DOMSTOLENS DOM (Niende Afdeling)
25. oktober 2018 ( *1 )
»Præjudiciel forelæggelse – tilnærmelse af lovgivningerne – forordning (EF) nr. 110/2008 – spiritus – definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser – bilag II, nr. 41 – æggelikør – definition – de tilladte ingrediensers udtømmende karakter«
I sag C-462/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Landgericht Hamburg (regional ret i første instans i Hamburg, Tyskland) ved afgørelse af 27. juni 2017, indgået til Domstolen den 1. august 2017, i sagen
Tänzer & Trasper GmbH
mod
Altenweddinger Geflügelhof KG,
har
DOMSTOLEN (Niende Afdeling),
sammensat af formanden for Tiende Afdeling, C. Lycourgos, som fungerende formand for Niende Afdeling, og dommerne E. Juhász og C. Vajda (refererende dommer),
generaladvokat: H. Saugmandsgaard Øe,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– |
Tänzer & Trasper GmbH ved Rechtsanwältin K. Krietsch, |
– |
Altenweddinger Geflügelhof KG ved Rechtsanwalt, H.J. Omsels, |
– |
den græske regering ved G. Kanellopoulos, M. Tassopoulou og A. Vasilopoulou, som befuldmægtigede, |
– |
Europa-Kommissionen ved B. Eggers og B. Hofstötter, som befuldmægtigede, |
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 |
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af nr. 41 i bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15. januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89 (EUT 2008, L 39, s. 16), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1334/2008 af 16. december 2008 (EUT 2008, L 354, s. 34) (herefter »forordning nr. 110/2008«). |
2 |
Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Tänzer & Trasper GmbH og Altenweddinger Geflügelhof KG vedrørende varebetegnelsen »æggelikør«, som sidstnævntes produkter er påført. |
Retsforskrifter
3 |
Anden, fjerde og niende betragtning til forordning nr. 110/2008 er affattet således:
[…]
[…]
|
4 |
Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 110/2008 bestemmer, at denne fastsætter regler for definition, betegnelse, præsentation og mærkning af spiritus samt for beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus. |
5 |
Denne forordnings artikel 2, stk. 1 og 3, har følgende ordlyd: »1. I denne forordning forstås ved »spiritus« en alkoholholdig drikkevare: […]
[…] 3. Det minimumsalkoholindhold, der er omhandlet i stk. 1, litra c), berører ikke definitionen af produktet i kategori 41 i bilag II.« |
6 |
Den nævnte forordnings artikel 4 fastsætter, at spiritus klassificeres i kategorier i henhold til definitionerne i bilag II til forordningen. |
7 |
Samme forordnings artikel 5, stk. 2, litra a), bestemmer: »Med forbehold af de særlige regler, der er fastsat for kategorierne 15-46 i bilag II, kan den heri definerede spiritus:
|
8 |
Artikel 9, stk. 1 og 2, i forordning nr. 110/2008 har følgende ordlyd: »1. Spiritus, der svarer til produktspecifikationerne for kategori 1-46 i bilag II, skal i betegnelsen, præsentationen og mærkningen være forsynet med den varebetegnelse, der er fastsat heri. 2. Spiritus, der svarer til definitionen i artikel 2, men som ikke svarer til kravene til kategori 1-46 i bilag II, skal i betegnelsen, præsentationen og mærkningen være forsynet med varebetegnelsen »spiritus«. Denne varebetegnelse må ikke erstattes eller ændres, jf. dog stk. 5 i denne artikel.« |
9 |
Bilag II til denne forordning har overskriften »Spiritus«. I den del af dette bilag, der vedrører »Spirituskategorier«, har nr. 41 og 42 følgende ordlyd:
|
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
10 |
Både Tänzer & Trasper og Altenweddinger Geflügelhof producerer likør, i hvis sammensætning der bl.a. indgår æg, og som sælges under varebetegnelsen »æggelikør«. Blandt de likører, som Altenweddinger Geflügelhof sælger under denne betegnelse, indgår en række af produkter, hvor det på den etiket, der er anbragt på bagsiden af flaskerne, er angivet, at produktet »indeholder mælk«. Det er ubestridt af parterne, at disse produkter rent faktisk indeholder mælk. |
11 |
Tänzer & Trasper har for den forelæggende ret, Landgericht Hamburg (regional ret i første instans i Hamburg, Tyskland), i henhold til nationale bestemmelser, sammenholdt med EU-retlige bestemmelser, nedlagt påstand om, at Altenweddinger Geflügelhof tilpligtes at ophøre med brugen af varebetegnelsen »æggelikør« for den nævnte række af produkter. For så vidt som mælk ikke er omfattet af nr. 41 i bilag II til forordning nr. 110/2008 som en af ingredienserne i æggelikør, er det Tänzer & Traspers opfattelse, at et produkt, der indeholder mælk, ikke må bære den nævnte varebetegnelse. |
12 |
