1.

Ved denne anmodning om præjudiciel afgørelse har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) stillet fire spørgsmål vedrørende fortolkningen af adskillige EU-retlige bestemmelser om oprindelseslandet for frugt og grøntsager, som er bestemt til at blive solgt friske til forbrugeren.

2.

Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en revisionsappel mellem Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs Frankfurt am Main eV (erhvervsorganisation til bekæmpelse af illoyal konkurrence, Frankfurt am Main, herefter »Zentrale«) og Prime Champ Deutschland Pilzkulturen GmbH (herefter »Prime Champ«) i et søgsmål med påstand om, at sidstnævnte undlader at markedsføre champignoner, der er høstet i Tyskland, med mærkningen: »Oprindelse: Tyskland«.

3.

Ifølge Zentrale er Prime Champs anvendelse af denne mærkning uden tilføjelse af forklaringer vildledende som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13/EF ( 2 ) og artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 1169/2011 ( 3 ), der forbyder vildledning af forbrugerne hvad angår fødevareinformation, når væsentlige trin i produktionen af champignonerne og af vækstfasen ikke finder sted i Tyskland.

4.

På denne baggrund ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en virksomhed med henvisning til ovennævnte forbud mod at vildlede forbrugerne kan foreholdes at have angivet oprindelseslandet for en fødevare uden præciserende angivelser, henset til den omstændighed, at væsentlige trin i produktionen af denne fødevare finder sted i andre medlemsstater, og selv om virksomheden i henhold til særlige EU-retlige bestemmelser om mærkning ikke har pligt til at angive disse oplysninger. Det kan den efter min opfattelse ikke.

5.

Artikel 113a, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1234/2007 ( 4 ) bestemmer:

»Frugt og grøntsager, som skal sælges friske til forbrugeren, må kun afsættes, hvis de er af sund, sædvanlig handelskvalitet, og hvis oprindelseslandet er angivet.«

6.

Forordning nr. 1234/2007 er blevet erstattet af forordning (EU) nr. 1308/2013 ( 5 ). De bestemmelser i den sidstnævnte forordning, der er relevante for den foreliggende sag, har fundet anvendelse siden den 1. januar 2014 ( 6 ). Denne forordnings artikel 76, stk. 1, gentager i det væsentlige indholdet af artikel 113a, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007.

7.

Artikel 23 i forordning (EØF) nr. 2913/92 ( 7 ) (herefter »EF-toldkodeksen«) bestemmer:

»1.   Varer anses for at have oprindelse i et bestemt land, når de fuldt ud er fremstillet i dette land.

2.   Ved varer, der fuldt ud er fremstillet i et land, forstås:

[…]

[…]«

8.

EF-toldkodeksen er blevet erstattet af forordning (EU) nr. 952/2013 ( 8 ) (herefter »EU-toldkodeksen«). De bestemmelser i den sidstnævnte forordning, der er relevante for den foreliggende sag, har fundet anvendelse siden den 1. juni 2016 ( 9 ).

9.

Kapitel 2 i EU-toldkodeksen har overskriften »Varers oprindelse«. Afdeling 1 i dette kapitel har overskriften »Ikkepræferenceoprindelse«. Artikel 59, som fastsætter anvendelsesområdet for denne afdeling, bestemmer:

»Artikel 60 og 61 indeholder regler for fastsættelse af varers ikkepræferenceoprindelse i forbindelse med anvendelse af følgende:

[…]

10.

Artikel 60 med overskriften »Erhvervelse af oprindelsesstatus« gentager i det væsentlige indholdet af EF-toldkodeksens artikel 23, stk. 1.

11.

Delegeret forordning (EU) 2015/2446 ( 10 ) har fundet anvendelse siden den 1. maj 2016 ( 11 ). Forordningens artikel 31, litra b), gentager i det væsentlige indholdet af EF-toldkodeksens artikel 23, stk. 2, litra b).

12.

Artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13 bestemmer, at mærkningen og dennes nærmere udformning ikke må være af en sådan art, at den vildleder køberen, især med hensyn til levnedsmidlets oprindelsessted.

13.

Direktiv 2000/13 er blevet erstattet af forordning nr. 1169/2011, som har fundet anvendelse siden den 13. december 2014 ( 12 ).

14.

Denne forordnings artikel 1, stk. 4, bestemmer:

»Denne forordning finder anvendelse, medmindre andre mærkningsbestemmelser er fastsat i særlige EU-bestemmelser om bestemte fødevarer.«

15.

Den nævnte forordnings artikel 2, stk. 3, bestemmer:

»En fødevares oprindelsesland henviser i denne forordning til en fødevares oprindelse som fastsat i overensstemmelse med [EF-toldkodeksens] artikel 23-26« ( 13 ).

