1.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis ( 2 ) har fundet anvendelse siden den 17. august 2015. En national ret har i den foreliggende sag allerede for tredje gang anmodet Domstolen om en fortolkning af bestemmelserne i denne forordning ( 3 ).

2.

Den forelæggende rets tvivl vedrører denne gang forholdet mellem forordning nr. 650/2012 og de nationale bestemmelser vedrørende arvesager. Nærmere bestemt ønsker Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin, Tyskland) oplyst, om artikel 4 i forordning nr. 650/2012 også fastlægger kompetencen med hensyn til udstedelse af nationale arvebeviser. Dette ville medføre, at medlemsstaterne ikke må indføre bestemmelser på dette område, som regulerer den internationale kompetence anderledes end forordningen.

3.

Dette spørgsmål er overordentlig kompliceret, og den praktiske betydning af den dom, som Domstolen vil afsige i den foreliggende sag, er større, end det var tilfældet i Mahnkopf-sagen ( 4 ). Det bemærkes, at den verserende Mahnkopf-sag vedrører en enkelt ordning i tysk ret. Den foreliggende sag vedrører derimod et spørgsmål, der kan være af betydning for alle medlemsstater, hvor de judicielle myndigheder har mulighed for at udstede nationale arvebeviser ( 5 ).

4.

Artikel 3, stk. 1, litra g), og artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 650/2012 bestemmer:

2.   I denne forordning omfatter begrebet »ret« enhver judiciel myndighed og alle andre myndigheder og juridiske aktører med kompetence i arvesager, som udøver en retslig funktion eller handler i henhold til en judiciel myndigheds delegation af beføjelser eller handler under en judiciel myndigheds kontrol, såfremt sådanne andre myndigheder eller juridiske aktører giver garantier med hensyn til upartiskhed og parternes ret til at blive hørt, og såfremt deres retsafgørelser i henhold til loven i den medlemsstat, hvor de har deres virke:

5.

Artikel 4 (»generel kompetence«) i forordning nr. 650/2012, der findes i denne forordnings kapitel II (»kompetence«), har følgende ordlyd:

»Retterne i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, er kompetente til at træffe afgørelse om hele arven.«

6.

Artikel 62 (»indførelse af det europæiske arvebevis«) bestemmer:

»1.   Med denne forordning indføres et europæisk arvebevis (herefter »beviset«), som udstedes til brug i en anden medlemsstat og har de retsvirkninger, der er anført i artikel 69.

2.   Anvendelse af beviset er ikke obligatorisk.

3.   Beviset træder ikke i stedet for interne dokumenter, der anvendes til tilsvarende formål i medlemsstaterne. Når et bevis først er udstedt til brug i en anden medlemsstat, skal det dog også have de retsvirkninger, der er anført i artikel 69, i den medlemsstat, hvis myndigheder har udstedt beviset efter bestemmelserne i dette kapitel.«

7.

§ 105 i Gesetz über das Verfahren in Familiensachen und in den Angelegenheiten der freiwilligen Gerichtsbarkeit (lov om proceduren i familieretlige sager og anliggender omfattet af den frivillige retspleje, herefter »FamFG«) i affattelsen af 17. december 2008, der har været i kraft siden den 1. september 2009, bestemmer:

»Tyske retter har kompetence under andre procedurer i henhold til denne lov, såfremt en tysk ret er stedligt kompetent.«

8.

Den stedlige kompetence i arvesager afgøres i tysk ret på grundlag af FamFG’s § 343. Denne bestemmer i den affattelse af Gesetz zum Internationalen Erbrecht und zur Änderung von Vorschriften zum Erbschein sowie zur Änderung sonstiger Vorschriften (lov om international arveret og om ændring af bestemmelser vedrørende arveattester samt ændring af øvrige bestemmelser) af 29. juni 2015, der trådte i kraft den 17. august 2015:

»(1)   Den ret, inden for hvis retskreds arvelader havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, har stedlig kompetence.

(2)   Såfremt arvelader ikke havde sædvanligt opholdssted i Tyskland på dødstidspunktet, er den ret, i hvis retskreds arvelader havde sit sidste sædvanlige opholdssted i Tyskland, kompetent.

(3)   Såfremt stk. 1 og 2 ikke begrunder kompetence, er Amtsgericht Schöneberg [byretten i Schöneberg] i Berlin kompetent, såfremt arvelader er tysk statsborger, eller efterladte aktiver i boet befinder sig i Tyskland. […]«

9.

Arvelader, Adrien Théodore Oberle, der afgik ved døden den 28. februar 2015, havde sit sidste sædvanlige opholdssted i Frankrig og var fransk statsborger. Adrien Théodore Oberle efterlod sig to sønner. Den ene af dem er Vincent Pierre Oberle, sagsøgeren i hovedsagen. Aktiverne i boet befinder sig i Frankrig og i Tyskland.

10.

En fransk ret udstedte et nationalt arvebevis, hvorefter arven tilfalder Vincent Pierre Oberle og hans broder med hver halvdelen.

11.

Herefter begærede Vincent Pierre Oberle ved Amtsgericht Schöneberg (byretten i Schöneberg i Berlin, Tyskland) – dvs. den i henhold til FamFG’s § 105 og § 343, stk. 3, første punktum, kompetente ret i arvesagen efter Adrien Théodore Oberle – at der blev udstedt et nationalt arvebevis, der materielt var begrænset til den del af arven, der befandt sig i Tyskland. Med beviset skulle det fastslås, at Vincent Pierre Oberle og hans broder arver denne del af arven i henhold til fransk ret.

12.

Amtsgericht Schöneberg (byretten i Schöneberg) fastslog imidlertid i henhold til artikel 4, sammenholdt med artikel 15 i forordning nr. 650/2012, at den savnede kompetence. Efter rettens opfattelse kunne tyske bestemmelser ikke finde anvendelse med henblik på at fastlægge den internationale kompetence i Vincent Pierre Oberle-sagen. Anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 650/2012 havde nemlig forrang for anvendelsen af de nationale bestemmelser. Dette betød, at franske – og ikke tyske – retter som retter i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, var kompetente til at træffe afgørelse i arvesager, bl.a. også med hensyn til Vincent Pierre Oberles begæring.

13.

Vincent Pierre Oberle kærede den af Amtsgericht Schöneberg (byretten i Schöneberg) afsagte kendelse til den forelæggende ret.

14.

