1. 

I den foreliggende sag anmodes Domstolen om at fortolke artikel 11, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2201/2003 ( 2 ) og nærmere bestemt begrebet »sædvanlig[t] opholdssted«, som findes i nævnte bestemmelse.

2. 

Sagen har sit udspring i en tvist mellem OL, som er italiensk statsborger, og PQ, som er græsk statsborger, og som er henholdsvis far og mor til et spædbarn født i Grækenland efter fælles aftale mellem forældrene. Nærmere bestemt vedrører tvisten en anmodning om tilbagegivelse, som er indgivet af OL til den forelæggende ret (Monomeles Protodikeio Athinon (enedommer i første instans i Athen, Grækenland)), af dette barn til Italien, som er den medlemsstat, hvor barnets forældre havde fælles bopæl før barnets fødsel.

3. 

I denne forbindelse har den forelæggende ret nærmere bestemt anmodet Domstolen om at oplyse, om det ved fastlæggelsen af et spædbarns sædvanlige opholdssted i en given medlemsstat er påkrævet, at barnet har opholdt sig i denne medlemsstat, og om, såfremt barnet ikke har haft et sådant ophold, andre faktorer, såsom at forældrene tidligere har haft fælles bopæl i denne medlemsstat, kan tillægges afgørende betydning med henblik på at fastlægge barnets sædvanlige opholdssted.

4. 

I denne henseende giver den foreliggende sag Domstolen anledning til dels at præcisere sin praksis vedrørende begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« under Bruxelles IIa-forordningen, dels at fremkomme med præciseringer hvad angår de relevante elementer, der skal tages i betragtning for at fastlægge et spædbarns sædvanlige opholdssted med henblik på at vurdere, om den omstændighed, at barnet – mod farens vilje – er blevet hos sin mor i den medlemsstat, hvor det er født, udgør en ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse som omhandlet i nævnte forordnings artikel 11.

5. 

Som jeg nærmere vil redegøre for nedenfor, finder Bruxelles IIa-forordningens artikel 11 ikke anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede.

6.

Konventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser, indgået i Haag den 25. oktober 1980 (herefter »Haagerkonventionen af 1980«), har, således som det fremgår af dens præambel, navnlig til formål at beskytte børn på internationalt plan mod de skadelige virkninger af ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse og at etablere fremgangsmåder for at sikre, at børnene umiddelbart tilbagegives til den stat, hvor de har bopæl. Denne konvention er blevet ratificeret af både Den Italienske Republik og Den Hellenske Republik.

7.

Nævnte konventions artikel 3 har følgende ordlyd:

»Bortførelse eller tilbageholdelse af et barn skal anses for ulovlig, hvis:

Forældremyndigheden som nævnt i denne artikels litra a kan i første række støttes på loven eller på en retlig eller administrativ afgørelse, men også på aftale, som har retlig gyldighed ifølge loven i den pågældende stat.«

8.

Samme konventions artikel 5, litra a), fastsætter, at »forældremyndighed« skal omfatte retten til at drage omsorg for barnets person og særlig retten til at bestemme, hvor barnet skal bo.

9.

12. betragtning til Bruxelles IIa-forordningen har følgende ordlyd:

»De kompetenceregler, der fastsættes i denne forordning for sager vedrørende forældreansvar, er udformet under hensyntagen til barnets bedste og bygger navnlig på kriteriet om nærhed. Dette betyder, at kompetencen først og fremmest bør tilfalde retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, undtagen i visse situationer, hvor barnets opholdssted ændres, eller hvor indehaverne af forældreansvar har aftalt andet.«

10.

17. betragtning til samme forordning er affattet således:

»I tilfælde af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn bør tilbagegivelsen af barnet bringes i stand uden opsættelse, og med henblik herpå bør Haagerkonventionen [af 1980] fortsat anvendes som suppleret af bestemmelserne i denne forordning, særlig artikel 11. […]«

11.

Forordningens artikel 1 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1:

»Denne forordning finder anvendelse på det civilretlige område, uanset domsmyndighedens art, for spørgsmål vedrørende:

[…]

12.

Nævnte forordnings artikel 2 indeholder følgende definitioner:

»[…]

7)   »forældreansvar«: alle de rettigheder og pligter vedrørende barnets person eller formue, som er tilkendt en fysisk eller juridisk person ved en retsafgørelse, eller som en sådan person har som følge af loven eller en gyldig aftale. Betegnelsen omfatter navnlig forældremyndighed og samværsret

8)   »indehaver af forældreansvar«: enhver person, der har forældreansvar over for et barn

9)   »forældremyndighed«: navnlig rettigheder og pligter vedrørende omsorgen for et barns person og særlig retten til at bestemme, hvor barnet skal bo

[…]

11)   »ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn«: et barns fjernelse eller tilbageholdelse:

13.

