7.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/16

1)

Er den nationale lovgivning og den nationale retspraksis forenelig med artikel 14 i direktiv 2014/41/EU (1) om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager, når de materielle grunde til udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse om foretagelse af en ransagning i en bolig og i forretningslokaler samt beslaglæggelse af visse genstande eller tilladelse til afhøring af et vidne i henhold til denne lovgivning og retspraksis hverken kan anfægtes direkte ved et retsmiddel mod retsafgørelsen eller ved et særskilt erstatningssøgsmål?

2)

Giver direktivets artikel 14, stk. 2, den berørte part direkte ret til at anfægte retsafgørelsen om den europæiske efterforskningskendelse, selv om den nationale lovgivning ikke hjemler en sådan processuel mulighed?

3)

Er den person, over for hvem der er rejst tiltale, henset til direktivets artikel 14, stk. 2, sammenholdt med artikel 6, stk. 1, litra a), og artikel 1, stk. 4, en berørt part som omhandlet i direktivets artikel 14, stk. 4, når foranstaltningen vedrørende indsamling af bevismateriale er rettet mod tredjemand?

4)

Er den person, der bebor eller benytter lokaler, hvori ransagningen og beslaglæggelsen skal foretages, eller den person, der skal afhøres som vidne, en berørt part som omhandlet i direktivets artikel 14, stk. 4, sammenholdt med stk. 2?