–

Ellinika Nafpigeia AE ved dikigori S. Andriopoulos og D. Zerdelis,

–

Panagiotis Anagnostopoulos og 89 andre lønmodtagere, Syllogos Ergazomenon Nafpigion Skaramanga, »I TRIAINA« og Panellinia Omospondia Ergatoypallilon Metallou (POEM) ved dikigoros V. Pittas,

–

D. Karampinis ved dikigoros M. Michalopoulos,

–

K. Priovolos og K. Kostopoulos ved dikigoros A. Tzellis,

–

Geniki Synomospondia Ergaton Ellados (GSEE) ved dikigoros S. Kazakou,

–

den græske regering ved S. Charitaki, S. Papaioannou og E.-M. Mamouna, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Konstantinidis og M. Kellerbauer, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 1, litra a) og b), i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT 2001, L 82, s. 16).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Ellinika Nafpigeia AE, på den ene side, og Panagiotis Anagnostopoulos og 89 andre lønmodtagere (herefter »de berørte lønmodtagere«), på den anden side, vedrørende opfyldelsen af de ansættelseskontrakter, der oprindeligt var blevet indgået mellem disse parter.

3

Direktiv 2001/23 kodificerede, med virkning fra den 11. april 2001, Rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT 1977, L 61, s. 26), som ændret ved Rådets direktiv 98/50/EF af 29. juni 1998 (EFT 1998, L 201, s. 88). Eftersom alle de relevante begivenheder vedrørende den i hovedsagen omhandlede overførsel har fundet sted efter den 11. april 2001, finder direktiv 2001/23 som følge heraf tidsmæssig anvendelse på tvisten i hovedsagen.

4

I tredje og ottende betragtning til direktiv 2001/23 anføres:

[…]

5

Dette direktivs artikel 1, stk. 1, litra a) og b), bestemmer:

6

Det nævnte direktivs artikel 2, stk. 1, litra a) og b), er affattet således:

»I dette direktiv forstås ved:

7

Artikel 3, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2001/23 lyder således:

»Overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, som bestod på tidspunktet for overførslen, overgår som følge af denne overførsel til erhververen.«

8

I dette direktivs artikel 4, stk. 1 og stk. 2, bestemmer:

»1.   Overførsel af en virksomhed eller bedrift eller af en del af en virksomhed eller bedrift giver ikke i sig selv overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedigelser. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at der kan ske afskedigelser af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.

[…]

2.   Såfremt arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet ophæves, fordi overførslen medfører en væsentlig ændring af arbejdsvilkårene til skade for arbejdstageren, anses arbejdsgiveren at være ansvarlig for arbejdskontraktens eller arbejdsforholdets ophævelse.«

9

I det nævnte direktivs artikel 5, stk. 1, bestemmes:

»Medmindre medlemsstaterne bestemmer andet, gælder artikel 3 og 4 ikke for overførsel af en virksomhed eller bedrift eller af en del af en virksomhed eller bedrift, når der mod overdrageren er indledt konkursbehandling eller en anden tilsvarende insolvensbehandling, som tager sigte på realisering af overdragerens aktiver, og som er under tilsyn af en kompetent offentlig myndighed (som kan være en kurator, der er godkendt af en kompetent offentlig myndighed).«

10

I henhold til artikel 2, stk. 1, litra a) og c), i Proedriko Diatagma 178/2002: Metra schetika me tin prostasia ton dikeomaton ton ergazomenon se periptosi metavivasis epichiriseon, enkatastaseon i tmimaton enkatastaseon i epichiriseon, se symmorfosi pros tin Odigia 98/50/EK tou Symvouliou (præsidentielt dekret nr. 178/2002 om foranstaltninger vedrørende beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder i tilfælde af overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af virksomheder eller bedrifter, med henblik på gennemførelse af Rådets direktiv 98/50/EF) (FEK A’ 162/12.7.2002, herefter »præsidentielt dekret nr. 178/2002«) finder bestemmelserne heri anvendelse på enhver aftalemæssigt eller retligt bestemt overførsel af virksomheder eller fusion af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter, som medfører en ændring af arbejdsgiverens person, og som kan vedrøre offentlige eller private organer, der udøver økonomisk aktivitet med eller uden gevinst for øje.

