Forenede sager C-138/17 P og C-146/17 P

Den Europæiske Union

mod

Gascogne Sack Deutschland GmbH
og
Gascogne SA

»Appel – erstatningssøgsmål – artikel 340, stk. 2, TEUF – urimelig lang procedure i forbindelse med to sager ved Den Europæiske Unions Ret – erstatning for en skade, som sagsøgerne angiveligt har lidt – økonomisk skade – omkostninger til bankgaranti – årsagssammenhæng – morarente – ikke-økonomisk skade

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 13. december 2018

1. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagssammenhæng – bevisbyrde

   (Art. 340, stk. 2, TEUF)

2. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagssammenhæng – begreb – bankgarantiomkostninger som følge af en virksomheds valg om ikke at betale den af Kommissionen pålagte bøde – rimelig sagsbehandlingstid tilsidesat af Unionens retsinstanser i virksomhedens søgsmål – ingen direkte årsagssammenhæng

   (Art. 340, stk. 2, TEUF)

3. Retslig procedure – sagsbehandlingstid ved Retten – rimelig frist – bedømmelseskriterier

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

4. Appel – anbringender – anbringende rettet mod overflødig præmis – anbringende uden betydning – ikke lagt til grund

   (Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

5. Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – kriterier angivet af Retten for at fastsætte det erstatningsbeløb, der er påstået som erstatning for en skade – Domstolens prøvelse

6. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagssammenhæng – den ene betingelse ikke opfyldt – erstatningssøgsmålet forkastet i det hele

   (Art. 340, stk. 2, TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 22)

2.  Den omstændighed, at Unionens retsinstanser har tilsidesat en rimelig sagsbehandlingstid i sagerne om lovligheden af en bøde, som Kommissionen har pålagt, kan ikke være den afgørende årsag til den skade, som den sagsøgende virksomhed har lidt som følge af, at virksomheden måtte afholde omkostninger til bankgarantien i den periode, der svarer til overskridelsen af denne sagsbehandlingstid. Dette ville kun være tilfældet, hvis det var obligatorisk at opretholde bankgarantien, således at den virksomhed, som havde indgivet et søgsmål mod en afgørelse fra Kommissionen om at pålægge denne en bøde, og som havde besluttet at stille bankgaranti for ikke at efterkomme afgørelsen med det samme, ikke havde ret til at betale bøden og ophæve bankgarantien før datoen for domsafsigelse i forbindelse med dette søgsmål.

   Ligesom tilfældet er med hensyn til at stille en bankgaranti, kan den pågældende virksomhed til enhver tid frit vælge, om den af hensyn til sine finansielle interesser fortsat vil opretholde bankgarantien. Således står EU-retten på ingen måde til hinder for, at virksomheden til enhver tid ophæver den bankgaranti, den har stillet, og betaler den pålagte bøde, når virksomheden, henset til omstændighedernes udvikling i forhold til, da garantien blev stillet, vurderer, at dette vil være mere fordelagtigt for den. Dette kan bl.a. være tilfældet, når retsforhandlingerne for Unionens retsinstanser får den pågældende virksomhed til at skønne, at dommen vil blive afsagt på et senere tidspunkt, end hvad den oprindeligt havde forventet, og at omkostningerne ved bankgarantien dermed vil blive større, end hvad den oprindeligt havde anslået, da den stillede garantien.

   (jf. præmis 28, 29 og 31)

3.  En påstand om erstatning for den skade, der er forårsaget af Rettens manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid, skal indbringes for Retten selv. Det vil tilkomme Retten at vurdere såvel rigtigheden af den påberåbte skade som årsagssammenhængen mellem denne skade og den urimeligt lange varighed af den omtvistede retslige procedure ved at foretage en undersøgelse af de beviser, der i den anledning er fremlagt.

   (jf. præmis 35)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 45)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 59 og 60)

6.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 67 og 68)