1

Den 16. april 2006 blev sagsøgeren, Isabel Torné, udnævnt til tjenestemand i Europa-Kommissionen i lønklasse A 6, nu lønklasse AD 6.

2

Den 1. februar 2012 blev sagsøgeren – på grundlag af bestemmelserne i artikel 40 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) – efter egen anmodning og mens hun var indplaceret i lønklasse AD 8, trin 1, tilstået tjenestefrihed uden løn af personlige årsager.

3

Imidlertid blev sagsøgeren samme dag ansat af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) som midlertidigt ansat i ansættelsesgruppe AD, lønklasse 12, trin 2, ved en kontrakt indgået på grundlag af artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrigt ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«), i den dagældende affattelse, til at fungere som chef for enheden for »Menneskelige ressourcer og tjenester«.

4

Næsten to år senere ændrede EU-lovgiver vedtægten og ansættelsesvilkårene (herefter »ændringsaftalen af 2014«). Vedtægtens nye artikel 77 – der i medfør af henvisningen i ansættelsesvilkårenes artikel 39, stk. 1, også finder anvendelse på midlertidigt ansatte – fastsætter i stk. 2 en ny årlig tilpasset tilskrivningssats for pensionsrettigheder, hvorved den tidligere sats på 1,9% nedsættes til den mindre favorable sats på 1,8%. Desuden fastsætter stk. 5 – som følge af samme artikel 39, stk. 1, i ansættelsesvilkårene – en stigning i den pensionsberettigende alder fra 63 år til 66 år.

5

Endvidere er der fastsat en overgangsordning mellem de tidligere og de nye vedtægtsbestemmelser. Således bestemmer artikel 21, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten vedrørende »[o]vergangsforanstaltninger for tjenestemænd ved Unionen« først og fremmest, at en tjenestemand, »der er indtrådt i tjenesten i perioden mellem den 1. maj 2004 og den 31. december 2013«, fortsætter med at optjene pensionsrettigheder til en årlig sats på 1,9% uanset ikrafttrædelsen af den nye artikel 77.

6

Desuden følger det af artikel 22, stk. 1, fjerde led, i bilag XIII til vedtægten, at »[f]or tjenestemænd, der er 45 år eller derover den 1. maj 2014, og som er tiltrådt tjenesten mellem den 1. maj 2004 og den 31. december 2013, forbliver den pensionsberettigende alder dog 63 år«.

7

Endvidere er der, som det præciseres i 34. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 om ændring af vedtægten […] og ansættelsesvilkårene […] (EFT 2013, L 287, s. 15), i betragtning af, at der beskæftiges et stort antal midlertidigt ansatte i agenturerne, og at det netop på dette område er nødvendigt at fastlægge en sammenhængende personalepolitik, ved ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra f), blevet oprettet en ny kategori af midlertidigt ansatte, som er ansat i agenturerne (herefter »de ansatte i agenturerne«), ligesom et vist antal særlige bestemmelser er fastsat for denne nye kategori.

8

Følgelig blev den kontrakt, som sagsøgeren havde indgået med agenturet Frontex, uden videre fra den 1. januar 2014 konverteret til en kontrakt for midlertidigt ansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra f), i overensstemmelse med artikel 6 i bilaget til disse vilkår, som vedrører overgangsforanstaltninger, der finder anvendelse på de af de omhandlede vilkår omfattede ansatte.

9

[Som berigtiget ved kendelse af 22. januar 2019] Den 1. juni 2015 fratrådte sagsøgeren Frontex for den samme dag – ved indgåelsen af en kontrakt i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra f) – at tage ansættelse hos Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (EMSA) som chef for afdelingen »Corporate services«. I henhold til den nævnte kontrakts artikel 3 var sagsøgeren fortsat indplaceret i lønklasse AD 12, løntrin 3, ligesom hun bevarede sin anciennitet i lønklassen pr. 1. februar 2012 og skulle blive på løntrinnet indtil den 1. februar 2014. Kontraktens artikel 4 bestemte, at datoen for kontrakts udløb var den samme som den, der var fastsat i sagsøgerens foregående kontrakt med Frontex, nemlig den 31. januar 2017. I overensstemmelse med kontraktens artikel 5 blev den omhandlede kontrakt forlænget på de betingelser, der finder anvendelse for ansatte i agenturerne, hvilket har muliggjort det for sagsøgeren i dag at arbejde hos EMSA.

10

Endvidere bemærkes, at det i artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene vedrørende overgangsforanstaltninger, der finder anvendelse på ansatte omfattet af de nævnte vilkår, navnlig er fastsat, at bestemmelserne i artikel 21 og 22 i bilag XIII til vedtægten, der er nævnt i præmis 5 og 6 ovenfor, nemlig kontinuiteten i forhold til tilskrivningssatsen (artikel 21) og kontinuiteten i forhold til den pensionsberettigende alder (artikel 22), finder analog anvendelse på ansatte, »der tiltrådte« den 31. december 2013.

11

Den 16. december 2015 indgav sagsøgeren en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, til direktøren for Kommissionens Kontor for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) med henblik på at få en afgørelse fra den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter (herefter »ansættelsesmyndigheden«), og foreløbigt få fastsat visse faktorer til beregning af sine pensionsrettigheder (herefter »ansøgningen af 16. december 2015«). Sagsøgeren anmodede nærmere bestemt ansættelsesmyndigheden om at bekræfte, at hun – efter ikrafttrædelsen af ændringsaftalen af 2014 – til trods for hendes overflytning til EMSA fortsat havde krav på den årligt tilpassede tilskrivningssats for pensionsrettigheder på 1,9% og på den pensionsberettigende alder, der var gældende inden den 1. januar 2014, nemlig 63 år.

12

Ansøgningen af 16. december 2015 var indledningsvis genstand for et stiltiende afslag, som blev bekræftet den 16. april 2016, og efterfølgende for et udtrykkeligt afslag af 29. april 2016 i form af en skrivelse fra PMO’s chef for kontoret »Pensioner« (herefter »skrivelsen af 29. april 2016« eller »den anfægtede afgørelse«).

13

I skrivelsen af 29. april 2016 oplyste PMO’s Kontor »Pensioner« i det væsentlige sagsøgeren om, at den afgørelse, som sagsøgeren søgte truffet, ikke kunne træffes på administrativt plan før »på tidspunktet for [sagsøgerens] udtræden af tjenesten og på grundlag af den vedtægt, som hun [ville være] omfattet af ved sin udtræden«.

14

Skrivelsen af 29. april 2016 præciserede dog, at »de nye vedtægtsbestemmelser [fandt anvendelse], når der [havde] været manglende kontinuitet i en ansats karriere«, at »skift[et] af arbejdsgiver [blev] anset for at udgøre en sådan manglende kontinuitet«, at »[d]ette [indebar], at det for den ansættelsesperiode, der [fulgte] indgåelsen af kontrakten med EMSA, er de vedtægtsbestemmelser, der [var] anvendelige på tidspunktet for påbegyndelsen af den [nævnte] kontrakt«, og at »[p]ensionsrettigheder for denne periode [skulle] fastsættes på grundlag af en [pensions]alder på 66 år og [en] tilpasset tilskrivningssats på 1,80%«.

15

Endelig fremhævede skrivelsen af 29. april 2016, at sagsøgeren »oprethold[t] [sine] rettigheder i medfør af [sin] status som tjenestemandved Kommissionen, som [hun ikke havde] bragt til ophør«.

16

Den 18. juli 2016 indgav sagsøgeren en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over svaret på ansøgningen af 16. december 2015 til ansættelsesmyndigheden. Ved afgørelse af 16. november 2016 afviste ansættelsesmyndigheden denne klage, i det væsentlige med den begrundelse, at skrivelsen af 29. april 2016 ikke var en afgørelse, men blot en information på grundlag af de gældende vedtægtsbestemmelser.

17

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. februar 2017 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.

18

Ved særskilt retsakt indleveret til Rettens Justitskontor samme dag har sagsøgeren i overensstemmelse med Rettens procesreglements artikel 69, litra c), anmodet om udsættelse af sagen til efter, at en afgørelse i sagen T-769/16, Picard mod Kommissionen, havde fået retskraft. Ved afgørelse af 5. april 2017 – og efter at have hørt Kommissionen – har formanden for Tredje Afdeling imødekommet denne anmodning.

19

Ved retsakt indleveret til Rettens Justitskontor den 21. marts 2017 har Kommissionen rejst en formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1.

20

Ved dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor den 15. juni 2017 har Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER), Frontex, Det Europæiske Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu-LISA) EMSA, Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA) og Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) anmodet om at måtte intervenere i sagen til støtte for sagsøgerens påstande.

21

Ved afgørelse af 18. juli 2017 – og efter at have hørt de oprindelige parter – besluttede formanden for Tredje Afdeling at genoptage sagens behandling i overensstemmelse med procesreglementets artikel 70, stk. 2.

22

Den 1. september 2017 har sagsøgeren indgivet sine bemærkninger til Kommissionens formalitetsindsigelse (jf. punkt 19 ovenfor).

23

Ved Rettens kendelse af 5. oktober 2017 blev den pågældende formalitetsindsigelse henskudt til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.

24

Den 20. november 2017 har Kommissionen indgivet svarskrift. Ved skrivelse af 6. december 2017 har sagsøgeren givet afkald på at indgive replik.

25

Ved kendelse afsagt af formanden for Tredje Afdeling af 13. december 2017 har ACER, Frontex, eu-LISA, EMSA, EBA, ESMA og EASO fået tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for sagsøgerens påstande.

26

Den 26. og 27. januar 2018 har intervenienterne indgivet deres interventionsindlæg. Ved skrivelse af 12. februar 2018 har sagsøgeren givet afkald på at indgive bemærkninger, og den 15. februar 2018 har Kommissionen indgivet sine bemærkninger til de nævnte interventionsindlæg.

27

Ved skrivelse af 26. februar 2018 har sagsøgeren i overensstemmelse med procesreglementets artikel 106, stk. 2, indgivet en begrundet anmodning med henblik på at blive hørt i et retsmøde. Retten imødekom denne anmodning og indledte retsforhandlingernes mundtlige del.

28

Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. oktober 2018 oplyste EBA Retten om, at denne gav afkald på at deltage i retsmødet.

29

Som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse har Retten opfordret Kommissionen til at besvare en skriftlig anmodning. Kommissionen efterkom denne anmodning inden for den fastsatte frist.

30

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande for Retten:

31

Kommissionen har nedlagt følgende påstande for Retten:

32

Intervenienterne har nedlagt følgende påstande for Retten:

33

Kommissionen har gjort gældende, at nærværende sag i mangel af en akt, der indeholder et klagepunkt, må afvises.

34

Indledningsvis har Kommissionen gjort opmærksom på, at ingen vedtægtsbestemmelse i forhold til en tjenestemand, der inden sin endelige tilkendelse af pension anmoder om, at visse elementer til beregning af størrelsen af vedkommendes pensionsrettigheder fastsættes, udtrykkeligt pålægger den omhandlede institution at fastsætte disse inden den endelige beregning af tjenestemandens pensionsrettigheder. Tværtimod foreskriver vedtægten på ingen måde på dette område nogen form for sikkerhedsprincip hvad angår fastsættelsen af pensionsrettigheder inden datoen for pensionering. Således bestemmer artikel 40 i bilag VIII til vedtægten, at fastsættelsen af en tjenestemands pensionsrettigheder sker på det tidspunkt, hvor tjenestemanden tilkendes pension.

35

Derfor har Kommissionen for det første gjort gældende, at skrivelsen af 29. april 2016 i den foreliggende sag ikke er en afgørelse, dvs. en akt, der indeholder et klagepunkt, men blot en information på grundlag af vedtægtsbestemmelserne.

