1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23) og af artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om de grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem navnlig flere arbejdstagere, der er ansat som balletdansere, og Fondazione Teatro dell’Opera di Roma (herefter »fonden«) vedrørende de pågældende arbejdstageres afskedigelse, fordi de havde nået aldersgrænsen for ansættelse.

3

Artikel 1 i direktiv 2006/54 med overskriften »Formål« bestemmer:

»Dette direktiv har til formål at sikre gennemførelsen af princippet om lige muligheder for og lige behandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

I det øjemed indeholder det bestemmelser til gennemførelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår:

Det indeholder endvidere bestemmelser, der skal sikre, at gennemførelsen bliver mere effektiv, ved at der fastsættes relevante procedurer.«

4

Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« har følgende ordlyd:

»1.   I dette direktiv forstås ved

[…]«

5

Direktivets artikel 3 med overskriften »Positive foranstaltninger« bestemmer:

»Medlemsstaterne kan opretholde eller vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med traktatens artikel 141, stk. 4, for i praksis at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.«

6

Artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54 bestemmer:

»Der må i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, for så vidt angår:

[…]

7

I henhold til italiensk lovgivning kan en arbejdstager, der har nået pensionsalderen, afskediges ad nutum af arbejdsgiveren, dvs. uden at arbejdsgiveren er forpligtet til at begrunde afskedigelsen.

8

Ifølge den forelæggende ret var pensionsalderen for arbejdstagere inden for underholdningsbranchen i kategorien balletdansere 47 år for kvinder og 52 år for mænd. Den forelæggende ret har anført, at disse aldersgrænser med artikel 3, stk. 7, i lovdekret nr. 64 af 30. april 2010, ophøjet til lov nr. 100 af 29. juni 2010, i den version, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagerne (herefter »lovdekret nr. 64/2010«), blev ændret for arbejdstagere af begge køn, idet den fælles aldersgrænse blev fastsat til 45 år.

9

Med denne bestemmelse blev der ligeledes indført en mulighed for en overgangsordning gældende i en periode på to år, som løb fra datoen for den pågældende bestemmelses ikrafttrædelse, hvorved de pågældende arbejdstagere kunne forblive erhvervsaktive ud over den fælles aldersgrænse. De pågældende arbejdstagere, der var ansat på ubestemt tid, og som havde nået eller passeret den nye pensionsalder, kunne således forblive erhvervsaktive, indtil de nåede den tidligere gældende pensionsalder, dvs. 47 år for kvinder og 52 år for mænd, ved at benytte sig af denne mulighed, der kunne forlænges årligt inden for en frist på to måneder at regne fra ikrafttrædelsesdatoen for den pågældende bestemmelse eller mindst tre måneder, inden de nåede den endelige pensionsalder.

10

Det skal indledningsvis præciseres, at tvisterne i hovedsagerne er tvister mellem arbejdstagere, der er ansat som balletdansere i fonden, som er deres arbejdsgiver. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelserne, og som det er blevet bekræftet af den forelæggende ret efter en anmodning om nærmere oplysninger fra Domstolen, er de mandlige arbejdstageres situation imidlertid uden betydning for de spørgsmål, der er stillet i anmodningerne om præjudiciel afgørelse. Der skal således i den foreliggende sag kun tages hensyn til de berørte kvindelige arbejdstageres situation.

11

De pågældende kvindelige arbejdstagere var ansat af fonden frem til den 31. marts 2014, hvor de blev afskediget med den begrundelse, at de havde nået pensionsalderen. Opsigelsen af deres ansættelseskontrakt er baseret på artikel 3, stk. 7, i lovdekret nr. 64/2010.

12

Disse kvindelige arbejdstagere anlagde sag ved Tribunale di Roma (retten i Rom, Italien) med påstand om, at deres afskedigelse blev annulleret, at de blev genindsat i deres stillinger, og at arbejdsgiveren blev idømt betaling af erstatning. De anså deres afskedigelse for ulovlig med den begrundelse, at de havde benyttet sig af den mulighed for at forblive erhvervsaktive, der var fastsat i artikel 3, stk. 7, i lovdekret nr. 64/2010, en mulighed, der forlænges årligt mindst tre måneder, før den ved lov fastsatte aldersgrænse for at forblive erhvervsaktive nås.