Samme forordnings artikel 8 med overskriften »Generel kompetence« har følgende ordlyd:

»1.   Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn ligger hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges.

2.   Stk. 1 finder anvendelse med forbehold af artikel 9, 10 og 12.«

14.

Bruxelles IIa-forordningens artikel 10 med overskriften »Kompetence i sager om barnebortførelse« fastsætter:

»I tilfælde af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn bevarer retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, deres kompetence, indtil barnet har fået sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat, og

15.

Forordningens artikel 11 med overskriften »Tilbagegivelse af barnet« bestemmer:

»1.   Når en forældremyndighedsindehavende person, institution eller anden myndighed anmoder de kompetente myndigheder i en medlemsstat om at træffe afgørelse på grundlag af Haagerkonventionen [af 1980] med henblik på at opnå tilbagegivelse af et barn, som ulovligt er blevet fjernet til eller ulovligt tilbageholdes i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, finder stk. 2-8 anvendelse.

[…]«

16.

Bruxelles IIa-forordningens artikel 13 med overskriften »Kompetence baseret på barnets aktuelle opholdssted« fastsætter:

»1.   Hvis et barns sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås, og kompetencen ikke kan afgøres på grundlag af artikel 12, ligger kompetencen hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet befinder sig.

[…]«

17.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at OL og PQ blev gift i Italien den 1. december 2013, og at de havde fælles bopæl i Italien.

18.

Da PQ var gravid i ottende måned tog ægtefællerne til Grækenland sammen for at PQ kunne føde dér.

19.

Den 3. februar 2016 fødte PQ i Grækenland en lille pige, som siden sin fødsel er blevet i denne medlemsstat hos sin mor.

20.

Efter barnets fødsel vendte OL tilbage til Italien. Ifølge OL havde han givet samtykke til, at PQ tog ophold i Grækenland med deres barn indtil maj 2016, hvorefter han forventede, at hans hustru og barn ville vende tilbage til Italien. I juni 2016 besluttede PQ imidlertid at blive i Grækenland med barnet.

21.

Ifølge PQ havde ægtefællerne ikke præcist fastlagt datoen for tilbagekomsten til Italien. PQ har bl.a. anført, at OL i maj 2016 og derefter i juni 2016 havde besøgt PQ og deres barn i Athen i Grækenland. De havde i øvrigt aftalt, at tilbringe sommerferien i august sammen i Grækenland.

22.

I juli 2016 indledte OL en skilsmisseprocedure ved de italienske domstole. Ved stævning af 18. juli 2016 anlagde OL sag ved tribunale di Ancona (retten i Ancona, Italien) med påstand om dels skilsmisse, dels tilkendelse af eneforældremyndighed over sin datter. Han nedlagde ligeledes påstand om, at der blev truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre barnets tilbagegivelse til Italien.

23.

Efter en skrivelse fra de italienske myndigheder af 12. juli 2016 fremsendte PQ med skrivelse af 22. juli 2016 en erklæring til folkeregistret i provinsen Ancona, hvori det var anført, at hun havde til hensigt at vende tilbage til Italien, og at hendes sædvanlige opholdssted stadig var i dette land.

24.

Ved kendelse af 7. november 2016 traf præsidenten for tribunale di Ancona (retten i Ancona), for så vidt angik anmodningen om tilbagegivelse af barnet til Italien, bestemmelse om, at det var ufornødent at træffe afgørelse om denne anmodning, da barnet hele tiden havde opholdt sig og stadig opholdte sig i en anden medlemsstat end Den Italienske Republik.

25.

Den 2. december 2016 appellerede OL afgørelsen om, at det var ufornødent at træffe afgørelse til Corte d’appello d’Ancona (appeldomstolen i Ancona, Italien). Ved afgørelse af 20. januar 2017, der er blevet endelig, stadfæstede denne retsinstans afgørelsen om, at det var ufornødent at træffe afgørelse fra præsidenten for tribunale di Ancona (retten i Ancona).

26.

Sideløbende hermed indbragte OL den 20. oktober 2016 sagen for den forelæggende ret med påstand om, at denne skulle træffe bestemmelse om tilbagegivelse af hans datter til Italien.

27.

