29

Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med bestemmelsen i artikel 31, stk. 1, sammenholdt med bestemmelsen i artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/2005, og med artikel 6, litra h), i og bilag III til forordning nr. 885/2006. I denne forbindelse har medlemsstaten gjort gældende, at hverken artikel 32 i forordning nr. 1290/2005, Rettens praksis eller sektorspecifikke bestemmelser i lovgivningen om eksportrestitution eller arbejdsdokument AGRI-2007-62817-03-00 eller vejledning nr. 1 om fremlæggelse for Kommissionen af tabellerne i bilag III og bilag IIIa til forordning nr. 885/2006 indtil den 1. februar 2009 (herefter »vejledning nr. 1«) opstiller en forpligtelse vedrørende en årlig beregning og bogføring af renterne med henblik på henførelse af renterne efter 50/50-reglen. Eftersom der derfor ikke foreligger en overtrædelse fra de tyske myndigheders side af de EU-retlige bestemmelser vedrørende beregning og opstilling af renterne, kan den finansielle korrektion på 5%, der blev anvendt af Kommissionen i den anfægtede afgørelse, ikke være berettiget.

30

Principalt har Forbundsrepublikken Tyskland særligt gjort gældende, at artikel 32 i forordning nr. 1290/2005 begrænser sig til generelt at fastlægge en tabsfordeling i henhold til 50/50-reglen, således at renterne og sanktionerne ligeledes skal deles mellem Unionen og medlemsstaterne med halvdelen til hver, og at de ikke skal henføres til disse sidstnævnte alene som følge af fordelingen af hovedfordringen. Forbundsrepublikken Tyskland er også af den opfattelse, at EU-lovgivers eneste krav består i, at de forskellige beløb, der skal inddrives, angives særskilt med henblik på i givet fald at gøre det muligt at foretage en særskilt fordeling af de individuelle og endnu ikke-inddrevne beløb.

31

Subsidiært har Forbundsrepublikken Tyskland gjort gældende for det første, at den årlige bogføring af renterne kun har været lovpligtig siden ikrafttrædelsen af forordning nr. 1306/2013 samt gennemførelsesforordning nr. 908/2014, som ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde. For det andet har medlemsstaten gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte vejledning nr. 1 ved at kræve, at renterne blev ajourført ved udgangen af hvert enkelt regnskabsår.

32

Kommissionen har anfægtet samtlige disse argumenter, idet den har anført, at det første anbringende hviler på en fejlagtig fortolkning af artikel 31, stk. 1, og artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/2005, sammenholdt med artikel 6, litra h), i forordning nr. 885/2006. Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at selv om der ikke findes nogen EU-retlig bestemmelse, der særligt regulerer pligten til at bogføre renter, forholder det sig ikke desto mindre således, at tabellen i bilag III til forordning nr. 885/2006 klart henviser til kravene i forordningens artikel 6, litra h), i henhold til hvilken oplysninger om de beløb, der er anført i tabellen, skal meddeles Kommissionen én gang om året. Ifølge Kommissionen fremgår det af den pågældende bestemmelse, sammenholdt med artikel 32 i forordning nr. 1290/2005, at der består en pligt til en årlig bogføring af de beløb, der angives i tabellen til bilag III til forordning nr. 885/2006.

33

Indledningsvis bemærkes, at Forbundsrepublikken Tyskland inden for rammerne af sit første anbringende søger at påvise, at den anfægtede afgørelse i henhold til dens første påstand skal annulleres, for så vidt som Kommissionen tilsidesatte artikel 31 og artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/2005, sammenholdt med artikel 6, litra h), i og bilag III til forordning nr. 885/2006, ved at anvende en finansiel korrektion for en mangel ved hovedkontrollerne som følge af en tilsidesættelse af den pligt til at foretage en årlig bogføring og beregning af renter, som påhviler Forbundsrepublikken Tyskland.

34

Det skal således i forbindelse med undersøgelsen af det første anbringende fastslås, om Forbundsrepublikken Tyskland var underlagt en pligt til årlig beregning og opstilling af renterne med henblik på at fastlægge, om der forelå en eventuel overtrædelse af EU-retten. For så vidt angår spørgsmålet, om for det første anvendelsen af en finansiel korrektion var berettiget i det foreliggende tilfælde, og for det andet, om korrektionen var forholdsmæssig, vil dette blive behandlet inden for rammerne af det femte anbringende vedrørende tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet.

