1.

De præjudicielle spørgsmål, som Verwaltungsgericht Oldenburg (forvaltningsdomstolen i Oldenburg, Tyskland) har forelagt vedrørende lovligheden af en overførsel af animalske biprodukter fra Nederlandene til Tyskland, giver Domstolen lejlighed til for første gang at fortolke artikel 1, stk. 3, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald ( 2 ), hvorefter denne forordning ikke omfatter »overførsler, der er underlagt godkendelseskravene i forordning (EF) nr. 1774/2002[ ( 3 )]«, og følgelig at klarlægge anvendelsesområdet for forordning nr. 1013/2006 ( 4 ).

2.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse rejser vanskelige spørgsmål om forholdet mellem bestemmelser i afledt ret, men skønt den i nogen grad er af teknisk karakter, gør den det ligeledes muligt for Domstolen at foretage en række vigtige præciseringer vedrørende overførsel af affald, herunder navnlig overførsel af animalske biprodukter.

3.

Domstolens svar vil nemlig have meget konkrete følger for, hvilke formaliteter der skal overholdes i forbindelse med overførsel af animalske biprodukter af kategori 3 inden for Den Europæiske Union. Et sådant spørgsmål har væsentlig betydning på grund af de miljø- og folkesundhedsmæssige aspekter af politikken vedrørende forvaltning af affald og af navnlig animalske biprodukter ( 5 ).

4.

I nærværende forslag til afgørelse redegør jeg for, hvorfor artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning nr. 1013/2006 efter min opfattelse bør fortolkes således, at overførsel af animalske biprodukter af kategori 3 er omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 1069/2009 ( 6 ) og ikke af anvendelsesområdet for forordning nr. 1013/2006, undtagen hvor det modsatte er bestemt.

5.

11. og 12. betragtning til forordning nr. 1013/2006 har følgende ordlyd:

6.

Forordningens artikel 1, stk. 3, bestemmer:

»Denne forordning omfatter ikke:

[…]

[…]«

7.

Ifølge forordningens artikel 3, stk. 1, skal overførsler af affald, der er bestemt til bortskaffelse, og overførsler af affald, der er bestemt til nyttiggørelse, overholde de omhandlede procedurer, bl.a. når der er tale om affald, som er opført på den orange liste ( 7 ), som er underlagt de i forordning nr. 1013/2006 fastsatte procedurer med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke. I henhold til forordningens artikel 3, stk. 2, finder de generelle oplysningskrav i forordningens artikel 18 anvendelse, hvis overførslen vedrører en mængde på over 20 kg af visse typer blandet affald eller visse former for forurenet affald.

8.

12. og 13. betragtning til direktiv 2008/98 har følgende ordlyd:

9.

Direktivets artikel 2, stk. 2, har følgende ordlyd:

»Følgende undtages fra direktivets anvendelsesområde, for så vidt det er omfattet af anden fællesskabslovgivning:

[…]

[…]«

10.

5., 6., 57. og 58. betragtning til forordning nr. 1069/2009 har følgende ordlyd:

[…]

11.

Forordningens artikel 2, stk. 2, bestemmer:

»Denne forordning finder ikke anvendelse på følgende animalske biprodukter:

[…]

[…]

[…]«

12.

Forordningens artikel 8 bestemmer:

»Kategori 1-materiale skal omfatte følgende animalske biprodukter:

[…]

[…]«

13.

Artikel 10 i forordning nr. 1069/2009 bestemmer:

»Kategori 3-materiale skal omfatte følgende animalske biprodukter:

[…]

14.

Forordningens artikel 48, stk. 1-6, bestemmer:

»1.   Når en driftsleder agter at afsende kategori 1-materiale, kategori 2-materiale og kød- og benmel eller animalsk fedt afledt af kategori 1- og kategori 2-materialer til en anden medlemsstat, skal vedkommende underrette oprindelsesmedlemsstatens kompetente myndighed og bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed herom.

Bestemmelsesmedlemsstatens kompetente myndighed beslutter efter ansøgning fra driftslederen inden for et nærmere fastsat tidsrum:

2.   Formater for ansøgninger fra driftsledere som nævnt i stk. 1 kan vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 52, stk. 3.

