1.

Denne sag omhandler i det væsentlige betydningen af udtrykket »en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne« i artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83/EU ( 2 ), og følgelig de omstændigheder, hvorunder kravene i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83 ændres for så vidt angår oplysninger, som erhvervsdrivende skal give forbrugere, førend sidstnævnte bindes af aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted.

2.

Direktiv 2011/83 ophævede og erstattede både Rådets direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted ( 3 ) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg ( 4 ) med henblik på at forenkle og opdatere de rettigheder, der er beskyttet ved disse direktiver i en enkelt foranstaltning ved maksimal harmonisering ( 5 ). Dette resulterede i artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83, således at Domstolen for første gang anmodes om at fortolke udtrykket »fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne«, således som det finder anvendelse på aftaler om fjernsalg.

3.

En erhvervsdrivende, der i tidsskrifter havde placeret reklameprospekter om salg af vandtætte frakker (herunder et postkort, som kunne rives af til afgivelse af bestillinger), har nærmere bestemt gjort gældende, at den kan påberåbe sig artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83. Det er følgelig gjort gældende, at erhvervsdrivende forud for indgåelse af aftaler om fjernsalg af frakkerne kun skulle oplyse forbrugerne om, at der findes en fortrydelsesret, og ikke skulle give de yderligere oplysninger i artikel 6, stk. 1, litra h), i direktiv 2011/83. Denne fortolkning af artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 er blevet anfægtet af Zentrale zur Bekämpfung des unlauteren Wettbewerbs eV (erhvervsorganisation til bekæmpelse af illoyal konkurrence) i Tyskland, der har indledt en retssag i denne medlemsstat, der udgør hovedsagens genstand.

4.

Såfremt den erhvervsdrivende kan påberåbe sig artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83, omhandler hovedsagen endvidere, hvorvidt oplysninger vedrørende fortrydelsesretten skal gives af den erhvervsdrivende i selve prospektet, eller hvorvidt det er tilstrækkeligt at give oplysning om adresser på internettet, hvor disse oplysninger kan findes. Det samme spørgsmål opstår for så vidt angår standardfortrydelsesformularen, der fremgår af bilag I(B) til direktiv 2011/83, hvortil der henvises i artikel 6, stk. 1, litra h), og artikel 11, stk. 1, i direktiv 2011/83.

5.

Artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) bærer overskriften »Ytrings- og informationsfrihed«. Stk. 1 bestemmer følgende:

»Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.«

6.

Chartrets artikel 16 bærer overskriften »Frihed til at oprette og drive egen virksomhed« og bestemmer følgende:

»Friheden til at oprette og drive egen virksomhed anerkendes i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis.«

7.

Chartrets artikel 38 bærer overskriften »Forbrugerbeskyttelse« og bestemmer følgende:

»Der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker.«

8.

Artikel 1 i direktiv 2011/83 bærer overskriften »Genstand« og bestemmer følgende:

»Formålet med dette direktiv er ved at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau at bidrage til et velfungerende indre marked gennem indbyrdes tilnærmelse af visse aspekter af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om aftaler indgået mellem forbrugere og erhvervsdrivende.«

9.

Artikel 6, stk. 1, litra a)-h), i direktiv 2011/83 bestemmer følgende:

»1.   Inden forbrugeren bindes af en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretningssted eller et tilsvarende tilbud, giver den erhvervsdrivende på en klar og forståelig måde forbrugeren følgende oplysninger:

10.

Artikel 8, stk. 1 og 4-7, i direktiv 2011/83 bestemmer følgende:

»1.   For så vidt angår aftaler om fjernsalg, skal den erhvervsdrivende give de i artikel 6, stk. 1, omhandlede oplysninger eller stille disse oplysninger til rådighed for forbrugeren under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikationsteknik, på en klar og forståelig måde. For så vidt disse oplysninger gives på et varigt medium, skal de være letlæselige.

[…]

4.   Hvis aftalen indgås ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne, skal den erhvervsdrivende ved anvendelse af nævnte særlige teknik forud for en sådan aftales indgåelse mindst give de oplysninger om varernes eller tjenesteydelsernes vigtigste egenskaber, den erhvervsdrivendes identitet, den samlede pris, fortrydelsesretten, aftalens varighed og for tidsubegrænsede aftaler bestemmelserne for opsigelse af aftalen, jf. artikel 6, stk. 1, litra a), b), e), h) og o). De øvrige oplysninger, som er omhandlet i artikel 6, stk. 1, formidles af den erhvervsdrivende til forbrugeren på passende måde i overensstemmelse med stk. 1 i denne artikel.

5.   Hvis den erhvervsdrivende kontakter forbrugeren telefonisk med henblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg, skal den erhvervsdrivende ved begyndelsen af samtalen med forbrugeren opgive sit navn og eventuelt navnet på den person, på hvis vegne vedkommende foretager opkaldet, og opkaldets kommercielle sigte, jf. dog stk. 4.

6.   Hvis en aftale om fjernsalg skal indgås pr. telefon, kan medlemsstaterne bestemme, at den erhvervsdrivende skal bekræfte tilbuddet til forbrugeren, der først er forpligtet, når vedkommende har underskrevet tilbuddet eller sendt sit skriftlige samtykke. Medlemsstaterne kan også bestemme, at sådanne bekræftelser skal foretages på et varigt medium.

7.   Den erhvervsdrivende skal give forbrugeren bekræftelsen af den indgåede aftale på et varigt medium inden for rimelig tid efter indgåelsen af aftalen om fjernsalg og senest ved leveringen af varerne, eller før leveringen af tjenesteydelsen begynder. Bekræftelsen skal indeholde:

11.

Artikel 11 i direktiv 2011/83 bærer overskriften »Udøvelse af fortrydelsesretten«. Artikel 11, stk. 1, bestemmer følgende:

»Forbrugeren skal forud for fortrydelsesfristens udløb underrette den erhvervsdrivende om sin beslutning om at gøre fortrydelsesretten gældende. Forbrugeren kan til dette formål enten:

Medlemsstaterne må ikke indføre bestemmelser om formelle krav til standardfortrydelsesformularen ud over de i bilag I(B) anførte.«

12.

§ 355 i Bürgerliches Gesetzbuch (borgerlig lovbog, herefter »BGB«) bærer overskriften »Fortrydelsesret i forbrugeraftaler«. BGB’s § 355, stk. 1, bestemmer følgende:

»Såfremt der i henhold til lov tilkommer en forbruger en fortrydelsesret, er forbrugeren og den erhvervsdrivende i henhold til denne bestemmelse ikke bundet af deres viljeserklæringer om at indgå aftalen, såfremt forbrugeren fortryder sin viljeserklæring inden for den angivne frist. Fortrydelsesretten udøves, ved at der afgives en erklæring over for den erhvervsdrivende. Erklæringen skal utvetydigt give udtryk for forbrugerens beslutning om at fortryde aftalen. Der skal ikke angives nogen grund til fortrydelsen. Afsendelse af fortrydelsen i god tid er tilstrækkelig til overholdelse af fristen.«

13.