16.

Samme forordnings artikel 7, stk. 1, litra a), som i det væsentlige gentager indholdet af artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13, har følgende ordlyd.

»Fødevareinformation må ikke være af en sådan art, at den vildleder, især:

17.

I 2013 var det i henhold til § 11, stk. 1, første punktum, og andet punktum, nr. 1, i Lebensmittel, Bedarfsgegenstände und Futtermittelgesetzbuch (lov om fødevarer og foderstoffer, herefter »LFGB«) forbudt at afsætte fødevarer og at reklamere herfor under en vildledende betegnelse eller angivelse eller ved en vildledende præsentationsmåde, herunder anvendelse af vildledende udsagn om oprindelse eller herkomst. Denne bestemmelse tjente til gennemførelse af artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13.

18.

I den gældende affattelse af LFGB’s § 11, stk. 1, nr. 1, er der forbud for den fødevarevirksomhed eller importør, der er ansvarlig i henhold til artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1169/2011, mod at afsætte eller reklamere for fødevarer med oplysninger om disse fødevarer, der ikke opfylder kravene i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1169/2011, sammenholdt med denne artikels stk. 4.

19.

Prime Champ fremstiller og markedsfører champignoner med angivelsen »Oprindelse: Tyskland«.

20.

Processen til fremstilling af champignonerne består af flere trin. Indledningsvis snittes og blandes råmaterialerne til komposten i Belgien og Nederlandene over syv til elleve dage. Andet trin i fremstillingsprocessen er pasteurisering og forberedelse af komposten i Nederlandene, der varer fem til seks dage. Som tredje trin i fremstillingsprocessen injiceres mycelium (svampesporer) i komposten over en periode på femten dage i Nederlandene. Som fjerde trin følger i Nederlandene opstarten af dannelsen af frugtlegemerne på et lag af tørv og kalk i dyrkningskasser, idet svampene er vokset op til tre mm efter ti til elleve dage. Efter ca. femten dage transporteres dyrkningskasserne til Tyskland, hvor den første høst af champignoner finder sted i Prime Champs virksomhed efter ca. en til fem dage og den anden høst efter ca. ti til femten dage.

21.

Zentrale anser angivelsen »Oprindelse: Tyskland« på mærkningen af champignonerne uden præciserende angivelser for at være vildledende, eftersom væsentlige trin i produktionen og vækstfasen, nærmere bestemt fremstillingsprocessen før høst, ikke finder sted i Tyskland, og komposten med champignonerne først transporteres til Tyskland tre eller færre dage før den første høst.

22.

Efter at have gjort udenretslig indsigelse over for Prime Champ i december 2013 anlagde Zentrale sag ved Landgericht Ulm (den regionale ret i første instans i Ulm, Tyskland) med påstand om, at Prime Champ tilpligtes under varsel om pålæggelse af nærmere angivne bøder at undlade at udbyde og/eller reklamere for champignoner med angivelsen »Oprindelse: Tyskland«.

23.

Denne ret frifandt Prime Champ, hvorefter Zentrale appellerede rettens afgørelse.

24.

Oberlandesgericht Stuttgart (den regionale appeldomstol i Stuttgart, Tyskland) tog ikke denne appel til følge. Appeldomstolen fastslog, at angivelsen »Oprindelse: Tyskland« ganske vist er vildledende, eftersom den tilsigtede kundekreds deraf kan udlede, at ikke blot høsten, men hele fremstillingsprocessen har fundet sted i Tyskland, men at Prime Champ er forpligtet i henhold til EU-lovgivningen til at påføre den anfægtede angivelse af oprindelsesland. I henhold til artikel 113a, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007 og artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013 skal høstlandet således angives som oprindelsesland for vegetabilske produkter, og Prime Champ kan derfor ikke på grundlag af lovgivningen om illoyal konkurrence foreholdes at have angivet dette land.

25.

Zentrale har iværksat revisionsappel af denne afgørelse for Bundesgerichtshof (forvaltningsdomstol).

26.

Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at eftersom sagsøgeren i hovedsagen støtter sin påstand om forbud på fare for gentagelse, kan revisionsappellen kun tages til følge, såfremt den adfærd, som den sagsøgte foreholdes, både var ulovlig på det tidspunkt, hvor den blev udvist, dvs. i 2013, og er ulovlig på tidspunktet for revisionsappelinstansens afgørelse.

27.