3.   Den kompetente myndighed på oprindelsesstedet skal via Traces-systemet, jf. [Kommissionens] beslutning 2004/292/EF [af 30.3.2004 om anvendelse af Traces-systemet og om ændring af beslutning 92/486/EØF ( 10 )], underrette den kompetente myndighed på bestemmelsesstedet om afsendelsen af hver sending, der er sendt til bestemmelsesmedlemsstaten, og som består af:

Når den kompetente myndighed på bestemmelsesstedet er blevet underrettet om afsendelsen, skal den via Traces-systemet underrette den kompetente myndighed på oprindelsesstedet om ankomsten af hver sending.

4.   Kategori 1- og kategori 2-materialer, kød- og benmel og animalsk fedt som omhandlet i stk. 1 transporteres direkte til bestemmelsesvirksomheden eller ‑anlægget, som skal være registreret eller godkendt i henhold til artikel 23, 24 og 44, eller, hvis der er tale om husdyrgødning, til bestemmelsesbedriften.

5.   Hvis animalske biprodukter eller afledte produkter sendes til andre medlemsstater via et tredjelands område, skal de sendes i transportmidler, der er blevet plomberet i oprindelsesmedlemsstaten, og de skal ledsages af et sundhedscertifikat.

De plomberede forsendelser må kun føres ind i Fællesskabet igen via et grænsekontrolsted, jf. artikel 6 i [Rådets] direktiv 89/662/EØF [af 11.12.1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked ( 11 )].

6.   Uanset stk. 1-5 må animalske biprodukter eller afledte produkter, der er omhandlet i nævnte stykker, og som er blevet blandet eller forurenet med affald, der er opført som farligt affald i beslutning 2000/532/EF, kun sendes til andre medlemsstater, hvis kravene i forordning […] nr. 1013/2006 overholdes.«

15.

Samme forordnings artikel 54 bestemmer:

»Forordning […] nr. 1774/2002 ophæves med virkning fra [den] 4. marts 2011.

Henvisninger til forordning […] nr. 1774/2002 betragtes som henvisninger til nærværende forordning og skal læses i overensstemmelse med sammenligningstabellen i bilaget.«

16.

Den 7. april 2014 blev en lastvogn, der førtes af et medlem af personalet hos sagsøgeren i hovedsagen, ReFood GmbH & Co., og som var lastet med i Nederlandene indsamlede animalske biprodukter af kategori 3 som omhandlet i forordning nr. 1069/2009, kontrolleret af det tyske politi, mens produkterne blev transporteret til et i Tyskland beliggende anlæg tilhørende ReFood, hvor de skulle behandles for siden at blive nyttiggjort på et biogasanlæg, der ligeledes er beliggende i Tyskland.

17.

Efter kontrollen påbød sagsøgte i hovedsagen, Landwirtschaftskammer Niedersachsen (landbrugskammeret i Niedersachsen, Tyskland), ReFood at sende affaldet tilbage til Nederlandene med den begrundelse, at det for den omhandlede overførsel af affald var påkrævet at følge anmeldelsesproceduren i henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1013/2006.

18.

Den 16. juli 2014 anlagde ReFood sag ved den forelæggende ret med henblik på at bestride lovligheden af det påbud, landbrugskammeret i Niedersachsen havde meddelt.

19.

Den nævnte ret har oplyst, at det bestemmes i Gesetz zur Ausführung der Verordnung (EG) Nr. 1013/2006 des Europäischen Parlaments und des Rates vom 14. Juni 2006 über die Verbringung von Abfällen und des Basler übereinkommens vom 22. März 1989 über die Kontrolle der grenzüberschreitenden Verbringung gefährlicher Abfälle und ihrer Entsorgung (lov om gennemførelse af [forordning nr. 1013/2006] og [Baselkonventionen]) ( 12 ) af 19. juli 2007, at den kompetente nationale myndighed, hvis der foreligger en ulovlig overførsel af affald, for hvilken der ikke er indgivet nogen anmeldelse, kan meddele de nødvendige påbud for at sikre, at det pågældende affald tages tilbage af den person, der havde pligt til at foretage anmeldelsen i henhold til artikel 2, nr. 15), i forordning nr. 1013/2006.

