1.1

Såfremt det antages, at en ugyldighedserklæring af et urimeligt vilkår, der definerer hovedgenstanden for en lånekontrakt, kan indebære en konsekvens, der nødvendiggør en ændring — enten faktisk eller i forhold til virkningerne — af kontraktens retlige betegnelse, kan denne ændring af den retlige betegnelse da som konsekvens indebære (f.eks. i henhold til en retslig afgørelse, en særlig retlig konsekvens fastsat i en national retsforskrift, en retsregel eller indholdet af en retslig afgørelse, der er truffet med henblik på ensartet fortolkning af retlige bestemmelser), at nærmere bestemte parametre, der er økonomisk relevante for retsforholdet, ændres endog til skade for forbrugeren (f.eks. anvendelse med tilbagevirkende kraft af den officielle rentesats fra centralbanken eller markedsrentesatsen, der anvendes på lån i forinter i stedet for en lavere rentesats, der er fastsat i kontrakten)?

(1)

aftalepraksis inden for andre aftaletyper end den, hvor der foreligger urimelighed

(2)

visse aktørers angivelige sårbarhed, idet disse fra et økonomisk syspunkt berøres direkte (f.eks. i tilfælde med lån baseret på valuta, gruppen af valutaskyldnere og banksystemet), eller

(3)

bestemte tredjemænds eller gruppers interesser, der fra et økonomisk synspunkt ikke berøres direkte, herunder den omstændighed, at gruppen af valutaskyldnere som konsekvens af ugyldigheden sluttelig ved en matematisk likvidation af kontiene for de flestes vedkommende stilles i en bedre situation end gruppen af forintskyldnere?

4.1

Såfremt det antages, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF skal fortolkes således, at et bestemt vilkår enten kan være urimeligt i sin helhed eller på samme tid dels urimeligt dels ikke urimeligt, men alligevel finde delvis anvendelse og dermed kan binde forbrugeren i et vist omfang (dvs. at vilkåret i begge tilfælde for så vidt angår dets virkninger kun er urimeligt i et vist omfang), kan en ugyldighedserklæring af hele låneaftalen, fordi det undersøgte vilkår, der definerer kontraktens hovedformål, er urimeligt, da have den konsekvens, at forbrugeren i forbindelse med en matematisk likvidation af kontiene oveordnet stilles dårligere og den erhvervsdrivende kontraktpart bedre, end hvis låneaftalen af den samme grund blot blev erklæret delvist urimelig (i hvilket tilfælde de øvrige vilkår i kontrakten fortsat binder parterne med uændret indhold)?

5.1

Kan det antages, at et kontraktvilkår, der tillægger forbrugeren valutakursrisikoen, ikke er urimeligt, dvs. at det er klart og forståeligt under hensyn til de økonomiske konsekvenser, når dette vilkår er udformet (som et generelt kontraktvilkår, der anvendes af den erhvervsdrivende part og ikke er forhandlet individuelt) på grundlag af den oplysningspligt, der er fastsat ved lov, og som nødvendigvis har generel karakter, men som ikke udtrykkeligt angiver, at de afdrag, der skal betales i henhold til låneaftalen kan være højere end forbrugerens indtægter, som blev fastlagt i forbindelse med den solvensundersøgelse, som den erhvervsdrivende kontraktpart foretog, idet det ligeledes tages i betragtning, at den relevante nationale retsforskrift stiller krav om, at risikoen fastsættes skriftligt, og at den ikke blot erklæres at foreligge og tillægges en part, samt at Den Europæiske Unions Domstol i præmis 74 i dom C-26/13 fastslog, at ikke alene skal den erhvervsdrivende part oplyse forbrugeren om risikoen, men forbrugeren skal takket være oplysningerne være i stand til at bedømme de for ham potentielt alvorlige økonomiske følger af, at han tillægges valutakursrisikoen, og dermed de samlede omkostninger i forbindelse med lånet?

