016 til vurderingen i bedømmelsesrapporten fra 2014, hvorefter hun i løbet af 2014 havde haft vanskeligt ved at forene sit arbejdsliv og familieliv, men kun den begrundelse for den anfægtede afgørelse, der står på s. 2, litra a), i skrivelsen af 8. september 2016. Denne begrundelse omfatter ikke vurderingen i bedømmelsesrapporten fra 2014.

209

Følgelig kan sagsøgerens argumentation i forbindelse med dette led ikke anses for at så tvivl om en vurdering indeholdt i bedømmelsesrapporten fra 2014, som Kommissionen gør gældende er blevet endelig.

210

Hvad angår holdbarheden af den argumentation, der er fremført i forbindelse med dette led, skal det for det første anføres, at vedtægtens artikel 55a, der finder tilsvarende anvendelse på kontraktansatte i medfør af bestemmelserne i ansættelsesvilkårenes artikel 16, sammenholdt med artikel 91, fastsætter betingelserne for, at en kontraktansat kan arbejde på deltid. De nærmere regler for deltidsbeskæftigelse og proceduren for meddelelse af tilladelse hertil er defineret i bilag IVa til vedtægten, og den kompetente myndighed vedtager i givet fald nærmere regler om anvendelsen.

211

Artikel 2, stk. 1, i bilag IVa til vedtægten bestemmer følgende:

»Ansættelsesmyndigheden kan efter anmodning fra den pågældende tjenestemand tilbagekalde tilladelsen inden udløbet af den periode, for hvilken den er givet. Datoen for tilbagekaldelsen må ikke ligge mere end to måneder efter den af tjenestemanden foreslåede dato, eller mere end fire måneder efter, hvis tilladelsen til deltidsbeskæftigelse er givet for en periode på over et år.«

212

Det fremgår af disse bestemmelser, at sagsøgeren ved at anmode om tilbagekaldelse af tilladelsen til at arbejde på deltid inden udløbet af den periode, for hvilken den var givet, benyttede sig af en mulighed, som hun udtrykkeligt har i henhold til vedtægten.

213

For det andet fremgår det hverken af den anfægtede afgørelses begrundelse eller af sagsakterne, at tidsrummet mellem sagsøgerens indgivelse den 24. april 2014 af anmodningen om tilbagekaldelse af tilladelsen til at arbejde på deltid og datoen for denne tilladelses ikrafttræden den 1. maj 2014 tilsidesatte bestemmelserne i artikel 55a og i bilag IVa til vedtægten eller de nærmere regler om anvendelsen, som Kommissionen havde vedtaget for at gennemføre disse bestemmelser.

214

For det tredje fik sagsøgeren tilladelse til igen at arbejde på fuld tid fra den 15. maj 2014, hvilket ikke tyder på, at hendes fremskyndede arbejde på fuld tid var uforeneligt med tjenestens behov. Det fremgår desuden heller ikke af sagsakterne, at behandlingen af sagsøgerens anmodning havde krævet en usædvanligt store bestræbelser fra de kompetente tjenestegrenes side.

215

For det fjerde er det ubestridt, at sagsøgerens anmodning af 24. april 2014 om fuldtidsarbejde fulgte efter en skilsmissesag, der var blevet indledt samme måned, og som havde bevirket, at hun blev alenemor med tre børn. Selv om denne fremskyndede ansøgning var baseret på private grunde, var disse således ikke desto mindre alvorlige og legitime.

216

For det femte fremgår det af sagsakterne, at Kommissionen som svar på sagsøgerens argumentation blot har oplyst, at sagsøgeren for at lette foreningen af hendes arbejdsliv og familieliv kunne have taget forældreorlov og få tilpasset sin arbejdstid, da hun af helbredsmæssige årsager havde arbejdet på deltid i november og december 2014. Kommissionen har desuden anført, at forvaltningen ikke har kritiseret sagsøgeren for at have anmodet om en tilpasning af sin arbejdstid i overensstemmelse med sine behov.

217

Dermed har Kommissionen ikke godtgjort, at vurderingen i den anfægtede afgørelse – hvorefter sagsøgerens anmodning af 24. april 2014 om tilbagekaldelse af tilladelsen til at arbejde på deltid vidnede om hendes vanskeligheder med at forene sit arbejdsliv og familieliv – var berettiget og sammenhængende i lyset af de omstændigheder, under hvilke hun havde fremsat sin anmodning, og som er gengivet i præmis 210-215.

218

Under disse omstændigheder kunne sagsøgeren med rette gøre gældende, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse foretog et åbenbart urigtigt skøn, da den støttede sig på den grund, der fremgår af s. 2, litra a), i skrivelsen af 8. september 2016, for at lægge til grund, at hun havde vanskeligheder ved at forene sit arbejdsliv og familieliv.

219

Med dette led har sagsøgeren fremsat to klagepunkter, det første om en forsinket og illoyal begrundelse for den anfægtede afgørelse, idet den var baseret på et angiveligt uberettiget fravær i 2014, det andet om, at denne begrundelse var uberettiget for så vidt angår hendes fravær den 7. maj 2014, den 16. og den 18. juni 2014 samt den 30. og den 31. maj 2016.

220

Kommissionen har gjort gældende, at dette led bør afvises, da sagsøgeren ikke havde fremført det i den forudgående klage og ikke havde bestridt afgørelserne, hvormed det blev konstateret, at hendes fravær var uberettiget, inden for de frister, der er fastsat i vedtægten og i ansættelsesvilkårene.

221

I denne henseende har ansættelsesmyndigheden på s. 2, litra b), i skrivelsen af 8. september 2016 anført, at sagsøgeren havde været uberettiget fraværende den 7. maj og den 16. juni 2014, og – på nævnte skrivelses s. 2, litra d) – den 18. juni 2014. Endelig baserede ansættelsesmyndigheden sig på s. 5, litra e), i skrivelsen af 8. september 2016 også på sagsøgerens uberettigede fravær den 30. og den 31. maj 2016.

222

I første omgang skal det anføres, at afgørelsen om afskedigelse af en midlertidigt ansat eller en kontraktansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), der i det væsentlige er konsekvensen af den utilstrækkelige faglige indsats, som den pågældende er blevet kritiseret for, kan være berettiget med henvisning til en række præcise og samstemmende faktiske omstændigheder, der i givet fald understøttes af flere årlige bedømmelser, hvori der redegøres for den utilstrækkelige faglige indsats, selv om disse faktiske omstændigheder isoleret set ikke ser ud til at være tilstrækkeligt alvorlige til at begrunde en sådan foranstaltning (jf. i denne retning dom af 6.7.2022, YF mod EFCA, T-664/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:425, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

223

En tjenestemands, en midlertidigt ansats eller en kontraktansats utilstrækkelige faglige indsats må især bedømmes på grundlag af dennes kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd (jf. i denne retning dom af 21.10.1980, Vecchioli mod Kommissionen, 101/79, EU:C:1980:243, præmis 7).

224

Hvad særligt angår tjenestemænd skal det anføres, at det fremgår af vedtægtens artikel 51, stk. 1, litra a), at såfremt det af fem på hinanden følgende årlige udtalelser fremgår, at en tjenestemand har udvist en utilfredsstillende arbejdsindsats, afskediges tjenestemanden.

225

Det fremgår af denne bestemmelse, at ansættelsesmyndigheden, når den beslutter at afskedige en tjenestemand som følge af en utilstrækkelig faglig indsats, kan basere sig på faktiske omstændigheder, der kan godtgøre en sådan utilstrækkelig faglig indsats i løbet af de seneste fem år forud for afgørelsen om afskedigelse.

226

Det skal imidlertid fastslås, at selv om vedtægtens artikel 51 end ikke finder tilsvarende anvendelse på kontraktansatte eller midlertidigt ansatte, kan disse ikke i forbindelse med de procedurer til behandling af en utilstrækkelig faglig indsats, der er fastsat i vedtægten og ansættelsesvilkårene, behandles mere gunstigt end tjenestemænd.

227

Selv om tidsubegrænsede ansættelseskontrakter for så vidt angår sikkerhed i ansættelsen adskiller sig fra tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, kan det ikke nægtes, at ansatte i EU’s offentlige tjeneste, der er ansat i henhold til en tidsubegrænset kontrakt, ikke kan være uvidende om den midlertidige karakter af deres ansættelse og den omstændighed, at denne ikke giver ansættelsesgaranti (jf. dom af 6.7.2022, YF mod EFCA, T-664/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:425, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

228

Det følger derfor af den retspraksis, der er nævnt i præmis 222 og 227 ovenfor, at ansættelsesmyndigheden frit kan basere en afgørelse om afskedigelse som følge af en midlertidigt ansat eller en kontraktansats utilstrækkelige faglige indsats på faktiske omstændigheder, der, som i den foreliggende sag, er blevet konstateret i de tre år, der går forud for vedtagelsen af en sådan afgørelse.

229

Det følger heraf, at dette leds første klagepunkt skal forkastes, uden at det er fornødent at behandle Kommissionens to formalitetsindsigelser, der er gengivet i præmis 220.

230

I anden omgang skal Kommissionens to formalitetsindsigelser angående dette leds andet klagepunkt behandles.

