1

Sagsøgeren, Radu Constantinescu, er tjenestemand i Generaldirektoratet for Infrastruktur og Logistik ved Europa-Parlamentet med tjenestested i Luxembourg (Luxembourg). Han er bosiddende i Kreuzweiler (Tyskland).

2

Sagsøgeren har to børn, som var henholdsvis fire og to år gamle på tidspunktet for sagens anlæg. Begge børn var oprindeligt indskrevet i vuggestuen for de europæiske institutioner på Kirchberg i Luxembourg.

3

Da sagsøgerens ældste søn den 12. januar 2016 nåede aldersgrænsen for vuggestuen, tog sagsøgeren skriftlig kontakt med Europaskolen Luxembourg I – Kirchberg (herefter »Europaskolen på Kirchberg«) med henblik på indskrivning i dagcentret for mindre børn (herefter »CPE« eller »børnehaven«). Ved skrivelse af 19. januar 2016 svarede Europaskolen på Kirchberg, at dens direktør og direktøren for Europaskole Luxembourg II – Bertrange-Mamer (herefter »europaskolen i Mamer«) sammen ville træffe afgørelse om nyindskrivninger, og at afgørelserne først ville blive truffet efter behandling af ansøgningen om indskrivning, der skulle indgives efter påskeferien.

4

I maj 2016 modtog sagsøgeren bekræftelse fra »Infrastruktur- og logistikkontoret« i Luxembourg (herefter »OIL«) på, at hans søn var blevet indskrevet i CPE uden angivelse af det sted, som barnet ville blive knyttet til.

5

Den 27. maj 2016 meddelte OIL pr. e-mail sagsøgeren, at hans søn var blevet indskrevet i CPE på Europaskolen i Mamer, og at det for at sikre ligebehandling af alle børn og forældre ikke var muligt at få dispensation (herefter »den anfægtede afgørelse«).

6

Ved skrivelse af 6. juni 2016 indgav sagsøgeren en klage til Parlamentet som ansættelsesmyndighed over OIL’s afgørelse om ikke at indskrive hans barn i CPE på Europaskolen på Kirchberg. Samtidig indgav han en ansøgning om indbringelse af sagen for CPE-udvalget med henblik på en udtalelse.

7

Den 29. august 2016 meddelte sagsøgeren OIL, at hans søn ikke ville møde i CPE på Europaskolen i Mamer.

8

Den 16. september 2016 meddelte CPE-udvalget sagsøgeren, at det efter gennemgang af sagen fandt, at reglementet for indskrivning og CPE-institutionernes funktionsmåde var blevet anvendt korrekt.

9

Ved afgørelse af 7. oktober 2016 afslog Parlamentet sagsøgerens klage (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«).

10

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. januar 2017 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.

11

Ved skrivelse af 1. februar 2017 har Parlamentet på grundlag af artikel 42 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol anmodet Retten om at tilvarsle Europa-Kommissionen i sagen, således at Rettens dom kan gøres gældende direkte og i sin helhed over for denne.

12

Den 15. februar 2017 anmodede Retten i forbindelse med de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er fastsat i procesreglements artikel 89, Parlamentet om at fremlægge visse dokumenter.

13

Parlamentet svarede den 24. februar 2017, og sagsøgeren fremsatte sine bemærkninger den 21. marts 2017.

14

Parlamentet har indgivet svarskrift til Rettens Justitskontor den 6. april 2017.

15

Sagsøgeren har indgivet en replik og ved særskilt skrivelse af 7. juni 2017 fremsat en anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og om bevisoptagelse, og Parlamentet har den 24. juli 2017 indgivet en duplik med bemærkninger til anmodningen om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og om bevisoptagelse.

16

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

17

Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

18

På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Ottende Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.

19

Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens mundtlige spørgsmål under retsmødet den 8. marts 2018.

20

Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af den anfægtede afgørelse og om annullation af afgørelsen om afslag på klagen. I denne henseende bemærkes, at en påstand om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse om afslag på en klage, har den virkning retligt at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen, når afgørelsen er uden selvstændigt indhold (dom af 17.1.1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 8). Da afgørelsen om afslag på klagen i det foreliggende tilfælde er uden selvstændigt indhold, skal søgsmålet alene anses for rettet mod den anfægtede afgørelse. Dette kan bl.a. være tilfældet i de situationer, hvor afgørelsen om afslag på klagen ikke hidrører fra den samme institution som den afgørelse, der er genstand for klagen, forudsat at afgørelsen blot bekræfter den sidstnævnte afgørelse, og hvor annullationen af den førstnævnte afgørelse derfor ikke vil medføre andre virkninger for den berørte persons retlige situation end de virkninger, der følger af annullationen af den sidstnævnte afgørelse (jf. i denne retning dom af 21.9.2011, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, T-325/09 P, EU:T:2011:506, præmis 33).