11

Dette dekrets artikel 2, stk. 1, litra b), definerer »overførsel« som omhandlende en økonomisk enhed, der bevarer sin identitet, forstået som en helhed af midler, der er organiseret med henblik på udøvelse af en økonomisk aktivitet, uanset om den er væsentlig eller accessorisk.

12

Artikel 3, stk. 1, litra a) og b), i det nævnte dekret definerer begreberne »overdrager« og »erhverver« som, for det første begrebs vedkommende, enhver fysisk eller juridisk person, der som følge af en overførsel som nævnt ovenfor ophører med at være indehaver af virksomheden eller bedriften eller af en del af virksomheden eller bedriften, og, for det andet begrebs vedkommende, som enhver fysisk eller juridisk person, der som følge af en sådan overførsel bliver indehaver af virksomheden eller bedriften eller af en del af virksomheden eller bedriften.

13

I henhold til artikel 4, stk. 1, første afsnit, i præsidentielt dekret nr. 178/2002 overføres alle de eksisterende rettigheder og forpligtelser, som overdrageren havde i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, til erhververen fra overførselsdatoen at regne.

14

Dekretets artikel 4, stk. 1, andet afsnit, foreskriver, at overdrageren efter overførslen fortsat hæfter fuldt ud og solidarisk med erhververen for forpligtelser, der følger af en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, indtil den dato, hvor erhververen indtræder i sine funktioner.

15

Det følger af nævnte dekrets artikel 4, stk. 2, at erhververen efter overførslen fortsætter med at opretholde de arbejdsvilkår, der allerede er foreskrevet i henhold til en kollektiv arbejdsoverenskomst, en voldgiftsafgørelse, et reglement eller en individuel ansættelseskontrakt.

16

Artikel 5, stk. 1, første afsnit, i præsidentielt dekret nr. 178/2002 foreskriver, at en overførsel af en virksomhed, en bedrift eller dele af en virksomhed ikke i sig selv udgør en begrundelse for opsigelse af arbejdstagerne. I henhold til bestemmelserne i dette dekrets artikel 5, stk. 1, andet afsnit, er enhver opsigelse, som viser sig nødvendig af økonomiske, tekniske eller organisatoriske grunde, som indebærer ændringer i personalet, imidlertid tilladt med det forbehold, at bestemmelserne om opsigelse overholdes. Dekretets artikel 5, stk. 2, bestemmer imidlertid, at såfremt arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet opsiges, fordi overførslen medfører en væsentlig ændring af arbejdsvilkårene til skade for arbejdstagerne, anses arbejdsgiveren for at være ansvarlig for opsigelsen af arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet.

17

I henhold til artikel 6, stk. 1, i præsidentielt dekret nr. 178/2002 finder de i dette dekrets artikel 4 og 5 foreskrevne følger af en overførsel ikke anvendelse i tilfælde af, at erhververen er under konkursbehandling eller omfattet af en tilsvarende procedure.

18

De berørte lønmodtagere blev, for ca. 30 år siden, ansat af Ellinika Nafpigeia i henhold til tidsubegrænsede kontrakter med henblik på at arbejde i dette selskabs anlæg i Skaramangas (Grækenland).

19

Det nævnte selskab havde siden 1985 været en offentlig virksomhed, men blev i 2002 privatiseret og underlagt et forbud mod reduktioner i arbejdsstyrken indtil den 30. september 2008.

20

På tidspunktet for Ellinika Nafpigeias privatisering udøvede selskabet fire typer aktiviteter, nemlig bygning af krigs- og handelsskibe, reparationer af skibe, bygning og reparation af undervandsbåde samt bygning og reparation af jernbanekøretøjer. Disse typer aktiviteter var organiseret i »divisioner«, henholdsvis divisionen for overfladefartøjer, reparationsdivisionen, divisionen for undervandsfartøjer og divisionen for rullende materiel. Ud over disse divisioner omfattede Ellinika Nafpigeias strukturelle organisation fire »produktionsafdelinger«, nemlig et valseværk, et anlæg til fremstilling af rør, et snedkerværksted og et forarbejdningscenter. Deltagelsen af disse »produktionsafdelinger« var uundværlig med henblik på udførelsen af de arbejder, der blev foretaget i forbindelse med hver af disse førnævnte aktiviteter, som var organiseret i divisioner.