Altenweddinger Geflügelhof har derimod gjort gældende, at de omhandlede produkter svarer til specifikationerne i denne bestemmelse, for så vidt som de ingredienser, der nævnes deri, alene udgør de minimumskrav, der skal være opfyldt, for at et produkt kan betegnes som »æggelikør«. |
13 |
På denne baggrund har Landgericht Hamburg (regional ret i første instans i Hamburg) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål: »Er de ingredienser, der er opregnet i [nr.] 41 i bilag II til forordning […] nr. 110/2008 sådanne ingredienser, som en spiritus mindst skal indeholde for at måtte bære varebetegnelsen æggelikør (minimumsspecifikation), eller giver [nr.] 41 i bilag II til forordning […] nr. 110/2008 en udtømmende opregning af de tilladte ingredienser i et produkt, der skal have varebetegnelsen »æggelikør«?« |
Om det præjudicielle spørgsmål
14 |
Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om nr. 41 i bilag II til forordning nr. 110/2008 skal fortolkes således, at spiritus for at kunne bære varebetegnelsen »æggelikør« ikke må indeholde andre ingredienser end dem, der er nævnt i denne bestemmelse. |
15 |
Forordning nr. 110/2008 fastsætter ifølge ordlyden af dennes artikel 1, stk. 1, regler for definition, betegnelse, præsentation og mærkning af spiritus samt for beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus. I overensstemmelse med denne forordnings artikel 4 klassificeres spiritus i kategorier i henhold til definitionerne i bilag II til forordningen. |
16 |
I det foreliggende tilfælde vedrører tvisten i hovedsagen spørgsmålet om, hvorvidt Altenweddinger Geflügelhof, sagsøgt i denne tvist, har ret til at give sine produkter betegnelsen »æggelikør«, selv om disse ud over de i den nævnte bestemmelse anførte ingredienser også indeholder mælk. |
17 |
Det bemærkes, at den første sætning i nr. 41, litra a), i bilag II til forordning nr. 110/2008 i den spanske, engelske og franske sprogversion er udformet på en måde, så det utvetydigt fremgår, at den deri anførte liste over ingredienser er udtømmende. |
18 |
Den tyske sprogversion af denne sætning fastsætter imidlertid, at æggelikør er en spiritus, »der indeholder« kvalitetsæggeblommer, æggehvide og sukker eller honning som ingredienser. Således som Europa-Kommissionen har bemærket i sit skriftlige indlæg, udelukker denne ordlyd ikke en fortolkning, hvorefter tilføjelsen af andre ingredienser end de nævnte er tilladt. |
19 |
Desuden har Altenweddinger Geflügelhof i sine bemærkninger indgivet til Domstolen fremhævet, at den italienske sprogversion af den nævnte sætning kvalificerer de deri opregnede ingredienser som »karakteristiske« (»elementi caratteristici«). I denne sprogversion svarer ordlyden af nr. 41 i bilag II til forordning nr. 110/2008 til samme bilags nr. 42, der definerer en spiritus benævnt »likør med æg«. |
20 |
Det bemærkes i denne forbindelse, at det følger af Domstolens faste praksis, at den formulering, der er anvendt i en af sprogversionerne af en EU-retlig bestemmelse, ikke kan tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. EU-retlige bestemmelser skal nemlig fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der er udfærdiget på alle Unionens sprog. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sproglige versioner af en EU-retlig tekst skal den pågældende bestemmelse fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i (jf. i denne retning dom af 1.3.2016, Alo og Osso, C-443/14 og C-444/14, EU:C:2016:127, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis). |
21 |
Hvad for det første angår den omhandlede bestemmelses opbygning bemærkes, at det af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 110/2008 fremgår, at spiritus, der svarer til produktspecifikationerne for kategorierne i bilag II til denne forordning, i betegnelsen, præsentationen og mærkningen skal være forsynet med de varebetegnelser, der er fastsat deri. Den nævnte forordnings artikel 9, stk. 2, præciserer, at spiritus, der svarer til definitionen i samme forordnings artikel 2, men som ikke opfylder kravene i det nævnte bilags kategori 1-46, skal forsynes med varebetegnelsen »spiritus«. Det følger af forbindelsen mellem de to første stykker i den nævnte artikel 9, at definitionen af spiritus i kategorierne i det nævnte bilag II til forordning nr. 110/2008 er af præcis og udtømmende art. |
22 |
Hvad for det andet angår formålet med forordning nr. 110/2008 fremgår det for det første af fjerde betragtning til denne, at for at sikre en mere systematisk tilgang i lovgivningen om spiritus bør bestemmelserne i denne forordning indeholde klart definerede kriterier for produktion, betegnelse, præsentation og mærkning af spiritus samt for beskyttelse af geografiske betegnelser. Desuden anføres det i niende betragtning til denne forordning, at der ligeledes bør fastsættes særlige foranstaltninger for betegnelse og præsentation af spiritus, der bl.a. skal forhindre misbrug af betegnelsen »spiritus« og spiritusnavne i forbindelse med produkter, der ikke er i overensstemmelse med definitionerne i bilag II til denne forordning. |
23 |
Definitionerne i det nævnte bilag udgør netop de særlige foranstaltninger for betegnelse og præsentation af spiritus som omhandlet i ovenstående præmis. For så vidt som disse definitioner således udgør kernen af den ordning, der er indført ved forordning nr. 110/2008, og idet deres præcisering skal være i overensstemmelse med formålet, der ligeledes er anført i ovenstående præmis, om at forhindre misbrug af betegnelser for spiritus, skal disse fortolkes strengt, idet ordningen i modsat fald svækkes. På dette grundlag kan muligheden for at tilføje andre ingredienser end dem, der er opregnet i disse definitioner, alene tillades, såfremt dette udtrykkeligt er bestemt i definitionerne. |
24 |
Dette er ikke tilfældet i nr. 41 i bilag II til forordning nr. 110/2008, som ikke angiver nogen mulighed for at tilføje andre ingredienser end dem, der er opregnet i dette bilags nr. 41, litra a). Ud over disse ingredienser er det udtrykkeligt fastsat, at alene aromastoffer og aromapræparater kan anvendes under de betingelser, der er præciseret i det nævnte bilags nr. 41, litra c). Mælk kan imidlertid ikke kvalificeres som aroma»stof« eller aroma»præparat«. |
25 |
Som Tänzer & Trasper og Kommissionen i det væsentlige har anført, ville en fortolkning af definitionen i nr. 41 i bilag II til forordning nr. 110/2008, hvorefter de deri nævnte ingredienser udgør de ingredienser, æggelikør som minimum skal indeholde, indebære, at der ikke alene kan tilføjes mælk, men også ethvert andet produkt, hvilket skader formålet om at fastsætte klare kriterier for produktion, betegnelse, præsentation og mærkning af de drikke, der er defineret i dette bilag. |
26 |
For så vidt som Altenweddinger Geflügelhof har gjort gældende, at mælk anvendes i den traditionelle produktion af æggelikør, hvorfor anvendelsen af mælk svarer til forbrugernes forventninger, bemærkes, at muligheden for at anvende traditionelle produktionsmetoder, som udtrykkeligt er fastsat for visse kategorier af spiritus i bilag II til forordning nr. 110/2008, ikke er angivet i dette bilags nr. 41. |
27 |
For så vidt angår Altenweddinger Geflügelhofs argument, hvorefter spiritus i overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 5, stk. 2, litra a), når dette er defineret i bilag II til forordningen, kan fremstilles af enhver af de landbrugsråvarer, der er omhandlet i bilag I til EUF-traktaten, herunder mælk, bemærkes, at denne bredde i udvalget i henhold til samme bestemmelse er »[m]ed forbehold af de særlige regler, der er fastsat for kategorierne 15-46 i bilag II [til forordning nr. 110/2008]«. |
28 |
For det andet fremgår det af anden betragtning til forordning nr. 110/2008, at denne generelt har til formål at gennemføre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, forebygge vildledende praksis og sikre markedsgennemsigtighed og fair konkurrence, samt værne om det ry, som EU-spiritus har opnået i Unionen og på verdensmarkedet. |
29 |
En fortolkning, hvorefter listen over ingredienser i nr. 41 i bilag II til forordning nr. 110/2008 ikke er udtømmende, ville kunne skade disse formål. Muligheden for at tilføje andre ingredienser til æggelikør end dem, der udtømmende er opregnet i denne liste, ville nemlig skade gennemsigtigheden og ville kunne medføre, at producenter tilføjer billigere bestanddele til skade for en loyal konkurrence og forbrugerbeskyttelsen. |
30 |
På baggrund af ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at nr. 41 i bilag II til forordning nr. 110/2008 skal fortolkes således, at spiritus for at kunne bære varebetegnelsen »æggelikør« ikke må indeholde andre ingredienser end dem, der er nævnt i denne bestemmelse. |
Sagsomkostninger
31 |
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes. |
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret: |
Nr. 41 i bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15. januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus samt om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1334/2008 af 16. december 2008, skal fortolkes således, at spiritus for at kunne bære varebetegnelsen »æggelikør« ikke må indeholde andre ingredienser end dem, der er nævnt i denne bestemmelse. |
Underskrifter |
( *1 ) – Processprog: tysk.