13

Tribunale di Roma (retten i Rom) gav sagsøgerne medhold i sagen.

14

Fonden iværksatte appel ved Corte d’appello di Roma (appeldomstolen i Rom, Italien), som forkastede de i hovedsagerne omhandlede arbejdstageres påstande. Denne domstol fastslog, at artikel 3, stk. 7, i lovdekret nr. 64/2010 ikke var i strid med EU-retten med den begrundelse, at denne bestemmelse samtidig med, at pensionsalderen blev nedsat til 45 år, indrømmede de arbejdstagere, der havde nået denne alder inden nævnte bestemmelses ikrafttrædelse, eller i perioden mellem den 1. juli 2010 og den 1. juli 2012, ret til at drage fordel af den aldersgrænse for at forblive erhvervsaktive, der var fastsat i de tidligere gældende nationale bestemmelser, dvs. 47 år for kvinder og 52 år for mænd.

15

Ifølge Corte d’appello di Roma (appeldomstolen i Rom) havde den nationale lovgiver haft til hensigt at indføre retningslinjer for en gradvis indførelse af den nye aldersgrænse for at forblive erhvervsaktive for arbejdstagere, som, fordi de var tæt på denne nye aldersgrænse, blev udsat for en pludselig ændring, i restriktiv retning, af den tidligere ordning. Ifølge Corte d’appello di Roma (appeldomstolen i Rom) var den pågældende regel og de EU-retlige principper således ikke uforenelige, selv hvis der tages hensyn til bestemmelsens karakter af en overgangsordning og til den begrænsede målgruppe.

16

De i hovedsagerne omhandlede kvindelige arbejdstagere har iværksat appel af denne dom ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien), idet de har gjort gældende, at artikel 3, stk. 7, i lovdekret nr. 64/2010 er uforenelig med artikel 157 TEUF, chartrets artikel 21 og direktiv 2006/54.

17

Fonden har ligeledes iværksat appel ved den forelæggende ret af dom afsagt af Corte d’appello di Roma (appeldomstolen i Rom) den 14. oktober 2015.

18

Den forelæggende ret har fremhævet, at udfaldet af tvisterne i hovedsagerne afhænger af fortolkningen af begrebet »ikke-forskelsbehandling på grund af køn«, der er fastsat i direktiv 2006/54 og i chartrets artikel 21, og den ønsker derfor oplyst, om artikel 3, stk. 7, i lovdekret nr. 64/2010 er forenelig med de EU-retlige bestemmelser, som sagsøgerne har gjort gældende.

19

På denne baggrund har Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål i hver af de to sager:

»Er en national bestemmelse som artikel 3, stk. 7, i [lovdekret nr. 64/2010], hvorefter »pensionsalderen for arbejdstagere inden for underholdningsbranchen, som henhører under kategorien [balletdansere] for mænd og kvinder er fastsat til 45 år med den følge, at den omregningskoefficient, der er omhandlet i artikel 1, stk. 6, i lov nr. 335 af 8. august 1995 vedrørende den øvre aldersgrænse, finder anvendelse på de arbejdstagere, som fuldt ud er omfattet af den blandede ordning eller den bidragsbaserede ordning. I to år efter ikrafttrædelsen af denne bestemmelse har de omhandlede arbejdstagere, som er ansat på ubegrænset tid, og som har nået eller har passeret pensionsalderen, mulighed for at forlænge deres ansættelse årligt med henblik på at forblive i tjenesten. Der skal gøres brug af denne mulighed ved indgivelse af en ansøgning til ENPALS senest to måneder efter datoen for bestemmelsens ikrafttræden eller tre år efter opnåelse af retten til pension, jf. dog den øvre grænse for alderspension, som er 47 år for kvinder og 52 år for mænd«, i strid med det i direktiv 2006/54 […] og i [chartret] (artikel 21) omhandlede forbud mod forskelsbehandling på grundlag af [køn]?«

20

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27. april 2017 er sag C-142/17 og sag C-143/17 blevet forenet med henblik på den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og dommen.

21

Ifølge procesreglementets artikel 99 kan Domstolen, såfremt besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, eller såfremt besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse.