21

Kort tid efter Ellinika Nafpigeias privatisering oprettede selskabet et datterselskab inden for sektoren for rullende materiel, selskabet Eteria Trocheou Ylikou Ellados ΑΕ (herefter »ΕΤΥΕ«), med henblik på til sidstnævnte at overføre de igangværende programaftaler vedrørende konstruktion og levering af forskellige typer af jernbanekøretøjer. Ifølge ordlyden af forelæggelsesafgørelsen indgik Ellinika Nafpigeia og ETYE den 28. september 2006 flere kontrakter med henblik på at gøre det muligt for Ellinika Nafpigeias »division for rullende materiel« at fungere som et selvstændigt selskab med navnet ETYE fra den 1. oktober 2006.

22

Disse kontrakter vedrørte bl.a. leje til erhvervsmæssig brug af et grundstykke tilhørende Ellinika Nafpigeia, Ellinika Nafpigeias salg og levering af løsøre til ETYE, Ellinika Nafpigeias levering af administrative tjenesteydelser til ETYE samt Ellinika Nafpigeias overdragelse til ETYE af ufuldførte arbejder, der skulle udføres i henhold til tre programaftaler.

23

I løbet af 2007 indgik Ellinika Nafpigeia og ETYE andre kontrakter, som bl.a. vedrørte udlån af personale fra ETYE til Ellinika Nafpigeia, Ellinika Nafpigeias overdragelse til ETYE af ufuldførte arbejder, der skulle udføres i henhold til en programaftale, samt ETYE’s levering af tjenesteydelser til Ellinika Nafpigeia.

24

Den 28. september 2007 indgik Ellinika Nafpigeia og ETYE en rammeaftale om likvidation af sidstnævnte selskab på datoen den 30. september 2008. I øvrigt blev det aftalt, at Ellinika Nafpigeia skulle afholde udgifterne ved likvidationen svarende til de skønnede omkostninger ved afskedigelsen af de 160 lønmodtagere ved ETYE. Den påtænkte dato for denne likvidation blev imidlertid udskudt ved en ændring af den nævnte rammeaftale foretaget den 10. september 2008.

25

Den 1. oktober 2007 blev alle ETYE-aktierne overtaget af ΙΝΤΕΙ Industriebeteiligungsgesellschaft mbH (ΙΝΤΕΙ) og Industriegesellschaft Waggonbau Ammendorf mbH (ΙGWA), en tysk koncern med begrænset hæftelse.

26

Ved skrivelse af 8. oktober 2007 blev de berørte lønmodtagere underrettet om overførslen af ETYE til denne koncern. En kollektiv virksomhedsoverenskomst vedrørende løn- og arbejdsvilkår for alle ETYE’s lønmodtagere blev indgået den 13. maj 2008.

27

I 2010 erklærede Polymeles Protodikio Athinon (ret i første instans i civile sager i Athen, Grækenland) ETYE for konkurs.

28

De berørte lønmodtagere anlagde den 1. juni 2009 sag ved Monomeles Protodikio Athinon (enedommer i første instans, Athen, Grækenland) med påstand om, at det blev fastslået, at de fortsat var bundet til Ellinika Nafpigeia ved tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, at ENAE var forpligtet til at udbetale dem de lønninger, som lovmæssigt var foreskrevet navnlig for hele gyldighedsperioden for deres ansættelseskontrakter, og at Ellinika Nafpigeia i tilfælde af opsigelse af ansættelseskontrakterne var forpligtet til at udbetale lovbestemte fratrædelsesgodtgørelser til hver enkelt lønmodtager.

