23.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/16

1)

Artikel 4, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at et vilkår i en kreditaftale, der er indgået i en udenlandsk valuta mellem en erhvervsdrivende og en forbruger uden at have været genstand for individuel forhandling som det, der er omhandlet i hovedsagen, hvorefter kreditten skal tilbagebetales i samme valuta, henhører under begrebet »aftalens hovedgenstand« som omhandlet i den nævnte bestemmelse, idet dette vilkår fastsætter en væsentlig ydelse, der er afgørende for aftalen.

2)

Artikel 3-5 i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at et vilkår i en kreditaftale som det, der er omhandlet i hovedsagen, hvorefter hele valutakursrisikoen lægges på låntager, og som ikke er udformet klart, således at låntager ikke på grundlag af klare og forståelige kriterier er i stand til at vurdere de økonomiske følger af aftalens indgåelse, af den nationale ret kan anses for at være urimeligt, såfremt det i forbindelse med rettens undersøgelse heraf konstateres, at dette vilkår til trods for kravet om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren. I denne henseende tilkommer det den forelæggende ret under hensyn til samtlige omstændigheder i hovedsagen og under hensyn bl.a. til den erhvervsdrivendes ekspertise og kendskab for så vidt angår de mulige valutakursudsving og de iboende risici ved indgåelse af et lån i udenlandsk valuta for det første at undersøge, om kravet om god tro er blevet tilsidesat, og for det andet, om der foreligger en betydelig skævhed som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13.