Ifølge de oplysninger, som Domstolen råder over, ser det ud til, at OL ved flere lejligheder har kunnet besøge sit barn siden dets fødsel, herunder efter OL’s indledning af skilsmisseprocedure.

28.

Det fremgår af en e-mailudveksling, at PQ den 19. januar 2017 havde givet OL tilladelse til at besøge sit barn på PQ’s forældres bopæl, når han ønskede det, men på betingelse af, at han ikke tog barnet med uden for bopælen. Ved e-mail af 20. januar 2017 svarede OL, at han var af den opfattelse, at PQ forhindrede ham i at se sit barn, og at hun derved tilsidesatte hans forældremyndighed.

29.

Idet den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt den har kompetence til at træffe afgørelse om anmodningen om tilbagegivelse indgivet af OL, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Hvorledes skal udtrykket »sædvanlig[t] opholdssted« som omhandlet i artikel 11, stk. 1, i [Bruxelles IIa-forordningen] fortolkes, når der er tale om et spædbarn, der som følge af hændelige begivenheder eller på grund af force majeure er født et andet sted end det, som barnets forældre, der i fællesskab udøver forældreansvar over for barnet, havde tiltænkt skulle udgøre barnets sædvanlige opholdssted, og som efterfølgende er blevet ulovligt tilbageholdt af en af forældrene i den stat, hvor barnet er født, eller som er blevet fjernet til et tredje land [?] Mere specifikt, er den fysiske tilstedeværelse under alle omstændigheder en nødvendig og åbenlys betingelse for at fastlægge en persons, og navnlig et nyfødt barns, sædvanlige opholdssted?«

30.

Der er indgivet skriftlige indlæg af OL, PQ, den græske regering og Europa-Kommissionen.

31.

Der blev afholdt retsmøde den 4. maj 2017, hvor OL, PQ, den græske regering, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen deltog.

32.

Den forelæggende ret har anmodet om, at denne præjudicielle forelæggelse undergives hasteproceduren i artikel 107 i Domstolens procesreglement.

33.

Den har begrundet sin anmodning med, at tvisten vedrører et barn på knap et år, som har været fjernet fra sin far i mere end ni måneder, uden at sidstnævnte har haft mulighed for at kommunikere med barnet. Ifølge den forelæggende ret kan barnets fremtidige relation med sin far lide skade i alvorlig grad, hvis den nuværende situation fortsætter.

34.

Idet Domstolens Femte Afdeling har fundet, at betingelserne for at iværksætte hasteproceduren var opfyldt, har denne, den 16. marts 2017, efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at den præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure.

35.

Det bemærkes indledningsvis, at den foreliggende sag er kendetegnet ved, at der aldrig geografisk er sket en fjernelse af det pågældende barn fra et sted til et andet. OL har imidlertid til den forelæggende ret indgivet en anmodning om tilbagegivelse af barnet til Italien, som den medlemsstat, hvor OL og PQ havde fælles bopæl før deres barns fødsel.

36.

Det er på denne særlige baggrund, at den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at fremkomme med præciseringer vedrørende fortolkningen af begrebet »sædvanlig[t] opholdssted«, som er et nøglebegreb i Bruxelles IIa-forordningen. Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret er i tvivl om den betydning, som skal gives barnets fysiske tilstedeværelse i Grækenland, og om muligheden for at fastsætte barnets sædvanlige opholdssted til Italien, hvor forældrene havde deres fælles bopæl.

37.

Ifølge den forelæggende ret er de kriterier, der er fastsat i Domstolens praksis med henblik på at fastlægge barnets sædvanlige opholdssted, ikke relevante i hovedsagen på grund af et nyfødt barns eller et spædbarns fuldstændige afhængighed af de personer, som har forældremyndigheden.

38.

Den forelæggende ret er i denne henseende af den opfattelse, at i tilfældet med et spædbarn ville det være mere relevant som afgørende kriterium at anvende den vilje, som forældrene har givet udtryk for inden barnets fødsel. En sådan tilgang giver ifølge denne ret mulighed for at udvide den beskyttende ramme, som Bruxelles IIa-forordningen og Haagerkonventionen af 1980 opstiller, til tilfælde som det foreliggende.

39.

Med andre ord har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at fastslå, at det med hensyn til fastlæggelsen af et spædbarns sædvanlige opholdssted i forbindelse med en anmodning om tilbagegivelse som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, ikke er påkrævet, at barnet, hvis tilbagegivelse der er anmodet om, har været fysisk tilstede i den medlemsstat, til hvilken der anmodes om tilbagegivelse.

40.

