1.

For at fremme kulturel mangfoldighed og sikre, at offentligheden forsynes med adgang til de største radio- og tv-kanaler, har medlemsstaterne ret til at pålægge leverandører af elektroniske kommunikationsnet en must carry-forpligtelse vedrørende visse af disse kanaler. I dag er det imidlertid muligt via internettet frit at sprede og tilgå flere og flere informationskilder, herunder radio og tv, uden de tekniske begrænsninger, der knytter sig til de transmissionsteknikker, der på kort tid er blevet »klassiske«, f.eks. jord-, kabel- eller satellitbaseret tv-spredning. Denne teknologiske udvikling har vendt op og ned på det audiovisuelle landskab og gjort must carry-forpligtelsen til et privilegium og dem, der er omfattet af denne forpligtelse, til dem, der potentielt opnår en fordel herved ( 2 ). Således opstår spørgsmålet om, hvorvidt og eventuelt på hvilke betingelser de regler, der er udformet for disse klassiske transmissionsteknikker, er anvendelige i det nye miljø, som internettet udgør.

2.

Den foreliggende sag illustrerer til fulde dette fænomen og giver Domstolen lejlighed til at klarlægge, hvordan EU-retten forholder sig i denne henseende.

3.

Artikel 3, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet bestemmer ( 3 ):

»1.   Medlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt.

2.   Medlemsstaterne indfører en eneret til at tillade og forbyde trådbunden eller trådløs tilrådighedsstillelse for almenheden på en sådan måde, at almenheden får adgang til de pågældende værker på et individuelt valgt sted og tidspunkt:

4.

Artikel 1, stk. 1 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (rammedirektivet) ( 4 ) bestemmer:

»1.   Dette direktiv fastlægger harmoniserede rammer for regulering af elektroniske kommunikationstjenester, elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter og tjenester samt visse aspekter af terminaludstyr med sigte på at lette tilgængeligheden for handicappede brugere. Det fastsætter de nationale tilsynsmyndigheders opgaver og opstiller en række procedurer, der skal sikre, at rammebestemmelserne anvendes ensartet i hele Fællesskabet.

[…]

3.   Dette direktiv og særdirektiverne berører ikke foranstaltninger, der er truffet på fællesskabsplan og på nationalt plan i henhold til EF-lovgivning for at forfølge mål af almen interesse, navnlig for så vidt angår regulering af indhold og politikken på det audiovisuelle område.«

5.

Dette direktivs artikel 2, litra a), c), l) og m), bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]«

6.

Artikel 2, stk. 1, i direktiv 2002/22 har følgende ordlyd:

»Definitionerne i artikel 2 i direktiv [2002/21] finder anvendelse i dette direktiv.«

7.

Dette direktivs artikel 31, stk. 1, første afsnit, bestemmer:

»Medlemsstaterne kan pålægge virksomheder i deres område, som udbyder elektroniske kommunikationsnet, der anvendes til transmission af radio- og tv-kanaler til offentligheden, en rimelig must carry-forpligtelse for så vidt angår bestemte radio- og tv-kanaler samt supplerende tjenester, navnlig tilgængelighedstjenester for at sikre handicappede slutbrugere behørig adgang, hvis et betydeligt antal slutbrugere af sådanne net anvender dem som deres primære adgang til modtagelse af radio- og tv-kanaler. En sådan forpligtelse pålægges udelukkende, hvis det er nødvendigt for at opfylde målsætninger i almenhedens interesse, som er klart defineret af den enkelte medlemsstat, og forpligtelsen skal stå i et rimeligt forhold til det tilsigtede mål og være transparent.«

8.

Artikel 2-1 i loi no 86-1067, du 30 septembre 1986, relative à la liberté de communication (lov nr. 86-1067 af 30.9.1986 om kommunikationsfrihed) ( 7 ) bestemmer:

»I denne lov forstås ved: distributør af tjenester enhver, der indgår kontrakter med redaktører af tjenester med henblik på at tilvejebringe tilbud om audiovisuelle kommunikationstjenester, der stilles til rådighed for offentligheden gennem et elektronisk kommunikationsnet i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel L. 32, nr. 2), i code des postes et des communications électroniques (lov om postvæsen og elektronisk kommunikation). Enhver, der tilvejebringer et sådant tilbud ved at indgå kontrakter med andre distributører, anses ligeledes som distributør af tjenester.«

9.