Ifølge den forelæggende ret skal revisionsappellen derfor tages til følge, såfremt den oprindelsesbetegnelse, som Prime Champ anvender, på trods af dennes obligatoriske karakter i henhold til bestemmelserne om den fælles markedsordning i landbrugssektoren, dvs. artikel 113a, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007 og artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013 ( 14 ), er i strid med forbuddet mod vildledning i artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv nr. 2000/13/EF, således som gennemført i § 11, stk. 1, første punktum, og andet punktum, nr. 1, i LFGB i den affattelse, der var gældende i 2013, og i artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1169/2011, sammenholdt med § 11, stk. 1, nr. 1, i LFGB i den affattelse, der er gældende nu.

28.

På denne baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) ved afgørelse af 21. september 2017, indgået til Domstolen den 7. december 2017, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

29.

Zentrale, Prime Champ, den tyske, den franske og den italienske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Disse procesdeltagere, med undtagelse af den franske og den italienske regering, deltog i retsmødet, der blev afholdt den 23. januar 2019.

30.

Den forelæggende rets fire præjudicielle spørgsmål vedrører forholdet mellem de EU-retlige regler om oprindelseslande for frugt og grøntsager, der er bestemt til at blive solgt friske til forbrugeren, som er fastsat på tre forskellige områder, dvs. landbrugsbestemmelserne, toldbestemmelserne og forbrugerbeskyttelsesbestemmelserne.

31.

De pågældende EU-retlige regler er nærmere bestemt for det første reglen om angivelse af oprindelseslandet ved afsætning af frugt og grøntsager, der er pålagt ved artikel 113a, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007 og artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013, for det andet definitionerne vedrørende varers ikke-præferenceoprindelse, der er fastsat i EF-toldkodeksens artikel 23-26 og EU-toldkodeksens artikel 60, sammenholdt med artikel 31-36 i delegeret forordning 2015/2446, og for det tredje forbuddet mod vildledning af forbrugeren, som er fastsat i artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13 og i artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1169/2011.

32.

Den forelæggende rets første og andet præjudicielle spørgsmål vedrører forholdet mellem angivelsen af oprindelseslandet ved afsætning af frugt og grøntsager, der er pålagt ved landbrugsbestemmelserne, og definitionerne vedrørende varers ikke-præferenceoprindelse, som er fastsat i toldkodekserne ( 15 ), idet den nærmere bestemt ønsker svar på, hvorvidt Prime Champ skal angive Tyskland som oprindelsesland for de i tvisten i hovedsagen omhandlede champignoner (afdeling B).

33.

Selv hvis det antages, at dette er tilfældet, ønsker den forelæggende ret, med sit tredje og fjerde spørgsmål, oplyst, hvorvidt den af Prime Champ anvendte angivelse af oprindelsesland uden præciserende angivelse af, at væsentlige trin i produktionen af disse champignoner finder sted i andre medlemsstater, ikke desto mindre er i strid med forbuddet mod vildledning i henhold til forbrugerbeskyttelsesbestemmelserne (afdeling C) ( 16 ).

34.

Henset til den omstændighed, at revisionsappellen ifølge den forelæggende ret kun kan tages til følge, såfremt den adfærd, som foreholdes Prime Champ, både var ulovlig i henhold til EU-retten på det tidspunkt, hvor den blev udvist i 2013, og er ulovlig på tidspunktet for revisionsappelinstansens afgørelse ( 17 ), skal spørgsmålene undersøges på baggrund af de gældende bestemmelser i såvel 2013 som nu.

35.

Forordning nr. 1234/2007 og nr. 1308/2013 vedrørende den fælles markedsordning i landbrugssektoren fastsætter handelsnormer for landbrugsprodukter. Hvad angår handel med frugt og grøntsager, som skal sælges friske til forbrugeren, bestemmer artikel 113a, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007 og artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013, at disse produkter kun må afsættes, hvis oprindelseslandet er angivet.

36.

Hverken forordning nr. 1234/2007 eller forordning nr. 1308/2013 indeholder en definition af begrebet »oprindelsesland« som omhandlet i disse forordninger. Heller ikke gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 ( 18 ) indeholder en sådan definition.

37.

I denne henseende ønsker den forelæggende ret med sit første spørgsmål oplyst, hvorvidt der med henblik på definitionen af begrebet »oprindelsesland« for frugt og grøntsager som omhandlet i artikel 113a, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007 og artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013 skal tages udgangspunkt i toldkodeksernes definitioner vedrørende varers ikke-præferenceoprindelse (afdeling 1). Med sit andet spørgsmål ønsker den i givet fald oplyst, hvorvidt champignonernes høstland er deres oprindelsesland ifølge disse definitioner, når væsentlige produktionstrin finder sted i andre medlemsstater (afdeling 2).

38.

Jeg gør først og fremmest opmærksom på Domstolens faste praksis, hvorefter der med henblik på at fastlægge en EU-retlig bestemmelses betydning og rækkevidde skal anlægges en fortolkning, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af ( 19 ).