231

For det første fremgår det af retspraksis, at reglen om overensstemmelse mellem klagen som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 2, og den efterfølgende stævning indebærer – idet søgsmålet ellers skal afvises – at et anbringende, der fremsættes for Unionens retsinstanser, allerede er blevet fremført i sagens administrative fase, således at den kompetente myndighed har været i stand til at gøre sig bekendt med de klagepunkter, som den pågældende har fremført mod den anfægtede afgørelse. Denne regel er begrundet i selve formålet med den administrative procedure, hvorefter hensigten er at lette adgangen til forlig i tvister, der opstår mellem de pågældende tjenestemænd, midlertidigt ansatte eller kontraktansatte på den ene side og administrationen på den anden side. Det følger heraf, således som det også fremgår af fast retspraksis, at de påstande, som nedlægges for Unionens retsinstanser i tjenestemandssager, kun kan vedrøre indsigelser, der hviler på samme grundlag som de i klagen anførte indsigelser, hvorved det præciseres, at disse indsigelser kan uddybes for Unionens retsinstanser ved fremførelsen af anbringender og argumenter, som ikke nødvendigvis er anført i klagen, men som står i nøje forbindelse hermed (jf. dom af 28.9.2022, Zegers mod Kommissionen, T-663/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:589, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

232

Sagsøgeren havde imidlertid i sin forudgående klage af 17. januar 2017»kategorisk« anfægtet de »angiveligt uberettigede fravær«, som hun var blevet foreholdt i 2014, idet hun havde gjort gældende, at disse faktiske omstændigheder under alle omstændigheder ikke var tilstrækkeligt alvorlige. Hun havde endvidere anført, at de angiveligt uberettigede fravær den 30. maj til den 1. juni 2016 ikke var blevet godtgjort og blev modsagt af lægeerklæringerne.

233

Kommissionen kunne derfor ikke med rette gøre gældende, at dette leds andet klagepunkt tilsidesatte reglen om overensstemmelse mellem klagen og stævningen, der er nævnt i præmis 231 ovenfor.

234

For det andet bemærkes, at fristerne for indgivelse af ansøgning, klage og søgsmål i vedtægtens artikel 90 og 91 er præceptive og ikke kan fraviges af parterne eller Retten, da de har til formål at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed. Eventuelle undtagelser til eller fravigelser af disse frister skal fortolkes indskrænkende (jf. dom af 25.6.2020, XH mod Kommissionen, T-511/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:291, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

235

Selv om enhver tjenestemand, midlertidigt ansat og kontraktansat i henhold til artikel 90, stk. 2, kan indbringe en klage over en akt, der går ham imod, for ansættelsesmyndigheden, giver denne mulighed imidlertid således ikke den berørte tjenestemand eller ansatte mulighed for at fravige de i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte frister for indgivelse af en klage eller et søgsmål ved indirekte via en ansøgning at så tvivl om en tidligere afgørelse, der ikke var blevet bestridt inden for de fristerne. Kun eksistensen af en ny væsentlig omstændighed kan begrunde fremsættelsen af en anmodning om genbehandling af en afgørelse, der ikke er blevet anfægtet inden for fristerne (jf. i denne retning dom af 21.2.2006, V mod Kommissionen, T-200/03 og T-313/03, EU:T:2006:57, præmis 94 og 95 og den deri nævnte retspraksis, og af 25.6.2020, XH mod Kommissionen, T-511/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:291, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

236

I forbindelse med et søgsmål til prøvelse af en akt, der går sagsøgeren imod, kan denne imidlertid navnlig inden for rammerne af anbringendet om et åbenbart urigtigt skøn bestride de konsekvenser, som en institution har draget af en tidligere akt, der går denne imod, selv om denne er blevet endelig, og begrundelsen herfor ikke længere kan bestrides (jf. i denne retning dom af 23.9.2020, VE mod ESMA, T-77/18 og T-567/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:420, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

237

Hvad for det første angår de angiveligt uberettigede fravær den 7. maj og den 16. juni 2014 har sagsøgeren gjort gældende, at hun i realiteten kritiseres for at have fremsendt de lægeerklæringer, hvormed det attesteres, at et af hendes børn disse to dage var alvorligt sygt, for sent, og at der i den anfægtede afgørelse ikke nævnes nogen varighed af denne forsinkelse.

238

Sagsøgeren har således ikke bestridt, at hun fremsendte de lægeerklæringer, der gjorde det muligt at begrunde hendes fravær fra arbejdet den 7. maj og den 16. juni 2014, for sent, men hun har i det væsentlige gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ikke kunne basere sin afgørelse på en konstatering af hendes uberettigede fravær disse to dage, uden at den anfægtede afgørelse behæftes med et åbenbart urigtigt skøn.

239

Sagsøgeren ønsker således ikke med sin argumentation at sætte spørgsmålstegn ved afgørelsen, der er blevet endelig, og hvormed hendes uberettigede fravær den 7. maj og den 16. juni 2014 konstateres, således at Kommissionens anden formalitetsindsigelse skal forkastes, for så vidt som den vedrører sagsøgerens argumentation om nævnte fravær.

240

Hvad dernæst angår det angiveligt uretmæssige fravær den 18. juni 2014 må det konstateres, at selv om sagsøgeren har gjort gældende, at hun altid har fremlagt en lægeerklæring, når hun har været fraværende af helbredsårsager, har hun ikke oplyst årsagen til sit fravær fra arbejde på denne dag, og hun har ikke henvist til nogen dokumentation tilført sagsakterne, som ville kunne begrunde dette fravær.

241

Sagsøgerens argumentation kan således ikke så tvivl om den afgørelse, hvormed det konstateres, at hendes fravær den 18. juni 2014 var uretmæssigt, således at det første klagepunkt, for så vidt som det vedrører begrundelsen på s. 2, litra d), i skrivelsen af 8. september 2016, skal forkastes som ugrundet, uden at det er fornødent at behandle Kommissionens anden formalitetsindsigelse.

242

Hvad endelig angår sagsøgerens angiveligt uberettigede fravær den 30. og den 31. maj 2016 har hun i det væsentlige gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ikke kunne basere sig på den kontrollerende læges erklæring af 27. maj 2016, idet lægen i forbindelse med denne kontrol ikke havde kunnet forudse hendes hasteindlæggelse fra den 30. maj 2016 på grund af lammelser i venstre side. Hun har ligeledes gjort gældende, at hun har fremlagt dokumentation for dette fravær.

243

Med denne argumentation ønsker sagsøgeren at så tvivl om afgørelsen af 1. juni 2016, hvormed ansættelsesmyndigheden fandt, at hendes fravær den 30. og den 31. maj 2016 var uberettiget med den begrundelse, at hun ikke havde genoptaget arbejdet disse dage, selv om den kontrollerende læge den 27. maj 2016 havde erklæret, at hun var i stand til at genoptage arbejdet.

244

Det fremgår endvidere af sagsakterne, at denne afgørelse blev meddelt sagsøgeren pr. e-mail den 1. juni 2016. Som Retten konstaterede i den oprindelige doms præmis 46, har sagsøgeren ikke fremsat klagen over denne afgørelse, der går hende imod, i overensstemmelse med forskrifterne i vedtægtens artikel 91, stk. 2.

245

Sluttelig har sagsøgeren ikke fremført nogen nye væsentlige omstændigheder, der kan begrunde en genbehandling af denne afgørelses lovlighed.

246

Sagsøgerens argumentation med henblik på indirekte at anfægte afgørelsen af 1. juni 2016 må således afvises, idet den har til formål at sætte spørgsmålstegn ved en akt, der er blevet endelig.

247

For det tredje skal holdbarheden af sagsøgerens argumentation vedrørende den anfægtede afgørelses begrundelse om hendes angiveligt uberettigede fravær den 7. maj og den 16. juni 2014 undersøges.

248

Det fremgår i denne henseende af den anfægtede afgørelses begrundelse på s. 2, litra b), i skrivelsen af 8. september 2016, at sagsøgeren den 7. og den 28. februar 2014 samt den 7. maj og den 16. juni 2014 havde anmodet om tjenestefri som følge af alvorlig sygdom hos et af hendes børn. Det fremgår ligeledes heraf, at ansættelsesmyndigheden fandt, at sagsøgerens fravær den 7. maj og den 16. juni 2014 var uberettiget, for så vidt som hun ikke havde fremlagt passende dokumentation inden for de fastsatte frister.

249

Indledningsvis skal det anføres, at vedtægtens artikel 60, der i medfør af artikel 16 og 91 i ansættelsesvilkårene finder anvendelse på kontraktansatte, bestemmer følgende:

»Bortset fra sygdoms- eller ulykkestilfælde kan tjenestemanden ikke udeblive fra tjenesten uden forudgående samtykke fra sin foresatte. Med forbehold af eventuelle disciplinærretlige bestemmelser fradrages enhver ubeføjet udeblivelse, der behørigt er konstateret, i den pågældendes årlige ferie. Hvis tjenestemandens årlige ferie er opbrugt, mister han retten til sit vederlag i en periode af tilsvarende længde.«

250

I henhold til vedtægtens artikel 57, stk. 2, der i medfør af artikel 16 og 91 i ansættelsesvilkårene finder anvendelse på kontraktansatte, kan kontraktansatte desuden i undtagelsestilfælde og efter anmodning bevilges speciel orlov, idet de nærmere regler for denne fastsættes i bilag V til vedtægten.