36

Kommissionen har for det andet gjort gældende, at administrationen på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen af 16. december 2015 ikke kendte alle faktorer til beregning af sagsøgerens fremtidige pensionsrettigheder, hvilket den i øvrigt fortsat ikke gør i dag. Ifølge Kommissionen gør oplysningerne vedrørende datoen for sagsøgerens tiltrædelse af tjenesten og vedrørende sagsøgerens alder ved ikrafttrædelsen af ændringsaftalen af 2014 det højst muligt at anslå størrelsen af de pågældende pensionsrettigheder.

37

Kommissionen har gjort gældende, at det først er på tidspunktet for sagsøgerens pensionering, at den retlige ramme herfor, herunder eventuelle andre overgangsbestemmelser, der i mellemtiden måtte være vedtaget, med sikkerhed vil være kendt, og at det udelukkende er under disse omstændigheder, at hele sagsøgerens karriere endeligt kan tages i betragtning med henblik på beregning af den pågældendes alderspension.

38

Ifølge Kommissionen kan den nuværende årligt tilpassede tilskrivningssats for pensionsrettigheder eventuelt yderligere variere over tid, ligesom sagsøgeren kan optjene forskellige pensionsrettigheder på baggrund af udviklingen af dennes karriere, således som det f.eks. bestemmes i vedtægtens artikel 77, stk. 3, i tilfælde af udstationering. Hvad angår den pensionsberettigende alder er den genstand for en aktuarmæssig vurdering hvert femte år netop med henblik på at sikre balancen i Den Europæiske Unions pensionsordning i overensstemmelse med vedtægtens artikel 83a, stk. 3. Det kan derfor ikke udelukkes, at denne faktor kan ændre sig inden sagsøgerens pensionering.

39

For det tredje har Kommissionen gjort gældende, at selv hvis det antages, at visse faktorer til beregning af sagsøgerens pensionsrettigheder allerede var kendt på tidspunktet for ansøgningen af 16. december 2015, må søgsmålet imidlertid stadig afvises, idet pensionsrettigheder er rettigheder, »der er under erhvervelse«, hvorfor deres indhold ikke kan fastsættes ved en »endelig« afgørelse før pensioneringen.

40

Endelig ville en sådan løsning være i overensstemmelse med den, der blev fastlagt i dom af 12. februar 1992, Pfloeschner mod Kommissionen (T-6/91, EU:T:1992:13, præmis 26 og 27).

41

I retsmødet fremhævede Kommissionen i denne henseende endvidere, at dom af 1. februar 1979, Deshormes mod Kommissionen (17/78, EU:C:1979:24, præmis 10), i hvilken Domstolen medgav, at en foreløbig fastsættelse af en faktor til beregning af pensionsrettigheder udgør en akt, der indeholder et klagepunkt, indgik i en særlig sammenhæng, som ikke er relevant i den foreliggende sag.

42

Sagsøgeren, der støttes af intervenienterne, er derimod af den opfattelse, at svaret på ansøgningen af 16. december 2015, som blev fremlagt i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, udgør en akt, der indeholder et klagepunkt, for så vidt som dette svar er en undladelse af at træffe en foranstaltning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2. Sagsøgeren finder endvidere, at skrivelsen af 29. april 2016, på grund af sit indhold, der fratager sagsøgeren muligheden for at anvende den omhandlede overgangsordning, er en akt, der indeholder et klagepunkt for sagsøgeren.

43

Det er vigtigt først at bemærke, at ifølge fast retspraksis »er kun retsakter, som har retligt bindende virkninger, der direkte og umiddelbart berører de pågældendes retsstilling gennem en væsentlig ændring af deres retsstilling, omfattet af begrebet akt, der indeholder et klagepunkt« (jf. dom af 13.10.2015, Kommissionen mod Verile og Gjergji, T-104/14 P, EU:T:2015:776, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

44

Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt i forhold til genstanden for ansøgningen af 16. december 2015, at PMO’s chef for kontoret »Pensioner« i skrivelsen af 29. april 2016 tog klar stilling til ændringen af faktorerne til beregning af størrelsen af sagsøgerens fremtidige pensionsrettigheder, nemlig dels de nævnte rettigheders tilskrivningssats, dels sagsøgerens pensionsberettigende alder. Endvidere blev disse ændringer ifølge Kommissionen vedtaget på grund af sagsøgerens skift af arbejdsgiver, hvilket skete efter, at ændringsaftalen af 2014 (jf. punkt 13 ovenfor) var trådt i kraft. Kommissionen har således gjort gældende, at det er på grund af det skift af arbejdsgiver, dvs. efter en væsentlig ændring i sagsøgerens stillingsmæssige kontraktforhold, at PMO tilpassede visse faktorer til brug for beregningen af dennes pensionsrettigheder.

45

Imidlertid må det konstateres, at en sådan stillingtagen, på grund af dens indhold, ikke kan anses for blot at indeholde oplysninger om indholdet af vedtægtens bestemmelser vedrørende pensionsrettigheder og deres beregningsmetode efter ikrafttrædelsen af ændringsaftalen af 2014.

46

I skrivelsen af 29. april 2016 præciserede PMO’s chef for kontoret »Pensioner« over for sagsøgeren, at det med henblik på anvendelse af overgangsordningen fastsat inden for rammerne af ændringsaftalen af 2014 er datoen for sagsøgerens indgåelse af den nye kontrakt med EMSA, dvs. den 1. juni 2015, at sagsøgeren anses for at være »tiltrådt tjenesten«. Det følger heraf dels, at den pensionsberettigende alder for sagsøgeren i medfør af denne skrivelse – ifølge gældende ret herefter er 66 år (i stedet for 63 år), dels at den årlige tilpassede tilskrivningssats for sagsøgerens pensionsrettigheder fra den samme dato er nedsat fra 1,9% til 1,8%.

