17.12.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 455/17


Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 18. oktober 2018 — E. G. mod Republika Slovenija (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Vrhovno sodišče Republike Slovenije — Slovenien)

(Sag C-662/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - det fælles europæiske asylsystem - direktiv 2013/32/EU - artikel 46, stk. 2 - klage over eller søgsmål anlagt til prøvelse af et afslag på tildeling af flygtningestatus, men indrømmelse af subsidiær beskyttelsesstatus - antagelse til realitetsbehandling - manglende tilstrækkelig interesse, når den indrømmede subsidiære beskyttelsesstatus giver samme rettigheder og fordele som dem, der er forbundet med flygtningestatus i henhold til EU-retten og til national ret - spørgsmålet, om ansøgerens individuelle situation er relevant for undersøgelsen af, om de nævnte rettigheder og fordele er identiske))

(2018/C 455/25)

Processprog: slovensk

Den forelæggende ret

Vrhovno sodišče Republike Slovenije

Parter i hovedsagen

Sagsøger: E. G.

Sagsøgt: Republika Slovenija

Konklusion

Artikel 46, stk. 2, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse skal fortolkes således, at den sekundære beskyttelsesstatus, der er indrømmet ved en medlemsstats lovgivning, såsom den i hovedsagen omhandlede lovgivning, ikke giver de »samme rettigheder og fordele som dem, der er forbundet med flygtningestatus i henhold til EU-retten og til national ret« som omhandlet i denne bestemmelse, således at en ret i denne medlemsstat ikke kan afvise en klage eller et søgsmål — indgivet eller anlagt til prøvelse af en afgørelse, hvorved en ansøgning om flygtningestatus afslås, men subsidiær beskyttelsesstatus indrømmes — med henvisning til, at ansøgeren ikke har tilstrækkelig interesse i at opretholde sagen, når det på grundlag af national ret, der finder anvendelse, fastslås, at de rettigheder og fordele, som disse to former for international beskyttelsesstatus indrømmer, faktisk ikke er identiske.

En sådan klage eller et sådant søgsmål kan ikke afvises, selv om det, henset til ansøgerens konkrete situation, fastslås, at tildelingen af flygtningestatus ikke ville give den pågældende flere rettigheder og fordele end tildelingen af subsidiær beskyttelsesstatus, når ansøgeren ikke eller endnu ikke har påberåbt sig rettigheder, som indrømmes på grundlag af flygtningestatus, men som ikke eller i mindre omfang indrømmes på grundlag af subsidiær beskyttelsesstatus.


(1)  EUT C 32 af 29.1.2018.