251

Artikel 6 i bilag V til vedtægten bestemmer således, at tjenestemænd ud over den årlige ferie efter egen anmodning kan gives tjenestefrihed i indtil to dage ved et barns alvorlige sygdom og indtil fem dage ved et barns meget alvorlige sygdom, attesteret af en læge, eller hospitalsindlæggelse af et barn på højst 12 år.

252

I den foreliggende sag fremgår det af den anfægtede afgørelses begrundelse, at konstateringen af sagsøgerens uberettigede fravær den 7. maj og den 16. juni 2014 udelukkende skyldtes sagsøgerens forsinkede fremsendelse af lægeerklæringerne vedrørende et af hendes børns alvorlige sygdom.

253

Selv om den fastsatte frist for en sådan fremsendelse og den frist, inden for hvilken sagsøgeren i sidste ende fremsendte dokumentationen til Infrastruktur- og Logistikkontoret (OIL), i den foreliggende sag ganske vist hverken fremgår af den anfægtede afgørelses begrundelse eller af sagsakterne, har sagsøgeren imidlertid hverken godtgjort, at hun har fremsendt de nødvendige erklæringer, der kunne bringe hendes administrative situation i orden inden for kort tid i lyset af den frist, som hun havde fået, eller gjort dette gældende.

254

Desuden har sagsøgeren heller ikke redegjort for nogen legitime grunde til den forsinkede fremsendelse.

255

Navnlig den gentagne manglende overholdelse af den frist, som en tjenestemand, en midlertidigt ansat eller en kontraktansat er blevet indrømmet til at fremsende dokumentation for fravær til tjenestegrenen, kan betegnes som upassende adfærd fra den pågældende tjenestemands eller ansattes side.

256

Under disse omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at ansættelsesmyndigheden havde foretaget et åbenbart urigtigt skøn, da den i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse henviste til en tidligere afgørelse, hvormed hendes uberettigede fravær den 7. maj og den 16. juni 2014 blev konstateret på grund af den forsinkede fremsendelse af dokumentation, der kunne begrunde disse fravær.

257

Følgelig skal dette klagepunkt forkastes, og dermed skal dette led forkastes i det hele.

258

Sagsøgeren har med dette led fremført otte klagepunkter. For det første har sagsøgeren gjort gældende, at hendes engagement i arbejdsgrupperne i 2014 blev anerkendt i hendes bedømmelsesrapport for dette år. For det andet har hun anført, at hun i 2015 fuldt ud udførte sit arbejde som mobil pædagog i CPE i Mamer, og at hun havde fremsendt en oversigt over det pædagogiske arbejde til en af sine kolleger den 22. april 2015. For det tredje har hun gjort gældende, at hun havde tilrettelagt yogaundervisning for børnene, selv om dette ikke var en opgave, hun formelt var blevet pålagt. For det fjerde har sagsøgeren bestridt, at hun ikke skulle have været proaktiv, således som hun er blevet kritiseret for, i forbindelse med sin deltagelse i arbejdsgrupperne, navnlig arbejdsgruppen »Køkken«. For det femte har sagsøgeren med hensyn til arbejdsgruppen »Sport« oplyst, at hun kun var suppleant. For det sjette har sagsøgeren bestridt, at hun skulle have fremsendt juleavisen 2015 i juli 2016. For det syvende har sagsøgeren gjort gældende, at den pædagogiske handlingsplan ikke nødvendigvis var formaliseret, og at det ikke var hensigtsmæssigt at fremsende en sådan plan for skolestarten i september 2016, eftersom hun skulle på forældreorlov. For det ottende har sagsøgeren gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden efter blot to måneders tilstedeværelse var kommet til det resultat, at hun ikke havde opfyldt de fastsatte mål for 2016.

259

Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgeren ikke længere kan kritisere vurderingerne i bedømmelsesrapporterne fra 2013, 2014 og 2015, som den anfægtede afgørelse er baseret på, eftersom hun ikke havde bestridt disse rapporter inden for de vedtægtsbestemte frister. Kommissionen har endvidere bestridt sagsøgerens argumenter.

260

For det første skal der hvad angår Kommissionens formalitetsindsigelse henvises til den i præmis 235 og 236 nævnte retspraksis.

261

I den foreliggende sag skal det bemærkes, at den anfægtede afgørelses begrundelse henviser til visse vurderinger, der navnlig er indeholdt i bedømmelsesrapporterne fra 2013, 2014 og 2015 vedrørende sagsøgeren.

262

Det fremgår navnlig af sagsakterne, at de begrundelser, der fremgår af sidste afsnit på s. 1 i skrivelsen af 8. september 2016, henviser til bedømmelsesrapporten fra 2013. Det fremgår også heraf, at begrundelsen om, at sagsøgeren har haft problemer med at forene privatliv og arbejdsliv, og som fremgår af samme skrivelses s. 2, andet afsnit, henviser til bedømmelsesrapporten fra 2014. Endelig gentager begrundelserne på s. 3, litra a)-e), i samme skrivelse den kvalitative vurdering af sagsøgerens effektivitet, der svarer til punkt 3.1 i bedømmelsesrapporten fra 2015.

263

Sagsøgeren har med sin argumentation i forbindelse med dette leds andet til femte klagepunkt ønsket at så tvivl om indholdet af denne kvalitative vurdering og dermed ved bedømmelsesrapporten fra 2015.

264

Det er imidlertid ubestridt, at sagsøgeren har modtaget bedømmelsesrapporten fra 2015 angående hende, og at hun ikke har bestridt den inden for de frister, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91, således at såvel rapporten som bedømmelserne heri er blevet endelige.

265

Desuden har sagsøgeren ikke gjort et nyt og væsentligt element gældende med henblik på at godtgøre, at hun fortsat kunne bestride bedømmelsesrapporten fra 2015.

266

Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke bestride bedømmelsesrapporten fra 2015 indirekte i forbindelse med dette søgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse, idet denne bedømmelsesrapport har bidraget til forberedelsen af den anfægtede afgørelse. Andet til femte klagepunkt i det fjerde anbringendes tredje led kan dermed ikke antages til realitetsbehandling, idet disse klagepunkter tilsigter at så tvivl om en retsakt, der er blevet endelig.

267

Første, sjette, syvende og ottende klagepunkt har derimod ikke til formål at så tvivl om vurderingerne i bedømmelsesrapporterne fra 2013, 2014 og 2015. Kommissionens formalitetsindsigelse bør derfor forkastes i denne henseende.

268

For det andet har sagsøgeren vedrørende det første klagepunkt påberåbt sig vurderingerne i bedømmelsesrapporten fra 2014 om hendes engagement i arbejdsgrupperne »Tilrettelæggelse af informationsmøder for forældrene« og »Køkken«.

269

Det fremgår imidlertid af bedømmelsesrapporterne fra 2013 og 2015, hvortil der henvises i den anfægtede afgørelse, at sagsøgerens engagement i arbejdsgrupperne »Køkken« og »Tilrettelæggelse af informationsmøder for forældrene« i 2013 var meget begrænset, og at hendes engagement i arbejdsgrupperne »CPE’s avis«, »Køkken« og »Sport« i 2015 var utilstrækkeligt eller endog ikkeeksisterende.

270

Desuden fremgår det af den anfægtede afgørelses begrundelser, der findes på s. 4 i skrivelsen af 8. september 2016, at et af de mål, der var fastsat for sagsøgeren for 2016 i bedømmelsesrapporten fra 2015, var, at hun skulle engagere sig mere aktivt i udførelsen af opgaverne i de forskellige arbejdsgrupper i sin egenskab af kontaktperson eller suppleant ved at udarbejde en månedlig oversigt over kommentarer eller problemer, hun var stødt på (faktuel og præcis), ved at fremsætte forslag eller planlægge fysisk aktivitet i skoleferierne og ved at udarbejde en årsrapport for arbejdsgruppen »Sport«. Det fremgår imidlertid heraf, at der ikke var blevet konstateret nogen tegn på forbedring af sagsøgerens præstationsniveau i forhold til dette mål, som hun havde haft kendskab til siden den 5. april 2016.

271

På s. 4, litra b), i skrivelsen af 8. september 2016 fandt ansættelsesmyndigheden nemlig, at sagsøgerens engagement i de opgaver, som de forskellige arbejdsgrupper skulle udføre, inden hun gik på forældreorlov den 15. juli 2016, var kendetegnet ved den samme mangel på proaktivitet. Ansættelsesmyndigheden kritiserede navnlig sagsøgeren for ikke at have taget initiativ til at udarbejde en månedlig oversigt over de problemer, man var stødt på i gruppen »Køkken«, at hun ikke havde deltaget aktivt i arbejdsgruppen »Sport«, og at hun ikke havde fremlagt årlige opgørelser for arbejdsgrupperne »Køkken« og »CPE’s avis«, inden hun gik på forældreorlov, selv om hendes kontorchef den 26. maj 2016 havde bedt hende om det.

272

Den omstændighed, at sagsøgeren i 2014 beviste den krævede deltagelse i de arbejdsgrupper, som hun var medlem af, har således ingen indflydelse på konstateringen på s 1, på s. 3, litra a), og på s. 4, litra b), i skrivelsen af 8. september 2016. Denne konstatering vedrører sagsøgerens manglende engagement i de arbejdsgrupper, som hun var medlem af, i 2013 og 2015 og i perioden fra den 5. april til den 15. juli 2016.

273

Sagsøgeren har følgelig ikke godtgjort, at den anfægtede afgørelses begrundelser om hendes manglende engagement i de arbejdsgrupper, som hun var medlem af, i 2013 og 2015 og en del af 2016 var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, således at dette klagepunkt skal forkastes som ugrundet.

274

For det tredje har sagsøgeren med det sjette klagepunkt gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en faktisk vildfarelse, eftersom hun havde sendt udkastet til juleavisen 2015 til de personer, der skulle godkende udkastet, den 22. januar 2016 og ikke i juli 2016. Hun har præciseret, at det var et IT-problem, der var skyld i den forsinkede fremsendelse af den e-mail, som dette udkast til avisen var vedhæftet, og at den forsinkede udgivelse kunne tilskrives to af hendes kolleger og hendes overordnede.

275

I denne henseende fremgår det af den anfægtede afgørelses begrundelser, der findes på s. 4 i skrivelsen af 8. september 2016, at bedømmelsesrapporten fra 2015 navnlig fastsatte som mål for sagsøgeren, at hun i 2016 skulle engagere sig mere i udførelsen af de forskellige arbejdsgruppers opgaver i sin egenskab af kontaktperson eller suppleant ved at samle og udsende tre af CPE’s aviser. Ifølge denne begrundelse var der ikke blevet konstateret nogen tegn på forbedring af sagsøgerens præstationsniveau i forhold til dette mål, som hun havde haft kendskab til siden den 5. april 2016.

276

Ansættelsesmyndigheden har navnlig på s. 4, litra b), i skrivelsen af 8. september 2016 kritiseret sagsøgeren for den 18. juli 2016 at have fremsendt juleavisen 2015, som hendes overordnede ikke længere fandt relevant.

277

I denne henseende skal det for det første anføres, at sagsøgeren har henvist til en e-mail, som hun sendte den 22. januar 2016, og som hun har vedlagt en kopi af i bilaget til sin stævning.

278

Som Kommissionen har anført, har denne sagsakt imidlertid ikke en tilstrækkelig bevisværdi, eftersom denne e-mail – selv om den indeholder meddelelsen »vedhæftet fremsender jeg Dem vores udkast til særudgaven juleavisen til trykning« og angivelsen af en vedhæftet fil med titlen »Le petit journal garderie NOEL.edition specialdocx« – ligeledes præciserer, at avisen vedrørende »fastelavn følger snarest«, idet denne begivenhed dette år fandt sted i februar.

279

For det andet har Kommissionen fremlagt en e-mail, hvori den 18. juli 2016 nævnes som afsendelsesdato, hidrørende fra sagsøgeren til de samme modtagere, og som har nøjagtigt den samme besked som den, der er indeholdt i den e-mail, som sagsøgeren har påberåbt sig.

280

For det tredje har sagsøgeren ikke – selv om hun har gjort gældende, at hendes e-mail til kollegerne med udkastet til juleavisen 2015 ikke nåede frem til modtagerne på grund af et IT-problem – fremlagt nogen beviser for dette udsagn.

281

For det fjerde har sagsøgeren gjort gældende, at offentliggørelsen af juleavisen 2015 efter hendes fremsendelse den 22. januar 2016 var blevet udsat af to af hendes kolleger og dernæst den ansvarlige for CPE på Kirchberg i Luxembourg, hvilket var grunden til, at hun havde sendt udkastet til juleavisen 2015 til sin overordnede to gange.

282

Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt nogen beviser for sine udsagn, der i øvrigt til dels modsiges af sagsakterne.

283

Det skal således anføres, at navnet på en af de i præmis 281 nævnte to kolleger hverken fremgår af listen over modtagerne af den e-mail af 22. januar 2016, som sagsøgeren har påberåbt sig, eller af sammensætningen af arbejdsgruppen »CPE’s avis«, som sagsøgeren har fremlagt.

284

Selv om sagsøgeren desuden har gjort gældende, at udkastet til juleavisen 2015 skulle godkendes af den ansvarlige for CPE på Kirchberg, er denne person – både i e-mailen af 22. januar 2016, som sagsøgeren har påberåbt sig, og i e-mailen af 18. juli 2016, som Kommissionen har fremlagt – blot sat i kopi på disse e-mails, mens modtagerne var tre andre personer, som sagsøgeren har gjort gældende var medlemmer af arbejdsgruppen »CPE’s avis«.

285

Denne omstændighed kan således understøtte Kommissionens udsagn om, at udkastet til juleavisen 2015 ikke skulle godkendes af den ansvarlige for CPE på Kirchberg, men kun af de øvrige medlemmer af arbejdsgruppen »CPE’s avis«.

286

Under disse omstændigheder har sagsøgeren ikke fremlagt beviser, der kan afkræfte Kommissionens bevis, i henhold til hvilket sagsøgeren først den 18. juli 2016 fremsendte udkastet til juleavisen 2015 til medlemmerne af arbejdsgruppen »CPE’s avis« med henblik på godkendelse af dette.

287

Følgelig skal det foreliggende klagepunkt forkastes som ugrundet.

288

For det fjerde har sagsøgeren med det syvende klagepunkt gjort gældende, at den manglende fremsendelse af den pædagogiske handlingsplan, som hun er blevet kritiseret for i 2016, ikke betyder, at en sådan plan ikke fandtes, idet den pædagogiske handlingsplan ikke tidligere var blevet formaliseret. Desuden er hun af den opfattelse, at det var tvivlsomt, om det var nødvendigt, at en midlertidigt ansat, der gik på forældreorlov, udarbejdede pædagogiske handlingsplaner for den periode, hvor denne midlertidigt ansatte var fraværende fra tjenesten, eftersom en sådan plan skulle tilpasses de børn, der skulle passes, og personliggøres.

289

I denne henseende fremgår det af den begrundelse for den anfægtede afgørelse, der findes på s. 4 i skrivelsen af 8. september 2016, at sagsøgeren i bedømmelsesrapporten fra 2015 navnlig fik pålagt som mål for 2016 at udarbejde en oversigt over undervisningsaktiviteterne. På s. 4, litra a), i samme skrivelse har ansættelsesmyndigheden kritiseret sagsøgeren for ikke at have fremlagt denne oversigt, inden hun gik på forældreorlov den 15. juli 2016, til trods for den omstændighed dels, at hun havde modtaget en påmindelse herom dateret den 26. maj 2016, dels at sagsøgeren havde 112,5 flekstimer, svarende til 14 arbejdsdage, til at udarbejde denne oversigt.

290

Sagsøgerens udsagn om dels, at udarbejdelsen af en oversigt over undervisningsaktiviteterne ikke tidligere var blevet formaliseret, dels, at en sådan oversigt hverken var nødvendig eller hensigtsmæssig, eftersom hun efter planen skulle på forældreorlov, kan ikke med føje så tvivl om den obligatoriske karakter af målet om at udarbejde en sådan oversigt, som var blevet pålagt hende i bedømmelsesrapporten fra 2015, og som hun ikke har bestridt, at hun havde haft kendskab til siden den 5. april 2016.

291

Det fremgår i øvrigt af kontorchefens e-mail til sagsøgeren af 26. maj 2016, at kontorchefen havde anmodet hende om at udarbejde oversigten over undervisningsaktiviteterne som forberedelse til skoleåret 2016/2017 i overensstemmelse med den model, der var vedhæftet den nævnte e-mail. Kontorchefen havde desuden mindet hende om, at denne programlægning i overensstemmelse med en instruks, der var blevet gennemført i 2014, skulle foretages for hvert skoleår. Endelig skulle denne oversigt over undervisningsaktiviteterne tjene som arbejdsgrundlag for den person, der i september 2016 skulle påtage sig ansvaret for den gruppe børn, som sagsøgeren havde fået tildelt i skoleåret 2016/2017, indtil hun kom tilbage fra forældreorlov.

292

Det skal bemærkes, at vedtægtens artikel 21, første afsnit, der i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 11 og 81 finder tilsvarende anvendelse på kontraktansatte, bestemmer, at »[t]jenestemanden […] uanset tjenstlig rang [skal] bistå og rådgive sine overordnede. Han er ansvarlig for gennemførelsen af de opgaver, der bliver pålagt ham«.

293

I henhold til vedtægtens artikel 21a, der i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 11 og 81 ligeledes finder tilsvarende anvendelse på kontraktansatte, kan en tjenestemand alene unddrage sig den i vedtægtens artikel 21 omhandlede lydighedspligt, hvis pligten fra den overordnede er klart ulovlig eller strider mod de gældende sikkerhedsbestemmelser.

294

I den foreliggende sag har sagsøgeren hverken godtgjort eller gjort gældende, at instruksen om, at hun skulle udarbejde en oversigt over undervisningsaktiviteterne, inden hun gik på forældreorlov, var klart ulovlig eller stred mod de gældende sikkerhedsbestemmelser.