39.

Det følger heraf, at begrebet »oprindelsesland« som omhandlet i artikel 113a, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007 og artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013 skal fortolkes i lyset af ånden bag og formålet med disse bestemmelser og de forordninger, som de udgør en del af. Som Zentrale har anført, henviser de ikke til toldkodekserne med hensyn til begrebet »oprindelsesland«.

40.

Det må imidlertid fastslås, at toldkodekserne indeholder en sådan henvisning.

41.

EU-toldkodeksens artikel 59, litra c), bestemmer således, at reglerne i artikel 60 for fastsættelsen af varers ikke-præferenceoprindelse finder anvendelse på andre EU-foranstaltninger vedrørende varers oprindelse.

42.

Jeg er i lighed med Kommissionen af den opfattelse, at artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013 skal anses for en sådan foranstaltning. Jeg gør i denne henseende opmærksom på, at denne artikel 76, stk. 1, er en EU-retlig bestemmelse vedrørende varers oprindelse, hvilket er den eneste betingelse i henhold til EU-toldkodeksens artikel 59, litra c), for at denne bestemmelse finder anvendelse.

43.

Dette argument understøttes af den omstændighed, at forordning nr. 1169/2011, som har til formål at sikre et højt niveau for beskyttelsen af forbrugerne i relation til fødevareinformation ( 20 ), i artikel 2, stk. 3, hvad angår angivelse af varers oprindelsesland i denne forordnings forstand henviser til de definitioner vedrørende varers ikke-præferenceoprindelse, som er fastsat i toldkodekserne. Ifølge 33. betragtning til denne forordning er lovgivers henvisning begrundet i den omstændighed, at »ledere af fødevarevirksomheder […] kender [disse definitioner] godt«.

44.

Som Prime Champ, den franske regering og Kommissionen har anført, er den omstændighed, at lovgiver inden for rammerne af forordning nr. 1169/2011, som skal beskytte forbrugerne, har valgt at henvise til disse definitioner i toldkodekserne, en klar tilkendegivelse af, at en sådan henvisning også skal gælde hvad angår artikel 113a, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007 og artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013, som har et tilsvarende forbrugerbeskyttelsesformål ( 21 ).

45.

Hvad angår EF-toldkodeksen gør jeg opmærksom på, at den ikke indeholder en bestemmelse, der svarer til EU-toldkodeksens artikel 59, litra c). Det er imidlertid min opfattelse, at den førstnævnte indeholder et princip, der svarer til nævnte bestemmelse i EU-toldkodeksen. Det fremgår således af forarbejderne til EU-toldkodeksens artikel 59, litra c), at denne bestemmelse skal præcisere, at ikke-præferenceoprindelsesreglerne ligeledes indgår i rammen for anvendelsen af andre EU-foranstaltninger vedrørende varers oprindelse, hvilket efter min opfattelse tyder på, at der også gjaldt et sådant princip i EF-toldkodeksen ( 22 ).

46.

På baggrund af det ovenstående må Zentrales argument, hvorefter den omstændighed, at forordning nr. 1234/2007 og nr. 1308/2013 ikke henviser til toldkodekserne hvad angår begrebet »oprindelsesland«, indebærer, at definitionerne i disse kodekser ikke kan finde anvendelse, forkastes.

47.

I lighed med Prime Champ, den franske og den italienske regering ( 23 ) samt Kommissionen foreslår jeg følgelig, at Domstolen besvarer det første præjudicielle spørgsmål således, at artikel 113a, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007 og artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013 skal fortolkes således, at der med henblik på definitionen af det i disse bestemmelser omhandlede begreb »oprindelsesland« skal tages udgangspunkt i definitionerne vedrørende varers ikke-præferenceoprindelse, som indgår i henholdsvis EF-toldkodeksens artikel 23-26 og EU-toldkodeksens artikel 60, sammenholdt med artikel 31-36 i delegeret forordning 2015/2446.

48.

I lighed med Prime Champ, den franske og den italienske regering samt Kommissionen er det min opfattelse, at champignoners oprindelsesland ifølge definitionerne i toldkodekserne vedrørende varers ikke-præferenceoprindelse er det land, hvor de høstes, selv om væsentlige produktionstrin finder sted i andre medlemsstater, og champignonerne først indføres på det område, hvor de høstes, tre eller færre dage før den første høst.

49.

Jeg skal først og fremmest fastslå, at der bør tages udgangspunkt i princippet om, at udtrykket »grøntsager«, der er omhandlet i artikel 113a, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007 og i artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013 om den fælles markedsordning i landbrugssektoren, omfatter champignoner som de i hovedsagen omhandlede ( 24 ).