29

Den ret, for hvilken sagen var indbragt, gav sagsøgerne medhold i det nævnte søgsmål, og Ellinika Nafpigeia iværksatte appel til Efetio Athinon (appeldomstol i Athen, Grækenland). Denne retsinstans stadfæstede den dom, der var blevet afsagt i første instans, idet den bl.a. fastslog, at ETYE aldrig havde udgjort en selvstændig organisk enhed. Den lagde for det første til grund, at ETYE ikke var en selvstændig produktionsenhed, idet bidragene fra Ellinika Nafpigeias fire produktionsafdelinger var uundværlige for fremstillingen og reparationerne af det rullende materiel, og idet det ville være umuligt for ETYE at fremstille og reparere jernbanemateriel, hvis Ellinika Nafpigeia indstillede enhver aktivitet. For det andet havde ETYE ikke sin egen administrative støttefunktion, idet denne var blevet leveret af Ellinika Nafpigeia, og for det tredje havde selskabet ikke finansiel selvstændighed, idet dets finansielle ledelse skulle varetages af Ellinika Nafpigeia. Efetio Athinon (appeldomstol i Athen) udledte heraf, at der ikke forelå en overførsel af en virksomhed, en bedrift eller af en del af en bedrift, og at Ellinika Nafpigeia derfor fortsat var arbejdsgiver for de berørte lønmodtagere.

30

Ellinika Nafpigeia iværksatte kassationsanke til prøvelse af denne dom den 29. august 2013 ved Arios Pagos (øverste domstol i civile sager og straffesager, Grækenland). Der opstod uenighed i den afdeling ved den nævnte domstol, for hvilken sagen var indbragt, for så vidt angår rækkevidden af ordene »økonomisk enhed« i artikel 1 i direktiv 2001/23.

31

Ifølge tre medlemmer af denne afdeling havde ETYE nemlig ikke mulighed for at fortsætte den aktivitet, selskabet var blevet betroet, for så vidt som dette selskab ikke inden den omhandlede overførsel rådede over den nødvendige materielle eller tekniske infrastruktur, og for så vidt som divisionen for rullende materiel, der angiveligt var blevet overført til selskabet, ikke kunne fungere uden bistand fra Ellinika Nafpigeias produktionsafdelinger og administrative og finansielle afdelinger. Denne vurdering blev understøttet af den ringe mængde arbejde, som ETYE udførte, hvilket førte til selskabets konkurs. Det foregående understøtter i øvrigt de omhandlede lønmodtageres synspunkt, hvorefter formålet med den omhandlede overførsel var at nedlægge Ellinika Nafpigeias aktiviteter vedrørende konstruktion og reparation af jernbanekøretøjer og at nedlægge de arbejdspladser, der var forbundet med disse aktiviteter, uden at Ellinika Nafpigeia skulle påtage sig de negative økonomiske konsekvenser deraf.

32

To medlemmer af den afdeling, som behandlede sagen, er derimod af den opfattelse, at den overførte enhed var tilstrækkelig uafhængig, såvel før som efter den omhandlede overførsel, med henblik på udøvelsen af dens økonomiske aktivitet. I tilfælde af en overførsel af en mindre væsentlig enhed vil de elementer, der er uløseligt knyttet til begrebet »økonomisk enhed«, nemlig kunne fortolkes mindre strengt end i tilfælde af en overførsel af en virksomhed i sin helhed eller af en hovedaktivitet. Den omstændighed, at erhververen, i egenskab af datterselskab, blev understøttet af overdrageren ved udøvelsen af de erhvervede aktiviteter, udelukker ikke, at der foreligger en overførsel, idet der ved fortolkningen af begrebet »overførsel« skal tages hensyn til de faktiske former af det »tiltag, der iværksættes«, bl.a. ved anvendelse af tredjemands aktiver og tjenesteydelser. Endelig er overdragerens og erhververens intention om at likvidere virksomheden heller ikke et indicium, der udelukker, at der foreligger en overførsel, men derimod et element, der i givet fald gør det muligt i henhold til nationale retsregler at konkludere, at der foreligger en ensidig ændring af kontraktbetingelserne, og at den overdragende arbejdsgiver har brudt kontrakten.

