Sag C-416/17
Europa-Kommissionen
mod
Den Franske Republik
»Traktatbrud – artikel 49 TEUF og 63 TEUF og artikel 267, stk. 3, TEUF – kædebeskatning – forskelsbehandling afhængigt af, i hvilken medlemsstat datterdatterselskabet har hjemsted – tilbagebetaling af forskudsskat, der er opkrævet med urette – krav til de beviser, der kan begrunde en sådan tilbagebetaling – loft over retten til tilbagebetaling – forskelsbehandling – national ret, der træffer afgørelse i sidste instans – pligt til at forelægge præjudicielle spørgsmål«
Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 4. oktober 2018
Etableringsfrihed – frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning – selskabsskat – et moderselskabs mulighed for at modregne den skattegodtgørelse, som skal betales i forbindelse med videreudlodning af udbytte, i den forskudsskat, som skal betales af udbytte, der stammer fra et datterselskab, der er etableret i den medlemsstat, hvor datterselskabet har hjemsted – nægtelse af denne mulighed i tilfælde af udbytte, der stammer fra et datterdatterselskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat – afvisning fra realitetsbehandling
(Art. 49 TEUF og 63 TEUF)
Etableringsfrihed – frie kapitalbevægelser – skattelovgivning – selskabsskat – tilbagebetaling til et moderselskab af beløb, som kan sikre anvendelsen af den samme skattemæssige ordning på udbytte, der udloddes af moderselskabets datterselskaber med hjemsted i en medlemsstat, og på udbytte, der udloddes af dette selskabs datterselskaber med hjemsted i andre medlemsstater – tilbagebetaling, der er underlagt betingelsen om moderselskabets fremlæggelse af beviser for skattesatsen og det skattebeløb, der er betalt af disse sidstnævnte datterselskaber – lovlighed – betingelser
(Art. 49 TEUF og 63 TEUF)
Etableringsfrihed – frie kapitalbevægelser – restriktioner – skattelovgivning – selskabsskat – tilbagebetaling til et moderselskab af beløb, som kan sikre anvendelsen af den samme skattemæssige ordning på udbytte, der udloddes af moderselskabets datterselskaber med hjemsted i en medlemsstat, og på udbytte, der udloddes af dette selskabs datterselskaber med hjemsted i andre medlemsstater – loft over retten til tilbagebetaling – tilbagebetaling af den forskudsskat, der svarer til halvdelen af det udbytte, som er modtaget fra et hjemmehørende datterselskab – tilbagebetaling af den forskudsskat, der svarer til en tredjedel af det udbytte, som er modtaget fra et ikke-hjemmehørende datterselskab – nationalt system, der gør det muligt at opnå en skattemæssig behandling svarende til de nævnte udbytter – lovlighed
(Art. 49 TEUF og 63 TEUF)
Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – fortolkningsspørgsmål – forelæggelsespligt – omfang – forpligtelse til at foretage forelæggelse i tvivlstilfælde – national ret, der har konkluderet, at der ikke forelå rimelig tvivl – fortolkning af EU-retlige bestemmelser, der strider mod Domstolens fortolkning af de nævnte bestemmelser inden for rammerne af et traktatbrudssøgsmål – traktatbrud
(Art. 267, stk. 3, TEUF)
En medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af artikel 49 TEUF og 63 TEUF, hvis den ikke ved beregningen af tilbagebetaling af den forskudsskat, som et moderselskab har betalt i forbindelse med udlodning af udbytte udbetalt af et ikke-hjemmehørende selskab via et mellemliggende ikke-hjemmehørende datterselskab, har tilladt, at der tages hensyn til den beskatning, som det førstnævnte af disse ikke-hjemmehørende selskaber har været undergivet med hensyn til det overskud, der ligger til grund for udbyttet, selv om den nationale mekanisme til undgåelse af økonomisk dobbeltbeskatning i tilfælde, hvor der er tale om en rent national kæde af kapitalinteresser, tillader neutralisering af den beskatning, der er foretaget af udbytte udloddet af selskaber på ethvert trin i denne kæde af kapitalinteresser.
I denne forbindelse er situationen for et selskab, der som aktionær modtager udbytte af udenlandsk oprindelse, sammenlignelig med situationen for et selskab, der som aktionær modtager udbytte af indenlandsk oprindelse, eftersom det opnåede overskud i begge tilfælde principielt vil kunne blive genstand for kædebeskatning, også selv om EU-retten ikke fastsætter generelle kriterier for fordelingen af medlemsstaternes kompetence vedrørende afskaffelse af dobbeltbeskatning inden for EU, og selv om enhver medlemsstat frit kan tilrettelægge sin beskatningsordning for udloddet overskud, for så vidt som den omhandlede ordning ikke indebærer en forskelsbehandling, som er forbudt ved EUF-traktaten.
Artikel 49 TEUF og 63 TEUF pålægger imidlertid en medlemsstat, der anvender en ordning til undgåelse af økonomisk dobbeltbeskatning af udbytte, som udbetales til hjemmehørende selskaber af hjemmehørende selskaber, at behandle udbytte, som udbetales til hjemmehørende selskaber af ikke-hjemmehørende selskaber, medmindre den forskellige behandling er begrundet i tvingende almene hensyn.
(jf. præmis 35-37 og 46 samt domskonkl. 1)
Hvad angår dokumentationen for, hvilken skat et ikke-hjemmehørende datterselskab har betalt af udloddet udbytte, kan det forhold, at det moderselskab, som anmoder om tilbagebetaling af forskudsskat, ikke fritages fra forpligtelsen til at fremlægge dokumentation, med hensyn til hvilken den lovbestemte opbevaringsperiode i henhold til national lovgivning er udløbet, ikke udgøre en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, såfremt denne forpligtelse ikke dækker en periode, som væsentligt overskrider varigheden af den lovbestemte periode for opbevaring af administrative dokumenter og regnskaber.
Effektivitetsprincippet indebærer således, at den påkrævede dokumentation kan gøre det muligt for skattemyndighederne i beskatningsmedlemsstaten klart og præcist at kontrollere, om betingelserne for at opnå en skattefordel er opfyldt.
Fremlæggelsen af disse oplysninger for hver enkelt udlodning vedrørende bl.a. den skattesats, som faktisk er anvendt, og det skattebeløb, der faktisk er betalt af overskuddet i datterselskaber i andre medlemsstater, kan imidlertid kun kræves under forudsætning af, at det ikke er praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at dokumentere, hvilken skat datterselskaber i andre medlemsstater har betalt, navnlig henset til disse medlemsstaters lovgivning om undgåelse af dobbeltbeskatning og registrering af den selskabsskat, som skal betales, samt om opbevaring af administrative dokumenter.
I denne henseende skal anmodningen om fremlæggelse af de pågældende oplysninger gøres gældende i den periode, hvor det er lovpligtigt at opbevare administrative dokumenter eller regnskaber, som fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, hvor datterselskabet har hjemsted, uden at udløbet af den lovpligtige opbevaringsperiode medfører, at det selskab, som har indgivet en klage, er fritaget forpligtelsen til at være i besiddelse af alle de oplysninger, der kan begrunde selskabets anmodning.
(jf. præmis 73-76, 78 og 80)
En ordning til undgåelse af økonomisk dobbeltbeskatning af udbytte, i medfør af hvilken den skattegodtgørelse, der indrømmes et selskab, som udlodder udbytte modtaget fra et hjemmehørende datterselskab, konsekvent svarer til halvdelen af dette udbytte, mens loftet over tilbagebetalingen af betalt forskudsskat i tilfælde af udlodning af udbytte, der hidrører fra et ikke-hjemmehørende datterselskab, er fastsat til en tredjedel af dette udbytte, er ikke udtryk for forskelsbehandling.
Selv om det fremgår af retspraksis, at EU-retten pålægger en medlemsstat, som anvender en ordning til undgåelse af økonomisk dobbeltbeskatning af udbytte, som udbetales til hjemmehørende selskaber af hjemmehørende selskaber, at behandle udbytte, som udbetales til hjemmehørende selskaber af ikke-hjemmehørende selskaber, på tilsvarende måde, pålægger EU-retten ikke medlemsstaterne at stille de skattepligtige, som har investeret i udenlandske selskaber, bedre end dem, som har investeret i nationale selskaber, og kan ikke forpligte denne medlemsstat til at indrømme en skattekredit for beskatning, som udloddet overskud har været undergivet i en anden medlemsstat, der overstiger det skattebeløb, som følger af anvendelsen af medlemsstatens egen skattelovgivning.
Da loftet over tilbagebetalingen af forskudsskat til moderselskabet på en tredjedel af det udloddede udbytte således gør det muligt i sidste ende at undgå økonomisk dobbeltbeskatning af udloddet overskud, ligesom tilbagebetaling, der konsekvent svarer til halvdelen af udbytte modtaget fra et hjemmehørende datterselskab, gør dette loft det muligt at afhjælpe den forskellige behandling af nævnte udbytte og udbytte, der hidrører fra et hjemmehørende datterselskab.
(jf. præmis 89, 91, 95 og 96)
En medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af artikel 267, stk. 3, TEUF, hvis ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, undlod at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse i medfør af proceduren i artikel 267, stk. 3, TEUF med henblik på at afgøre, om det i forbindelse med beregningen af tilbagebetaling af den forskudsskat, som et hjemmehørende selskab har betalt i forbindelse med udlodning af udbytte udbetalt af et ikke-hjemmehørende selskab via et mellemliggende ikke-hjemmehørende datterselskab, kunne afvises at tage hensyn til den beskatning, som det førstnævnte af disse ikke-hjemmehørende selskaber har været undergivet med hensyn til det overskud, der ligger til grund for udbyttet, selv om den fortolkning ikke fremgik med en sådan klarhed, at den ikke efterlod nogen rimelig tvivl.
I denne henseende skal denne mulighed imidlertid vurderes i forhold dels til EU-rettens særegenheder, dels de særlige vanskeligheder, fortolkningen heraf frembyder, samt risikoen for afvigende retspraksis inden for EU. En løsning, der er valgt af en national ret og baseret på en fortolkning af de EU-retlige bestemmelser, som er i strid med den fortolkning af de nævnte bestemmelser inden for rammerne af et traktatbrudssøgsmål, indebærer, at det ikke på det tidspunkt, hvor den nationale ret afsiger dom, kunne udelukkes, at der forelå en rimelig tvivl med hensyn til fortolkningen heraf. Når nævnte vurdering gør det muligt at fastslå en sådan tvivl, påhviler det den ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen for at fjerne risikoen for en urigtig fortolkning af EU-retten.
(jf. præmis 110 og 112-114 samt domskonkl. 2)