295

Under disse omstændigheder var det uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn, at ansættelsesmyndigheden fandt, at den omstændighed, at sagsøgeren ikke havde fremsendt oversigten over undervisningsaktiviteterne til sin overordnede, inden hun gik på forældreorlov, således som hun var blevet bedt om, var udtryk for en upassende adfærd fra sagsøgerens side og kunne indgå som en af begrundelserne for den anfægtede afgørelse.

296

Følgelig skal det foreliggende klagepunkt forkastes som ugrundet.

297

For det femte og endelig har sagsøgeren med det ottende klagepunkt i det væsentlige gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ikke uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne bedømme realiseringen af de mål, der var fastsat for 2016, efter blot to måneders tilstedeværelse.

298

Som Domstolen fastslog i appeldommens præmis 28, fremgår det imidlertid udtrykkeligt af skrivelsen af 8. september 2016, at ansættelsesmyndigheden i sin generelle bedømmelse af sagsøgerens realisering af disse mål blot havde konstateret, at der ikke var tegn på forbedring af hendes præstationsniveau i denne henseende.

299

Selv om ansættelsesmyndigheden således har kritiseret sagsøgeren for ikke fuldt ud at have opfyldt det første mål, som denne var blevet pålagt i bedømmelsesrapporten fra 2015, nemlig udarbejdelse af en oversigt over undervisningsaktiviteterne, gælder dette ikke de to øvrige mål, der bestod dels i at udvise et større engagement ved udførelsen af opgaverne i de forskellige arbejdsgrupper, som hun var medlem af, dels i planlægning i tilstrækkelig god tid af hendes forældreorlov (jf. i denne retning appeldommens præmis 29).

300

Hvad angår nærmere bestemt det første mål om udarbejdelse af en oversigt over undervisningsaktiviteterne, som det ikke er blevet bestridt, at sagsøgeren havde haft kendskab til siden den 5. april 2016, har hun hverken godtgjort eller endog gjort gældende, at hun ikke havde haft tilstrækkelig tid til at udføre denne opgave, inden hun gik på forældreorlov den 15. juli 2016, mens det fremgår af den anfægtede afgørelse, at hun havde tid svarende til 14 arbejdsdage til udførelse af denne opgave.

301

Under disse omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at ansættelsesmyndigheden anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den efter en periode på ca. tre måneder konstaterede, at hun ikke havde opfyldt det første mål, som hun var blevet pålagt i bedømmelsesrapporten fra 2015, og som vedrørte udarbejdelsen af en oversigt over undervisningsaktiviteterne.

302

Følgelig skal dette klagepunkt forkastes, og dermed skal dette led forkastes i det hele.

303

Sagsøgeren har med dette led i det væsentlige fremført to klagepunkter. For det første har hun anført, at ingen EU-retlige bestemmelser pålægger hende at orientere sine kolleger om sin deltagelse i de møder i CCP og CLP, som hun var blevet indkaldt til. For det andet har hun gjort gældende, at hun altid på forhånd har orienteret sine overordnede om de møder, som hun skulle deltage i på grund af sit mandat som personalerepræsentant, at de overordnede havde en kalender over møderne i CCP og CLP, og at hun i sidste øjeblik var blevet indkaldt til at deltage i mødet i CCP den 11. og den 12. december 2014.

304

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

305

Det skal i denne henseende bemærkes, at ansættelsesmyndighedens generelle konstatering af sagsøgerens utilstrækkelige faglige indsats i den anfægtede afgørelse navnlig var baseret på den begrundelse, at sagsøgeren ikke altid tog hensyn til tjenestens interesser, når hun planlagde sine aktiviteter i tilknytning til sit mandat som personalerepræsentant.

306

På s. 2, litra e), i skrivelsen af 8. september 2016 har ansættelsesmyndigheden navnlig kritiseret sagsøgeren for først at have informeret sine overordnede om sin deltagelse den 26. februar 2014 i et møde i tilknytning til hendes fagforeningsmandat, dagen forinden, kl. 17.26.

307

Desuden har ansættelsesmyndigheden på s. 2, litra f), i skrivelsen af 8. september 2016 kritiseret sagsøgeren for ikke at have informeret sine kolleger om sin deltagelse i et møde i CCP den 9. december 2014.

308

Dernæst har ansættelsesmyndigheden på s. 2, litra g), i skrivelsen af 8. september 2016 kritiseret sagsøgeren for dels først at have informeret sine overordnede om sin deltagelse den 11. og 12. december 2014 i et plenarmøde i CCP dagen forinden, dels for ikke at have informeret sine kolleger derom.

309

Endelig har ansættelsesmyndigheden på s. 5, litra d), i skrivelsen af 8. september 2016 kritiseret sagsøgeren for først at have informeret sine overordnede og sine kolleger om hendes deltagelse i møder i CCP den 28. januar og den 24. maj 2016 samme dag, som møderne blev afholdt.

310

Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren ikke har bestridt ansættelsesmyndighedens henvisning på s. 2, i skrivelsen af 8. september 2016 til vurderingen i bedømmelsesrapporten af 2014, hvorefter hun ikke altid havde taget hensyn til tjenestens interesse ved planlægningen af sine fagforeningsaktiviteter, men kun begrundelserne for den anfægtede afgørelse på s. 2, litra e)-g), i skrivelsen af 8. september 2016, der ikke gentager en vurdering indeholdt i bedømmelsesrapporten fra 2014.

311

Følgelig kan sagsøgerens argumentation i forbindelse med dette led ikke anses for at så tvivl om en vurdering, der er indeholdt i bedømmelsesrapporten fra 2014, som Kommissionen gør gældende er blevet endelig.

312

Hvad i første omgang angår det første klagepunkt, og som det er anført i præmis 173 ovenfor, skal en tjenestemand eller en anden ansat, der er udlånt som følge af et fagforeningsmandat eller et mandat som personalerepræsentant, i henhold til vedtægtens artikel 60 indhente et forudgående samtykke fra sin overordnede for at kunne udeblive fra tjenesten og deltage i de møder, som denne indkaldes til i forbindelse med dette mandat. Der findes således kun undtagelser fra forpligtelsen i vedtægtens artikel 60 til at indhente et forudgående samtykke i sygdoms- eller ulykkestilfælde og ikke i tilfælde af deltagelse i fagforeningsvirksomhed eller i møder i en repræsentativ instans for personalet, såsom CLP eller CCP.

313

I denne forbindelse bemærkes, som anført i præmis 174 ovenfor, at artikel 7, punkt 3.1, i afgørelse C(2011) 3588 forpligtede sagsøgeren til at underrette sine overordnede i god tid forud for møderne i CLP og CCP, idet den overordnede myndighed i givet fald kan nægte den pågældende at deltage i disse møder ved en skriftlig og begrundet afgørelse.

314

For det første skal det dog anføres, at hverken vedtægtens artikel 60 eller afgørelse C(2011) 3588 pålægger en ansat med et fagforeningsmandat eller et mandat som personalerepræsentant at informere sine kolleger om sin deltagelse i møderne i tilknytning til udøvelse af dette mandat.

315

For det andet og i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, fremgår det ikke af sagsakterne, at sagsøgeren har modtaget en formel instruks fra sine overordnede om at underrette sine kolleger om fravær på grund af deltagelse i møderne i CLP og CCP.

316

Indledningsvis bemærkes, at det ganske vist fremgår af en e-mail stilet til sagsøgeren fra dennes kontorchef den 6. september 2011, at kontorchefen fandt, at CPE’s særlige behov og arten af sagsøgerens opgaver ikke gjorde det muligt for hende at deltage systematisk i møderne i tilknytning til udøvelsen af hendes fagforeningsmandat. Med denne e-mail fik sagsøgeren tilladelse til at deltage i fagforeningsmøderne på to betingelser, nemlig dels at hun aftalte det med den kollega, med hvem hun delte ansvaret for en gruppe børn, dels at hun underrettede enhedens sekretariat og lederen af daginstitutionen.

317

Det fremgår imidlertid ikke af sagsakterne, at denne instruks var blevet forlænget ud over skoleåret 2011/2012, og navnlig efter udpegelsen af sagsøgeren som medlem af CLP og CCP i løbet af 2014.

318

Selv om det følger af et notat fra sagsøgerens kontorchef af 7. februar 2017, at udøvelsen af hendes fagforeningsmandat havde været genstand for en ordning med formanden for den fagforening, som sagsøgeren var medlem af, fremgår det navnlig ikke, at denne ordning, der var gældende i perioden mellem den 16. juli 2011 og den 1. april 2014, var blevet forlænget ud over denne dato.

319

Dernæst fremgår det af den e-mail, der er nævnt på s. 2, litra f), i skrivelsen af 8. september 2016, at en kollega til sagsøgeren med denne e-mail havde underrettet den ansvarlige for CPE’s vuggestue i Mamer om sin forbavselse over, at sagsøgeren ikke havde oplyst hende om sit fravær den 9. december 2014. I den samme e-mail spurgte hun denne ansvarlige, om der fandtes en protokol for samarbejde mellem kolleger.