21

Uden formelt at fremsætte en formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 130 har Parlamentet gjort gældende, at det ikke er ophavsmand til den retsakt, der ønskes annulleret.

22

Ved skrivelse af 1. februar 2017 har Parlamentet oplyst, at det har behandlet klagen, da det besidder alle beføjelser som ansættelsesmyndighed i forhold til sagsøgeren, herunder hvad angår artikel 90 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«). Parlamentet har ikke uddelegeret denne kompetence til OIL. Imidlertid hidrører den retsakt, som er blevet anfægtet i klagen, og som i søgsmålet principalt ønskes annulleret, fra OIL og ikke fra Parlamentet.

23

I sit svar af 24. februar 2017 på Rettens anmodning om dels at fremlægge de retsakter, i medfør af hvilke Parlamentet kunne handle som ansættelsesmyndighed, dels at fremlægge de retsakter, i medfør af hvilke Kommissionen har overdraget visse gennemførelsesopgaver til OIL, har Parlamentet præciseret, at det fremgår af punkt X i bilaget til Parlamentets præsidiums afgørelse af 13. januar 2014 om delegation af de beføjelser, der tilkommer ansættelsesmyndigheden og den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter, at Parlamentets myndigheder har kompetencen som ansættelsesmyndighed til at behandle de klager, som Parlamentets personale indgiver, uden angivelse af det pågældende område. I forbindelse med sager vedrørende OIL har Parlamentet ikke uddelegeret sine beføjelser som ansættelsesmyndighed i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, hverken til Kommissionen eller til OIL og er derfor stadig kompetent til at påkende klager på dette område.

24

Under retsmødet har Parlamentet tillige angivet, at klagen kunne antages til realitetsbehandling, men at den var ugrundet.

25

I sine bemærkninger af 21. marts 2017 har sagsøgeren delt Parlamentets opfattelse og præciseret, at vuggestuen ifølge CPE’s reglement forvaltes af Parlamentet, og at børnehaven og fritidscentret forvaltes af Kommissionen. OIL er blevet bemyndiget til på vegne af Den Europæiske Unions institutioner og organer i Luxembourg at forvalte børnehaverne. Endelig har Parlamentet aldrig bestridt sin kompetence og er dermed kompetent til at behandle sagsøgerens klage, og en læsning af Parlamentets præsidiums afgørelse om delegation af de beføjelser, der tilkommer ansættelsesmyndigheden og den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter, styrker denne opfattelse.

26

For det første må det konstateres, at vedtægtens artikel 2, stk. 2, bestemmer, at en eller flere institutioner kan overdrage udøvelsen af nogle eller alle de beføjelser, der er tildelt ansættelsesmyndigheden, til en af de andre institutioner eller et interinstitutionelt organ, dog med undtagelse af beslutninger om udnævnelser, forfremmelser eller forflyttelse af tjenestemænd. Ifølge vedtægtens artikel 91a rettes klager vedrørende områder, der omfattes af artikel 2, stk. 2, desuden mod den institution, som den beføjede ansættelsesmyndighed hører under.

27

For det andet er dette kontor ifølge artikel 1 i Kommissionens afgørelse 2003/524/EF af 6. november 2002 om oprettelse af OIL (EUT 2003, L 183, s. 40) knyttet til Kommissionens Generaldirektorat (GD) for Personale og Administration. Det bestemmes i artikel 11 i afgørelse 2003/524, at »[OIL’s] direktør er ansættelsesmyndighed for [OIL] og er den myndighed, der kan indgå ansættelseskontrakter efter de gældende regler inden for rammerne af de beføjelser, som Kommissionen tildeler ham«.

28

For det tredje er det i artikel 15, stk. 3, i afgørelse 2003/524 anført, at »[i] henhold til vedtægtens artikel 90 skal spørgsmål og klager vedrørende udøvelsen af de beføjelser, som [OIL’s] direktør har fået tildelt i henhold til artikel 11 i nærværende afgørelse, indgives til GD for Personale og Administration«, og at »[e]thvert søgsmål på dette område skal anlægges mod Kommissionen«.

29

I den foreliggende sag er der ingen tvivl om, at den anfægtede afgørelse er blevet truffet af OIL. I øvrigt gør en samlet læsning af de anvendelige bestemmelser, navnlig vedtægtens artikel 91a, det muligt at identificere Kommissionen som sagsøgt i tilfælde af søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet af OIL.

30

Som Domstolen og Retten allerede har fastslået i adskillige domme, fremgår det af vedtægtens artikel 2, dels at ansættelsesmyndigheden handler på vegne af den institution, som har udpeget den, således at retsakter, der påvirker tjenestemændenes retsstilling og kan indeholde et klagepunkt imod dem, må tilregnes den institution, hvor de er ansat, dels at et eventuelt søgsmål skal anlægges mod den institution, hvorfra den retsakt, der indeholder et klagepunkt, hidrører (dom af 19.3.1964, Schmitz mod EØF, 18/63, EU:C:1964:15, s. 163, og af 22.11.1990, Mommer mod Parlamentet, T-162/89, EU:T:1990:72, præmis 18).

31

Dette har Parlamentet desuden selv bekræftet, idet det har anført, at den anfægtede afgørelse hidrører fra OIL og ikke fra Parlamentet, og at det derfor er nødvendigt at tilvarsle Kommissionen i sagen, således at Rettens dom kan gøres gældende direkte og i sin helhed over for denne.

32

I denne forbindelse skal det præciseres, at selv om artikel 42 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol giver mulighed for at rejse tredjemandsindsigelse mod afsagte domme, giver den ikke Retten beføjelse til at inddrage Kommissionen.

33

Som allerede fastslået af Domstolen i forbindelse med dens procesreglement, hvis ordlyd på dette punkt er identisk med artikel 76 i Rettens procesreglement, medfører en fejlagtig angivelse af en anden sagsøgt i stævningen end ophavsmanden til den anfægtede retsakt i øvrigt ikke, at søgsmålet skal afvises, såfremt stævningen indeholder sådanne oplysninger, som gør det muligt uden tvivl at identificere den part, som søgsmålet er rettet mod, såsom oplysninger i form af angivelse af den anfægtede retsakt og udstederen heraf. I dette tilfælde kan ophavsmanden til den anfægtede retsakt betragtes som sagsøgt, selv om denne ikke er nævnt i stævningens indledende del. Der skal dog sondres mellem dette tilfælde og det tilfælde, hvor sagsøgeren fortsat angiver sagsøgte, som er angivet i stævningens indledende del, selv om sagsøgeren fuldt ud er klar over, at den pågældende ikke er ophavsmand til den anfægtede retsakt. I sidstnævnte tilfælde skal der tages hensyn til den sagsøgte, som er angivet i stævningen, og eventuelt drages konsekvenser af denne angivelse med hensyn til, om søgsmålet skal afvises (jf. kendelse af 16.10.2006, Aisne og Nature mod Kommissionen, T-173/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2006:320, præmis 17 og 18 og den deri nævnte retspraksis).

34

I denne henseende har sagsøgeren i sine bemærkninger fremsat den 21. marts 2017 (jf. præmis 13 ovenfor) bl.a. anført, at han »kun [kunne] konstatere – og beklage – den uklarhed, som [syntes] at omgive spørgsmålet om, hvilken ansættelsesmyndighed der er ansvarlig på dette område, idet Europa-Parlamentet og Kommissionen [ikke syntes] at give samme besvarelse«, at »han har rettet sin klage mod generalsekretæren for Europa-Parlamentet i sin egenskab af ansættelsesmyndighed, som aldrig har bestridt sin kompetence på dette område«, og at han »fastholdt, at Europa-Parlamentet var den myndighed, som var kompetent til at behandle hans klage«.

35

Det følger af det ovenstående, at annullationspåstanden bør afvises, da den ikke er blevet rettet mod Kommissionen.

36

I overensstemmelse med fast retspraksis i personalesager skal påstanden om erstatning forkastes, når der er en nær sammenhæng mellem den og annullationspåstanden, som enten er blevet afvist eller forkastet som ugrundet (jf. dom af 30.9.2003, Martínez Valls mod Parlamentet, T-214/02, EU:T:2003:254, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

37

I den foreliggende sag udviser annullationspåstanden en sådan sammenhæng med erstatningspåstanden.

38

Da annullationspåstanden er blevet afvist, skal erstatningspåstanden ligeledes afvises.

39

Det følger af det foregående i sin helhed, at Parlamentet skal frifindes i det hele.

40

Ifølge procesreglementets artikel 134 pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 135, stk. 2, kan det imidlertid pålægges endog en vindende part helt eller delvist at betale sagsomkostningerne, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget.

41

Det følger af denne doms præmisser, at sagsøgeren er den tabende part. Hertil kommer, at Parlamentet specifikt har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

42

Imidlertid fremgår det af nærværende dom, at den omstændighed, dels at Parlamentet har erklæret sig for kompetent til at påkende sagsøgerens klage, selv om denne var rettet mod en retsakt fra OIL (jf. præmis 22 ovenfor), dels at Parlamentet ikke på noget tidspunkt har henledt sagsøgerens opmærksomhed på, at Parlamentet ikke var ophavsmand til den anfægtede afgørelse, vidner om et tilfælde af fejl og forsømmelser fra Parlamentets side og har kunnet forlede sagsøgeren til alene at anlægge nærværende søgsmål mod Parlamentet.

43

Under hensyn til de foreliggende omstændigheder finder Retten det følgelig rimeligt, at Parlamentet, henset til bestemmelserne i procesreglementets artikel 135, stk. 2, bærer sine egne omkostninger og betaler de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):