33

På denne baggrund har Arios Pagos (øverste domstol i civile sager og straffesager, Grækenland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

34

Med de to spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2001/23, navnlig direktivets artikel 1, stk. 1, litra a) og b), skal fortolkes således, at det finder anvendelse på overførsel af en produktionsenhed, dels når overdrageren, erhververen eller disse to personer i forening handler med henblik på erhververens fortsættelse af den af overdrageren udøvede økonomiske aktivitet, men ligeledes med henblik på, at erhververen selv efterfølgende indstiller driften i forbindelse med en likvidation, dels når den pågældende enhed, som ikke har kapacitet til at nå sit økonomiske mål uden at anvende produktionsfaktorer fra tredjemand, ikke er fuldstændig selvstændig.

35

Det bemærkes indledningsvis, at det fremgår af artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 2001/23, at direktivet finder anvendelse på overførsel af en virksomhed eller bedrift eller af en del af en virksomhed eller bedrift til en anden indehaver som følge af en overdragelse eller fusion.

36

Med forbehold for opfyldelse af de førnævnte betingelser skal overførslen ligeledes opfylde de i dette direktivs artikel 1, stk. 1, litra b), fastsatte betingelser, dvs. vedrøre en økonomisk enhed, der bevarer sin identitet, forstået som en helhed af midler, der er organiseret med henblik på udøvelse af en økonomisk aktivitet, uanset om den er væsentlig eller accessorisk.

37

Med henblik på at give den forelæggende ret et brugbart svar skal spørgsmålet om, hvorvidt direktiv 2001/23, navnlig direktivets artikel 1, stk. 1, litra b), finder anvendelse i en situation, hvor overdrageren, erhververen eller disse to personer i forening påtænker ikke blot, at overdrageren skal fortsætte den overførte enheds aktiviteter, men ligeledes en fremtidig likvidation af erhververen selv, besvares først. Det er nemlig kun i tilfælde af et bekræftende svar, at spørgsmålet om, hvorvidt en overført enhed som den i hovedsagen omhandlede kan henhøre under artikel 1, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 2001/23, dernæst skal besvares.

38

Indledningsvis forholder det sig således, at selv om artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2001/23 bestemmer, at overførslen skal gennemføres »med henblik på udøvelse af en økonomisk aktivitet«, fremgår det imidlertid ikke af denne ordlyd, at en sådan udøvelse af aktiviteten skal være tidsmæssigt ubegrænset, eller at overdrageren, erhververen eller disse to personer i fællesskab ikke ligeledes ville kunne have til hensigt efterfølgende, efter at have udøvet den omhandlede aktivitet, at indstille driften for erhververen selv.

39

Det følger således ikke af nogen bestemmelse i direktiv 2001/23, at EU-lovgiver har haft til hensigt at betinge anvendeligheden af det nævnte direktiv af, at erhververen fortsat består ud over en særlig frist.

40

Det må dernæst fremhæves, at en fortolkning, som medfører, at en overførsel som den i hovedsagen omhandlede ikke falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2001/23, ville stride imod det vigtigste formål, som forfølges med dette direktiv.

41

Direktiv 2001/23 tilsigter nemlig at sikre en fortsættelse af de bestående ansættelsesforhold inden for en økonomisk enhed, selv om denne skifter indehaver (dom af 6.3.2014, Amatori m.fl., C-458/12, EU:C:2014:124, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

42

Det er navnlig med henblik på, at det nye driftsselskab fortsætter den økonomiske aktivitet, at den i hovedsagen omhandlede overførsel synes at være blevet gennemført, således at fortsættelsen af de ansættelsesforhold, der er sikret ved direktiv 2001/23, i det foreliggende tilfælde skal være sikret.

43

Endelig understøttes denne fortolkning af artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/23, som udgør et element i den kontekst, hvori dette direktivs artikel 1, stk. 1, litra b), indgår.

44

I henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/23 gælder direktivets artikel 3 og 4 nemlig i princippet ikke, når der mod overdrageren er indledt konkursbehandling eller en anden tilsvarende insolvensbehandling, som tager sigte på realisering af overdragerens aktiver.