På denne baggrund har Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

»Skal artikel 4 i forordning nr. 650/2012 fortolkes således, at den internationale enekompetence i de respektive medlemsstater til udstedelse af nationale arvebeviser, der ikke er blevet erstattet af det europæiske arvebevis (jf. artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 650/2012), ligeledes skal fastlægges i henhold hertil, således at afvigende bestemmelser, som den nationale lovgiver har fastsat for så vidt angår international kompetence til udstedelse af de nationale arvebeviser – som f.eks. i Tyskland § 105 i FamFG – ikke kan finde anvendelse, idet de strider mod trinhøjere EU-ret?«

15.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 18. januar 2017.

16.

Den tyske, den polske og den portugisiske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Den tyske, den franske og den polske regering samt Kommissionen var repræsenteret under retsmødet den 23. november 2017.

17.

Det præjudicielle spørgsmål er formuleret på en sådan måde, at man kunne antage, at den forelæggende ret ønsker oplyst, om artikel 4 i forordning nr. 650/2012 regulerer »enekompetencen« til udstedelse af nationale arvebeviser.

18.

Det bemærkes imidlertid, at begrebet »enekompetence« har en særlig betydning i forbindelse med bestemmelserne om international borgerlig retspleje.

19.

På baggrund af reglerne i Bruxellesordningen har Domstolen anført, at reglerne om en enekompetence udgør en undtagelse fra hovedreglen om kompetence ( 6 ) og gør sig gældende med en særlig styrke for såvel parternes som retsinstansernes vedkommende ( 7 ). Parterne kan f.eks. principielt hverken fravige dem ved aftaler om retternes kompetence eller ved frivilligt fremmøde.

20.

Jeg mener imidlertid, at det er uden betydning for besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål, om artikel 4 i forordning nr. 650/2012 begrunder en »enekompetence« i ovennævnte forstand. Medlemsstaterne kan nemlig heller ikke ændre EU-rettens kompetenceregler, såfremt andet ikke fremgår af disse regler, gennem national lovgivning, selv om disse regler vedrører en kompetence, der ikke er en enekompetence.

21.

Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret derfor nærmere bestemt oplyst, om artikel 4 i forordning nr. 650/2012 fastlægger kompetencen til udstedelse af nationale arvebeviser.

22.

Med henblik på at besvare dette spørgsmål skal det først og fremmest undersøges, om de nationale arvebeviser og de hermed forbundne procedurer er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 650/2012.

23.

Resultaterne af sammenlignende undersøgelser viser, at de nationale arvebeviser, som anvendes i en række medlemsstater, adskiller sig markant fra hinanden.

24.

Hvis vi anvender udstederen af det nationale arvebevis som afgrænsningskriterium, kan der sondres mellem tre kategorier af arvebeviser: retlige arvebeviser, notarielle arvebeviser og private erklæringer ( 8 ). Dette kriterium er imidlertid ikke ubetinget egnet til at karakterisere de nationale arvebeviser, da der selv inden for disse kategorier er omfattende forskelle mellem de ordninger, der gælder i de enkelte medlemsstater. Disse forskelle vedrører arten af de nationale arvebeviser, omfanget af de konstateringer, der ligger til grund for oplysningerne i beviserne, den måde, hvorpå de foretages, samt virkningerne af disse beviser ( 9 ).

25.

Under alle omstændigheder kan det forenklet antages, at de nationale arvebeviser indeholder oplysninger om arven efter en bestemt person, bl.a. oplysninger om personer, som har bestemte rettigheder i forbindelse med arveladerens død. Disse beviser tjener normalt som dokumentation for disse omstændigheder over for offentlige myndigheder og tredjemand ( 10 ).

26.

Udtrykket »nationalt arvebevis« forekommer overhovedet ikke i forordning nr. 650/2012. I forordningen finder vi derimod begrebet »interne dokumenter, der anvendes til tilsvarende formål [som det europæiske arvebevis] i medlemsstaterne«, og som det europæiske arvebevis – i henhold til artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 650/2012 og 67. betragtning, første punktum, til denne forordning – »ikke [træder] i stedet for«.

27.

I henhold til 67. betragtning, andet punktum, til forordning nr. 650/2012 har det europæiske arvebevis til formål bl.a. at dokumentere arvingernes status og/eller rettigheder samt beføjelser i andre medlemsstater end den medlemsstat, hvor beviset blev udstedt. Blandt de interne dokumenter, der har tilsvarende formål, hører navnlig de nationale arvebeviser ( 11 ).

28.

Efter den forelæggende rets opfattelse er det omtvistede nationale arvebevis ligeledes et »internt dokument« som omhandlet i artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 650/2012. Det præjudicielle spørgsmål vedrører nemlig »nationale arvebeviser, der ikke er blevet erstattet af det europæiske arvebevis«. I spørgsmålet henvises der i øvrigt udtrykkeligt til artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 650/2012.

29.

For at kunne fremsætte yderligere bemærkninger er det indledningsvis nødvendigt at besvare det spørgsmål, om nationale arvebeviser overhovedet er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 650/2012.

30.

Dette spørgsmål er kun behandlet udtrykkeligt af den polske regering i dens skriftlige bemærkninger og Kommissionen med dens indlæg under retsmødet. Denne regering og Kommissionen er af den opfattelse, at de nationale arvebeviser og de hermed forbundne procedurer for udstedelsen er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 650/2012.

31.

Den tyske regering kommer også indirekte ind på dette spørgsmål. Efter denne regerings opfattelse fremgår det af artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 650/2012, at de nationale ordninger for udstedelsen af disse beviser finder anvendelse ved siden af bestemmelserne i forordning nr. 650/2012. Den portugisiske regering giver udtryk for et lignende standpunkt.

32.

Forordning nr. 650/2012 indeholder materielle retsregler (lovvalgsregler) og internationale borgerlige retsplejeregler (kompetenceregler). Det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 650/2012, som reguleres ved forordningens artikel 1, omfatter principielt ligeledes begge typer af regler ( 12 ).

33.

Forordningen finder anvendelse på arv (denne forordnings artikel 1, stk. 1, første punktum). Områder, som forordning nr. 650/2012 ikke finder anvendelse på, er omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 2. De tager dog udgangspunkt i det materielle anvendelsesområde og vedrører principielt ikke instrumenterne og procedurerne i forbindelse med arvesager.

34.

En vis undtagelse herfra udgør artikel 1, stk. 2, litra l), som fastsætter, at forordning nr. 650/2012 ikke finder anvendelse på enhver registrering i et register af rettigheder i fast ejendom eller løsøre, herunder de lovmæssige krav til en sådan registrering, samt virkningerne af registrering eller manglende registrering af sådanne rettigheder i et register ( 13 ). Artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 650/2012 indeholder ingen bestemmelser, der tyder på, at andre instrumenter og procedurer, der utvivlsomt vedrører arven efter afdøde personer, ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

35.