320

Endelig understøtter de akter, som Kommissionen har henvist til, ikke, at der skulle findes en formel instruks stilet til sagsøgeren om, at hun skulle oplyse sine kolleger om sit fravær på grund af deltagelse i møderne i CLP og CCP.

321

For så vidt angår dette spørgsmål indeholder bedømmelsesrapporten fra 2014 nemlig blot en angivelse om, at sagsøgeren systematisk skulle tage hensyn til tjenestens tilrettelæggelse, når hun agtede at deltage i fagforeningsaktiviteter, og om, at hun skulle undgå fravær i september.

322

På samme måde er den e-mail, som sagsøgeren den 27. april 2015 sendte til den fælles e-mailadresse for CPE i Mamer med nogle af hendes kolleger i kopi, og hvormed hun bl.a. oplyste om sit fravær i den kommende måned, ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at hun havde modtaget en formel instruks om, at hun systematisk skulle oplyse sine kolleger om sin deltagelse i møderne i CCP og CLP.

323

I et notat af 15. juli 2016, som Kommissionen ligeledes har henvist til, fandt sagsøgerens kontorchef desuden, at selv om sagsøgeren i sin egenskab af personalerepræsentant havde ret til at deltage i et møde i CCP, der var fastsat til december 2014 uden forudgående tilladelse, var det »god praksis« at oplyse sine overordnede og sine kolleger herom i tilstrækkelig god tid.

324

Under disse omstændigheder har Kommissionen ikke godtgjort, at sagsøgeren tilsidesatte en formel instruks fra sine overordnede om, at hun skulle oplyse sine kolleger om sin deltagelse i møderne i CCP og CLP, og dermed de forpligtelser til loyalitet og lydighed, der følger af vedtægtens artikel 11 og 21.

325

Det følger af det ovenstående, at sagsøgeren med rette har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden i den anfægtede afgørelse anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet den fandt, at den manglende forudgående underretning af hendes kolleger om hendes deltagelse i møderne den 9., 11. og 12. december 2014 og den 28. januar og den 24. maj 2016 var et udtryk for upassende adfærd fra hendes side.

326

I anden omgang bemærkes for så vidt angår dette leds andet klagepunkt for det første, at den omstændighed, at sagsøgerens overordnede var i besiddelse af en kalender over møderne i CCP og CLP, ikke fritog sagsøgeren fra hendes forpligtelse til at anmode om samtykke til fravær med henblik på deltagelse i disse møder, jf. vedtægtens artikel 60, første afsnit.

327

For det andet bemærkes, at selv om sagsøgeren har gjort gældende, at hun altid har oplyst sine overordnede forud for de møder, hun deltog i på grund af sit mandat som personalerepræsentant, har hun ikke fremlagt nogen beviser, der dokumenterer, at hun, så snart hun modtog indkaldelserne til de i den anfægtede afgørelse nævnte møder, havde anmodet om samtykke til fravær, der gjorde det muligt for hendes overordnede straks at sørge for en afløser og at sikre tjenestens opretholdelse.

328

Sagsøgeren har navnlig hverken godtgjort eller endog gjort gældende, at hun var blevet indkaldt sent til fagforeningsmødet den 26. februar 2014.

329

Det fremgår desuden af sagsakterne, at møderne i CCP den 11. og den 12. december 2014 samt den 28. januar og den 24. maj 2016 blev afholdt i Bruxelles, således at det, henset til transporttiden, afhængigt af de anvendte transportmidler, mellem Luxembourg og Bruxelles, var usandsynligt, at sagsøgeren først havde fået meddelelse herom dagen før eller på selve dagen for afholdelse af møderne.

330

Under disse omstændigheder anlagde ansættelsesmyndigheden ikke et åbenbart urigtigt skøn i den anfægtede afgørelse, da den fandt, at sagsøgerens manglende underretning af sine overordnede om sin deltagelse i møderne den 26. februar 2014, den 11. og den 12. december 2014 samt den 28. januar og den 24. maj 2016 udgjorde en upassende adfærd fra sagsøgerens side.

331

Med dette led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse, der findes på s. 3, litra h), i skrivelsen af 8. september 2016, var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, da hendes arbejde på halv tid af helbredshensyn kunne være blevet forlænget, da hendes genindtræden i sine funktioner på fuld tid var et initiativ fra hendes side, og da det ikke fremgår af denne begrundelse, hvad hun præcist kritiseres for.

332

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

333

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at ansættelsesmyndigheden på s. 3, litra h), i skrivelsen af 8. september 2016 konstaterede, at lægetjenesten, efter at sagsøgeren af helbredshensyn havde arbejdet på halv tid i perioden fra den 17. november til den 23. december 2014, havde rådet hende til at holde et møde med sine overordnede med henblik på tilrettelæggelse af hendes genindtræden i sine funktioner på fuld tid i januar 2015. Den har også anført, at sagsøgeren først tog kontakt til sine overordnede den 22. december 2014.

334

Indledningsvis skal det anføres, at begrundelsen på s. 3, litra h), i skrivelsen af 8. september 2016 ikke gengiver en vurdering, der er indeholdt i bedømmelsesrapporten fra 2014, som ifølge Kommissionen er blevet endelig.

335

Hvad angår spørgsmålet, om argumentationen i dette led er velbegrundet, følger det for det første af vedtægtens artikel 59, tredje til femte afsnit, der i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 16 og 91 finder tilsvarende anvendelse på kontraktansatte, at en tjenestemand, en midlertidigt ansat eller en kontraktansat på sygeorlov på et hvilket som helst tidspunkt kan underkastes en lægeundersøgelse, der foranstaltes af institutionen, og at såfremt det ved undersøgelsen vurderes, at tjenestemanden er i stand til at gøre tjeneste, betragtes hans fravær som uberettiget fra datoen for undersøgelsen, medmindre den pågældende tjenestemand eller ansatte finder, at konklusionerne på grundlag af den af den kompetente myndighed foranstaltede undersøgelse ikke er lægeligt begrundede, i hvilket tilfælde tjenestemanden eller den ansatte eller en læge, der handler på hans vegne, inden for en frist på to arbejdsdage kan anmode institutionen om, at en uafhængig læge som opmand foretager en efterfølgende undersøgelse.

336

I den foreliggende sag fremgår det af sagsakterne, at sagsøgeren af helbredshensyn havde fået tilladelse til at arbejde på halv tid fra den 17. november 2014, og at den læge, der foretog helbredsundersøgelsen, den 16. december 2014 havde anbefalet, at hun genoptog sit arbejde på fuld tid fra januar 2015.

337

Det fremgår imidlertid hverken af den anfægtede afgørelses begrundelse eller af sagsakterne, at sagsøgeren ved at tage kontakt til sin overordnede mandag den 22. december 2014 med henblik på fastsættelse af de nærmere vilkår for hendes genindtræden i sine funktioner på fuld tid i januar 2015 overskred en frist, der er fastsat i en EU-retlig bestemmelse eller en instruks fra sine overordnede.

338

For det andet bemærkes, at Kommissionen – selv om det er ubestridt, at CPE’s daginstitution den 22. december 2014 var lukket på grund af juleferie – ikke har gjort gældende, at CPE’s forvaltning ikke havde en vagtordning i denne periode med henblik på at sikre tjenestens opretholdelse, således at det ikke fremgår af sagsakterne, at de nærmere vilkår for sagsøgerens genindtræden i sine funktioner på fuld tid ikke kunne fastsættes mellem den 22. december 2014 og den 5. januar 2015.

339

For det tredje fremgår det heller ikke, at en frist på to uger ikke var tilstrækkelig til at tilrettelægge sagsøgerens genindtræden i sine funktioner på fuld tid.

340

Det er derfor med rette, at sagsøgeren har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden anlagde et åbenbart urigtigt skøn i den anfægtede afgørelse, idet den baserede sig på begrundelsen på s. 3, litra h), i skrivelsen af 8. september 2016.

341

Med dette led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at begrundelsen på s. 4, litra f), i skrivelsen af 8. september 2016 er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, eftersom ansættelsesmyndigheden ikke tog hensyn til visse af hendes kollegers særligt fjendtlige holdning over for hende, da hun startede i CPE’s vuggestue i Mamer.

342

I denne henseende konstaterede ansættelsesmyndigheden på s. 4, litra f), i skrivelsen af 8. september 2016, at sagsøgerens kolleger havde oplyst, at de havde svært ved at samarbejde med hende, og navnlig at den ansvarlige for CPE’s vuggestue i Mamer i april 2015 havde sendt en e-mail til sagsøgerens kontorchef, hvoraf det fremgik, at selv om sagsøgeren dårligt nok havde påbegyndt sit arbejde i CPE’s vuggestue i Mamer, var der allerede en »stor konflikt«, »tingene gik dårligt«, og »den gode stemning, der havde været der om morgenen, var forsvundet«.