47

I denne henseende fremgår det endvidere af skrivelsen af 29. april 2016, at fastsættelsen af datoen for sagsøgerens tiltrædelse af tjenesten, som omhandlet i den ved ændringsaftalen af 2014 indførte overgangsordning, »indebærer, at det for den ansættelsesperiode, der følger indgåelsen af kontrakten med EMSA [og således fra den 1. juni 2015], er de bestemmelser i vedtægten, der finder anvendelse [på sagsøgeren, netop dem, der var gældende] på tidspunktet for begyndelsen af den kontrakt«, som sagsøgeren har indgået med EMSA (jf. præmis 13 ovenfor).

48

Derfor har skrivelsen af 29. april 2016 retligt bindende virkninger, der umiddelbart og endeligt berører sagsøgerens administrative situation, idet Kommissionen ved denne afgørelse, da den har anvendt den tilskrivningssats for pensionsrettigheder og den pensionsberettigende alder, som følger af ændringsaftalen af 2014, på sagsøgeren, har udelukket sagsøgeren fra den ved artikel 21 og 22 i bilag XIII til vedtægten indførte overgangsordning. Endvidere er den omstændighed, at en sådan afgørelse først kan gennemføres i fremtiden, og at dens virkninger derfor forskydes tidsmæssigt, uden betydning i denne henseende (jf. i denne retning dom af 1.2.1979, Deshormes mod Kommissionen, 17/78, EU:C:1979:24, præmis 10).

49

Det er således skrivelsen af 29. april 2016, hvori datoen for sagsøgerens tiltrædelse af tjenesten er fastsat, der indeholder et klagepunkt for sagsøgeren, og ikke den anvendelse af den pågældende dato, der senere vil ske i forbindelse med den fremtidige beregning af sagsøgerens pensionsrettigheder ved disse rettigheders fastsættelse på det tidspunkt, hvor sagsøgeren endeligt pensioneres.

50

Desuden, og til forskel fra den i dom af 12. februar 1992, Pfloeschner mod Kommissionen (T-6/91, EU:T:1992:13, præmis 27), undersøgte situation, var den ansættelsesmyndighed, som modtog ansøgningen af 16. december 2015, efter sagsøgerens skift af stillingsmæssigt kontraktforhold forpligtet til at træffe en afgørelse om, hvorvidt den pågældende var omfattet af den i artikel 21 og 22 i bilag XIII til vedtægten fastsatte overgangsordning, da ansættelsesmyndigheden rådede over faktiske oplysninger vedrørende sagsøgerens administrative situation, som var pålidelige og uforanderlige.

51

Følgelig berører datoen for sagsøgerens tiltrædelse af tjenesten, som PMO klart har fastsat på grundlag af dennes egen fortolkning af den anvendelige overgangsordning, og de følger, som en sådan fastsættelse har haft i forhold til de administrative vilkår, som sagsøgeren i egenskab af medlem af Den Europæiske Unions pensionsordning havde inden denne dato, direkte og umiddelbart sagsøgerens retsstilling (jf. i denne retning dom af 1.2.1979, Deshormes mod Kommissionen, 17/78, EU:C:1979:24, præmis 10-17).

52

Heraf følger, i overensstemmelse med den i punkt 43 ovenfor nævnte retspraksis, at Kommissionens svar på ansøgningen af 16. december 2015 udgør en akt, der indeholder et klagepunkt som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2.

53

Derfor skal Kommissionens formalitetsindsigelse forkastes.

54

Sagsøgeren har med støtte fra intervenienterne nærmere gjort gældende, at Kommissionens opfattelse, hvorefter sagsøgeren på grund af sit skift af arbejdsgiver ikke er omfattet af de kriterier, der er fastsat i overgangsordningen i artikel 21 og 22 i bilag XIII til vedtægten på området for erhvervelse af pensionsrettigheder og den vedtægtsmæssige pensionsalder, tilsidesætter ikke alene disse bestemmelser, men også princippet om kontinuitet med hensyn til stillinger og karriere for de ansatte i agenturerne samt retssikkerhedsprincippet, forbuddet mod tilbagevirkende gyldighed og ligebehandlingsprincippet. Ifølge sagsøgeren er en sådan opfattelse endvidere i strid med vilkårene i den kontrakt, som sagsøgeren har indgået med EMSA, og med EMSA’s almindelige gennemførelsesbestemmelser af 25. marts 2015 om ansættelse af de nævnte midlertidigt ansatte.

55

Endvidere blev den nye kategori af midlertidigt ansatte i agenturerne, der er omfattet af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra f), netop skabt af EU-lovgiver for at imødekomme de forskellige europæiske agenturers særlige behov, navnlig for at sikre, at stillinger inden for rammerne af et marked for ledige stillinger, såkaldte »mellem-agenturer«, er attraktive, og således for at fremme disse ansattes mobilitet og samtidig sikre de pågældendes kontinuitet i stillinger og karriere i forbindelse med denne mobilitet.

56

Endelig har sagsøgeren og intervenienterne i retsmødet fremhævet, at de tjenestemænd, de midlertidigt ansatte og de kontraktansatte, som er ansat af Den Europæiske Union, alle er omfattet af den samme ensartede pensionsordning i Unionen. Anvendelsesområdet for overgangsordningen i bilag XIII til vedtægten er klart defineret. Personer, der er medlemmer, og som har betalt bidrag på de nævnte vilkår inden den 1. januar 2014, er omfattet. Skift af institution, organ eller agentur har derfor ingen betydning for dette medlemskab.

57

Kommissionen har bestridt denne argumentation. Selv om Kommissionen erkender, at der ved ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra f), er skabt en ny kategori af midlertidigt ansatte navnlig for at fremme mobilitet mellem agenturerne, udgør de ansatte i agenturerne ikke af den grund en selvstændig kategori af midlertidigt ansatte. Disse ansatte er derimod – som alle andre kategorier af øvrigt ansatte i Unionen – underlagt ansættelsesvilkårenes almindelige bestemmelser, medmindre der foreligger særlige undtagelser. Derfor er princippet om kontinuitet i karrieren i henhold til gældende ret begrænset på området for pensionsrettigheder og omfatter ikke automatisk betingelserne for at være berettiget til pension og beregning af denne. En sådan udvidelse kan under alle omstændigheder ikke ske stiltiende.

