Forenede sager C-297/17, C-318/17, C-319/17 og C-438/17

Bashar Ibrahim m.fl.
mod
Bundesrepublik Deutschland

og

Bundesrepublik Deutschland
mod
Taus Magamadov

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 19. marts 2019

»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32/EU – artikel 33, stk. 2, litra a) – myndighederne i en medlemsstats afvisning af en ansøgning om asyl som følge af tidligere tildeling af subsidiær beskyttelse i en anden medlemsstat – artikel 52 – direktivets tidsmæssige anvendelsesområde – artikel 4 og 18 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – systemiske mangler ved asylproceduren i denne anden medlemsstat – systematisk afslag på asylansøgninger – reel og påvist risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling – levevilkårene for personer med subsidiær beskyttelsesstatus i denne sidstnævnte stat«

  1. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse – ansøgning, som medlemsstaterne kan afvise – begrundelse – tidligere tildeling af international beskyttelse i en anden medlemsstat – anvendelsesområde ratione temporis – national lovgivning, hvorefter en asylansøgning indgivet inden den 20. juli 2015 og inden ikrafttrædelsen af nævnte lovgivning kan afvises som følge af en anden medlemsstats tildeling af subsidiær beskyttelse – lovlig – grænser – asylansøgningen og anmodningen om overtagelse af nævnte ansøger indgivet inden ikrafttrædelsen af direktiv 2013/32 og omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 343/2003

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013, art. 49; Rådets forordning nr. 343/2003; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 33, stk. 2, litra a), og art. 52, stk. 1; Rådets direktiv 2005/85]

    (jf. præmis 61, 62, 64, 66 og 68-74 samt domskonkl. 1)

  2. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse – ansøgning, som medlemsstaterne kan afvise – begrundelse – tidligere tildeling af international beskyttelse i en anden medlemsstat – nødvendighed af eller mulighed for fortrinsvis anvendelse af de procedurer for overtagelse eller tilbagetagelse, der er fastsat i forordning nr. 604/2013 – foreligger ikke

    [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 33, stk. 1, og art. 33, stk. 2, litra a)]

    (jf. præmis 80 og domskonkl. 2)

  3. Grundlæggende rettigheder – forbud mod tortur og mod umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf – rækkevidde – systemiske mangler efter afslutningen af proceduren for tildeling af subsidiær beskyttelse i en medlemsstat som følge af levevilkårene for personer med en sådan beskyttelsesstatus – forbud mod, at de øvrige medlemsstater afviser en asylansøgning som følge af tidligere tildeling af international beskyttelse i denne medlemsstat – betingelser – vurdering af, hvorvidt der foreligger reelle mangler – kriterier – krav, at der foreligger en situation med alvorlige materielle afsavn

    [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 4; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95 og 2013/32, art. 33, stk. 2, litra a)]

    (jf. præmis 85-94 og 101 samt domskonkl. 3)

  4. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – procedure for behandling af en ansøgning om international beskyttelse – ansøgning, som medlemsstaterne kan afvise – begrundelse – tidligere tildeling af international beskyttelse i en anden medlemsstat – asylansøgning indgivet af en person med subsidiær beskyttelsesstatus i en anden medlemsstat – systemiske mangler ved asylproceduren i denne medlemsstat, som systematisk medfører afslag på asylansøgninger – ingen betydning for muligheden for at afvise nævnte ansøgning

    [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 18; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95 og 2013/32, art. 33, stk. 1, og art. 33, stk. 2, litra a)]

    (jf. præmis 98-101 og domskonkl. 3)

Resumé

En asylansøger kan overføres til den medlemsstat, der primært er ansvarlig for behandlingen af den pågældendes ansøgning, eller som allerede har indrømmet den pågældende subsidiær beskyttelse, medmindre de forventelige levevilkår for personer med subsidiær beskyttelsesstatus vil sætte den pågældende i en situation med alvorlige materielle afsavn, der er i strid med forbuddet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling

I dommen i sagen Ibrahim m.fl. (sag C-297/17, sag C-318/17, sag C-319/17 og sag C-438/17), der blev afsagt den 19. marts 2019, præciserede Domstolens Store Afdeling den yderligere grund til afvisning af en ansøgning om international beskyttelse, der er fastsat i artikel 33, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/32 ( 1 ) (herefter »proceduredirektivet«). Denne bestemmelse udvider den mulighed for at afvise en ansøgning, hvis en anden medlemsstat tidligere har givet flygtningestatus, som tidligere var fastsat i direktiv 2005/85 ( 2 ), idet det ligeledes er tilladt at afvise en ansøgning, hvis der er indrømmet subsidiær beskyttelse. I hovedsagerne var flere tredjelandsstatsborgere blevet indrømmet subsidiær beskyttelse i henholdsvis Polen og Bulgarien. Disse personer var efterfølgende rejst til Tyskland, hvor de mellem 2012 og 2013 havde indgivet asylansøgninger. Efter forgæves at have anmodet de kompetente polske og bulgarske myndigheder om at tilbagetage disse personer afviste de tyske myndigheder asylansøgningerne uden at have realitetsbehandlet dem, hvilket fik de pågældende personer til at anlægge sag.

I denne forbindelse udtalte Domstolen sig indledningsvis om proceduredirektivets tidsmæssige anvendelsesområde. I denne henseende bestemmer overgangsbestemmelserne i direktivets artikel 52, stk. 1, dels, at de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv finder anvendelse på ansøgninger om international beskyttelse, der er indgivet »efter den 20. juli 2015 eller en tidligere dato«, dels, at ansøgninger, der er indgivet »inden den 20. juli 2015«, er omfattet af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til direktiv 2005/85. Uanset den relative modsætning mellem disse to regler fandt Domstolen, at en medlemsstat kan fastsætte, at den nationale lovbestemmelse til gennemførelse af den yderligere afvisningsgrund straks skal finde anvendelse på asylansøgninger, som endnu ikke er blevet endeligt afgjort, og som er indgivet inden den 20. juli 2015 og inden ikrafttrædelsen af denne nationale bestemmelse. Af hensyn til iagttagelsen af retssikkerhedsprincippet og princippet om lighed for loven er det imidlertid nødvendigt, at ansøgninger om international beskyttelse, der er blevet indgivet i en og samme periode i denne medlemsstat, behandles på en forudsigelig og ensartet måde. Domstolen anførte derimod, at en sådan øjeblikkelig anvendelse ikke er tilladt, såfremt såvel asylansøgningen som anmodningen om tilbagetagelse er blevet indgivet inden ikrafttrædelsen af proceduredirektivet. I en sådan situation, som var omhandlet i en af hovedsagerne, er nævnte asylansøgning og nævnte anmodning om tilbagetagelse i henhold til artikel 49 i forordning nr. 604/2013 ( 3 ) stadig fuldt ud omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 343/2003 ( 4 ), eftersom proceduredirektivets artikel 33 kun omhandler situationer, der henhører under anvendelsesområdet for forordning nr. 604/2013.

Domstolen udtalte dernæst, at i en situation, hvor en tredjelandsstatsborger er blevet indrømmet subsidiær beskyttelse og efterfølgende indgiver en asylansøgning i en anden medlemsstat, kan denne asylansøgning afvises, uden at de procedurer for overtagelse eller tilbagetagelse, der er fastsat i forordning nr. 604/2013, fortrinsvis skal eller kan anvendes.

Endelig behandlede Domstolen de betingelser, hvorunder en medlemsstat i medfør af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er forhindret i at anvende den mulighed, der er fastsat i proceduredirektivets artikel 33, stk. 2. Under henvisning til Jawo-dommen ( 5 ) afsagt samme dag bemærkede Domstolen i denne henseende, at såfremt en ansøger i en medlemsstat risikerer at blive underkastet en umenneskelig eller nedværdigende behandling, der er i strid med artikel 4 i chartret om grundlæggende rettigheder, er denne omstændighed til hinder for, at den pågældende overføres til nævnte medlemsstat, hvad end risikoen findes på selve tidspunktet for overførslen, under asylproceduren eller efter afslutningen heraf. Domstolen vurderede i analogi hermed, at en medlemsstat ikke kan anvende den yderligere afvisningsgrund, når de forventelige levevilkår for ansøgeren i den medlemsstat, som har indrømmet den pågældende subsidiær beskyttelse, vil udsætte den pågældende for en alvorlig risiko for i sin egenskab af person med subsidiær beskyttelsesstatus at blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling. De omhandlede mangler skal imidlertid overstige en særligt høj alvorstærskel, der er kendetegnet ved, at den berørte person sættes i en situation med alvorlige materielle afsavn.

I denne henseende er tilsidesættelser af direktiv 2011/95 ( 6 ), som imidlertid ikke tilsidesætter artikel 4 i chartret om grundlæggende rettigheder, ikke tilstrækkelige. Den omstændighed, at personer med subsidiær beskyttelsesstatus ikke i den medlemsstat, som har indrømmet den pågældende person en sådan beskyttelse, modtager nogen form for eksistenssikrende ydelser eller alene modtager sådanne ydelser i væsentligt begrænset omfang i forhold til andre medlemsstater, uden at de imidlertid behandles anderledes end denne medlemsstats statsborgere, gør det endvidere ikke muligt at fastslå, at der er sket en tilsidesættelse af nævnte artikel, medmindre ansøgeren som følge af sin særlige sårbarhed og af grunde, der er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, befinder sig i en situation med alvorlige materielle afsavn.

Domstolen præciserede desuden, at såfremt den medlemsstat, som har indrømmet subsidiær beskyttelse, systematisk afslår tildeling af flygtningestatus til ansøgere, der imidlertid opfylder betingelserne i direktiv 2011/95, uden at der reelt er foretaget en vurdering, kan behandlingen af ansøgerne ikke anses for at være i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af artikel 18 i chartret om grundlæggende rettigheder vedrørende retten til asyl. Det tilkommer imidlertid den første medlemsstat at genoptage den procedure, hvormed der kan opnås flygtningestatus, idet den medlemsstat, hvor der er blevet indgivet en ny ansøgning, kan afvise denne i medfør af proceduredirektivets artikel 33, stk. 2, litra a), sammenholdt med princippet om gensidig tillid.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60).

( 2 ) – Rådets direktiv 2005/85/EF af 1.12.2005 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne (EUT 2005, L 326, s. 13).

( 3 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26.6.2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31).

( 4 ) – Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18.2.2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne (EUT 2003, L 50, s. 1).

( 5 ) – Jf. dom af 19.3.2019, Jawo (sag C-163/17).

( 6 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.12.2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).