26.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 112/19


Sag anlagt den 22. december 2017 — Europa-Kommissionen mod Den Tjekkiske Republik

(Sag C-719/17)

(2018/C 112/26)

Processprog: tjekkisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved Z. Malůšková og G. Wils, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Tjekkiske Republik

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Den Tjekkiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5, stk. 2, i Rådets afgørelse (EU) 2015/1523 af 14. september 2015 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og for Grækenland på området international beskyttelse (1), artikel 5, stk. 2, i Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 af 22. september 2015 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og Grækenland på området international beskyttelse (2) og dermed også de øvrige flytningsforpligtelser, der er fastsat i disse rådsafgørelsers artikel 5, stk. 4-11, idet den ikke med regelmæssige mellemrum og mindst hver tredje måned har meddelt, hvor mange ansøgere der hurtigt kunne flyttes til dens område.

Den Tjekkiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I september 2015 vedtog Rådet et midlertidigt program for nødflytninger ved hjælp af to afgørelser, nemlig afgørelse (EU) 2015/1523 og afgørelse (EU) 2015/1601, hvorved medlemsstaterne forpligtede sig til at flytte personer, der klart havde behov for international beskyttelse, fra Italien og Grækenland.

Disse rådsafgørelser forpligter medlemsstaterne til hver tredje måned at stille pladser til rådighed til flytning med henblik på at sikre en hurtig og velordnet flytningsproces. Mens stort set alle stater gennemførte flytninger og påtog sig forpligtelser i denne forbindelse, har Den Tjekkiske Republik ikke gennemført nogen flytninger siden august 2016 og har i over et år ikke stillet nogen nye pladser til rådighed.

Den 15. juni 2017 indledte Kommissionen en traktatbrudsprocedure mod Den Tjekkiske Republik.

Den Tjekkiske Republiks svar herpå blev ikke anset for tilfredsstillende og Kommissionen besluttede derfor at indlede det næste skridt i proceduren, nemlig tilstillelsen af en begrundet udtalelse den 26. juli 2017.

Besvarelsen af den begrundede udtalelse blev ikke anset for tilfredsstillende og Kommissionen har derfor besluttet at anlægge traktatbrudssag mod Den Tjekkiske Republik ved Den Europæiske Unions Domstol med påstand om, at Den Tjekkiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til flytning.


(1)  EUT 2015, L 239, s. 146.

(2)  EUT 2015, L 248, s. 80.