Efter min opfattelse rejser det præjudicielle spørgsmål følgelig spørgsmålet om dels fortolkning af begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 1, dels spørgsmålet om, hvorvidt den forelæggende ret har kompetence til at træffe bestemmelse om barnets tilbagegivelse til den medlemsstat, hvor forældrene tidligere havde fælles bopæl, når barnet – i overensstemmelse med viljen hos forældrene, der har fælles forældreansvar – er født i en anden medlemsstat end den, hvor forældrene havde fælles bopæl, og som derefter bliver hos sin mor i den medlemsstat, hvor det er født.

41.

Selv om det i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at fastlægge det sædvanlige opholdssted for det barn, hvis tilbagegivelse der er indgivet anmodning om til denne, kan Domstolen ikke desto mindre give den forelæggende ret visse retningslinjer.

42.

For at besvare det præjudicielle spørgsmål er det i første omgang nødvendigt at se på den rolle, som begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« spiller i forbindelse med Bruxelles IIa-forordningen, og i anden omgang Domstolens praksis vedrørende dette begreb i forbindelse med afgørelsen af, hvilken ret der har kompetence i sager vedrørende forældreansvar.

43.

Bruxelles IIa-forordningen er i høj grad inspireret af Haagerkonventionen af 1980 navnlig med hensyn til proceduren for anmodninger om tilbagegivelse i tilfælde af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn. Fremfor at træde i stedet for nævnte konvention tager denne forordning imidlertid sigte på at supplere og præcisere de regler, der er indeholdt i konventionen vedrørende anmodninger om tilbagegivelse ( 3 ). Som Domstolen præciserede heri udgør bestemmelserne i Bruxelles IIa-forordningen en udelelig helhed af retsregler, der finder anvendelse i sager om tilbagegivelse af ulovligt fjernede børn inden for Unionen ( 4 ).

44.

Inden for rammerne af den ordning, som er indført ved Bruxelles IIa-forordningen, er begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« et kriterium for generel kompetence.

45.

I henhold til nævnte forordnings artikel 8 ligger kompetencen til at træffe afgørelse om forældreansvar for et barn hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted. I tilfælde af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn bestemmer samme forordnings artikel 10, at retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, bevarer deres kompetence til at træffe afgørelse om sagens realitet.

46.

I henhold til forordningens artikel 11, som regulerer anmodningerne om tilbagegivelse af barnet, og som er genstand for den forelæggende rets forelæggelse for Domstolen, finder denne bestemmelse nemlig anvendelse på et barn, som ulovligt er blevet fjernet til eller ulovligt tilbageholdes i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse.

47.

Endelig fastsætter Bruxelles IIa-forordningens artikel 13, stk. 1, et subsidiært kriterium ( 5 ) med henblik på at afgøre, hvilken ret der har kompetence. Hvis et barns sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås, og hvis kompetencen ikke kan afgøres på grundlag af artikel 12 vedrørende aftale om værneting, ligger kompetencen i medfør af denne bestemmelse hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet befinder sig ( 6 ).

48.

Som kriterium for tildeling af domstolskompetence sikrer begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« med andre ord gennemførelsen af det primære formål med Bruxelles IIa-forordningen, som er at fastlægge kompetencen i sager vedrørende forældreansvar på grundlag af kriteriet om nærhed ( 7 ).

49.

Hvad navnlig angår anmodninger om tilbagegivelse som omhandlet i nævnte forordnings artikel 10 og 11 må den dobbeltrolle, som begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« har, fremhæves.

50.

Barnets sædvanlige opholdssted tjener for det første til at afgøre, hvilken ret der har kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende for forældreansvar over for barnet. Som det er bemærket ovenfor i tilfælde af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn, bevarer retterne i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, deres kompetence i henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 10.

51.

For det andet udgør begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« et nøgleelement med henblik på at afgøre, om en ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn som omhandlet i nævnte forordnings artikel 11 har fundet sted. En anmodning om tilbagegivelse kan således kun imødekommes, hvis det viser sig, at barnet, hvis tilbagegivelse der anmodes om, ulovligt er blevet fjernet til eller ulovligt tilbageholdes i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse.

52.

Til trods for, at begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« unægteligt har stor betydning for den tilfredsstillende funktion af den ordning om domstolskompetence, som er indført ved Bruxelles IIa-forordningen, indeholder denne forordning ikke nogen definition af dette begreb.

53.