Spørgsmålet er, om de nationale arvebeviser ikke udelukkes fra anvendelsesområdet for forordning nr. 650/2012 på grundlag af denne forordnings artikel 62, stk. 3, første punktum, af hvis ordlyd det fremgår, at det europæiske arvebevis »ikke [træder] i stedet for interne dokumenter«, der anvendes til tilsvarende formål i medlemsstaterne.

36.

I den juridiske litteratur gives der udtryk for den opfattelse, at artikel 62, stk. 3, første punktum, i forordning nr. 650/2012 regulerer forholdet mellem det europæiske arvebevis og de nationale arvebeviser. Den har ikke til formål at udelukke de nationale arvebeviser fra anvendelsesområdet for kompetencereglerne i forordning nr. 650/2012 ( 14 ).

37.

Jeg kan tilslutte mig denne opfattelse. Det bemærkes, at i henhold til artikel 62, stk. 2, i forordning nr. 650/2012 er det ikke obligatorisk at anvende det europæiske arvebevis. I henhold til 69. betragtning, andet punktum, til forordning nr. 650/2012 er personer, der har ret til at ansøge om et europæisk arvebevis, ikke forpligtet til at anvende det. De kan nemlig frit »anvende de øvrige instrumenter, der er til rådighed i henhold til denne forordning (retsafgørelser, officielt bekræftede dokumenter og retsforlig)«. Der er således tale om anvendelse af disse instrumenter til de samme formål, som det europæiske arvebevis kan anvendes til. Blandt disse instrumenter hører også de nationale arvebeviser. Principielt har de nemlig tilsvarende formål som det europæiske arvebevis ( 15 ). Dette betyder, at der i forbindelse med de nationale arvebeviser ligeledes – hvis vi ønsker at anvende formuleringen i 69. betragtning til forordning nr. 650/2012 – er tale om instrumenter, »der er til rådighed« i henhold til denne forordning.

38.

En fortolkning af artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 650/2012, hvorefter de nationale arvebeviser er bestemt til brug i den pågældende medlemsstat, fører heller ikke til andre resultater. En sådan fortolkning kunne nemlig føre til den konklusion, at det europæiske arvebevis »ikke [træder] i stedet for [nationale arvebeviser]«, da det udstedes til brug i andre medlemsstater end den, hvis myndigheder har kompetence til at udstede dette bevis (artikel 62, stk. 1, i forordning nr. 650/2012).

39.

Jeg vil ikke i denne forbindelse tage stilling til det efter min opfattelse tvivlsomme spørgsmål, om der kan foretages en sådan sondring med hensyn til arvebevisernes anvendelsesformål. De nationale arvebeviser er imidlertid hidtil også blevet anvendt i de andre medlemsstater. Der er intet, der tyder på, at EU-lovgiver ønskede at ændre denne retsstilling. I henhold til 69. betragtning, andet punktum, til forordning nr. 650/2012 kan de pågældende nemlig anvende andre instrumenter til de samme formål som det europæiske arvebevis.

40.

Anvendelsesområdet for forordning nr. 650/2012 omfatter både med hensyn til lovvalgs- og kompetenceregler alle spørgsmål i forbindelse med arv, for så vidt som forordningen ikke selv udelukker bestemte spørgsmål herfra. Forordning nr. 650/2012 udelukker ikke de nationale arvebeviser og de hermed forbundne procedurer fra sit anvendelsesområde.

41.

Jeg mener derfor, at instrumenter som de nationale arvebeviser og de hermed forbundne procedurer er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 650/2012. Dette foregriber endnu ikke, om nationale arvebeviser, navnlig det omtvistede bevis, udgør en »retsafgørelse« eller et »officielt bekræftet dokument« som omhandlet i denne forordning.

42.

Kernen i vurderingen af anmodningen om præjudiciel afgørelse er det spørgsmål, om artikel 4 i forordning nr. 650/2012 fastlægger kompetencen til udstedelse af nationale arvebeviser, bl.a. det omtvistede bevis.

43.

Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at forordning nr. 650/2012 ikke indeholder nogen bestemmelser, der udtrykkeligt regulerer kompetencen til udstedelse af nationale arvebeviser. Hvis artikel 4 i forordning nr. 650/2012 vedrørte nationale arvebeviser, ville denne forordnings artikel 64, stk. 1, som vedrører det europæiske arvebevis, være overflødig.

44.

Selv hvis man antog, at artikel 4 i forordning nr. 650/2012 regulerer kompetencen til udstedelse af nationale arvebeviser, ville denne bestemmelse – efter den forelæggende rets opfattelse – alligevel ikke finde anvendelse i hovedsagen. Dette ville kun være tilfældet, hvis det arvebevis, der er anmodet om i hovedsagen, var en »retsafgørelse« i forordningens forstand. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Der udstedes ganske vist en arveattest på grundlag af en afgørelse, men den indeholder kun faktiske konstateringer. Den indeholder ingen elementer, der kunne få retskraft.

45.

Den tyske, den franske og den portugisiske regering er af den opfattelse, at artikel 4 i forordning nr. 650/2012 ikke regulerer den internationale kompetence til udstedelse af nationale arvebeviser, mens den polske regering og Kommissionen er af den modsatte opfattelse.

46.

Den tyske regering er af den opfattelse, at artikel 4 i forordning nr. 650/2012 regulerer kompetencen med hensyn til procedurer, hvor der træffes »retsafgørelser«, hvilket ikke er tilfældet med hensyn til det omtvistede nationale arvebevis. EU-lovgiver behandler ikke de nationale arvebeviser som »retsafgørelser«, idet disse beviser betegnes som »interne dokumenter« i artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 650/2012. Alene den omstændighed, at et nationalt arvebevis udstedes af en ret, ændrer intet ved dets kvalificering i lyset af forordning nr. 650/2012. Det kan nemlig fortsat ikke betragtes om en »retsafgørelse«.

47.

Den franske regering har også udtalt sig i denne retning og deler den opfattelse, at et nationalt arvebevis, der er udstedt af en ret under udøvelse af dens retslige funktion, kan anses for at være en »retsafgørelse«. Dette er imidlertid ikke tilfældet med hensyn til udstedelsen af nationale arvebeviser, som kun havde til formål at konstatere en bestemt faktisk omstændighed uden en vurdering heraf og uden mulighed for at træffe foranstaltninger af egen drift.

48.

Den portugisiske regering har anført, at det omtvistede nationale arvebevis – ligesom det europæiske arvebevis – skal betragtes som et hybridt instrument. Dette betyder, at artikel 4 i forordning nr. 650/2012 ikke kan finde anvendelse i hovedsagen.

49.

