DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

16. maj 2019 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse – overførsel af virksomheder – direktiv 2001/23/EF – artikel 3-5 – varetagelse af arbejdstagernes rettigheder – undtagelser – insolvensbehandling – procedure for retslig omstrukturering ved en overførsel, som henhører under domstolenes kompetence – hel eller delvis redning af virksomheden – national lovgivning, der tillader, at erhververen efter overførslen overtager arbejdstagere efter eget valg«

I sag C-509/17,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af arbeidshof te Antwerpen, afdeling Hasselt (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Antwerpen, afdeling Hasselt, Belgien), ved afgørelse af 14. august 2017, indgået til Domstolen den 21. august 2017, i sagen

Christa Plessers

mod

Prefaco NV,

Belgische Staat,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),

sammensat af formanden for Fjerde Afdeling, M. Vilaras, som fungerende formand for Tredje Afdeling, og dommerne J. Malenovský (refererende dommer), L. Bay Larsen, M. Safjan og D. Šváby,

generaladvokat: M. Szpunar,

justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 3. oktober 2018,

efter at der er afgivet indlæg af:

Christa Plessers ved advocaten J. Nulens og M. Liesens,

Prefaco NV ved advocaten J. Van Acker og S. Sonck,

den belgiske regering ved M. Jacobs og L. Van den Broeck, som befuldmægtigede, bistået af advocaat C. Raymaekers,

Europa-Kommissionen ved M. van Beek og M. Van Hoof, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 23. januar 2019,

afsagt følgende

Dom

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3-5 i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT 2001, L 82, s. 16).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Christa Plessers på den ene side og Prefaco NV og Belgische Staat (den belgiske stat) på den anden side vedrørende lovligheden af Christa Plessers’ afskedigelse.

Retsforskrifter

EU-retten

3

Artikel 3, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2001/23 bestemmer:

»Overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, som bestod på tidspunktet for overførslen, overgår som følge af denne overførsel til erhververen.«

4

I direktivets artikel 4 fastsættes:

»1.   Overførsel af en virksomhed eller bedrift eller af en del af en virksomhed eller bedrift giver ikke i sig selv overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedigelser. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at der kan ske afskedigelser af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.

Medlemsstaterne kan bestemme, at første afsnit ikke skal gælde for visse afgrænsede kategorier af arbejdstagere, der ikke er dækket af medlemsstaternes lovgivning eller praksis vedrørende beskyttelse mod afskedigelse.

2.   Såfremt arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet ophæves, fordi overførslen medfører en væsentlig ændring af arbejdsvilkårene til skade for arbejdstageren, anses arbejdsgiveren at være ansvarlig for arbejdskontraktens eller arbejdsforholdets ophævelse.«

5

Direktivets artikel 5, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Medmindre medlemsstaterne bestemmer andet, gælder artikel 3 og 4 ikke for overførsel af en virksomhed eller bedrift eller af en del af en virksomhed eller bedrift, når der mod overdrageren er indledt konkursbehandling eller en anden tilsvarende insolvensbehandling, som tager sigte på realisering af overdragerens aktiver, og som er under tilsyn af en kompetent offentlig myndighed (som kan være en kurator, der er godkendt af en kompetent offentlig myndighed).«

Belgisk ret

6

Artikel 22 i wet betreffende de continuïteit van de ondernemingen (lov om virksomheders fortsatte funktion), af 31. januar 2009 (Belgisch Staatsblad, 9.2.2009, s. 8436), i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »WCO«), fastsætter:

»Så længe domstolen ikke har truffet afgørelse om begæringen om retslig omstrukturering, søgsmålet er blevet anlagt eller tvangsfuldbyrdelsen indledt før eller efter indgivelsen af begæringen:

kan skyldneren ikke erklæres konkurs, og i tilfælde af et selskab kan dette heller ikke opløses af en domstol

kan der ikke foretages nogen realisering af skyldnerens løsøre eller faste ejendom som følge af gennemførelsen af en tvangsfuldbyrdelse.«

7

WCO’s artikel 60, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Ved afgørelsen om en overførsel udpeges en retsbefuldmægtiget, som har ansvaret for at tilrettelægge og gennemføre overførslen på vegne af skyldneren og for dennes regning. Ved afgørelsen fastsættes genstanden for overførslen, eller dette overlades til den retsbefuldmægtigedes vurdering.«

8

WCO’s artikel 61, stk. 4, har følgende ordlyd:

»Det tilkommer erhververen at vælge, hvilke arbejdstagere vedkommende ønsker at overtage. Dette valg skal være nødvendigt af tekniske, økonomiske eller organisatoriske årsager og skal foretages uden forbudt forskelsbehandling, især på grundlag af arbejde udført som repræsentant for arbejdstagerne i en overført virksomhed eller en overført del af en virksomhed.

