Sag T-105/17
HSBC Holdings plc m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Anden Udvidede Afdeling) af 24. september 2019
»Konkurrence – karteller – sektoren for rentederivater i euro – afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 – manipulation af referencesatserne på interbankmarkederne Euribor – udveksling af fortrolige oplysninger – konkurrencebegrænsende formål – samlet og vedvarende overtrædelse – bøder – grundbeløb – afsætningens værdi – artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 – begrundelsespligt«
Karteller – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – indholdet af og formålet med et kartel og den økonomiske og retlige sammenhæng for kartellets udvikling – sondring mellem overtrædelser med konkurrencebegrænsende formål og overtrædelser med konkurrencebegrænsende virkning – aftaleparternes hensigt om at begrænse konkurrencen – ikke-nødvendigt kriterium – overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkeligt skadelig – bedømmelseskriterier – begrundelsespligt – rækkevidde
(Art. 101, stk. 1, TEUF og art. 296 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
(jf. præmis 52-58, 94-111, 138-155 og 174-194)
Karteller – samordnet praksis – begreb – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – konkurrencebegrænsning – vurdering i forhold til overtrædelsens art – oplysninger, der kan fordreje den normale udvikling af priskomponenter i den relevante sektor – overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål – betingelser
(Art. 101, stk. 1, TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
(jf. præmis 59-67, 94-111, 138-155 og 174-194)
Karteller – konkurrencebegrænsning – accessorisk begrænsning – begreb – begrænsning, der er nødvendig for gennemførelsen af en hovedtransaktion, som ikke er konkurrencebegrænsende – hovedtransaktion, der udgør et konkurrencebegrænsende formål – bevis for behov for udveksling af oplysninger
(Art. 101, stk. 1 og 3, TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
(jf. præmis 157-160)
Karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis udgør en enkelt overtrædelse – virksomhed tilregnes ansvaret for hele overtrædelsen – betingelser – praksis og ulovlig adfærd, som indgår i en samlet plan – vurdering
(Art. 101, stk. 1, TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
(jf. præmis 196-205, 232-237 og 248-274)
Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed påhviler Kommissionen – omfanget af bevisbyrden – graden af præcision, der kræves af de beviser, som Kommissionen har lagt til grund – en række indicier – domstolsprøvelse – afgørelse, der giver anledning til tvivl hos domstolen – overholdelse af princippet om uskyldsformodning
(Art. 101, stk. 1, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)
(jf. præmis 197-205)
Konkurrence – administrativ procedure – forligsprocedure – procedure, der ikke omfatter alle deltagerne i et kartel – princippet om uskyldsformodning finder anvendelse – rækkevidde
(Art. 101, stk. 1, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48, stk. 1; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 33; Kommissionens forordning nr. 773/2004, som ændret ved forordning nr. 622/2008, art. 10a)
(jf. præmis 283-293)
Annullationssøgsmål – dom om annullation – rækkevidde – delvis annullation af en EU-retsakt – delvis annullation af Kommissionens afgørelse, hvorved visse former for konkurrencebegrænsende adfærd kvalificeres som en samlet og vedvarende overtrædelse, og som pålægger en bøde – utilstrækkelig kvalificering af det konkurrencefordrejende formål med aftaler – utilstrækkelige elementer til at foreholde virksomheden bestemte handlinger – ingen indvirkning på lovligheden af konstateringen af overtrædelsen
(Art. 101 TEUF og art. 264, stk. 1, TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
(jf. præmis 294-296)
Konkurrence – bøder – afgørelse om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde – Kommissionens mulighed for at fravige retningslinjerne for beregning af bøder – så meget desto strengere begrundelseskrav
(Art. 101, stk. 1, TEUF og art. 296, stk. 2, TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 37)
(jf. præmis 338-341 og 344-353)
Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – undladelse af at anvende den fremgangsmåde, der er fastsat i retningslinjerne – lovlighed – betingelser – erstatningsværdi beregnet ud fra kontant indtjening justeret med en reduktionsfaktor – utilstrækkelig begrundelse for fastsættelse af reduktionsfaktoren
(Art. 101, stk. 1, TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13 og 37)
(jf. præmis 318-328 og 332-334)
Resumé
I dommen i sagen HSBC Holdings m.fl. mod Kommissionen (sag T-105/17), afsagt den 24. september 2019, annullerede Retten delvist Kommissionens afgørelse, der fastslog, at HSBC Holdings og andre virksomheder, der beskæftiger sig med markedet for rentederivater i euro (Euro Interest Rate Derivative, herefter »eurorentederivater«), havde tilsidesat artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) ved at deltage i en samlet og vedvarende overtrædelse ( 1 ). Ifølge Kommissionen bestod denne overtrædelse i aftaler og/eller samordnet praksis bestående af udvekslinger mellem deres børsmæglere vedrørende for det første manipulation af indberetninger til Euribor, for det andet de respektive handelspositioner med hensyn til eurorentederivater og for det tredje detaljerede og ikke offentligt tilgængelige oplysninger om deres intentioner og strategi med hensyn til priser på eurorentederivater. Kommissionen pålagde følgelig virksomhederne en bøde.