Kommissionen er af den opfattelse, at medlemsstaterne selv kan bestemme, hvem de betror udstedelsen af arvebeviser til. Hvis en medlemsstat imidlertid betror denne opgave til retterne, er den også nødt til at acceptere følgerne af denne beslutning. Et af retten udstedt nationalt bevis er nemlig – hvilket også er den polske regerings opfattelse – en »retsafgørelse« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012, uafhængigt af, hvordan dette spørgsmål skal vurderes efter national ret.

50.

I deres indlæg tager parterne principielt udgangspunkt i den forelæggende rets todelte argumentation, der for en stor del udgør en syntese af opfattelserne i den juridiske litteratur vedrørende de nævnte spørgsmål. En række forfattere mener, at kompetencereglerne i forordning nr. 650/2012 ikke omfatter udstedelsen af nationale arvebeviser ( 16 ), mens andre er af den opfattelse, at forordningen – med undtagelse af foreløbige retsmidler i henhold til dens artikel 19 – regulerer den nationale kompetence i arvesager universelt og derfor træder i stedet for alle nationale bestemmelser, der vedrører dette område ( 17 ).

51.

Jeg mener, at der findes to løsningsmodeller, som kan danne grundlag for et fyldestgørende svar til den forelæggende ret.

52.

Den første løsningsmodel er en vurdering af det omtvistede nationale arvebevis. Det drejer sig om at kvalificere dette bevis enten som »retsafgørelse« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012 eller som »officielt bekræftet dokument« som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra i). Hvis dette bevis kvalificeres som »officielt bekræftet dokument«, kunne det heraf konkluderes, at en medlemsstats judicielle myndigheder principielt ikke er bundet af kompetencereglerne, da forordningen ikke fastlægger, hvilke myndigheder der kan udstede disse dokumenter.

53.

Efter den anden løsningsmodel skal artikel 4 i forordning nr. 650/2012 fortolkes således, at det kan fastslås, om denne bestemmelse fastlægger kompetencen til at træffe afgørelse i arvesager, som verserer for medlemsstaternes judicielle myndigheder.

54.

Jeg mener, at de argumenter, som den polske regering og Kommissionen har fremført, indirekte gør det muligt at konkludere dette. Efter denne løsningsmodel ville kvalificeringen af det omtvistede nationale arvebevis faktisk være uden betydning for besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål.

55.

I dette forslag til afgørelse vil jeg basere mig på den anden af disse løsningsmodeller. Udgangspunktet for den videre vurdering vil udgøres af konstateringen af, om artikel 4 i forordning nr. 650/2012 fastlægger kompetencen til at træffe afgørelser i arvesager ved medlemsstaternes judicielle myndigheder.

56.

Kun hvis dette spørgsmål besvares benægtende, vil der skulle tages stilling til, om der i forbindelse med det omtvistede arvebevis er tale om en »retsafgørelse« eller et »officielt bekræftet dokument« som omhandlet i denne forordning.

57.

For at det kan afgøres, om artikel 4 i forordning nr. 650/2012 også vedrører udstedelsen af nationale arvebeviser, navnlig den omtvistede arveattest, skal dens anvendelsesområde fastlægges på grundlag af ordlydsfortolkningen af begreberne »retterne«, som er kompetente til at træffe »afgørelse om hele arven«, i forbindelse med denne forordning.

58.

Begrebet »ret« defineres med henblik på forordning nr. 650/2012 i dens artikel 3, stk. 2. Dette begreb omfatter »enhver judiciel myndighed« og alle andre myndigheder og juridiske aktører med kompetence i arvesager, for så vidt som de opfylder betingelserne i denne bestemmelse.

59.

I lyset af 20. betragtning, andet punktum, til forordning nr. 650/2012 skal begrebet »ret« fortolkes bredt, så »det ikke kun omfatter domstole i ordets egentlige betydning, som udfører en retslig funktion«, men også andre organer, som i mange tilfælde udøver en retslig funktion.

60.

Dette kunne tyde på, at en myndighed, som formelt betragtet er integreret i den pågældende medlemsstats domstolsstruktur, men som i forbindelse med en bestemt procedure ikke udøver en retslig funktion, strengt taget ikke er en »ret« som omhandlet i bestemmelserne i forordning nr. 650/2012.

61.

Ordlyden af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 650/2012 kan imidlertid også tale imod en restriktiv fortolkning af begrebet »ret«, for så vidt som det vedrører »judicielle myndigheder«. I henhold til denne bestemmelse omfatter begrebet »ret« nemlig »enhver judiciel myndighed«.

62.

Endvidere må der ikke drages alt for vidtgående konklusioner af henvisningen i 20. betragtning, andet punktum, til forordning nr. 650/2012 (begrebet »ret« omfatter »ikke kun […] domstole i ordets egentlige betydning, som udfører en retslig funktion«). Af den konstatering, at begrebet »ret« skal fortolkes på en bestemt måde, således at der ikke opstår tvivl med hensyn til spørgsmålet, at dette begreb ikke kun omfatter retter, der udøver en retslig funktion, kan det ikke entydigt konkluderes, at dette begreb ikke omfatter »domstole i ordets egentlige betydning«, som ikke udøver en retslig funktion i en bestemt sag.

63.

Denne konklusion kan heller ikke drages i betragtning af de andre betragtninger til forordning nr. 650/2012, nemlig 20. betragtning, tredje og fjerde punktum, samt 21., 22. og 36. betragtning, hvoraf det fremgår, at »ikke-judicielle myndigheder«, som ikke udøver en retslig funktion, ikke er omfattet af kompetencereglerne i denne forordning. Disse betragtninger vedrører nemlig ikke »judicielle myndigheder«.

64.

Jeg mener derfor, at ordlydsfortolkningen af begrebet »ret« i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012 ikke kan være afgørende for besvarelsen af spørgsmålet, om denne forordnings artikel 4 udelukkende fastlægger kompetencen med hensyn til procedurer, hvor den judicielle myndighed udøver en retslig funktion.

65.

Den tyske og den polske regering samt Kommissionen har i deres indlæg henvist til en særegenhed i den tyske version af artikel 4 i forordning nr. 650/2012, hvor der tales om medlemsstatens retter, der er kompetente til at træffe afgørelse om arven (»Entscheidungen in Erbsachen«). Ordlyden af den tyske version af forordningen tyder på, at denne bestemmelse kun regulerer kompetencen med hensyn til de procedurer, hvor medlemsstaternes retter træffer en »Entscheidung« (retsafgørelse) som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra g).

66.

I artikel 4 i de andre sprogversioner af forordning nr. 650/2012 anvendes begrebet »Entscheidung« (retsafgørelse) derimod ikke, idet der her tales om retter, der »træffe[r] afgørelse« (entscheiden) om arven ( 18 ). Ordlyden af den tyske sprogversion er derfor ikke afgørende for dette spørgsmål.

