Sag C-234/17
XC m.fl.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof)
»Præjudiciel forelæggelse – EU-retlige principper – loyalt samarbejde – procesautonomi – ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – national lovgivning, der fastsætter et retsmiddel, som giver mulighed for hjemvisning til fornyet behandling af en straffesag i tilfælde af tilsidesættelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder – forpligtelse til at udvide denne procedure til at omfatte tilfælde, hvor tilsidesættelse af de i EU-retten fastslåede grundlæggende rettigheder påberåbes – foreligger ikke«
Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 24. oktober 2018
Præjudicielle spørgsmål – antagelse til realitetsbehandling – grænser – spørgsmål, som er klart uden relevans, og hypotetiske spørgsmål forelagt i en sammenhæng, der udelukker et hensigtsmæssigt svar
EU-ret – direkte virkning – individuelle rettigheder – de nationale retters beskyttelse heraf – sagsanlæg – princippet om procesautonomi – fastsættelse af, hvilke domstole der har kompetence til at påkende søgsmål vedrørende EU-retten og fastsættelse af de processuelle regler for disse søgsmål – grænser – overholdelse af ækvivalens- og effektivitetsprincippet – den nationale rets efterprøvelse
(Art. 4, stk. 3, TEUF)
Medlemsstater – forpligtelser – retskraft – ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – nationalt retsmiddel, som i tilfælde af tilsidesættelse af den europæiske menneskerettighedskonvention giver mulighed for hjemvisning til fornyet behandling af en straffesag, der er blevet afsluttet ved en retskraftig national afgørelse – forpligtelse for en national ret til at udvide dette retsmiddel til at omfatte tilsidesættelser af EU-retten – foreligger ikke
(Art. 4, stk. 3, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 50; konvention om gennemførelse af Schengenaftalen, art. 54)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 16-18)
Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 21-24, 27 og 49)
EU-retten, navnlig ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at en national domstol ikke i henhold hertil er forpligtet til at udvide et nationalt retsmiddel, der i tilfælde af tilsidesættelse af den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, eller en dertil knyttet protokol giver mulighed for hjemvisning til fornyet behandling af en straffesag, der er blevet afsluttet ved en retskraftig national afgørelse, til at omfatte tilsidesættelser af EU-retten, herunder tilsidesættelser af den ved artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, der blev undertegnet i Schengen (Luxembourg) den 19. juni 1990 og trådte i kraft den 26. marts 1995, sikrede grundlæggende rettighed.
Det fremgår af de sagsakter, som er fremlagt for Domstolen, at det ekstraordinære retsmiddel, som er fastsat i strafferetsplejelovens § 363a, finder sin begrundelse i selve karakteren af EMRK, og at dette retsmiddel, således som det er fastsat af den østrigske lovgiver, har en snæver funktionel tilknytning til proceduren for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Ifølge selve ordlyden af lov om reform af strafferetten blev dette retsmiddel nemlig indført »med henblik på fuldbyrdelse af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme«, i hvilken forbindelse den østrigske regering har fremhævet, at lovgiver herved havde til hensigt at opfylde den forpligtelse, som er fastslået i EMRK’s artikel 46.
I denne henseende skal der, således som generaladvokaten har gjort i punkt 75 i forslaget til afgørelse, erindres om, at kravet i EMRK’s artikel 35, stk. 1, om, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kun må optage en sag til behandling, når alle nationale retsmidler er blevet udtømt, forudsætter, at der foreligger en afgørelse truffet af en national domstol i sidste instans, som er retskraftig.
Som det fremgår af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, var det netop med henblik på at tage hensyn til denne situation og sikre, at de domme, der afsiges af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, anvendes i den nationale retsorden, at den procedure, som er fastsat i strafferetsplejelovens § 363a, hvorefter en straffesag, der er afsluttet med en retskraftig retsafgørelse, kan hjemvises til fornyet behandling, blev indført.
Det fremgår desuden af anmodningen om præjudiciel afgørelse og af den østrigske regerings forklaringer, at den snævre funktionelle tilknytning mellem den procedure, som er fastsat i denne bestemmelse, og proceduren for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke anfægtes af den udvidelse af anvendelsesområdet for den førstnævnte procedure, som blev foretaget ved den principielle dom, der blev afsagt af Oberster Gerichtshof (øverste domstol) den 1. august 2007. Således som det er fremhævet i denne doms præmis 30, er et søgsmål, der er anlagt i medfør af den førnævnte bestemmelse, før Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har konstateret, at der foreligger en tilsidesættelse af EMRK eller en dertil knyttet protokol, nemlig undergivet de samme betingelser for antagelse til realitetsbehandling som en klage, der indgives til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og tager ifølge den forelæggende rets forklaringer alene sigte på at foregribe en sådan konstatering.
Det skal fastslås, at den procedure, som er fastsat i strafferetsplejelovens § 363a, henset til dens genstand, grundlag og væsentligste forhold, således som de netop er blevet beskrevet, ikke kan betragtes som svarende til et søgsmål med henblik på at beskytte en grundlæggende rettighed, som er sikret ved EU-retten, navnlig ved chartret, på grund af de specifikke kendetegn ved selve EU-rettens karakter.
(præmis 31-35 og 59 samt domskonkl.)