50.

Desuden følger det af mit forslag til svar på det første præjudicielle spørgsmål, at oprindelseslandet i disse bestemmelsers forstand bør fastsættes ifølge definitionerne i toldkodekserne vedrørende varers ikke-præferenceoprindelse.

51.

I denne henseende bestemmer EF-toldkodeksens artikel 23, stk. 1, og EU-toldkodeksens artikel 60, stk. 1, at varer, der fuldt ud er fremstillet i et enkelt land eller område, anses for at have oprindelse i dette land eller område. I denne forbindelse indeholder EF-toldkodeksens artikel 23, stk. 2, litra a)-j), og artikel 31 i delegeret forordning 2015/2446, litra a)-j), en fortegnelse over forskellige varer, der anses for at være fuldt ud fremstillet i et enkelt land.

52.

For så vidt angår vegetabilske produkter fremgår det af EF-toldkodeksens artikel 23, stk. 2, litra b), at sådanne produkter er fuldt ud fremstillet i det land, hvor de er høstet. Den samme bestemmelse findes i artikel 31, litra b), i delegeret forordning 2015/2446. Det følger med andre ord af disse bestemmelser, at vegetabilske produkter anses for at være produkter med oprindelsesstatus i det land, hvor de er høstet.

53.

I denne forbindelse har Kommissionen og den tyske regering fremhævet hovedsagens atypiske karakter og gjort opmærksom på, at høstlandet for frugt og grøntsager i langt de fleste tilfælde i sagens natur også er det land, hvor alle produktionstrin før høsten finder sted ( 25 ).

54.

I denne sammenhæng forklarede Kommissionen i retsmødet, at det er nyt, at champignoner produceres på »grænseoverskridende« vis. I 2015, da delegeret forordning 2015/2446 blev affattet, havde Kommissionen ikke tænkt på at lovgive om denne produktionsmetode. Adspurgt i retsmødet om grunden til, at der stadig ikke er vedtaget regler om denne produktionsmåde, forklarede Kommissionen, at denne form for proces endnu ikke er tilstrækkeligt gennemtænkt på lovgivningsplan. Prime Champ forklarede i det samme retsmøde, at virksomheden har anvendt denne produktionsmetode siden 2012, og at den ikke er den eneste, idet andre virksomheder også anvender denne proces i produktionen.

55.

Efter min opfattelse giver disse betragtninger imidlertid ikke mulighed for at fravige ordlyden af EF-toldkodeksens artikel 23, stk. 2, litra b), og artikel 31, litra b), i delegeret forordning 2015/2446, som tydeligt bestemmer, at oprindelseslandet for vegetabilske produkter alene afhænger af det sted, hvor de er høstet. Som Kommissionen har forklaret, skal der i henhold til disse bestemmelser tages udgangspunkt i princippet om, at lovgiver ikke tillægger det nogen betydning, at produktionstrinene før høsten finder sted i en eller flere medlemsstater.

56.

Derfor skal Zentrales argument om, at det følger af opbygningen af EF-toldkodeksens artikel 23 og 24 og de tilsvarende bestemmelser i EU-toldkodeksen, at anvendeligheden af definitionerne i toldkodekserne vedrørende varers ikke-præferenceoprindelse er betinget af, at varen er fuldt ud fremstillet i et enkelt land, forkastes.

57.

Navnlig kan EF-toldkodeksens artikel 24 og den tilsvarende bestemmelse i EU-toldkodeksens artikel 60, sammenholdt med artikel 32 i delegeret forordning 2015/2446, ikke føre til et andet resultat. Disse bestemmelser vedrørende oprindelsen hvad angår varer, hvis produktion har fundet sted i flere lande eller områder, finder således ikke anvendelse på friske grøntsager som de i hovedsagen omhandlede ( 26 ).

58.

Jeg foreslår følgelig, at Domstolen besvarer det andet præjudicielle spørgsmål således, at artikel 23, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1234/2007 samt EU-toldkodeksens artikel 60, stk. 1, sammenholdt med artikel 31, litra b), i delegeret forordning 2015/2446, skal fortolkes således, at oprindelseslandet for champignoner er høstlandet i disse bestemmelsers forstand, uanset at væsentlige produktionstrin finder sted i andre EU-medlemsstater, og at champignonerne først indføres på det område, hvor de høstes, tre eller færre dage før den første høst.

59.

Den forelæggende ret ønsker med sit tredje og fjerde præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om den af Prime Champ anvendte angivelse af oprindelsesland uden præciserende angivelser om produktionsstedet er i strid med forbuddet mod at vildlede forbrugerne i artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13 og i artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1169/2011.

60.