35

Det bemærkes endvidere, at tabellen i bilag III til forordning nr. 885/2006 er et instrument til beregning af de beløb, der skal henføres til medlemsstaterne i forbindelse med anvendelsen af 50/50-reglen. Det følger heraf, at pligten til at beregne renterne årligt nødvendigvis forudsætter, at der forudgående vedtages et bogføringsår i henhold til modellen i bilag III til forordning nr. 885/2006, således at forpligtelsen til en årlig beregning og bogføring af renterne logisk udgør samme forpligtelse.

36

Endvidere omhandler artikel 32 i forordning nr. 1290/2005 vedrørende medlemsstaternes forpligtelser for så vidt angår inddrivelsen af beløb hos støttemodtagere, der har begået uregelmæssigheder eller forsømmelighed, i stk. 5 de særlige situationer, hvor medlemsstaten ikke har inddrevet beløbene enten inden for en frist på fire år efter datoen for den første administrative eller retslige konstatering eller på otte år, hvis inddrivelsen er genstand for søgsmål ved de nationale domstole. I sådanne situationer præciseres det, at »[d]en berørte medlemsstat anfører særskilt i den sammenfattende oversigt, der er omhandlet i stk. 3, første afsnit, de beløb, for hvilke inddrivelsen ikke er foretaget inden for de frister, der er fastsat i første afsnit i dette stykke«.

37

Det følger af retspraksis, at den ligelige fordeling af det finansielle ansvar mellem den berørte medlemsstat og EU-budgettet, som fremgår af artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/2005, finder anvendelse på alle følger af finansiel karakter forbundet med den manglende inddrivelse af de uretmæssigt udbetalte beløb, som bl.a. omfatter hovedstolen og de påløbne renter, der skulle have været betalt i henhold til samme forordnings artikel 32, stk. 1 (dom af 24.11.2015, Nederlandene mod Kommissionen, T-126/14, EU:T:2015:875, præmis 76; jf. ligeledes i denne retning dom af 22.4.2010, Italien mod Kommissionen, T-274/08 og T-275/08, EU:T:2010:154, præmis 39, 41 og 44).

38

I denne forbindelse bemærkes, at de »ikke inddrevne beløb« som omhandlet i artikel 32, stk. 3 og 5, i forordning nr. 1290/2005, omfatter hovedstolen, renterne og sanktionerne.

39

Endvidere bestemmer artikel 6 i forordning nr. 885/2006, at de årsregnskaber, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra c), nr. iii), i forordning nr. 1290/2005, og som skal fremsendes til Kommissionen, bl.a. omfatter en tabel over de uretmæssigt udbetalte beløb, der skal inddrives ved regnskabsårets udgang, og som skyldes uregelmæssigheder som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT 1995, L 312, s. 1) »herunder eventuelle sanktioner og påløbne renter«, efter den model, der er fastsat i bilag III til forordning nr. 885/2006.

40

I henhold til fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. dom af 7.6.2005, VEMW m.fl., C-17/03, EU:C:2005:362, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis, og af 6.10.2005, Sumitomo Chemical og Sumika Fine Chemicals mod Kommissionen, T-22/02 og T-23/02, EU:T:2005:349, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

41

Det er i lyset af disse principper, at der skal foretages en undersøgelse af, om artikel 6, litra h), i forordning nr. 885/2006 skal forstås således, at den forpligter medlemsstaterne til årligt at beregne og bogføre »uretmæssigt udbetalte beløb, der skal inddrives«, i den tabel, der er fastsat i bilag III til den pågældende forordning.

42

Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 6 i forordning nr. 885/2006 indgår i kapitel 2 med overskriften »Regnskabsafslutning« i lighed med artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/2005, der figurerer i afsnit IV med overskriften »Regnskabsafslutning og Kommissionens overvågning«.

43

For det første kan besvarelsen af spørgsmålet om en årlig beregning og bogføring af renterne udledes af en ordlydsfortolkning af artikel 6, litra h), i forordning nr. 885/2006. Det skal nemlig bemærkes for det første, at udtrykket »uberettiget udbetalte beløb, der skal inddrives ved udgangen af regnskabsåret« betyder, at Kommissionen, inden for rammerne af fremsendelsen af årsregnskaberne til Kommissionen, skal gives meddelelse om alle de beløb, som endnu ikke er blevet inddrevet ved udgangen af et regnskabsår, med andre ord ved et års afslutning. For det andet fremgår det klart af ordene »herunder eventuelle sanktioner og påløbne renter«, at de pågældende beløb ikke kun omfatter de uberettiget udbetalte beløb, men ligeledes renter. For det tredje skal de nødvendigvis, eftersom de er at finde i årsregnskaberne, bogføres årligt.

44

For det andet er denne ordlydsfortolkning tro mod den almindelige opbygning af den regnskabsafslutningsprocedure, der, som anført af Kommissionen i dens skriftlige indlæg, gennemføres én gang årligt. Artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/2005 og artikel 6, litra h), i forordning nr. 885/2006 skal nemlig fortolkes i lyset af 23. betragtning til forordning nr. 1290/2005, hvorefter »Kommissionen årligt [bør] foretage regnskabsafslutningen« for de godkendte betalingsorganer, og at »[b]eslutningen om regnskabsafslutning vedrører de forelagte regnskabers fuldstændighed, nøjagtighed og pålidelighed«. Det følger heraf, at Kommissionen i forbindelse med regnskabsafslutningsproceduren skal sikre sig, at ingen af de beløb, der er indført i årsregnskaberne, falder uden for regnskabsafslutningen. Med henblik herpå skal de oplysninger vedrørende debitorforhold og inddrivelser i medlemsstaterne, der meddeles i tabellerne i bilag III til forordning nr. 885/2006, og som er vedlagt betalingsorganernes årsregnskaber, nødvendigvis ajourføres årligt, således at de pågældende organers regnskaber er korrekte og ajourførte ved regnskabsårets udgang med henblik på regnskabsafslutningen.

45

For det tredje fremgår det af præamblen til forordning nr. 1290/2005 og særligt 25. og 26. betragtning hertil, at ordningen med fælles finansielt ansvar, som er indført ved den pågældende forordnings artikel 32, stk. 5, tilsigter at beskytte EU-budgettets finansielle interesser ved at pålægge den berørte medlemsstat at afholde en del af de midler, der skyldes som følge af uregelmæssigheder, og som ikke er blevet tilbagesøgt inden for en rimelig frist. Som Kommissionen med rette har fremhævet, var det, idet der ikke foreligger en årlig beregning og ajourføring af morarenterne i tabellen i bilag III til forordning nr. 885/2006, der er møntet på beregning af de beløb, der skal henføres til medlemsstaterne i henhold til 50/50-reglen, ikke muligt at fastlægge det nøjagtige beløb af de morarenter, som skulle henføres til Forbundsrepublikken Tyskland. Følgelig er den omstændighed, at de oplysninger, der blev angivet i tabellen i bilag III til forordning nr. 885/2006, er upræcise, uforenelig med beskyttelsen af EU-budgettets økonomiske interesser, eftersom Unionen udsættes for en risiko for at skulle afholde morarenter, som skulle have været henført til den omhandlede medlemsstat i overensstemmelse med 50/50-reglen.

46

Endvidere bemærkes, at selv om modeltabellen i bilag III til forordning nr. 885/2006, som Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, ikke prima facie pålægger nogen udtrykkelig forpligtelse til at bogføre renter i den kolonne, der er møntet på korrektionen af hovedfordringen, fremgår det af retspraksis, at når renter skyldes for hovedfordringer ved udgangen af et regnskabsår i medfør af EU’s sektorlovgivning, skal sådanne rentefordringer anses for at være en følge af den samme uregelmæssighed som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2988/95 som den, der medfører tilbagesøgning af den støtte og de beløb, som er modtaget uretmæssigt, og som udgør hovedkravene (dom af 2.3.2017, Glencore Céréales France, C-584/15, EU:C:2017:160, præmis 42). Eftersom størrelsen af den oprindelige fordring skal tilpasses hvert år i henhold til den delvise eller fuldstændige inddrivelse af de renter, der er skyldige i henhold til den pågældende fordring, skal renterne ajourføres ved udgangen af hvert regnskabsår i form af et korrigeret beløb, og de skal af denne grund indføres med hovedfordringen i tabellen vedrørende uregelmæssighederne. Det følger heraf nødvendigvis, at renterne skal bogføres i kolonnen i tabellen i bilag III til forordning nr. 885/2006, der er møntet på korrektion af hovedfordringen.

47

Endelig hvad angår Forbundsrepublikken Tysklands argument om, at punkt 2 E i bilag I til forordning nr. 885/2006 og artikel 5 i Kommissionens forordning (EF) nr. 883/2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 for så vidt angår betalingsorganernes regnskabsføring, anmeldelser af udgifter og indtægter og betingelser for godtgørelse af udgifter inden for rammerne af EGFL og ELFUL (EUT 2006, L 171, s. 1), som Kommissionen påberåbte sig i meddelelsen af 2015, ikke indeholder noget krav vedrørende fremlæggelse af oplysningerne i bilag III til forordning nr. 885/2006, bemærkes for det første, at det pågældende punkt vedrørende procedurer for udestående fordringer bestemmer, at »[a]lle de kriterier, der er fastsat i [punkt 2 A-2 D], finder tilsvarende anvendelse på afgifter, fortabte sikkerhedsstillelser, tilbagebetalte beløb, formålsbestemte indtægter osv., som betalingsorganet skal opkræve på EGFL’s og ELFUL’s vegne«. Under punkt 2 C i bilag I til forordning nr. 885/2006 er det imidlertid fastsat, at betalingsorganet skal vedtage procedurer, der skal sikre, at »måneds-, kvartals- (for ELFUL) og årsregnskaber er komplette og nøjagtige og foreligger til rette tid, og at eventuelle fejl eller udeladelser påvises og korrigeres, især gennem kontrol og afstemning, der foretages med jævne mellemrum«. Følgelig bestemmer punkt 2 E i bilag I til forordning nr. 885/2006, at procedurerne vedrørende fordringerne skal udfærdiges i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i punkt 2 C. Det skal således konstateres, at det pågældende bilag indeholder et krav vedrørende fremlæggelsen af oplysningerne inden for rammerne af regnskabsafslutningen for EGFL, selv om det ikke udtrykkeligt omfatter bilag III.

48

For det andet skal det i lighed med det af Forbundsrepublikken Tyskland anførte konstateres, at artikel 5 i forordning nr. 883/2006, som fastsætter generelle regler for anmeldelser af udgifter og formålsbestemte indtægter, for så vidt som den vedrører reglerne om godkendelsesorganerne, rent faktisk ikke indeholder noget krav om fremlæggelsen af oplysningerne i bilag III til forordning nr. 885/2006. For så vidt som artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/2005, sammenholdt med artikel 6, litra h), i og bilag III til forordning nr. 885/2006, opstiller en forpligtelse til årlig bogføring og beregning af renterne, er argumentet om, at artikel 5 i forordning nr. 883/2006 ikke indeholder noget krav vedrørende fremlæggelsen af oplysningerne i tabellen i bilag III, ikke relevant.

49

På baggrund af det ovenstående skal det konkluderes, at det er med urette, at Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at Kommissionen foretog en fejlagtig fortolkning af artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/2005, sammenholdt med artikel 6, litra h), i og bilag III til forordning nr. 885/2006.

50

Konklusionen i præmis 49 ovenfor kan ikke drages i tvivl af Forbundsrepublikken Tysklands øvrige argumenter.

51

Hvad for det første angår argumentet om, at Kommissionen tilsidesatte vejledning nr. 1 ved at kræve en årlig beregning af renterne, hviler dette på en fejlagtig fortolkning af den pågældende vejledning fra Forbundsrepublikken Tysklands side. Det fremgår nemlig af vejledning nr. 1, at oplysningerne i tabellen i bilag III til forordning nr. 885/2006 omfatter alle de beløb, der udgør uretmæssigt udbetalte beløb, herunder renterne og den straf, der knytter sig dertil, og som skal ajourføres ved årets udgang med henblik på at fastslå de beløb, der er skyldige for det følgende regnskabsår.

52

Hvad for det andet angår argumentet om, at den udtrykkelige indførelse af en pligt til en årlig beregning og bogføring af renterne ved forordning nr. 1306/2013 og gennemførelsesforordning nr. 908/2014 viser, at Kommissionen inden ikrafttrædelsen af de pågældende forordninger ikke fandt det nødvendigt at foretage en årlig beregning og opstilling af renter, skal dette ligeledes forkastes. Forordning nr. 1306/2013 og gennemførelsesforordning nr. 908/2014 ændrede nemlig ikke væsentligt retsstillingen vedrørende angivelse af de renter, der mangler at blive inddrevet, eftersom forpligtelsen til den årlige beregning og opstilling af renterne bestod i henhold til forordning nr. 1290/2005 og forordning nr. 885/2006.

53

Særligt skal det bemærkes, at de relevante bestemmelser i forordning nr. 1290/2005 og forordning nr. 885/2006 ikke er blevet ændret væsentligt ved ikrafttrædelsen af forordning nr. 1306/2013 og gennemførelsesforordning nr. 908/2014. Artikel 6, litra h), i forordning nr. 885/2006 og artikel 29, litra f), i gennemførelsesforordning nr. 908/2014 pålægger i det væsentlige den samme pligt til at meddele Kommissionen alle endnu ikke inddrevne beløb ved udgangen af et regnskabsår i henhold til bilag III hvad angår forordning nr. 885/2006 og bilag II hvad angår gennemførelsesforordning nr. 908/2014. Den eneste tilføjelse i dette sidstnævnte bilag i kolonne »Z«, der er møntet på en årlig angivelse af de rentebeløb, der mangler at blive inddrevet for uregelmæssigheder, som blev konstateret fra den 16. oktober 2014, er uden relevans for denne konstatering.

54

Endvidere og i modsætning til det af Forbundsrepublikken hævdede gør den sondring, der foretages i vejledning nr. 5 om meddelelsen til Kommissionen af tabellerne i bilag II og III til gennemførelsesforordning nr. 908/2014 for regnskabsåret, mellem de »gamle« tilfælde af uregelmæssigheder og de »nye« tilfælde i den tabelmodel, der er omhandlet i artikel 29, litra f), i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, det heller ikke muligt at konkludere, at der foreligger en væsentlig ændring af retsstillingen vedrørende angivelsen af ikke-inddrevne renter. Det skal nemlig i lighed med det af Kommissionen anførte bemærkes, at en sådan sondring kun foretages i forbindelse med anvendelsen af overgangsbestemmelsen i artikel 41, stk. 5, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 907/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1306/2013 for så vidt angår betalingsorganer og andre organer, finansiel forvaltning, regnskabsafslutning, sikkerhedsstillelse og brug af euroen (EUT 2014, L 255, s. 18), henset til, at den pågældende bestemmelse sondrer mellem på den ene side de tilfælde, hvor en første administrativ eller retslig konstatering er blevet foretaget inden den 16. oktober 2014, dvs. de gamle tilfælde, og på den anden side de tilfælde, hvor en sådan konstatering foretages efter den 16. oktober 2014, dvs. de nye tilfælde.

55

Endvidere kan Forbundsrepublikken Tyskland ikke gøre gældende, at Kommissionen fremførte en selvmodsigende argumentation i sin skrivelse af 29. november 2016, som indeholdt Kommissionens endelige holdning, for så vidt som det, selv om kravet vedrørende en årlig beregning og bogføring af renterne ikke udtrykkeligt fremgår af artikel 6, litra h), i forordning nr. 885/2006 eller af artikel 29, litra f), i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, ikke desto mindre forholder sig således, at et sådant krav følger af ordlyden af artikel 6, litra h), i forordning nr. 885/2006, på baggrund af regnskabsafslutningsprocedurens almindelige opbygning og de formål, der forfølges med lovgivningen, og som i det væsentlige foreskriver den samme pligt som artikel 29, litra f), i gennemførelsesforordning nr. 908/2014.

56

På baggrund af det ovenstående skal det fastslås, at Kommissionen ikke tilsidesatte artikel 31 og artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/2005, sammenholdt med artikel 6, litra h), i og bilag III til forordning nr. 885/2006, og at det således var med rette, at den fastslog, at der forelå en pligt til at foretage en årlig beregning og bogføring af de renter vedrørende ikke-inddrevne beløb, der følger af uregelmæssigheder eller forsømmelighed, i tabellen i bilag III til forordning nr. 885/2006 med henblik på anvendelsen af 50/50-reglen.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):