67.

For en bred fortolkning af artikel 4 i forordning nr. 650/2012 taler også, at den fastlægger kompetencen med hensyn til »hele arven«.

68.

Der kan derimod være forholdsvis vanskeligt at besvare spørgsmålet, hvilken betydning der skal tillægges begrebet »træffe afgørelse« i forbindelse med de regler, der fastlægger medlemsstaternes retters kompetence. Artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012 definerer nemlig kun begrebet »retsafgørelse«. Det fremgår ikke klart, at bestemmelser, hvori der tales om, at retter »træffe[r] afgørelse« om noget, anvender verbalformen af begrebet »retsafgørelse« i samme forstand som denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra g).

69.

Disse vanskeligheder bliver endnu større, hvis definitionen i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012 lægges til grund. Den principielle fortolkningsvanskelighed beror på, at begrebet »retsafgørelse« i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012 i de fleste sprogversioner af denne forordning netop defineres med dette ord (idem per idem) ( 19 ).

70.

Ved at fortolke artikel 4 i forordning nr. 650/2012 i lyset af definitionen af »retsafgørelse« i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012 således, at retter, der »træffer afgørelse«, derved også udøver en retslig funktion, har den forelæggende ret samt den tyske og den franske regering i sidste ende lagt den definition af »retsafgørelse« til grund, som Domstolen har udviklet med hensyn til reglerne i Bruxellesordningen.

71.

Med hensyn til reglerne i Bruxellesordningen, hvorefter der – ligesom i henhold til artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012 – ved retsafgørelse forstås »enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat« ( 20 ), har Domstolen fastslået, at »retsafgørelsen« skal være udstedt af et judicielt organ, som har kompetence til at træffe afgørelse i stridsspørgsmål mellem parterne ( 21 ).

72.

Spørgsmålet er, om denne definition kan anvendes på forordning nr. 650/2012.

73.

Jeg mener ikke, at det i lyset af artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012 kan kræves, at en »retsafgørelse« som omhandlet i denne bestemmelse skal vedrøre stridsspørgsmål mellem parterne. 59. betragtning til forordningen fører til den konklusion, at det egentlig er uden betydning, om »retsafgørelsen« blev truffet i en tvistig eller i en ikke-tvistig retssag.

74.

Kriteriet om »kompetence til at træffe afgørelse« vedrører normalt spørgsmålet, om det judicielle organ spiller en afgørelsesrolle eller begrænser sig til at sikre en mere passiv rolle, der f.eks. består i at bekræfte eller anerkende parternes viljer ( 22 ). Derfor er retsforlig ikke retsafgørelser, da de »i det væsentlige [har] kontraktmæssig karakter i den forstand, at forligsindholdet først og fremmest beror på parternes vilje« ( 23 ). Det er imidlertid ikke klart, om og hvilken aktivitet der skal kræves af det judicielle organ, for at det kan antages, at det træffer en »retsafgørelse« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012.

75.

Det skal tages i betragtning, at i henhold til forordning nr. 650/2012 kan »retsafgørelser« som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra g), også træffes af ikke-judicielle myndigheder, som opfylder kravene i denne forordnings artikel 3, stk. 2. Disse krav skal ganske vist sikre, at disse myndigheders retsafgørelser »har tilsvarende retskraft og retsvirkning som en retsafgørelse truffet af en judiciel myndighed i samme sag«, som er omfattet af anvendelsesområder for forordning nr. 650/2012 [artikel 3, stk. 2, litra b)]. Dette betyder imidlertid ikke, at der stilles lige så høje krav til en »retsafgørelse«, som det er fastsat i reglerne i Bruxellesordningen, navnlig hvad angår aktivitetens omfang i forbindelse med, at der træffes en retsafgørelse. En »retsafgørelse« som omhandlet i artikel 4 i forordning nr. 650/2012 skal navnlig ikke opfylde den definition af »retsafgørelse«, som Domstolen har udarbejdet i forbindelse med Bruxellesordningen.

76.

Reglerne i Bruxellesordningen har i henhold til tredje og sjette betragtning til forordning nr. 1215/2012 nemlig til formål at sikre fri bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, mens forordning nr. 650/2012 sætter sig videregående mål. Disse omfatter – i henhold til syvende betragtning til denne forordning – navnlig fjernelsen af hindringer for håndhævelsen af rettigheder i forbindelse med arvesager med grænseoverskridende virkninger. Ved fortolkningen af kompetencereglerne i denne forordning må det derfor ikke antages, at dens bestemmelser kun har til formål at fastlægge, hvilke myndigheder der har kompetence til at træffe afgørelse, for at undgå, at der træffes modstridende afgørelser. Det følger heraf, at kompetencereglerne ikke kun skal finde anvendelse i de procedurer, hvor judicielle myndigheder træffer »retsafgørelser« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012.

77.

På baggrund af de ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at resultaterne af ordlydsfortolkningen af artikel 4 i forordning nr. 650/2012 ikke er entydige og derfor skal undersøges på grundlag af denne forordnings opbygning. Dette gælder så meget desto mere, som den forelæggende samt den tyske og den franske regering konkluderer på grundlag af forordningens artikel 64, at denne forordnings artikel 4 ikke fastlægger kompetencen til udstedelse af nationale arvebeviser.

78.

I betragtning af de tvetydige resultater af ordlydsfortolkningen vil jeg nu fortolke artikel 4 i forordning nr. 650/2012 i forbindelse med andre bestemmelser i denne forordning. Jeg vil i denne forbindelse navnlig behandle bestemmelserne i dens kapitel II nærmere, da de – som den deri indeholdte artikel 4 i denne forordning – fastlægger kompetencen for så vidt angår arvesager. Jeg vil således konstatere, om andre regler i dette kapitel fastlægger kompetencen for så vidt angår procedurer, hvor der ikke træffes en »retsafgørelse« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012.

79.

Der gøres i denne forbindelse opmærksom på artikel 13 i forordning nr. 650/2012, der fastlægger kompetencen til at modtage arveretlige erklæringer (erklæringer om vedgåelse af eller afkald på arv, legat eller tvangsarv eller erklæringer med det formål at begrænse hæftelsen med hensyn til boets passiver). I henhold til denne bestemmelse er »[u]d over den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen i medfør af denne forordning«, retterne i den medlemsstat, der tjener som sædvanligt opholdssted for den person, der kan fremsætte en sådan erklæring, kompetente til at modtage sådanne erklæringer.

80.

Formuleringen »[u]d over den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen i medfør af denne forordning«, kan fortolkes således, at kompetencereglerne i kapitel II i forordning nr. 650/2012, bl.a. artikel 4, også fastlægger kompetencen til at modtage arveretlige erklæringer, selv om dette ikke sker inden for rammerne af procedurer, hvor der træffes en »retsafgørelse« som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 1. litra g). Det følger heraf, at der ved »træffe afgørelse« som omhandlet i forordning nr. 650/2012 ikke kun skal forstås »retsafgørelse« i henhold til denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra g).

81.

For denne fortolkning taler 32. betragtning til forordning nr. 650/2012, hvorefter artikel 13 tjener »hensyn[et] til arvinger og legatarer« og ikke fastlæggelsen af kompetencen for så vidt angår spørgsmål, der ikke reguleres af andre kompetenceregler i forordningen.

82.

Fortolkningen af artikel 13 i forordning nr. 650/2012, hvor præpositionen »[u]d over« anvendes til at betegne dens normative stilling, fører til lignende konklusioner. Kapitel II begynder med en bestemmelse, der fastlægger den generelle kompetence »til at træffe afgørelse om hele arven« (artikel 4). De efterfølgende bestemmelser i dette kapitel tillægger – med hensyn til samme genstand, dvs. »træffe afgørelse om hele arven« – retter i andre medlemsstater kompetence, for så vidt betingelserne i disse bestemmelser er opfyldt (artikel 5, 7, 9, 10 og 11).

83.

Forordningens artikel 13 befinder sig således i slutningen af en gradvis opregning af de retter, der er kompetente til at træffe afgørelse om hele arven efter den pågældende person. For så vidt som det at »træffe afgørelse om hele arven« består i at modtage arveretlige erklæringer, er »ud over« disse retter også de retter i en medlemsstat, der tjener som sædvanligt opholdssted for den person, der kan fremsætte en sådan erklæring, kompetente.

84.

Det kan heller ikke udelukkes, at en medlemsstat indfører en særlig mæglingsprocedure ved retter »i ordets egentlige betydning« ( 24 ), som udelukkende kan afsluttes ved et retsforlig, således at arvesager ikke behandles, hvis dette ikke sker. Jeg er ikke overbevist om, at kompetencereglerne i forordning nr. 650/2012 ikke må finde anvendelse for så vidt angår sådanne procedurer. I 36. betragtning til forordning nr. 650/2012 nævnes ganske vist muligheden for, at parterne kan lade arvesager behandle i mindelighed af myndigheder, som ikke er bundet af kompetencereglerne. Denne mulighed vedrører imidlertid procedurer for »ikke-judicielle myndigheder, f.eks. notarer«, og ikke procedurer for judicielle myndigheder. Et forlig, der er indgået for en sådan ikke-judiciel myndighed, ville under alle omstændigheder skulle bekræftes af en ret, mens forliget i forbindelse med den omhandlede procedure ville blive indgået for en judiciel myndighed.

85.

På baggrund af de ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at artikel 4 i forordning nr. 650/2012 – i lyset af den systematiske fortolkning af reglerne i denne forordning – fastlægger kompetencen for procedurer i arvesager, som føres for medlemsstaternes judicielle myndigheder, når der er tale om spørgsmål, som vedrører »hele arven«.

86.

Den tyske og den portugisiske regering har anført, at indføjelsen af artikel 64 i forordning nr. 650/2012 fører til den konklusion, at denne forordnings artikel 4 ikke fastlægger kompetencen til udstedelse af nationale arvebeviser. Efter disse regeringers opfattelse ville forordningens artikel 64 i modsat fald være overflødig, mens kompetencen til udstedelse af det europæiske arvebevis ville skulle fastlægges på grundlag af forordningens artikel 4. Dette standpunkt er baseret på den antagelse, at der i forbindelse med det europæiske arvebevis og de nationale arvebeviser er tale om tilsvarende eller i det mindste lignende instrumenter.

87.

Kommissionen er i denne forbindelse af en anden opfattelse og har anført, at artikel 64 i forordning nr. 650/2012 er lex specialis i forhold til denne forordnings artikel 4. Det kan derfor ikke konkluderes på grundlag af artikel 64 i forordning nr. 650/2012, at denne forordnings artikel 4 ikke vedrører udstedelsen af nationale arvebeviser. Den polske regering har ligeledes udtalt sig i denne retning.

88.

Uden her at foregribe, hvilke lighedspunkter der er mellem det europæiske arvebevis og de nationale arvebeviser, må jeg dog medgive, at den tyske og den portugisiske regerings argumentation synes at overse den rolle, som artikel 64 har i ordningen i forordning nr. 650/2012.

89.

For det første er de nationale arvebeviser instrumenter, der fungerer på grundlag af nationale bestemmelser og indgår i den pågældende medlemsstats retsorden, mens det europæiske arvebevis er et nyt instrument i EU-retten.

90.

Det var derfor nødvendigt at tilvejebringe en selvstændig retlig ordning for det europæiske arvebevis i selve forordningen. Formålet var at sikre en ensartet anvendelse i alle medlemsstater og fjerne fortolkningstvivl, som kvalificeringen af det europæiske arvebevis i forbindelse med forordning nr. 650/2012 kunne give anledning til. EU-lovgiver har i denne forbindelse ikke taget stilling til, hvilken retlig karakter det europæiske arvebevis har. Det fremgår derfor ikke klart, om dette bevis er en »retsafgørelse« [artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012] eller et »officielt bekræftet dokument« [denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra i)] eller ikke hører til nogen af disse kategorier. I øvrigt var det slet ikke nødvendigt udtrykkeligt at tage stilling til dette spørgsmål, da det europæiske arvebevis ikke behøver at blive anerkendt efter de bestemmelser, der vedrører retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter, mens kompetencen reguleres i denne forordnings artikel 64.

91.

For det andet gentager artikel 64 i forordning nr. 650/2012 ikke ordlyden af denne forordnings artikel 4, men fastlægger kompetencen til udstedelse af det europæiske arvebevis ved at henvise til visse bestemmelser i kapitel II. Der er i denne forbindelse tale om denne forordnings artikel 4, 7, 10 og 11.

92.

For det tredje omfatter anvendelsesområdet for disse kompetenceregler i henhold til forordningens artikel 64 ikke kun »retter« som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 2 [artikel 64, litra a)], men også andre myndigheder, som i henhold til national lov har kompetence til at behandle arvesager [artikel 64, litra b)]. Et europæisk arvebevis kan således udstedes af en »ret«, af »andre myndigheder og juridiske aktører«, for så vidt som disse myndigheder eller juridiske aktører opfylder visse krav [artikel 3, stk. 2, sammenholdt med artikel 64, litra a), i forordning nr. 650/2012], samt af en »anden myndighed, som i henhold til national lov har kompetence til at behandle arvesager« [artikel 64, litra b), i forordning nr. 650/2012], selv om de ikke opfylder kravene i forordningens artikel 3, stk. 2.