I denne forbindelse fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret for det første er i tvivl om, hvorvidt den obligatoriske angivelse af oprindelseslandet i henhold til landbrugsbestemmelserne skal anses for lex specialis i forhold til reglen om forbud mod vildledning, således at denne regel ikke finder anvendelse ved fastsættelsen af oprindelseslandet (det tredje præjudicielle spørgsmål). Såfremt Domstolen måtte besvare dette spørgsmål således, at kravet om angivelse af oprindelseslandet, der følger af landsbrugsbestemmelserne, finder anvendelse parallelt med forbuddet mod vildledning, ønsker den forelæggende ret derefter oplyst, hvorvidt præciserende angivelser kan tilføjes med henblik på at forebygge vildledning af forbrugerne som omhandlet i de ovennævnte bestemmelser (det fjerde præjudicielle spørgsmål) ( 27 ).

61.

Således som det sidstnævnte spørgsmål er formuleret, er det imidlertid, efter min opfattelse, ikke afgørende for besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt den af Prime Champ anvendte angivelse af oprindelseslandet uden præciserende angivelser er i strid med forbuddet mod vildledning af forbrugeren. Det ville det ganske vist være, hvis landbrugsbestemmelserne på udtømmende vis regulerede oprindelseslandet for frugt og grøntsager ( 28 ). Efter min opfattelse er dette imidlertid ikke tilfældet.

62.

Der er således intet i landbrugsbestemmelserne til hinder for, at en virksomhed tilføjer præciserende angivelser til angivelsen af oprindelseslandet, når blot de ikke i sig selv vildleder forbrugerne. Det skal i denne henseende nævnes, at enhver begrænsning af udøvelsen af den grundlæggende ret til ytringsfrihed, som ligeledes beskytter »kommerciel kommunikation«, der er fastsat i artikel 11, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal være fastlagt i lovgivningen, jf. dette charters artikel 52, stk. 1.

63.

På baggrund af disse betragtninger skal det fjerde spørgsmål forstås således, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om udeladelsen af sådanne forklarende angivelser er vildledende i henhold til artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13 og artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1169/2011 ( 29 ).

64.

I denne henseende er det med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den, efter min opfattelse tilstrækkeligt, at Domstolen besvarer det fjerde spørgsmål. Selv hvis det antages, at artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1169/2011 og artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13 kan finde anvendelse, er det således min opfattelse, sådan som jeg vil redegøre for i det følgende, at udeladelsen af præciserende angivelser i forbindelse med angivelsen af oprindelseslandet som den i hovedsagen omhandlede under alle omstændigheder ikke er vildledende i disse bestemmelsers forstand ( 30 ).

65.

I det følgende vil jeg derfor begrænse mig til en kort redegørelse for grundene til, at jeg nærer alvorlig tvivl med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt disse bestemmelser finder anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede (afdeling 2), før jeg svarer på det fjerde præjudicielle spørgsmål (afdeling 3).

66.

Jeg er enig med den forelæggende ret i, at spørgsmålet om, hvorvidt landbrugsbestemmelsernes krav om angivelse af oprindelsesland skal anses for lex specialis i forhold til forbuddet mod vildledning, bør besvares med henvisning til artikel 1, stk. 4, i forordning nr. 1169/2011, bør besvares. Denne artikel, der fastsætter forordningens anvendelsesområde, anfører, at denne forordning »finder anvendelse, medmindre andre mærkningsbestemmelser er fastsat i særlige EU-bestemmelser om bestemte fødevarer« ( 31 ).

67.

Henset til ottende betragtning til forordning nr. 1169/2011, hvorefter »[d]e generelle mærkningskrav er suppleret med en række bestemmelser, der gælder […] for bestemte fødevarekategorier […]«, bør denne forordnings artikel 1, stk. 4, efter min opfattelse forstås således, at den sidstnævnte forordning i princippet finder anvendelse parallelt med de særlige bestemmelser, der gælder for bestemte fødevarer.

68.

Der må imidlertid gælde visse undtagelser til dette udgangspunkt.

69.

Hvad dette angår gjorde Kommissionen i retsmødet i det væsentlige gældende, at udtrykket »medmindre« ifølge en ordlydsfortolkning, en formålsbestemt fortolkning og en fortolkning ud fra sammenhængen af artikel 1, stk. 4, i forordning nr. 1169/2011 bør forstås således, at forordning nr. 1169/2011 finder anvendelse parallelt med de særlige bestemmelser, der gælder for bestemte fødevarer, når blot disse bestemmelser ikke er i modstrid med bestemmelserne i forordning nr. 1169/2011. Som jeg forstår Kommissionens argument, er der kun tale om en sådan modstrid, for så vidt som anvendelsen af de særlige bestemmelser er til hinder for en parallel anvendelse af forordning nr. 1169/2011. Efter Kommissionens opfattelse er der ikke tale om en sådan modstrid i den foreliggende sag, eftersom angivelsen »Oprindelse: Tyskland« kan anvendes, samtidig med, at der tilføjes præciserende angivelser ( 32 ).