Sagsøgerne anlagde sag ved Retten i henhold til artikel 263 TEUF med principal påstand om delvis annullation af den anfægtede afgørelse og med subsidiær påstand om ændring af bødens størrelse.
Retten undersøgte først den kvalificering af konkurrencebegrænsende formål, der blev anvendt på de forskellige former for adfærd, som Kommissionen påtalte. Retten bemærkede for det første, at Kommissionens ræsonnement ikke var udtryk for en urigtig retsanvendelse eller et urigtigt skøn for så vidt angik adfærden i forbindelse med manipulationen af indberetningerne til Euribor. Retten nåede for det andet frem til samme konklusion i forhold til udvekslingerne vedrørende intentioner og strategi med hensyn til priser på eurorentederivater.
Til gengæld bemærkede Retten for det tredje, at visse drøftelser, under hvilke børsmæglerne udvekslede oplysninger om deres handelspositioner, ikke havde et konkurrencebegrænsende formål, således som Kommissionen havde lagt til grund, eftersom sådanne drøftelser ikke formindskede eller fjernede usikkerheden på markedet på en sådan måde, at Kommissionen på grundlag heraf kunne konkludere, at de påvirkede de normale prissætningsmekanismer i sektoren for eurorentederivater, uden at skulle undersøge deres virkninger. Retten lagde følgelig til grund, at den anfægtede afgørelse var behæftet med en retlig fejl på dette punkt.
I denne forbindelse præciserede Retten dog, at den nævnte fejl ikke havde nogen virkning for lovligheden af konklusionen om sagsøgernes deltagelse i den pågældende overtrædelse, således som den var formuleret i den anfægtede afgørelse. Derimod understregede Retten, at den konkurrencebegrænsende adfærds hyppighed og intensitet blandt andre elementer indgår i bedømmelsen af en overtrædelses grovhed, som bødens størrelse er afhængig af.
I forbindelse med Rettens bedømmelse af bødens størrelse skulle den tage stilling til Kommissionens valg om at tilpasse metoden i retningslinjerne fra 2006 ( 2 ) med hensyn til fastsættelse af grundbeløbet ud fra afsætningens værdi, eftersom eurorentederivater ikke giver anledning til nogen afsætning i almindelig forstand. I forbindelse med sin bedømmelse konstaterede Retten, at Kommissionen have baseret sig på en erstatningsværdi beregnet på grundlag af den kontante indtjening fra eurorentederivater, der blev justeret med en reduktionsfaktor på 98,849%, der skulle tage hensyn til den netting i forbindelse med betaling, der er karakteristisk for sektoren for eurorentederivater. Retten understregede imidlertid, at reduktionsfaktoren spillede en vigtig rolle, henset til det betydelige omfang af den kontante indtjening, som den skulle anvendes på. Retten udledte heraf, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse, henset til den vigtige rolle, som reduktionsfaktoren spillede i forbindelse med Kommissionens foretrukne metode, skulle gøre det muligt for de berørte virksomheder at forstå, hvordan Kommissionen var kommet frem til en reduktionsfaktor på præcis 98,849%, og at Retten kunne foretage en grundig kontrol, såvel retlig som faktisk, af dette element i den anfægtede afgørelse. De forskellige begrundelser, som Kommissionen anførte i den anfægtede afgørelse, opfyldte ikke disse krav. Retten annullerede således den anfægtede afgørelse, for så vidt som den pålagde sagsøgerne en bøde på 33606000 EUR, på grund af utilstrækkelig begrundelse.
( 1 ) – Kommissionens afgørelse C(2016) 8530 final af 7. december 2016 om en procedure i henhold til artikel 101 [TEUF] og EØS-aftalens artikel 53 [(sag AT.39914 – rentederivater i euro (EIRD)].
( 2 ) – Retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne fra 2016«).