Sag C-390/17 P: Appel iværksat den 28. juni 2017 af Irit Azoulay, Andrew Boreham, Mirja Bouchard og Darren Neville til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 28. april 2017 i sag T-580/16, Azoulay m.fl. mod Europa-Parlamentet

Appel iværksat den 28. juni 2017 af Irit Azoulay, Andrew Boreham, Mirja Bouchard og Darren Neville til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 28. april 2017 i sag T-580/16, Azoulay m.fl. mod Europa-Parlamentet

(Sag C-390/17 P)

Parter

Appellanter: Irit Azoulay, Andrew Boreham, Mirja Bouchard og Darren Neville (ved advokat M. Casado García-Hirschfeld)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne er af den opfattelse, at den appellerede dom er behæftet med adskillige retlige fejl og at de faktiske omstændigheder er gengivet forkert.

Retten har begået en retlig fejl og fordrejet de faktiske omstændigheder ved at forkaste en selvstændig og ensartet fortolkning af begrebet skoleudgifter i Unionens retsorden og ved at lade dette begreb afhænge af dets betydning i diverse uddannelsessystemer i en tjenestemands bopælsland, uden at tage højde for udgifternes karakter og børnenes interesser.

Ifølge Domstolens praksis følger det såvel af en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at en bestemmelse i EU-retten, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Den Europæiske Union, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning (dom af 15.10.2015, Axa Belgium, C-494/14, EU:C:2015:692).

Desuden er Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 47 usammenhængende og tilsidesætter retspraksis vedrørende overensstemmelse mellem den forudgående administrative klage og søgsmålet.

Appellanterne har ligeledes gjort gældende, at Retten har tilsidesat begrundelsespligten ved ikke at tage stilling til tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet og af artikel 22 i chartret om grundlæggende rettigheder, der imidlertid blev påberåbt for denne.

Følgelig er Retten ved sin alt for kortfattede undersøgelse af appellanternes tre adskilte klagepunkter ifølge appellanterne nået frem til konklusioner, som ikke er retligt eller faktisk begrundede.