Ifølge en tilgang, som er stadfæstet i Domstolens retspraksis ( 8 ), udgør fastlæggelsen af et barns sædvanlige opholdssted en undersøgelse af de faktiske forhold i hver enkelt sag ( 9 ).

54.

På trods af denne bedømmelses i alt væsentligt faktuelle karakter, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, har Domstolen givet visse vigtige afklaringer af de kriterier, i lyset af hvilke barnets sædvanlige opholdssted skal fastlægges.

55.

Ifølge en nu veletableret retspraksis skal betydningen og rækkevidden af begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« fastlægges under hensyntagen til barnets bedste og navnlig bygge på kriteriet om nærhed. Dette begreb svarer til det sted, som barnet har en vis familiemæssig og social tilknytning til, og som skal fastsættes af den nationale ret ud fra en helhedsvurdering af de særlige faktiske omstændigheder i den konkrete sag. Særligt relevant er vilkårene og baggrunden for et barns ophold på en medlemsstats område samt barnets statsborgerskab ( 10 ).

56.

Blandt de kriterier, som gør det muligt at fastlægge barnets sædvanlige opholdssted har barnets fysiske tilstedeværelse i den pågældende medlemsstat en særlig betydning ( 11 ).

57.

Fastlæggelsen af et barns sædvanlige opholdssted i en given medlemsstat kræver ifølge Domstolen i det mindste, at barnet fysisk har været til stede i denne medlemsstat. Et barns nationalitet er ikke i sig selv tilstrækkelig til at fastslå, at dette har sit sædvanlige opholdssted i den medlemsstat, hvortil nationaliteten er knyttet ( 12 ).

58.

Hvad angår flytningen af det sædvanlige opholdssted fra et land til et andet, er det ligeledes blevet præciseret, at foruden barnets fysiske tilstedeværelse i en medlemsstat skal supplerende faktorer påvise, at denne tilstedeværelse på ingen måde er af midlertidig eller tilfældig karakter ( 13 ).

59.

Stadig i forbindelse med flytningen af det sædvanlige opholdssted er et opholds varighed i denne henseende ikke i sig selv et afgørende kriterium. Det sædvanlige opholdssted skal ganske vist skelnes fra en tilstedeværelse, som blot er midlertidig eller tilfældig. I princippet skal opholdet være af en vis varighed for at udvise en tilstrækkelig stabilitet. Flytning af det sædvanlige opholdssted til værtsstaten giver sig således især udtryk i, at den pågældende dér ønsker varigt at etablere det vedvarende eller sædvanlige midtpunkt for sine interesser. Domstolen har i øvrigt præciseret, at et opholds varighed kun tjener som vejledning til vurderingen af opholdets vedvarende karakter, og denne vurdering skal foretages i lyset af samtlige særlige faktiske omstændigheder i den foreliggende sag. Såfremt forældrene, eller efter omstændighederne den forælder, der har forældreansvaret alene, har til hensigt at tage fast bopæl i en anden medlemsstat sammen med barnet eller visse ydre omstændigheder, f.eks. at denne køber eller lejer en bolig i modtagermedlemsstaten, kan det ifølge Domstolen være en relevant indikation heraf ( 14 ).

60.

Hvad nærmere bestemt angår et spædbarn har Domstolen i den sag, der gav anledning til Mercredi-dommen anført, at barnets sociale og familiemæssige tilknytning, som er vigtig for fastslåelsen af det sædvanlige opholdssted, omfatter forskellige faktorer, der varierer afhængig af barnets alder. Idet et spædbarn er fuldstændig afhængig af personerne omkring sig, gælder et lille barns tilknytning hovedsageligt familien og består af den eller de referencepersoner, som barnet bor sammen med, og som konkret passer og tager sig af barnet ( 15 ).

61.

Det fremgår følgelig klart af Domstolens retspraksis, at det sædvanlige opholdssted i en given medlemsstat i det mindste kræver, at barnet har været til stede i denne medlemsstat ( 16 ), idet de andre forhold, som der skal tages hensyn til, kan variere efter de særlige forhold i hvert enkelt tilfælde.

62.

Det skal følgelig afgøres, om denne retspraksis kan finde anvendelse på omstændigheder som dem, der er omhandlet i den foreliggende sag, dvs. i et tilfælde, hvor der ikke er sket en fysisk fjernelse af barnet fra en medlemsstat til en anden. Det drejer sig nærmere bestemt om at afgøre, om der i henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 11 kan ses bort fra kriteriet om fysisk tilstedeværelse, når barnet er blevet hos moderen i den medlemsstat, hvor det er født.

63.

I det følgende vil jeg behandle denne problemstilling.