BGB’s § 312d bærer overskriften »Oplysningskrav«. BGB’s § 312d, stk. 1, bestemmer følgende:

»Ved aftaler indgået uden for fast forretningssted og aftaler om fjernsalg skal den erhvervsdrivende give forbrugeren oplysninger i henhold til bestemmelserne i artikel 246a i Einführungsgesetz zum Bürgerlichen Gesetzbuche (lov om ikrafttræden af den borgerlige lovbog, herefter »EGBGB«). Medmindre aftalens parter udtrykkeligt har aftalt andet, bliver de oplysninger, som den erhvervsdrivende giver i forbindelse med opfyldelsen af denne forpligtelse, en del af aftalens genstand.«

14.

BGB’s § 312g bærer overskriften »Fortrydelsesret«. BGB’s § 312g, stk. 1, bestemmer følgende:

»Ved aftaler indgået uden for fast forretningssted og aftaler om fjernsalg har forbrugeren i henhold til § 355 en fortrydelsesret.«

15.

EGBGB’s artikel 246a bærer overskriften »Oplysningskrav for aftaler indgået uden for fast forretningssted og aftaler om fjernsalg samt andre aftaler om finansielle tjenesteydelser«. § 1 bærer overskriften »Oplysningskrav« og bestemmer følgende:

»[…]

(2)   Såfremt forbrugeren er berettiget til en fortrydelsesret i henhold til BGB’s § 312g, stk. 1, er den erhvervsdrivende forpligtet til at oplyse forbrugeren om

[…]«

16.

§ 3 i EGBGB’s artikel 246a bærer overskriften »Forenklede oplysningskrav ved begrænsede formidlingsmuligheder« og bestemmer følgende:

»Såfremt en aftale om fjernsalg skal indgås ved hjælp af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne til forbrugeren, er den erhvervsdrivende forpligtet til som minimum at give forbrugeren følgende oplysninger ved hjælp af denne fjernkommunikationsteknik:

[…]

[…]

De yderligere oplysninger i overensstemmelse med § 1 skal stilles til rådighed for forbrugeren på en passende måde i overensstemmelse med § 4, stk. 3.«

17.

§ 4 i EGBGB’s artikel 246a bærer overskriften »Formelle krav til opfyldelsen af oplysningskravene«. Den bestemmer følgende:

»(1)   Den erhvervsdrivende skal give forbrugeren de i §§ 1-3 angivne oplysninger på klar og forståelig vis, forud for at forbrugeren afgiver sin erklæring om at indgå aftale.

[…]

(3)   Ved aftaler om fjernsalg skal den erhvervsdrivende give forbrugeren oplysningerne på en måde, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikationsteknik. For så vidt som oplysningerne gives på et varigt medium, skal de være læselige, og den erhvervsdrivendes navn skal fremgå. Uanset det første punktum kan den erhvervsdrivende stille de i § 3, andet punktum, angivne oplysninger til rådighed for forbrugeren på en passende måde.«

18.

Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs, Frankfurt am Main, er sagsøgeren i hovedsagen og revisionsindstævnt i appellen (herefter »sagsøgeren«). Appellen behandles ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, herefter »den forelæggende ret«) i Tyskland.

19.

Walbusch Walter Busch, som er sagsøgte i hovedsagen og revisionsappellant i sagen for den forelæggende ret (herefter »sagsøgte«) udsendte i 2014 et udfoldeligt reklameprospekt, som havde et omfang på seks sider, i formatet 19 × 23,7 cm (herefter »prospektet«) som bilag til diverse tidsskrifter og aviser. Prospektet indeholdt på den nederste halvdel af den højre udfoldningsside et bestillingspostkort, som kunne rives af. Der blev både på for- og bagsiden af bestillingspostkortet gjort opmærksom på den lovbestemte fortrydelsesret. Sagsøgtes telefon- og faxnummer, internetadresse og postadresse var anført på et afsnit ved siden af forsiden af bestillingspostkortet under overskriften »So bestellen Sie bei […]« (Sådan bestiller du hos […]), hvor sagsøgtes telefonnummer og internetadresse fandtes under overskriften »Bestellservice« (bestillingsservice) forneden på for- og bagsiden af det sammenfoldede reklameprospekt. Ved indtastning af internetadressen blev startsiden på sagsøgtes websted vist. Via linket »AGB« (Allgemeine Geschäftsbedingungen, almindelige forretningsbetingelser) kunne man under overskriften »Rechtliches« (juridisk) hente standardvejledningen om fortrydelsesretten og standardfortrydelsesformularen.

20.

Sagsøgeren har rejst indsigelse mod prospektet, idet der manglede en korrekt vejledning om fortrydelsesretten, og standardfortrydelsesformularen ikke var vedlagt, men i stedet blev stillet til rådighed via et websted. Efter forgæves at have udstedt påbud anlagde sagsøgeren sag med påstand om nedlæggelse af forbud og betaling af udgifter før retssagen i forbindelse med påbuddet på 246,10 EUR med tillæg af renter.

21.

Sagsøgeren fik i det væsentlige medhold i sagen, der var anlagt ved Landgericht (regional ret i første instans). Appeldomstolen ændrede imidlertid delvist denne afgørelse og fastslog bl.a., at sagsøgte blev dømt til i sin forretningsvirksomhed at undlade at tilbyde forbrugerne at indgå aftaler om fjernsalg om køb af varer ved hjælp af et printmedium uden i selve dette printmedium at informere direkte om følgende: betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gældende, navnlig navn og adresse på den, over for hvem fortrydelsen skulle erklæres, og uden at vedlægge printmediet standard-fortrydelsesformularen.

22.

I revisionsappellen til den forelæggende ret har sagsøgte fastholdt, at sagen i sin helhed skulle afvises. Sagsøgeren har gjort gældende, at revisionsappellen skulle afvises.

23.

Ifølge den forelæggende ret afhænger afgørelsen af revisionsappellen af fortolkningen af artikel 6, stk. 1, litra h), og artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83. Den forelæggende ret har anført, at det første spørgsmål, der opstår, vedrører kriteriet for bedømmelsen af, hvorvidt en fjernkommunikationsteknik (i dette tilfælde prospektet, der indeholdt et bestillingspostkort) kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne som omhandlet i artikel 8, stk. 4, første punktum, i direktiv 2011/83. Afhænger svaret på dette spørgsmål af, 1) hvorvidt en fjernkommunikationsteknik (abstrakt) efter sin art kun giver begrænset plads eller tid, eller af, 2) hvorvidt den (konkret) giver begrænset plads eller tid i den af den erhvervsdrivende valgte udformning (det første spørgsmål).

24.

Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, hvorvidt de erhvervsdrivendes frihed til at udforme deres reklamer, som de ønsker, og friheden til at oprette og drive egen virksomhed som omhandlet i chartrets artikel 16 er relevant ved afgørelsen af de retlige problemer, der er opstået i hovedsagen, sammen med de efter deres art iboende tekniske begrænsninger ved den omhandlede fjernkommunikationsteknik. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, hvorvidt forbrugerinteresser ville blive beskyttet bedre, såfremt forbrugere ikke modtager omfattende oplysninger om udøvelsen af fortrydelsesretten og standardfortrydelsesformularen, førend efter at der er blevet indgået en aftale om fjernsalg.

25.