Det anses for fastslået, at der ikke er tale om forbudt forskelsbehandling i denne henseende, hvis forholdet mellem arbejdstagere og arbejdstagerrepræsentanter, som var aktive i virksomheden eller i den overførte del af virksomheden, og som vælges af erhververen, respekteres i det samlede antal arbejdstagere, der vælges.«

9

I WCO’s artikel 62 fastsættes:

»Den udpegede retsbefuldmægtigede tilrettelægger og gennemfører den overførsel, som er pålagt af en domstol, ved salg eller overdragelse af det løsøre eller den faste ejendom, som er nødvendig(t) eller nyttig(t) for at opretholde virksomhedens økonomiske aktivitet helt eller delvist.

Vedkommende indhenter tilbud, idet det som udgangspunkt tilstræbes at opretholde virksomhedens aktivitet helt eller delvis samtidig med, at der tages hensyn til kreditorernes rettigheder. […]

[…]«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

10

Christa Plessers var ansat ved Echo NV i Houthalen-Helchteren (Belgien) fra den 17. august 1992 til april 2013.

11

Den 23. april 2012 indledte rechtbank van koophandel te Hasselt (handelsretten i Hasselt, Belgien) efter anmodning herom fremsat af Echo en procedure for retslig omstrukturering med henblik på at opnå en kreditoraftale i henhold til WCO’s artikel 44-58. Dette selskab fik bevilget udsættelse til og med den 23. oktober 2012 og derefter til og med den 22. april 2013.

12

Den 19. februar 2013, dvs. inden udløbet af denne udsættelse, tog rechtbank van koophandel te Hasselt (handelsretten i Hasselt) anmodningen fra Echo om at ændre overførslen med overenskomst til en overførsel, der henhører under domstolenes kompetence, til følge.

13

Den 22. april 2013 bemyndigede denne retsinstans de retsbefuldmægtigede til at overføre løsøre og fast ejendom til Prefaco, et af de to selskaber, som havde ansøgt om at overtage Echo. I sit tilbud havde Prefaco tilbudt at overtage 164 arbejdstagere, dvs. ca. to tredjedele af alle ansatte hos Echo.

14

Overførselsoverenskomsten blev undertegnet samme dag. Bilag 9 til denne overenskomst indeholdt en liste over de arbejdstagere, der skulle overtages. Christa Plessers’ navn var ikke anført på denne liste.

15

Nævnte overenskomst fastsatte i øvrigt, at overførslen ville få virkning to arbejdsdage efter datoen for bemyndigelsesdommen fra rechtbank van koophandel te Hasselt (handelsretten i Hasselt).

16

Den 23. april 2013 tog Prefaco telefonisk kontakt til de arbejdstagere, der var blevet overtaget, og anmodede dem om at møde den følgende dag med henblik på at udføre deres arbejde. Den 24. april 2013 bekræftede Prefaco denne overførsel skriftligt. Hvad angår de øvrige arbejdstagere blev disse ligeledes kontaktet telefonisk og blev underrettet af de retsbefuldmægtigede ved skrivelse af 24. april 2013 om, at de ikke var blevet overtaget af Prefaco.

17

Denne skrivelses indhold var følgende:

»Denne skrivelse skal betragtes som en officiel meddelelse i henhold til [WCO’s] artikel 64, stk. 2. [Echos] aktiviteter ophører således fra den 22. april 2013. Da De ikke er blevet overtaget af ovennævnte erhververe, skal De betragte denne skrivelse som en afbrydelse af kontrakten fra Deres arbejdsgivers[, Echos,] side. Som eventuel fordringshaver [i forhold til Echo] opfordres De til at anmelde et krav til undertegnede retsbefuldmægtigede […].«

18

De retsbefuldmægtigede havde ligeledes fremsendt en formular til Christa Plessers med angivelse af datoen den 23. april 2013 som datoen for afbrydelse af kontrakten.

19

Ved skrivelse af 7. maj 2013 anmodede Christa Plessers Prefaco om at overtage hende. Ifølge sagsøgeren var Prefaco begyndt at drive bedriften beliggende i Houthalen-Helchteren fra og med den 22. april 2013, som var den dato, hvor rechtbank van koophandel te Hasselt (handelsretten i Hasselt) afsagde sin dom.

20

Prefaco gav afslag på denne anmodning ved en skrivelse af 16. maj 2013 under henvisning til WCO’s artikel 61, stk. 4, som giver erhververen ret til at vælge, hvilke arbejdstagere vedkommende ønsker at overtage, forudsat for det første, at et sådant valg er nødvendigt af tekniske, økonomiske eller organisatoriske årsager, og, for det andet, at der ikke er tale om forbudt forskelsbehandling. Prefaco tilføjede, at der ikke påhvilede selskabet nogen forpligtelse til at genansætte Christa Plessers efter ophævelsen af den ansættelseskontrakt, som hun havde indgået med Echo.

21

Ved stævning af 11. april 2014 lagde Christa Plessers sag an ved arbeidsrechtbank te Antwerpen (arbejdsretten i første instans i Antwerpen, Belgien).

22

Derudover adciterede Christa Plessers den belgiske stat den 24. juli 2015.

23

Ved dom af 23. maj 2016 frifandt arbeidsrechtbank te Antwerpen (arbejdsretten i første instans i Antwerpen) Prefaco for alle Christa Plessers’ krav og pålagde hende at betale alle sagsomkostningerne.

24

Christa Plessers har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved arbeidshof te Antwerpen, afdeling Hasselt (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Antwerpen, afdeling Hasselt, Belgien), som har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er den valgmulighed, der tilkommer erhververen i henhold til [WCO's] artikel 61, stk. 4, […] i overensstemmelse med direktiv [2001/23], særligt dette direktivs artikel 3 og 5, når denne »retslige omstrukturering ved en overførsel, som henhører under domstolenes kompetence«[,] finder anvendelse med henblik på fortsættelse af hele eller en del af den overdragende virksomhed eller dens aktiviteter?«

Formaliteten vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse

25

Prefaco har udtrykt tvivl om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, idet selskabet har gjort gældende, at det forelagte spørgsmål efter dets opfattelse ikke er relevant med henblik på løsningen af tvisten i hovedsagen. Eftersom dette er en tvist mellem to private parter, kan Christa Plessers ikke påberåbe sig direktiv 2001/23 med henblik på at udelukke anvendelsen af en klar national lovbestemmelse.

26

Det bemærkes i denne henseende, at det udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere relevansen af de spørgsmål, som den forelægger Domstolen. Når disse spørgsmål vedrører fortolkningen af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (jf. i denne retning dom af 16.6.2015, Gauweiler m.fl., C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 24, og af 7.2.2018, American Express, C-304/16, EU:C:2018:66, præmis 31).

27

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan alene afvise at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten eller vurdering af gyldigheden af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 16.6.2015, Gauweiler m.fl., C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 25, og af 7.2.2018, American Express, C-304/16, EU:C:2018:66, præmis 32).

28

Da det af den forelæggende ret rejste spørgsmål angår fortolkningen af direktiv 2001/23, skal det bemærkes, at Domstolen med hensyn til en tvist mellem private ganske vist stedse har fastslået, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private og derfor ikke som sådan kan påberåbes over for sådanne personer. Domstolen har imidlertid ligeledes gentagne gange fastslået, at den forpligtelse for medlemsstaterne, der følger af et direktiv, til at virkeliggøre dets mål og pligten til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af denne forpligtelse, påhviler alle medlemsstaternes myndigheder, herunder også domstolene inden for rammerne af deres kompetence (dom af 19.4.2016, DI, C-441/14, EU:C:2016:278, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

29

Heraf følger, at de nationale domstole ved anvendelsen af national ret er forpligtet til at tage hensyn til samtlige bestemmelser i denne ret og til at benytte sig af de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne, for i videst muligt omfang at fortolke den i lyset af det omhandlede direktivs ordlyd og formål med henblik på at opnå det med direktivet tilsigtede resultat og således handle i overensstemmelse med artikel 288, stk. 3, TEUF (dom af 19.4.2016, DI, C-441/14, EU:C:2016:278, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

30

På baggrund af det ovenstående kan det ikke antages, at det spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, savner forbindelse med hovedsagens genstand, eller at det vedrører et hypotetisk spørgsmål.

31

Følgelig kan anmodningen om præjudiciel afgørelse antages til realitetsbehandling.

Realiteten

32

Indledningsvis bemærkes, at det af fast retspraksis fremgår, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere det spørgsmål, som den forelægges. Domstolen kan desuden inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sit spørgsmål (dom af 13.10.2016, M. og S., C-303/15, EU:C:2016:771, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis, og af 31.5.2018, Zheng, C-190/17, EU:C:2018:357, præmis 27).

33

I den foreliggende sag har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at udtale sig om, hvorvidt den nationale retsregel, der henvises til, er i overensstemmelse med artikel 3-5 i direktiv 2001/23.

34

Med denne formulering vil dette spørgsmål imidlertid for det første føre Domstolen til inden for rammerne af en procedure iværksat i henhold til artikel 267 TEUF at tage stilling til en national retsforskrifts forenelighed med EU-retten, hvilket ikke tilkommer Domstolen (jf. i denne retning dom af 19.3.2015, OTP Bank, C-672/13, EU:C:2015:185, præmis 29).

35

For det andet er artikel 4 i direktiv 2001/23, selv om nævnte spørgsmål ikke udtrykkeligt nævner denne bestemmelse, for så vidt som den vedrører arbejdstagernes beskyttelse mod enhver afskedigelse foretaget af overdrageren eller af erhververen på grundlag af den nævnte overførsel, relevant med henblik på at give den forelæggende ret et svar.

36

Under disse omstændigheder er det hensigtsmæssigt at omformulere spørgsmålet, således at det nærmere bestemt omhandler, hvorvidt direktiv 2001/23, særlig direktivets artikel 3-5, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som i tilfælde, hvor en overdragelse af en virksomhed har fundet sted i forbindelse med en retslig omstrukturering ved en overførsel, som henhører under domstolenes kompetence, der er anvendt med henblik på at fortsætte hele eller dele af virksomheden eller dens aktiviteter, giver erhververen ret til at vælge, hvilke arbejdstagere vedkommende ønsker at overtage.

37

Det skal i denne henseende indledningsvis bemærkes, at det fremgår af artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/23, at medmindre medlemsstaterne bestemmer andet, gælder dette direktivs artikel 3 og 4 ikke for overførsel af en virksomhed, når der mod overdrageren er indledt konkursbehandling eller en anden tilsvarende insolvensbehandling, som tager sigte på realisering af overdragerens aktiver, og som er under tilsyn af en kompetent offentlig myndighed.

38

Desuden har Domstolen fastslået, at artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/23, for så vidt som den i princippet bevirker, at arbejdstagernes beskyttelsesordning ikke kan anvendes i tilfælde af visse virksomhedsoverdragelser og således afviger fra det hovedformål, der ligger til grund for dette direktiv, nødvendigvis skal fortolkes strengt (dom af 22.6.2017, Federatie Nederlandse Vakvereniging m.fl., C-126/16, EU:C:2017:489, præmis 41).

39

Det skal derfor for det første afgøres, om en overførsel af en virksomhed såsom den i hovedsagen omhandlede er omfattet af den i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/23 fastsatte undtagelse.

40

I denne henseende har Domstolen fastslået, at det skal sikres, at en sådan overførsel opfylder de tre kumulative betingelser, der er opstillet i denne bestemmelse, nemlig at der mod overdrageren er indledt konkursbehandling eller en anden tilsvarende insolvensbehandling, at denne tager sigte på realisering af overdragerens aktiver, og at denne behandling gennemføres under tilsyn af en kompetent offentlig myndighed (jf. i denne retning dom af 22.6.2017, Federatie Nederlandse Vakvereniging m.fl., C-126/16, EU:C:2017:489, præmis 44).

41

Hvad indledningsvis angår betingelsen om, at det skal være indledt konkursbehandling eller en anden tilsvarende insolvensbehandling mod overdrageren, skal det bemærkes, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning fastsætter, at så længe domstolen ikke har truffet afgørelse om begæringen om retslig omstrukturering, kan skyldneren ikke erklæres konkurs, og i tilfælde af et selskab kan dette heller ikke opløses af en domstol.

42

Det bemærkes imidlertid dels, således som generaladvokaten har anført i punkt 55 i forslaget til afgørelse, at det er ubestridt mellem parterne, at den retslige omstruktureringsprocedure ikke kan betragtes som en konkursbehandling.

43

Dels bemærkes, at selv om en retslig omstruktureringsprocedure som den i hovedsagen omhandlede kan udmunde i det omhandlede selskabs konkurs, er dette hverken en automatisk eller sikker konsekvens heraf.

44

Hvad dernæst angår betingelsen om, at behandlingen skal tage sigte på realiseringen af overdragerens aktiver, fremgår det af Domstolens praksis, at en procedure, der tilsigter, at den berørte virksomheds aktivitet fortsættes, ikke opfylder denne betingelse (dom af 22.6.2017, Federatie Nederlandse Vakvereniging m.fl., C-126/16, EU:C:2017:489, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

45

Som det fremgår af selve ordlyden af det forelagte spørgsmål, har den kompetente nationale retsinstans imidlertid truffet afgørelse om en sådan retslig omstrukturering ved en overførsel, som henhører under domstolenes kompetence med henblik på fortsættelse af hele eller en del af selskabet Echo eller dets aktiviteter.

46

Hvad endelig angår betingelsen om, at den omhandlede behandling skal gennemføres under tilsyn af en kompetent offentlig myndighed, følger det af den nationale lovgivning dels, at det er den retsbefuldmægtigede, der blev udpeget ved afgørelsen om overførslen, der har ansvaret for at tilrettelægge og gennemføre denne på vegne af skyldneren og for dennes regning. Dels skal denne retsbefuldmægtigede indhente tilbud, idet det som udgangspunkt tilstræbes at virksomhedens aktivitet fortsættes helt eller delvis samtidig med, at der tages hensyn til kreditorernes rettigheder. Hvis der foreligger flere sammenlignelige tilbud, gives der forrang til det tilbud, som sikrer opretholdelsen af stillinger ved en social aftale.

47

Således som generaladvokaten har anført i punkt 68 i forslaget til afgørelse, kan den kontrol, der udøves af den befuldmægtigede inden for rammerne af en retslig omstrukturering ved en overførsel, som henhører under domstolenes kompetence, ikke opfylde denne betingelse, for så vidt som den er af et mere begrænset omfang end den kontrol, der udøves af den befuldmægtigede inden for rammerne af en konkursbehandling.

48

Det følger af det ovenstående, at en procedure for retslig omstrukturering ved en overførsel, som henhører under domstolenes kompetence, som den i hovedsagen omhandlede ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/23, og følgelig at den overførsel, der er foretaget under disse omstændigheder ikke er omfattet af den undtagelse, der er fastsat i denne bestemmelse.

49

Det må således konstateres, at artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23 finder anvendelse på en sag som den i hovedsagen omhandlede.

50

På denne baggrund skal det for det andet afgøres, om dette direktivs artikel 3 og 4 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der giver erhververen mulighed for at vælge, hvilke arbejdstagere vedkommende ønsker at overtage.

51

Det fremgår i denne henseende først og fremmest af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/23, at overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, som bestod på tidspunktet for overførslen, som følge af denne overførsel overgår til erhververen.

52

Som Domstolen gentagne gange har fastslået, har direktiv 2001/23, herunder direktivets artikel 3, således til formål at sikre, at arbejdstagernes rettigheder opretholdes, når virksomheden skifter indehaver, idet arbejdstagerne ifølge direktivet kan forblive ansat i virksomheden under den nye indehaver på de vilkår, der var aftalt med overdrageren. Direktivets formål er så vidt muligt at sikre, at arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet fortsættes af erhververen uden ændringer for at forhindre, at de arbejdstagere, der berøres af overførslen, stilles ringere alene på grund af overførslen (jf. i denne retning kendelse af 15.9.2010, Briot, C-386/09, EU:C:2010:526, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

53

Dernæst bemærkes, at i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/23 giver overførsel af en virksomhed ikke i sig selv overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedigelser. Denne bestemmelse er dog ikke til hinder for, at der kan ske afskedigelser af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.

54

Det følger af denne bestemmelses ordlyd, at afskedigelser i forbindelse med en virksomhedsoverførsel skal kunne begrundes af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer, som ikke er uløseligt forbundet med overførslen.

55

Domstolen har således fastslået, at manglende enighed mellem erhververen og udlejeren om en ny lejekontrakt, umuligheden af at finde et andet erhvervslejemål eller umuligheden af at overføre personalet til andre forretninger kan udgøre økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/23 (jf. i denne retning dom af 16.10.2008, Kirtruna og Vigano, C-313/07, EU:C:2008:574, præmis 46).

56

I den foreliggende sag fremgår det af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, at erhververen har ret til at vælge, hvilke arbejdstagere vedkommende ønsker at overtage, idet dette valg dog skal begrundes med økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager og foretages uden forbudt forskelsbehandling.

57

En sådan national lovgivning synes – i modsætning til den kontekst, som artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/23 er den del af – ikke at omhandle arbejdstagere, der afskediges, men arbejdstagere, hvis ansættelseskontrakt overføres, idet erhververens valg af disse sidstnævnte personer er baseret på økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager.

58

Selv om det er korrekt, at de arbejdstagere, der ikke er blevet valgt af den omhandlede erhverver, og som dermed afskediges, implicit, men nødvendigvis er de arbejdstagere, hvor der ikke foreligger økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der ifølge erhververen gør det påkrævet at overføre deres ansættelseskontrakter, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne erhverver ikke er underlagt nogen pligt til at bevise, at de afskedigelser, der har fundet sted i forbindelse med overførslen, skyldes økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager.

59

Anvendelsen af en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede synes således i væsentlig grad at undergrave overholdelsen af hovedformålet med direktiv 2001/23, således som præciseret ved direktivets artikel 4, stk. 1, og som nævnt i nærværende doms præmis 52, nemlig beskyttelsen af arbejdstagerne mod ubegrundede afskedigelser i tilfælde af overførsel af en virksomhed.

60

Det skal imidlertid bemærkes, således som det allerede er blevet fremhævet i nærværende doms præmis 28 og 29, at en national ret, for hvilken der er indbragt en tvist mellem private, og for hvilken det ikke er muligt at foretage en fortolkning af bestemmelserne i dens nationale ret, som er i overensstemmelse med et ikke gennemført eller ukorrekt gennemført direktiv, ikke alene på grundlag af EU-retten har pligt til at undlade at anvende disse nationale bestemmelser, der er i strid med bestemmelserne i dette direktiv. Imidlertid vil den part, der har lidt skade som følge af den nationale lovgivnings uoverensstemmelse med nævnte direktiv, kunne påberåbe sig den retspraksis, der følger af dom af 19. november 1991, Francovich m.fl. (C-6/90 og C-9/90, EU:C:1991:428), med henblik på i givet fald at opnå erstatning fra medlemsstaten for den lidte skade (jf. i denne retning dom af 7.8.2018, Smith, C-122/17, EU:C:2018:631, præmis 49 og 56).

61

Det præjudicielle spørgsmål må herefter besvares med, at direktiv 2001/23, særlig direktivets artikel 3-5, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som i tilfælde, hvor en overdragelse af en virksomhed har fundet sted i forbindelse med en procedure for retslig omstrukturering ved en overførsel, som henhører under domstolenes kompetence, der er anvendt med henblik på at fortsætte hele eller dele af virksomheden eller dens aktiviteter, giver erhververen ret til at vælge, hvilke arbejdstagere vedkommende ønsker at overtage.

Sagsomkostninger

62

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

 

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

 

Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter, særlig direktivets artikel 3-5, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som i tilfælde, hvor en overdragelse af en virksomhed har fundet sted i forbindelse med en procedure for retslig omstrukturering ved en overførsel, som henhører under domstolenes kompetence, der er anvendt med henblik på at fortsætte hele eller dele af virksomheden eller dens aktiviteter, giver erhververen ret til at vælge, hvilke arbejdstagere vedkommende ønsker at overtage.

 

Underskrifter


( *1 ) – Processprog: nederlandsk.