58

Ifølge Kommissionen har ændringsaftalen af 2014 med henblik på at overholde målet om begrænsning af administrationsudgifter, hvilket EU-lovgiver har som særligt formål, ikke elimineret enhver hindring for »markedet for mellem-agenturer«. Således indeholder forordning nr. 1023/2013 ingen udtrykkelig bestemmelse, der fastsætter et princip om kontinuitet i karrieren for ansatte i agenturerne i forhold til beregning af pensionsrettigheder.

59

Kommissionen har desuden gjort gældende, at hverken den, agenturerne eller de pågældende ansatte – ved kontrakt eller administrativt – kan se bort fra målene for ændringsaftalen af 2014 ved at basere sig på en teleologisk fortolkning af artikel 1 i bilaget til ansættelsesvilkårene samt artikel 21 og 22 i bilag XIII til vedtægten. I realiteten medfører en sådan fortolkning en begrænsning eller endda en delvis ændring i de budgetmæssige besparelser, som EU-lovgiver har villet opnå ved at forsinke anvendelsen af vedtægtens nye bestemmelser i artikel 77.

60

I retsmødet har Kommissionen gjort gældende, at heller ikke vedtægten fastsætter noget princip om kontinuitet på området for pensionsrettigheder. 29. betragtning til forordning nr. 1023/2013 henviser generelt til, at der bør fastsættes overgangsordninger for at gøre det muligt at anvende de nye bestemmelser gradvist. Hvad i denne henseende angår pensionsrettigheder er artikel 21 og 22 i bilag XIII til vedtægten, som indførte kriteriet »tiltrædelse af tjenesten«, i øvrigt præcis og uden mangler.

61

Desuden skal artikel 21 og 22 i bilag XIII til vedtægten på grund af deres dobbelte karakter af overgangsforanstaltninger og finansielle foranstaltninger følgelig fortolkes strengt, idet de indebærer en undtagelse til princippet om umiddelbar anvendelse af vedtægtens artikel 77 og fastsætter reglerne for tildeling af en finansiel fordel.

62

I denne forbindelse har Kommissionen i retsmødet endvidere gjort gældende, at artikel 28 i bilag XIII til vedtægten, hvorefter en aktuarmæssig tilpasning af pensionsrettigheder, der er erhvervet af en ansat, som har en ansættelseskontrakt inden den 1. januar 2014, finder sted, når denne ansatte udnævnes til tjenestemand efter den omhandlede dato, beviser, at overgangsordningen i fraværet af særlige bestemmelser, som de i den nævnte artikel omtalte, generelt skal anvendes.

63

Imidlertid er Kommissionen i sagsøgerens konkrete tilfælde for det første af den opfattelse, at sagsøgeren – i overensstemmelse med princippet om EU-institutionernes administrative selvstændighed, som følger af artikel 335 TEUF, navnlig for så vidt angår personaleforvaltningen – ikke kan anses for en ansat i Den Europæiske Union, men fra ansøgningen af 16. december 2015 alene kan anses for en ansat i EMSA (dom af 21.1.2014, Van Asbroeck mod Parlamentet, F-102/12, EU:F:2014:4, præmis 29). Sagt på en anden måde kan ansatte i EU’s agenturer, som udgør juridiske personer, ikke både have et agentur og Unionen som arbejdsgiver.

64

Derfor har Kommissionen gjort gældende, at det skift af arbejdsgiver, som sagsøgeren selv valgte, henset til de retsforskrifter, der finder anvendelse i den foreliggende sag, nødvendigvis har medført en væsentlig afbrydelse af sagsøgerens tidligere ansættelsesforhold og følgelig en manglende kontinuitet i dennes karriere. I denne henseende adskiller ansættelsesvilkårenes artikel 55, som gør det muligt for den pågældende ansatte at bevare sin indplacering og anciennitet i lønklassen og på løntrinnet, sig fra vedtægtens artikel 32, stk. 3, ved at bestemme, at en midlertidigt ansat, der udnævnes til tjenestemand i samme institution, »for hvilken en vis grad af kontinuitet i karrieren forekommer logisk og naturlig«, bevarer sin anciennitet på løntrinnet.

65

Ifølge Kommissionen er det begrænsede princip om kontinuitet i karrieren, der anerkendes i ansættelsesvilkårenes artikel 55, blot en undtagelse til den almindelige bestemmelse, hvorefter der ikke foreligger kontinuitet i karrieren for midlertidigt ansatte, der skifter institution eller agentur.

66

For det andet er det i retspraksis bekræftet, at der ikke gælder et »princip om kontinuitet i tjenesten« for midlertidigt ansatte, idet et sådant princip generelt kun findes for tjenestemænd, hvilket i sidstnævnte tilfælde er begrundet i den vedtægtsmæssige forbindelse, som ansættelsesbrevet tillægger disse. Vedtægtens artikel 8 fastsætter specifikt, at den samlede ansættelse i Unionen for en tjenestemand, der overflyttes til en anden institution, anses som »tilbagelagt ved sidstnævnte institution«.