Der opstår endvidere yderligere spørgsmål om, hvorvidt det er i overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, og artikel 6, stk. 1, litra h), i direktiv 2011/83, at oplysningerne om fortrydelsesretten begrænses til en angivelse af, at der findes en fortrydelsesret som fastlagt i artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83, såfremt der er begrænsede formidlingsmuligheder for disse oplysninger. Påvirkes svaret på dette spørgsmål af behovet for at undgå en uforholdsmæssig restriktion af friheden til at reklamere? Den forelæggende ret bemærker bl.a., at direktiv 2011/83 ifølge fjerde betragtning til direktivet har til formål at sikre den rette balance mellem et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og virksomhedernes konkurrenceevne.

26.

Såfremt der er begrænsede formidlingsmuligheder for oplysninger, og såfremt oplysningerne om fortrydelsesretten ikke må indskrænkes til en angivelse af, at der findes en sådan ret, opstår endelig yderligere spørgsmålet om, hvorvidt det i henhold til artikel 8, stk. 4, og artikel 6, stk. 1, litra h), i direktiv 2011/83 er obligatorisk i alle tilfælde, herunder i tilfælde af begrænset formidlingsmulighed, at standardfortrydelsesformularen i bilag I(B) til direktiv 2011/83 vedlægges fjernkommunikationsteknikken forud for indgåelsen af en aftale om fjernsalg (det tredje spørgsmål).

27.

Sagen er blevet udsat, og Domstolen er blevet forelagt følgende spørgsmål:

28.

Sagsøgeren, den tyske, den finske og den polske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Sagsøgeren, sagsøgte, Tyskland og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet, der blev afholdt den 7. juni 2018.

29.

Polen har for så vidt angår det første spørgsmål gjort gældende, at en ordlydsfortolkning af artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 ikke giver nogen afklaring af det rejste problem, og har fremhævet, at der ifølge fast retspraksis ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af ( 6 ).

30.

Sagsøgeren, Finland, Polen og Kommissionen har for så vidt angår det første spørgsmål gjort gældende, at det er fjernkommunikationsteknikkens abstrakte karakter, der i lyset af bl.a. den omstændighed, at direktiv 2011/83 har til formål at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, er afgørende. De støtter med andre ord det første alternativ fra den forelæggende ret.

31.

Samtlige fire procesdeltagere har yderligere gjort gældende, at denne fortolkning endvidere er i overensstemmelse med 36. betragtning til direktiv 2011/83, hvoraf det følger, at oplysningskrav for så vidt angår aftaler om fjernsalg skal »tilpasses, således at der tages hensyn til visse mediers tekniske begrænsninger« ( 7 ). Sagsøgeren har anført, at 36. betragtning eksempelvis henviser til de begrænsede formidlingsmuligheder på skærme på mobiltelefoner. EU-lovgiver ønskede følgelig at fremhæve de tekniske begrænsninger, der er iboende i visse former for medier.

32.

Det er sagsøgerens og Kommissionens opfattelse, at enhver overtrædelse af sagsøgtes grundlæggende rettigheder er forholdsmæssig, og at de under alle omstændigheder skal sikres i forbindelse med den i chartrets artikel 38 omhandlede forbrugerbeskyttelse.

33.

Finland og Kommissionen har gjort gældende, at såfremt den »fjernkommunikationsteknik«, der henvises til i artikel 8, stk. 4, omhandler teknikker, som den erhvervsdrivende konkret har valgt, vil den erhvervsdrivende kunne omgå forpligtelserne i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83 som følge af den valgte fjernkommunikationsteknik. Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83 ville miste dens retssikkerhed og effektive virkning.

34.

Kommissionen har tilføjet, at reglen i artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 er rettet mod situationer, hvor medier har tekniske begrænsninger, der udelukker indsættelsen af længere tekster, som eksempelvis de begrænsninger, der er forbundet med det antal tegn, der kan vises på en mobiltelefonskærm, eller tidsbegrænsningen for salgsspot på TV. I sådanne tilfælde giver direktiv 2011/83 mulighed for, at dele af disse oplysninger kan stilles til rådighed for forbrugeren via et hyperlink eller via oplysning om et frikaldsnummer, hvor der er adgang til oplysningerne. Såfremt disse begrænsninger som følge af teknologiske fremskridt forsvinder, finder artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 ikke længere anvendelse.

35.

Kommissionen har gjort gældende, at begrænsningen i den erhvervsdrivendes frihed, hvilket giver sig udslag i en forpligtelse til altid at vælge en reklamemåde, der er tilstrækkelig til at omfatte samtlige oplysninger om fortrydelse af aftalen og andre obligatoriske oplysninger, er begrundet i forbrugerbeskyttelse og er ikke uforholdsmæssig. Det samme gælder for så vidt angår chartrets artikel 16. Forpligtelserne pålagt ved artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83 finder endvidere kun anvendelse på aftaler om fjernsalg som omhandlet i artikel 2, stk. 7, i direktiv 2011/83.

36.

Kommissionen har endvidere påberåbt sig dommen i sagen Canal Digital Denmark ( 8 ), idet den har gjort gældende, at visse præmisser i denne dom, der fortolker en bestemmelse i direktiv 2005/29/EF ( 9 ), der svarer til artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83, støtter dens argumentation ( 10 ).

37.

Sagsøgeren har tilføjet, at artikel 8, stk. 7, litra a), i direktiv 2011/83 ikke ændrer dens forslag til besvarelse af det første spørgsmål. Det forpligter erhvervsdrivende til at give forbrugeren en bekræftelse af den indgående aftale på et varigt medium inden for rimelig tid efter indgåelsen af aftalen om fjernsalg og senest ved leveringen af varerne, eller før leveringen af tjenesteydelserne begynder, herunder de i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83 anførte oplysninger, medmindre de allerede er givet på et varigt medium. Såfremt artikel 8, stk. 7, litra a), skulle fortolkes på en anden måde, ville artikel 8, stk. 4, være overflødig.

38.

Sagsøgeren, Finland og Kommissionen har endelig gjort gældende, at artikel 8, stk. 4, er en undtagelse, der skal fortolkes indskrænkende.

39.

For så vidt angår det andet spørgsmål har sagsøgeren, Finland, Polen og Kommissionen gjort gældende, at det ikke er tilstrækkeligt at begrænse de oplysninger, der skal gives, til selve det forhold, at der findes en fortrydelsesret, uden at der også gælder et krav om, at der skal gives supplerende oplysninger om, hvorledes denne ret kan gøres gældende i henhold til artikel 6, stk. 1, litra h), i direktiv 2011/83.

40.

Sagsøgeren har bemærket, at artikel 8, stk. 4, første punktum, i direktiv 2011/83 tydeligt indikerer, at der under alle omstændigheder skal meddeles visse minimumsoplysninger. Denne bestemmelse henviser til artikel 6, stk. 1, litra h), i direktiv 2011/83, hvorefter disse minimumsoplysninger omfatter »betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre nævnte ret gældende«. EU-lovgiver fastsatte følgelig ved artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 en udtrykkelig og konkret ordning for de oplysninger, der skal gives, uanset de tekniske begrænsninger (jf. artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 og ordene »ved anvendelse af nævnte særlige teknik«). Finland og Polen deler denne opfattelse.

41.

Sagsøgeren har endvidere anført, at angivelsen i forelæggelsesafgørelsen af friheden til at oprette og drive egen virksomhed i denne forbindelse skal behandles på samme måde som for så vidt angår grundlæggende rettigheder og det første spørgsmål: Hensynet til forbrugerbeskyttelse skal have forrang.

