1)

Artikel 29, stk. 2, andet punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, skal fortolkes således, at en ansøger »forsvinder« i denne bestemmelses forstand, når den pågældende forsætligt undviger de nationale myndigheder, som har kompetence til at gennemføre vedkommendes overførsel, med henblik på at forhindre denne. Der er en formodning for, at dette er tilfældet, når denne overførsel ikke kan gennemføres som følge af, at denne ansøger har forladt det opholdssted, den pågældende var blevet anvist, uden at have oplyst de kompetente nationale myndigheder om sit fravær, forudsat at ansøgeren var blevet oplyst om sine forpligtelser i denne henseende, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Ansøgeren bevarer muligheden for at godtgøre, at den omstændighed, at den pågældende ikke har informeret de nævnte myndigheder om sit fravær, er begrundet i gyldige grunde og ikke i en hensigt om at undvige disse myndigheder.

Artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 604/2013 skal fortolkes således, at den pågældende person inden for rammerne af en procedure iværksat til prøvelse af en afgørelse om overførsel kan påberåbe sig forordningens artikel 29, stk. 2, ved at gøre gældende, at overførselsfristen på seks måneder var udløbet, for så vidt som vedkommende ikke var forsvundet.

2)

Artikel 29, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 604/2013 skal fortolkes således, at det med henblik på at forlænge fristen for overførsel til højst 18 måneder er tilstrækkeligt, at den anmodende medlemsstat inden udløbet af overførselsfristen på 6 måneder underretter den ansvarlige medlemsstat om den omstændighed, at den pågældende person er forsvundet, og samtidig angiver den nye frist for overførsel.

3)

EU-retten skal fortolkes således, at dens anvendelsesområde omfatter spørgsmålet om, hvorvidt artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er til hinder for, at en ansøger om international beskyttelse i henhold til artikel 29 i forordning nr. 604/2013 overføres til den medlemsstat, der i overensstemmelse med denne forordning primært er ansvarlig for behandlingen af den pågældendes ansøgning om international beskyttelse, hvis denne ansøger i tilfælde af meddelelse af en sådan beskyttelse i denne medlemsstat vil være i alvorlig risiko for at blive underkastet umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i nævnte artikel 4 som følge af de forventelige levevilkår, den pågældende vil leve under som en person med international beskyttelse i den nævnte medlemsstat.

Artikel 4 i chartret om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en sådan overførsel af ansøgeren om international beskyttelse, medmindre den ret, ved hvilken et søgsmål er anlagt til prøvelse af afgørelsen om overførsel, på grundlag af objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger og i lyset af den i EU-retten sikrede norm for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder fastslår, at denne risiko er reel for ansøgeren som følge af, at vedkommende i tilfælde af overførsel og af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, vil lide alvorlige materielle afsavn.