Artikel 34-2, I, i loven om kommunikationsfrihed har følgende ordlyd:

»På det franske hovedland skal alle udbydere af tjenester på et net, der ikke benytter jordbaserede frekvenser, som er blevet tildelt af Conseil supérieur de l’audiovisuel, gratis stille udsendelser, som leveres af de selskaber, som er anført i artikel 44, stk. I, samt Arte-kanalen, der udsendes over analoge, jordbaserede frekvenser, såvel som kanal TV 5 og tv-udsendelser, som transmitteres via digitale jordbaserede radiobølgefrekvenser, og som har til formål at bidrage til kendskabet til de oversøiske territorier, særligt med henblik på modtagere på hovedlandet, og som redigeres af det selskab, der er anført i artikel 44, stk. I, til rådighed for dets abonnenter, medmindre dets redaktører finder, at udbuddet af tjenester er åbenbart uforeneligt med opfyldelsen af deres public service-opgaver. Såfremt udbyderen tilbyder digitale tjenester, stiller denne ligeledes tjenester fra disse selskaber, der transmitteres via digitale jordbaserede radiobølgefrekvenser, gratis til rådighed for abonnenter, der modtager dette tilbud.

[…]«

10.

Selskabet France Télévisions er det offentlige radio- og tv-foretagende, hvis tv-kanaler har must carry-forpligtelser, jf. artikel 34-2 i loven om kommunikationsfrihed. Ud over den klassiske jordbaserede tv-spredning udbyder France Télévisions også sine tv-kanaler via streaming over internettet.

11.

Selskabet Playmédia driver et websted, hvorfra det bl.a. udbyder flere tv-kanaler via streaming og i realtid, herunder kanaler, der tilhører France Télévisions. Adgangen til dette websted er gratis, idet Playmédia finansierer sin virksomhed ved hjælp af reklameindtægter.

12.

Da Playmédia trods sine anmodninger til France Télévisions om en distributionsaftale ikke opnåede en sådan aftale, lagde førstnævnte selskab sag an mod France Télévisions med påstand om indgåelse af en sådan aftale, idet det påberåbte sig France Télévisions’ forpligtelse, jf. must carry-forpligtelsen ifølge artikel 34-2 i loven om kommunikationsfrihed, til at lade Playmédia transmittere sine kanaler. France Télévisions fremsatte modkrav mod Playmédia begrundet i dette selskabs overtrædelse af France Télévisions’ intellektuelle ejendomsrettigheder.

13.

Da Playmédia tabte sagen i første instans såvel som appelsagen, både med hensyn til sine egne og France Télévisions’ påstande, iværksatte førstnævnte selskab en kassationsappel. Ved afgørelse af 5. juli 2017 har Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) besluttet at udsætte denne sag, indtil Domstolen har truffet en afgørelse i den foreliggende sag.

14.

Parallelt med de ovenfor beskrevne retssager anmodede Playmédia også Conseil supérieur de l’audiovisuel (CSA) (råd for audiovisuelle anliggender, Frankrig) om at bilægge tvisten med France Télévisions. Efter en mindre funktionsændring af Playmédias websted, som CSA fandt nødvendig, meddelte dette råd ved afgørelse af 27. maj 2015 France Télévisions pålæg om ikke at hindre Playmédia i at transmittere dets programmer fra det nævnte websted. France Télévisions lagde sag an ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) med påstand om annullation af denne afgørelse.

15.

Under disse omstændigheder har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

16.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 23. maj 2017. Der er indgivet skriftlige indlæg af France Télévisions, Playmédia, af den franske, den litauiske og den polske regering samt af Europa-Kommissionen. France Télévisions, Playmédia, den franske regering og Kommissionen deltog i retsmødet, der blev afholdt den 30. maj 2018.

17.

Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om en virksomhed, der tilbyder at vise tv-programmer via streaming og direkte over internettet, skal anses for en virksomhed, som udbyder elektroniske kommunikationsnet, der anvendes til transmission af radio- og tv-kanaler til offentligheden i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 31, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2002/22.

18.

I lighed med alle de interesserede parter, der har indgivet indlæg i den foreliggende sag – med undtagelse af Playmédia – er det min opfattelse, at dette spørgsmål skal besvares benægtende.

19.

De direktiver, der udgør de fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, heriblandt direktiv 2002/22, bygger på en meget klar sondring mellem levering af infrastrukturen til disse net på den ene side og leveringen af det indhold, der transmitteres via disse net, eller de øvrige tjenester, der leveres ved hjælp af disse net, på den anden side. Denne sondring fremgår klart af flere bestemmelser i det omhandlede direktiv.

20.