45

Det følger heraf, at den beskyttelse af arbejdstagerne, der er sikret ved artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23, kun ophører i tilfælde af, at overdrageren er genstand for en sådan behandling på datoen for overførslen.

46

I hovedsagen er det imidlertid ubestridt dels, at overdrageren ikke er genstand for en sådan behandling, dels, at ophøret af den overførte økonomiske aktivitet kun påtænkes for fremtiden i forbindelse med erhververens likvidation.

47

Det følger heraf, at de arbejdstagere, der er berørt af overførslen, under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende ikke kan fratages den beskyttelse, som de er tillagt ved artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23.

48

Det følger af det foregående, at direktiv 2001/23, navnlig direktivets artikel 1, stk. 1, litra b), i princippet kan finde anvendelse i en situation, hvor overdrageren, erhververen eller disse to personer i fællesskab påtænker ikke blot, at erhververen skal fortsætte den overførte enheds aktiviteter, men ligeledes en fremtidig likvidation af erhververen selv.

49

Således som det fremgår af denne doms præmis 31, synes den forelæggende ret ikke desto mindre at være i tvivl om, hvorvidt overførslen i den sag, der verserer for den, er genstand for en omgåelse foretaget af overdrageren, erhververen eller disse to personer i fællesskab med henblik på at skjule deres egentlige hensigt, som er at fremme likvidationen af den overførte enhed uden at skulle påtage sig de økonomiske følger heraf.

50

I denne henseende henvises til det almindelige EU-retlige princip, hvorefter anvendelsen af EU-retten ikke kan udvides til at dække handlinger, der gennemføres med det formål ved svig eller misbrug at drage nytte af de fordele, der er hjemlet i EU-retten (jf. i denne retning dom af 26.2.2019, N Luxembourg 1 m.fl., C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16, EU:C:2019:134, præmis 96 og 97 og den deri nævnte retspraksis).

51

Det følger heraf, at en indrømmelse af fordelene i EU-retlige bestemmelser skal nægtes, såfremt disse ikke er blevet påberåbt med henblik på at gennemføre målene med disse bestemmelser, men med henblik på at drage nytte af en EU-retlig fordel, selv om betingelserne for indrømmelse af denne fordel alene er opfyldt formelt (jf. i denne retning dom af 26.2.2019, N Luxembourg 1 m.fl., C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16, EU:C:2019:134, præmis 98).

52

Det tilkommer Domstolen at give den forelæggende ret nyttige oplysninger med henblik på, at denne kan efterprøve, om overdrageren og erhververen overholder det i denne doms præmis 50 nævnte princip, eller om dette ikke er tilfældet.

53

I denne henseende forholder det sig således, at selv om anvendelsen af artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2001/23 er betinget af, at den overførte enheds økonomiske aktivitet fortsætter efter overførslen, kan den blotte fortsættelse af denne aktivitet ikke i sig selv føre til den konstatering, at den nævnte betingelse er opfyldt.

54

Domstolen har nemlig fastslået, at overførslen for at henhøre under direktiv 2001/23 skal gøre det muligt for erhververen på stabil måde at fortsætte overdragerens aktiviteter eller nogle af disse (jf. i denne retning dom af 2.12,1999, Allen m.fl., C-234/98, EU:C:1999:594, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

55

Det af Domstolen fastsatte krav om stabilitet skal forstås som en henvisning til en sammenhængende samling af forskellige produktionsfaktorer, navnlig materielle eller immaterielle aktiver, samt de nødvendige ansatte, som gør det muligt for den overførte enhed at fortsætte en økonomisk aktivitet (jf. i denne retning dom af 19.9.1995, Rygaard, C-48/94, EU:C:1995:290, præmis 21).