64.

Det bemærkes indledningsvis, at den udvikling i retspraksis, som der er redegjort for ovenfor, vedrører Bruxelles IIa-forordningens artikel 8 og 10. Det kan således indvendes, at konklusionerne fra denne retspraksis ikke er afgørende for afgørelsen af den foreliggende sag, som vedrører samme forordnings artikel 11. I denne henseende skal det dog fremhæves, at Domstolen udtrykkeligt har fastslået, at begrebet barnets »sædvanlige opholdssted« i Bruxelles IIa-forordningens artikel 11 ikke kan have et andet indhold end indholdet af forordningens artikel 8 og 10 ( 17 ).

65.

Det forekommer mig således at være udelukket, at der kan ses bort fra den nævnte retspraksis alene på grund af den omstændighed, at anmodningen om præjudiciel afgørelse tager sigte på forordningens artikel 11 og ikke dennes artikel 10. Som der nærmere redegøres for nedenfor, ville en »differentieret« fortolkning af begrebet »sædvanlig[t] opholdssted«, som den forelæggende ret har foreslået, under alle omstændigheder være i strid med formålet med Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, der tilsigter at genetablere status quo ante, som den forelå før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse af barnet.

66.

I den foreliggende sag har det barn, hvis tilbagegivelse, der er indgivet anmodning om til den forelæggende ret, opholdt sig i Grækenland siden sin fødsel uden nogensinde at have forladt dette land.

67.

Som den græske regering har anført, har barnet i løbet af sit ophold i Grækenland nødvendigvis knyttet bånd til ikke alene sin mor PQ, som til daglig passer og tager sig af det, men ligeledes og mere generelt til de eneste familiemæssige omgivelser, som det har kendt siden sin fødsel, nemlig PQ’s forældre. Ifølge den retspraksis, der bl.a. følger af Mercredi-dommen ( 18 ), indgår et lille barn nødvendigvis og uden videre i samme sociale og familiemæssige tilknytning som den persongruppe, som det er afhængigt af.

68.

Det bemærkes i lighed med det af Kommissionen anførte, at såfremt det barn, hvis tilbagegivelse til Italien, der er indgivet anmodning om til den forelæggende ret, aldrig fysisk har været til stede i dette land, forekommer det lidet sandsynligt, at midtpunktet for dets interesser kan befinde sig dér.

69.

Det følger heraf, at det efter de kriterier, som er opstillet i Domstolens retspraksis, ved første øjekast synes vanskeligt tænkeligt, at det barn, hvis tilbagegivelse der i den foreliggende sag er anmodet om, kan have et sådant opholdssted i et andet land end Grækenland. Sådan forholder det sig navnlig, henset til den omstændighed, at den fysiske tilstedeværelse – ifølge den tilgang, der er fastholdt i retspraksis – udgør en forudsætning for, at der kan ske en bedømmelse af andre relevante faktorer med henblik på at fastlægge barnets sædvanlige opholdssted.

70.

Den forelæggende ret synes at være sig denne blindgyde bevidst med hensyn til, at der ikke foreligger nogen omstændigheder, som gør det muligt at fastslå, at der er en tilknytning til Italien, som kan gå forud for den tilknytning, som barnet har til Grækenland. Over for denne vanskelighed ønsker den forelæggende ret følgelig, for så vidt angår fastlæggelsen af et spædbarns sædvanlige opholdssted, oplyst, hvilken betydning forældrenes tidligere fælles bopæl i Italien skal tillægges, og nærmere bestemt den omstændighed, at forældrene inden deres separation havde til hensigt, at nævnte medlemsstat skulle være barnets sædvanlige opholdssted, og endelig den omstændighed, at PQ indtil hun var i ottende måned opholdte sig i dette land.

71.

Fastlæggelsen af barnets sædvanlige opholdssted skal ganske vist ske ud fra en helhedsvurdering af de særlige faktiske omstændigheder i den konkrete sag. Det tilkommer således den forelæggende ret at vurdere samtlige disse omstændigheder for at fastlægge, hvor midtpunktet for barnets interesser befinder sig. I overensstemmelse med den samlede tilgang, som Domstolen har stadfæstet, er en af de faktorer, som der i denne henseende skal tages hensyn til, foruden barnets fysiske tilstedeværelse i en medlemsstat, unægteligt viljen hos forældrene, som har forældremyndigheden over barnet, og deres sædvanlige opholdssted ( 19 ).

72.