42.

Finland har i forbindelse med det andet spørgsmål tilføjet, at der ikke kan hentes støtte i artikel 8, stk. 7, litra a), i direktiv 2011/83, der fastlægger visse oplysninger, der senere skal gives af en erhvervsdrivende på et »varigt medium«, for, at de oplysninger, der skal gives forud for aftaleindgåelsen, er begrænset til, at der findes en fortrydelsesret. Finland har endvidere gjort gældende, at de oplysninger, der skal gives til en forbruger, der overvejer at indgå en aftale om fjernsalg, er af afgørende betydning, henset til, at det er på dette grundlag, at forbrugeren beslutter, hvorvidt vedkommende ønsker at lade sig binde af aftalen eller ej.

43.

For så vidt angår det tredje spørgsmål har sagsøgeren og Kommissionen gjort gældende, at standardfortrydelsesformularen for aftalen som følge af artikel 6, stk. 1, litra h), i direktiv 2011/83 skal meddeles til forbrugeren, selv såfremt artikel 8, stk. 4, finder anvendelse. Finland har imidlertid med en vis støtte fra Polen gjort gældende, at fortrydelsesformularen ikke i sig selv udgør en del af de »oplysninger« om fortrydelsesretten, der henvises til i direktiv 2011/83, således at de ikke skal gives forud for, at en forbruger bliver bundet af en kontrakt om fjernsalg.

44.

Tyskland har foreslået en besvarelse af de præjudicielle spørgsmål, der afviger fra den af sagsøgeren, Finland, Polen og Kommissionen foreslåede. For så vidt angår det første spørgsmål har Tyskland bl.a. gjort gældende, at den af den erhvervsdrivende valgte konkrete kommunikationsform er afgørende i forbindelse med en stillingtagen til, hvorvidt en aftale om fjernsalg henhører under artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83, således at den begrænsede oplysningsforpligtelse i artikel 8, stk. 4, og artikel 6, stk. 1, litra h), i direktiv 2011/83 finder anvendelse på det i hovedsagen omhandlede prospekt.

45.

Tyskland har gjort gældende, at hverken ordlyden af artikel 8, stk. 4, eller betragtningerne til direktiv 2011/83 støtter, at bestemmelsen begrænses til visse fjernkommunikationsteknikker. De kommunikationsformer, der henvises til i 36. betragtning, er blot eksempler.

46.

Tyskland har gjort gældende, at det formål, der forfølges med direktiv 2011/83, ikke forpligter erhvervsdrivende til altid at give omfattende oplysninger om fortrydelsesretten forud for indgåelsen af aftalen. Direktiv 2011/83 har til formål at fastsætte et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og skabe klare retlige rammer for såvel forbrugere som erhvervsdrivende. Dette formål sikres tilsvarende ved artikel 8, stk. 7, litra a), i direktiv 2011/83. Det kan realistisk set ikke udelukkes, at mange forbrugere ikke beholder reklameprospekter, efter at de har afgivet deres bestillinger. Det er derfor afgørende at give nærmere oplysninger om fortrydelsesretten senest på leveringstidspunktet med henblik på at sikre, at forbrugere er klar over denne ret. Artikel 8, stk. 7, litra a), i direktiv 2011/83 sikrer en fuldstændig overholdelse af forbrugeres rettigheder.

47.

Pålæggelsen af forpligtelser, der går videre end de begrænsede oplysningskrav i artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83, begrænser erhvervsdrivendes frihed til at oprette og drive egen virksomhed i henhold til chartrets artikel 16, uden at det bibringer forbrugere nogen fordel. I henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, kan en erhvervsdrivendes frihed til at vælge en måde at reklamere på ikke begrænses uforholdsmæssigt. Såfremt den af den erhvervsdrivende valgte kommunikationsteknik ikke har nogen betydning for anvendelsen af artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83, består der en risiko for, at den erhvervsdrivende ikke vil kunne anvende visse former for reklame, idet reklameformen vil træde i baggrunden som følge af de store mængder af obligatoriske oplysninger. Tyskland har endvidere fremhævet artikel 8, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2011/83, der bestemmer, at »øvrige oplysninger, som er omhandlet i artikel 6, stk. 1, formidles af den erhvervsdrivende til forbrugeren på passende måde i overensstemmelse med stk. 1 i denne artikel«.

48.

For så vidt angår det andet spørgsmål er det Tysklands opfattelse, at når der anvendes en fjernkommunikationsteknik, »som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne« som omhandlet i artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83, er den erhvervsdrivende kun forpligtet til at oplyse forbrugere om, at der findes en fortrydelsesret, og at dette ikke er til hinder for et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Der ville være tale om en uforholdsmæssig restriktion af retten til at reklamere, såfremt der pålægges mere byrdefulde forpligtelser for så vidt angår de oplysninger, der skal gives til forbrugere om fortrydelsesretten.

49.

I lyset af mængden af de oplysninger om retten til at træde tilbage, der skal meddeles forbrugere, det ovenfor beskrevne formål i direktiv 2011/83, og forbrugeres og erhvervsdrivendes interesser er det Tysklands opfattelse, at det er passende at foretage en tilpasning af mængden af oplysninger, der skal gives, såfremt der er begrænsede formidlingsmuligheder.

50.

Tyskland har henvist til fjerde betragtning til direktiv 2011/83, hvoraf bl.a. fremgår, at der skal sikres den rette balance mellem et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og virksomhedernes konkurrenceevne. Undtagelsen i artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 tager hensyn til den begrænsede plads og tid, der gælder ved fjernkommunikationsteknikker, og går endvidere imod uforholdsmæssige restriktioner af en erhvervsdrivendes frihed til at reklamere. Her har Tyskland endvidere bemærket, at det under alle omstændigheder er artikel 8, stk. 7, litra a), i direktiv 2011/83, der er afgørende for forbrugere.

51.

For så vidt angår det tredje spørgsmål har Tyskland endelig gjort gældende, at såfremt der kun er begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne, kan oplysning om fortrydelsesretten indskrænkes til, at der findes en sådan ret, og at det ikke altid er nødvendigt at vedlægge fjernkommunikationsmidlet standardfortrydelsesformularen i henhold til bilag I(B) til direktiv 2011/83.

52.

Kernen i denne sag ligger i det første spørgsmål, og hvorvidt der gælder objektive eller subjektive kriterier, når en ret i en medlemsstat afgør, hvorvidt »aftalen indgås ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne« i henhold til artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83.

53.

Jeg har nået den konklusion, at det af den forelæggende ret foreslåede første alternativ i henhold til EU-retten finder anvendelse på fortolkningen af artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83. Dvs. at afgørelsen af, hvorvidt det omhandlede prospekt, der indeholder en lille kupon, er en »fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne«, afhænger af, hvorvidt fjernkommunikationsteknikken (abstrakt) efter sin art kun giver begrænset plads eller tid. Som det fremgår af den følgende bedømmelse, afspejler denne objektive tilgang betydningen af artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 snarere end den iboende subjektive bedømmelse ved vurderingen af, hvorvidt den omhandlede kommunikationsteknik i den af den erhvervsdrivende valgte udformning konkret giver begrænset plads eller tid, hvilket var det andet alternativ, som der henvises til i det første spørgsmål.