343

For det første fremgår det af sagsakterne, at sagsøgeren i april 2015 blev tilknyttet CPE’s vuggestue i Mamer som »mobil pædagog«. Det fremgår også, at den ansvarlige for CPE i Mamer i en e-mail af 23. april 2015 med overskriften »Konflikt i daginstitutionen« til sagsøgerens kontorchef havde oplyst, at selv om sagsøgeren dårligt nok havde påbegyndt sit arbejde i CPE’s vuggestue i Mamer, var der allerede en stor konflikt, tingene gik dårligt, den gode stemning, der havde været i daginstitutionen om morgenen, var forsvundet, og en af sagsøgerens kolleger havde grædt, mens en anden havde råbt i telefonen. Det fremgik ligeledes, at den ansvarlige for CPE i Mamer og en af hendes kolleger havde gjort deres bedste for at neddæmpe situationen, og navnlig at førstnævnte havde tilbragt over en time med sagsøgeren om morgenen, mens den anden havde talt med de øvrige kolleger, og at det hastede meget med at få arrangeret et møde med alle, før de »slog hinanden ihjel«.

344

Da der ikke foreligger en mere præcis angivelse af årsagen til den konflikt, der er beskrevet på s. 4, litra f), i skrivelsen af 8. september 2016, og som dokumenteres af e-mailen af 23. april 2015, der er nævnt i præmis 343, fremgår det imidlertid hverken af denne e-mail eller af de øvrige sagsakter, at sagsøgeren udelukkende eller hovedsageligt var ansvarlig for denne konflikt.

345

For det andet må det konstateres, at de akter, som Kommissionen har henvist til, ikke indeholder tilstrækkelige beviser, der kan underbygge, at sagsøgeren var hovedansvarlig for konflikten i CPE’s vuggestue i Mamers opståen den 23. april 2015.

346

Indholdet af en e-mail af 9. december 2014 fra en af sagsøgerens kolleger, som den ansvarlige for CPE i Mamer videresendte den samme dag, belyser nemlig ikke årsagerne til konflikten i CPE’s vuggestue i Mamer den 23. april 2015.

347

Det samme gælder e-mailudvekslingerne den 25. juni 2015 mellem sagsøgerens kontorchef og den ansvarlige for CPE i Mamer, der blot redegør for de problemer, som sidstnævnte havde haft med at finde en afløser for sagsøgeren den 24. og den 25. juni 2015, fordi sagsøgeren kun havde anført, at hun ville være fraværende om morgenen den 24. juni 2015.

348

Det fremgår ligeledes generelt af udsagnene fra den ansvarlige for og lederen af CPE i Mamer samt sagsøgerens kontorchef, der alle er dateret den 18. december 2018, at nogle kolleger direkte og gentagne gange havde oplyst dem om, at de havde svært ved at samarbejde ordentligt med sagsøgeren, uden at konflikten i CPE’s vuggestue i Mamer den 23. april 2015 dog blev nævnt.

349

Endelig har Kommissionen også henvist til en e-mail af 21. oktober 2015 fra en forælder til et barn, som var blevet passet af sagsøgeren i CPE’s daginstitution på Kirchberg i skoleåret 2014/2015, men denne e-mail indeholder ingen oplysninger om årsagerne til konflikten i CPE’s vuggestue i Mamer den 23. april 2015.

350

Det er derfor med rette, at sagsøgeren har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden anlagde et åbenbart urigtigt skøn i den anfægtede afgørelse, idet den baserede sig på begrundelsen på s. 4, litra f), i skrivelsen af 8. september 2016.

351

Dette led omfatter fem klagepunkter, det første om den manglende gengivelse af de tilsidesættelser, som sagsøgeren er blevet kritiseret for år efter år i sine bedømmelsesrapporter, det andet om, at vurderingerne i bedømmelsesrapporten fra 2015 ikke er objektive, det tredje om, at de faktiske omstændigheder, som sagsøgeren kritiseres for i 2014 og 2015, ligger langt tilbage, det fjerde om, at der ikke forelå en fejl eller undladelse fra sagsøgerens side i forbindelse med pasningen af de børn, som hun havde ansvaret for, og det femte om Kommissionens manglende hensyntagen til sagsøgerens anciennitet og til den omstændighed, at hun aldrig har fået en advarsel eller en irettesættelse.

352

I første omgang skal det, inden de i præmis 351 nævnte klagepunkter undersøges, og under hensyntagen til undersøgelsen af det tredje og det fjerde anbringende i præmis 73-350, fastlægges, om de ulovligheder, som Retten har påvist i forbindelse med undersøgelsen af nævnte anbringender, indebærer en annullation af den anfægtede afgørelse, eller om de begrundelser, som sagsøgeren ikke har bestridt, eller hvis ulovlighed hun ikke har godtgjort, er tilstrækkelige til retligt set at begrunde nævnte afgørelse, uanset de begrundelser, som Retten har anset for at være ulovlige.

353

For det første har sagsøgeren ikke hvad angår hendes adfærd i 2013 godtgjort ulovligheden af begrundelserne for den anfægtede afgørelse på s. 1 i skrivelsen af 8. september 2016, hvorefter sagsøgeren dels i ringe grad havde deltaget i arbejdsgrupperne »Køkken« og »Tilrettelæggelse af informationsmøder for forældrene«, dels burde have planlagt sine aktiviteter, der var knyttet til disse arbejdsgrupper, i de såkaldte flekstimer, hvor hun ikke beskæftigede sig med børnene, idet nogle forældre havde beklaget sig over, at sagsøgeren ikke var til stede i klasselokalet, når de kom for at hente deres børn.

354

For det andet har sagsøgeren heller ikke – for så vidt angår begrundelserne for den anfægtede afgørelse om sagsøgerens adfærd i 2014 – godtgjort ulovligheden af vurderingerne i bedømmelsesrapporten fra 2014, der er gengivet på s. 2 i skrivelsen af 8. september 2016, og som vedrører dels hendes problemer med at forene sit privatliv og sit arbejdsliv, dels hendes manglende hensyntagen til tjenestens interesse ved planlægningen af aktiviteterne i tilknytning til hendes mandat som personalerepræsentant.

355

Sagsøgeren har heller ikke godtgjort ulovligheden af de efterfølgende begrundelser på s. 2, litra b)-g), i skrivelsen af 8. september 2016, dvs. henholdsvis hendes ulovlige fravær den 7. maj og den 16. juni 2014, den omstændighed, at hun havde planlagt sit fravær den 2. maj 2014, og at hun havde varslet tjenesten den samme dag, som hun var fraværende, hendes uberettigede fravær den 18. juni 2014, den omstændighed, at hun først dagen forinden, kl. 17.26, havde underrettet sine overordnede om sit fravær den 26. februar 2014 med den begrundelse, at hun skulle deltage i et fagforeningsmøde, de omstændigheder, under hvilke hun den 9. december 2014 havde ændret indretningen af et lokale uden samtykke fra den kollega, som hun arbejdede sammen med, og ikke havde efterladt lokalet i dets oprindelige stand, og endelig den omstændighed, at hun først den 10. december 2014 havde underrettet sine overordnede om sit fravær den 11. og den 12. december 2014, fordi hun skulle deltage i et plenarmøde i CCP.

356

Hvad for det tredje angår sagsøgerens adfærd i 2015 har hun ikke bestridt den begrundelse for den anfægtede afgørelse, der findes på s. 3 i skrivelsen af 8. september 2016, hvorefter hendes generelle præstationsniveau i bedømmelsesrapporten fra 2015 blev anset for at være utilstrækkeligt i 2015.

357

Sagsøgeren har heller ikke godtgjort ulovligheden af at de efterfølgende begrundelser på s. 3, litra a)-e) og i), i skrivelsen af 8. september 2016, dvs. henholdsvis hendes utilstrækkelige eller manglende engagement i de arbejdsgrupper, som hun var medlem af, hendes manglende proaktivitet i forbindelse med udøvelsen af sine funktioner som »mobil« pædagog, hendes manglende orientering af sine overordnede om at gennemføre målet om at tilrettelægge yogaundervisning, den manglende udarbejdelse af en oversigt over undervisningsaktiviteterne, den omstændighed, at den manglende kontinuitet i pasningen af den gruppe af børn, som hun havde ansvaret for, havde givet anledning til to klager fra to forældre, og endelig hendes manglende kommunikation om nogle af hendes fravær i juni 2015.

358

Hvad angår sagsøgerens adfærd i 2016 har hun for det fjerde ikke godtgjort ulovligheden af begrundelsen for den anfægtede afgørelse på s. 4 i skrivelsen af 8. september 2016, hvorefter der ikke var tegn på forbedring af hendes præstationsniveau i forhold til de tre mål, som var blevet fastsat for hende for 2016.

359

Sagsøgeren har heller ikke godtgjort ulovligheden af begrundelserne for den anfægtede afgørelse på s. 4, litra a) og b), og på s. 5, litra d) og e), i skrivelsen af 8. september 2016, dvs. henholdsvis den manglende fremsendelse af oversigten over undervisningsaktiviteterne inden hun gik på forældreorlov den 15. juli 2016, som hun var blevet anmodet om, den manglende fremsendelse af månedsrapporter om spørgsmål i tilknytning til institutionskøkkenet i CPE, det manglende aktive engagement i arbejdsgruppen »Sport«, den manglende udarbejdelse af årsopgørelser for grupperne »Køkken« og »CPE’s avis«, inden hun gik på forældreorlov, fremsendelsen i juli 2016 af udkastet til juleavisen 2015, som hendes overordnede ikke længere fandt relevant, den ringe kommunikation fra sagsøgerens side over for sine overordnede om hendes fravær, særligt hendes fravær den 28. januar og den 24. maj 2016, og endelig hendes uberettigede fravær den 30. og den 31. maj 2016.