I mangel af barnets tidligere fysiske tilstedeværelse i Italien kan de omstændigheder, som den forelæggende ret har henvist til, efter min opfattelse imidlertid ikke tillægges en afgørende betydning med henblik på at fastlægge det sædvanlige opholdssted for det barn, hvis tilbagegivelse, der er indgivet anmodning om til den forelæggende ret.

73.

En række forhold taler for denne konklusion.

74.

For det første skal det fremhæves, at det er ubestridt, at forældrenes vilje var, at barnet skulle fødes i Grækenland, og at det skulle blive der i en vis periode sammen med sin mor ( 20 ).

75.

I modsætning til, hvad det præjudicielle spørgsmål – således som den forelæggende ret har forelagt det – synes at antyde, er barnets tilstedeværelse i Grækenland følgelig ingen tilfældighed.

76.

Det bemærkes for det andet, at det sædvanlige opholdssted som et selvstændigt EU-retligt begreb ( 21 ) er et faktuelt begreb. Som generaladvokat Szpunar har bemærket, afhænger begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« ikke af spørgsmålet om, hvorvidt det sædvanlige opholdssted er lovligt etableret eller ej. Hvis det ikke var tilfældet, ville Bruxelles IIa-forordningens artikel 10 nemlig være formålsløs, eftersom denne bestemmelse gør det muligt at få et sædvanligt opholdssted, selv om fjernelsen eller tilbageholdelsen er ulovlig ( 22 ).

77.

Selv hvis det i den foreliggende sag antoges, at den omstændighed, at PQ blev i Grækenland med barnet uden aftale herom med OL, har frataget OL hans ret til at udøve sin forældremyndighed, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne omstændighed ikke bør have betydning for spørgsmålet om, hvor barnet de facto har sit sædvanlige opholdssted.

78.

I modsætning til, hvad der har kunnet antages af visse nationale retsinstanser ( 23 ) – som synes at tiltræde en legalistisk tilgang til begrebet »sædvanlig[t] opholdssted«, der lægger vægt på det sædvanlige opholdssted for de personer, som har forældremyndigheden, eller mere generelt, familiens enhed ( 24 ) – kan forældrenes sædvanlige opholdssted i en given medlemsstat i øvrigt ikke, i mangel af barnets tidligere fysiske tilstedeværelse i denne medlemsstat, være afgørende.

79.

Endelig gør den tilgang, som den forelæggende ret har foreslået, om at se bort fra kriteriet om fysisk tilstedeværelse, det ganske vist muligt i denne sammenhæng at udvide anvendelsesområdet for Bruxelles IIa-forordningens artikel 11 og Haagerkonventionen af 1980 til tilfælde som det foreliggende. Det skal imidlertid fremhæves, at Bruxelles IIa-forordningen især regulerer tildelingen af domstolskompetence. Selv om nævnte forordnings artikel 11 ikke finder anvendelse på en situation som den, der er omhandlet i den foreliggende sag, hindrer dette på ingen måde OL i at gøre sine rettigheder gældende ved de kompetente retter som omhandlet i forordningens artikel 8, for så vidt angår spørgsmål om realiteten angående forældreansvaret for sit barn.

80.

For det tredje og i forlængelse af disse betragtninger skal det fremhæves, at Bruxelles IIa-forordningens artikel 11 henviser til »tilbagegivelse« af barnet og ikke til den første fjernelse af barnet til et sted, hvor det aldrig har opholdt sig. Den nævnte bestemmelse såvel som Haagerkonventionen af 1980 har i denne henseende klart til formål at genetablere status quo ante. Disse instrumenter har derimod på ingen måde til formål at skabe en situation, som aldrig har eksisteret, som i den foreliggende sag, dvs. et familieliv i Italien planlagt før forældrenes separation ( 25 ).

81.

Det kan dog ikke udelukkes, at der kan foreligge ganske særlige omstændigheder, hvorunder det kunne overvejes at se bort fra kriteriet om fysisk tilstedeværelse. Den foreliggende sag, som behandles ved hasteprocedure, egner sig imidlertid ikke til en indgående undersøgelse af dette principielle spørgsmål. Henset til sagens omstændigheder er en besvarelse af dette spørgsmål nemlig ikke nødvendig med henblik på at give en hensigtsmæssig besvarelse af det spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt.

82.

Det synes hensigtsmæssigt at bemærke, at i et sådant tilfælde, og bl.a. under hensyn til det sædvanlige opholdssteds faktuelle karakter, er det imidlertid nødvendigt, at det kan fastslås, at der er en håndgribelig tilknytning til et andet land end det, hvor barnet faktisk opholder sig.

