16.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 134/11


Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 22. februar 2018 — Nagyszénás Településszolgáltatási Nonprofit Kft. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Kúria — Ungarn)

(Sag C-182/17) (1)

([Præjudiciel forelæggelse - merværdiafgift (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 9 og artikel 13, stk. 1 - fritagelse for afgiftspligten - begrebet »offentligretligt organ« - erhvervsdrivende selskab, der ejes 100 % af en kommune, som varetager visse offentlige opgaver, der påhviler denne kommune - fastlæggelse af disse opgaver og vederlaget herfor i en aftale indgået mellem dette selskab og nævnte kommune])

(2018/C 134/14)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Kúria

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Nagyszénás Településszolgáltatási Nonprofit Kft.

Sagsøgt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

Konklusion

1)

Artikel 2, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at virksomhed som den i hovedsagen omhandlede — med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse af de relevante faktiske forhold — der består i, at et selskab udfører visse offentlige opgaver i henhold til en aftale indgået mellem selskabet og en kommune, udgør en levering af ydelser, der leveres mod vederlag, og er merværdiafgiftspligtig i medfør af denne bestemmelse.

2)

Artikel 13, stk. 1, i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at virksomhed som den i hovedsagen omhandlede — med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse af de relevante faktiske forhold og den relevante nationale lovgivning — der består i, at et selskab udfører visse offentlige opgaver i henhold til en aftale indgået mellem selskabet og en kommune, ikke er omfattet af den merværdiafgiftsfritagelsesregel, der er fastsat i denne bestemmelse, såfremt denne virksomhed udgør økonomisk virksomhed som omhandlet i dette direktivs artikel 9, stk. 1.


(1)  EUT C 221 af 10.7.2017.