Det fremgår således af femte betragtning til direktiv 2002/21, at »[d]et er nødvendigt at adskille regulering af transmission fra regulering af indhold«. De fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet »omfatter derfor ikke indholdet i de tjenester, der leveres via elektroniske kommunikationsnet ved hjælp af elektroniske kommunikationstjenester«. Denne sondring afspejles dernæst i artikel 1, stk. 3, i direktiv 2002/21, hvorefter dette direktiv såvel som særdirektiverne ikke berører foranstaltninger, der er truffet for at forfølge mål af almen interesse, navnlig for så vidt angår regulering af indhold og politikken på det audiovisuelle område. Endelig udelukker definitionen i artikel 2, litra c), i direktiv 2002/21 af elektroniske kommunikationstjenester, som omfattes af de fælles rammebestemmelser, udtrykkeligt de »tjenester, der består i tilrådighedsstillelse af eller udøvelse af redaktionel kontrol over indhold fremført via elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester«. Blandt informationssamfundets tjenester ( 8 ) omfatter denne definition ikke de tjenester, »som ikke udelukkende eller overvejende består i overføring af signaler via elektroniske kommunikationsnet«.

21.

Denne udelukkelse af de tjenester, der består i at levere indhold, fremgår også for så vidt angår must carry-forpligtelsen af direktiv 2002/22. Således bestemmes det udtrykkeligt i 45. betragtning til dette direktiv, at »[y]delse af indholdstjenester som f.eks. tilbud om salg af en pakke med radio- og tv-kanaler [ikke er] omfattet af de fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester. Udbydere af sådanne tjenester bør ikke pålægges forsyningspligt for så vidt angår sådanne tjenester«.

22.

Det er således i denne sammenhæng, at man skal fortolke artikel 31 i direktiv 2002/22, som fastsætter muligheden for at indføre must-carry-forpligtelser. Denne bestemmelse gør det muligt at pålægge »de virksomheder […], som udbyder elektroniske kommunikationsnet, der anvendes til transmission af radio- og tv-kanaler til offentligheden«, sådanne forpligtelser. Udbuddet af et elektronisk kommunikationsnet defineres imidlertid som »etablering, drift, styring eller tilrådighedsstillelse af et sådant net« i artikel 2, litra m), i direktiv 2002/21.

23.

Det er åbenbart, at en virksomhed, der tilbyder visning af tv-programmer via internettet, ikke leverer et elektronisk kommunikationsnet, men indhold, som fremføres til brugerne gennem et sådant net (i det foreliggende tilfælde internettet). En sådan virksomhed er således heller ikke leverandør, men bruger af et sådant net. Den tjeneste, denne virksomhed udbyder, er en åbenbar informationssamfundstjeneste, men består ikke udelukkende eller overvejende i overføring af signaler, idet denne overføring varetages af leverandører af internetadgang. At blande disse to aktiviteter sammen vil være uforeneligt med, at disse adgangsleverandører ifølge artikel 12 i direktiv 2000/31 ( 9 ) ikke må gøres ansvarlige for det transmitterede indhold.

24.

Det er derfor med urette, at Playmédia har hævdet at drive et elektronisk kommunikationsnet som omhandlet i artikel 2, litra m), i direktiv 2002/21, og dermed at være omfattet af must carry-forpligtelsen som fastsat i artikel 31 i direktiv 2002/22. Den virksomhed, der sigtes til i denne bestemmelse, består i mod betaling at sikre driften af nettet, hvilket forudsætter en vis grad af kontrol med dets funktion. En bruger, hvis rolle er begrænset til at tilbyde indhold, som er tilgængeligt takket være det pågældende net, udøver ikke en sådan kontrol og kan derfor ikke anses for at være den virksomhed, der driver det. I modsætning til, hvad Playmédia har hævdet i sit indlæg, er det at bruge et net til sin virksomheds behov ikke tilstrækkeligt til at kunne hævde, at man driver eller leverer det. Ligeledes består Playmédias aktivitet ikke i at overføre signaler via et net (internettet), men i at frembringe signaler. Det er leverandørerne af nettet og af adgang til dette net, som overfører disse signaler og således leverer en elektronisk kommunikationstjeneste som omhandlet i artikel 2, litra c), i direktiv 2002/21, såvel til selskabet Playmédia som til dets abonnenter.

25.

Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare det første præjudicielle spørgsmål med, at artikel 31, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2002/22 skal fortolkes således, at en virksomhed, der tilbyder at vise tv-programmer via streaming og direkte over internettet, ikke skal anses for en virksomhed, som udbyder elektroniske kommunikationsnet, der anvendes til transmission af radio- og tv-kanaler til offentligheden i denne bestemmelses forstand.

26.

Med det andet præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret nærmere bestemt anmodet Domstolen om at oplyse, om direktiv 2002/22 eller nogen anden bestemmelse i EU-retten er til hinder for, at en medlemsstat indfører en must carry-forpligtelse i lighed med den, der er fastsat i dette direktivs artikel 31, for de virksomheder, der uden at være omfattet af denne bestemmelses anvendelsesområde tilbyder visning af tv-programmer via streaming og direkte over internettet.

27.