67

Hvad angår midlertidigt ansatte har Unionens retsinstanser således, efter Kommissionens opfattelse i dom af 16. september 2015, EMA mod Drakeford (T-231/14 P, EU:T:2015:639), der i tilfælde af skift af arbejdsgiver langt fra anerkender en kontinuitet i karrieren, udelukkende konstateret kontinuitet mellem flere på hinanden følgende identiske kontrakter ved det samme agentur, ved anvendelse af ansættelsesvilkårenes artikel 8, som netop har til formål at forhindre misbrug ved anvendelse af tidsbegrænsede kontrakter. Endvidere følger det af dom af 29. april 2015, Todorova Androva mod Rådet (F-78/12, EU:F:2015:37, præmis 51 og 53), at der ikke, medmindre EU-lovgiver udtrykkeligt har fastsat det, er nogen administrativ kontinuitet i karrieren for en midlertidigt ansat, som er blevet tjenestemand. Hvad angår dom af 1. april 2008, Maruko (C-267/06, EU:C:2008:179), bekræfter denne udelukkende, at rettigheder, der er endeligt optjent under en kontrakt, ikke berøres af en ny bestemmelse, og at princippet om forbindelse mellem løn og pension således overholdes. Endelig har Kommissionen tilføjet, at dom af 5. december 2012, Grazyte mod Kommissionen (F-76/11, EU:F:2012:173), bekræfter, at der inden ændringsaftalen i 2014 ikke fandtes en beskyttelse af ansatte, som er overflyttet fra et agentur til et andet, ligesom den viser, at de særlige bestemmelser vedrørende agenturernes ansatte ikke er tilstrækkelige til at skabe en reel »væsentlig kontinuitet« mellem de med de forskellige agenturer indgåede kontrakter.

68

Endelig har Kommissionen af de samme grunde gjort gældende, at anvendelsen af nye bestemmelser på området for den årlige tilpassede tilskrivningssats for pensionsrettigheder og området for den pensionsberettigende alder ikke berører de rettigheder, som sagsøgeren har erhvervet inden sin ansættelse hos EMSA, og heller ikke tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og forbuddet mod tilbagevirkende gyldighed (dom af 19.7.2016, Stips mod Kommissionen, F-131/15, EU:F:2016:154, præmis 41). Endvidere har sagsøgeren ikke været udsat for diskrimination i forhold til kollegaer, der ikke har skiftet agentur, idet der ikke var væsentlig kontinuitet mellem sagsøgerens ansættelser i Frontex og EMSA.

69

Det bemærkes, at sagsøgeren, der den 16. april 2006 blev udnævnt til tjenestemand i Kommissionen, fra den 1. juni 2012 fik tjenestefrihed af personlige årsager. Samme dag blev sagsøgeren ansat som midlertidigt ansat af Frontex, inden hun i 2015, dvs. efter ikraffttrædelsen af ændringsaftalen af 2014 den 1. januar 2014 (jf. punkt 9 ovenfor), indgik kontrakt med EMSA.

70

Endvidere må der, inden parternes argumenter undersøges, navnlig i lyset af de ved bilag XIII til den nævnte vedtægt fastsatte overgangsbestemmelser, erindres om anvendelsesområdet ratione temporis og ratione personae af de nye bestemmelser i vedtægtens artikel 77.

71

Det bemærkes indledningsvis, at enhver lovgivningsmæssig ændring principielt finder anvendelse ratione temporis på fremtidige virkninger hidrørende fra situationer, som er opstået, mens den ophævede bestemmelse var gældende, medmindre lovgiver udtrykkeligt har fastsat en undtagelse hertil. Andet gælder kun for situationer, der er opstået og endeligt realiseret, mens den tidligere bestemmelse var gældende, og som har skabt velerhvervede rettigheder (dom af 13.10.2015, Kommissionen mod Verile og Gjergji, T-104/14 P, EU:T:2015:776, præmis 152).

72

Hvad angår for det første anvendelsesområdet ratione temporis af vedtægtens nye artikel 77 må det bemærkes, at denne artikels umiddelbare anvendelse ikke – i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende (jf. punkt 54 ovenfor) – er i strid med retssikkerhedsprincippet og forbuddet mod tilbagevirkende gyldighed.

73

Vedtægtens nye artikel 77 berører hverken pensionsrettigheder, der er erhvervet til en sats på 1,9% i henhold til den tjenestetid, som den pågældende har tilbagelagt inden den 1. januar 2014, nemlig inden den nye bestemmelses ikrafttræden, eller rettigheder for tjenestemænd og ansatte, der har anmodet om pensionering ved den vedtægtsmæssige alder på 63 år, og for hvem pensionen er blevet fastsat inden den 1. januar 2014 (artikel 24a i bilag XIII til vedtægten). Det er udelukkende tilfælde, som endnu ikke endeligt er konstitueret ved ikrafttrædelsen af ændringsaftalen af 2014, nemlig pensionsrettigheder i overensstemmelse med den tjenestetid, som den pågældende har tilbagelagt inden for rammerne af de nye bestemmelser og pensionering efter den 1. januar 2014 af tjenestemænd og ansatte, der ikke er omfattet af en overgangsordning, der kan være omfattet af anvendelsesområdet for de nye bestemmelser, som EU-lovgiver har indført som led i ændringsaftalen af 2014.

74

Hvad for det andet angår anvendelsesområdet ratione personae af vedtægtens nye artikel 77 bemærkes, at EU-lovgiver som led i ændringsaftalen af 2014, som angivet i 29. betragtning til forordning nr. 1023/2013, har fastsat »overgangsordninger for at gøre det muligt at anvende de nye bestemmelser og foranstaltninger gradvist, [dog] under overholdelse af de erhvervede rettigheder og berettigede forventninger, der gør sig gældende for det personale, der var ansat før ikrafttrædelsen af disse ændringer af personalevedtægten«.

75

Hvad i det foreliggende tilfælde angår de nærmere regler for beregning af pensionsrettigheder præciserer artikel 21 og artikel 22, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten, som i medfør af artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene finder analog anvendelse i det foreliggende tilfælde, at en tjenestemand, der er indtrådt i tjenesten i perioden mellem den 1. maj 2004 og den 31. december 2013, har krav på en tilskrivningssats for sine pensionsrettigheder på 1,9%, og endvidere, at såfremt tjenestemanden, som sagsøgeren, er 45 år eller derover den 1. maj 2014, forbliver den pågældendes vedtægtsmæssige pensionsalder 63 år.

76

I denne henseende må det for det første bemærkes, at hverken vedtægten eller ansættelsesvilkårene udtrykkeligt definerer begrebet tiltrædelse af tjenesten, som er fastsat i den overgangsordning, der er nævnt i præmis 74 og 73 ovenfor, hvilket Kommissionen i øvrigt også bekræftede i retsmødet.

77

Den ordning, der finder anvendelse i den foreliggende sag, indeholder imidlertid anvisninger eller endda kriterier, der er tilstrækkeligt klare og præcise til, at det er muligt at definere indholdet af begrebet tiltrædelse af tjenesten ved en systematisk fortolkning af denne bestemmelse. Navnlig følger det af artikel 1, stk. 1, i bilaget til ansættelsesvilkårene, der vedrørende andre ansatte henviser til en analog anvendelse af de i bilag XIII til vedtægten fastsatte bestemmelser, at al personale i Unionen – uden hensyn til karakteren af den ansættelsesmæssige forbindelse, dvs. om denne er vedtægtsmæssig eller begrundet i kontrakt, er omfattet af disse overgangsbestemmelser på de samme betingelser.

78

Da EU-lovgiver således udtrykkeligt har oprettet en ensartet overgangsordning i forhold til tjenestemænd og andre ansatte i Unionen, må begrebet tiltrædelse af tjenesten fortolkes på baggrund af de samme principper som ansættelsesforholdet, hvad enten dette er vedtægtsmæssigt eller har grundlag i en kontrakt, og under hensyntagen til vedtægtens bestemmelser og ansættelsesvilkårene, der fastsætter vilkår for hver af disse personalekategorier.

79

I overensstemmelse med retspraksis skal begrebet tiltrædelse af tjenesten nærmere bestemt fortolkes under hensyntagen ikke blot til ordlyden, men også til de mål, der forfølges, og til den ordning, som vedtægten og ansættelsesvilkårene har indført, og som dette begreb indgår i (jf. i denne retning dom af 29.4.2015, Todorova Androva mod Rådet, F-78/12, EU:F:2015:37, præmis 49).

80

Heraf følger, at en streng fortolkning af den relevante overgangsordning, som Kommissionen (jf. punkt 61 ovenfor) med rette har påberåbt sig nødvendigheden af, på grund af disse bestemmelsers karakter af undtagelser (dom af 17.1.2013, Kommissionen mod Spanien, C-360/11, EU:C:2013:17, præmis 18) og på grund af deres budgetmæssige virkninger (dom af 30.6.2005, Olesen mod Kommissionen, T-190/03, EU:T:2005:264, præmis 48) dog ikke må være i strid med de mål, der forfølges af EU-lovgiver og den ordning, der er indført ved vedtægten og ansættelsesvilkårene.

81

I den foreliggende sag vedrører den omhandlede overgangsordning det særlige område for Den Europæiske Unions pensionsordning.

82

Imidlertid er Den Europæiske Unions pensionsordning, således som fastsat ved de relevante bestemmelser i vedtægtens afsnit V, kapitel 3, og bilag VIII hertil, fælles for tjenestemænd, midlertidigt ansatte og kontraktansatte i Unionen, uafhængigt af, om den ansættelsen er vedtægtsmæssig eller baseret på kontrakt.

83

[Som berigtiget ved kendelse af 22. januar 2019] Navnlig bestemmer artikel 2 i bilag VIII til vedtægten vedrørende »[p]ensionsordning«, at »[a]lderspension beregnes efter tjenestemandens samlede antal pensionsgivende tjenesteår«. I denne henseende præciserer den efterfølgende artikel 3 i det nævnte bilag bl.a., at under forudsætning af, at den pågældende ansatte har betalt de fastsatte bidrag til Den Europæiske Unions pensionsordning, tages »varigheden af den tjenestetid, den pågældende har tilbagelagt som tjenestemand i en af institutionerne«, og »varigheden af den tjenestetid, der i enhver anden egenskab er opnået på de betingelser, der er fastsat i [ansættelsesvilkårene]«, i betragtning ved beregningen af de pensionsgivende tjenesteår.

84

Endvidere har Kommissionen som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten bekræftet, at sagsøgeren i den foreliggende sag har betalt bidrag til Den Europæiske Unions pensionsordning uden afbrydelse siden sin tiltrædelse af tjenesten, først som tjenestemand og derefter som midlertidigt ansat hos Frontex i 2012 og endelig som midlertidigt ansat hos EMSA i 2015.

85

Heraf følger, at ansættelsen af sagsøgeren som midlertidigt ansat først af Frontex i 2012 og derefter af EMSA i 2015 – på grund af sagsøgerens vedvarende vedtægtsomfattede ansættelsesforhold til Kommissionen og hendes deraf følgende bevarelse af sit medlemskab af Unionens pensionsordning også i den periode, hvor hun havde tjenestefri af personlige årsager – i forhold til sagsøgerens medlemskab af den nævnte pensionsordning ikke kan anses for en ny tiltrædelse af tjenesten, idet dog eventuelle ændringer i størrelsen af bidrag i forbindelse med ændringer af den pågældendes grundløn, f.eks. i tilfælde af skift af den pågældendes tjenesteretlige stilling til tjenestefrihed af personlige årsager eller som midlertidigt ansat i en højere lønklasse end den, der gælder for en tjenestemand med tjenestefrihed af personlige årsager, naturligvis skal tages i betragtning.

86

I denne henseende har Kommissionen i det i præmis 84 ovenfor nævnte svar også præciseret, at bidragssatsen i Den Europæiske Unions pensionsordning (som er en procentsats af grundlønnen) i overensstemmelse med ansættelsesvilkårenes artikel 41 »er den samme, hvad enten den ansatte er tjenestemand eller midlertidig ansat«. Selv hvis der imidlertid i sagsøgerens konkrete tilfælde – som Kommissionen har gjort gældende – er tale om, at »[sagsøgerens] grundløn er ændret væsentligt, idet hun var tjenestemand i lønklasse AD 8, løntrin 1, da hun fik tjenestefrihed af personlige årsager for at arbejde i agenturet Frontex som midlertidigt ansat i lønklasse AD 12, løntrin 2, [og efterfølgende, da] agenturet EMSA ansatte hende i lønklassee AD 12, løntrin 3«, ophørte hun under alle omstændigheder aldrig med at være medlem af den pågældende pensionsordning og betale bidrag hertil på grundlag af netop disse forskellige grundlønstabeller.

