Sag C-56/17
Bahtiyar Fathi
mod
Predsedatel na Darzhavna agentsia za bezhantsite
(anmodning om præjudiciel afgørelse
indgivet af Administrativen sad Sofia-grad)
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – grænser, asyl og indvandring – forordning (EU) nr. 604/2013 – artikel 3 – afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne – behandling af en ansøgning om international beskyttelse uden en udtrykkelig afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen – direktiv 2011/95/EU – artikel 9 og 10 – begrundelser for forfølgelse baseret på religion – bevis – iransk lovgivning om apostasi – direktiv 2013/32/EU – artikel 46, stk. 3 – effektive retsmidler«
Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 4. oktober 2018
Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – forordning nr. 604/2013 – behandling af en ansøgning om international beskyttelse til trods for, at der mangler en udtrykkelig afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for denne behandling – lovlig
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013, art. 2, litra d), og art. 3, stk. 1]
Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – søgsmål til prøvelse af et afslag på en ansøgning om international beskyttelse – retten til effektive retsmidler – forpligtelse til at undersøge de faktiske og retlige spørgsmål – rækkevidde – forpligtelse til ex officio at efterprøve overholdelsen af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af nævnte ansøgning – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 46, stk. 3)
Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – betingelser for anerkendelse af flygtningestatus – risiko for at blive udsat for forfølgelse – begrundelser for forfølgelse baseret på religion – begrebet religion
[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 10; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 10, stk. 1, litra b)]
Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – betingelser for anerkendelse af flygtningestatus – risiko for at blive udsat for forfølgelse – begrundelser for forfølgelse baseret på religion – vurdering af kendsgerninger og omstændigheder – forhold, der skal fremlægges af ansøgeren – forhold, som de kompetente myndigheder skal tage i betragtning
[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 4 og art. 10, stk. 1, litra b)]
Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – betingelser for anerkendelse af flygtningestatus – risiko for at blive udsat for forfølgelse – begrebet forfølgelse – dødsstraf eller fængsling som sanktion for handlinger, der er i modstrid med den officielle religion i ansøgeren om international beskyttelses oprindelsesland – omfattet – betingelse – reel risiko for idømmelse af en sådan sanktion
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 9, stk. 1 og 2)
Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i en af medlemsstaterne af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en situation som den i hovedsagen omhandlede skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at myndighederne i en medlemsstat indleder en realitetsbehandling af en ansøgning om international beskyttelse som omhandlet i forordningens artikel 2, litra d), uden at myndighederne på grundlag af de i nævnte forordning fastsatte kriterier har truffet en udtrykkelig afgørelse om, at ansvaret for at foretage en sådan behandling påhviler nævnte medlemsstat.
(jf. præmis 56 og domskonkl. 1)
Artikel 46, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse skal i en situation som den i hovedsagen omhandlede fortolkes således, at den kompetente ret i en medlemsstat ikke er forpligtet til inden for rammerne af et søgsmål, der er anlagt af en ansøger om international beskyttelse til prøvelse af en afgørelse om at betragte den pågældendes ansøgning om international beskyttelse som ugrundet, ex officio at undersøge, om de kriterier og procedurer, der er fastsat i forordning nr. 604/2013 til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af nævnte ansøgning, er blevet anvendt korrekt.
Ifølge 54. betragtning til direktiv 2013/32 bør dette direktiv ganske vist finde anvendelse på ansøgere, som Dublin III-forordningen gælder for, i tillæg til og uden at berøre bestemmelserne i nævnte forordning. Det kan imidlertid ikke heraf udledes, at den kompetente ret i en medlemsstat inden for rammerne af et søgsmål, der er anlagt af en ansøger om international beskyttelse til prøvelse af en afgørelse om at betragte den pågældendes ansøgning om international beskyttelse som ugrundet, i medfør af artikel 46, stk. 1, i direktiv 2013/32 ex officio skal efterprøve, om de i Dublin III-forordningen fastsatte kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, er blevet anvendt korrekt.
For det første fremgår det udtrykkeligt af 53. betragtning til direktiv 2013/32, at dette direktiv ikke omhandler de procedurer mellem medlemsstaterne, der er reguleret ved Dublin III-forordningen.
For det andet bestemmer Dublin III-forordningens artikel 2, litra d), at der ved »behandling af en ansøgning om international beskyttelse« i denne forordning forstås »samtlige sagsbehandlingsskridt samt alle afgørelser eller domme, der er truffet eller afsagt af de kompetente myndigheder vedrørende en ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med direktiv [2013/32] og [2011/95], bortset fra procedurerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig i henhold til bestemmelserne i denne forordning«.
