Sag C-637/17
Cogeco Communications Inc.
mod
Sport TV Portugal SA m.fl.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Judicial da Comarca de Lisboa)
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 28. marts 2019
»Præjudiciel forelæggelse – artikel 102 TEUF – ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – direktiv 2014/104/EU – artikel 9, stk. 1 – artikel 10, stk. 2-4 – artikel 21 og 22 – søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret – retsvirkninger af nationale afgørelser – forældelsesfrister – gennemførelse – tidsmæssig anvendelse«
Konkurrence – EU-retlige regler – nationale retters anvendelse heraf – søgsmål om erstatning for skade forårsaget af overtrædelser af konkurrencereglerne – direktiv 2014/104 – gennemførelse – anvendelsesområde ratione temporis
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104, art. 21 og 22)
(jf. præmis 25-30)
Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – fastlæggelse af de relevante EU-retlige forhold – omformulering af spørgsmålene
(Art. 267 TEUF)
(jf. præmis 35)
Dominerende stilling – misbrug – forbud – direkte virkning – borgernes ret til at kræve erstatning for den lidte skade – nærmere regler for udøvelsen – årsagsforbindelse – anvendelse af national ret – betingelser – overholdelse af princippet om ækvivalens mellem regler om udøvelsen af en ret, der er tillagt i henhold til EU-retten, og regler om udøvelsen af en ret, der er tillagt i henhold til den nationale retsorden – overholdelse af princippet om EU-rettens effektivitet
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 38-44)
Dominerende stilling – misbrug – forbud – direkte virkning – borgernes ret til at kræve erstatning for den lidte skade – nærmere regler for udøvelsen – forældelsesfrister – national lovgivning, der fastsætter en forældelsesfrist på tre år uden mulighed for udsættelse eller afbrydelse – ikke tilladt
(Art. 102 TEUF)
(jf. præmis 45-55)
Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – spørgsmål, som er klart uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar – spørgsmål, der ikke har forbindelse med genstanden for tvisten i hovedsagen
(Art. 267 TEUF)
(jf. præmis 57-60)
Resumé
I dommen i sagen Cogeco Communications (sag C-637/17) afsagt den 28. marts 2019 har Domstolen taget stilling til en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende direktiv 2014/104/EU ( 1 ) om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret, artikel 102 TEUF samt ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet. Tvisten i hovedsagen har baggrund i et søgsmål med påstand om erstatning for skade som Cogeco Communications Inc. angiveligt skulle have lidt som følge af konkurrencebegrænsende adfærd udøvet af Sport TV Portugal SA. Søgsmålet blev anlagt den 27. februar 2015 efter en afgørelse truffet af konkurrencemyndigheden, hvorved Sport TV Portugal blev pålagt en bøde for at have misbrugt sin dominerende stilling på markedet for premium-sportskanaler mellem 2006 og 2011.
Portugisisk ret om erstatningsansvar uden for kontrakt fastsætter imidlertid en forældelsesfrist på tre år, som ifølge Sport TV Portugal begyndte at løbe, så snart Cogeco Communications rådede over alle de oplysninger, som var nødvendige for at vurdere, om virksomheden havde ret til erstatning eller ej, i hvilket tilfælde søgsmålet i den foreliggende sag ville være forældet. Direktiv 2014/104 indeholder bl.a. bestemmelser om forældelse af søgsmål om erstatning for konkurrencebegrænsende overtrædelser, men direktivet var endnu ikke gennemført i den portugisiske retsorden på datoen for søgsmålets anlæggelse. Da tvistens afgørelse dermed afhang af, om direktiv 2014/104 fandt anvendelse, fremsatte den forelæggende ret en anmodning om præjudiciel afgørelse af dette spørgsmål.
Hvad angår anvendelsen af direktiv 2014/104 ratione temporis har Domstolen fastslået, at i tilfælde af, at medlemsstater har besluttet, at de bestemmelser i deres interne retsorden, som gennemfører dette direktivs processuelle bestemmelser, ikke skal gælde for erstatningssøgsmål, der anlægges før disse nationale bestemmelsers ikrafttrædelsesdato, er søgsmål, der anlægges efter den 26. december 2014, men før datoen for udløbet af fristen for dette direktivs gennemførelse, fortsat udelukkende reguleret af de nationale processuelle regler, der allerede var i kraft før gennemførelsen af nævnte direktiv. Dette er således a fortiori tilfældet hvad angår nationale bestemmelser, som medlemsstaterne vedtager i henhold til artikel 21 i direktiv 2014/104 for at overholde direktivets materielle bestemmelser, eftersom disse nationale bestemmelser, som det fremgår af ordlyden af dette direktivs artikel 22, stk. 1, ikke må finde anvendelse med tilbagevirkende kraft. På denne baggrund fastslog Domstolen, at direktiv 2014/104 skal fortolkes således, at det ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.
Når der ikke findes EU-retlige bestemmelser om erstatning for konkurrencebegrænsende overtrædelser, tilkommer det således hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte regler for udøvelsen af retten til at kræve erstatning for skade, der følger af et misbrug af en dominerende stilling, herunder regler om forældelsesfrister, for så vidt som ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet overholdes. Disse regler må ikke skade den effektive anvendelse af artikel 102 TEUF.
I denne forbindelse skal der tages hensyn til de konkurrenceretlige sagers særlige karakter og navnlig til den omstændighed, at det principielt kræver en kompleks faktuel og økonomisk analyse at anlægge erstatningssager for overtrædelser af EU-konkurrenceretten.
Ved anvendelsen af effektivitetsprincippet fandt Domstolen, at hvis den forældelsesfrist, der begynder at løbe før afslutningen af den sagsbehandling, efter hvilken den nationale konkurrencemyndighed eller en appelinstans træffer en endelig afgørelse, er for kort i forhold til denne sagsbehandlings varighed og hverken kan suspenderes eller afbrydes, mens en sådan sagsbehandling er igangværende, kan det ikke udelukkes, at denne forældelsesfrist endog udløber, før den nævnte sagsbehandling afsluttes. En sådan frist vil dermed i praksis kunne gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve retten til at anlægge erstatningssøgsmål med støtte i en endelig afgørelse, der fastslår en overtrædelse af de EU-konkurrenceretlige regler. Følgelig fastslog Domstolen, at artikel 102 TEUF og effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en sådan forældelsesfrist.
( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26.11.2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EUT 2014, L 349, s. 1, herefter »direktiv 2014/104«).