70.

Jeg er i modsætning til det af Kommissionen anførte af den opfattelse, at der er overbevisende argumenter for det synspunkt, at artikel 1, stk. 4, i forordning nr. 1169/2011 ikke er begrænset til at angå situationer, hvor der foreligger en reel modstrid i den forstand, Kommissionen har henvist til.

71.

Den omstændighed, at forordning nr. 1169/2011 finder anvendelse, medmindre andre mærkningsbestemmelser er fastsat, betyder således, at denne forordning ikke kan være til hinder for anvendelsen af sådanne særlige bestemmelser. Artikel 1, stk. 4, i forordning nr. 1169/2011 er derefter efter min opfattelse i bund og grund et udtryk for lex specialis-princippet.

72.

Ifølge dette princip er en parallel anvendelse af forordning nr. 1169/2011 efter min opfattelse også udelukket, for så vidt som den medfører, at en særlig bestemmelse om mærkning mister sin effektive virkning.

73.

Dette ville efter min opfattelse være tilfældet, hvis artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1169/2011 fandt anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede. Artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013 er således en særlig bestemmelse om mærkning som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i forordning nr. 1169/2011 ( 33 ), og – som jeg vil redegøre for i afdeling 3 i dette forslag til afgørelse, navnlig i punkt 82 og 83 – har lovgiver i artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013 efter min opfattelse klart fastsat, at oprindelseslandet for friske frugter og grøntsager er det land, hvor de er høstet.

74.

Såfremt artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning 1169/2011 skulle anvendes, således at angivelsen af oprindelseslandet i henhold til artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013 kunne være vildledende i den førstnævnte bestemmelses forstand, ville artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013 imidlertid herved efter min opfattelse blive frataget sin effektive virkning.

75.

For så vidt angår direktiv 2000/13 gør jeg opmærksom på, at dette direktiv ikke indeholder en bestemmelse, der svarer til artikel 1, stk. 4, i forordning nr. 1169/2011. Ikke desto mindre gælder der efter min opfattelse også et princip for direktiv 2000/13, der svarer til princippet i henhold til denne artikel. Der er således intet i forarbejderne til forordning nr. 1169/2011, som indikerer, at denne forordning tog sigte på at ændre direktivet hvad dette angår, og dens artikel 1, stk. 4, skal derfor forstås som en kodifikation af lex specialis-princippet, som allerede finder anvendelse i henhold til direktiv 2000/13. Det er med andre ord min opfattelse, at de betragtninger, som jeg har redegjort for ovenfor, vedrørende forordning nr. 1169/2011, på tilsvarende vis kan gælde med hensyn til artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13, henset til artikel 113a, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007.

76.

I henhold til artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1169/2011 må fødevareinformation, navnlig for så vidt angår fødevarernes oprindelsesland, ikke være vildledende.

77.

For det første omfatter dette forbud efter min opfattelse også vildledende udeladelser. Udtrykket »fødevareinformation« er i denne forordnings artikel 2, stk. 2, litra a), nemlig defineret som »oplysninger om en fødevare, som den endelige forbruger får via en etiket eller andet ledsagende materiale eller på anden vis, herunder moderne teknologiske redskaber eller mundtlig kommunikation«. Selv om denne definition formelt ikke omfatter udeladelser, bør der tages udgangspunkt i princippet om, at de er omfattet, for så vidt som de kan vildlede forbrugerne om oprindelseslandet ( 34 ).

78.

Endvidere gør jeg hvad angår begrebet »vildledning« af forbrugeren som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1169/2011 opmærksom på, at denne bestemmelse ikke indeholder en definition af dette begreb. I lighed med definitionen af vildledende udeladelser i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2005/29 skal det i denne forordnings artikel 7, stk. 1, litra a), omhandlede begreb »vildledende« imidlertid, efter min opfattelse, forstås således, at det omfatter væsentlige oplysninger, som gennemsnitsforbrugeren har behov for i den pågældende situation for at træffe en informeret transaktionsbeslutning, og derved foranlediger gennemsnitsforbrugeren eller kan forventes at foranledige denne til at træffe en transaktionsbeslutning, som den pågældende ellers ikke ville have truffet.

79.