93.

På baggrund af ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at indføjelsen af artikel 64 i forordning nr. 650/2012 ikke må føre til den konklusion, at denne forordnings artikel 4 ikke finder anvendelse på udstedelsen af nationale arvebeviser.

94.

I dette forslag til afgørelse vil jeg i det følgende undersøge resultaterne af den systematiske fortolkning på grundlag af argumenter, der vedrører formålene med forordning nr. 650/2012. Disse fremgår nemlig også klart af den tyske og den polske regerings indlæg, selv om disse regeringer drager forskellige konklusioner heraf.

95.

Den tyske regering har anført, at fastlæggelsen af kompetencen til udstedelse af nationale arvebeviser på grundlag af artikel 4 i forordning nr. 650/2012 ville føre til, at udelukkende en medlemsstats myndigheder kunne udstede nationale arvebeviser. Dette ville være myndighederne i den medlemsstat, hvor det europæiske arvebevis kunne udstedes. Dette ville i praksis forpligte de pågældende til at anvende det europæiske arvebevis, hvilket ville være i strid med artikel 62, stk. 2, i forordning nr. 650/2012.

96.

Efter den tyske regerings opfattelse kunne det imidlertid i visse tilfælde vise sig at være mere fordelagtigt at anvende nationale arvebeviser, som udstedes af andre medlemsstater, end at anvende et europæisk arvebevis. Det ville derfor være i strid med formålene med forordning nr. 650/2012 at fratage de pågældende muligheden for at anvende nationale arvebeviser, som er udstedt af retterne i andre medlemsstater. Disse er nemlig – i henhold til 67. betragtning til denne forordning – af hensyn til arvingerne at give mulighed for en hurtig, gnidningsfri og effektiv afvikling af en arvesag.

97.

Den polske regering er af den opfattelse, at en løsningsmodel, som fremhæver betydningen af det europæiske arvebevis, er begrundet og ønskelig.

98.

Jeg deler ikke den tyske regerings opfattelse, hvorefter en fortolkning af artikel 4 i forordning nr. 650/2012 på en sådan måde, at den skal anvendes med hensyn til udstedelsen af nationale arvebeviser, i praksis til dels ville gøre det obligatorisk at anvende det europæiske arvebevis.

99.

For det første fratager denne fortolkning af artikel 4 i forordning nr. 650/2012 ikke de pågældende muligheden for at opnå nationale arvebeviser i den medlemsstat, hvis myndigheder har kompetence til at udstede europæiske arvebeviser.

100.

For det andet synes den tyske regering udelukkende at fortolke artikel 62, stk. 2, i forordning nr. 650/2012, hvorefter det ikke er obligatorisk at anvende det europæiske arvebevis, på en sådan måde, at denne bestemmelse regulerer forholdet mellem det europæiske arvebevis og de nationale arvebeviser. Dette spørgsmål er imidlertid kun reguleret i denne forordnings artikel 62, stk. 3. Forordningens artikel 62, stk. 2, vedrører dog ikke kun de nationale arvebeviser, men også – som 69. betragtning, andet punktum, til denne forordning henviser til – alle »øvrige instrumenter, der er til rådighed i henhold til denne forordning«, som arvingerne frit kan anvende. Heraf fremgår det, at det ikke er obligatorisk at anvende det europæiske arvebevis, som det er fastsat i forordningens artikel 62, stk. 2.

101.

Jeg mener derfor ikke, at fastlæggelsen af kompetencen til udstedelse af nationale arvebeviser på grundlag af artikel 4 i forordning nr. 650/2012 i praksis gør det obligatorisk at anvende det europæiske arvebevis.

102.

Jeg nærer ikke tvivl om, at muligheden for en hurtig, gnidningsfri og effektiv afvikling af arvesager hører blandt formålene med forordning nr. 650/2012. Jeg kan heller ikke på forhånd udelukke, at det i en række tilfælde kan være i arvingernes interesse, hvis der stilles instrumenter til rådighed for dem, som gør det muligt at behandle arvesager i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvis myndigheder har kompetence i henhold til reglerne i forordning nr. 650/2012.

103.

For det første blev forordning nr. 650/2012 – i lyset af syvende og ottende betragtning til denne forordning – dog hovedsageligt vedtaget med det formål at harmonisere de lovvalgs- og kompetenceregler, der finder anvendelse på arvesager ( 25 ).

104.

Det skal i denne forbindelse nævnes, at i henhold til 27. betragtning til forordning nr. 650/2012 er bestemmelserne i denne forordning udformet med henblik på at sikre, at den myndighed, der behandler arvesagen, i de fleste situationer anvender sin egen lov. Principielt er det – i henhold til denne forordnings artikel 21, stk. 1 – loven i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, der skal anvendes på hele arven. Den omstændighed, at lovvalget fastlægges på denne måde, er i overensstemmelse med kompetenceordningen i denne forordnings artikel 4, hvorefter retterne i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, er kompetente til at træffe afgørelse om hele arven.

105.

Anvendelsen af de nationale kompetenceregler med hensyn til udstedelsen af nationale arvebeviser er i strid med bestræbelserne på at harmonisere kompetence- og lovvalgsreglerne inden for Unionen. Dette illustreres af de faktiske omstændigheder i hovedsagen, hvor en tysk ret – i henhold til de nationale kompetenceregler – blev anmodet om at udstede et nationalt arvebevis på grundlag af fransk ret.

106.

For det andet skal forordning nr. 650/2012 i henhold til dens 34. betragtning bidrage til at sikre en harmonisk retspleje i Unionen. På denne måde forfølges et af formålene med forordning nr. 650/2012, nemlig – i henhold til 59. betragtning til denne forordning – gensidig anerkendelse af retsafgørelser truffet i medlemsstaterne i arvesager.

107.

Den tyske regering er ganske vist af den opfattelse, at et nationalt arvebevis ikke er en »retsafgørelse« som omhandlet i forordning nr. 650/2012, men det fremgår af 35. betragtning til forordningen, at foranstaltninger, der tager sigte på et forlig, vedrører alle instrumenter, der er af betydning for behandlingen af arvesager, bl.a. også instrumenter, der vedtages af ikke-judicielle myndigheder, som ikke er bundet af kompetencereglerne i denne forordning. Det drejer sig i denne forbindelse også om at undgå situationer, hvor der kunne opstå modstrid mellem et nationalt arvebevis og andre instrumenter, der er omfattet af forordningen, navnlig det europæiske arvebevis. Dette bekræftes af ovennævnte, hvorefter forordningens regler ikke kun bør fastlægge kompetencen med hensyn til de procedurer, hvor judicielle myndigheder træffer en »retsafgørelse« som omhandlet i forordningens artikel 3, stk. 1. litra g) ( 26 ).