5.2

Kan det antages, at et kontraktvilkår, der tillægger forbrugeren valutakursrisikoen, ikke er urimeligt, dvs. at det er klart og forståeligt under hensyn til de økonomiske konsekvenser, når dette vilkår er udformet (som et generelt kontraktvilkår, der anvendes af den erhvervsdrivende part og ikke er forhandlet individuelt) på grundlag af den oplysningspligt, der er fastsat ved lov, og som nødvendigvis har generel karakter, men som ikke udtrykkeligt angiver, at den restkapital, der skyldes på ethvert tidspunkt i henhold til låneaftalen, kan være højere end værdien af forbrugerens ejendom, som skal dække de skyldige beløb, der blev fastlagt i forbindelse med den solvensundersøgelse, som den erhvervsdrivende kontraktpart foretog, idet det ligeledes tages i betragtning, at den relevante nationale retsforskrift stiller krav om, at risikoen fastsættes skriftligt, og at den ikke blot erklæres at foreligge og tillægges en part, samt at Den Europæiske Unions Domstol i præmis 74 i dom C-26/13 fastslog, at ikke alene skal den erhvervsdrivende part oplyse forbrugeren om risikoen, men forbrugeren skal takket være oplysningerne være i stand til at bedømme de for ham potentielt alvorlige økonomiske følger af, at han tillægges valutakursrisikoen, og dermed de samlede omkostninger i forbindelse med lånet?

5.3

Kan det antages, at et kontraktvilkår, der tillægger forbrugeren valutakursrisikoen, ikke er urimeligt, dvs. at det er klart og forståeligt under hensyn til de økonomiske konsekvenser, når dette vilkår er udformet (som et generelt kontraktvilkår, der anvendes af den erhvervsdrivende part og ikke er forhandlet individuelt) på grundlag af den oplysningspligt, der er fastsat ved lov, og som nødvendigvis har generel karakter, men som ikke udtrykkeligt angiver, at 1) ændringerne i valutakursen ikke har en maksimalgrænse, 2) muligheden for at valutakursen ændrer sig er reel, dvs. at det kan ske i låneaftalens gyldighedsperiode, 3) afdragene på lånet kan af den grund stige ubegrænset, 4) ikke kun afdragene, men også restkapitalen kan stige ubegrænset som følge af ændringerne i valutakursen, 5) omfanget af de mulige tab er uendeligt, 6) de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger har begrænsede virkninger og kræver vedvarende opmærksomhed, 7) den erhvervsdrivende kontraktpart ikke påtager sig pligten til denne opmærksomhed, idet det ligeledes tages i betragtning, at den relevante nationale retsforskrift stiller krav om, at risikoen fastsættes skriftligt, og at den ikke blot erklæres at foreligge og tillægges en part, samt at Den Europæiske Unions Domstol i præmis 74 i dom C-26/13 fastslog, at ikke alene skal den erhvervsdrivende part oplyse forbrugeren om risikoen, men forbrugeren skal takket være oplysningerne være i stand til at bedømme de for ham potentielt alvorlige økonomiske følger af, at han tillægges valutakursrisikoen, og dermed de samlede omkostninger i forbindelse med lånet?

5.4

Idet der navnlig tages hensyn til, at det er muligt eller endog er sket, at det i den nationale retspraksis eller i nationale retsforskrifter er blevet fastslået, at forbrugeren i forbindelse med lån baseret på valuta har indgået aftale om et lån i valuta, fordi den gældende rente i den relevante periode var gunstigere end den for lån i forinter, og til gengæld som den eneste påtog sig virkningerne af ændringerne i valutakursen, at det ligeledes er muligt eller endog er sket, at det i den nationale retspraksis eller i nationale retsforskrifter er blevet fastslået, at overførslen af aftalebyrden til en af parterne efter indgåelsen af låneaftalen — a priori uforudsigelig — ikke kan vurderes i henhold til urimelighedskriterierne, henset til at ugyldighedsgrundene skal foreligge på tidspunktet for indgåelsen af aftalen, og idet det ligeledes tages i betragtning, at den relevante nationale retsforskrift stiller krav om, at risikoen fastsættes skriftligt, og at den ikke blot erklæres at foreligge og tillægges en part, samt at Den Europæiske Unions Domstol i præmis 74 i dom C-26/13 fastslog, at ikke alene skal den erhvervsdrivende part oplyse forbrugeren om risikoen, men forbrugeren skal ligeledes sættes i stand til at bedømme risikoen, kan det da antages, at et kontraktvilkår, der tillægger forbrugeren valutakursrisikoen, ikke er urimeligt, dvs. at det er klart og forståeligt under hensyn til de økonomiske konsekvenser, når dette vilkår er udformet og anvendt (som et generelt kontraktvilkår, der ikke er forhandlet individuelt) af den erhvervsdrivende part på grundlag af den oplysningspligt, der er fastsat ved lov, og som nødvendigvis har generel karakter, men som ikke udtrykkeligt angiver de forudsigelige udsving, som valutakursen vil tage i kontraktens gyldighedsperiode (i det mindste i dennes første periode) eller mindstebeløbet og/eller maksimalbeløbet (f.eks. på grundlag af beregningsmetoden for forward-valutakursen og/eller princippet om interesseparitet, hvorefter der i forhold til lån baseret på valuta med stor nøjagtighed kan forudsiges en rentefordel, dvs. den omstændighed, at LIBOR-renten (London Interbank Offered Rate) eller EURIBOR-renten (Euro Interbank Offered Rate) er lavere end BUBOR-renten (Budapest Interbank Offered Rate) og vil medføre et tab for forbrugeren i forhold til valutakursen, idet kursen for udbetalingsvalutaen bliver lavere end kursen for kreditvalutaen)?

5.5

Kan det antages, at et kontraktvilkår, der tillægger forbrugeren valutakursrisikoen, ikke er urimeligt, dvs. at det er klart og forståeligt under hensyn til de økonomiske konsekvenser, når dette vilkår er udformet (som et generelt kontraktvilkår, der anvendes af den erhvervsdrivende part og ikke er forhandlet individuelt) på grundlag af den oplysningspligt, der er fastsat ved lov, og som nødvendigvis har generel karakter, men som ikke udtrykkeligt og nøjagtigt (f.eks. ved at kvantificere den forgangne udvikling ved hjælp af en række oplysninger eller en skematisk fremstilling af forholdet mellem kursen for udbetalingsvalutaen og kursen for kreditvalutaen over en periode, der i det mindste svarer til længden af den periode, hvori forbrugeren har forpligtet sig) angiver skyldnerens reelle risiko, der er mulig at forudsige om den valutakursrisiko, som forbrugeren er blevet tillagt, idet det ligeledes tages i betragtning, at den relevante nationale retsforskrift stiller krav om, at risikoen fastsættes skriftligt, og at den ikke blot erklæres at foreligge og tillægges en part, samt at Den Europæiske Unions Domstol i præmis 74 i dom C-26/13 fastslog, at ikke alene skal den erhvervsdrivende part oplyse forbrugeren om risikoen, men forbrugeren skal takket være oplysningerne være i stand til at bedømme de for ham potentielt alvorlige økonomiske følger af, at han tillægges valutakursrisikoen, og dermed de samlede omkostninger i forbindelse med lånet?

5.6

Idet der navnlig tages hensyn til, at det er muligt eller endog er sket, at det i den nationale retspraksis eller i nationale retsforskrifter er blevet fastslået, at forbrugeren i forbindelse med lån baseret på valuta har indgået aftale om et lån i valuta, fordi den gældende rente i den relevante periode var gunstigere end den for lån i forinter, og til gengæld som den eneste påtog sig virkningerne af ændringerne i valutakursen, og idet det ligeledes tages i betragtning, at den relevante nationale retsforskrift stiller krav om, at risikoen fastsættes skriftligt, og at den ikke blot erklæres at foreligge og tillægges en part, samt at Den Europæiske Unions Domstol i præmis 74 i dom C-26/13 fastslog, at ikke alene skal den erhvervsdrivende part oplyse forbrugeren om risikoen, men forbrugeren skal ligeledes sættes i stand til at bedømme risikoen, kan det da antages, at et kontraktvilkår, der tillægger forbrugeren valutakursrisikoen, ikke er urimeligt, dvs. at det er klart og forståeligt under hensyn til de økonomiske konsekvenser, når dette vilkår er udformet (som et generelt kontraktvilkår, der anvendes af den erhvervsdrivende part og ikke er forhandlet individuelt) på grundlag af den oplysningspligt, der er fastsat ved lov, og som nødvendigvis har generel karakter, men som ikke udtrykkeligt og nøjagtigt (f.eks. udtrykkeligt i tal på grundlag af oplysninger om en forgangen periode, der i det mindste svarer til længden af den periode, hvori forbrugeren har forpligtet sig) angiver beløbet på de fordele, der forudsigeligt kan udledes af BUBOR-renterne i et tilfælde med lån i forinter og af LIBOR-renterne eller EURIBOR-renterne i et tilfælde med lån baseret på valuta?