Det er nemlig ubestridt, at must carry-forpligtelsens anvendelsesområde som fastsat i artikel 34-2 i loven om kommunikationsfrihed er bredere end anvendelsesområdet for artikel 31 i direktiv 2002/22 og ikke blot omfatter netleverandørerne, men også de virksomheder, der tilbyder adgang til tv-kanaler via disse net. I modsætning til den bekymring, som den franske regering gav udtryk for, især i retsmødet, forstår jeg imidlertid ikke dette spørgsmål på den måde, at det lægger op til en vurdering af denne forpligtelses lovlighed i henseende til EU-retten i almindelighed, men alene når forpligtelsen pålægges virksomheder, som tilbyder visning af tv-programmer over internettet i en situation, hvor disse programmer allerede er gjort frit tilgængelige over internettet af de pågældende fjernsynsforetagender.

28.

En sådan must carry-forpligtelse indebærer nødvendigvis, at de pågældende fjernsynsforetagender pålægges pligten til at tillade de virksomheder, der er omfattet af must carry-forpligtelsen, at udsende deres programmer. Det er i øvrigt interessant at bemærke, at denne pligt (must offer-forpligtelsen), der påhviler fjernsynsforetagenderne, i øjeblikket og især på internettet ofte spiller en meget større rolle end must carry-forpligtelsen i sig selv. For internettets vedkommende er den primære grund til at indføre must carry-forpligtelsen, som oprindeligt var nettenes begrænsede transmissionskapacitet, således ikke til stede. Tværtimod er virksomhederne i det konkurrenceprægede miljø på internettet på udkig efter attraktivt indhold, som kan generere trafik på deres websteder og således øge deres reklameindtægter. Det er derfor en stor fordel for dem at være omfattet af must carry-forpligtelsen eller snarere, som Playmédia i øvrigt gav udtryk for i sit indlæg, at nyde godt af den, ligesom de nyder godt af den must offer-forpligtelse, som påhviler fjernsynsforetagenderne.

29.

Det er derfor min opfattelse, at det vil være relevant at analysere det andet præjudicielle spørgsmål sammen med det fjerde for at undersøge foreneligheden med EU-retten af såvel must carry-forpligtelsen som must offer-forpligtelsen. Spørgsmålet er derfor, om direktiv 2002/22 eller nogen anden bestemmelse i EU-retten er til hinder for, at en medlemsstat indfører en must carry-forpligtelse for de virksomheder, der uden at være omfattet af dette direktivs artikel 31 tilbyder visning af tv-programmer via streaming og direkte over internettet, når denne forpligtelse ledsages af en modsvarende pligt for de pågældende fjernsynsforetagender til ikke at hindre denne visning.

30.

Jeg skal indledningsvis bemærke, at den forelæggende ret ikke har specificeret de bestemmelser i EU-retten, ud over selve direktiv 2002/22, som eventuelt kunne være til hinder for en sådan forpligtelse. Selv om nogle af de interesserede parter, der har afgivet skriftlige indlæg, bl.a. Kommissionen, kort har berørt visse potentielle retlige problemer, har dette spørgsmål hverken været drøftet til bunds i forbindelse med hovedsagen eller i den foreliggende sag. Der kan imidlertid allerede nu udledes visse tegn på must carry-forpligtelsens forenelighed med EU-retten af Domstolens praksis vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser. I øvrigt er problemet med ophavsret ifølge de oplysninger, der er indgivet af parterne i hovedsagen, genstand for en særskilt retssag på nationalt plan, og Domstolen har stillet et specifikt spørgsmål hertil med henblik på besvarelse i retsmødet. Jeg vil derfor behandle disse to problemstillinger, idet de faktisk forekommer mig at give anledning til visse vanskeligheder.

31.

Som jeg allerede har nævnt i forbindelse med bedømmelsen af det første præjudicielle spørgsmål, sondres der i de fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester klart mellem levering af infrastrukturen på den ene side og levering af indholdet på den anden side. Kun leveringen af infrastrukturen er reguleret af den retlige ramme, mens indholdet helt holdes uden for dens anvendelsesområde. Bestemmelserne i de fælles rammebestemmelser er derfor ikke til hinder for bestemmelserne om indholdet, uanset om disse er indført på EU-plan eller nationalt plan. Det fremgår meget klart af artikel 1, stk. 3, i direktiv 2002/21. Dette princip bekræftes ligeledes hvad nærmere angår bestemmelserne om must carry-forpligtelsen af 45. betragtning, sidste sætning, til direktiv 2002/22.

32.

Det følger heraf, at bestemmelserne i direktiv 2002/22 ikke er til hinder for en must carry-forpligtelse som sådan, som af en medlemsstat kan pålægges de virksomheder, som ikke er omfattet af dette direktivs artikel 31.

33.

Det fremgår af Domstolens praksis, at enhver must carry-forpligtelse af denne type, uanset om den er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2002/22 eller ikke, udgør en begrænsning for den frie udveksling af tjenesteydelser, der er fastsat i artikel 56 TEUF ( 10 ). Dette er ubestridt, uagtet at denne forpligtelse alene er pålagt nationale virksomheder, idet den direkte fastlægger betingelserne for adgang til en medlemsstats marked for tjenesteydelser ( 11 ). Must carry-forpligtelsen vedrører nemlig sædvanligvis de nationale tv-kanaler, idet det er disse, der gennemfører de kulturpolitiske målsætninger, hvori denne forpligtelse er begrundet. De udenlandske fjernsynsforetagender sættes således i en mindre gunstig stilling, da de uden at være berørt af den pågældende forpligtelse skal forhandle sig til adgangen til sendenettene på markedsvilkår.

34.

En sådan begrænsning kan især være begrundet i tvingende almene hensyn på det kulturpolitiske område ( 12 ). For at denne forpligtelse kan være begrundet, skal den imidlertid opfylde visse krav, nemlig at den varetager et mål af almen interesse såsom bevarelse, i medfør af samme medlemsstats kulturpolitik, af den pluralistiske karakter af udbuddet af fjernsynsprogrammer på dette område og ikke er uforholdsmæssig i forhold til dette mål, hvilket indebærer, at den skal anvendes efter en gennemsigtig procedure, der er baseret på objektive, ikke-diskriminerende kriterier, som kendes på forhånd ( 13 ).

35.

Det påhviler de nationale retter at kontrollere opfyldelsen af disse betingelser. Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor det pågældende fjernsynsforetagende selv udsender sine programmer frit tilgængeligt over internettet, mens den virksomhed, der i givet fald er omfattet af must carry-forpligtelsen, udfører denne transmission via en internetforbindelse til det pågældende fjernsynsforetagendes websted, kan man imidlertid med rette spørge, om der fortsat eksisterer en almen interesse for så vidt angår denne must carry-forpligtelse. Er f.eks. den forpligtelse, der pålægges det pågældende fjernsynsforetagende, som er en offentlig virksomhed, til at udsende sine programmer frit tilgængeligt over internettet, hvilket det gør under alle omstændigheder, ikke tilstrækkelig?

36.

Som oprindeligt fastlagt vedrørte must carry-forpligtelsen viderespredning af tv-programmer, som blev transmitteret via et givet teknisk middel (i princippet jordbaseret transmission) ved hjælp af et andet teknisk middel (kabel eller satellit). Forpligtelsen var begrundet i, at seerne, der brugte kabel- eller satellitmodtagelse, muligvis ikke havde det tekniske udstyr, der gjorde det muligt for dem at modtage den jordbaserede udsendelse, eller befandt sig uden for dækningsområdet herfor. I øvrigt gjorde tv-apparaterne det ikke altid muligt at benytte flere forskellige modtageteknikker på samme tid, idet brugen af kabelmodtagelse udelukkede modtagelsen af jordbaserede udsendelser. Must carry-forpligtelsen sikrede dermed seerne adgang til visse tv-kanaler uafhængigt af den modtageteknik, de havde valgt.

37.

Disse betragtninger er ikke længere aktuelle i en situation, hvor såvel den oprindelige udsendelse som den, der eventuelt skulle omfattes af en must carry-forpligtelse, i dag foregår ved hjælp af samme teknik, nemlig internettet. En seer med adgang til internettet kan både tilgå Playmédias og France Télévisions’ websted. Playmédias viderespredning af France Télévisions’ programmer er derfor ikke en betingelse for, at seere, der modtager tv over internettet, kan få adgang til disse programmer.

38.

Som den franske regering har hævdet, kunne det ganske vist være mere bekvemt for internetbrugeren at tilgå flere forskellige fjernsynsforetagenders programmer via det samme websted frem for at navigere mellem disse foretagenders forskellige websteder. Man kan imidlertid med rette spørge, om et sådant argument, der bunder i bekvemmelighed, kan begrunde de begrænsninger, der pålægges såvel de virksomheder, der er omfattet af must carry-forpligtelsen (f.eks. i forbindelse med kravet om at indhente ophavsretsindehavernes samtykke), som de berørte fjernsynsforetagender i kraft af must offer-forpligtelsen. Dette aspekt bør tages i betragtning af den forelæggende ret ved vurderingen af forholdsmæssigheden af en eventuel must carry-forpligtelse, der pålægges de virksomheder, som tilbyder transmission af tv-programmer over internettet.

39.

Endelig minder jeg om, at den franske regering i sit indlæg har givet udtryk for, at must carry-forpligtelsen ifølge fransk ret ikke finder anvendelse på virksomheder som Playmédia. Dette udsagn er imidlertid i strid med indlægget fra CSA, den franske tilsynsmyndighed for audiovisuelle anliggender. Selv om Domstolen naturligvis ikke har kompetence til at fortolke medlemsstaternes nationale love, bør det i øvrigt bemærkes, at artikel 34-2 i loven om kommunikationsfrihed synes at kræve viderespredning af programmer, via jordbaseret spredning, mens Playmédia blot tilbyder et link til France Télévisions’ websted.

40.

De regler, der gælder for pålæggelse af sådanne forpligtelser, uanset om de bygger på artikel 31 i direktiv 2002/22 eller udspringer af Domstolens praksis, har ganske vist først og fremmest til formål at beskytte de virksomheder, der er underlagt sådanne forpligtelser, mod uforholdsmæssige byrder. I forbindelse med internettet som beskrevet i punkt 28 ovenfor skal disse regler imidlertid også beskytte de berørte fjernsynsforetagenders retssikkerhed. Ifølge Domstolens allerede nævnte praksis skal must carry-forpligtelsen dog anvendes efter en gennemsigtig procedure, der er baseret på objektive, ikke-diskriminerende kriterier, som kendes på forhånd. Den kan efter min opfattelse derfor ikke pålægges eller med andre ord tildeles ved en individuel akt efter anmodning fra en virksomhed, der ønsker at få adgang til et attraktivt indhold, uden at det sikres, at denne virksomhed er omfattet af den bestemmelse i den nationale lovgivning, hvorved den er indført.

41.

Fjernsynsforetagender nyder visse rettigheder, der er beslægtede med ophavsretten til deres udsendelser ( 14 ). Disse udsendelser kan udgøre eller indeholde værker, der selv er beskyttet af ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder ( 15 ). Fjernsynsforetagenderne indhenter normalt ophavsretsindehavernes samtykke til at benytte værkerne i forbindelse med tv-spredningsvirksomhed. Disse værker nyder derudover fortsat ophavsretlig beskyttelse.

42.

Som Playmédia har anført, er problemstillingen med ophavsret i forbindelse med must carry-forpligtelsen ganske vist uafhængig af, om der er tale om en forpligtelse, der pålægges »klassiske« netleverandører, eller en forpligtelse, der pålægges de virksomheder, der udfører transmissionen af tv-programmerne over internettet. De ændringer, der nævnes i punkt 28 i dette forslag til afgørelse, for så vidt angår forholdet mellem på den ene side must carry-forpligtelsen og på den anden side must offer-forpligtelsen, har imidlertid også ændret situationen på det ophavsretlige område. Når must carry-forpligtelsen var en klar fordel for de berørte fjernsynsforetagender ved at give dem mulighed for at opnå større udbredelse af deres udsendelser, var disse fjernsynsforetagender som ophavsretsindehavere nemlig også tilbøjelige til at give deres samtykke til de leverandører, som var omfattet af denne forpligtelse. Ophavsrettighederne blev respekteret og gav samtidig ikke anledning til større problemer i forbindelse med must carry-forpligtelsen. Situationen er en anden, når denne forpligtelse snarere forekommer at være en fordel for de virksomheder, der er underlagt den. Fjernsynsforetagenderne kan modsætte sig, at indholdsleverandører, som de opfatter som konkurrenter på f.eks. reklamemarkedet, viderespreder deres programmer. Ophavsrettighederne kan derfor være en hindring for opfyldelsen af must carry-forpligtelsen. Dette problem skal tages i betragtning ved pålæggelsen af forpligtelsen og gennemførelsen heraf.

43.

Det følger klart af Domstolens praksis, at en viderespredning over internettet, direkte eller via streaming, af tv-programmer udgør en overføring til almenheden af værker, der medtages i disse programmer, i henhold til artikel 3 i direktiv 2001/29 ( 16 ). Det samme gælder, når der er tale om viderespredning af tv-kanaler, der er underlagt public service-forpligtelser ( 17 ). En national lovbestemmelse, der fratager de værker, der medtages i udsendelser fra disse kanaler, den ophavsretlige beskyttelse, er derfor uforenelig med den nævnte bestemmelse i EU-retten ( 18 ).

44.

Det følger af det ovenfor anførte, at viderespredning over internettet af tv-programmer, der foretages af en anden virksomhed end fjernsynsforetagendet bag programmerne, i princippet udgør en overføring til almenheden i henhold til artikel 3 i direktiv 2001/29. Der kan derfor ikke ved national lovgivning pålægges de virksomheder, der foretager en sådan viderespredning, en must carry-forpligtelse, samtidig med at de berørte fjernsynsforetagender pålægges en forpligtelse til ikke at hindre denne spredning, uden at disse virksomheder pålægges på forhånd at indhente ophavsretsindehavernes samtykke.

45.

I modsætning til det, som Playmédia har hævdet i sit indlæg, går must carry-forpligtelsen ikke forud for ophavsretten og de beslægtede rettigheder, der beskytter tv-udsendelserne og de værker, der medtages i disse udsendelser. En sådan forrang følger ikke af nogen bestemmelse i EU-retten på det ophavsretlige område. Selv om virksomhederne kan pålægges must carry-forpligtelsen, fritager det dem ikke for andre retlige forpligtelser vedrørende spredning af tv-programmer, herunder pligten til at indhente de pågældende ophavsretsindehaveres samtykke.

46.

Det er så meget desto mere tilfældet i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor must carry-forpligtelsen ikke pålægges netleverandørerne, som er omfattet af artikel 31 i direktiv 2002/22, men indholdsleverandørerne, som ikke er omfattet af denne bestemmelse. I modsætning til netleverandørerne, der kun transmitterer signaler på neutral vis i forhold til det transmitterede indhold, udnytter indholdsleverandørerne således økonomisk de værker, der medtages i dette indhold, hvilket henhører direkte under ophavsretsindehavernes eneret. En must carry-forpligtelse kan derfor ikke pålægges sådanne virksomheder, uden at denne eneret respekteres.

47.

Domstolens standpunkt som nævnt i punkt 43 i dette forslag til afgørelse synes ganske vist at være blevet en smule modereret af AKM-dommen ( 19 ). Domstolen fastslog nemlig i denne dom, at samtidig, fuldstændig og uændret transmission af radio- eller fjernsynsudsendelser fra den nationale radio- og fjernsynsorganisation ved hjælp af kabler på det nationale område, dvs. via et andet teknisk middel end det, der blev anvendt i forbindelse med den oprindelige radio- eller fjernsynsudsendelse, ikke udgjorde en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, idet den almenhed, som de nævnte værker blev transmitteret til, ikke kunne anses for en ny almenhed ( 20 ). Denne løsning hviler imidlertid efter min opfattelse på den forudsætning, som det tilkom den forelæggende ret at efterprøve, at ophavsretsindehaverne havde taget hensyn til den pågældende viderespredning, da de gav deres samtykke til den oprindelige udsendelse ( 21 ).

48.

AKM-dommen er ikke helt klar på dette punkt. Enhver anden fortolkning ville imidlertid indebære en væsentlig ændring af den regel, der følger af dommen i sagen ITV Broadcasting m.fl. ( 22 ), hvorefter spørgsmålet om, hvorvidt der findes en ny almenhed, ikke er relevant, når der er tale om en anden teknisk fremgangsmåde. Der er imidlertid ikke holdepunkter i AKM-dommen for at antage, at Domstolen ønskede at foretage en sådan ændring ( 23 ).

49.

I tvisten i hovedsagen synes ophavsretsindehaverne ikke at have taget Playmédias viderespredning af France Télévisions’ programmer i betragtning, idet der i øjeblikket verserer en retssag herom for Cour de cassation (kassationsdomstol). Under alle omstændigheder kan viderespredning ikke antages at være taget i betragtning i forbindelse med en must carry-forpligtelse, som rækker ud over den, der er fastsat i artikel 31 i direktiv 2002/22. Dette er navnlig tilfældet, fordi det ifølge indlæggene i den foreliggende sag ikke med sikkerhed følger af fransk national ret, at virksomheder som Playmédia er omfattet af denne forpligtelse. Ifølge den franske regering er de ikke omfattet, hvilket modsiges i den i hovedsagen omtvistede afgørelse. Denne afgørelse blev i øvrigt kun truffet på anmodning af Playmédia, som var interesseret i muligheden for at medtage France Télévisions’ programmer i sit tilbud. Det er imidlertid meget vanskeligt for ophavsretsindehaverne at forudse, hvilke virksomheder med internetbaserede aktiviteter der kan være interesseret i viderespredning af udsendelser, som medtager deres værker.

50.

Det forhold, at France Télévisions også foretager direkte viderespredning af sine programmer fra sit eget websted, ændrer ikke ved denne konstatering. Da den viderespredning over internettet, som Playmédia foretager, er uafhængig af den, som France Télévisions foretager, skal den således anses for at være foretaget via et andet teknisk middel og derfor bedømmes særskilt i henseende til ophavsretten.

51.

Denne konstatering berøres ikke af Playmédias udsagn om, at selskabet siden 2014 har foretaget viderespredning af France Télévisions’ programmer, ikke ved at modtage den jordbaserede spredning af disse programmer, men ved hjælp af et link, der fører til France Télévisions’ programmer, der er viderespredt fra sidstnævntes websted. Det følger imidlertid af Domstolens praksis, at oprettelsen af sådanne links ikke udgør en overføring til almenheden i henhold til artikel 3 i direktiv 2001/29 og derfor ikke kræver ophavsretsindehavernes samtykke.

52.

Det er dog ikke det, der ønskes oplyst. De præjudicielle spørgsmål i den foreliggende sag vedrører ikke Playmédias virksomhed isoleret set, men medlemsstaternes mulighed for at indføre en must carry-forpligtelse for operatører af websteder. Det er dog ikke min opfattelse, at en sådan forpligtelse kan baseres på links til programmer, der viderespredes over internettet, om det så kun måtte skyldes, at alle de af en sådan forpligtelse omfattede programmer ikke nødvendigvis viderespredes frit tilgængeligt over internettet af det oprindelige fjernsynsforetagende. I øvrigt er ethvert internetlink i sagens natur afhængigt af sin kilde. Hvis fjernsynsforetagendet ophører med at videresprede sine programmer over internettet eller begrænser adgangen hertil, er dette tilstrækkeligt til, at den virksomhed, der er omfattet af must carry-forpligtelsen, ikke kan opfylde denne forpligtelse. En must carry-forpligtelse baseret på internetlinks er derfor ikke retligt gyldigt.

53.

Jeg foreslår derfor, at det andet og det fjerde præjudicielle spørgsmål besvares med, at direktiv 2002/22 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at en medlemsstat pålægger virksomheder, der tilbyder visning af tv-programmer via streaming og direkte over internettet, en must carry-forpligtelse vedrørende specifikke tv-programmer. En sådan forpligtelse skal imidlertid varetage et mål af almen interesse såsom bevarelse, i medfør af samme medlemsstats kulturpolitik, af den pluralistiske karakter af udbuddet af fjernsynsprogrammer på dette område og må ikke være uforholdsmæssig i forhold til dette mål, hvilket indebærer, at den skal anvendes efter en gennemsigtig procedure, der er baseret på objektive, ikke-diskriminerende kriterier, som kendes på forhånd. Det påhviler de nationale retter at kontrollere opfyldelsen af disse betingelser. I øvrigt skal disse virksomheder på forhånd indhente samtykke fra indehavere af ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder, der beskytter værker, som medtages i de nævnte programmer.

54.

Den forelæggende ret ønsker med det tredje spørgsmål oplyst, om en medlemsstat, der indfører en must carry-forpligtelse uden for anvendelsesområdet for artikel 31 i direktiv 2002/22, er bundet af de betingelser, som en sådan forpligtelse skal opfylde i henhold til denne artikel.

55.

Artikel 31 i direktiv 2002/22 er en integrerende del af de fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester. Bestemmelsens formål er at beskytte de virksomheder, der leverer disse net eller tjenester, mod uforholdsmæssige must carry-forpligtelser, der hindrer deres aktiviteter og rentabilitet. En eventuel must carry-forpligtelse, der pålægges virksomheder, som ikke falder ind under disse fælles rammebestemmelser, er ikke omfattet af denne retlige ramme ( 24 ). Den vil derfor ikke kunne undergives de betingelser, der følger af artikel 31 i direktiv 2002/22.

56.

Da en virksomhed som Playmédia ikke er leverandør af elektroniske kommunikationsnet, men indholdsleverandør, henhører en eventuel must carry-forpligtelse, der pålægges en sådan virksomhed, i øvrigt under reguleringen af indhold og politikken på det audiovisuelle område. Et krav om, at den nationale regulering af indhold opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 31 i direktiv 2002/22, vil derfor stride mod den udtrykkelige udelukkelse af dette punkt fra de fælles rammebestemmelser, jf. artikel 1, stk. 3, i direktiv 2002/21 ( 25 ), selv om den nationale lovgiver frit kan anvende betingelserne efter eget ønske.

57.

Jeg foreslår derfor, at det tredje præjudicielle spørgsmål besvares således, at en medlemsstat, der indfører en must carry-forpligtelse uden for anvendelsesområdet for artikel 31 i direktiv 2002/22, ikke er bundet af de betingelser, som en sådan forpligtelse skal opfylde i henhold til denne artikel.

58.

Det femte præjudicielle spørgsmål omhandler betingelsen om, at et betydeligt antal slutbrugere af net, der er omfattet af must carry-forpligtelsen, anvender dem som deres primære adgang til tv-modtagelse. En sådan betingelse fremgår af artikel 31 i direktiv 2002/22. Dette spørgsmål er således kun relevant, såfremt det følger af svaret på det første eller det tredje spørgsmål, at betingelserne for at pålægge den must carry-forpligtelse, der er fastsat i nævnte artikel, finder anvendelse i en situation som den i hovedsagen omhandlede. I lyset af de svar, som jeg foreslår på disse to spørgsmål, er det ufornødent at svare på det femte spørgsmål.

59.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) forelagte spørgsmål på følgende måde: