Sag C-390/17 P

Irit Azoulay m.fl.

mod

Europa-Parlamentet

»Appel – personalesag – løn – familietillæg – uddannelsestillæg – afslag på godtgørelse af skoleudgifter – artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union«

Sammendrag – Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 30. maj 2018

  1. Tjenestemænd–løn–familietillæg–uddannelsestillæg–skoleudgifter–begreb–bidrag til sammenslutninger, som drives uden gevinst for øje, til børns deltagelse i et specifikt undervisningsprojekt, der ikke får offentlig støtte–ikke omfattet

    (Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 3, stk. 1)

  2. Tjenestemænd–ligebehandling–grænser–ulovligt tildelt fordel

  1.  Begrebet »skoleudgifter« er et selvstændigt begreb i EU-retten. Der skal med henblik på at fortolke dette begreb bl.a. tages hensyn til ordlyden heraf og til de formål, der forfølges med denne ordning. Af ordlyden af artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten fremgår klart, at de udgifter, der afholdes, skal muliggøre modtagelse af undervisning i en skole mod betaling. Formålet med vedtagelsen af denne bestemmelse er, at uddannelsestillægget skal tilpasses nøjere til de faktiske udgifter, som tjenestemændene afholder. Artikel 3 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser vedtaget af Parlamentet vedrørende tildeling af uddannelsestillæg, fortolket i lyset af artikel 3, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, bestemmer således, at uddannelsestillægget dækker udgifter til indskrivning ved og undervisning på skoler mod betaling og transportudgifter, med udelukkelse af alle andre udgifter. Henset til den selvstændige karakter af begrebet »skoleudgifter« afhænger kvalifikationen af dette begreb af selve karakteren af og de elementer, som indgår i den udgift, der skal godtgøres.

    De bidrag, der betales til de pågældende sammenslutninger, som drives uden gevinst for øje, kan ikke kvalificeres som »skoleudgifter«. Bidragene udgør nemlig udgifter, der følger af de krav og aktiviteter, der er forbundet med de pågældende skolers specifikke undervisningsprojekt, der ikke er offentligt støttet, og skal anses for »andre udgifter vedrørende gennemførelsen af skoleprogrammet på den skole, som eleven går på« som omhandlet i artikel 3, andet afsnit, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende tildeling af uddannelsestillæg.

    (jf. præmis 17-20 og 24)

  2.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 39)