360

Den anfægtede afgørelse indeholder således flere begrundelser, hvis ulovlighed ikke er blevet godtgjort, og som er tilstrækkeligt vigtige til at kunne understøtte ansættelsesmyndighedens generelle konstatering af sagsøgerens utilstrækkelige faglige indsats, henset navnlig til hendes manglende deltagelse i de arbejdsgrupper, som hun var medlem af i 2013, 2015 og 2016, hendes uberettigede fravær i 2014 og 2016, hendes manglende orientering i god tid af sine overordnede om sin deltagelse i visse møder i tilknytning til hendes fagforeningsmandat eller hendes mandat som personalerepræsentant i 2014 og 2016, og hendes manglende overholdelse af visse instrukser fra hendes overordnede i 2015 og 2016.

361

Under disse omstændigheder kan der ikke sås tvivl om lovligheden af den generelle konstatering af sagsøgerens utilstrækkelige faglige indsats på grund af den retlige fejl, der vedrører begrundelsen for den anfægtede afgørelse på s. 4, litra c), i skrivelsen af 8. september 2016 om datoerne for og den periode, hvor sagsøgeren havde ønsket forældreorlov, og heller ikke på grund af de åbenbart urigtige skøn, som begrundelserne for den anfægtede afgørelse på s. 2, litra a), f) og g), samt på s. 3, litra h), på s. 4, litra f), og på s. 5, litra d), i samme skrivelse, er behæftet med, og som vedrører henholdsvis sagsøgerens fremskyndede ansøgning om tilbagekaldelse af tilladelsen til at arbejde på deltid af familiemæssige hensyn, den manglende orientering af sagsøgerens kolleger om hendes deltagelse i et møde i CCP den 9. december 2014, den manglende orientering af sagsøgerens kolleger om hendes deltagelse i et møde i CCP den 11. og den 12. december 2014, sagsøgerens ansøgning om tilrettelæggelse af vilkårene for hendes genindsættelse i sine funktioner på fuld tid, efter at hun af helbredshensyn havde arbejdet på halv tid, konflikten i CPE’s vuggestue i Mamer den 23. april 2015 og endelig den manglende orientering af sagsøgerens kolleger om hendes deltagelse i møderne i CCP den 28. januar og den 24. maj 2016.

362

Det følger derfor af det ovenstående, at de ulovligheder, som Retten har fastslået i forbindelse med behandlingen af det tredje og fjerde anbringende i præmis 73-350, ikke kan medføre en annullation af den anfægtede afgørelse.

363

I anden omgang bemærkes, at sagsøgeren for så vidt angår dette leds første klagepunkt har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ikke kunne kritisere hende for vedvarende tilsidesættelser i flere år, for så vidt som det ikke var de samme kritikpunkter, der blev nævnt i bedømmelsesrapporterne fra år til år.

364

Det skal indledningsvis bemærkes, at når vedtægtens artikel 51 end ikke finder tilsvarende anvendelse på kontraktansatte, findes der ingen bestemmelser i ansættelsesvilkårene, der pålægger ansættelsesmyndigheden, at den, når den træffer afgørelse om opsigelse af en kontraktansats kontrakt som følge af utilstrækkelig faglig indsats, udelukkende skal basere sig på gentagne tilsidesættelser, der skal være anført i den berørte ansattes bedømmelsesrapporter.

365

I den foreliggende sag kunne ansættelsesmyndigheden således lovligt basere den anfægtede afgørelse ikke blot på sagsøgerens adfærd, der havde været genstand for visse vurderinger i hendes bedømmelsesrapporter i 2013, 2014 og 2015, men også på adfærd, der ikke fremgik af de nævnte rapporter.

366

Dernæst skal det bemærkes, at en del af den adfærd, som ansættelsesmyndigheden har kritiseret sagsøgeren for, uanset om den er blevet vurderet i hendes bedømmelsesrapporter eller ej, svarer til en gentagelse af de samme tilsidesættelser i årene mellem 2013 og 2016.

367

Det samme gælder navnlig sagsøgerens manglende engagement i de arbejdsgrupper, hun var medlem af, i 2013, 2015 og 2016, hendes uberettigede fravær i 2014 og 2016, den manglende orientering i god tid af hendes overordnede om, at hun skulle deltage i møder i tilknytning til sit fagforeningsmandat eller sit mandat som personalerepræsentant i 2014 og 2016 og den manglende efterlevelse af visse instrukser, navnlig instruksen om, at hun skulle udarbejde en oversigt over undervisningsaktiviteterne, i 2015 og 2016.

368

Følgelig kan sagsøgeren ikke med rette gøre gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, med den begrundelse, at de samme tilsidesættelser ikke har gentaget sig år efter år. Dette klagepunkt skal således forkastes som ugrundet.

369

Hvad angår dette leds andet klagepunkt skal det i tredje omgang bemærkes, at det følger af præmis 266 ovenfor, at sagsøgeren ikke kan bestride bedømmelsesrapporten fra 2015 indirekte i forbindelse med dette søgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse, idet denne bedømmelsesrapport har bidraget til forberedelsen af den anfægtede afgørelse.

370

Det må imidlertid konstateres, at sagsøgeren med dette klagepunkt ønsker at så tvivl om objektiviteten af sin bedømmelsesrapporten fra 2015 under hensyntagen til de vurderinger, som ad hoc-gruppen for Kommissionens udlånte og udpegede ansatte foretog af hendes udøvelse af sit mandat som personalerepræsentant.

371

Følgelig skal dette klagepunkt afvises.

372

Hvad angår dette leds tredje klagepunkt om, at de forhold, som sagsøgeren kritiseres for i årene 2014 og 2015, ligger langt tilbage, bemærkes i fjerde omgang, at det følger af præmis 228 ovenfor og af den i præmis 222 og 227 nævnte retspraksis, at ansættelsesmyndigheden kan basere en afgørelse om afskedigelse af en midlertidigt ansat eller en kontraktansat på forhold, der – som i den foreliggende sag – er konstateret i de tre år, der går forud for vedtagelse af en sådan afgørelse.

373

Følgelig skal dette klagepunkt forkastes som ugrundet.

374

Hvad i femte omgang vedrører dette leds fjerde klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke er baseret på en fejl eller forsømmelse, som hun skulle have begået i forbindelse med, at hun passede børn, som hun havde ansvaret for.

375

Dette klagepunkt er baseret på den forudsætning, at en kontraktansat eller en midlertidigt ansat kun kan opsiges på grund af utilstrækkelig faglig indsats, når den berørte ansatte har begået en fejl eller en forsømmelse i forbindelse med udførelsen af de opgaver, som denne hovedsageligt er blevet tildelt.

376

Selv om en fejl eller en forsømmelse i forbindelse med udførelsen af de opgaver, der hovedsageligt er betroet en midlertidigt ansat eller en kontraktansat, i givet fald kan give anledning til en disciplinær sanktion, står det ikke desto mindre fast, at ansættelsesmyndigheden, når en sådan fejl eller forsømmelse ikke er blevet begået, kan opsige en kontraktansat eller midlertidigt ansats kontrakt, når den berørte ansattes generelle adfærd som i den foreliggende sag på grund af adfærdens uhensigtsmæssige karakter, som er udvist i flere på hinanden følgende år, har negative konsekvenser for tjenestens funktion i den institution, hvori vedkommende er ansat.

377

Henset til, at den i præmis 375 nævnte forudsætning er urigtig, skal dette klagepunkt forkastes.

378

I sjette omgang og endelig har sagsøgeren for så vidt angår dette leds femte klagepunkt kritiseret ansættelsesmyndigheden for ikke at have taget hensyn til hendes anciennitet i tjenesten og til den omstændighed, at hun aldrig har fået en advarsel eller en irettesættelse.

379

Som det fremgår af præmis 376 ovenfor, kan ansættelsesmyndigheden imidlertid opsige en kontraktansat eller midlertidigt ansats kontrakt på grund af utilstrækkelig faglig indsats, når den berørte ansattes generelle adfærd som i den foreliggende sag på grund af adfærdens uhensigtsmæssige karakter, som er udvist i flere på hinanden følgende år, har negative konsekvenser for tjenestens funktion i den institution, hvori vedkommende er ansat.

380

De forhold alene, dels at sagsøgeren havde seks års anciennitet i tjenesten, inden hun i 2013 udviste en upassende adfærd, dels at hun aldrig havde været pålagt en disciplinær sanktion, kan således ikke godtgøre, at den anfægtede afgørelse er åbenbart urigtig, eftersom det ikke kan bestrides, at sagsøgeren i årene mellem 2013 og 2016 via sin upassende adfærd har påvirket funktionen af CPE, hvori hun var ansat, negativt.

381

Det fremgår således af alt det ovenstående, at dette klagepunkt skal forkastes, og dermed skal dette led og det fjerde anbringende forkastes i det hele.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Syvende Udvidede Afdeling):