108.

I denne forbindelse vil jeg gerne minde om, at der i forordning nr. 650/2012 ganske vist er fastlagt ensartede lovvalgsregler, på grundlag af hvilke den lov, der finder anvendelse på hele arven, fastlægges (artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 650/2012), men at en række spørgsmål, der kan være af betydning for behandlingen af arvesager, fortsat vurderes på grundlag af den lov, der fastlægges i de nationale lovvalgsregler. Der henvises hertil i 11.-13. betragtning, og 71. betragtning, tredje punktum, til forordningen. Dette kan føre til situationer, hvor myndighederne i enkelte medlemsstater vedtager indbyrdes modstridende instrumenter til behandling af arvesager ( 27 ).

109.

Domstolen fastslog i Kubicka-dommen ( 28 ), at en fortolkning af reglerne i forordning nr. 650/2012, som medfører en »opdeling af arven«, således at visse spørgsmål, der har betydning for arven, vurderes på grundlag af nationale lovvalgsregler, er uforenelig med formålene med denne forordning. Dette kunne medføre, at der vedtages indbyrdes modstridende instrumenter til behandling af arvesager. Selv om bemærkningerne i Kubicka-dommen ( 29 ) vedrørte spørgsmål i forbindelse med arvelovgivningens anvendelsesområde, er det min opfattelse, at de udgør en vis rettesnor, som også kan være hensigtsmæssig ved fortolkningen af de regler i forordning nr. 650/2012, som vedrører andre spørgsmål.

110.

En fortolkning af bestemmelserne i forordning nr. 650/2012, hvorefter kompetencen skal fastlægges på grundlag af reglerne i denne forordning også med hensyn til udstedelsen af nationale arvebeviser, har til formål at virkeliggøre dette mål. Den begrænser nemlig muligheden for, at der i forskellige medlemsstater vedtages indbyrdes modstridende nationale arvebeviser og andre instrumenter, navnlig europæiske arvebeviser, retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter.

111.

For det tredje må betydningen af hensynet til en harmonisk retspleje ikke lades ude af betragtning, selv om arvingernes interesse kan udgøre et argument for en bestemt fortolkning af kompetencereglerne.

112.

I forbindelse med forordning nr. 650/2012 er det ikke kun i arvingernes interesse, men også udtryk for ønsket om at sikre en harmonisk retspleje, at det tilstræbes at undgå situationer, hvor der findes indbyrdes modstridende instrumenter til behandlingen af arvesager ( 30 ). Den allerede nævnte bestræbelse på at sikre overensstemmelse mellem lovvalg og den ret, der behandler sagen, som der var tale om i punkt 104 i dette forslag til afgørelse, kan også vurderes på samme måde.

113.

Endvidere har EU-lovgiver udtrykkeligt reguleret tilfælde, hvor det på grundlag af arvingernes interesse er nødvendigt at behandle arvesager i en anden medlemsstat end den, hvis myndigheder principielt har kompetence i henhold til kompetencereglerne i forordning nr. 650/2012. I henhold til artikel 13 i forordning nr. 650/2012 er f.eks. retterne i den medlemsstat, der tjener som sædvanligt opholdssted for den person, der kan fremsætte en arveretlig erklæring, kompetent til at modtage sådanne erklæringer.

114.

Efter min opfattelse taler formålene med forordning nr. 650/2012 derfor ikke for en fortolkning af dens bestemmelser, der er i strid med konklusionerne af den systematiske fortolkning, således at det er muligt for arvingerne at opnå nationale arvebeviser, som udstedes af de judicielle myndigheder i en anden medlemsstat end den, hvis myndigheder har kompetence i henhold til denne forordning.

115.

De hidtidige resultater, der er baseret på den systematiske og teleologiske fortolkning, synes også at bekræftes af den historiske fortolkning af forordning nr. 650/2012.

116.

Kommissionens oprindelige forslag fastsatte, at det europæiske arvebevis »ikke [træder] i stedet for interne procedurer« (artikel 36, stk. 2, andet punktum, i forslaget til forordning nr. 650/2012) ( 31 ). Det er imidlertid i punkt 4.6 i begrundelsen til forordningsforslaget anført, at det europæiske arvebevis »ikke [træder] i stedet for de beviser, der eksisterer i visse medlemsstater«. Denne formulering findes i øvrigt i artikel 62, stk. 3, første punktum, i forordning nr. 650/2012, der har overtaget rollen fra forordningsforslagets artikel 36, stk. 2 ( 32 ). I denne forbindelse er det i punkt 4.6 i begrundelsen til forordningsforslaget anført, at »[i] medlemsstaten for den kompetente ret foretages bevisførelsen for arvingestatus og bobestyreres og kuratorers beføjelser i overensstemmelse med den interne procedure« ( 33 ).

117.

I forordningsforslaget blev de nationale processuelle reglers rolle derfor begrænset til spørgsmål i forbindelse med den procedure, der skal gennemføres »[i] medlemsstaten for den kompetente ret«. Jeg mener imidlertid ikke, at denne kompetence skal fastlægges i henhold til national ret.

118.

Derfor antog man også allerede i en tidlig fase af lovgivningsarbejdet, at medlemsstaternes myndigheders internationale kompetence til udstedelse af nationale arvebeviser ikke skal afgøres på grundlag af national ret, men derimod de ensartede kompetenceregler i forordningen. Der er intet, der tyder på, at dette har ændret sig i den vedtagne version af forordningen, hvor artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 650/2012 tjener samme formål som forordningsforslagets artikel 36, stk. 2.

119.

På baggrund af ovenstående betragtninger, de utilfredsstillende resultater af ordlydsfortolkningen og de entydige resultater af den systematiske og den teleologiske fortolkning, som understøttes af den historiske fortolkning, mener jeg, at artikel 4 i forordning nr. 650/2012 fastlægger kompetencen med hensyn til procedurer, der gennemføres af medlemsstaternes judicielle myndigheder, når der i disse procedurer er tale om spørgsmål, som vedrører »hele arven«.

120.

I lyset af disse betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål således: Artikel 4 i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at den også fastlægger kompetencen med hensyn til procedurer for en medlemsstats judicielle myndigheder, som vedrører udstedelsen af et nationalt arvebevis.

121.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det af Kammergericht Berlin (den regionale appeldomstol i Berlin, Tyskland) forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde:

»Artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis skal fortolkes således, at den også fastlægger kompetencen med hensyn til procedurer for en medlemsstats judicielle myndigheder, som vedrører udstedelsen af nationale arvebeviser.«