Selv om forordning nr. 1169/2011 ikke indeholder en sådan definition, er jeg således af den opfattelse, at det i sagens natur alene er væsentlige udeladelser, som gennemsnitsforbrugeren har behov for, som kan vildlede forbrugeren. Desuden, og således som jeg har forklaret det i fodnote 34 i dette forslag til afgørelse, har forordning nr. 1169/2011 i lighed med direktiv 2005/29 til formål at sikre et højt niveau for beskyttelsen af forbrugerne.

80.

Endelig gør jeg opmærksom på, at artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 1169/2011 bestemmer, at en fødevares oprindelsesland i denne forordning henviser til varers oprindelse som fastsat i overensstemmelse med definitionerne i toldkodekserne vedrørende varers ikke-præferenceoprindelse.

81.

Efter min opfattelse kan udeladelsen af præciserende angivelser i forbindelse med en angivelse af oprindelsesland, der er i overensstemmelse med definitionerne i toldkodekserne, som den i den foreliggende sag omhandlede angivelse ikke anses for en væsentlig oplysning for gennemsnitsforbrugeren, som kan vildlede med hensyn til oprindelseslandet som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1169/2011.

82.

Lovgiver har således klart og præcist fastsat oprindelseslandet for en fødevare som omhandlet i forordning nr. 1169/2011 ved henvisningen til toldkodeksernes i denne forordnings artikel 2, stk. 3 ( 35 ). For så vidt angår vegetabilske produkter har lovgiver nærmere bestemt fastsat, at disse produkters oprindelsesland er deres høstland. Med dette valg har lovgiver samtidig valgt ikke at tillægge det nogen betydning, at produktionen af sådanne produkter i princippet kan finde sted i forskellige lande. Jeg gør i denne henseende opmærksom på, at lovgiver opretholdt denne regel selv efter at være blevet opmærksom på den »grænseoverskridende« måde at producere champignoner på.

83.

Det bør derfor anses for at følge af artikel 7, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 1169/2011 og de definitioner vedrørende varers ikke-præferenceoprindelse, som er fastsat i toldkodekserne, at sådanne oplysninger ikke kan anses for at være væsentlige for gennemsnitsforbrugeren ( 36 ).

84.

Denne konklusion understøttes desuden af den omstændighed, at Kommissionen ikke har vedtaget bestemmelser vedrørende angivelse af oprindelsesland for andre varer end fersk, kølet eller frosset svine-, fåre- og gedekød samt fjerkræ. Nærmere bestemt blev disse regler fastsat i gennemførelsesforordning (EU) nr. 1337/2013 ( 37 ) med den begrundelse, at anvendelsen af toldkodeksernes definitioner vedrørende varers ikke-præferenceoprindelse ikke gav forbrugerne tilstrækkelige oplysninger om kødets oprindelse i situationer, hvor kødet stammer fra dyr, som er født, opdrættet og slagtet i forskellige lande ( 38 ).

85.

Selv om jeg fuldt ud forstår Zentrales argument om, at forbrugerne bør informeres om, at et produkt gennemgår væsentlige produktionstrin i forskellige lande, må det, henset til det ovenstående, fastslås, at lovgiver ikke har anset sådanne oplysninger for væsentlige og herved i stand til at vildlede forbrugeren om oprindelseslandet som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1169/2011.

86.

Kommissionens argument om, at det tilkommer de nationale retter i de konkrete sager at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en angivelse af oprindelseslandet som den i hovedsagen omhandlede konkret fører til vildledning af forbrugeren, må derfor forkastes. En sådan holdning kan således underminere lovgivers ovenfor nævnte valg.

87.

Hvad angår artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13 bør der vedrørende denne bestemmelse efter min opfattelse gælde tilsvarende betragtninger som de ovenfor anførte. Jeg gør i denne forbindelse opmærksom på, at selv om direktiv 2000/13 ikke indeholder en definition af oprindelsesland i dette direktivs forstand ( 39 ), kan denne omstændighed ikke føre til en anden konklusion, eftersom en sådan definition stadig fremgår af artikel 113a, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007, sammenholdt med EF-toldkodeksens artikel 23, stk. 2, litra b). Det følger heraf, at en mærkning, der er i overensstemmelse med EF-toldkodeksens definitioner vedrørende varers ikke-præferenceoprindelse, heller ikke er vildledende i henhold til artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13.

88.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer det fjerde præjudicielle spørgsmål således, at artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1169/2011 og artikel 2, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 2000/13 skal fortolkes således, at det ikke udgør »vildledning« af forbrugeren i disse bestemmelsers forstand, når der er udeladt præciserende angivelser i forbindelse med angivelsen af oprindelsesland, som er fastsat i overensstemmelse med definitionerne i toldkodekserne vedrørende varers ikke-præferenceoprindelse.

89.

På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg, at Domstolen besvarer de spørgsmål, som Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) har forelagt, således: