Sag C-331/17

Martina Sciotto

mod

Fondazione Teatro dell’Opera di Roma

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte d’appello di Roma)

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 1999/70/EF – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – § 5 – foranstaltninger, der har til formål at forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold – national lovgivning, hvorefter det ikke er muligt at anvende disse foranstaltninger inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde«

Sammendrag – Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 25. oktober 2018

Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – foranstaltninger, der har til formål at forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter – national lovgivning, hvorefter det ikke er muligt at anvende de nævnte foranstaltninger inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde – ikke tilladt – ingen effektive foranstaltninger til at sanktionere et sådant misbrug

(Rådets direktiv 1999/70, bilag, § 4)

§ 5 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i henhold til hvilken de almindelige retsregler, der regulerer ansættelsesforhold og sanktionerer misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter ved automatisk ændring af den tidsbegrænsede kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt, hvis ansættelsesforholdet fortsætter ud over en nærmere bestemt dato, ikke finder anvendelse inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde, når der ikke findes nogen anden effektiv foranstaltning i den nationale retsorden, der sanktionerer misbrug konstateret inden for denne sektor.

Rammeaftalens § 5, stk. 2, overlader det nemlig i princippet til medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for, hvornår tidsbegrænsede kontrakter og ansættelsesforhold skal anses for tidsubegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold. Det følger heraf, at rammeaftalen ikke foreskriver betingelserne for at gøre brug af tidsbegrænsede kontrakter (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 80, og kendelse af 11.12.2014, León Medialdea, C-86/14, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2447, præmis 47).

Den berørte medlemsstats interne retsorden skal imidlertid, for at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter det inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde forbydes at ændre flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter til en tidsubegrænset kontrakt, kan anses for at være i overensstemmelse med rammeaftalen, indeholde andre effektive foranstaltninger inden for denne sektor, hvorved misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter forhindres og eventuelt sanktioneres (jf. analogt dom af 14.9.2016, Martínez Andrés og Castrejana López, C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680, præmis 41, og af 7.3.2018, Santoro, C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 34).

Når der ikke i EU-retten er fastsat særlige sanktioner i tilfælde, hvor der ikke desto mindre er konstateret misbrug, påhviler det de nationale myndigheder at vedtage foranstaltninger, der ikke blot skal være forholdsmæssige, men tillige tilstrækkeligt effektive og afskrækkende, således at det sikres, at de forskrifter, der er vedtaget i medfør af rammeaftalen, har fuld gennemslagskraft (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis, og af 7.3.2018, Santoro, C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 29).

Heraf følger, at hvis et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har fundet sted, skal en foranstaltning, der på effektiv og tilsvarende vis sikrer beskyttelsen af arbejdstagerne, kunne finde anvendelse, således at misbruget sanktioneres behørigt, og konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis, og af 7.3.2018, Santoro, C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 31).

(jf. præmis 59, 60, 64, 65 og 72 og domskonkl.)