87

Under disse omstændigheder er sagsøgeren, uanset dennes tjenestefrihed af personlige årsager og senere ansættelser hos først Frontex fra datoen for den nævnte tjenestefrihed af personlige årsager og derefter i EMSA,–på administrativt plan og navnlig i relation til hendes medlemskab af Den Europæiske Unions pensionsordning, forblevet tjenestemand ved Kommissionen, hvor hun tiltrådte »tjenesten« i 2006 og således blev tjenestemand i Unionen. Følgende fremgår af vedtægtens artikel 1a: »Ved anvendelsen af denne vedtægt betyder »tjenestemand i Unionen« enhver person, der i henhold til denne vedtægt er udnævnt til en fast stilling i en af Unionens institutioner i kraft af et ansættelsesbrev udstedt af denne institutions ansættelsesmyndighed.«

88

Desuden skal det bemærkes, at inden for vedtægtens og ansættelsesvilkårenes generelle rammer må en persons tiltrædelse af tjenesten i Unionen falde sammen med den dato, hvor denne person – på grundlag af et ansættelsesbrev, hvis der som i sagsøgerens tilfælde er tale om en tjenestemand (jf. artikel 1a nævnt ovenfor) – påbegynder udførelsen af de ham tildelte arbejdsopgaver, og dette indtil det tidspunkt, hvor en tilsvarende forvaltningsakt i strid hermed giver anledning til det, som vedtægten i dennes kapitel 4 kvalificerer som »udtræden af tjenesten«.

89

Hvad angår tjenestemænd udgør en sådan udtræden f.eks. en afskedigelse efter ansøgning (vedtægtens artikel 48), fritagelse fra stillingen (vedtægtens artikel 50), afskedigelse på grund af utilstrækkelig faglig indsats (vedtægtens artikel 51), afgørelse om pensionering (vedtægtens artikel 52) eller død (vedtægtens artikel 47). Tjenestefrihed af personlige årsager er derimod ikke en tjenesteretlig situation, som medfører »udtræden af tjenesten«.

90

Selv hvis det antages, at sagsøgeren efter, at hun fik tjenestefri af personlige årsager – stadig som tjenestemand ved Kommissionen – var genstand for en »ny tiltrædelse af tjenesten« på grund af sin ansættelse ved EMSA den 1. juni 2015, hvor ændringsaftalen af 2014 allerede var trådt i kraft, kan betydningen af denne nye »tiltrædelse af tjenesten« kun vurderes i forhold til rammerne og til det særlige formål med de nye bestemmelser på området for fastsættelse af den tilpassede tilskrivningssats for pensionsrettigheder (1,8%) og den pensionsberettigende alder (66 år), hvor formålet er, at »de nye bestemmelser og foranstaltninger [på området for pensionsrettigheder] finder anvendelse, [dog] under overholdelse af de erhvervede rettighede og berettigede forventninger, der gør sig gældende for det personale, der var ansat [også ved agenturerne] før ikrafttrædelsen« af ændringsaftalen af 2014.

91

Selv om de omhandlede overgangsbestemmelsers formål ganske vist også har været at styre de budgetmæssige omkostninger vedrørende EU’s administrationsudgifter, berører disse bestemmelser under alle omstændigheder ikke de erhvervede rettigheder og den berettigede forventning, der gør sig gældende for alle kategorier af det personale, som er »ansat« før ikrafttrædelsen af ændringsaftalen af 2014 (jf. præmis 74 ovenfor).

92

Herefter må det konstateres, at sagsøgeren siden sin ansættelse som tjenestemand ved Kommissionen i 2006 uden afbrydelse har været i Unionens tjeneste og uanset, at hun havde tjenestefrihed af personlige årsager, har opretholdt sit medlemskab af Den Europæiske Unions pensionsordning som fastsat ved vedtægtens artikel 83, og at hun har bidraget til denne pensionsordning på grundlag af den månedsløn, som hun har haft krav på, først som tjenestemand ved Kommissionen og efterfølgende, uden afbrydelse, som ansat i Den Europæiske Union fra sin første ansættelse ved Frontex den 1. februar 2012 og siden ved EMSA den 1. juni 2015.

93

[Som berigtiget ved kendelse af 22. januar 2019] Under disse omstændigheder kan det således konkluderes, at sagsøgeren med henblik på anvendelse af de omhandlede overgangsforanstaltninger skal anses for at være »tiltrådt tjenesten« i Den Europæiske Union mellem den 1. maj 2004 og den 31. december 2013, og at sagsøgeren, eftersom hun er forblevet i tjenesten efter den sidstnævnte dato, har ret til at være omfattet af de betingelser, der er fastsat ved den nævnte overgangsordning vedrørende dels den tilpassede tilskrivningssats for pensionsrettigheder på 1,9%, dels den pensionsberettigende alder på 63 år.

94

Af disse grunde må anbringenderne om tilsidesættelse af artikel 21 og 22 i bilag XIII til vedtægten og om annullation af den anfægtede afgørelse tiltrædes, idet det er ufornødent at undersøge de øvrige anbringender.

95

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

96

Da Kommissionen har tabt sagen, og sagsøgeren har nedlagt påstand om, at denne pålægges omkostningerne, bør det pålægges Kommissionen at bære sine egne omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger.

97

I overensstemmelse med procesreglementets artikel 138, stk. 1, sammenholdt med det nævnte reglements artikel 1, stk. 2, litra f), bærer EU-retlige organer, kontorer og agenturer, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Intervenienterne bærer således deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):