20.

Retten har imidlertid tilføjet, at et sådant påbud ikke vil kunne meddeles, hvis den pågældende overførsel falder uden for anvendelsesområdet for den nævnte forordning i henhold til dens artikel 1, stk. 3, litra d).

21.

Den forelæggende ret har anført, at lovligheden af det påbud, som blev meddelt ReFood, afhænger af, om den omhandlede overførsel af affald er omfattet af bestemmelserne i forordning nr. 1013/2006 og var underlagt en anmeldelsesprocedure i henhold til denne forordning, men at den hverken på grundlag af Domstolens praksis eller forarbejderne til forordningen kan fastslå, hvorledes forordningens artikel 1, stk. 3, litra d), skal fortolkes.

22.

På denne baggrund har Verwaltungsgericht Oldenburg (forvaltningsdomstolen i Oldenburg) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23.

Indledningsvis vil jeg gerne understrege to ting.

24.

For det første er det ubestridt, at de omhandlede produkter er køkken- og madaffald, som, da de ikke hidrører fra transportmidler i international fart, må klassificeres som animalske biprodukter af kategori 3 som omhandlet i artikel 10, litra p), i forordning nr. 1069/2009. Det er ligeledes ubestridt, at køkkenaffald, der består af animalske biprodukter, og som er bestemt til at blive omdannet til biogas eller til at blive komposteret ved sterilisering, i medfør af artikel 2, stk. 2, litra g), nr. iii), i forordning nr. 1069/2009 er omfattet af anvendelsesområdet for denne forordning.

25.

For det andet er de tre præjudicielle spørgsmål ikke egnede til at blive behandlet enkeltvis, men kræver tværtimod en samlet bedømmelse.

26.

Den forelæggende ret ønsker nemlig nærmere bestemt oplyst, om begrebet »overførsler [af affald], der er underlagt godkendelseskravene i forordning […] nr. 1774/2002«, som EU-lovgiver anvender i artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning nr. 1013/2006, skal fortolkes således, at det er alle de i forordning nr. 1069/2009 omhandlede overførsler, eller kun nogle af disse overførsler, som opfylder visse i forordningen fastsatte specifikke betingelser, der er undtaget fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1013/2006.

27.

Inden for rammerne af tvisten i hovedsagen vil den fortolkning, som Domstolen foretager, være afgørende for, om forordning nr. 1013/2006, og følgelig den i forordningens artikel 3, stk. 1, litra b), fastsatte anmeldelsesprocedure for affald som det i hovedsagen omhandlede, finder anvendelse.

28.

På denne baggrund undersøger jeg, om overførsler af affald som det i hovedsagen omhandlede, dvs. af animalske biprodukter af kategori 3, fra Nederlandene til Tyskland er underlagt denne anmeldelsesprocedure eller ej.

29.

For at besvare dette spørgsmål må det i realiteten afklares, om overførslen er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1069/2009, som udelukkende gælder for animalske biprodukter og overførsler af sådanne produkter, eller af anvendelsesområdet for forordning nr. 1013/2006, hvori der fastsættes betingelser for, at overførsler af animalske biprodukter med undtagelse af »overførsler, der er underlagt godkendelseskravene i [forordning nr. 1774/2002]«, er lovlige.

30.

Hvad dette angår skal det indledningsvis bemærkes, således som Kommissionen ligeledes har gjort det, at eftersom dette udtryk ikke defineres i forordning nr. 1013/2006, giver ordlyden af forordningens artikel 3, stk. 1, litra d), ikke noget klart svar på det spørgsmål, som Domstolen er blevet forelagt ( 13 ).

31.

Endvidere forekommer udtrykket heller ikke i forordning nr. 1774/2002 og nr. 1069/2009.

32.

Dels skal det nævnes, at transport eller overførsel af animalske biprodukter ikke var underlagt nogen form for godkendelse i forordning nr. 1774/2002 ( 14 ). Navnlig var transport af animalske biprodukter ifølge artikel 8 i forordning nr. 1774/2002 ikke betinget af en »godkendelse« ( 15 ).

33.

Dels er de ved forordning nr. 1069/2009 formaliserede krav ikke uden uklarheder.

34.

Navnlig gør de forskellige sprogversioner af forordningen det ikke muligt at klarlægge betydningen definitivt. I øvrigt vidner det så meget desto mere om uklarheden af forordningens ordlyd, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse udspringer af den tyske sprogversion af forordning nr. 1069/2009.

35.

Således fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at det af landbrugskammeret i Niedersachsen udtrykte standpunkt, hvorefter den omhandlede overførsel af affald er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1013/2006 og skal anmeldes, bygger på den forudsætning, at eftersom der i artikel 48, stk. 2, i forordning nr. 1069/2009 henvises til »ansøgninger om godkendelse« af forsendelse af visse animalske biprodukter af kategori 1 eller 2, idet animalske biprodukter af kategori 3 udelades, er sådanne produkter ikke omfattet af den undtagelse, der er fastsat i artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning nr. 1013/2006.

36.

I den tyske sprogversion af artikel 48, stk. 2, i forordning nr. 1069/2009 henvises der imidlertid til »Formate für Anträge auf Zulassung«, bogstaveligt »formater for ansøgninger om godkendelse«, mens der i f.eks. den spanske, den danske, den engelske og den franske version henholdsvis anvendes udtrykket »formatos para las solicitudes«, »formater for ansøgninger«, »formats for applications« og »modèles pour les demandes«, idet der henvises til formater for »ansøgninger« og ikke til ansøgninger om »godkendelse«.

37.

Ud over at den formulering, der er anvendt i en af sprogversionerne af en EU-retlig bestemmelse, ifølge Domstolens faste praksis ikke kan tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner ( 16 ), overbeviser det af landbrugskammeret i Niedersachsen indtagne standpunkt, hvorefter den i hovedsagen omhandlede overførsel af affald ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1013/2006, mig ikke.

38.

Denne fortolkning strider efter min opfattelse imod flere væsentlige argumenter baseret på forarbejderne til, ånden i, opbygningen af og formålet med forordning nr. 1013/2006 og nr. 1069/2009.

39.

For det første forekommer det mig generelt logisk, at EU-lovgiver ved at vedtage sektorlovgivninger giver udtryk for, at lovgiver ønsker at underlægge bestemte kategorier af produkter eller affald en særlig ordning.

40.

I denne henseende udgør forordning nr. 1069/2009 en sektorlovgivning, hvori der, på samme måde som i forordning nr. 1774/2002, fastsættes regler om overførsel og transport af animalske biprodukter, og hvori der som følge af selve lovgivningens karakter tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i forbindelse med sådanne produkter på grund af f.eks. de særlige risici, de giver anledning til ( 17 ). En sådan lovgivning har følgelig principielt til formål fuldt ud og udelukkende at fastsætte regler for sådanne biprodukter ( 18 ).

41.

På samme måde har Domstolen om forholdet mellem de foregående lovgivninger om affald klart udtalt, at »direktiv 94/62 skal anses for en speciallov (lex specialis) i forhold til direktiv 75/442, således at bestemmelserne i direktiv 94/62[/EF ( 19 )] har forrang for bestemmelserne i direktiv 75/442 ( 20 ) i situationer, som det specifikt tager sigte på at regulere« ( 21 ).

42.

Heraf følger, at en sektorlovgivning ifølge Domstolen har til formål at træde i stedet for den almindelige lovgivning på affaldsområdet.

43.

Dette standpunkt mener jeg underbygges af de undtagelser, EU-lovgiver har fastsat i direktiv 2008/98, som er rammedirektivet på affaldsområdet, og af forholdet mellem dette direktiv og de specifikke sektorlovgivninger.

44.

Således er animalske biprodukter, herunder forarbejdede produkter, der er omfattet af forordning (EF) nr. 1774/2002, ifølge artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2008/98 ikke omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Denne udelukkelse viser, at det var EU-lovgivers hensigt at undtage en bestemt kategori af affald, nemlig animalske biprodukter, fra anvendelsesområdet for den generelle lovgivning på området ( 22 ).

45.

For det andet følger den fortolkning, hvorefter animalske biprodukter og overførsler af sådanne i princippet udelukkende er underlagt sektorielle bestemmelser, i det foreliggende tilfælde forordning nr. 1069/2009, af de standpunkter, institutionerne indtog under udarbejdelsen af forordning nr. 1013/2006.

46.

Hvad dette angår skal det bemærkes, at det bestemtes i artikel 1, stk. 6, første afsnit, i det forslag fra Kommissionen, som førte til vedtagelsen af denne forordning ( 23 ), at overførsler af affald som de af forordning nr. 1774/2002 omfattede, »der er underlagt lignende eller strengere procedurekrav i den forordning og anden tilknyttet fællesskabslovgivning om dyrs og menneskers sundhed«, var undtaget fra anvendelsesområdet for forordningen om overførsel af affald.

47.

Kommissionen forstod Rådets ændringer af dette forslag, som førte til ordlyden af artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning nr. 1013/2006 ( 24 ), som en fuldstændig udelukkelse af animalske biprodukter fra anvendelsesområdet for forordningen om overførsel af affald ( 25 ). Dette fremgår meget klart af Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit, vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om overførsel af affald, hvori Kommissionen anførte, at »Rådet har foretaget en række yderligere ændringer i forslaget. De vigtigste af disse ændringer er, at artikel 1, stk. 3, litra d), fuldstændigt udelukker animalske biprodukter fra forordningens anvendelsesområde« ( 26 ).

48.

Således som den nederlandske regering med rette har påpeget, viser forarbejderne til forordning nr. 1013/2006 følgelig, at Rådet ønskede, at animalske biprodukter skulle være fuldstændig undtaget fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1013/2006, uden hensyn til spørgsmålet om overensstemmelsen med de i forordning nr. 1774/2002 fastsatte overførselsprocedurer.

49.

For det tredje undergraver udviklingen i lovgivningen om animalske biprodukter og den stadig større overensstemmelse mellem denne lovgivning og forordning nr. 1013/2006 landbrugskammeret i Niedersachsens fortolkning.

50.

Således angives det ikke i artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning nr. 1013/2006, hvilken i forordning nr. 1774/2002 omhandlet godkendelse der henvises til, mens transport af animalske biprodukter ikke var underlagt nogen form for godkendelse i denne forordning, således som det fremgår af punkt 32 i dette forslag til afgørelse.

51.

Det følger heraf, at der siden vedtagelsen af forordning nr. 1013/2006 har hersket tvivl om sammenhængen mellem lovgivningen om animalske biprodukter og denne forordning.

52.

Udviklingen i lovgivningen om animalske biprodukter har dog ført til en stadig større overensstemmelse mellem de nævnte lovgivninger.

53.

Idet EU-lovgiver under proceduren forud for vedtagelsen af forordning nr. 1069/2009 nødvendigvis havde bestemmelserne i forordning nr. 1013/2006 i tankerne, vidner såvel bestemmelserne i som betragtningerne til forordning nr. 1069/2009 nærmere bestemt om, at lovgiver ønskede at sikre, for ikke at sige tilvejebringe, en vis sammenhæng mellem denne forordning og forordning nr. 1013/2006.

54.

Det angives i femte og sjette betragtning til forordning nr. 1069/2009, at der i bestemmelserne om animalske biprodukter bør tages hensyn til de miljørisici, sådanne produkter giver anledning til, og at bestemmelserne udgør et sammenhængende og dækkende regelsæt navnlig for transporten af sådanne produkter. Endvidere anførte EU-lovgiver klart i 57. og 58. betragtning til forordningen, at det »[a]f hensyn til sammenhængen i fællesskabslovgivningen [var] nødvendigt at præcisere forholdet mellem bestemmelserne i [forordningen] og fællesskabsbestemmelserne om affald«, og navnlig at animalske biprodukter, der er blandet eller forurenet med farligt affald, udelukkende burde importeres, eksporteres eller sendes mellem medlemsstater i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1013/2006.

55.

Disse bemærkninger, som er formaliseret i artikel 48 i forordning nr. 1069/2009, viser, at det var EU-lovgivers klare ønske, at animalske biprodukter i princippet udelukkende skulle være undergivet denne forordning.

56.

Det følger af en modsætningsvis fortolkning af artikel 48, stk. 6, i forordning nr. 1069/2009, som ikke fandtes tilsvarende i forordning nr. 1774/2002, at overførsel af animalske biprodukter af kategori 3 udelukkende er undergivet denne forordning. Eftersom det fastsættes i den nævnte bestemmelse, at animalske biprodukter blandet med eller forurenet med affald kun må sendes til andre medlemsstater, hvis kravene i forordning nr. 1013/2006 overholdes, kan det udledes, således som ReFood har gjort, at andre overførsler af animalske biprodukter ikke er omfattet af denne forordning.

57.

Heraf følger, således som Kommissionen anerkendte i retsmødet, at anvendelsesområdet for forordningerne dermed er klart defineret, og at overførsel af animalske biprodukter, for så vidt andet ikke er udtrykkeligt bestemt, udelukkende er omfattet af forordning nr. 1069/2009.

58.

For det fjerde mener jeg, at denne opfattelse bekræftes af fortolkningen af artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning nr. 1013/2006, sammenholdt med 11. betragtning til forordningen ( 27 ).

59.

Ifølge denne betragtning er det dels nødvendigt at undgå overlapning med forordning nr. 1774/2002, dels var det EU-lovgivers hensigt, at den nævnte forordning skulle være en fuldstændig lovgivning om animalske biprodukter ( 28 ).

60.

Artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning nr. 1013/2006, fortolket på baggrund af den i 11. betragtning til denne forordning udtrykte nødvendighed af at undgå overlapning mellem denne retsakt og lovgivningen om animalske biprodukter, foranlediger mig følgelig til at nære den opfattelse, at EU-lovgiver ønskede, at overførsel af animalske biprodukter skulle være fuldstændig undtaget fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1013/2006, navnlig fordi forordning nr. 1774/2002 udgjorde en fuldstændig og selvstændig lovgivning på dette område ( 29 ).

61.

I den fortolkning, som den østrigske regering har gjort gældende, og hvorefter animalske biprodukter, da de ikke er omfattet af artikel 48, stk. 1, i forordning nr. 1069/2009, henhører under anvendelsesområdet for forordning nr. 1013/2006, ses der bort fra artikel 11 i forordning nr. 1013/2006.

62.

Denne fortolkning undgår ikke overlapning mellem forordning nr. 1013/2006 og forordning nr. 1069/2009, men indebærer tværtimod, at visse animalske biprodukter underkastes bestemmelserne i begge forordninger.

63.

I denne forbindelse er det efter min opfattelse ikke afgørende, at forordning nr. 1013/2006 og forordning nr. 1069/2009 har forskellige formål, nemlig henholdsvis miljøbeskyttelse ( 30 ) og beskyttelse af folke- og dyresundheden ( 31 ).

64.

Domstolen har ganske vist fastslået, at en overførsel af kød- og benmel, som i princippet ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 259/93, skulle foretages i overensstemmelse med kravene i forordning nr. 1774/2002 på grund af de miljø- og sundhedsmæssige risici, som en sådan overførsel giver anledning til ( 32 ).

65.

Dette ræsonnement kan efter min opfattelse ikke begrunde en anden fortolkning af artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning nr. 1013/2006 end den hidtil skitserede, eftersom overførsler af animalske biprodukter ifølge forordning nr. 1069/2009 er omfattet af de mere restriktive bestemmelser i forordning nr. 1013/2006 ( 33 ), hvis de kan skade miljøet ( 34 ).

66.

For det femte fører den fortolkning, som landbrugskammeret i Niedersachsen har gjort gældende, til et paradoksalt resultat, således som den nederlandske regering og Kommissionen med rette har påpeget.

67.

Hvis det lægges til grund, at animalske biprodukter af kategori 3 henhører under forordning nr. 1013/2006, vil det nemlig medføre, at mindre farlige produkter er omfattet af strengere regler, eftersom animalske biprodukter af kategori 3 ifølge forordning nr. 1069/2009 ( 35 ) pr. definition er mindre skadelige for folke- og dyresundheden end produkter af kategori 1 og 2 ( 36 ).

68.

På samme måde kan Kommissionens fortolkning, som navnlig bygger på artikel 23 og 24 i forordning nr. 1069/2009, efter min opfattelse ikke tiltrædes, eftersom – således som ReFood anførte i retsmødet – den hverken kan udledes af ordlyden eller systematikken i de forordninger, det drejer sig om i det foreliggende tilfælde.

69.

Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning nr. 1013/2006 skal fortolkes således, at forordningen ikke finder anvendelse på overførsler af animalske biprodukter foretaget af driftsledere, virksomheder eller anlæg, som er registreret eller godkendt i henhold til artikel 23 eller artikel 24 i forordning nr. 1069/2009, eller overførsler af animalske biprodukter, der er bestemt for driftsledere, virksomheder eller anlæg, som er registreret eller godkendt i henhold til disse bestemmelser, hvis reglerne i forordning nr. 1069/2009 er overholdt.

70.

Kommissionen finder på baggrund af 11. betragtning til forordning nr. 1013/2006 og femte og sjette betragtning til forordning nr. 1069/2009, at det ikke er meningen, at førstnævnte forordning skal anvendes på overførsel af animalske biprodukter, når der allerede er taget behørigt hensyn til miljøbeskyttelseskravet, fordi bestemmelserne i forordning nr. 1069/2009 er overholdt. Eftersom der i forordning nr. 1069/2009 fastsættes regler, der gælder for driftsledere, virksomheder eller anlæg, som henhører under artikel 23 og 24 i denne forordning, er det ikke nødvendigt, at forordning nr. 1013/2006 finder anvendelse på overførsler mellem driftsledere, virksomheder eller anlæg, som er registreret eller godkendt i henhold til disse artikler, forudsat at de øvrige krav i forordning nr. 1069/2009 er overholdt.

71.

For det første ses der ved denne fortolkning bort fra det ønske om at udelukke animalske biprodukter fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1013/2006, som EU-lovgiver klart udtrykte under lovgivningsproceduren.

72.

Endvidere forekommer det mig, at Kommissionen ved at gøre denne fortolkning gældende forsøger at gennemtvinge det standpunkt, den fremførte under proceduren i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 1013/2006 ( 37 ), skønt Parlamentet og Rådet ikke fulgte det.

73.

Endelig giver en sådan fortolkning efter min opfattelse anledning til mangel på retssikkerhed.

74.

Dels forudsætter den, at de erhvervsdrivende for hver overførsel af animalske biprodukter vurderer, om bestemmelserne i forordning nr. 1069/2009 beskytter miljøet i tilstrækkelig grad, og gør det følgelig reelt umuligt at afgøre på forhånd, hvilken forordning en given overførsel er omfattet af.

75.

Dels er det ikke udelukket, når, som Kommissionen påpegede under retsmødet, forordning nr. 1013/2006 skal anvendes, hvis bestemmelserne i artikel 23 og 24 i forordning nr. 1069/2009 ikke er overholdt, at det paradoksalt kræves, at de strengere regler i forordning nr. 1013/2006 overholdes, hvis artikel 23 og 24 i forordning nr. 1069/2009, der a priori er mindre restriktive, ikke er det.

76.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Verwaltungsgericht Oldenburg (forvaltningsdomstolen i Oldenburg, Tyskland) forelagte spørgsmål på følgende måde:

»Artikel 1, stk. 3, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald skal forstås således, at overførsler af animalske biprodukter, der henhører under Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 af 21. oktober 2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1774/2002, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1013/2006, for så vidt andet ikke er udtrykkeligt bestemt i forordning nr. 1069/2009.«