54.

Den forelæggende ret har anmodet om, at det andet spørgsmål vedrørende indholdet af fortrydelsesretten kun skal besvares, såfremt det andet alternativ, som der henvises til i det første spørgsmål, vælges. Jeg besvarer kun det andet og det tredje spørgsmål, såfremt Domstolen er uenig i mit forslag til besvarelse af det første spørgsmål.

55.

Jeg vil forud herfor fremkomme med en række indledende bemærkninger.

56.

Det er vigtigt først at fremhæve, at modifikationen i artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 af de oplysningskrav, der pålægges ved direktivets artikel 6, stk. 1, kun vedrører måden, hvorpå erhvervsdrivende giver forbrugere de i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83 anførte oplysninger forud for, at disse forbrugere kan bindes af en aftale om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted, men ikke indholdet af det, der skal gives oplysning om. Som det er anført i 35. betragtning til direktiv 2011/83, skal det være obligatorisk for den erhvervsdrivende at give de pågældende oplysninger til forbrugeren. De oplysninger, der ikke henvises til i artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83, som oplysninger omfattet af den modifikation, der er blevet skabt ved denne bestemmelse, skal i henhold til det sidste punktum i artikel 8, stk. 4, helt enkelt gives til forbrugeren af den erhvervsdrivende »på en passende måde« i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i direktiv 2011/83. Henset til henvisningen til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83 i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2011/83 skal dette finde sted, inden forbrugeren bindes af aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted.

57.

EU-lovgivers beslutning om at udforme en undtagelse for så vidt angår måden frem for indhold er i overensstemmelse med, at der i henhold til chartrets artikel 38 skal sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i samtlige af EU’s politikker, og finder støtte i artikel 12 TEUF, artikel 114, stk. 3, TEUF og artikel 169 TEUF. Henset endvidere til stigningen af forbrugeraftaler om fjernsalg, der gøres mulige ved forøgelsen af digitale teknologier, støder sikringen af den effektive virkning af direktiv 2011/83 i stigende grad på komplekse udfordringer.

58.

En væsentlig del af sagsøgtes sag er endvidere baseret på friheden til at oprette og drive egen virksomhed i henhold til chartrets artikel 16 ( 11 ). Den overlapper fra tid til anden ytrings- og oplysningsfriheden i forbindelse med reklamer som omhandlet i chartrets artikel 11 ( 12 ), og som Domstolen har haft lejlighed til at tage stilling til for så vidt angår emballering og mærkning ( 13 ). Denne ret er tilsvarende relevant, når der ved lov pålægges restriktioner for så vidt angår reklame og markedsføring samt måder og betingelser for forbrugeres afgivelse af bestillinger for varer og tjenesteydelser, som det er tilfældet i hovedsagen.

59.

Det er imidlertid vigtigt at fremhæve, at når chartrets artikel 16 påberåbes i en sammenhæng, hvor forbrugerbeskyttelse er relevant, skal der endvidere tages hensyn til chartrets artikel 38 ( 14 ), uanset om artikel 38 er et princip og følgelig ved chartrets artikel 52, stk. 5, begrænses til at spille en rolle ved fortolkningen af EU-lovgivningen eller en bestemmelse, der tillægger subjektive rettigheder ( 15 ). Chartrets artikel 38 spiller den samme rolle, når chartrets artikel 11 er relevant for så vidt angår ytrings- og oplysningsfrihed i forbindelse med reklame ( 16 ).

60.

Ordlyden af artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 giver som fremhævet i Polens skriftlige indlæg ingen indikation af, hvorvidt det i hovedsagen omhandlede prospekt udgør »fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne« i henhold til denne artikel. De for baggrunden for artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 relevante dokumenter som eksempelvis forarbejderne er ej heller til stor hjælp ( 17 ), men jeg bemærker, at det i Kommissionens vejledning om direktiv 2011/83 på s. 36 fremgår, at »[a]rtikel 8, stk. 4, bør primært finde anvendelse på aftaler, der indgås ved hjælp af teknologier såsom SMS, som stiller tekniske begrænsninger for mængden af oplysninger, der kan sendes« ( 18 ).

61.

Den sammenhæng, hvori artikel 6, stk. 1, og artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 indgår, samt deres formål er imidlertid mere sigende.

62.

For så vidt angår formål ville det som fremhævet i Finlands og Kommissionens skriftlige indlæg overlade spørgsmålet om, under hvilke omstændigheder undtagelsen i artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 finder anvendelse, til den erhvervsdrivende og deres valg af reklame for og tilbud om aftaler om fjernsalg, såfremt kriteriet »konkret« blev anvendt for så vidt angår den af den erhvervsdrivende valgte udformning, hvilket er det andet alternativ, der nævnes af den forelæggende ret i det første spørgsmål. Dette ville være i strid med det formål, der fremgår af anden betragtning til direktiv 2011/83 om at »fastlægge standardbestemmelser for de fælles aspekter af aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted« og fastlæggelsen af »en enkelt reguleringsmæssig ramme baseret på klart definerede juridiske begreber«, som det fremgår af syvende betragtning. Det ville endvidere medføre en forringelse af den effektive virkning af artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 og ville være i strid med reglen om, at undtagelser fra de EU-retlige bestemmelser om forbrugerbeskyttelse skal fortolkes indskrænkende ( 19 ).

63.

Jeg er endvidere enig i, at formålet med artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83, således som det kommer til udtryk i 36. betragtning, er at sikre, at forbrugere gives samtlige af de oplysninger, der kræves i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83, uanset at de nye teknologier, der anvendes af erhvervsdrivende til at reklamere for og tilbyde aftaler om fjernsalg, besværliggør, at disse oplysninger stilles til rådighed. Det nævnes i 36. betragtning, at der er behov for at tilpasse oplysningskrav, »således at der tages hensyn til visse mediers tekniske begrænsninger, såsom de begrænsninger, der er forbundet med antal tegn på visse mobiltelefonskærme« (min fremhævelse). Fokus i direktiv 2011/83 på den (objektive) anvendte kommunikationsteknik afspejles endvidere i 20. betragtning, der bekræfter, at definitionen af en aftale om fjernsalg dækker over aftaler, der udelukkende indgås ved brug af fjernkommunikationsteknik som eksempelvis »postordre, internet, telefon eller fax«.

64.

Som jeg har nævnt i et tidligere forslag til afgørelse, omfatter sammenhæng i fortolkningen af EU-foranstaltninger en række forskellige aspekter. Den omfatter en sammenligning med lovgivning, der gik forud for den pågældende foranstaltning, men som foranstaltningen har ophævet. Den omfatter de EU-retlige forskrifter, som i væsentlig grad er forbundet med eller knyttet til den pågældende foranstaltning. Og den vedrører også den sammenhæng, hvori den pågældende bestemmelse indgår, i forhold til andre bestemmelser i det EU-instrument, hvori den findes, og sidstnævntes almindelige opbygning ( 20 ).

65.

Det er i denne forbindelse eventuelt af betydning ( 21 ), at Kommissionen har påberåbt sig dommen i sagen Canal Digital Danmark ( 22 ). Domstolen blev i denne sag anmodet om at tage stilling til, hvorvidt bl.a. artikel 7, stk. 1 og 3, i direktivet om urimelig handelspraksis skal fortolkes således, at der med henblik på en bedømmelse af, hvorvidt en handelspraksis skal anses for at være en vildledende udeladelse, skal tages hensyn til den sammenhæng, hvori denne handelspraksis indgår, bl.a. begrænsningerne i rum eller tid ved det anvendte medie. Artikel 7, stk. 1, i direktivet om urimelig handelspraksis bestemmer, at der i forbindelse med bedømmelsen af, hvorvidt en handelspraksis er urimelig, skal tages hensyn til den faktuelle sammenhæng og »til alle elementer og forhold og begrænsningerne ved kommunikationsmediet«.

66.

Selv om jeg ikke kan tilslutte mig, at visse af de af Kommissionen påberåbte præmisser i dommen i sagen Canal Digital Danmark støtter en objektiv frem for en subjektiv tilgang til besvarelsen af det første spørgsmål ( 23 ), henviste Domstolen, da den skulle tage stilling til betydningen af »det anvendte kommunikationsmiddels begrænsninger i rum og tid« i præmis 42 i dommen i sagen Canal Digital Danmark, til de begrænsninger i tid, »som visse kommunikationsmidler, såsom TV-reklamer, kan være underlagt« ( 24 ). Jeg bemærker følgelig, at det ikke var den erhvervsdrivendes subjektive valg, der konkret syntes relevant for fortolkningen af artikel 7, stk. 1, i direktivet om urimelig handelspraksis, men derimod snarere de objektive kvaliteter ved visse medier.

67.

Der er endvidere ingen bestemmelser i direktiv 97/7, der var en af forgængerne for direktiv 2011/83, der tyder på en lempelse af kravene for så vidt angår traditionelle former for fjernkommunikation mellem erhvervsdrivende og forbrugere som eksempelvis via kataloger og tidskrifter med prospekter af den i hovedsagen omhandlede type. Fastlæggelsen af en sådan foranstaltning i det efterfølgende direktiv, her direktiv 2011/83, ville være i strid med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og ville kræve en klar formulering.

68.

Jeg er følgelig enig med de betragtninger, som Kommissionen fremkom med i retsmødet, hvorefter Domstolens dom i sagen Verband Sozialer Wettbewerb ( 25 ) tog stilling til en konfiguration af en reklame på papir, der ikke havde lighedstræk med hovedsagen, og på grundlag af disse særegne faktiske omstændigheder følgelig ikke giver nogen vejledning i forbindelse med besvarelsen af det første spørgsmål. Det er forkert, når sagsøgte påberåber sig denne afgørelse.

69.

I dommen i sagen Verband Sozialer Wettbewerb blev Domstolen anmodet om at tage stilling til, hvorvidt artikel 7, stk. 4, litra b), i direktivet om urimelig handelspraksis skulle fortolkes således, at oplysningerne vedrørende den erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn i en reklame for specifikke produkter i et trykt medie skal angives, når forbrugerne køber disse produkter via det i reklamen anførte websted, som tilhører den virksomhed, der er ophavsmand til denne reklame, og hvor disse oplysninger er let tilgængelige på eller via dette websted.

70.

Domstolen fastslog, at omfanget af oplysninger vedrørende den erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn, som skal meddeles af en erhvervsdrivende i forbindelse med en købsopfordring, skal vurderes i forhold til denne opfordrings sammenhæng, produktets art og karakteristika samt det anvendte kommunikationsmiddel ( 26 ).

71.

Domstolen tilføjede dernæst, at i det tilfælde, hvor »en platform for onlinekøb er genstand for en reklame i et trykt medie, og navnlig hvor et stort antal muligheder for køb hos forskellige erhvervsdrivende præsenteres herpå, kan der imidlertid findes begrænsninger i rum som omhandlet i artikel 7, stk. 3, i direktiv 2005/29« ( 27 ).

72.

Der er imidlertid intet i sagens akter, der tyder på, at det i hovedsagen omhandlede prospekt henviste til mere end en erhvervsdrivende eller henviste til diverse websteder via en platform.

73.

Som sagsøgeren har gjort gældende, rettes reklamemedier, der frembringes i traditionelle kommunikationsformer, således som det er tilfældet i hovedsagen, endelig ofte mod samfundsgrupper som eksempelvis ældre mennesker, der ikke er vant til at gå på internettet for at få adgang til de supplerende vilkår for den foreslåede aftale.

74.

34. betragtning til direktiv 2011/83 afspejler beskyttelsen af disse grupper som et formål med dette direktiv. Det følger af andet punktum, at »[i] forbindelse med at den erhvervsdrivende giver disse oplysninger, bør vedkommende tage hensyn til de specifikke behov for forbrugere, som er særligt sårbare på grund af deres mentale, fysiske eller psykiske handicap, alder eller godtroenhed på en måde, som den erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at gennemskue«. Denne sammenhæng peger endvidere i retning af en afvisning af den erhvervsdrivendes valg af udformning og medium ved fastlæggelsen af, hvorvidt »en fjernkommunikationsteknik […] giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne« i henhold til artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83, idet det ville forpligte samtlige samfundsgrupper til at gå på internettet med henblik på at få adgang til oplysninger, som erhvervsdrivende er forpligtede til at give i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83.

75.

Med det andet spørgsmål spørger den forelæggende ret, hvorvidt det, så snart artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 finder anvendelse, er tilstrækkeligt for en erhvervsdrivende forud for indgåelsen af en aftale om fjernsalg at oplyse en forbruger om, at der findes en fortrydelsesret, og intet andet.

76.

Som jeg har anført ovenfor, besvarer jeg kun det andet spørgsmål for det tilfælde, at Domstolen måtte være uenig i mine konklusioner for så vidt angår det første spørgsmål, og at modifikationen i oplysningskravet i artikel 6, stk. 1, og artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 finder anvendelse på det i hovedsagen omhandlede prospekt.

77.

For så vidt angår det andet spørgsmål er jeg enig i den opfattelse, som sagsøgeren, Finland, Polen og Kommissionen har indtaget. Ordlyden af artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 kræver mere, end at det oplyses, at der findes en fortrydelsesret. Den bestemmer, at den erhvervsdrivende »skal« give en række oplysninger, og at dette omfatter »betingelserne for at opsige aftalen« ( 28 ), hvilket der bl.a. henvises til i artikel 6, stk. 1, litra h), i direktiv 2011/83.

78.

Som fremhævet i det skriftlige indlæg fra Finland, er de oplysninger, der er omfattet af artikel 6, stk. 4, og artikel 8, stk. 1, i direktiv 2011/83, der skal gives til en forbruger forud for indgåelsen af en aftale, i henhold til Domstolens praksis af afgørende betydning ( 29 ). Domstolen har allerede i forbindelse med et af de direktiver, der gik forud for direktiv 2011/83, nærmere bestemt direktiv 97/7, fastslået, »at oplysningerne, når de alene er tilgængelige på sælgerens hjemmeside via et link, der sendes til forbrugeren, hverken er »leveret« til denne forbruger eller »modtaget« af denne i den forstand, hvori disse udtryk anvendes i artikel 5, stk. 1, i direktiv 97/7« ( 30 ). Dette er i overensstemmelse med det svar, der her foreslås på det andet spørgsmål.

79.

Jeg afviser på samme måde som Finland og sagsøgeren ( 31 ) argumenter til støtte for, at artikel 8, stk. 7, i direktiv 2011/83 og de erhvervsdrivendes forpligtelse til at give oplysningerne i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83 til forbrugere med »bekræftelsen af den indgåede aftale på et varigt medium inden for rimelig tid efter indgåelsen af aftalen om fjernsalg og senest ved leveringen af varerne, eller før leveringen af tjenesteydelsen begynder«, er relevante for den forpligtelse, der pålægges i henhold til direktiv 2011/83 for erhvervsdrivende til at give oplysninger om retten til at fortryde en aftale om fjernsalg, inden forbrugere bliver bundet af aftalen.

80.

I artikel 8, stk. 7, i direktiv 2011/83 lægges vægten på »bekræftelse« af det, der er blevet givet oplysninger om forud for indgåelsen af aftalen og »varige medier«, idet direktiv 2011/83 giver mulighed for, at der gives relevante oplysninger forud for aftalen på medier, der ikke er varige. Erhvervsdrivende er kun undtaget fra forpligtelsen i artikel 8, stk. 7, litra a), i direktiv 2011/83, såfremt de relevante oplysninger »allerede« er blevet givet på et varigt medium. Dette følger klart af anvendelsen af ordene »medmindre« i samme bestemmelse. 23. betragtning er endvidere relevant, idet den antyder, at formålet med at give oplysninger på varige medier er lagring. Artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 ville endvidere, som sagsøgeren har gjort gældende, være overflødig, såfremt den af Tyskland foreslåede fortolkning skulle tiltrædes.

81.

Jeg skal imidlertid fremhæve, at såfremt Domstolen måtte være enig med mine anbefalinger for så vidt angår svaret på det første spørgsmål, er det et krav, at sagsøgte under alle omstændigheder i prospektet stiller standardfortrydelsesformularen, der er fastsat i artikel 11, stk. 1, i og bilag I(B) til direktiv 2011/83, til rådighed, idet hovedsagen sandsynligvis ikke vil være omfattet af modifikationen af de oplysningskrav, der er fastsat i direktiv 2011/83.

82.

Den foreslåede tilgang til besvarelsen af det første og det andet spørgsmål indebærer en indblanding i sagsøgtes grundlæggende rettigheder, idet den forpligter dem til at vælge en udformning, hvorved de oplysningsforpligtelser, der er blevet pålagt ved direktiv 2011/83, kan opfyldes, og på en sådan måde, at samtlige oplysninger gives til forbrugeren på en »klar og forståelig måde« i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83 og 34. betragtning hertil. Dette omfatter oplysninger om fortrydelsesretten og ikke blot om, at den findes. Såfremt mit forslag til besvarelse af det første spørgsmål accepteres, vil det endvidere omfatte en forpligtelse til at stille standardfortrydelsesformularen i bilag I(B) til direktiv 2011/83 til rådighed i det i hovedsagen omhandlede prospekt.

83.

Alt dette begrænser sagsøgtes mulighed for frit at kunne disponere over sine økonomiske, tekniske og finansielle ressourcer som omhandlet i chartrets artikel 16 ( 32 ). Det udgør endvidere et indgreb i ytrings- og oplysningsfriheden i forbindelse med reklame i henhold til chartrets artikel 11, idet den erhvervsdrivende forpligtes til at videregive specifikke oplysninger.

84.

Friheden til at oprette og drive egen virksomhed i henhold til chartrets artikel 16 er imidlertid i henhold til fast retspraksis ikke absolut. Den kan undergives forskellige former for myndighedsindgreb, som af hensyn til den almene interesse kan sætte begrænsninger for udøvelsen af erhvervsvirksomhed ( 33 ). Chartrets artikel 16 skal endvidere ses i sammenhæng med dens funktion i samfundet ( 34 ).

85.

De grundlæggende rettigheder, der beskyttes ved chartrets artikel 11 og artikel 16, er heller ikke absolutte. Begge bestemmelser er genstand for begrundede begrænsninger i henhold til chartrets artikel 52, stk. 1 ( 35 ). Den bestemmer, at enhver »begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder«.

86.

Kravet om, at begrænsningen skal være »foreskrevet ved lov«, opfyldes ved artikel 8, stk. 4, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83. Hverken det væsentlige indhold af chartrets artikel 16 eller artikel 11 er i fare, idet direktiv 2011/83 ikke forpligter erhvervsdrivende til at gøre brug af bestemte fjernkommunikationsteknikker. Erhvervsdrivende er ikke tvunget til at anvende traditionelle reklameprospekter i papirform. De skal blot overholde hele ordlyden af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83, såfremt de gør det. Dette svarer til fastsættelsen af regler for oplysninger om et produkt inden for et klart afgrænset område ( 36 ).

87.

Det anerkendes i Domstolens praksis, at forbrugerbeskyttelseshensyn på et højt niveau er et legitimt mål af almen interesse, der gennemføres ved EU-retten ( 37 ). Kernen i tvisten mellem parterne for så vidt angår artikel 52, stk. 1, ligger i, hvorvidt proportionalitetsprincippet er blevet overholdt i forbindelse med forfølgelsen af dette mål ( 38 ).

88.

Det følger i denne forbindelse af fast retspraksis, at »proportionalitetsprincippet indebærer, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre, end hvad der er nødvendigt og passende for gennemførelsen af det formål, der lovligt tilstræbes med den omhandlede lovgivning, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål« ( 39 ).

89.

Jeg er enig med argumenterne i Kommissionens skriftlige indlæg om, at begrænsningen i den erhvervsdrivendes frihed svarer til en forpligtelse til altid at vælge en reklameteknik, der er tilstrækkelig til at omfatte samtlige oplysninger om fortrydelsesretten. Det er svært at se, hvordan fastholdelsen af forpligtelserne i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83 for så vidt angår traditionelle reklameprospekter i papirform er uhensigtsmæssigt tilpasset med henblik på at opnå dette mål, eller hvordan det pålægger en byrde på erhvervsdrivende, der går videre end nødvendigt. Generelle udsagn som dem, der fremgår af Tysklands skriftlige indlæg, for så vidt angår mængden af oplysninger, der kræves ved artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83, er ikke tilstrækkelige ( 40 ), og sagsøgtes udsagn i retsmødet om, at et krav til erhvervsdrivende om at bruge mere end 20-30% af reklamepladsen for så vidt angår aftaler om fjernsalg på oplysningsforpligtelser udløser anvendelsen af artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83, er både vilkårlig og uden støtte i ordlyden af direktiv 2011/83.

90.

Et reklameprospekt i papirform lider ikke under tekniske begrænsninger. Under hovedsagens omstændigheder, hvor der reklameres for et enkelt produkt, der sælges af en enkelt erhvervsdrivende i et konventionelt prospekt i papirform, der omfatter et bestillingspostkort, som kunne rives af, kan prospektet ganske enkelt gøres større med henblik på at sikre, at oplysningerne gives på »klar og forståelig vis« i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83. Jeg er, i modsætning til de argumenter, som sagsøgte har fremført i retsmødet, uenig i, at EU-lovgiver fastsatte »vægt« som en af de begrænsninger fastsat ved artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83, henset til, at denne bestemmelse henviser til »begrænset plads eller tid«.

91.

Oplysningskravene i direktiv 2011/83 finder, som Kommissionen har fremhævet i sit skriftlige indlæg, kun anvendelse på aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted. De går følgelig ikke videre end nødvendigt for at opnå målet om at sikre forbrugerbeskyttelse for så vidt angår aftaler om fjernsalg, hvor forbrugeren ikke kan inspicere de pågældende varer eller stille spørgsmål i en forretning forud for indgåelsen af aftalen. Som Finland har gjort gældende, har den erhvervsdrivende en skærpet forpligtelse i tilfælde af aftaler om fjernsalg, idet forbrugeren forud for beslutningen om at indgå aftale ikke personligt kan foretage en vurdering af de omhandlede produkter. Dette afspejles i 37. betragtning.

92.

EU-lovgiver har endelig et bredt skøn på områder, hvor de foranstaltninger, der skal træffes, indebærer valg af både politisk og økonomisk og social karakter, og når den skal foretage komplekse vurderinger. Under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende vil et indgreb i sagsøgtes rettigheder i henhold til chartrets artikel 16 følgelig skulle være uforholdsmæssigt ( 41 ), førend det ikke ville kunne begrundes i henhold til chartrets artikel 52, stk. 1. Det er ikke blevet godtgjort, at dette er tilfældet.

93.

Jeg foreslår derfor følgende svar på det første og det andet spørgsmål:

94.

Jeg besvarer kun dette spørgsmål, såfremt det første spørgsmål i strid med forslagene ovenfor måtte blive besvaret således, at det er den konkrete fjernkommunikationsteknik, der har begrænset plads og tid i den udformning, som den erhvervsdrivende har valgt, der afgør det materielle anvendelsesområde for artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83.

95.

Der er uenighed om svaret på det tredje spørgsmål i følgende henseender.

96.

Sagsøgeren og Kommissionen har på den ene side anført, at der som følge af ordlyden af direktiv 2011/83 skal gives oplysning om standardfortrydelsesformularen for aftalen til forbrugeren, også når artikel 8, stk. 4, finder anvendelse. Sagsøgeren har gjort gældende, at dette afspejler sig i den formulering, der anvendes i bilag I(B) til direktiv 2011/83, der henviser til »denne formular« som det, der skal meddeles den erhvervsdrivende, der har reklameret.

97.

Kommissionen har gjort gældende, at den erhvervsdrivende i henhold til artikel 6, stk. 1, litra h), i direktiv 2011/83, inden en forbruger bindes af en aftale om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted, på en klar og forståelig måde, skal give oplysninger om en eventuel fortrydelsesret, betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre denne ret gældende i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1, samt den standardfortrydelsesformular, der findes i bilag I(B) ( 42 ). I henhold til denne bestemmelses ordlyd finder begge af disse led af en erhvervsdrivendes forpligtelser anvendelse ved en fjernkommunikationsteknik, som giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne. Kommissionen har bemærket, at standardfortrydelsesformularen i bilag I(B) er kortfattet, og endvidere at artikel 8, stk. 1, i direktiv 2011/83 tillader den erhvervsdrivende at stille de i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83 fastsatte oplysninger til rådighed på en passende måde for den anvendte fjernkommunikationsteknik. Dette giver supplerende fleksibilitet for den erhvervsdrivende.

98.

Finland har på den anden side med en vis støtte fra Polen og fra Tyskland, gjort gældende, at selve fortrydelsesformularen ikke udgør en del af de »oplysninger« om fortrydelsesretten, der henvises til i direktiv 2011/83, således at den ikke skal stilles til rådighed, inden en forbruger bindes af en aftale om fjernsalg, når artikel 8, stk. 4, finder anvendelse. Den er snarere et dokument, som er grundlag for, at forbrugeren kan oplyse den erhvervsdrivende om forbrugerens ønske om at fortryde aftalen. Såfremt lovgiver ønskede at lade standardfortrydelsesformularen være omfattet, skulle dette udtrykkeligt have været fastsat i artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83. Standardfortrydelsesformularen er ikke »oplysninger«, der vil påvirke køberens beslutning om at købe det, der tilbydes ved en aftale om fjernsalg.

99.

Finland har endvidere henvist til artikel 8, stk. 5, i direktiv 2011/83, og den omstændighed, at direktiv 2011/83 finder anvendelse på telefonsalg. Dette viser, at lovgiver ikke havde til hensigt at lade standardfortrydelsesformularen være omfattet, idet det er teknisk umuligt at sende formularen pr. telefon. Finland har bemærket, at standardfortrydelsesformularen kan sendes senere på et varigt medium i henhold til artikel 8, stk. 7, i direktiv 2011/83. Polen har givet eksemplet med en aftale om fjernsalg indgået pr. telefon som en kommunikationsteknik, hvor det ikke ville være muligt at anvende standardfortrydelsesformularen.

100.

Jeg har nået den konklusion, at når artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 finder anvendelse, er erhvervsdrivende ikke forpligtede til at stille standardfortrydelsesformularen i bilag I(B) til direktiv 2011/83 til rådighed forud for indgåelsen af en aftale om fjernsalg.

101.

Selv om jeg anerkender, at Kommissionens vejledning om direktiv 2011/83 ( 43 ) ikke overraskende støtter den opfattelse, som Kommissionen har indtaget i hovedsagen, ved at det eksempelvis anføres, at indholdet af formularen ved telefonopringninger skal forklares mundtligt til forbrugeren ( 44 ), findes der ikke udtrykkelige formuleringer i direktiv 2011/83 til støtte herfor. Der findes med andre ord ingen bestemmelser i direktiv 2011/83, der omhandler kommunikationsteknik, hvor det er umuligt eller vanskeligt at stille standardfortrydelsesformularen til rådighed. Denne sammenhæng tyder på, at det muligvis ikke har været EU-lovgivers hensigt at forpligte erhvervsdrivende til at stille formularen til rådighed under disse omstændigheder.

102.

Såfremt der mere generelt stilles krav om, at erhvervsdrivende stiller standardfortrydelsesformularen til rådighed, selv når artikel 8, stk. 4, i direktiv 2011/83 finder anvendelse, kan det være i strid med baggrunden for denne bestemmelse og for artikel 6, stk. 1, i direktiv 2011/83, der henviser til behovet for at undgå unødvendige byrder for erhvervsdrivende ( 45 ).

103.

I henhold til artikel 11, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/83 har forbrugeren endelig mulighed for at fortryde en aftale om fjernsalg ved at afgive en utvetydig erklæring om sin beslutning. Forbrugere er ikke forpligtede til at anvende standardfortrydelsesformularen i bilag I(B). Dette støtter det argument, som Finland har gjort gældende, hvorefter ordet »oplysninger« i direktiv 2011/83 kan fortolkes således, at det ikke omfatter den måde, hvorpå en forbruger vælger at fortryde en aftale om fjernsalg. Den løsning, som jeg foreslår, er følgelig ikke til hinder for en høj standard for forbrugerbeskyttelse.

104.

Jeg foreslår følgelig, at det tredje spørgsmål besvares som følger:

105.

I lyset af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål fra Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) som følger: