Sag C-323/17

People Over Wind og Peter Sweetman

mod

Coillte Teoranta

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland))

»Præjudiciel forelæggelse – miljø – direktiv 92/43/EØF – bevaring af naturtyper – særlige bevaringsområder – artikel 6, stk. 3 – screening med henblik på at afgøre nødvendigheden af at foretage en vurdering af en plans eller et projekts virkninger på et særligt bevaringsområde – foranstaltninger, der kan tages i betragtning med henblik herpå«

Sammendrag – Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 12. april 2018

Miljø – bevaring af naturlige levesteder samt vilde dyr og planter – direktiv 92/43 – særlige bevaringsområder – medlemsstaternes forpligtelser – vurdering af et projekts virkninger på en lokalitet – screening med henblik på at afgøre nødvendigheden af at foretage en vurdering af en plans eller et projekts virkninger på et særligt bevaringsområde – foranstaltninger, der kan tages i betragtning med henblik herpå

(Rådets direktiv 92/43, art. 6, stk. 3)

Artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter skal fortolkes således, at der med henblik på at afgøre, om det er nødvendigt efterfølgende at foretage en vurdering af en plans eller et projekts virkninger på en berørt lokalitet, i screeningsfasen ikke er anledning til at tage foranstaltninger med henblik på at undgå eller reducere denne plans eller dette projekts skadelige virkninger på denne lokalitet i betragtning.

Som sagsøgerne i hovedsagen og Kommissionen har gjort gældende, forudsætter det forhold, at der tages hensyn til foranstaltninger med henblik på at undgå eller reducere de skadelige virkninger af en plan eller et projekt i forbindelse med bedømmelsen af, om det er nødvendigt at foretage en vurdering, således som den forelæggende ret har bemærket, at det er sandsynligt, at lokaliteten påvirkes væsentligt, og dermed, at der skal foretages en sådan vurdering. Denne konklusion underbygges af det forhold, at der ikke skal foretages en fuldstændig og præcis analyse af foranstaltninger med henblik på at undgå eller reducere væsentlige virkninger på den pågældende lokalitet under screeningsfasen, men netop i forbindelse med selve vurderingen. Såfremt der allerede blev taget hensyn til sådanne foranstaltninger i forbindelse med screeningen, vil dette kunne skade habitatdirektivets effektive virkning i almindelighed, og vurderingsfasen i særdeleshed, eftersom vurderingen dermed ville miste sin genstand, og der ville foreligge en risiko for en fordrejning af denne vurderingsfase, der dog udgør en væsentlig garanti i dette direktiv.

(jf. præmis 35-37 og 40 samt domskonkl.)