22

Denne bestemmelse bør anvendes på de foreliggende sager.

23

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser som artikel 3, stk. 7, i lovdekret nr. 64/2010, hvorefter arbejdstagere, der er ansat som balletdansere, og som har nået pensionsalderen, der i denne bestemmelse er fastsat til 45 år for såvel kvinder som mænd, har mulighed for i en overgangsperiode på to år at forblive erhvervsaktive, indtil de når den aldersgrænse for at forblive erhvervsaktive, der i de tidligere gældende regler var fastsat til 47 år for kvinder og 52 år for mænd.

24

Det skal indledningsvis bemærkes, at Domstolen har fastslået, at spørgsmålet om betingelserne for at få udbetalt pension på den ene side og spørgsmålet om vilkårene for et arbejdsforholds ophør på den anden side er to særskilte spørgsmål (jf. bl.a. dom af 18.11.2010, Kleist,C-356/09, EU:C:2010:703, præmis 24).

25

I relation til sidstnævnte betingelser fremgår det af artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54, at anvendelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår afskedigelsesvilkår betyder, at der i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke må finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn.

26

Et ansættelsesforholds ophør med den begrundelse, at arbejdstageren har nået den i de nationale bestemmelser fastsatte aldersgrænse for at forblive erhvervsaktive, som er fastsat som led i en arbejdsgivers generelle pensioneringspolitik, henhører i denne forbindelse under begrebet »afskedigelse« som omhandlet i nævnte bestemmelse – hvilket begreb skal forstås i vid betydning – selv om fratrædelsen indebærer, at der ydes pension (jf. i denne retning dom af 18.11.2010, Kleist,C-356/09, EU:C:2010:703, præmis 26).

27

Det følger heraf, at tvister som de i hovedsagerne omhandlede, i hvilke de pågældende arbejdstagere i henhold til de nationale bestemmelser uden ansøgning er blevet pensioneret af deres arbejdsgiver med den begrundelse, at de havde nået aldersgrænsen for at forblive erhvervsaktive, vedrører afskedigelsesvilkårene som omhandlet i artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54 (jf. i denne retning dom af 18.11.2010, Kleist,C-356/09, EU:C:2010:703, præmis 27).

28

Domstolen har allerede for så vidt angår Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT 1976, L 39, s. 40), som blev ophævet ved direktiv 2006/54, fastslået, at en generel afskedigelsespolitik, der medfører, at en kvindelig arbejdstager afskediges alene med den begrundelse, at hun har nået eller passeret den aldersgrænse, der giver hende ret til pension, og som efter national lovgivning er forskellig for mænd og for kvinder, udgør forskelsbehandling på grund af køn, der er forbudt ved direktiv 76/207 (dom af 18.11.2010, Kleist,C-356/09, EU:C:2010:703, præmis 28).

29

En sådan fortolkning finder ligeledes anvendelse på en national bestemmelse som den i artikel 3, stk. 7, i lovdekret nr. 64/2010 omhandlede bestemmelse, hvoraf det fremgår, at arbejdstagere, der har nået aldersgrænsen for at forblive erhvervsaktive, i en overgangsperiode kan benytte sig af muligheden for at forblive erhvervsaktive, når den alder, hvor ansættelseskontrakten ophører endeligt, er forskellig afhængigt af, om den pågældende arbejdstager er en mand eller en kvinde.

30

I denne forbindelse skal det for det første påpeges, at der i henhold til artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/54 foreligger en direkte forskelsbehandling, når en person behandles ringere på grund af køn, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

31

I den foreliggende sag følger det af artikel 3, stk. 7, i lovdekret nr. 64/2010, at balletdansere, der var ansat på ubestemt tid, og som havde nået eller passeret den nye aldersgrænse for pensionering, i en periode på to år at regne fra datoen for denne bestemmelses ikrafttrædelse fik mulighed for at vælge at forblive erhvervsaktive, hvilken mulighed kunne forlænges årligt inden for en frist på to måneder fra den pågældende bestemmelses ikrafttrædelse eller mindst tre måneder forud for erhvervelse af den endelige ret til pension frem til den tidligere gældende pensionsalder, dvs. 47 år for kvinder og 52 år for mænd.