83.

En sådan tilknytning bør til barnets bedste være baseret på stærke og reelle indicier, som således kan få forrang for barnets fysiske tilstedeværelse. Det er åbenlyst, at det ikke kan være tilstrækkeligt som tilknytning, at en bestemt medlemsstat i en ubestemt fremtid bliver barnets sædvanlige opholdssted, uden at udsigten hertil understøttes af andre håndgribelige former for forbindelser af en sådan karakter, at der kan ses bort fra den nødvendige betingelse om barnets fysiske tilstedeværelse.

84.

I denne forbindelse kan der desuden ikke ses bort fra – hvad angår de materielle spørgsmål om forældreansvar – at Bruxelles IIa-forordningens generelle opbygning hviler på kriteriet om nærhed, som først og fremmest giver sig udtryk i barnets fysiske tilstedeværelse. Når et barns sædvanlige opholdssted ikke kan fastlægges, fastsætter den subsidiære kompetenceregel i Bruxelles IIa-forordningens artikel 13 således, at kompetencen ligger hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet befinder sig.

85.

Det skal for det fjerde fremhæves, at hvis man følger den forelæggende rets argumentation vedrørende PQ’s tilstedeværelse i Italien under graviditeten, ville dette svare til at anerkende, at et endnu ufødt barn kan være omfattet af anvendelsesområdet for Bruxelles IIa-forordningen.

86.

Nævnte forordning er ganske vist tavs herom. Efter min opfattelse ville det imidlertid være uhensigtsmæssigt at fortolke forordningen således, at den finder anvendelse før barnets fødsel.

87.

En sådan fortolkning af anvendelsesområdet for Bruxelles IIa-forordningens artikel 11 ville nemlig få ikke ubetydelige konsekvenser, som lovgiver uden tvivl ikke har haft til hensigt. En sådan fortolkning gør det navnlig muligt, at anse en gravid kvindes valg om at bosætte sig i et andet land end det, hvor faren til det kommende barn er bosat, for at være en ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 11.

88.

For det femte og sidste skal jeg bemærke, at barnets sædvanlige opholdssted, således som det fremgår af det ovenfor anførte, skal fastlægges under hensyntagen til barnets bedste.

89.

Som Kommissionen har bemærket, ville anvendelsen af et kriterium om, hvorvidt forældrene har haft til hensigt at fastsætte barnets sædvanlige opholdssted i en given medlemsstat, eller hvorvidt forældrene tidligere har haft fælles bopæl i en medlemsstat, selv om barnet aldrig fysisk har været til stede dér, kunne bringe hensynet til barnets bedste i fare, eftersom kompetencen i sager vedrørende barnet er tillagt en ret i en medlemsstat, som ikke har nogen geografisk nærhed til barnet. Efter min opfattelse synes dette at være i klar modstrid med Bruxelles IIa-forordningens primære formål, som er at afgøre spørgsmålet om kompetencen i sager vedrørende forældreansvar på grundlag af princippet om nærhed ( 26 ).

90.

I den foreliggende sag kan man med rette spørge, hvilke omstændigheder der kan gøre det muligt at fastlægge barnets sædvanlige opholdssted til Italien, samtidig med, at det sker på grundlag af barnets bedste. Det bemærkes, at de eneste familiemæssige omgivelser, som barnet siden sin fødsel har kendt og er integreret i, befinder sig i Grækenland.

91.

Følgelig er jeg af den opfattelse, at barnets sædvanlige opholdssted som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 11, stk. 1, forudsætter, at barnet har befundet sig fysisk i den medlemsstat, hvortil tilbagegivelse ønskes. Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede kan den omstændighed, at et barn, som er født i en anden medlemsstat end den, hvor dets forældre havde fælles bopæl, og som bliver hos sin mor i den medlemsstat, hvor det er født, derfor ikke udgøre en ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse i denne bestemmelses forstand.

92.

På baggrund af ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål, som Monomeles Protodikeio Athinon (enedommer i første instans i Athen, Grækenland) har forelagt, som følger:

»Artikel 11, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar skal fortolkes således, at barnets sædvanlige opholdssted i denne bestemmelses forstand forudsætter, at barnet har befundet sig fysisk i den medlemsstat, hvortil tilbagegivelse ønskes. Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede kan den omstændighed, at et barn, som er født i en anden medlemsstat end den, hvor dets forældre havde fælles bopæl, og som bliver hos sin mor i den medlemsstat, hvor det er født, derfor ikke udgøre en ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse i nævnte bestemmelses forstand.«