(jf. præmis 67-70 og 72 samt domskonkl. 2)
Det fremgår af artikel 10, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95, at »[v]ed vurderingen af årsagerne til forfølgelse tager medlemsstaterne hensyn til følgende elementer: [...] Begrebet religion omfatter navnlig teistiske, ikke-teistiske og ateistiske overbevisninger, deltagelse i eller undladelse af deltagelse i privat eller offentlig gudstjeneste, enten alene eller i fællesskab med andre, andre religiøse handlinger eller udtryk for synspunkter eller former for personlig eller fællesskabspræget adfærd baseret på eller bestemt af en religiøs overbevisning«.
I forbindelse med fortolkningen af direktiv 2004/83 har Domstolen allerede haft lejlighed til at fremhæve, at denne bestemmelse giver en bred definition af begrebet »religion«, der omfatter samtlige aspekter af religionen, uanset om de er offentlige eller private, kollektive eller individuelle (jf. i denne retning dom af 5.9.2012, Y og Z, C-71/11 og C-99/11, EU:C:2012:518, præmis 63).
I denne henseende fremgår det klart af den nævnte bestemmelses ordlyd, og især af anvendelsen af udtrykket »navnlig«, at den definition af begrebet »religion«, som bestemmelsen indebærer, alene angiver en ikke-udtømmende liste over de elementer, som kan kendetegne dette begreb i forbindelse med en ansøgning om international beskyttelse, der er baseret på en frygt for forfølgelse på grund af religion.
Som det fremgår af denne definition, omfatter begrebet »religion« navnlig dels teistiske, ikke-teistiske og ateistiske overbevisninger, hvilket, henset til de anvendte udtryks generelle karakter, fremhæver, at definitionen omfatter såvel »traditionelle« religioner som øvrige overbevisninger, dels deltagelse i eller undladelse af deltagelse i gudstjeneste, enten alene eller i fællesskab med andre, hvilket indebærer, at et manglende tilhørsforhold til et religiøst samfund ikke i sig selv kan være afgørende ved undersøgelsen af dette begreb.
Hvad desuden angår begrebet »religion« som omhandlet i artikel 10 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), der ligeledes skal tages i betragtning ved fortolkningen af direktiv 2011/95, således som det fremgår af 16. betragtning til nævnte direktiv, har Domstolen fremhævet dette begrebs brede betydning, som kan omfatte både forum internum, dvs. den omstændighed at have en tro, og forum externum, dvs. bekendelsen til den religiøse tro i det offentlige rum, idet religion kan komme til udtryk i såvel den ene som den anden form (jf. i denne retning dom af 29.5.2018, Liga van Moskeeën en Islamitische Organisaties Provincie Antwerpen m.fl., C-426/16, EU:C:2018:335, præmis 44, og af 10.7.2018, Jehovan todistajat, C-25/17, EU:C:2018:551, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
(jf. præmis 77-81)
Artikel 10, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse skal fortolkes således, at en ansøger om international beskyttelse, der til støtte for sin ansøgning påberåber sig en risiko for forfølgelse på grund af religion, ikke skal afgive forklaringer eller fremlægge dokumenter vedrørende samtlige de elementer, der indgår i begrebet »religion«, som er omhandlet i nævnte bestemmelse, for at underbygge sine udsagn vedrørende sin religiøse overbevisning. Det påhviler imidlertid ansøgeren på troværdig vis at underbygge sine udsagn ved at fremlægge elementer, som gør det muligt for den kompetente myndighed at forsikre sig om rigtigheden heraf.
Som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 43 og 44 i forslaget til afgørelse, skal de handlinger, som en ansøger – såfremt den pågældende sendes tilbage til sit hjemland – risikerer at blive udsat for af myndighederne i dette land på grund af religion, nemlig bedømmes på grundlag af alvoren heraf. Henset til dette kriterium kan disse handlinger således kvalificeres som »forfølgelse«, uden at det er nødvendigt, at de krænker hvert af de elementer, der er omfattet af begrebet religion.
Ansøgeren skal imidlertid behørigt underbygge sine udsagn vedrørende sin angivelige religiøse konvertering, idet de blotte forklaringer vedrørende en religiøs overbevisning eller et tilhørsforhold til et religiøst samfund kun betragtes som et udgangspunkt for den i artikel 4 i direktiv 2011/95 fastsatte procedure til vurdering af kendsgerningerne og omstændighederne (jf. analogt dom af 2.12.2014, A m.fl., C-148/13 – C-150/13, EU:C:2014:2406, præmis 49, og af 25.1.2018, F, C-473/16, EU:C:2018:36, præmis 28).
Det fremgår af nævnte direktivs artikel 4, at hvis der i forbindelse med den af de kompetente myndigheder foretagne vurdering er aspekter af de forklaringer, som en ansøger om international beskyttelse har givet, der ikke er underbygget af dokumentation eller andre beviser, kan der kun tages hensyn til disse aspekter, såfremt de kumulative betingelser, der er fastsat i samme direktivs artikel 4, stk. 5, litra a)-e), er opfyldt. Blandt disse betingelser findes navnlig den kendsgerning, at ansøgerens forklaringer anses for sammenhængende og troværdige og ikke strider imod tilgængelige specifikke og generelle oplysninger, der er relevante for ansøgerens sag, og den omstændighed, at ansøgerens almindelige troværdighed er slået fast (jf. i denne retning dom af 25.1.2018, F, C-473/16, EU:C:2018:36, præmis 33). Den kompetente myndighed skal i givet fald også tage de forklaringer, der er afgivet med hensyn til manglen på beviser, og ansøgerens generelle troværdighed i betragtning (dom af 25.1.2018, F, C-473/16, EU:C:2018:36, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 47 i forslaget til afgørelse, skal der i forbindelse med ansøgninger om international beskyttelse, som er begrundet i frygt for forfølgelse på grund af religion, ud over ansøgerens personlige status og situation, bl.a. tages hensyn til den pågældendes religiøse overbevisning og omstændighederne i forbindelse med denne overbevisnings opståen, måden, hvorpå den pågældende forstår og oplever sin tro eller mangel på tro, vedkommendes forhold til de doktrinære, rituelle eller normative aspekter af den religion, som den pågældende angiver at tilhøre eller ikke længere ønsker at tilhøre, den pågældendes eventuelle særlige rolle i formidlingen af sin tro samt samspillet mellem religiøse faktorer og identitetsmæssige, etniske og kønsspecifikke faktorer.
(jf. præmis 83, 84, 86-88 og 90 samt domskonkl. 3)
Artikel 9, stk. 1 og 2, i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at et forbud mod handlinger, der går imod statsreligionen i det land, hvor en ansøger om international beskyttelse har sin oprindelse, og som straffes med dødsstraf eller fængselsstraf, kan udgøre »forfølgelse« som omhandlet i nævnte artikel, forudsat at myndighederne i dette land i praksis sanktionerer forbuddet, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
Som Domstolen har anført, fremgår det af ordlyden af direktivets artikel 9, stk. 1, at der kræves en »alvorlig krænkelse« af religionsfriheden, der berører den pågældende person i væsentlig grad, for at de omhandlede handlinger kan anses for forfølgelse (dom af 5.9.2012, Y og Z, C-71/11 og C-99/11, EU:C:2012:518, præmis 59). Dette krav er opfyldt, når ansøgeren om international beskyttelse på grund af udøvelsen af denne frihed i sit hjemland er udsat for en reel risiko for bl.a. at blive udsat for forfølgelse eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra en af de aktører, der henvises til i direktivets artikel 6 (jf. i denne retning dom af 5.9.2012, Y og Z, C-71/11 og C-99/11, EU:C:2012:518, præmis 67).
I det foreliggende tilfælde bemærkes, at den omstændighed, at en lovgivning såsom den i hovedsagen omhandlede lov om apostasi fastsætter dødsstraf eller fængselsstraf som sanktion, i sig selv kan udgøre »forfølgelse« som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i direktiv 2011/95 under forudsætning af, at en sådan sanktion faktisk anvendes i det hjemland, som har vedtaget en sådan lovgivning (jf. analogt dom af 7.11.2013, X m.fl., C-199/12 – C-201/12, EU:C:2013:720, præmis 56). En sådan straf udgør nemlig en uforholdsmæssig eller diskriminerende sanktion som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 2, litra c) (jf. analogt dom af 7.11.2013, X m.fl., C-199/12 – C-201/12, EU:C:2013:720, præmis 57).
Det spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst om, hvorvidt det således strafbelagte forbud i hjemlandet kan anses for nødvendigt for at beskytte den offentlige orden eller andres rettigheder og friheder, er uden relevans. Under behandlingen af en ansøgning om tildeling af flygtningestatus skal den kompetente myndighed afgøre, om der består en frygt begrundet i forfølgelse som omhandlet i direktiv 2011/95, uden at det herved er af betydning, om den foranstaltning i hjemlandet, hvorfra risikoen for forfølgelse udspringer, henhører under dette lands opfattelse af den offentlige orden, rettigheder eller friheder.
(jf. præmis 94-97, 99 og 101 samt domskonkl. 4)