32

Det fremgår af denne bestemmelse, at retningslinjerne for udøvelse af denne mulighed afhænger af arbejdstagernes køn.

33

For det andet skal det undersøges, om kvindelige arbejdstagere på 45 år eller derover – i en sammenhæng som den, der er reguleret ved denne bestemmelse – befinder sig i en tilsvarende situation som den, som mandlige arbejdstagere i samme aldersgruppe befinder sig i, jf. artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/54.

34

De omstændigheder, som kendetegner forskellige situationer og dermed deres sammenlignelige karakter, skal navnlig fastlægges og vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med de pågældende bestemmelser, idet der i dette øjemed skal tages hensyn til de foreliggende principper og mål på det område, som den pågældende retsakt henhører under (jf. navnlig dom af 26.10.2017, BB construct,C-534/16, EU:C:2017:820, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

35

I hovedsagerne har de bestemmelser, hvorved den pågældende forskellige behandling indføres, til formål at regulere vilkårene for at bringe de pågældende arbejdstageres ansættelsesforhold til ophør.

36

I denne sammenhæng kan der dog ikke påvises nogen forhold, der kan bevirke, at kvindelige arbejdstageres situation er forskellig fra de mandlige arbejdstageres. De kvindelige arbejdstagere befinder sig dermed i en situation, der i henhold til artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/54 er sammenlignelig med den situation, der gør sig gældende for de mandlige arbejdstagere i samme aldersgruppe for så vidt angår vilkårene for ansættelsesforholdets ophør. Med en sådan bestemmelse indføres der dermed en forskellig behandling, der er direkte baseret på køn.

37

Under disse omstændigheder udgør en forskellig behandling, der er direkte baseret på køn, som den, der indføres med de i hovedsagerne omhandlede nationale bestemmelser, en direkte forskelsbehandling på grund af køn, jf. artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/54 (jf. i denne retning dom af 18.11.2010, Kleist,C-356/09, EU:C:2010:703, præmis 42).

38

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at direktiv 2006/54 foretager en sondring mellem direkte forskelsbehandling på grund af køn på den ene side og såkaldt »indirekte« forskelsbehandling på den anden side derved, at direkte forskelsbehandling ikke kan begrundes i et legitimt formål. I henhold til nævnte direktivs artikel 2, stk. 1, litra b), kan bestemmelser, betingelser eller praksis, der kan udgøre indirekte forskelsbehandling, undgå at blive kvalificeret som forskelsbehandling, forudsat at de »er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige« (dom af 18.11.2010, Kleist,C-356/09, EU:C:2010:703, præmis 41).

39

En forskellig behandling som den i hovedsagerne omhandlede kan dermed ikke begrundes med et ønske om ikke at udsætte de pågældende arbejdstagere for en pludselig ændring, i restriktiv retning, af den tidligere ordning for at forblive erhvervsaktive.

40

Det forelagte spørgsmål skal følgelig besvares således, at artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at der med en national bestemmelse som bestemmelsen i artikel 3, stk. 7, i lovdekret nr. 64/2010, hvorefter arbejdstagere, der er ansat som balletdansere, og som har nået den i denne bestemmelse fastsatte pensionsalder på 45 år for såvel kvinder som mænd, har mulighed for i en overgangsperiode på to år at vælge at forblive erhvervsaktive, indtil de når den aldersgrænse, der i de tidligere gældende regler var fastsat til 47 år for kvinder og 52 år for mænd, indføres en direkte forskelsbehandling på grund af køn, der er forbudt i henhold til dette direktiv.

41

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

Artikel 14, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at der med en national bestemmelse som bestemmelsen i artikel 3, stk. 7, i lovdekret nr. 64 af 30. april 2010, ophøjet til lov nr. 100 af 29. juni 2010, i den version, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagerne, hvorefter arbejdstagere, der er ansat som balletdansere, og som har nået den i denne bestemmelse fastsatte pensionsalder på 45 år for såvel kvinder som mænd, har mulighed for i en overgangsperiode på to år at vælge at forblive erhvervsaktive, indtil de når den aldersgrænse, der i de tidligere gældende regler var fastsat til 47 år for kvinder og 52 år for mænd, indføres en direkte forskelsbehandling på grund af køn, der er forbudt i henhold til dette direktiv.