18.2.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/12


Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 19. december 2018 — Szef Krajowej Administracji Skarbowej mod Skarpa Travel sp. z o.o. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Naczelny Sąd Administracyjny — Polen)

(Sag C-422/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - harmonisering af afgiftslovgivningerne - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - afgiftspligtens indtræden - særordning for rejsebureauer - artikel 65 og 308 - fortjenstmargen opnået af et rejsebureau - fastsættelse af fortjenstmargen - betaling af afdrag inden leveringen af ydelser leveret af rejsebureauet - rejsebureauets faktiske omkostninger))

(2019/C 65/14)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Szef Krajowej Administracji Skarbowej

Sagsøgt: Skarpa Travel sp. z o.o.

Konklusion

1)

Artikel 65 og 306-310 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2010/45/EU af 13. juli 2010, skal fortolkes således, at merværdiafgiften (momsen) forfalder i overensstemmelse med nævnte artikel 65 ved betalingens modtagelse, når et rejsebureau, som er omfattet af den særordning, der er fastsat i artikel 306-310, modtager et afdrag på turismeydelser, som det leverer til en rejsende, forudsat at de turismeydelser, der skal leveres, på dette tidspunkt er specifikt angivet.

2)

Artikel 308 i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2010/45, skal fortolkes således, at rejsebureauets fortjenstmargen og dermed dets afgiftsgrundlag udgør forskellen mellem det samlede beløb uden merværdiafgift (moms), der skal betales af den rejsende, og rejsebureauets faktiske omkostninger i tidligere led til den af andre afgiftspligtige personer foretagne levering af varer og ydelser, for så vidt som disse transaktioner direkte kommer den rejsende til gode. Når afdragsbeløbet svarer til turismeydelsens samlede pris eller en betydelig del af denne pris, og når bureauet endnu ikke har betalt nogen faktisk omkostning eller kun en begrænset del af denne ydelses individuelle samlede omkostning, eller endvidere når den individuelle omkostning, som bureauet faktisk har betalt for rejsen, ikke kan fastlægges på tidspunktet for betalingen af afdraget, kan fortjenstmargenen fastlægges på grundlag af et skøn over den forudsigelige samlede omkostning, som rejsebureauet i sidste ende skal betale. Med henblik på et sådant skøn skal rejsebureauet eventuelt tage hensyn til de omkostninger, som bureauet faktisk allerede har betalt, når afdraget modtages. Med henblik på beregningen af fortjenstmargenen reduceres rejsens samlede pris med den skønnede faktiske samlede omkostning, og afgiftsgrundlaget for den moms, der skal betales i forbindelse med modtagelsen af afdraget, opnås ved at gange dette afdragsbeløb med den procentsats, som den forudsigelige fortjenstmargen, der således fastlægges i rejsens samlede pris, udgør.


(1)  EUT C 357 af 23.10.2017.