1)

Artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlægende rettigheder skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der med henblik på beregning af feriegodtgørelse gør det muligt i kollektive aftaler at vedtage, at der skal tages hensyn til indtjeningsreduktioner, der skyldtes det forhold, at der i referenceperioden har været dage, hvor der som følge af tvungen nedsat arbejdstid ikke er udført faktisk arbejde med den følge, at arbejdstageren for varigheden af den årlige mindsteferie på fire uger, som han har krav på i henhold til artikel 7, stk. 1, får mindre udbetalt i feriegodtgørelse, end hvad han får udbetalt i normal løn under perioder med faktisk arbejde. Det tilkommer den forelæggende ret i videst muligt omfang at fortolke den nationale lovgivning i lyset af ordlyden af og formålet med direktiv 2003/88 således, at den feriegodtgørelse, der udbetales til arbejdstagerne i den mindsteferie, som er omhandlet i artikel 7, stk. 1, ikke er lavere end den gennemsnitlige løn, som de modtager under perioder med faktisk arbejde.

2)

Der ikke er grundlag for at begrænse nærværende doms tidsmæssige virkning, og EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder for, at de nationale domstole med henvisning til national ret beskytter arbejdsgivernes berettigede forventning om, at de øverste nationale domstoles praksis, hvorefter bestemmelserne om betalt ferie i hovedaftalen for byggebranchen er lovlige, fortsat vil være gældende.