56

En samling af produktionsfaktorer, der fra overførslen tilsigter at frembringe en uligevægt mellem input og output i produktionen og således risikerer at føre til, at denne reduceres, og gradvist, men uundgåeligt fører til, at den overførte aktivitet forsvinder, vil imidlertid ikke blot ikke kunne anses for at være i overensstemmelse med kravet om stabilitet, men vil bl.a. kunne være udtryk for en hensigt om misbrug af de omhandlede økonomiske aktører, hvorved det tilsigtes at unddrage sig de negative økonomiske følger, der er forbundet med den fremtidige likvidation af den overførte enhed, som normalt skulle påhvile overdrageren, og som erhververen ikke er i stand til at afholde.

57

Dette vil ligeledes kunne være tilfældet, hvis den overførte enheds aktivitet begrænsede sig til fuldførelsen af visse bestemte kontrakter eller programmer, uden at der i erhververens virksomhed indføres en organiseret helhed af elementer som dem, der er nævnt i denne doms præmis 55 (jf. i denne retning dom af 19.9.1995, Rygaard, C-48/94, EU:C:1995:290, præmis 20-22).

58

Det tilkommer den forelæggende ret, henset til de førnævnte kriterier, at efterprøve, om den pågældende overdrager og den pågældende erhverver i en situation som den i hovedsagen omhandlede overholder det i nærværende doms præmis 50 nævnte almindelige EU-retlige princip og følgelig kan få de fordele, som direktiv2001/23 foreskriver i tilfælde af overførsel af en virksomhed.

59

Dernæst skal det, som anført i denne doms præmis 37, undersøges, om artikel 1, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 2001/23 kan finde anvendelse på overførsel af en enhed som den i hovedsagen omhandlede.

60

For at henhøre under det nævnte direktivs anvendelsesområde skal overførslen indledningsvis vedrøre en del af den overdragende virksomhed, som udgør en økonomisk enhed forstået som en organiseret helhed af personer og aktiver, der gør det muligt at udøve en økonomisk virksomhed med et selvstændigt formål, og som er tilstrækkelig struktureret og selvstændig (jf. i denne retning dom af 13.9.2007, Jouini m.fl., C-458/05, EU:C:2007:512, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

61

Med henblik herpå skal den omhandlede enhed ligeledes bevare sin identitet efter overførslen (jf. i denne retning dom af 12.2.2009, Klarenberg, C-466/07, EU:C:2009:85, præmis 39).

62

For så vidt som en økonomisk enheds identitet udgøres af flere uadskilleligt sammenhængende elementer, såsom det personale, der er ansat i enheden, dens ledelse, tilrettelæggelsen af dens arbejde, dens driftsmåde og i givet fald også de driftsmidler, enheden råder over (dom af 20.7.2017, Piscarreta Ricardo, C-416/16, EU:C:2017:574, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis), indebærer denne identitet nødvendigvis, blandt andre elementer, en funktionel selvstændighed.

63

En sådan enheds funktionelle selvstændighed, som hænger uløseligt sammen med enhedens identitet, skal således, som det kræves i artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2001/23, opretholdes efter overførslen.

64

Desuden er det ikke nødvendigt, at den nævnte selvstændighed er fuldstændig. Det følger nemlig udtrykkeligt af ordlyden af artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 2001/23, at direktivet finder anvendelse ikke blot på overførsel af en virksomhed, men ligeledes i det tilfælde, hvor en del af en virksomhed overføres.

65

Følgelig kan en virksomheds produktionsenhed som den i hovedsagen omhandlede, hvis aktivitet inden overførslen blev udført i denne virksomhed, og hvis selvstændighed i denne virksomhed som følge heraf var begrænset, ikke umiddelbart udelukkes fra anvendelsesområdet for direktiv 2001/23.

66

I det foreliggende tilfælde følger det af forelæggelsesafgørelsen, at den overførte produktionsenhed muligvis ikke vil være i stand til at nå sit økonomiske mål uden brug af tredjemands produktionsfaktorer.

67

Hvis parterne i samme virksomhed nyder godt af sidstnævntes synergi, risikerer den selvstændighed, som disse parter har brug for i forbindelse med deres egne eksterne relationer, nemlig at mangle.

68

I en lignende sammenhæng har Domstolen bl.a. fastslået, at en fortolkning af artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2001/23, hvorefter direktivets anvendelsesområde ikke omfatter en situation, hvor de materielle aktiver, der er nødvendige til afviklingen af den overførte aktivitet, aldrig er ophørt med at tilhøre overdrageren, ville fratage det nævnte direktiv en del af dets effektive virkning (jf. dom af 7.8.2018, Colino Sigüenza, C-472/16, EU:C:2018:646, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

69

Eftersom en produktionsenhed som den i hovedsagen omhandlede, som består af Ellinika Nafpigeias »division for rullende materiel«, således som det fremgår af denne doms præmis 21, blev overført til ETYE, som er førstnævntes datterselskab, kan denne enhed imidlertid ikke længere anses for at råde over moderselskabets selvstændighed. Bevarelsen af selvstændigheden for en udskilt enhed som den i hovedsagen omhandlede forudsætter derfor, at sidstnævnte efter overførslen råder over tilstrækkelige garantier, som sikrer den adgang til den pågældende tredjemands produktionsfaktorer, således at denne enhed ikke skal afhænge af de økonomiske valg, der foretages ensidigt af denne tredjemand.

70

Disse garantier kan navnlig tage form af aftaler eller kontrakter, mellem den overførte enhed og den pågældende tredjemand, som fastsætter de præcise og ufravigelige betingelser, hvorefter adgangen til sidstnævntes produktionsfaktorer sikres.

71

I sidste instans tilkommer det den forelæggende ret i lyset af de i denne doms præmis 69 og 70 anførte elementer og under hensyn til alle de faktiske omstændigheder, som karakteriserer den pågældende operation, at efterprøve, om den overførte produktionsenhed råder over tilstrækkelige garantier, som sikrer den adgang til tredjemands produktionsfaktorer.

72

Under disse omstændigheder skal de forelagte spørgsmål besvares med, at direktiv 2001/23, navnlig direktivets artikel 1, stk. 1, litra a) og b), skal fortolkes således, at det finder anvendelse på overførsel af en produktionsenhed, dels når overdrageren, erhververen eller disse to personer i forening handler med henblik på erhververens fortsættelse af den af overdrageren udøvede økonomiske aktivitet, men ligeledes med henblik på, at erhververen selv efterfølgende indstiller driften i forbindelse med en likvidation, dels når den pågældende enhed, som ikke har kapacitet til at nå sit økonomiske mål uden at anvende produktionsfaktorer fra tredjemand, ikke er fuldstændig selvstændig, på betingelse af, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, dels, at det almindelige EU-retlige princip, som pålægger overdrageren og erhververen ikke at søge ved svig eller misbrug at drage nytte af de fordele, som de ville kunne udlede af direktiv 2001/23, er overholdt, dels, at den pågældende produktionsenhed råder over tilstrækkelige garantier, som sikrer den adgang til tredjemands produktionsfaktorer, således at denne enhed ikke skal afhænge af de økonomiske valg, der foretages ensidigt af denne tredjemand.

73

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter, navnlig direktivets artikel 1, stk. 1, litra a) og b), skal fortolkes således, at det finder anvendelse på overførsel af en produktionsenhed, dels når overdrageren, erhververen eller disse to personer i forening handler med henblik på erhververens fortsættelse af den af overdrageren udøvede økonomiske aktivitet, men ligeledes med henblik på, at erhververen selv efterfølgende indstiller driften i forbindelse med en likvidation, dels når den pågældende enhed, som ikke har kapacitet til at nå sit økonomiske mål uden at anvende produktionsfaktorer fra tredjemand, ikke er fuldstændig selvstændig, på betingelse af, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, dels, at det almindelige EU-retlige princip, som pålægger overdrageren og erhververen ikke at søge ved svig eller misbrug at drage nytte af de fordele, som de ville kunne udlede af direktiv 2001/23, er overholdt, dels, at den pågældende produktionsenhed råder over tilstrækkelige garantier, som sikrer den adgang til tredjemands produktionsfaktorer, således at denne enhed ikke skal afhænge af de økonomiske valg, der foretages ensidigt af denne tredjemand.