Sag C-207/17

Rotho Blaas Srl

mod

Agenzia delle Dogane e dei Monopoli

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione tributaria di primo grado di Bolzano)

»Præjudiciel forelæggelse – fælles handelspolitik – endelig antidumpingtold på visse varer med oprindelse i Folkerepublikken Kina – antidumpingtold, som Tvistbilæggelsesorganet for Verdenshandelsorganisationen (WTO) har fundet uforenelig med den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 18. oktober 2018

  1. Præjudicielle spørgsmål – bedømmelse af gyldigheden – spørgsmål vedrørende gyldigheden af en forordning, der ikke er blevet anfægtet på grundlag af artikel 263 TEUF – hovedsag, der anlægges af et selskab, der ikke kan anlægge et annullationssøgsmål – formaliteten

    [Art. 263, stk. 4, TEUF og art. 267, litra b), TEUF]

  2. Internationale aftaler – overenskomsten om Verdenshandelsorganisationen – GATT 1994 – ikke muligt at påberåbe sig WTO’s aftaler for at anfægte en EU-retsakts lovlighed – undtagelser – EU-retsakt, der tilsigter gennemførelsen deraf, eller som udtrykkeligt og præcist henviser dertil – foreligger ikke

    (den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994, artikel VI; Rådets forordning nr. 91/2009; Rådets gennemførelsesforordning nr. 924/2012; Kommissionens gennemførelsesforordning nr. 2015/519)

  1.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 28-41)

  2.  Hvad angår WTO-aftalerne følger det af fast retspraksis, at disse aftaler efter deres art og opbygning i princippet ikke udgør regler, henset til hvilke lovligheden af EU-institutionernes retsakter kan prøves (jf. bl.a. dom af 23.11.1999, Portugal mod Rådet, C-149/96, EU:C:1999:574, præmis 47, af 1.3.2005, Van Parys, C-377/02, EU:C:2005:121, præmis 39, og af 4.2.2016, C & J Clark International og Puma, C-659/13 og C-34/14, EU:C:2016:74, præmis 85).

    Domstolen har kun i to undtagelsessituationer – som vedrører EU-lovgivers ønske om selv at begrænse sit råderum i anvendelsen af WTO-reglerne – anerkendt, at det i givet fald tilkommer Unionens retsinstanser at prøve lovligheden af en EU-retsakt og de retsakter, der er vedtaget med henblik på dens anvendelse, henset til WTO-aftalerne eller en beslutning fra Tvistbilæggelsesorganet om manglende overholdelse af disse aftaler (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Kommissionen mod Rusal Armenal, C-21/14 P, EU:C:2015:494, præmis 40).

    Det drejer sig for det første om det tilfælde, hvor Unionen har villet gennemføre en inden for rammerne af disse aftaler påtaget særlig forpligtelse, og for det andet om det tilfælde, hvor den omhandlede EU-retsakt udtrykkeligt henviser til præcise bestemmelser i disse aftaler (dom af 16.7.2015, Kommissionen mod Rusal Armenal, C-21/14 P, EU:C:2015:494, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

    Det skal således i lyset af disse kriterier afgøres, om de omtvistede forordningers gyldighed i det foreliggende tilfælde kan prøves, henset til artikel VI i GATT 1994 og til Tvistbilæggelsesorganets beslutning af 28. juli 2011.

    Hvad for det første angår den i hovedsagen omhandlede forordning nr. 91/2009 skal det bemærkes, at denne retsakt hverken udtrykkeligt henviser til præcise bestemmelser i artikel VI i GATT 1994 eller viser, at Rådet ved vedtagelsen af denne forordning ville gennemføre en inden for rammerne af denne aftale eller mere generelt WTO-aftalerne påtaget særlig forpligtelse.

    Hvad herefter angår gennemførelsesforordning nr. 924/2012 og 2015/519 skal det bemærkes, at selv om disse forordninger i et vist omfang gennemfører Unionens hensigt om at følge Tvistbilæggelsesorganets beslutning af 28. juli 2011, er dette, henset til, at de situationer, hvor en legalitetskontrol, henset til reglerne fra WTO, er mulig, som anført i nærværende doms præmis 47 har karakter af undtagelser, ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at Unionen ved vedtagelsen af de nævnte forordninger tilsigtede at gennemføre en inden for rammerne af WTO påtaget særlig forpligtelse, som kan begrunde en undtagelse til reglen om, at WTO-reglerne ikke kan påberåbes for Unionens retsinstanser, og give disse mulighed for at foretage en legalitetskontrol af de pågældende EU-retsakter, henset til disse regler (jf. i denne retning dom af 1.3.2005, Van Parys, C-377/02, EU:C:2005:121, præmis 42-48, og af 4.2.2016, C & J Clark International og Puma, C-659/13 og C-34/14, EU:C:2016:74, præmis 93-98).

    På denne baggrund kan de omtvistede forordningers lovlighed ikke skulle bedømmes under hensyn til artikel VI i GATT 1994 eller til Tvistbilæggelsesorganets beslutning af 28. juli 2011.

    (jf. præmis 44, 47-50, 52 og 56)